søndag den 27. november 2011

Stout!

Den 29. november har Danske Ølentusiasters lokalafdeling her i Ringsted endnu en gang kaldt til samling, hvor den står på noget så besnærende som Porter, stout og dobbeltbock. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed - dog anden gang i år. Den første skrev jeg om her - og må karakteriseres som en smagning af særlig relevant karakter, hvorfor deltagelse er obligatorisk!

Ja, for netop omtalte øltyper må karakteriseres som værende mine yndlings. Og grundene er mange - den kraftfulde og cremede smag, de ofte har, de mange smagsvarianter, en type med megen karakter og at de går til både mad eller "blot" nydelse.

Dog er mit forhold til øl primært af konsumerende karakter, hvorfor jeg ikke interesserer mig det store for bryggemetoder, malt- og humletyper og så videre, så en større udredning om forskellen mellem stout og porter og så videre, må findes andetsteds.....

Da det er en kraftfuld og tung øltype, er det primært en vinterøl, men jeg mener nu, at alt vejr er stout-vejr. Dog foretrækker jeg en kølig pilser eller hvedeøl på en glohed sommerdag eller over hækken.

Nå, men omtalte smagning, der helt sikkert bliver en stor smagsoplevelse, er også en god anledning til at smide en top-5 over mine yndlingsportere/-stouts:

Youngs double chocolate stout: Én af mine absolutte yndlingsøl. Chokoladesmagen er markant i den runde og cremede øl. Og absolut en dessertøl - med eller uden dessert.

Imperial stout fra det lille bryggeri: Det lokale bryggeri lige uden for Ringsted, og et af landets mest spændende og innovative bryggerier. Deres Imperial Stout er én af juvelerne i deres store udvalg. En kraftfuld børste, med en god, god eftersmag, der bliver hængende længe.

Imperial stout fra Samuel Smith: Faktisk én af dem, der for alvor gav mig interessen for porter og stout, og længe blandt mine yndlingsøl. Og bedst, når den nydes fra fad på en pub i Manchester!

Beer geek breakfast stout fra Mikkeller: En øl, Mikkeller har lavet flere varianter over, og hvor de viser, at de er blandt Danmarks eller for den sags skyld verdens mest interessante bryggerier. Selv foretrækker jeg den oprindelige udgave, der er tung og kraftfuld, med kraftig smag af chokolade og kaffe. 
Porter fra Ølfabrikken: Ølfabrikken var et af de første danske bryggerier, der begyndte at eksperimentere med øltyper og brygning. Bryggeriet er desværre ikke mere, men enkelte af deres bryg blev videreført af først GourmetBryggeriet og sidenhen Harboe, heriblandt deres Porter og efter originalopskriften. Jeg ved ikke, om den stadig er i produktion, men det hænder, at den findes på hylden i supermarkederne. Men en slet og ret fremragende øl, du aldrig bliver træt af.

Og med disse ord, ser jeg frem til tirsdagens smagning i Ringsted.

torsdag den 24. november 2011

To politiske pejlemærker og milepæle

Indrømmet – den nye regering er kommet ualmindeligt dårligt fra start – hvad enten man er enig i politikken eller ej. Og den dårlige start er hovedsageligt selvforskyldt, for personsagerne og løftebrudsdiskussionen kunne og burde have været forudset, og regeringen burde dermed have sikret et beredskab. Dertil kommer, at regeringen endnu ikke har formået at sætte dagsordenen og givet hele spillepladen til især Venstre, som har udnyttet muligheden til fulde.

Men – i denne uge landede så to nyheder, der sætter pejlemærker for regeringens politik og bryder med især VKO-regeringens især værdipolitik.

Den ene er, at regeringen vil tillade homo-vielser i folkekirken. Helt som forventet, har mørke-præsterne reageret med udfald mod forslaget og trusler/forudsigelser om, at mange præster vil forlade Folkekirken. Fred være med det. Forslaget sætter tolerance, frihed og frisind i centrum og understreger, at alle mennesker er lige. Og er vi ikke alle i Guds øjne ens? Jo, selvfølgelig er vi det, og så fred være med diverse højre-religiøse kvababbelser.

Den anden er indførelsen af fixerum til narkomaner. It was about time, og noget af det, regeringspartierne og Enhedslisten længe har arbejdet for. VKO-regeringen arbejdede i forhold til narkomanerne ud fra et retspolitisk synspunkt og Kristian Jensens reaktion ovenpå forslaget – se nederst i artiklen – er meget betegnende for V’s tilgang. Ja, selvfølgelig må målet være, at de kommer ud af deres misbrug, men hvad har du så af konkrete OG relevante forslag, Lille-Kristian? Forbud og hårdere straffe, ganske givet…. Narkomani er ikke selvvalgt og –selvforskyldt, og trygge rammer, tålelige forhold, nærvær og hjælp er det, der i første omgang er brug for. Og det, som kan lægge fundamentet for en forebyggende indsats – modsat VKO, som ville begynde med at lægge taget….

Som værende liberal – af den Ellemanske skole og ikke den fortolkning, man i dag ser i LA og Venstre - jubler jeg over og bifalder disse initiativer. Fokus på tolerance og frisind, og at vi tager vare på de svageste i samfundet og møder dem der, hvor de er.

Lad disse historier være dem, der fylder i medierne og debatten. Og luk så for helvede de personsager – om så Sohn og Sex-Carsten skal fyres - og luk i samme skynding snakken om løftebrud - og ikke med bortforklaringer, men klar tale. Tak!

onsdag den 23. november 2011

Nye blogs...

Jeg falder løbende over nye blogs - primært via henvisninger på de blogs, jeg læser fast. Det er dog ikke dem alle, der bider sig fast, men på det seneste er to blevet føjet til min faste liste. Og de er:

Bitterfissen Bethany
Bitterfissen Bethany bestyres af Bethany Hansen. Hun findes ikke i virkeligheden, men skrives under pseudonym af.... Ja, det er der ikke rigtigt nogen, der ved, men er til større spekulation i diverse medier.

Blog'en kom for alvor i vælten, da Bethany lagde sig ud med Anne Sophia Hermansen, og skabte en større debat om feminisme og jeg ved ikke hvad. Og siden har aviser og medier skrevet om denne "fejde" og analyseret fænomenet Bethany Hansen.

Men blog'ens metier er netop også det skarpe og spiddende, grænsende til det perfide og personlige. Omdrejningspunktet er det polemiske, hvor stor som lille, rig som fattig og så videre, får en tur gennem møllen. Kan man se gennem det til tider lidt for personlige og perfide, er blog'en ustyrlig morsom. Hun skriver djævelsk godt og finder de skæveste vinkler på alt. Og man hulker af grin, når alt som alle bliver udstillet og stillet skarpt på. Hun kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl, og er en samfundsrevser af den gamle skole. Og tak for det!

Mandebloggen
Mandebloggen bestyres af Rasmus, som jeg kender fra Roskilde Festivalen, hvor vi begge de seneste år har boet i samme lejr, Camp Blanco/Morfar/FisFis.

Temaerne på bloggen fremgår nok tydeligt af navnet, men ja, primært for mænd. Mandeting, mandehørm, billeder, historier og så videre. Men kvinder kan sagtens læse med, for Rasmus gør det rigtigt godt. Han har en god pen, finder nogle fine, spidse og skæve vinkler og rammer en bred vifte af temaer - øl, sport, musik, gadgets med videre.

Og derfor er jeg på daglig basis forbi blog'en - og til stor fornøjelse.

Begge er hermed anbefalet!

lørdag den 19. november 2011

Mine efterårssange


Efteråret og vinteren står for alvor for døren, og udenfor står den på mørke morgener, eftermiddage og aftener, vind, rusk og kulde.

Og på denne tid af året, er der altid nogle sange, der vender tilbage, og som minder mig om efteråret og vinteren, med alt, hvad de årstider rummer. Sange, der emmer af efterår, men også af den efterårsstemning, der kendetegnede mit følelsesregister, da jeg lyttede til dem. Og hvert efterår, dukker de sange op igen - også selvom min mentale tilstand er skiftet fra efterår og sortsyn til det lalleglade.

Fælles for dem alle er, at de blev lyttet i perioden 1988-1990, og med undtagelse af And there will your heart be also, var de alle en del af soundtracket, mens jeg aftjente min værnepligt i Skive. At det var tilfældet, siger måske mere om Skive end om min egen sortklædte surmulerkult.....

Men her er de:

Joy Division - The Eternal

Fields of the Nephilim - And There Will Your Heart Be Also

Fields of the Nephilim - Vet for the Insane

The Smiths - Back to the old house

Martin Hall - Magnum Opus

Kommentarer til de enkelte sange, undlader jeg i denne omgang....bortset fra sortsyn, melankoli, håbløshed, falmende skove og kuldslået, for i den sidste sang, Magnum Opus, at genvinde optimismen og genfinde livets gave - den mest livsbekræftende sang af alle!

tirsdag den 15. november 2011

Mit pinligste øjeblik....

Forleden fik jeg på jobbet mindet mig selv om mit livs pinligste øjeblik. OK, dem har der været mange af - mange er nok fortrængt - og når man er som jeg, er, hvad der er pinligheder for andre, almindeligheder for mig - dog uden at ende i Frank Hvam-grøften.....

Nå, men året er 1988/89, og mens jeg aftjener min værnepligt ved Skive Kaserne. På det tidspunkt er Storebæltsbroen blot fantasteri for den jyske trafikmafia, så turen frem og tilbage indbefattede Storebæltsfærgen. Og jeg er sortklædt, surmulerkult - det vil sige sorte jeans, sorte vanter, sort halstørklæde, sort sweater og en knælang, sort uldfrakke købt som second hand i den nu hedengangne Roger i Pisserenden.

Sådan er jeg så også klædt den fredag aften, hvor jeg er på vej hjem til barndomshjemmets trygge rammer. Vanen tro, går jeg rundt på færgen og lytter til walkman (ja, det hed det altså den gang). Kassettebåndet (sic!) er proppet med toner fra sindets mørkeste afkroge og leveret af bands som Smiths, Joy Division, Sisters of mercy og Fields of the nephilim.

Attituden er den små-arrogante, selvhøjtidlige og pseudo-intellektuelle. Og svært tømmermændsramt - vanen tro, var Skive by night blevet væltet natten mellem torsdag og fredag.

Så selvom mors smørrebrød og hjembragt kage ventede på Ligustervænget skulle jeg have mig en fransk hotdog. Men personalet var åbenbart ikke rutineret i den på det tidspunkt forholdsvis nye spise. Det betød, at brødet var flækket og papiret omkring var revet lidt op. Det opdager jeg naturligvis ikke, så jeg spankulerer rundt på færgen og nyder min franske hotdog. Og lægger da også mærke til, at andre lægger mærke til mig. Men attituden dengang gjorde, at jeg ikke tog megen notits af den.

Men - da jeg har gået færgen tyndt og spist min mad, og skal smide papiret i skraldespanden, opdager jeg, at halvdelen af dressingen er smurt ned af min lange, sorte frakke. Og dermed vist også årsagen til andres opmærksomme blikke.....

Jeg kaster mig straks ned af trappen, ind i togkupeen og får klaret de største ulykker. Frakken må naturligvis til rens, så det var en dobbelt ulykke, for så måtte jeg undvære den i en uge, da den jo skulle renses i Ringsted, mens jeg lå i Skive. Om jeg i den uge holdt mig indendøre eller kun gik i uniform, erindrer jeg ikke.....

Set i bakspejlet er historien måske ikke sindssyg pinlig, men for tiden og mit skrøbelige image som sortsyner, var det næsten en skæbne værre end døden.....

søndag den 13. november 2011

Guilty pleasures - igen!


Jeg har her, skrevet om nogle danske og mere flygtige guilty pleasures indenfor musikken. Men jeg har naturligvis også nogle mere længerevarende. Og de er.....

Kylie Minogue
Jeg har beset siden slut-firserne, og dermed Kylies Stock, Aitken & Waterman-dage, været rimeligt begejstret for hende, hvor den uskyldsrene pop var et fint modspil til den sortklædte, surmulerkult, der primært kendetegnede min musiklytning. Og begejstringen voksede, da hun gik indie og samarbejdede med Manic Street Preachers og især Nick Cave. Sidenhen er hun gået mere disco, men uden, at ørehængerne af den grund er udeblevet.

Jeg synes, at hendes styrke er evnen til at genopfinde sig selv, men fortsat indenfor samme skabelon. Og hun er på mange måder i samme boldgade, som Madonna. Sidstnævnte var så i hendes tidlige år STILSKABEREN, mens Kylie lå i slipstrømmen. De senere år har Madonna så, i mine ører og øjne, taget sig mere patetisk ud, mens Kylie har fundet sin egen niche. Her er nogle favoritter:

All the lovers

On a night like this

Tears on my pillow


Britney Spears
Skandalernes holdeplads og sladderpressens yndlingsoffer, og de senere år har hun ikke gjort noget for at undgå disse roller, og hvor historierne om hendes privatliv og udskejelser har fyldt mere end musikken.

Men når det er skrevet, havde Britney, især i de tidlige år af hendes karriere, en fantastisk tæft til at vælge ørehængere og levere dem på overbevisende vis. Og i en blanding af det uskyldsrene og vampede, både på video og tone. Der har været mange, mange smuttere i hendes repetoire, men når hun rammer, så RAMMER hun. Her er et par favoritter:

Everytime

(You drive me) Crazy

Rihanna
Rihanna er, sammen med Beyoncé, den mest interessante på R&B-scenen, men Rihannas styrke er, at hun i højere grad end Beyoncé og andre formår at variere sit udtryk. Og hendes nasale, dovne og melankolske stemme giver nogle fine dimensioner til sangene.

Hendes albums er dog, mildt sagt, af meget svingende karakter, hvor der er lavet meget lort, men hver gang er der mindst 3-4 sange, der hænger i øret - meget længe. Og især, når hun er i det stille/afdæmpede hjørne.

Min største anke er, at hun spiller meget på sit udseende, hvor bryster og balder fylder lige lovligt meget. Det er så vidt ok, men det gør det også nogle gange svært at tage hende alvorligt som kunstner. Ærgerligt, for hun har meget at byde på, musikalsk.

Her er nogle favoritter:

Take a bow

Only girl (in the world)

Unfaithful

torsdag den 10. november 2011

Bjarne Riis i Roskilde

Mandag var jeg til dette foredrag i Roskilde med den tidligere cykelrytter og nuværende cykelhold-ejer Bjarne Riis. Som det fremgår af linket, var det første og eneste gang, Riis ville holde offentlige foredrag. Og da jeg har cykling i blodet, ville jeg naturligvis gerne af sted og samme holdning havde brødrene Per og Frank Winther heldigvis, så vi blev hurtigt enige om billetkøb. Og efterfølgende at se frem til en aften i Riis' selskab.

Bjarne Riis udgav sidste år selvbiografien "Riis", skrevet i samarbejde med Lars Steen Pedersen, og det var forventningen, at foredraget ville tage sit udgangspunkt i denne. Straks mere usikker var jeg på formen, for Riis er, mildt sagt", ikke den mest sprudlende foran en mikrofon og ligner mest af alt én, som gerne vil langt væk fra offentlighedens spotlight.

Måske dette også var årsagen til, at netop Lars Steen Pedersen ved foredraget virkede som interviewer/facilitator, hvor han præsenterede videoer, hev effekter op, der sagde noget om Riis, stillede uddybende spørgsmål med videre. Spørgsmåls- og effektdelen forekom nogle gange noget kunstigt, men generelt virkede det meget fint - og ganske givet efter hensigten.

Hovedtemaerne var Riis' opvækst, den legendariske Tour-sejr i 1996, doping-spøgelset og tiden som holdejer. Og den røde tråd var Riis' filosofi for sig selv, sit hold og livet generelt - den økonomiske snusfornuft, disciplin, ønsket om hele tiden at udvikle sig, det faste fundament og så netop det at bruge modgangen til at udvikle dig selv og yderligere læring. Det krydret med videoindslag fra barndommen, 1996, doping-pressemødet og holdejeren bag rattet under træning og løb.

Med andre ord kom vi vidt omkring, og måske var det, at foredraget næsten ville for meget årsagen til, at vi ikke kom helt tæt på og at vi som tilhørere ikke blev grebet helt. Der blev skrabet lidt i overfladen, klapsalverne lynede flere gange og Riis viste, at han havde en interessant fortælling - ja, faktisk op til flere.

Personligt savnede jeg nok flere anekdoter fra hans aktive karriere - løbs- og træningsoplevelser, forholdet til andre ryttere, forbilleder og så videre. Men alligevel gav foredraget et godt indblik i, hvorfor han er, som han er, hvad der driver ham og hans værdier.

Personligt fandt jeg historierne om træningsmanien og det, at han er detaljernes mand, som de mest spændende elementer. Og det gippede i én, da han fortalte, at han gennem sit liv havde trænet mere end 650.000 km - på cykel!

Dopingsagen var naturligvis også meget interessant. Selv er jeg personligt ikke speciel religiøs om dette, og det siger sig selv, at du ikke vinder Tour de France alene på doping. Og Riis' egne vinkler, gav en mere personlig forståelse.

Alt i alt en meget spændende aften, hvor der dog også var plads til forbedring hos foredragsholderen, men han er også bedst i modvind! Men jeg gik hjem i opløftet tilstand, og giver foredraget 4 ud af 6 stjerner. Og så en 5. for autografen i min egen udgave i "Riis" og så det gode selskab fra Per og Frank.

onsdag den 9. november 2011

Det bedste albumcover

Der er gennem tiden lavet mange originale, flotte, sigende og spændende albumcovers. Visse pladeselskaber - som 4AD og Factory - gjorde og har gjort det nærmest til en kunstart. Og i "vinyltiden" var albumcoveret en væsentlig del af pladekøbet. Især når der var tale om gatefold....

Men for mit vedkommende tager ét cover prisen som det bedste:


Et cover, hvor billede og albumtitel går op i et større hele. Alt er godt, men kom gerne hjem, ledsaget af en tom og ensom stol.

The Angels of light kan meget passende også tage 2. pladsen:


Coveret er et billede af forsangerens mor, og på bagsiden er der et af hans far. Titel og motiver siger vist alt.

I dag går retningen mere og mere mod digital musik, hvor det æstetiske ved selve pladekøbet dermed også forsvinder. "Erstatningen" sker så i form af deluxe-udgaver, hvor den ordinære udgave suppleres med eksempelvis bokssæt, indeholdende alternative versioner, bøger, badges, demo'er og så videre. Ofte er prisen skruet noget op, men selve udgivelsen appellerer til det samlergen, mange musikelskere jo har. Og jeg kan selv notere, at hylden med bokse er vokset endog meget de senere år og slige udgivelser vil fremover optage mere og mere plads. Sådan er det....

lørdag den 5. november 2011

Sir Alex Ferguson

Sir Alex Ferguson, i daglig tale blot Sir Alex, kan i morgen fejre sølvbryllup som manager for Manchester United.

Han er dermed den længstsiddende United-manager, og vist nok også længstsiddende overhovedet i England. Han er ydermere den mest succesfulde manager i engelsk fodbold, med 48 trofæer gennem sin karriere - and still counting! 12 af disse er engelske mesterskaber. Da han tiltrådte havde United 7 titler stående i skabet - i dag er de den mest vindende klub i engelsk fodbold!

Sir Alex kommer til United efter en succesfuld tid i skotske Aberdeen, og rent faktisk har jeg oplevet ham på den trænerbænk - i forbindelse med en opvisningskamp på Ringsted Stadion i begyndelsen af 80'erne, og mellem netop Aberdeen og et forstærket Ringsted IF.

United er derimod på det tidspunkt lidet succesfuld. Holdet står i skyggen af lokalrivalerne fra Liverpool, der (den gang!) bare vandt og vandt. Han afløser Ron Atkinson, som fejlede i forsøget på at genrejse United.

Hans første år er dog en omgang blandede bolcher, og anekdoten vil, at han i slutningen af 1989 - hvor succeskriteriet om titler endnu ikke var indfriet - hang på det yderste af det yderste af trænersædet. Fyringen udeblev og i maj vinder holdet FA Cup'en efter omkamp mod Crystal Palace. Den titel veksles så året efter til Europa Cup'en for pokalvindere med en sejr på 2-1 over Barcelona.

På det tidspunkt har Sir Alex fundet sin spillestil og fået sat skik på truppen og talentudviklingen i system. Sidstnævnte betyder, at spillere som Giggs, Scholes, Beckham og Neville-brødrene står klar til at tage over, samtidig med, at spillere som Bryan Robson og Steve Bruce er garanterne for rutine. Den endelige forløsning sker i vinteren 1992, hvor United henter Eric Cantona til klubben. Cantona viser sig at være "the missing link" og dimensionerer det spil, United praktiserer den dag i dag.

I maj måned 1993 henter United så sit første mesterskab under Sir Alex, og lægger dermed kimen til den dominans, holdet fortsat har i engelsk fodbold.

Og netop dette forløb, er ét af de særlige kendetegn ved Sir Alex - set udefra. Det målrettede arbejde, troen på egne ideer, tålmodighed og en fortsat udvikling af holdet og spilkonceptet.

Det gør ham også til én af de bedste managere i verden - også gennem tiden. Ikke kun målt i succes, men også i sin evne til at udvikle sit hold og spillerne, til at genopfinde holdet løbende, time spillernes form og kende spillet. Som Berlingske skrev forleden og ovenpå det forsmædelige 6-1 nederlag til Shitty, så ved Sir Alex som få, at mesterskabet vindes på kolde udebaner i Wigan og Swansea.

Andre ting, der trækker meget op - set udefra og med mine øjne - er hans mandskabspleje, hvor han bakker spillerne op i medierne, tager slagene for dem, holder spillerne skarpe og er hele tiden i stand til at udvikle talenter til store stjerner. Dertil kommer hans evne til at spotte store talenter og så det, at han trækker en lige linje fra legenden Matt Busby, som gjorde United til et storhold i England og Europa. Fokus på britiske spillere, egen avl, unge spillere og evnen til at genopfinde sig selv, går igen ved begge to. 

Men i forhold til mandskabspleje, bliver han også kaldt Føntørreren - kendetegnet ved, at han ikke lægger fingre i mellem, når der skal skældes ud!

Noget af det, der i mine øjne så trækker i den anden retning, er hans stædighed. Han går sine egne veje, hvor startopstillingen sjældent er forudsigelig, han giver lang snor til nogle spillere, tror på sit hold og skifter ikke hurtigt ud med videre. Men det er så også nogle af de ting, der har givet succes.

Derudover har han, ligesom alle andre managere, lavet gigantiske fejlindkøb. Poporsky, Jordi Cruyff, Kleberson, Veron og den hjemløse Bebe er at tælle på den liste. Og den største fejl var, at Edwin van der Sar først blev hentet i anden omgang. Han var vist tiltænkt som erstatning for Peter Schmeichel, men det kiksede, og i årene derimellem var der den ene katastrofe efter den anden mellem stængerne, om end den franske klovn, Barthez, dog også havde sine få, gode momenter.

Hvornår Sir Alex går på pension er ikke til at sige. Der gik 25 år mellem Busbys sidste mesterskab og Fergusons første. Den historie skal ikke gentage sig. Derfor er det også nødvendigt med en manager, der kan videreføre Uniteds tradition og DNA. Man må håbe, at skiftet sker efter, at familien Glazer er blevet hældt ud. De har intet godt gjort for klubben og man kan frygte, at de vil ansætte en driftssikker mand, de kan styre (som Liverpool gjorde med fejlskuddet Roy Hodgson). 

Mit eget bud vil være én, som kan videreføre traditionen med kontinuitet i trænersædet og/eller som kender United indefra. Måske løsningen bliver i to trin, hvor en velestimeret træner kommer til klubben i en kortere årrække - som eksempelvis Mourinho, Pepe Guardiola, David Moyes eller Martin O'Neil - for derigennem at løfte en nuværende eller tidligere spiller op på posten - Giggs, Solskjær, Roy Keane, Scholes eller hvem det nu måtte være.

Sir Alex, tillykke med jubilæet og snup gerne en del år mere. Og stor tak for indsatsen i de første 25 år. Den kan ingenlunde overvurderes.

Manchester United - Pride of the North.

torsdag den 3. november 2011

The Mission genoplevet

Foranlediget af mit eget blogindlæg, vil jeg i det følgende kigge tilbage på, hvad der måske har været min all-time koncertoplevelse - The Mission i Saga i 1988.

Jeg begynder at lytte til The Mission i slutningen af 1986, og i løbet af 87 gæster de Danmark to gange - i Saltlagret og på Roskilde, og begge gange glimrer jeg ved mit fravær.

Men 12. april 1988 står de på plakaten på det nu hedengangne Saga på Vesterbrogade. Forinden har de udgivet albummet Children, der i den grad fanger mig og ligger i konstant rotation på pladespilleren. Med på plakaten er også All About Eve, hvis debutalbum, jeg også satte meget højt. Så der var mere eller mindre lagt op til en dobbelt-koncert.

Op til koncerten tæller vi, Leon og jeg, i den grad ned til koncerten, og snakker især sætlister. På selve dagen, tager vi af sted omkring middagstid. Tiden fordriver vi med pizza, havneøl og mere snak om koncerten. Vi er ved Saga 2 timer før, at dørene åbner, hvor vi så går rundt og kigger, og leger med tanken om, hvad vi vil sige, hvis vi nu møder én fra Mission eller All About Eve.

Vi er naturligvis klædt i sort, og i lommen har vi hver et par sorte cykelhandsker, magen til dem, Mission-forsangeren, Wayne Hussey, har på i videoen til Tower of strength.

Ved indgangen står også to blege goth-piger. Vi snakker lidt med dem, men er i vores påtagede selvhøjtidlighed noget utilnærmelige. At vi bagefter ærgrede os over, at vi ikke talte mere med dem, er en helt anden historie!

Da dørene så endelig åbnes, råber dørmanden, at vi ikke må bruge midtergangen, men skal bruge dem ude i siderne. Det blæser jeg på, og tager den i fuldt firspring, og sikrer os de midterste pladser ved scenekanten. Her bliver vi stående og nyder hele koncerten i fulde drag, hvor vi får stort set alle vores favoritter fra All About Eve's og Mission's hånd og ånd. Hvad sidstnævnte spillede, kan ses og høres her.

Undervejs i koncerten, får Leon resten af den cigaret, Hussey røg, og Leon havde skoddet hængende i glas og ramme i lang tid - om han stadig har den, ved jeg ikke. Selv får jeg én af de roser, Hussey delte ud. Goth-pigerne får også én - æv, for ellers ville jeg have givet min videre.....

På det tidspunkt i 1988 laver især Leon, men også jeg, noget radio på Radio Viggo, og mandagen efter koncerten, sidder vi begge klar i studiet og fortæller om koncerten og spiller udvalgte numre med begge bands. Andægtigheden drev nærmest ned af væggene, men vi mente det!

Opsummeret - på baggrund af opladning, opvarmning, forløsningen og efterspillet, må denne koncert siges at være én af mine absolutte all-time koncertoplevelser. Altså som helhed, for jeg har sidenhen oplevet bedre koncerter. Ret beset var Missions koncert to år efter og på samme lokation også bedre, hvor bandet spillet mere overbevisende og sætlisten mere sammenhængende. Se mere her.

Lad mig runde af med en koncertoptagelse fra netop 1987:


tirsdag den 1. november 2011

Tillykke med de 70 år


Uffe Ellemann-Jensen - tidligere formand for Venstre og tidligere Udenrigsminister, og nuværende vigtige stemme i udenrigs-debatten, fylder i dag 70 år.

Og herfra lyder der et STORT tillykke til den bedste statsminister, Danmark aldrig fik. Humanisten, realisten og internationalisten. Og polemikeren, med gavtyv-smilet og det humoristiske glimt i øjet. Én af de sidste RIGTIGE politikere, og en del af den store generation, sammen med Schlüter, Niels Helveg, Ivar Hansen, Glistrup, Gert Petersen, Erhard Jacobsen, Svend Auken og Mogens Lykketoft.

Efterfølgerne i Venstre har desværre glemt det, han stod for, men her på matriklen bliver det aldrig glemt. Og den kommende vinter er en god anledning til at genlæse biografierne om ham og hans egne bøger.

Tak for indsatsen hidtil, og fortsæt med at være en stemme i debatten.