The Cure på Roskilde

I efteråret meldte Roskilde-ledelsen ud, at de fremadrettet ville gå andre veje, og vægte det modige, grænsesøgende med videre højt. Personligt frygtede jeg et eller andet sted det værste, for de senere år har festivalen nærmest med kirurgisk præcision undgået de navne, jeg virkelig gerne ville høre. Naturligvis med visse undtagelser, og samtidig må jeg også erkende, at Neil Young, engelsk guitarrock og lignende ikke ligefrem hører til den grænsesøgende og visionære genre....

Hvorom alting er - Björk og Bruce Springsteen var indtil i morges allerede offentliggjort, og i dag kom så The Cure på plakaten. Et band, der om nogen har været soundtracket i mit liv de seneste mere end 25 år. Så hvis det er det, festivalen mener med det grænsesøgende, så fortsæt gerne ad den vej! Men om de så fylder resten af plakaten ud med chilenske panfløjter og albanske trompetister, vil det ikke ødelægge indtrykket af, hvad der kan blive en historisk god Roskilde.

Cure har af flere omgange spillet på Roskilde, hvor sætlisten har været meget tilpasset festival-"genren". Men de senere år har de turneret flittigt, hvor de foruden deres mange hits, har gravet dybt, dybt i bagkataloget, spillet marathonlange koncerter og mere virilt og vitalt end i ungdommens vår. Som fan kan jeg have mange, mange ønsker til, hvad de skal spille. En gentagelse af de seneste Trilogi-koncerter, hvor de spillede deres tre første albums i fuld længde ville være lidt af et scoop, men en tour de force gennem deres hits og hvor deres bagkatalog gennemsøges godt og grundigt er nok et godt bud.

Hvorom alting er - jeg glæder mig usandsynligt meget. Til Cure, til Bossen, til Björk, til festivalen, til lejrlivet i Camp Blanco og til bare at være.

Lad mig runde af med en liveversion af deres i mine ører bedste, smukkeste og gribende nummer. Snart 23 år på bagen, men stadig lige frygtindgydende: