Ved juletid beordrede jeg mig selv på Netflix-pause, og det efter nogle måneder, hvor jeg havde tærsket den ene serie efter den anden igennem. Men pausen sluttede i slutningen af februar, hvor 3. sæson af House Of Cards fik premiere.
Den fik jeg hurtigt sat hak ved, om end jeg trak de sidste afsnit til det sidste, da jeg bare ikke ville have, at serien sluttede. Måske den hidtil bedste sæson, og det siger ikke så lidt. Kevin Spacey var endnu en gang skræmmende god som Frank Underwood, hvor man følger ham op til første runde af primærvalget. Samtidig trak det også op, at danske Lars Mikkelsen var eminent som den russiske præsident, og havde en endog meget fremtrædende rolle i denne sæson.
Heldigvis er vi allerede blevet lovet en sæson mere, og ventetiden kan kun blive for lang. Men inden da, vil jeg prøve at gense serien som et samlet hele.
Sidenhen har jeg fået sat hak ved to yderligere serier - begge anbefalet af min gode veninde, Randi.
Den ene er engelske Broadchurch. En engelsk krimi fra absolut øverste hylde. Man følger et lille samfund i Sydengland, hvor en lille dreng bliver fundet myrdet. Undervejs kommer man tæt på efterforskningen, familierne og samfundet. Plottet er overraskende og spændingen intakt under samtlige afsnit. Der skulle være lavet to yderligere sæsoner, og jeg håber, at de snarest finder vej til Netflix.
Den anden er amerikanske Bloodline, der er én af Netflix' egne serier, og som fik premiere her i foråret. Krimi og familiedrama på én og samme gang, hvor man følger en familie i Florida, og de mysterier, de alle har med i bagagen. Den begyndte langsomt, men til sidst sidder du på det yderste af sofaen. Rasende godt lavet og velspillet. Og her er vi heldigvis også blevet lovet en sæson mere. Den glæder jeg mig allerede meget til.
Den næste serie, jeg tager fat på, bliver ganske givet Better Call Saul, der er en udløber af Breaking Bad. Sons Of Anarchy presser sig også meget på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar