Jeg holder af hverdagen

I lighed med salig Dan Turèll holder jeg af hverdagen. Jeg holder af

• at handle ind i Rema 1000
• at gøre rent
• at stryge tøj
• at vaske op
• at være glad
• at grine
• duften fra træer, buske og blomster i flor
• forventningens glæde
• at lytte til musik til og fra arbjede, og i mine stuer
• at skutte mig i sofaen, med kaffe og læsning
• at stå tidligt op alle ugens dage
• kattens regelmæssige rytmer
• at tjekke Facebook for opdateringer og nyt
• at lave og spise mad
• at læse og skrive blogs
• at sende og få hilsner til/fra nær og fjern
• duften af nyvasket sengetøj
• min familie, mine venner og gode naboer
• at se fodbold, i Parken, i udlandet og på tv
• at se nyheder, debatprogrammer og Venner i fjernsynet
• hverdagens regelmæssige rytmer
• den dejlige følelse efter en god løbetur
• at have noget at se frem til

Og mest af alt, holder jeg af, at hverdagen er den, der gør, at du værdsætter de ting, der bryder hverdagens rytmer - forelskelse, ferier, koncerter, besøg hos mig eller "ude" og så videre.....

Lise Westzynthius

Kort før jul smed Gaffa denne nyhed på internettet, der fortæller, at den danske sangerinde Lise Westzynthius i begyndelsen af marts, sender sit første album i 4 år på gaden. Det var en nyhed, der vakte glæde her på matriklen, for hun er én af de sangerinder, jeg har sat størst pris på de seneste 13-14 år.

Første gang, jeg stifter bekendtskab med hende er i 1997/98, hvor hun sammen med Mikael Simpson står i spidsen for det kriminelt oversete band, Luksus. Jeg får færden af dem via diverse anmeldelser, der sammenligner dem med engelske bands som Cocteau Twins, Lush og Slowdive - og dem kunne (og kan) man godt lide her på matriklen.

Og det fortryder jeg ikke, og deres debutalbum, Repetoire, er fortsat på min liste over de bedste albums fra 90'erne. Foruden denne, udsender bandet en ep-forløber samt cd-singlen Put mig inden, at de i 2001 vælger at gå i opløsning. Og i forbindelse med dette blog-indlæg, faldt jeg over deres måske sidste interview, givet til Geiger.

Jeg når desværre kun at opleve dem live én gang, og det på Roskilde i 1998. Sjældent har mine forventninger til en koncert været så høje, hvilket også gjorde, at jeg stod klar ved scenen to timer før koncertstart. Koncerten levede op til alle mine forventninger. Mikael Simpson viste allerede der eksempler på sit fandenivoldske jeg på en scene, hvor han, vel for et måbende publikum, valgte at karikere D.A.D., med et "hvad så Roskilde, er I der". Tonen var naturligvis sarkastisk!

Her er en personlig Luksus-favorit - så bliver det ikke smukkere, mere smertefuldt og gribende:

Som nævnt går bandet fra hinanden i 2001, hvorefter de to frontpersoner begynder at forfølge en succesfuld solo-karriere. Mikael Simpson brager igennem med albums som Os 2 + lidt ro og De ti skud, og får straks nærmest stjernestatus på den danske musikscene, ny- og stilskabende, som han er. Jeg er meget begejstret for alle hans albums, og især hans koncerter, men det er Lise Westzynthius, der trækker størst begejstring.

Ligesom Simpson udsender hun i 2002 sit første solo-album, Heavy Dream (læs gerne Martin Petersens mere end glimrende indlæg om dette), og jeg er solgt med det samme. Skrøbeligheden fra flere af Luksus-sangene har hun taget med sig og lyden er barberet ned, hvor pianoet fylder meget i lydbilledet, og sangene fremstår intime, sårbare og gribende. I 2004 følger hun op med Rock, you can fly, og i 2007 med Siberian Mission, der begge, med nuancer, ligger i direkte forlængelse af Heavy Dream.

I live-sammenhæng har jeg oplevet hende flere gange - på Roskilde, Loppen, Vega (Store og Lille) med flere, og hver gang har det været gribende oplevelser. Især i de øjeblikke, hvor hun tager sårbarheden og melankolien fra pladerne med ind i liveudgaverne - og ikke tænker på, at der skal være noget for "rock and roll"-publikummet og snakkehovederne i salen. Størst begejstring vakte koncerten på Loppen i 2004 og da hun varmede op for Saint Etienne i 2002.

Nu ser jeg med glæde frem til hendes nye album og håber, at det også fører nogle koncerter med sig. Første smagsprøve fra albummet, er netop blevet smidt på "gaden. Den tegner mere end lovende - læs i øvrigt føromtalte Martin Petersens glimrende omtale af nummeret.

En ny blog....

I den uge, der nu rinder ud, var der på Facebook en længere korrespondance mellem diverse bloggere, herunder undertegnede. Omdrejningspunktet var ideen om at lave en blog med cover-versioner, hvor bloggerne så fra tid til anden kunne bidrage med "sin" musik - vel at mærke ikke musik spillet af bloggerne. I hvert fald i udgangspunktet.....

Initiativtager og medblogger, Pter, skrev, da bloggen gik i luften, følgende på sin Facebook-profil, og den og velkomsthilsnen på bloggen rammer initiativet rigtigt godt ind:

"Tillad mig at gøre opmærksom på en ny joint-venture blog. OMSLAGSUDGAVER - her vil du finde ord, men ikke mindst, numre du allerede (måske?) kender i nye klæder. Vi er 6 musik-gale mænd der har slået os sammen...kig forbi...".

Bloggen kan fanges her http://omslagsudgaver.blogspot.com/, og den står også under "Her læser jeg også" i højre side på denne blog.

De posts, jeg fra tid til anden, vil smide på bloggen, bliver ikke lagt på Tanker fra provinsen, da de jo netop indgår i Omslagsudgaver-sammenhængen.

Men kig forbi den nye blog - både for mine og især med-bloggernes bidrag. Måske der dukker nye veje, ny inspiration og især med videre op.

Folketings-fjernsyn....

De seneste par måneder er mere og mere af mit tv-forbrug gået til kanalen TV fra Folketinget - både fordi, at jeg på en vis strækning er en politisk nørd og af almen interesse.

Nu er der ikke tale om det mest sindsoprivende fjernsyn, for programmerne er enten fra debatter i selve Folketingssalen eller fra politiske samråd eller udvalgsmøder. Og jeg bliver kun hængende, hvis emnet eller debatten fanger.

Det gode ved kanalen er, at den giver mulighed for at få et godt indblik i de politiske processer og giver én mulighed for at følge med i dybden – udenom spindoktorernes og mediernes filter. Du får hele debatten og alle argumenterne med, og kommer bag diskussionerne. Og får et andet/mere nuanceret billede af mange af politikerne. Flere af dem, der velvilligt stiller op foran DR' og TV2's kameraer eller på avissiderne, ser man sjældent på talerstolen eller i de politiske samråd. Omvendt oplever du mange, mere ukendte politikere, som dygtige, kompetente og arbejdssomme.

Én der lander midt mellem disse to "poler" er blandt andet Venstres Ellen Trane, og mit indtryk af hende, er blevet kraftigt justeret efter, at TV fra Folketinget er lagt ind i min zapper-rytme. Inden da virkede hun som en overfladisk skrigeskinke, men nu fremstår som en meget kompetent politiker - i min optik.

Modsat den brede tv- og avisvirkelighed oplever du også, at der rent faktisk tales politik og holdninger - primært i udvalgene. Og ikke kun fokusgrupper og proces. Du oplever, at meninger brydes og at det er nogle klare politiske holdninger, der ligger bag forslag og argumentation. Det bedste eksempel var et samråd, hvor kontanthjælpsloftet blev diskuteret. Her sagde én af landets absolut dygtigske politikere, Mette Frederiksen, at det er muligt, at den borgerlige oppositions model virker, men at hun tror på en anden vej, en anden måde, og at den også virker. Altså respekt for andres meninger og et politisk valg.

Så jeg er glad for, at jeg langt om længe oplevede denne kanal og til folk med politisk interesse, kan den kun anbefales. Men vælg udsendelserne med omhu!

Genlyt med Suede

Nu er jeg ikke den, der har playlister liggende i iTunes eller lignende steder, og derfor er Youtube, Spotify og TDC Play gode steder at gå hen, hvis man vil have et hurtigt lyt eller genlyt med en bestemt sang, en blandet tur gennem et bands eller en solists bagkatalog med videre.

Og foruden Cure i forbindelse med deres annoncering på Roskilde-plakaten, har vejen de seneste dage været lagt forbi Suede. Et band, jeg har været meget begejstret for, men samtidig er gået lidt i glemmebogen - dels på grund af andet musik, dels på grund af, at deres sidste albums var af en noget skuffende kvalitet.

Mit "forhold" til Suede kan betegnes som et langt tilløb, det ultimative klimaks og en langsom udfasning. Bandet brager igennem i begyndelsen af 90'erne, og på det tidspunkt hører jeg meget guitarbaseret musik, og især musik indenfor den håbløse betegnelse shoegazing (Slowdive, Boo Radleys, My bloody valentine, Ride med videre). Og er samtidig noget forbeholden overfor Suede, hvor en androgyn forsanger, vrængende guitarer på den polerede måde med videre ikke rigtigt rammer min skive. Animal Nitrate og Metal Mickey kører i døgndrift på MTV, men da Suede smider singlen So Young på gaden er jeg solgt, og deres selvbetitlede debut hentes hjem. Det er et stærkt debutalbum, men jeg bider ikke rigtigt på, men foruden So Young er især denne i heftig rotation på anlægget:

Vi skriver her 1993 og i 1994 udsender de så Dog Man Star. Singleforløberen We are the pigs får mig ingenlunde op at ringe, men det er så underordnet, for tiden vil vise, at den også er albummets absolut svageste. Dog Man Star er et album af nærmest konceptuel karakter, hvor sangene rækker ud, tilbage og ind, og et eller andet sted hænger uløseligt sammen. Der er tale om et slet og ret mesterværk, og én af de bedste plader, der udkom i 90'erne - overhovedet. Når jeg i dag lytter til albummet bliver jeg fortsat grebet, overrasket og overrumplet. Så meget talent forløst over 12 sange. To personlige favoritter er:

I 1995 spiller de på Roskilde. En koncert, der i flere år af bandet selv blev betegnet som deres bedste koncert. Jeg husker ikke selv en skid fra koncerten, hamrende fuld og piv-skæv som jeg var. Men får sidenhen taget mange revancher, blandt andet i Vega og de 3-dobbelte Roskilde-koncerter i 1999.

Efter Dog Man Star skrider guitaristen og sangskriveren Bernard Butler, og man frygter, at det bliver bandets endeligt. Men bandet fortsætter heldigvis, hvor Richard Oakes hentes ind som erstatning. Set i lyset af, at Dog Man Star om noget er Butlers værk, er det med nærmest tilbageholdt åndedræt, at der ses frem til næste album-skud, men alligevel er forventningerne høje.

Og de bliver indfriet! Coming Up, der udkommer i 1996, er ikke i nærheden af forgængeren, men mindre kan også gøre det. Albummet er meget ligefremt og med en mere poppet tone, der klæder bandet. Brett Anderson finder sit leje som sanger og fylder mere og mere i lydbilledet - på den gode måde. The chemistry between us og især denne er fortsat fremragende og tæt på det frygtindgydende:

Saturday night griber mig og rammer dybt. Det kan ikke være anderledes, når man(d) er en gammeldags romantiker. Og det er nok også begrundelsen for, hvorfor jeg sætter størst pris på deres mere afdæmpede sange. De sange, hvor Andersons stemme emmer af melankoli, længsel og kærlighed. "Hvad der vil gøre hende glad og lykkelig, vil jeg gøre", er grundtonen i den sang, der med rette kan kaldes for bandets signatursang.

Gennem årene frem til Coming Up udsender bandet også en række singler, hvis b-sider bliver samlet på det lige så fabelagtige Sci-Fi Lullabies. Én af dem er My Dark Star, der fortsat er en personlig Suede-favorit:

Herefter falder kæden af - for mit vedkommende - og de efterfølgende Head Music og A New Morning blev ikke spillet meget her på matriklen. Om end der da er nogle fine momenter. Undervejs er Suede næsten blevet et dansk band, og Danmark et af de steder, hvor de er størst. De spiller blandt andet til Grøn Koncert. Jeg blev væk! Det trak i mig, men jeg kunne ikke bære at opleve dem i den sammenhæng, og det er skrevet i al respekt for Grøn Koncert.

Sidenhen har Brett Anderson forfulgt en solo-karriere, og den har jeg kantet her.

Hvorom alting er - de seneste dages genlyt og graven tilbage har været en fornøjelse. Deres tidlige ting holder fortsat, hvor mange af sangene rummer og giver meget. Og man bliver nærmest blæst omkuld af, hvor meget bandet ville, men også kunne. Jeg vil nu sætte Dog Man Star på, lytte med og gribes.

Så skete det igen....

Forleden kom endnu en sag om sexmisbrug for dagen, hvor en 55-årig mand gennem 16 år angiveligt har sexmisbrugt i alt 9 børn, 7 af dem er hans egne. Og sidenhen har aviserne skrevet om flere sager.

Vanen tro, går diskussionen nu på, hvad myndighederne kunne og burde have gjort. Og det kan være meget sundt, når sådanne sager dukker at diskutere "kunne vi have gjort noget anderledes", "har vi brug for andre værktøjer" og så videre. Men grænselinjen til privatlivets fred er ofte mere end papirtynd, og heldigvis er disse sager undtagelserne. Omvendt er det måske også bedre, at myndighederne følger op én gang for meget end én gang for lidt.

Men - det er jo ikke myndighederne, der står bag misbruget og mishandlingen. Og igen kan man stille spørgsmålet: Hvor er de sidste procenter af samvittigheden, der gør, at du ikke begår disse handlinger? Der gør, at du ikke knalder og misbruger dine børn eller generelt gør ugerninger mod andre. Der kan være psykologiske forklaringer om opvækst, magt, dominans med videre, men der findes ingen - INGEN - undskyldninger for sådanne handlinger.

Og gang på gang overgår virkeligheden eksempelvis film som Lilja4ever, hvis handling og skæbneberetning nærmest er uudholdelig, hvilket også gjorde den til en nødvendig film.

Sagen er uudholdelig og lige til at tude over, men heldigvis kom den for dagen. Og for hver sag, der falder dom i, er der én sag mindre, og det må være det eneste positive, der er at skrive om det. Blot kan man frygte, at der findes en masse, masse sager, der aldrig gør det. Myndighederne kan ikke vade ind i alle hjem, børnene vil måske ikke anmelde misbruget af frygt for repressalier eller at miste faderens "kærlighed" og så videre. Og derfor glæder det mig, at blandt andet regeringen kigger ind i og søsætter en række initiativer, der skal gøre, at sådanne sager muligvis opdages langt tidligere.

Forleden, og inden omtalte sag kom for dagens lys, talte jeg med én om netop disse misbrugssager. Om det uhyggelige i disse sager, hvad der skal/bør gøres og om en verden, hvor nogle (heldigvis få) misbruger deres børn samtidig med, at der går mange barnløse omkring, som bare vil gøre alt for at få et barn og ikke mindst alt for give det en tryg og lykkelig barndom og opvækst - som netop alle børn har krav på.

Et barn har krav på beskyttelse, og det er altid værd at huske på, at børn, og for den sags skyld husdyr, ikke selv har valgt at bo hos én, og derfor skal man behandle dem ordentligt og opføre sig ordentligt og redeligt. Længere er den ikke. Længere er den ikke....

The Cure på Roskilde

I efteråret meldte Roskilde-ledelsen ud, at de fremadrettet ville gå andre veje, og vægte det modige, grænsesøgende med videre højt. Personligt frygtede jeg et eller andet sted det værste, for de senere år har festivalen nærmest med kirurgisk præcision undgået de navne, jeg virkelig gerne ville høre. Naturligvis med visse undtagelser, og samtidig må jeg også erkende, at Neil Young, engelsk guitarrock og lignende ikke ligefrem hører til den grænsesøgende og visionære genre....

Hvorom alting er - Björk og Bruce Springsteen var indtil i morges allerede offentliggjort, og i dag kom så The Cure på plakaten. Et band, der om nogen har været soundtracket i mit liv de seneste mere end 25 år. Så hvis det er det, festivalen mener med det grænsesøgende, så fortsæt gerne ad den vej! Men om de så fylder resten af plakaten ud med chilenske panfløjter og albanske trompetister, vil det ikke ødelægge indtrykket af, hvad der kan blive en historisk god Roskilde.

Cure har af flere omgange spillet på Roskilde, hvor sætlisten har været meget tilpasset festival-"genren". Men de senere år har de turneret flittigt, hvor de foruden deres mange hits, har gravet dybt, dybt i bagkataloget, spillet marathonlange koncerter og mere virilt og vitalt end i ungdommens vår. Som fan kan jeg have mange, mange ønsker til, hvad de skal spille. En gentagelse af de seneste Trilogi-koncerter, hvor de spillede deres tre første albums i fuld længde ville være lidt af et scoop, men en tour de force gennem deres hits og hvor deres bagkatalog gennemsøges godt og grundigt er nok et godt bud.

Hvorom alting er - jeg glæder mig usandsynligt meget. Til Cure, til Bossen, til Björk, til festivalen, til lejrlivet i Camp Blanco og til bare at være.

Lad mig runde af med en liveversion af deres i mine ører bedste, smukkeste og gribende nummer. Snart 23 år på bagen, men stadig lige frygtindgydende:

"Tråden"

Forleden faldt jeg i forbindelse med oprydning i nogle papirer vedhæftede brev. Det er fra min farbror, som var ejer af/direktør på Ringsted Traadvareindustri (i daglig tale "Tråden"). Og som det fremgår arbejdede min far på Tråden, hvor han var driftsleder. Han var der fra 1963 til 1981, hvor han så valgte at forfølge sin egen drøm om at være selvstændig og åbnede i april 1981 sin cykelforretning.

Tråden er der ikke mere. Produktionen blev vist for nogle år siden solgt til en nordsjællandsk virksomhed, som så senere solgte den til udlandet - vist nok. Bygningerne på Thorsvej ligger der stadig, men de er meget forfaldne og et trist syn, når jeg fra tid til anden lægger min vej forbi.

På den tid, min far var der, var det hovedsageligt cykelkurve og trådkurve/-hylder til køleskabe og frysere, der blev produceret. Men også hylder til fabriks- og butikslagre var en del af sortimentet, og da jeg var barn, nød jeg godt af, at legetøjsfabrikken Brio var en del af kunderne!

Nå, men brevet gav anledning til at genkalde minder fra Tråden. Jeg husker min fars "bur", der lå placeret centralt i fabrikshallen. Lige ved indgangen sad stempeluret, som medarbejderne benyttede til at stemple ind og ud. Jeg havde mit eget kort, jeg så brugte, når jeg var på besøg. I "buret" var der massevis af ringbind - over medarbejderne, maskinerne, kundekontrakter og så videre.

I den modsatte ende af hallen, havde min farbror sit kontor, inklusiv forkontoret. På fabrikken var der et højtaleranlæg, og den generte Søren blev endnu mere genert, når farbror Holger over anlægget sagde, om det var rigtigt, at hans nevø var på fabrikken, men at han ikke havde været oppe at hilse på. Herefter kunne man se en meget "rød lampe" gå vejen fra "buret" til min farbrors kontor! Og et stort smil, når jeg gik den anden vej, for hos min farbror vankede der altid slik og gaver.

Min farbror var urentusiast, så på kontoret hang der en masse ure. Det var ret spændende at gå rundt og kigge på dem. Han var også meget interesseret i radioer og en gang fik en jeg transportabel, jeg kunne have med, når jeg var med ude at køre i én af fabrikkens lastbiler.

Det var dog ikke så tit, at jeg var med på fabrikken. Primært i ferier, hvor jeg så var med rundt i Kongeriget med leverancer - enten sammen med min far eller hans gode ven og kollega, Kurt. Den små Søren var lidt sej, når han sad der og tronede i lastbilen - og sad og lyttede på føromtalte radio!

På fabrikken var der også en stor kantine, som vi blandt andet lånte til et par klassefester. Den ene var en fastelavnsfest, hvor så en del af fabrikshallen blev benyttet til tøndeslagningen.

Men udover chokolade på min farbrors kontor, var det bedste, når jeg fik lov til at "betjene" maskinerne - tænde for det kar, der farvede kurvene, stå og bøje noget tråd og lignende.

Jeg husker også en del af dem, der var på fabrikken. På kontoret sad Nina, hvis to sønner, Theis og Brian, var på mine bedste legekammerater og Holgers datter, Merete (eller Kukker, som hun hedder i familien) var der vist også med mellemrum i den tid, min far var der. I produktionen var der føromtalte Kurt, Ole (som i dag har sin egen tømrervirksomhed), min onkel Evald, en del af tyrkisk herkomst, som jeg senere så en del til, idet de var faste kunder i cykelforretningen og så ikke mindst Andresen. En noget ældre herre, som også boede i Søndre Park. Han havde tilbragt en del år i det den gang meget fjerne USA, og havde blandt andet gjort tjeneste som barber. Og han kunne fortælle alskens historier fra den tid, og vi lyttede ivrigt med.

For at vende tilbage til brevet, fik jeg aldrig indfriet det. Mine veje gik vist i andre retninger. Min søster arbejdede dog en tid på Tråden - som "fejedreng".

Min farbror døde for mange år siden, men når jeg besøger mine forældres gravsted, går jeg fra tid til anden også forbi hans gravsted - hvor min tante og deres datter Lene, som døde i en alt, alt for tidlig alder, også ligger begravet. Næste gang, jeg lægger vejen forbi, vil jeg tænke på brevet og mine mange minder fra Tråden.

Nedtælling til Roskilde.....

Ifølge deres egen hjemmeside, er der nu kun 168 dage til, at årets Roskilde bliver sparket i gang. Og vanen tro, kommer navnene drypvis.

13 navne er p.t. offentliggjort, og et hurtigt kig fortæller, at årets Roskilde kan blive historisk god, hvor 4 af dem må betegnes som værende obligatoriske - for mit vedkommende:

Björk har i 2003 og 2007 leveret nogle af de bedste koncerter på Dyrskuepladsen gennem de år, jeg har frekventeret den, hvor især 2007 fremstod helt, helt unik. Mange elsker at hade Björk, jeg elsker at elske hende.

Björk vil ganske givet også i år levere én af de største og bedste oplevelser, men får nok hård konkurrence fra Bruce Springsteen. Et scoop fra festivalledelsen, og Bossens koncerter har overalt legendestatus. Det bliver nok også tilfældet for Roskilde, hvor jeg ikke bliver overrasket, hvis han over 3 timer leverer en koncert, der går over i historien som KONCERTEN på en Roskilde - fortsat i konkurrence med Neil Youngs i 2001.

Og i denne uge landede så de første danske navne på plakaten. Og her på matriklen takker man for de kriminelt oversete Larsen & Furious Jane og I got you on tape. Sidstnævnte har jeg oplevet flere gange live, og alle har været fine, fine oplevelser. Førstnævnte har gennem de senere år leveret nogle af de bedste albums fra et dansk band, og såvel Zen Sucker som Dolly kan hentes gratis her. Jeg glæder mig til at høre deres fine sange live.

Så allerede nu tælles der også her ned til årets Roskilde, og inden da skulle jeg gerne nå følgende koncerter:

• Walkabouts i Lille-Vega
• Magtens Korridorer i Køge
• Spleen United på Gimle

Årets første musikopdagelse

Diverse årslister i medier, fra med-bloggere med videre er, traditionen tro, ofte en stor inspirationskilde. Også hvad angår ny musik, nye musiknavne. Især Jens Unmacks og Pastorens årstilbageblik er mere end fremragende. 2011 var ingen undtagelse.

Og den ledte mig så til årets første musikopdagelse, nemlig Jonathan Johanssons Klagomuren. Jeg anede ikke, hvem kunstneren var og havde intet hørt fra pågældende album. Det blev i øvrigt også nævnt på andre årslister. Gaffa har i øvrigt her anmeldt Klagomuren.

Lidt research viser, at Klagomuren er hans 3. album, og at han skulle være et ganske stort navn hinsidan. Nå, men Unmacks omtale vakte min nysgerrighed og Klagomuren blev hentet hjem. Det fortrød jeg ikke! Et meget smukt og gribende album, og pop på den gode måde. Længsel, smerte og det himmelstræbende er den læst, albummet er skåret over. Og med fine referencer til landsmændene i Kent, herunder Jocke Bergs solo-projekt med Peter Svensson fra Cardigans, Paus.

Nedenfor er en smagsprøve og hans to første albums vil snart være at finde her på matriklen:

Hermed anbefalet og lige så er andre, for mit vedkommende, nye navne som Papercuts, Lana del Rey og Freja Loeb. Sidstnævnte spiller i Ringsted Kulturhus 10. marts - jeg tror, at jeg tropper op!

Suzi Quatro og min første koncert....

I 1977 (eller var det i 1978?) er jeg til min første rigtige koncert. Inden da havde jeg da oplevet Eddie Skoller og det legendariske Roskilde-orkester, Lirum-Larum, men de tæller ligesom ikke rigtigt med.

Næh nej, men da den på den tid storhittende Suzi Quatro gæster den nærliggende Haslev Hallen (der den gang var SPILLESTEDET i den sjællandske provins), skulle den 9-10 årige Søren af sted. Dog i selskab med min teenage-storesøster og hendes veninde (var det mon Conny....?). Vores mor kørte os til Haslev og mens musikken spillede, sad hun i den nærliggende biograf og så den lige så storhittende Kramer mod Kramer.

På den tid var blandt andet Quatro's The wild one en flittig spillet sang på drengeværelset. Både på båndoptageren og den træguitar (uden strenge!), min far lavede til mig. Og jeg drømte i de år tit, at jeg var med i hendes band og sparkede fødderne væk under hende. Hun var dog i stærk konkurrence med Abba's Agnetha Fältskog!

Ret beset husker jeg ikke meget fra koncerten. Jeg mener, at Sailor var opvarmning, men noget siger mig, at de "blot" stod på plakaten, som opvarmning for Smokie, der kort efter spillede samme sted.

Jeg ved dog, at hun med sikkerhed spillede førnævnte og Can the can, og at vi stod/sad i behørig afstand fra scenen. Min søster har nok været irriteret over, at de skulle have lillebroderen med på slæb! Og at Suzi under koncerten lagde sig ned på scenen, da publikum var noget provins-gumpetungt, samt at hun naturligvis var i et stramt lædersæt - jeg sov uroligt i årene derefter......

Men en stor oplevelse var det, men man kan ikke ligefrem påstå, at det kick-startede en tilværelse som koncertgænger. De efterfølgende år så jeg Shubidua to gange samme sted, legendariske Heaven til en skolefest, Doraz (udløber af Malurt og forløber til Big Fat Snake....) og ikke mindst Gry på en blokvogn til byfesten i Ringsted. Jeg er fortsat overbevist om, at hun undervejs sendte mig et blik eller to.....

Men i efteråret 1985 tager jeg sammen med min kammerat, Kenneth, til Sting-koncert i Valby-Hallen. Billetten kostede 250.- og det var siddepladser. Koncerten var fremragende og en stor, stor oplevelse at opleve én af mine på den tid store musikalske helte (primært for tiden i The Police). Året efter, og 28. januar, er jeg tilbage i Valby-Hallen. Denne gang sammen med Karsten Hvidesten, hvor vi oplever denne koncert med Simple Minds.

Det bliver så også én af det års bedste koncertoplevelser, der også talte Europe (!!) i Falconer, One Two (til såvel Chili-rock i Birkerød som i Tivoli) og Kim Larsen (igen i Haslev). Men fra 1987/1988 tager mit koncertgængeri mere form og koncentrerer sig i højere grad om den sortklædte surmulerkult-musik, jeg lytter mere og mere til. Og sidenhen er jeg vel rendt til mellem 12-16 koncerter om året, fraregnet Roskilde. Dog med betydelig lavere frekvens de senere år, da jeg ikke længere dur til hverdagsaften-koncerter i det københavnske, og det er der, de bands, jeg hører primært spiller. Men Gimle i Roskilde er ved at komme efter det og jeg tager gerne turen dertil.

Næste koncert er så - ja, netop en hverdagsaften i København, hvor et af mine absolutte favoritbands, The Walkabouts, spiller i Lille-Vega. En stor aften venter.

Men tak til Suzi Q. for at tænde mit koncertgen og den første gang er altid noget helt specielt!

Hvad nu hvis.....

Der er Lotto-feber - eller rettere sagt, der har meget længe været Lotto-feber, hvor Onsdagslotto efterhånden er et samtaleemne på højde med fodbold, Matador-serien og politik. Måske endnu større! Og jeg skal ikke sige mig fri fra at deltage i denne snak - for jeg spiller naturligvis med, i håbet om at hente den helt store gevinst hjem, der i skrivende stund vist banker på de 140 millioner kroner. Mindre kan også gøre det.....

Og alle, der spiller Lotto eller lignende, har med stor sandsynlighed leget med tanken om, hvad man ville gøre, hvis nu man vandt måske "blot" 1 million. Og fra mig selv ved jeg, at det er et yndet samtaleemne, når der kaldes til gæstebud.

Nedenfor er mine egne bud - enten hver for sig eller i kombination, og naturligvis afhængig af gevinststørrelsen:

• Skænke et beløb til nærmeste familie og venner
• Skænke et beløb til de hjemløse, Inges Kattehjem, Dyrenes Beskyttelse, Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær
• Sige mit job op og åbne
• en ølbutik
• en boglade
• en pladeforretning
• en cykelforretning
• en planteskole
• et gartneri
• Sige mit job op og
• tage frivilligt arbejde i en interesseorganisation, en genbrugsbutik eller lignende
• uddanne mig til havearkitekt
• tage en drømmeuddannelse - MBA, Dansk, Teologi, Sociologi eller hvad man nu kunne finde på
• Lave tilbygning til mit hus
• Betale gælden på mit hus ud
• Sælge mit hus og købe et nedlagt landsted, hvor jeg laver en have lige efter mine tanker - og måske åbner en luksus-kattepension
• Hyre en havearkitekt og lægger min have helt om
• Købe nye møbler, ny bil, ny racercykel, nye hvidevarer og får lavet alt det på mit hus, som jeg mangler/ønsker
• Tage på de rejser, jeg gerne vil - Thailand, Tibet, Australien/New Zealand, safari i Afrika, England/Skotland/Wales, Alperne, Sydamerika og så videre
• Købe et sommerhus i Danmark eller ved Amalfi-kysten i Italien
• Invitere venner og familie på ferie - drømmeferien eller måske "blot" storby, fodbold eller sommerhus

Og sådan kunne drømmene nok fortsætte, og drømmene kan ingen tage fra én. Ikke, ovenstående er så sindsoprivende igen, men de skal jo passe til personen, der drømmer dem.....

Jeg sidder klar igen på onsdag! Held og lotto....

Hvad 2012 bringer....

Kalenderen er udskiftet og vi skriver nu 2012. Jeg har i den forbindelse kigget lidt i krystalkuglen, og her er noget af det, året helt sikkert eller forhåbentligt vil bringe:

Fodbold

• Manchester United tager endnu et mesterskab - sit 20., og sætter sig endnu tungere på tronen, som det mest vindende hold i England. Men nok mere sandsynligt, at fodbolden mister sin uskyld, hvor fodboldens svar på Luksusfælden, Manchester City, tager mesterskabet
• FCK vinder for 4. år i træk det danske mesterskab. Det leder dels til en større udrensning i truppen, hvor der siges farvel til TK, Bergvold, Santin, og Zanka, dels at holdet falder fuldstændigt igennem i årets Champions League, men får værdifuld erfaring efter kampe mod Bayern München og Real Madrid
• Tyskland vinder Europamesterskabet efter en slutrunde, hvor der blev spillet fodbold af en anden verden. Og hvor Danmark udspillede sin rolle inden, at slutrunden for alvor kom i gang
• Real Madrid vinder årets Champions League, hvorefter Jose Mourinho skifter klubkarrieren ud med et landstrænerjob for Brasilien eller England

Musik

• Der udkommer nye plader med blandt andet Cranberries, Spleen United, Kent, Tindersticks, Thåström, Lise Westzynthius, Nikolaj Nørlund, Spiritualized og Kirsten & Marie. Alle plader, der vækker stor begejstring her på matriklen
• Jeg render til koncerter med blandt andet Walkabouts, Magtens Korridorer og Coldplay, men hvor der også, koncertmæssigt, skæres helt ind til benet
• Årets Roskilde vil os det godt, og foruden allerede offentliggjorde navne, dukker Cure, Green Pitch, Adele, Agnes Obel, de efterladte, Rumer, The Silent Section, Spleen United, New Order og Sigur Ros op på festivalen

Diverse

• Det arabiske forår når til Israel, Gaza og Vestbredden, hvor såvel israelere som palæstinensere oplever fred, frihed og demokrati
• Jeg oplever pragtfulde til München, Manchester/Liverpool og Amsterdam
• Jeg får gjort op med et socialt handicap og når gennem Jussi Adler-Olsen forfatterskab. Og i efteråret læser jeg langt om længe Tolstojs Krig & Fred
• Min genvundne cykelinteresse fastholdes, hvor det bliver til mangt et træningspas i det midtsjællandske
• Barack Obama bliver genvalgt med det yderste af neglene
• Alberto Contador vinder Tour de France
• Regeringen vedtager en række initiativer og reformer, der skal bringe landet i balance - økonomisk og moralsk
• En lang og varm sommer, med grill, kolde øl og en have i flor
• Godt og afstressende havearbejde er fortsat en del af dagsordenen 
• Sommerture til Møns Klint og Birkegårdens haver, og spise frokost på Bromølle Kro
• Udnytte min tid endnu bedre og på det og dem, jeg vil helst vil
• Hygge og gode stunder med venner og familie
• Og alt muligt andet af stort og småt, godt og skidt

Godt nytår og velkommen til 2012. Jeg glæder mig!

Seneste films....

Traditionen tro, blev juleferien også brugt til at få kravlet lidt igennem filmhylderne, hvor det blev til gode og mindre gode filmoplevelser, som blandt andet ....

True Grit - Coen-brødrenes remake af John Wayne-klassikeren. En western i klassisk og bedste forstand. Én af årets absolut bedste filmoplevelser, hvor især Jeff Bridges brænder stærkt igennem. Stærkt anbefalet.

Wall Street - Money never sleeps - Vel et "must see", når man selv er i finansverdenen! Om den tegner et troværdigt billede af baggrunden for finanskrakket i 2008, skal jeg ikke kunne sige, men skæbnefortællingerne er fine, og Michael Douglas overgår sin præstation fra den første Wall Street-film - det siger ikke så lidt.

The American - En meget rost film og med George Clooney i hovedrollen var forventningerne høje. De blev ikke indfriet. En klassisk thriller, men den vil for meget, og handlingen alt, alt for løs. Men Clooney er naturligvis uovertruffen.

Magnolia - En film, der længe har stået på mine hylder, men 3 timers spilletid kræver lidt planlægning. Begyndelsen var tung og rodet, men langsomt - langsomt! - bliver du suget ind i og grebet af handlingen, og pludselig er filmen færdig. Handlinger og skæbner, der griber ind i hinanden, og Tom Cruise og Julianne Moore spiller af nærmest en anden verden. Anbefalet.

Valentine's day - En film i den lettere ende, men når man er en gammeldags romantiker, ramte den i hjertet. En komedie på den gode måde, hvor der tegnes et kærligt portræt af kærlighedens veje og vildveje. Og vel første gang, at Ashton Kutcher var til at holde ud. Men Anna Hathaway var naturligvis gude-skøn!

Foruden disse, blev det også til gensyn med Patton, En verden udenfor, Når du mindst venter det og Drengene fra Sankt Petri. Alle var så absolut gensynet værd.

Film skal ses i biografen, men ovennævnte blev alle set fra sofakanten. Desværre bliver der længere og længere mellem mine biografbesøg, men vel sagtens en konsekvens af, at jeg bliver mere og mere en hjemmekartoffel....