lørdag den 30. juni 2012

En ny og spændende blog

Fra tid til anden falder jeg over nye blogs, der måske er værd at følge. Nogle gange smutter jeg videre efter nogle enkelte besøg, andre gange bliver jeg hængende. Sidstnævnte er tilfældet med Bloggers by choice.

Bloggen er nu føjet til "Her læser jeg også", der ses ude i højre side af nærværende blog og er en del af det faste repetoire for min internet-zapning.

Bloggens bagmænd er et sammenrend af musikskribenter og -nørder, som for de flestes vedkommende allerede gør eller gjort sig i diverse medier. Og kendetegnet ved, at de alle har en satans god pen.

Omdrejningspunktet er selvsagt musik og siden opdateres stort set dagligt. P.t. kører en feature, hvor skribenterne giver deres bud på den bedste koncert på Roskilde - år for år. Spændende læsning - især hvad angår de år, hvor jeg selv har været der.

Bloggen kan på det varmeste anbefales.

Samtidig glæder jeg mig over, at Martin Petersen nu har genoplivet sine fine blog om stout og portere. Her smager han sig gennem forskellige stouts og portere, og føjer med sin altid gode pen bemærkninger til den enkelte øl og giver dem karakter. Et rigtigt godt sted for inspiration og introduktion til den fantastiske øl, stouten og porteren jo er. Hermed også anbefalet.

torsdag den 28. juni 2012

Et par gode films....

Søndag stod det, som bekendt, ned i stænger, så foruden at puste ud ovenpå en hyggelig og sjov polterabend for én af mine gode venner, Claus, blev noget af dagen brugt på et par films, der viste sig at være i den fine ende:

Another Year
Another Year er instrueret af Mike Leigh, og så er man allerede i hus, hvis man vil se en god film, for du går sjældent galt i byen, når du hiver én af hans film ned fra hylden. Og signaturen er stilfærdige hverdagsfilm, hvor humor og alvor går hånd-i-hånd, og hvor personskildringerne er skarpe og hudærlige - uden at blive for omfavnende og kvalmende.

I filmen følger du et ægtepar og deres familie og venner gennem årets 4 årstider, og det på godt og ondt. Ægteparret synes på overfladen at være lykkelige, men undertonen er, at alt måske ikke er lyserødt, men at de forsøger at få det bedste ud af tingene - og af livet. Og ind i deres tilværelse vikles en pinlig veninde, en drikfældig ven og en træmand af en bror, der mister sin kone.

Undervejs griner du af pinlighederne, finder sympati for karaktererne og nikker måske også genkendende til historierne. Og tænker samtidig, at det kunne være hyggeligt at møde det aldrende ægtepar - spise middag og drikke vin i deres hyggelige køkken eller hjælpe til i deres have.

Og det hele afleveres på fremragende vis af skuespillere, der spiller rollerne med troværdighed, ægthed og indlevelse.

En meget fin filmoplevelse.

Easy A
Easy A er ifølge coveret en ungdomsfilm, men den kan så absolut også ses af såkaldte voksne, og er en ungdomsfilm lig eksempelvis Juno og IKKE American Pie-genren - ikke, at der er noget galt med sidstnævnte.

Filmens grundtone er humoren, men sarkasmen og satiren ligger lige under overfladen, hvor især amerikanernes seksuelle hykleri udstilles. Det giver høje grin såvel som stof til eftertanken. Og så trækker det også op, at der trækkes referencer til de ungdomsfilm, jeg selv så, da jeg i firserne var i målgruppen, som eksempelvis Pretty in pink, Breakfast club og St. Elmo's fire.

Og filmens hovedrolleindehaver, Emma Stone, kunne meget vel være én, vi så mere til i årene, der kommer, for hun er fremragende i rollen som Olive, som i forsøget på at gøre sig selv interessant får rodet sig ud i en perlerække af løgnehistorier om hendes seksuelle eskapader.

Historien kunne meget let falde i den platte grøft, men en god historie og fine præstationer af skuespillerne holder den væk fra dette. Og tak for det.

tirsdag den 26. juni 2012

26. juni 1992

Det er i dag 20 år siden, at Danmark overraskede, eller måske snarere chokerede en hel fodboldverden, hvor landsholdet i fodbold var draget hinsidan - ikke for at genobre Skåne, Halland og Blekinge, men for at deltage i EM-slutrunden, og den deltagelse kulminerede netop 26. juni, hvor de tyske naboer blev nedlagt med 2-0 i finalen.

De fleste, der i dag er omkring 25-plus kan nok godt huske, hvad de lavede netop den dag, og det er det, dette indlæg handler om - hvad jeg lavede den dag.

Danmark kom med i slutrunden i sidste sekund efter, at Jugoslavien var blevet udelukket, og forventningerne til holdet var ikke store. Og slet ikke set i lyset af, at Michael Laudrup og Jan Mølby havde sagt nok-er-nok til Richard Møllers fodboldfilosofi - eller mangel på samme.

Det med forventningerne gjorde sig også gældende hos mig, og der i begyndelsen af 90'erne var min interesse for dansk landsholdsfodbold allerede begyndt at falme.

De to første kampe så jeg ikke. Som et af mine studiejobs pakkede jeg om aftenen aviser på Dagbladet i Ringsted og havde ikke travlt med at bytte vagter, så jeg kunne se kampene.

Men den afgørende gruppekamp mod Frankrig ser jeg og da Lars Elstrup i slutningen af kampen bringer dansken foran 2-1 er mine forbehold forduftet. Få dage efter møder Danmark så Holland i semifinalen og det måtte da være endestationen. Kampen ser jeg sammen med Leon, i hans lejlighed i Kildemarken. Og i takt med, at kampen skrider fremad og Danmark fortsat er med, glider øllene hurtigere og hurtigere ned, og da sejren er i hus, stryger vi på Kong Valdemar og fejrer sejren med de forbløffende få, der var troppet op på en hverdagsaften....

Da jeg smutter hjem, aftaler jeg med en Karina, at vi ses igen fredag aften, når EM-guldet er i hus. Hun smiler og jeg bilder mig fortsat ind, at smilet skyldtes, at hun gerne ville se mig igen....

Og netop Leons lejlighed lægger også stue til EM-finalen. Den bliver spillet fredag aften, og efter lukketid, smider min far mig, Carsten og et par kasser øl af ude ved Leon. Der spises pizza og vi skal naturligvis være roligans, men vi har ingen farver. Så i stedet hiver Leon noget hvid maling frem og vi får hvert malet et hvidt kors i ansigtet...

Øllene glider ned og nerverne sidder udenpå tøjet. Danmark er presset i bund og Peter Schmeichel må flere gange vise, hvorfor han spiller i verdens største klub, Manchester United, med flere klasseredninger. Undervejs bliver presset så stort, at jeg banker mit hoved ned i bordet - det var en bevidst handling, men dog fremskyndet af alkoholen - og mine briller bliver lidt skæve!

Men alt er glemt, da dommeren fløjter kampen af og Danmark har besejret de sydtyske naboer. Straks efter kampen, sættes kursen mod Ringsted centrum og mange, mange andre har fået samme idé, hvor Torvet og Nørregade er pakket med mennesker. Der bliver drukket, festet og sunget, og undervejs i festlighederne finder jeg mig selv siddende på taget af en bybus, sammen med 10-15 andre festglade ringstedere.

Dagen efter, altså en lørdag, skal jeg på arbejde i min fars forretning. Jeg er godt bagstiv, da jeg cykler af sted for at møde ind kl. 08.00. På cyklen har jeg sat et dannebrog og enkelte rester af det dannebrog, vi forsøgte at lave ude hos Leon, sidder fortsat i fjæset på mig.

Men alt dette gør ikke så meget, for hele byen - undtagen butiksejerne og deres ansatte - sover brandert ud, og i de 4 timer, der er åbent, er der vist én kunde. Og det i, hvad der normalt er én af de mest travleperioder i en cykelforretning.

Om eftermiddagen har mine forældre gæster, men jeg tilbringer det meste af tiden foran husalteret for at se landsholdets hjemkomst og hyldest på Københavns rådhus.

Sådan husker jeg dagene omkring EM-triumfen, og den triumf gentages næppe, men vil for altid blive husket af dem, der var der - ja, nok også af dem, der hverken dengang eller nu skænkede fodbold mange tanker.

Og Karina? Ja, vi blev sommerkærester, men hvor hun er i dag, ved jeg ikke. Hun smuttede efter sommeren  til Aarhus for at læse, og siden har jeg ikke set eller hørt fra hende. Og har heller ikke fundet hende på Facebook....

søndag den 24. juni 2012

Top-10 over Pet Shop Boys

Forleden kiggede jeg tilbage på det herrens år 1987. Og noget af det, jeg ikke fik med i opremsningen var, at det også var året, hvor engelske Pet Shop Boys udsendte albummet Actually.

Det var opfølgeren på deres fremragende debut, Please, men her var der ikke tale om den svære to'er, for i mine ører er der tale om deres hovedværk og ikke overgået af den række af studiealbums, der siden er fulgt.

Det perfekte popalbum, der emmer af ærke-britisk ironi, melankoli og humor, og skåret så perfekt, men stadig kantet, at det ikke lander i den lidt for letbenede genre. Og holder den dag i dag.

Og her 25 år efter, skulle bandet have et nyt album under opsejling, der efter sigende skulle udkomme til september.

De sidste mange år har jeg ikke lyttet så helvedes meget til dem, og slet ikke til deres nyere ting. Mere et tilvalg af andet end et fravalg af dem, men fra tid til anden kommer jeg forbi - og begejstres fortsat.

Og et nyt album er altid en god anledning til at lave en top-10, så nedenfor ses mit bud på de 10 bedste sange med Pet Shop Boys - og sandsynligheden for, at jeg har overset perler fra de seneste albums, som jeg ret beset ikke kender, er ganske stor. Nå, men her er den og i prioriteret rækkefølge - klik på linket for at høre/se sangen på Youtube:

  1. Being boring
  2. What have I done to deserve this
  3. It's a sin
  4. Love comes quickly
  5. Domino Dancing
  6. Rent
  7. So hard
  8. How can you expect to be taken seriously
  9. Suburbia
  10. It's alright

Og ja, der mangler dæleme mange - som eksempelvis West End Girls, Heart, Always on my mind, New York city boy, Paninaro, Se a Vida E og Go West - men en top-10 er en top-10....

onsdag den 20. juni 2012

Min spilleplan for Roskilde

Årets spilleplan for Roskilde er nu på plads, og nedenfor giver jeg et bud på min egen. Desværre er der i år en del overlap - dog ikke i den håbløse ende - og desuden spiller et par af de danske navne (Ulige numre og Dig & Mig), jeg gerne ville se, desværre under Warm-Up dagene, hvor jeg endnu ikke er landet på de overpissede græsarealer ved Roskilde.

Nå, men her er den:

Torsdag
The Cure, The Shins, Apparatjik og Janelle Monáe. Sidstnævnte afhænger dog af, hvor længe Cure spiller.

Fredag
I got you on tape eller The Cult, Spector eller Vaccines samt Malk de Kojn. Måske også Spleen United, men de går på 02.30 og dertil kender jeg mig selv alt for godt og desuden har jeg set dem én gang i år....

Lørdag
Larsen & Furious Jane, Alison Kraus, Cold Specks, Bruce Springsteen og Mew

Søndag
Magtens Korridorer, Friendly fires, Blondes og Björk

Noget tyder på, at det undtagelsesvis bliver en festival, hvor meget af tiden går ved Orange, med mindst 7 koncerter der.

Og så kommer der ganske givet flere til og en del ændringer, når planerne er clearet med Klaus Bentzen, Camp Blancos omvandrende musikleksikon, som helt sikkert har nogle yderligere forslag.

Dertil kommer, at jeg godt ved, at jeg ikke når alle navnene - uanset, om programmet flasker sig eller ej. Vejr, manglende søvn, overfodring af musik og ikke mindst alkoholindtaget plejer på et eller andet tidspunkt at gøre sin indflydelse.....

Den samlede spilledeplan kan i øvrigt ses lige her.

Rock and roll og om to uger og én dag er det hele i gang!

mandag den 18. juni 2012

1987

25 år kan være mange år, men også få - alt afhængig af, hvordan du ser på det. Er du 25 år, er du fortsat meget ung, men 25 år betyder også sølvbryllup, jubilæum på arbejdspladsen med videre, og så er det måske pludselig mange år.

Hvorom alting er, er det i år 25 år siden, at kalenderen stod på 1987. Et år, der for mit vedkommende satte spor, der fortsat følger mig, og står som et meget begivenhedsrigt år.

Det var året, hvor....
  • jeg begynder at rende sammen med min gode ven, René, som blandt andet åbner nye musikalske døre for mig, og som jeg sidenhen har snakket musik, bøger, film, politik og så videre, og så videre med
  • jeg sammen med HH-klassen er på studietur i Vestberlin. Mødet med Muren, besøg i KZ-lejren Sachsenhausen, glimt af hverdagen i Østblokken med videre
  • jeg begynder at handle musik i København. Primært i Sex Beat, der den gang lå i Istedgade, men også Gry i Pisserenden og Snog Rock/Ziggy i Lavendelstræde. Og den ændrede købsvane åbner en ny verden af musik for mig
  • Depeche mode udsender Music for the masses, der fortsat er et hovedværk i min pladesamling
  • The Smiths udsender svanesangen Strangeways, here we come og går i opløsning
  • jeg fra tid til anden laver lokalradio på Radio Viggo her i Ringsted, og det sammen med René
  • New order udsender singlen True Faith, der den dag i dag fortsat står som måske verdens bedste single
  • jeg første gang var på Roskilde. Én dag - som søndagen - hvor målet var The Cult på Roskilde. Den oplevelse skrev jeg om her
  • mine forældre for første gang overlod nøgle til cykelforretning og hus til mig. De smuttede 3 uger til Østrig, og mente, at jeg var gammel nok til at passe forretning, hus, to katte og en hund......
  • The Cure udsender Kiss me, Kiss me, Kiss me og senere på året gæster de Brøndby-Hallen, hvor jeg er blandt publikum. En koncert, der for alvor lægger kimen til mit fremtidige koncertgængeri
  • jeg dykker ned i forfatterskaber som Erwin Neutzsky-Wulff, Anders Bodelsen, Christian Kampmann og Henrik Stangerup, hvor især sidstnævntes forfatterskab sætter et uudsletteligt indtryk på mig
  • jeg får at vide, at jeg skal aftjene min værnepligt ved Artilleriet i Skive. Jeg panikkede, da jeg læste indkaldelsen, men dagen efter viser det sig, at to af mine klassekammerater på HH, Jesper og Peter, også skal af sted. Tryghedsnarkomanen blev mere rolig og de ni måneder fra juli 1988 til april 1989 satte gode og positive spor på mig
  • jeg køber min første cd-afspiller. En Akai, der hentes hos UG Radio, hvor den er sat ned fra 6295 til 3795. Min gode ven, Jens, køber også samme model, der viser sig at være langtidsholdbar. Min "dør" i 2002, mens Jens' vist lever et par år mere
Blot for at nævne nogle af begivenhederne i mit liv, og der er ganske givet meget, jeg har overset og glemt.....

lørdag den 16. juni 2012

Dækningen af EM

EM-slutrunden i fodbold er nu mere end en uge gammel, og indtil videre har det været en god og underholdende slutrunde. Også set med danske briller, hvor landsholdet fortsat lever i turneringen. Holdets videre skæbne afgøres i morgen aften.

Og mens underholdningen på grønsværen og på lægterne har været i top, hvor især de irske og kroatiske supportere har imponeret, har især de danske medier desværre fortsat tendensen fra dækningen af tidligere slutrunder.

Og desværre, fordi den til tider får ens tæer til at krumme sig sammen. Studieværterne på begge kanaler lader udtalelser fra såvel eksperter som selve landsholdet slippe ukritisk igennem, hvor de agerer mikrofonholdere. Dertil kommer, at horden af eksperter er den samme forudsigelige skare, der ikke føjer noget kvalitativt til dækningen. Men indrømmet, Mads Juncker på DR gør det faktisk rigtigt godt.

Bedre bliver det ikke, når vi så kommer til selve dækningen af kampene, hvor især Flemming Toft på TV2 er lavpunktet. Han skærer kampene over samme læst, som de seneste 20-25 år og har taget den store klaphat på, og ophøjer selv den mest simple aflevering fra en dansk spiller til det mest guddommelige, der er sket på en fodboldbane, mens modstanderne hånes, kritiseres og latterliggøres. Og det krydret med en humor, der måske var gangbar den gang, at tv-værterne var Leisner, Gunnar Nu og Flemming Madsen. Men han gør det åbenbart godt, for især hans kollega Morten Ankerdal forsøger ihærdigt at gøre ham kunsten efter.

Dog hjælper det på helhedsindtrykket, at TV2 har hevet Frank Arnesen ind som medkommentator, og han giver en god modvægt til Flemming Klaphat.

Og som om, at det ikke var nok, har kanalerne altid lige en voxpop med stangerstive tilskuere, der lige og helt tilfældigt er i gang med dans og fodboldsange. Det ser overhovedet ikke iscenesat ud og giver virkeligt et stort løft til dækningen.....

Det paradoksale er, at TV2 samtidig er leveringsdygtig i noget af det bedste sportsfjernsyn, der kan opdrives, nemlig dækningen af Tour de France. I kommentatorboksen har de her, hvad der må svare til sportsjournalismens A-kæde i form af Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth. Og de tre dækker etaperne med forståelse, engagement, indlevelse og uvurderlig viden. Og på en sober måder, hvor de ikke bliver fanget i den lalleglade fælde.

Hjemme i studiet laver Thomas Kristensen og Henrik Juul Hansen skarpe analyser forud for og efter etaperne, ligesom de stort set hver gang laver et præcist valg af de eksperter og ryttere, de har med i studiet. Og hele dækningen oser af respekt for rytterne og cykelløbet.

Og endnu mere paradoksalt bliver det, når TV2 ved dækningen af VM i i ishockey viser, at konceptet fra Tour de France kan bæres ind i andre sportsgrene, for denne dækning var også af tårnhøj kvalitet.

Men en konklusion må være, at de danske medier åbenbart mener, at fodboldfans vil noget mere letbenet og ukritisk, så kanalerne går ofte ikke efter den mellemste, men laveste fællesnævner.

Nå, men heldigvis dækkes EM-slutrunden også af tysk fjernsyn, der slutrunde efter slutrunde viser, hvordan en sådan kage skal skæres.

Og alt dette skal ikke afholde mig fra at ønske dansken god kamp i morgen - de får brug for det! - og ikke mindste fortsat godt EM til alle, der følger med.

torsdag den 14. juni 2012

En sang til musikelskere....



Ovenstående sang stammer fra det seneste OG fremragende album fra Saint Etienne, Words & Music. Temaet på albummet er netop forholdet til musik, og linjen lægges fra første spor, fra første tone.

Over the border rammer, tekstmæssigt, lige i hjertet på enhver musikelsker/-interesserede - eller burde gøre det! - og især dem, der er nogenlunde jævnaldrende med bandet. Som jeg så er.....

Der synges om de første musikoplevelser, om hitlister, musikblade, om at lave kassettebånd til den, du er forelsket i, om selskaber, hvor snakken altid ender med at handle om musik, om utallige referencer til bands og musikjournalister og så videre.

Ovenfor kan sangen høres og lyttes og her er teksten til den. En tekst, der ret beset er et blog-indlæg om, hvordan interessen for musik opstod og hvad den har betydet. Måske jeg på et tidspunkt i dette forum giver min egen udgave.....

søndag den 10. juni 2012

5 rejsedestinationer

Sommeren er her, og sommer er normalt højsæson for ferierejser. Dog ikke her på matriklen, og det har det ikke været i mange år. Jeg rejser 2-3 gange om året - altså i privat øjemed, for arbejdsmæssigt er jeg efterhånden af sted hver uge - men min sommerferie er helliget Roskilde og så hjemlige gøremål som praktiske ting i hus og have, besøg, ture rundt i det sjællandske med videre.

Og derfor bliver næste udlandstur "først" til september, hvor jeg sammen med resten af Øllogen tager til Oktoberfest i München.

Men - sommeren er en god anledning til at lave en top-5 over mine yndlingsrejsedestinationer/bedste ferier, jeg har været på:
Udsigten fra den lejlighed vi boede i, da vi var i Sorrento
  1. Sorrento ved Amalfi-kysten. Byen ligger ved vandet, og med udsigt til såvel Napoli som Capri. En hyggelig by, med små og hyggelige gader, smuk havnefront og fantastisk mad. I køreafstand derfra ligger blandt andet verdens smukkeste sted, Ravello, vulkanen Vesuv og Pompeji. Jeg var der i forbindelse med mine venner Brian og Sylvias bryllup, og vil meget gerne snart tilbage igen.
  2. London. Jeg har været der 5 gange og alle har været fantastiske oplevelser. Jeg elsker England, med alt, hvad det indbefatter, og i London er der alt. Især Hyde Park, Notting Hill og Soho sætter jeg højt. Mit seneste besøg var i 2009, og i 2013 må og skal jeg derover igen.
  3. Berlin. Jeg har været der 6 gange (hvis studieturen i 1987 til Vestberlin tælles med), og i lighed med London, har alle turene været fantastiske. Igen en by, der rummer det hele, og så er der hele historiens vingesus over byen, og stort set alle seværdigheder er indenfor rimelig gåafstand
  4. New York. Jeg var der i 1989 - på min første storbysferie. Desværre var vi alt for urutinerede til storbyer, så tiden blev sløset en smule bort. Men søndagen i Central Park står fortsat som den største enkeltstående ferieoplevelse, jeg har haft. Fantastisk vejr, mennesker overalt, koncerter, boldspil, teater og så videre i et stort sammensurium. Igen en by, jeg absolut skal tilbage til - og opleve sådan rigtigt!
  5. Skagen. Det skønneste sted i Dannevang, og som to gange har lagt sted for mine ferier. Jeg kunne sidde hver eneste dag på havnen og nyde en kold øl og stegte sild med persillesovs og bare være. Naturen og lyset er helt fantastisk og hele området er balsam for sjælen - men det kræver nok, at man, som jeg, kommer udenfor højsæsonen :).

lørdag den 9. juni 2012

Nye albums fra to favoritter

Jeg er vanligvis tilfreds med mit postbud, og endnu mere, når vedkommende, som i sidste uge, lagde en pakke fra Amazon til mig, med følgende indhold: De nye albums med Saint Etienne og Sigur Ros samt My Bloody Valentine's remasterede udgaver af deres EP'er, Loveless og Isn't Anything.

For så vidt angår My Bloody Valentine har Loveless og Isn't Anything tidligere stået i min samling, i originaludgaverne, men i midten af 90'erne solgte jeg kraftigt ud af min samling, og her var de i blandt. Det har jeg siden fortrudt ganske ofte, for der er især for Loveless' vedkommende tale om et af hovedværkerne fra 90'ernes støj- og shoegazing scene, og én af de mest mytiske udgivelser de seneste 20-25 år. Så det er dejligt, at de igen er i hus.

Og hvad angår de to førstnævnte navne, er der tale om to af mine absolutte favoritter.

Sigur Ros lærer jeg for alvor at kende lige omkring årtusindeskiftet. Musikalsk trækker de på inspiration fra blandt andet førnævnte My Bloody Valentine og beslægtede på den engelske støj- og shoegazing scene som Slowdive og Cocteau Twins, men skaber samtidig deres helt særegne lyd og sprog (der er en blanding af engelsk og islandsk). Dream music er måske den bedste betegnelse, med lange lydflader og alf-lignende sangstemme.

Deres albums () og Takk er blandt de absolut bedste i min samling, og de har samtidig givet mig nogle af de bedste koncertoplevelser, blandt andet to gange på Roskilde og i Falconer.

Det nye album, Valtari, er det første i 4 år. Ventetiden har gjort dem godt, hvor de har genopfundet deres musikalske udtryk og samtidig fastholdt den musikalske form, for samtlige 6 studiealbums, de har udgivet holder et tårnhøjt niveau. Og ret beset rammer denne anmeldelse fra Gaffa min egen oplevelse ganske fint, om end jeg giver albummet 6 stjerner.

Her er smagsprøve fra albummet:


Saint Etienne falder jeg for alvor for i 1994, hvor de gæster Roskilde. Albummet fra det år, Tiger Bay, var forinden hentet hjem og i radioen blev Pale movie et mindre hit - også i Danmark.

Men da sangerinden, Sarah Cracknell, entrerer scenen på Roskilde, iklædt boa, stramtsiddende kjole og leverede deres letbenede indie-pop med stor overbevisning var jeg solgt! Og bandet er, sammen med blandt andet Kent, i dag et af de få, jeg bliver ved med at vende tilbage til, hvor også gamle albums bliver lyttet med stor fornøjelse. Deres melankolske indie-pop rammer lige i hjertekulen og Cracknell afleverer gang på gang sangene med ærkebritisk coolness.

Siden koncerten i 1994 er yderligere to fulgt, på Roskilde og i Store Vega, samt yderligere 5 albums. Det seneste, Words and Music, udkom i midten af maj, hvor bandet brød 7 års pladetørke. Og ventetiden gjorde åbenbart også dem godt, for der er tale om deres måske bedste album overhovedet. De er tilbage ved den elektroniske og meget poppede formel. Det klæder dem og albummet, og Sarah Cracknell synger bedre og smukkere end længe hørt.

Alt i alt et gennemført og kompetent album, der her på matriklen får 6 stjerner, og som sammen med Kent og Twilight Sad er årets hidtil bedste albums.

Her er en smagsprøve fra albummet:


torsdag den 7. juni 2012

Det bedste fra Roskilde

Som jeg skriver her, har jeg været fast gæst på Roskilde siden 1994, og gennem årene har der været mange fine, fine musikoplevelser.

Efter hvert år har jeg lavet en vurdering af de koncerter, jeg oplevede - 0 til 5 stjerner, og fra 2009 0-6 - og efter en tur gennem listerne, er hvert års topscorer listet nedenfor:

1994: Grant Lee Buffalo (5 stjerner)
1995: Martin Hall, Cure og Suede (alle 5 stjerner)
1996: Tindersticks (uden for kategori)
1997: Nick Cave and the bad seeds (5 stjerner)
1998: Luksus og Garbage (begge 5 stjerner)
1999: R.E.M og Suede på Gul scene (begge 5 stjerner)
2000: Everything but the girl, Fields of the nephilim og Saint Etienne (alle 5 stjerner)
2001: Neil Young (uden for kategori)
2002: New Order (5 stjerner)
2003: Sigur Ros (uden for kategori)
2006: Sigur Ros og Placebo (begge var uden for kategori)
2007: Björk (uden for kategori)
2008: Neil Young (uden for kategori)
2009: Mew og White Lies (6 stjerner)
2010: Kasabian (6 stjerner)
2011: Strokes, Raveonettes, Cody og Walkmen (alle 6 stjerner)

Bundskrabere har der også været mange af, og nogle af dem har været D.A.D i 1995, Bernard Butler i 1998, Travis i 2002, Peter, Björn & John i 2007 og Nicole Atkins & The sea og Cat Power i 2008.

Og mon ikke, at dette års festival vil levere mange, mange opture, men måske også nogle bundskrabere. Alt dette er jeg klogere på, når festivalen om en måneds tid er overstået....

tirsdag den 5. juni 2012

Euroman - juni 2012

Som jeg skriver her, er jeg fast læser af månedsmagasinet Euroman. Og det generelt til stor tilfredshed, hvor der i stort set hvert nummer er et godt og velskrevet portræt/interview, nogle spændende artikler med videre. Modehalløjet springer jeg dog stort set altid over.....

Og nogle numre er bedre end andre, og så er der de fremragende. Et sådan er det, der netop er kommet på gaden:

  • Interview med/portræt af eks-FCK'eren William Kvist, og der er tale om et af de bedste fodboldportrætter, jeg nogensinde har læst. Og det er ikke kun fordi, at han er én af mine absolutte yndlingsspillere. Interviewet kommer bagom den måde, han arbejder med sin karriere på og tegner et portræt af en fodboldspiller, der ikke tænker og gør som sine med- og modspillere.
  • Historien om Rubert Murdochs medieimperium og aflytningsskandalen, der ledte til News of the Worlds endeligt
  • Sebastian Dorsets historie om tv-serien The Simpsons
  • Stort københavnertema, hvor folk fra byen og udefra fortæller deres historie om København samtidig med, at der gives en række tips om spisesteder, oaser med videre
Blot for at nævne højdepunkterne. Euroman kan generelt anbefales, men det nyeste nummer kan det i særdeleshed!

søndag den 3. juni 2012

Kongens store tale

I lighed med mange, mange andre mener jeg, at film i princippet skal ses i biografen. Men jeg må alligevel tilstå, at der de senere år er blevet længere og længere mellem mine biografbesøg, og at films primært er blevet set fra sofakanten.

Det var også tilfældet med Kongens store tale, der har én af mine absolutte yndlingsskuespillere i hovedrollen, nemlig Colin Firth, som spiller den stammende King George VI.

Filmen er fra 2010 og vandt efterfølgende 4 Oscars, for blandt andet bedste film og mandlige hovedrolle. Og efter, at jeg i går langt om længe fik set den, forstår jeg godt, at den fik så megen hæder og rosende omtale i stort set alle medier, for den er én af de absolut bedste film, jeg har set i år.

Klassisk filmhåndværk, i bedste forstand, hvor den kommer rundt om optakten til 2. verdenskrig, den royale forpligtelse, kærligheden mellem King Georg VI og Queen Elizabeth med videre, og det på en morsom, bevægende, smuk og tankevækkende måde og via fremragende skuespillerkunst.

Firth er frygtindgydende i hovedrollen som King George, men ret beset synes jeg, at han bliver overstrålet af Helena Bonham Carter, som spiller hans hustru, Queen Elizabeth (som vi i vor tid lærte at kende som The Queen Mother). Hun ikke alene spiller den stærke, selvstændige og selvopofrende hustru, som elsker sin mand over alt på jorden og står ved hans side i med- og modgang. Hun ER hende!

Men alt i alt en smuk og bevægende film om kærlighed, venskab, viljen til at tage kampen mod sine dæmoner og forpligtelsen.

Hermed anbefalet og nedenfor kan traileren til filmen ses:

lørdag den 2. juni 2012

Snart Roskilde

Siden 1994 har jeg været fast gæst på Roskilde - undtagelserne var dog 2004 og 2005 - og jeg vender tilbage igen i år. Ret beset burde jeg agere i forhold til mit CPR-nummer og i stedet prioritere slumretæppet og portvinsnæsen, men alligevel snupper jeg endnu et desperat forsøg på at være ung med de unge. Endnu en gang, hvor jeg onsdagen inden festivalen for alvor begynder, bliver 15-20 år yngre og 15 kg. lettere og gror hårpragten tilbage igen.

Sådan er det, når man ikke vil gå glip af den oplevelse, Roskilde nu en gang er. For mit vedkommende betyder det lejrlivet og musikoplevelserne, for de mange forskellige installationer, aktiviteter og så videre tager jeg ikke del i.

For så vidt angår det første, lejrlivet, er det en meget vigtig del af en Roskilde. Så meget, at tidligere tanker om at tage hjem hver dag, overnatte i Roskilde med videre hver gang er blevet droppet. Lejren er basen - der, hvor du hænger ud, drikker dig fuld, snakker om koncerter og oplevelser, griner, hygger og så videre.

De første mange år bestod lejren af dele af omgangskredsen i Ringsted og omegn. Nogle blev, nogle gik og nogle kom til, og toppende i 2001, hvor vi vist var cirka 30 i lejren. Og mange fra den lejr valgte at stoppe på toppen og i 2003 var det tid til at skifte lejr. På det tidspunkt havde jeg på mit HD-studium mødt en Jesper Stuhr, som havde/har samme tvivlsomme musiksmag, som jeg, og som hvert år boede i lejr sammen med en flok fra primært Værløse. Så jeg den lejr sluttede jeg mig til, og det er så den, der sidenhen er blevet til Camp Blanco/Morfar. Her er der en fast stamme, mens nogle er gået og andre er kommet til, og jeg glæder mig meget til at tage endnu en Roskilde sammen med dem.

Hvad angår musikken, har Roskilde gennem årene givet mig utallige store oplevelser. Det være sig med bands og musikere, jeg i forvejen satte højt, bands i sin tidlige vorden, muligheden for at opleve bands og musikere, der brugte festivalen til at prøve nye veje af, musikalsk som scenemæssigt, og ikke mindst muligheden for at opleve nogle, der meget sjældent er på disse breddegrader, hvis overhovedet, som eksempelvis Fields of the nephilim, Kraftwerk, Cocteau Twins og New Order.

Så derfor er jeg klar igen i år og glæder mig umådeligt meget. Både til at gense Camp Blanco/Morfar og til de mange musikoplevelser, der venter os.

Og mens, at jeg ser frem, kan jeg også se tilbage, så her er et billede fra 1999 og foran Orange, hvor Echo & the bunnymen spillede op og ud - Brian, Lewis og jeg ser ud til at være tilfredse med den oplevelse!: