søndag den 30. oktober 2011

Første fodboldtur til udlandet

Det er i morgen præcis 30 år siden, at jeg var på min første fodboldtur til udlandet. Inden da havde fodboldturene begrænset sig til Næstved stadion og så selvfølgelig de græsplæner, jeg selv "spillede" på.

Målet for turen var Hamburger Sports Vereins daværende hjemmebane, Volkspark, og hvor modstanderen var mægtige Bayern München - sidstnævnte var på det tidspunkt mit absolutte favorithold i hele verden og er fortsat blandt mine fire favorithold.

Billet og transport blev købt via Trumf Rejser i Ringsted, og afgang var lørdag morgen fra Ringsted Torv. Jeg var så at sige alene af sted, men et par af mine fodboldkammerater fra Ringsted IF var også med samt den enes far.

HSV og FCB var på det tidspunkt de to dominerende hold i Vesttyskland og væsentlige aktører på den europæiske scene. Bayern havde Breitner, Augenthaler og ikke mindst Karl-Heinz Rummenigge i truppen - sidstnævnte er sammen med spillere som Søren Lerby, Steve Coppell, Bryan Robson og Eric Cantona blandt mine absolutte favoritspillere gennem tiderne.

HSV var ikke mindre frygtindgydende, med Kaltz, Magath, Hrubesch og danskeren Lars Bastrup. Og på bænken havde de hjemvendte Franz Beckenbauer, der tidligere havde ført Bayern frem til store triumfer.

Så alt i alt var der lagt op til et stort opgør. Vi fik plads ved siden af de tilrejsende fra München og bag det ene mål, mens HSV's blå hav stod i den modsatte ende. Jeg husker ikke så djævelens masse fra selve kampen. Det kan hænge sammen med, at Bayern blev udspillet på kryds og tværs, og led et forsmædeligt nederlag på 4-1. Og det til trods for, at de kom foran tidligt i kampen.

Det ændrede så ikke noget ved, at det var helt fantastisk at stå på et stort stadion, opleve stemningen og ikke mindst de spillere, jeg så MEGET op til.

Data fra kampen kan ses her, og højdepunkterne her:


Kampen havde også et "pudsigt" efterspil, der også understregede det had, mange klubbers fans har til Bayern. Straks kampen blev fløjtet af, gik vi mod busserne, og Michaels far tog fat i mig og de andre fodbolddrenge, så vi kom hurtigt og sikkert til busserne. Det var der en god grund til, for i samme øjeblik, at vi drejede af på stien mod busserne, så vi et blåt hav komme løbende fra den modsatte retning - de skulle vist "hilse" på Bayern-fansene.....

Der skulle så efterfølgende gå et par og tyve år før, at jeg igen kom på en udlandstur, der også indbefattede fodbold. Sidenhen er det heldigvis så blevet til mindst én tur om året - England, Tyskland, Sverige, Norge og Finland har været blandt målene, og det takket være gode rejsefæller som blandt andet Preben og Per.

Næste tur er Påsken 2012, hvor Manchester United-QPR og Everton-Sunderland er på programmet. Denne gang sammen med Kenn og Per. Jeg glæder mig!

fredag den 28. oktober 2011

De Efterladte i Musikcafeen

Første gang, jeg oplevede Peter H. Olesen live var i 1992/93, i Musikcafeen i København, og som forsanger i Greene. Siden har jeg oplevet ham +20 gange, i Greene, Olesen-Olesen og solo, og torsdag var det tid igen. Og så netop i Musikcafeen, hvor han denne gang stod bag mikrofonen i bandet De Efterladte. Med sig havde de den fine cd, Traditionen Utro, som blev udgivet lige før den danske sommer.

Og naturligt nok lå hovedvægten af koncerten på netop det album, men der blev også mange, fine afstikkere til Peter H. Olesens bagkatalog af glemte mesterværker - af dansksproget karakter (det var også Spil Dansk-dag), og dermed fra tiden i Olesen-Olesen.

Og herlige genlyt, det var det, mens det var første gang, jeg hørte de fleste af De Efterladtes sange live. Mit Sortsyn blev dog også spillet ved Peter H. Olesens solo-koncert for et par år siden på Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø.

Koncerten understregede, at Peter H. Olesen er blandt landets fineste tekstforfattere, hvor hver linje emmer af historie, nærvær, vid og bid. Dette blev, mellem sangene, krydret med fine og sjove anekdoter, kommentarer og tilbageblik - og en god portion af den velkendte selvironi. 

Med sig på scenen havde han Michael Lund, som udgør den anden halvdel af De Efterladte, og den til lejligheden indkaldte Boi Holm. Begge ledsagede sangene med fine toner, der klædte teksterne. Stemningen var den tilbagelænede, på den gode måde, og sjældendt har jeg oplevet Peter H. Olesen så veloplagt på en scene - og med så megen spilleglæde. Det var som om, at han virkelig nød at stå på en scene igen.

På positivsiden tæller også, at publikum kom for at lytte - og lyttede, og dermed var Musikcafeen klinisk renset for de snakkehoveder, du ofte hører til en koncert. Men det var jo heller ikke en fredagaften, som Olesen skarpt pointerede fra scenen, da han kvitterede for lytningen.

Så alt i alt en fin aften, og meget vel en koncert, der står øverst, når årets koncert, for mit vedkommende, skal kåres.

De Efterladte fortsætter over efteråret/vinteren videre rundt i landet, og de har tidligere annonceret, at det bliver til flere koncerter, når kalenderen igen står på forår. Jeg er ganske sikker på, at jeg til den tid igen vil være at finde blandt publikum - på et spillested nær mig.

Tak til De Efterladte for en pragtfuld koncert og tak til min gode ven, René, for godt og hyggeligt selskab.

torsdag den 27. oktober 2011

Om Björk

Den islandske kunstner, Björk, udsendte fornyligt sit 7. soloalbum, Biophilia. Et album, der af anmelderne blev modtaget med kyshånd og roser, men også hvor det blev karakteriseret som værende mere interessant end godt. Jeg er efter flere lytninger enig i roserne, men uenig i det sidste, for albummet er virkeligt godt. Og hvor hun understreger, at hun er én af de få kunstnere, som hele tiden formår at forny sig, genopfinde sig selv igen og afsøge nye grænser.

Det sidste er så også medvirkende til, at jeg sjældent nærer høje forventninger til det, der kommer fra hendes hånd og ånd. For jeg aner ikke, hvilken vej, hun denne gang er gået.

Men på det seneste album, er hun i mine ører gået den rigtige vej, hvor hun leverer det bedste siden 2001 og hovedværket, Vespertine. Det forrige, Volta, var temmeligt rodet, mens Medulla, i sin acapella tilgang, nærmest var utilnærmeligt.

Og de kringlede veje er også medvirkende til, at jeg enten er meget begejstret eller noget forbeholden overfor hendes bedrifter. Hendes to gennembrudsalbums, Debut og Post, sagde mig ikke det store, med deres mere dansable indgang, ligesom hendes tid i Sugarcubes ikke fik mig op af stolen.

Men på Homogenic på 1997, får hendes stemme en mere fremtrædende plads, mens musikken finder inspiration fra Portishead og Massive Attack. Det kunne man lide her på matriklen, og på det efterfølgende Vespertine bliver repertoiret foldet helt ud. It's not up to you er én af hovedsangene på det værk.

Og netop hendes stemme er mig at høre hendes helt unikke fordel og styrke. Den kan udtrykke det blide og skrøbelige, men også det fandenivoldske. Det melankolske og det jubeloptimistiske. Det tyste og det skrigende. Og da jeg 3. gang oplevede hende live, på Roskilde 2007, sang hun Orange op alene ved hjælp af hendes stemme, og leverede en koncert til top-10 over alle Roskilde-koncerter, jeg har oplevet. De to andre gange, jeg har oplevet hende live, har også været på Roskilde - i 1996 og så i 2003, hvor hun leverede én af de mest unikke afslutningskoncerter, festivalen har oplevet. Jeg håber, at vi får hende at opleve på næste års Roskilde, om end jeg morderligt gerne ville opleve hende til en indendørskoncert - eksempelvis i Operaen....

Og det leder mig tilbage til det nye album, hvor stemmen igen har en fremtrædende rolle og hvor albummet fremstår som et samlet værk. Sangene hænger perfekt sammen og du oplever hele tiden nye sider af dem for hver lytning. Flere af sangene kan lyttes her og her.

Hermed anbefalet.

tirsdag den 25. oktober 2011

I et tog undervejs.....

Mit job tilsiger, at jeg skal pendle hver dag mellem byen på Midtsjælland og København. Og selvom togene af og til er forsinkede og servicen til tider ringe, kan jeg ikke sådan RIGTIG hidse mig op over DSB. Og da alternativet er at holde kofanger ved kofanger på motorvejen, snupper jeg med glæde hver dag toget.

Men - der er mange ting, der kan irritere mig i et tog undervejs, og her er min top-10:
  • Folk, som nærmest står helt oppe i hovedet på én og snakker i mobiltelefon
  • Højlydte mobiltelefonsamtaler, hvor hele kupeen kan følge med i samtalen
  • Folk, som ikke giver plads til andre, når de skal ind og ud af toget
  • Folk, som spiller så høj musik på deres MP3/i-et-eller-andet, at alle andre også kan høre musikken
  • Folk, som kommer 10 minutter efter afgang og siger, at de har pladsbillet til den og den plads. Kunne de ikke have fundet den rigtige vogn med det samme?!
  • Folk, som ikke rejser sig op og giver sin plads til gravide, børnefamilier og pensionister (selv plejer jeg at rævesove ved hver station, så jeg ser ikke, at et pensionistpar er kommet ind i kupeen.....)
  • Folk, som lige skal fortærre en ildelugtende ostemad i toget og tror, at kupeen er en spisestue
  • Folk, som maser for at komme ind i toget, fordi det at skulle stå op under en togrejse på 20-30 minutter er en skæbne værre end døden...
  • De her oversmarte og -tændte fyre, der lige skal sikre, at hele togsættet og de unge piger, der er med, har lagt mærke til dem
  • Folk, som sidder ved vinduespladsen, men som så rejser sig 10 minutter før næste station, så de kan stå forrest ved døren. Men det redder dem nok et sekund eller to....
Tja, og alle disse "folk" bliver nok irriterede, når gamle, gnavne mænd sender dem irriterede blikke.....!

søndag den 23. oktober 2011

Årets popsang?

Fornylig udgav det engelske band Kasabian deres 4. album, Velociraptor. De albumdebuterede i 2004 med det selvbetitelede Kasabian. Jeg bliver selv opmærksom på bandet via min gode ven Brian, som på det tidspunkt bor i London.

Det, der især fænger er, at de lægger sig i sporet fra andre engelske guitarbands, hvor guitaren hænger løs og tungen sidder i kinden. Men samtidig lægger de en ambitiøs og storladen produktion ned over sangene, og som gør, at de adskiller sig fra bands som Maximo park, Arctic monkeys, Franz Ferdinand, Kaiser chiefs med flere.

Og det, der sidenhen har holdt mig i folden er, at Kasabian er ét af de få bands, hvis formkurve er støt stigende - og det fra et i forvejen højt niveau. Det betyder også, at det nye album er en seriøs kandidat til top-ti'en over årets albums.

Men måske de allerede har leveret årets popsang. Goodbye kiss er en tour de force fra 60'er-poppen til 00'ernes guitarrock, og en ørehænger af rang - og med kant.

Her er den i studieversionen....


....og her live


Teksten kan følges her: http://www.lyricsfreak.com/k/kasabian/goodbye+kiss_20976291.html

fredag den 21. oktober 2011

Så skete det igen!

Jeg har tidligere blogget om blandt andet minks mistrivsel på de danske minkfarme (smag lige på ordet "farm"), og forleden kunne DR så berette om flere sager. Og at forholdene ikke er blevet forbedret.

Og endnu en gang kunne man sidde, mildt sagt, forundret tilbage over de forhold, minkene lever under og avlernes evindelige bortforklaringer. Men ok, det er nok minkenes naturlige element at gå i små bure med trådbunde og to strå halm....

Dyrenes beskyttelse sætter i øvrigt her spot på produktionsforholdene på minkfarmene, men foreningen taler desværre nok for døve øren - i hvert fald af den politiske slags. Og prøv lige at smage på ordet "produktionsforhold"!

Nå, men kritik af pelsdyravlerne er som at jage vinden. Dyrene får kun bedre forhold, hvis der gribes ind fra politisk side. Men politikerne har p.t. mere vigtige ting at diskutere - så som det helt horrible i, at en husstand måske skal betale 400 kroner mere om året i el, som led i finansieringen af regeringens klimaindsats. Og så er dyrs forhold jo blot en bagatel i forhold til dette!!

Og det er jo kun dyr!

onsdag den 19. oktober 2011

Ugens gendannelser

Denne uge har, indtil videre, budt på nyheden om to musikalske gendannelser - eller måske genkomster. Begge i den fine ende i forhold til min musiksmag, nemlig Stone Roses og Mazzy Star.

Historien har budt på mange vellykkede og endnu flere mislykkede gendannelser, men jeg er ganske overbevist om, at Mazzy Star lever op til fordums bedrifter på deres kommende album, og kommer Stone Roses forbi Danmark (måske årets Roskilde) på deres kommende turné, er den gendannelse også mere end godkendt.

Her er de begge, og med noget af det fineste, de hidtil har præsteret:










mandag den 17. oktober 2011

Have - også en passion

Et udsnit af haven, knipset i juli
Årets havesæson er ved at gå på hæld - i hvert fald, hvis man er som jeg, hvor kulde, regn og sne også betyder, at haven er gået i hi og haveredskaberne "smidt på lager".

Men det har været endnu en sæson, der har understreget, at jeg har en passion for have. Ikke dermed ment, at jeg har grønne fingre, for mit forhold til alt med have er VIRKELIG learning by doing!

Men jeg nyder i FULDE drag havearbejdet - det er afstressende, du får tømt dit hoved (ikke at det er noget problem for mig....), du bliver som barn igen med jord under neglene og grønne knæ, du kommer ud i den friske luft og så er der bare noget livsbekræftende ved at plante, skære til og se blomster, træer og buske udvikle sig. Nærmest med kontant afregning.

Det med havearbejde har jeg vist ikke for fremmede. Jeg er på min mors side ud af en landmandsfamilie, og da min morfar solgte gården, arbejdede han først i blandt andet Gribskov i Nordsjælland og sidenhen gik hans tid i hans store have i Hillerød og med at ordne haver for andre. Min mor nød også at gå i haven.

Og det med have, var også én af de væsentligste faktorer til, at jeg for 5 år siden besluttede at kigge på hus. Og i de snart fem år, jeg så har boet her på matriklen, er meget af min vågne tid over forår og sommer gået med havearbejde. Først med at sætte mit eget præg på haven, prøve mig frem med stauder, buske med videre og få rettet den til, og sidenhen med at holde ved lige, supplere op og flytte rundt. Og naturligvis med at nyde den!

Liljebedet, som det tog
sig ud i sommers
Nu er den efterhånden, som jeg gerne vil have den - om end jeg mangler et pæretræ, nogle enkelte prydbuske og så vil jeg gerne gøre mit liljebed helt færdigt. Men ellers er haven ved stadiet for almindelig vedligeholdelse.

De sidste opgaver inden vinteren bliver lidt reparationsarbejde i bøgehækken, gøde og slå græsplænen de sidste par gange, få skåret kanter langs hækken og klippe buske og stauder ned. Og så smide nogle forårsløg i jorden. Endelig skal haveredskaberne naturligvis rengøres, gås efter og smøres, så de er klar til at blive taget i brug igen om små 5 måneder.

I år blev interessen så suppleret med et medlemsskab af Haveselskabet. Deres hjemmeside og medlemsblad bugner med tip og tricks, haveideer med videre, og medlemsskabet er til stor glæde.

Et andet udtryk for min interesse er, at jeg elsker at gå rundt i andres haver og se, hvordan de har indrettet den og hvad de har i bedene. Og når jeg i bil eller tog kører forbi haver, kigger jeg altid ind - for inspiration og af nysgerrighed! Og er der noget, jeg ikke ved, hvad er, må jeg hjem i mine havebøger og finde frem til, hvad det er.

Alt i alt synes jeg, at haven en en givende interesse, og et godt supplement til sport, musik, film, bøger, politik, øl og hvad der nu ellers optager mine interesser.

lørdag den 15. oktober 2011

Man skulle have været der.....

Forleden gav det engelske band, The Mission, første koncert på deres "sølvbryllups"-turné. En turné, der bringer dem til forskellige engelske byer og på kontinentet - men desværre ikke til Danmark.

Mission var ét af de bands, jeg lyttede meget til i slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne. Og selvom jeg var mere til Sisters of mercy og Fields of the nephilim fra den såkaldte goth-scene, lyttede jeg sindssygt meget til dem, og sætlisten fra føromtalte koncert er stort set identisk med min egen favoritliste med dem.

Den og diverse koncertoptagelser kan ses her, og både sætliste og spillelysten fra bandet, og den måde, musikken bliver afleveret på, fortæller mig, at man skulle have været der. Det var jeg så ikke, men minderne fra to meget fine koncerter i det nu lukkede Saga lever fortsat videre. Begge koncerter kan i øvrigt genopleves via denne fine koncertside.

Lad mig runde af med et koncertklip med én af mine absolutte favoritter fra deres hånd, og fra den periode, hvor jeg lyttede mest til dem:

torsdag den 13. oktober 2011

Om Kongehuset

Indrømmet, jeg er royalist, sådan af den bløde mellemvare. Jeg holder af Kongehuset som institution, lytter til Dronningens nytårstale og følger royale bryllupper og barnedåbe. Men alligevel synes jeg, at min yndlingsblogger, Anne Sophia Hermansen, i dette indlæg giver stof til eftertanke og er endnu en gang meget spot on!

Den offentlige mening har længe været meget ukritisk overfor Kongehuset og det kan undre, at det ikke bliver undlagt større krav fra offentligheden end tilfældet er. Både i forhold til den apanage, de får, og i en tid, hvor der skæres alle vegne og stilles stadig stigende krav til høj som lav, og hvor folk (når de er flest) knokler det hvide ud af øjnene for at få egen økonomi til at hænge sammen.


Men Kongehuset går ram forbi. I stedet kunne man eksempelvis tirsdag opleve klaphatte-kommentatoren, Flemming Toft, dåne, når Frederik og Joachim inden den vigtige EM-kamp mod Portugal kunne brillere med viden om de matematiske muligheder for Danmarks deltagelse i EM-slutrunden. Men OK, er kravene ikke høje, skal der ikke meget til at leve op til dem.

Tak til ASH for endnu et tankevækkende blogindlæg.

onsdag den 12. oktober 2011

Danske guilty pleasures


Guilty pleasure defineres ofte som noget, du finder glæde i, men at det er en smule flovt og dårlig smag.

Og guilty pleasures er der mange af - også i musikkens verden. P.t. får tre danske sange en del airplay, og som alle taler til mit pophjerte.

Fælles for dem er, at der er tale om mandlige kunstnere eller DJ's, som har allieret sig med smukke kvindestemmer, og hver gang, jeg lytter til dem (eller for den sags skyld andre popsange og/eller guilty pleasures), genkalder jeg journalisten Torben Billes ord i en artikel om Carpenters i det forlængst hedengange musikblad Blender: "De sange reddede mig nemlig fra pseudointellektualismens sene, seje død".


Men her er de:

Clemens feat. Julia Maria
Clemens er ingenlunde den bedste rapper, men Julia Maria tilfører sangen et stænk af pop og melankoli, og gør sangen til en ørehænger. "Det er lidt for sent, det går op for dig, at du har satset alt, men ingen satsede på dig".



Svendstrup & Vendelboe, feat. Nadia Malm
Jeg er ingenlunde den dansende type, men den her får mig lyst til at danse. Eller i det mindste vippe lystigt med den ene fod. Igen en ørehænger, der ret beset gør mit høje humør endnu højere.



Morten Hampenberg & Alexander Brown, feat. Stine Bramsen
Indrømmet, jeg har en svaghed for Alphabeats Stine Bramsens stemme. En svaghed, der kan irritere mig....men anyhoo, i den her er den i sit rette element, og et nummer, der ret beset også kunne have været spillet på diskotekerne i Calella, da jeg var dernede i 1986....


Og nu vil jeg danse videre, og om få måneder har jeg glemt sangene igen, men det gør dem ikke ringere af den grund!

søndag den 9. oktober 2011

I got you on tape - og live in concert

Lørdag gæstede de fine I got you on tape Ringsted Kulturhus. Det er desværre ikke så tit, at det lægger hus til større, men stadig "smalle" bands, hvilket er en skam. Rammerne er gode, stemningen intim og lyden god, og kan snildt konkurrere med provinsspillesteder som Stars i Vordingborg.

Og I got you on tape fyldte til fulde rammerne ud. Forsanger Jacob Bellens er oprindeligt ringsteddreng og undervejs i koncerten fortalte han, at sidst han stod på denne scene, var i spidsen for et band, der spillede Elvis-covere. Det skete dog ikke denne gang, og i stedet fik 1 times musikalsk opvisning og gribende sangforedrag. Hovedvægten lå naturligvis på deres seneste og fine album, Church of the real, og med ture til deres tidligere albums, for at slutte af med deres i mine ører fineste og bedste øjeblik, Somersault. Den blev afleveret på gribende vis og tiden stod stille undervejs. Én af dem, jeg oplevede koncerten sammen med, Sandra, måtte efterfølgende også kvittere til forsangeren for at spille netop det nummer. Det forstod jeg godt. Her er den i en tidligere live-optagelse.


Men generelt blev alle sangene afleveret på overbevisende vis, hvor kanterne i forhold til studieoptagelserne stod klare. Bellens magtede den lyse og den mørke stemme, det blide og det skarpe, og blev bakket op af et meget velspillende band - tilbagelænet på den gode måde. Tak for det.

Koncerten var første stop på deres turné og de, som har indløst billetter til de øvrige, har noget at glæde sige til.

En aften til bogen, og som blev fuldendt med godt, hyggeligt og sjovt selskab i form af Jacques, Mette og Sandra. Også tak til jer ;).

Lad mig runde af med håbet om, at Ringsted Kulturhus fremover vil lægge gulv til flere koncerter med bands af I got you on tapes kaliber.

lørdag den 8. oktober 2011

En ny regering

I denne uge har Danmark fået en ny regering. En regering, der på mange måder er historisk - en kvindelig statsminister, første minister med anden etnisk baggrund end dansk og SF med i regering for første gang. Men også en regering, der vil en ny vej med Danmark.

Men meget er fortsat også ved det gamle. Den nye opposition begynder, hvor den anden slap, med kritik, surhed og som kun ser hullerne i osten. Det gælder så ikke kun de slagne politikere, men hele den borgerlige presse. Det er dog desværre ikke det, Danmark har brug for. Vi har brug for et samarbejdende folkestyre, hvor man lytter til hinanden, indgår kompromis og ikke kun har øje for sine egne meninger og ideologier. Og dermed også et brud med ti års blokpolitik. Det var netop det, S, SF og R gik til valg på og som skulle være pejlemærket for en ny, rød regering.

Derfor er det også grinagtigt og hyklerisk, når aviser og borgerlige politikere kæfter op om løftebrud fra valgkampen og gør et stort nummer ud af, hvem der har vundet og tabt i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Tesen har netop været at finde de brede løsninger og kompromiset. Dermed netop samme doktrin, som Poul Schlüter regerede ud fra i mere end 10 år. Og som Margrethe Vestager skrev på sin Facebook-profil: "Abstinenser efter kontraktpolitikken? Partier kan samarbejde og finde fælles løsninger - vælgerne gav ikke et parti 90 mandater. VKO er væk". Den holdning kan man kun være enig i.

Erhvervsmanden Asger Aamund supplerede i går med dette indlæg, som er så meget spot on!

Men der er nok også grænser for, hvor langt især SF kan tåle gå i forhold til de ting, de gik til valg på, og efterlader regeringen over tid et indtryk af, at den siger ét, men gør noget andet, vil det klæbe til den frem til valget. Men doktrinen for mange regeringer har også været, at de sure ting gøres i begyndelsen af valgperioden, i håbet om, at de er glemt på valgdagen og at økonomien tilsigter, at man ved valget kan forkæle vælgerne....

Mere grinagtigt er det, når regeringsgrundlaget bliver kritiseret for at være lidet konkret. Men her spiller 10 år med en flertalsregering nok ind, hvor der kun skulle forhandles under selve forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Herefter blev det hele stemt hjem. Vi har nu en mindretalsregering, der har sat samarbejdet i og ud af Folketinget, som én af sine fineste opgaver. Og derfor kan man heller ikke forlange, at alt er 100% konkret fra dag 1. Så er der jo ikke noget at forhandle om, og forhandling, lytning og samarbejde er det, der er brug for efter 10 år med dødsyg blokpolitik. Igen kan man notere, at Schlüter havde samme tilgang, som den Thorning-regeringen nu ligger til land fra.

Endelig noterer jeg, at mange iagttagere mener, at stemmeslugeren fra Aarhus, Nicolaj Wammen, har lidt et nederlag i ministersammensætningen. Tja, EU-formandsskab i 2012 og afstemning om to af EU-forbeholdene, samt en politik, hvor man igen åbner op overfor Europa og sætter EU højt på dagsordenen, er naturligvis nogle meningsløse opgaver! Jeg ser dog også Wammens rolle som den, Søren Pind havde som Integrationsminister. Kommunikatoren, som kan sætte dagsordenen og kommunikere retningen. Så et indlysende og oplagt valg. Desuden bliver det spændende at følge blandt andet Hækkerup'erne, Mette Frederiksen, Astrid Krag og Ida Auken, samt benjaminen, Thor Möger, i Skatteministeriet.

Nok om det, og nu må regering og opposition i arbejdstøjet. Tiden må vise, om regeringen får eksekveret på sit regeringsgrundlag, men formår den at samarbejde i og ud af Christiansborg, sikre at Danmark lever op til alle internationale konventioner og forpligtelser, og genåbner landet overfor Europa og resten af verden, er den allerede nået langt og har adskilt sig positivt fra VKO-regeringen.

God arbejdslyst!

onsdag den 5. oktober 2011

Plader, der ændrede mit liv #6

Som skrevet her, forsøger min gode ven, Brian, fra midten af halvfemserne at overbevise mig om Neil Youngs kvaliteter. Det kræver ikke den helt store indsats, for jeg er ganske disponeret. Dog kender jeg kun Mesteren (som han nu bliver kaldt) via slutfirser-heltene The Missions udgave af Like a hurricane og så Keep on rockin' in the free world. Og Brians indsats havde nok straks båret frugt, havde jeg - af grunde, jeg ikke skal komme ind på her.... - ikke sovet Mesterens Roskilde-koncert i 96 væk. En koncert, der i øvrigt i BT eller Ekstra Bladet fik 7 stjerner ud af 6 mulige!

Men - i 2001 får jeg mulighed for at tage revanche, og den glipper jeg ikke. På det års Roskilde er Young i topform og Crazy horse spiller, som gjaldt det selve livet. Fra Orange øser de af udvalgte juveler fra bagkataloget, fra det rockende til det akustiske. og leverer et sæt tæt på The greatest hits fra Youngs hånd og ånd.

Og som én af de få undtagelser i Roskildes historie, spiller de meget længere end den planlagte tid. Så meget, at næste band, Sort Sol, står og bliver kolde.

Det var aftenen, hvor jeg blev 110% overbevist om Youngs kvaliteter, og hvor alt gik op i en højere enhed. Musikken, stemningen, sommernatten, og den foreløbige kulmination på én af de bedste Roskilde-årgange, jeg har oplevet

Et stykke tid efter, lykkedes det mig at hente to cd-eksemplarer af koncerten hjem. Det fra bootleg-selskabet, Crystal Cat, og hvor lyd og stemning er perfekt indfanget, og den står måske som den bedste Young-plade, jeg har i samlingen.

Allerede før koncerten i 2001, har jeg samlet en del på Young, og har sidenhen og efter bedste økonomisk formåen, forsøgt at følge med, når Young med rundhåndet og generøs hånd har delt ud af live- og studiealbums. Næste skud er i øvrigt denne. Bridge school er ikke et Young-album i gængs forstand, men han er en væsentlig bidragsyder og foregangsmand bag de koncerter, der nu runder 25 års jubilæet.

I live-sammenhæng, har jeg sidenhen oplevet ham tre gange - i Falkoner og én gang mere på Roskilde, og alle har været fine, fine oplevelser.

Og alle gange har det været dokumentationen af en kunstner, der står midt i krydsfeltet mellem rock and roll, punk, folk og det poppede. Hans sange og albums kan lyde meget ens, men han finder hele tiden nye veje i udtrykket. Og det med en stemme, der på et og samme tidspunkt emmer af melankoli og fandenivoldskhed.

Jeg runder af med den sang, der endelig overbeviste mig, og som fortsat er én af mine personlige Young-favoritter:


Det var slut på Plader, der ændrede mit liv. En serie, der har været en god anledning til at dykke ned i min samling, genopleve musikken og stunder, der er forbundet med den.

Rock and roll will never die!

tirsdag den 4. oktober 2011

Kommende koncerter

Kalenderen står på efterår, og vanen tro, betyder det også øget koncertaktivitet. Både på spillestederne og for mit eget vedkommende. Dog har koncertfrekvensen de senere været stødt faldende - ikke fordi, det har skortet på spændende koncerter, men primært fordi, jeg simpelthen ikke orker en koncert en hverdagsaften i København - det har vist noget med alderen at gøre......

Anyhoo, så er der da over de næste måneder linet nogle spændende navne op, og hvor billetten er i hus.

I got you on tape
Den "gamle" Sneslev-dreng, Jacob Bellens, giver på lørdag koncert på, hvad der næsten kan kaldes for hans gamle hjemmebane, nemlig Ringsted Kulturhus. Og det i spidsen for de mere end fine I got you on tape. Jeg har set dem live et par gange tidligere, og hver gang var de svimlende gode. Mon ikke, det gentages i Ringsted, hvor de har ét af årets bedste albums med i bagagen. Desuden har jeg mange, gode koncertminder fra netop Ringsted Kulturhus, med Psyched Up Janis og Her personal pain som de bedste. I got you on tape ryger nok også helt derop!

De efterladte
De efterladte har blandt andet Peter H. Olesen i forgrunden, og ham har jeg oplevet +20 gange i livesammenhæng - i diverse konstellationer. 27. oktober får jeg så lejlighed til at opleve deres eminente album, Traditionen utro, live, og det sker i Musikcafeen i København. En længe imødeset koncert.

Elbow
Ikke et band, jeg kender særligt godt, men inden deres koncert den 11. november, får jeg tjekket endnu mere op på dem. Flere, hvis musikmening, jeg sætter pris på, har omtalt dem i meget positive vendinger. Især efter Elbows koncert på årets Northside. Samtidig bliver koncerten en god anledning til, at mødes med Facebook-vennerne og med-bloggerne, Peter og Jens.

Michael Møller
Michael Møller stod i maj bag årets absolutte største og flotteste musikprojekt, hvor han hver dag på internettet udgav en sang over temaet ugengældt kærlighed. Og via donationer blev samtlige 31 sange i august udgivet på cd og vinyl. Til december får jeg så i Vega mulighed for at opleve de smukke og gribende sange live.

Raveonettes
Ligesom med Peter H. Olesen, har jeg oplevet Sune Wagner et utal af gange live, men kun ganske få har været de store oplevelser - Psyched Up Janis i Ringsted Kulturhus, Raveonettes i Pumpehuset for en del år siden og så igen på årets Roskilde. Faktisk var sidstnævnte én af de bedste Roskilde-oplevelser i år, og med sig har de måske årets album. Og begge dele var årsagerne til, at de skulle få en chance mere. Koncerten skulle have været i sidste uge, men Sune Wagner er sygemeldt, så nu bliver det i stedet i december.

Walkabouts
Til januar gæster amerikanske Walkabouts Vega, og det er en koncert, jeg glæder mig meget til. Et af de bands, jeg har lyttet mest og længst til, men kun oplevet live én gang tidligere. Og her måtte jeg gå i anden sidste nummer, da jeg skulle nå sidste tog til provinsen. Næste gang tager jeg bilen!

Sådan ser programmet ud, og tiden må vise, om flere bliver føjet til..... Magtens Korriderer et sted på Sjælland og sammen med niecerne er blandt andet i støbeskeen.

lørdag den 1. oktober 2011

Onsdagens ølsmagning

Cirka én gang om måneden kalder Danske Ølentusiasters Ringstedafdeling til ølsmagning, senest onsdag den 28. september. Jeg kommer desværre ikke af sted så tit som jeg gerne ville, og onsdagens smagning skulle også have været føjet til listen over smagninger, jeg glippede - især fordi, at jeg vidste, at jeg dagen efter skulle til Stockholm i embeds medfør. Men to gode venner meddelte mig, at de ville troppe op, og den melding trak mig af huse. Det fortrød jeg ikke, for det blev en aldeles glimrende smagning.

Temaet var 5 Sjællandske mikrobryg, hvor der blev budt på øl fra Føniks, Beer Here, Holbæk bryghus, Kissmeyer og Øl-laboratoriet. Og traditionen tro, blev arrangementet indledt med en solid foderblanding - denne gang bestående af krebinetter og stuvede ærter.

Og vanen tro, sørgede lokalafdelingens bestyrelse at guide os godt og sikkert gennem smagningen, hvor øltyper som stout, porter, pale ale, india pale ale og barley wine kærtegnede vores smagsløg. Samtidig havde de hentet bryggeren fra Øl-laboratoriet, Per Jørgensen, ind. Det viste sig at være et godt træk. Dels var han ganske underholdende og spændende at høre på, dels var bagmanden bag 3 af aftenens fire bedste øl. Foruden at være brygger, er han også humle-entusiast, med egen mark ved Bjæverskov, så vi fik en fin introduktion til humlens verden. Og entusiasmen afspejlede sig også i de tre bryg, han havde med:

Hophead IPA: En humlet og sød øl på den gode måde, og som holder 8,1 %.

Original old porter: En fyldig engelsk Porter med smag af lakrids, kaffe og antydning af røg, og som holder 6,5 %. Ret beset smagte den af en højere procent - på den gode måde.

Summit single hop IPA: En humlet satan, igen på den gode måde, og samtidig fyldig og sød i smagen. Den holder 7,5 %, og var aftenens højdepunkt.

Per Jørgensen har ikke lavet nogen distributionsaftale med butikker, og al handel sker i døren på hjemmeadressen i Stenløse. Der vil jeg helt sikkert kigge forbi en dag. Læs mere her.

Det var tre og den 4. var Honey porter fra Kissmeyer. For en porter-elsker som jeg, var det kræs for smagsløgene. En meget sød øl, der var rund i smagen, og med antydning af chokolade. Den holder 6,5 %.

Foruden disse 4, smagte vi 7 andre, og bundskraberen var Hildegard fra Føniks. En sur og noget sprittet øl på 9,2 %. Men også en øl, der delte vandene, for flere af deltagerne var meget begejstrede.

Men endnu en mere end glimrende ølsmagning i regi af DØE i Ringsted, og vi ses helt sikkert meget snart igen..... Desuden tak til Henning og Walter for godt selskab.