Første gang, jeg stifter bekendtskab med hende er i 1997/98, hvor hun sammen med Mikael Simpson står i spidsen for det kriminelt oversete band, Luksus. Jeg får færden af dem via diverse anmeldelser, der sammenligner dem med engelske bands som Cocteau Twins, Lush og Slowdive - og dem kunne (og kan) man godt lide her på matriklen.
Og det fortryder jeg ikke, og deres debutalbum, Repetoire, er fortsat på min liste over de bedste albums fra 90'erne. Foruden denne, udsender bandet en ep-forløber samt cd-singlen Put mig inden, at de i 2001 vælger at gå i opløsning. Og i forbindelse med dette blog-indlæg, faldt jeg over deres måske sidste interview, givet til Geiger.
Jeg når desværre kun at opleve dem live én gang, og det på Roskilde i 1998. Sjældent har mine forventninger til en koncert været så høje, hvilket også gjorde, at jeg stod klar ved scenen to timer før koncertstart. Koncerten levede op til alle mine forventninger. Mikael Simpson viste allerede der eksempler på sit fandenivoldske jeg på en scene, hvor han, vel for et måbende publikum, valgte at karikere D.A.D., med et "hvad så Roskilde, er I der". Tonen var naturligvis sarkastisk!
Her er en personlig Luksus-favorit - så bliver det ikke smukkere, mere smertefuldt og gribende:
Som nævnt går bandet fra hinanden i 2001, hvorefter de to frontpersoner begynder at forfølge en succesfuld solo-karriere. Mikael Simpson brager igennem med albums som Os 2 + lidt ro og De ti skud, og får straks nærmest stjernestatus på den danske musikscene, ny- og stilskabende, som han er. Jeg er meget begejstret for alle hans albums, og især hans koncerter, men det er Lise Westzynthius, der trækker størst begejstring.
Ligesom Simpson udsender hun i 2002 sit første solo-album, Heavy Dream (læs gerne Martin Petersens mere end glimrende indlæg om dette), og jeg er solgt med det samme. Skrøbeligheden fra flere af Luksus-sangene har hun taget med sig og lyden er barberet ned, hvor pianoet fylder meget i lydbilledet, og sangene fremstår intime, sårbare og gribende. I 2004 følger hun op med Rock, you can fly, og i 2007 med Siberian Mission, der begge, med nuancer, ligger i direkte forlængelse af Heavy Dream.
I live-sammenhæng har jeg oplevet hende flere gange - på Roskilde, Loppen, Vega (Store og Lille) med flere, og hver gang har det været gribende oplevelser. Især i de øjeblikke, hvor hun tager sårbarheden og melankolien fra pladerne med ind i liveudgaverne - og ikke tænker på, at der skal være noget for "rock and roll"-publikummet og snakkehovederne i salen. Størst begejstring vakte koncerten på Loppen i 2004 og da hun varmede op for Saint Etienne i 2002.
Nu ser jeg med glæde frem til hendes nye album og håber, at det også fører nogle koncerter med sig. Første smagsprøve fra albummet, er netop blevet smidt på "gaden. Den tegner mere end lovende - læs i øvrigt føromtalte Martin Petersens glimrende omtale af nummeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar