Et par gode films....

Søndag stod det, som bekendt, ned i stænger, så foruden at puste ud ovenpå en hyggelig og sjov polterabend for én af mine gode venner, Claus, blev noget af dagen brugt på et par films, der viste sig at være i den fine ende:

Another Year
Another Year er instrueret af Mike Leigh, og så er man allerede i hus, hvis man vil se en god film, for du går sjældent galt i byen, når du hiver én af hans film ned fra hylden. Og signaturen er stilfærdige hverdagsfilm, hvor humor og alvor går hånd-i-hånd, og hvor personskildringerne er skarpe og hudærlige - uden at blive for omfavnende og kvalmende.

I filmen følger du et ægtepar og deres familie og venner gennem årets 4 årstider, og det på godt og ondt. Ægteparret synes på overfladen at være lykkelige, men undertonen er, at alt måske ikke er lyserødt, men at de forsøger at få det bedste ud af tingene - og af livet. Og ind i deres tilværelse vikles en pinlig veninde, en drikfældig ven og en træmand af en bror, der mister sin kone.

Undervejs griner du af pinlighederne, finder sympati for karaktererne og nikker måske også genkendende til historierne. Og tænker samtidig, at det kunne være hyggeligt at møde det aldrende ægtepar - spise middag og drikke vin i deres hyggelige køkken eller hjælpe til i deres have.

Og det hele afleveres på fremragende vis af skuespillere, der spiller rollerne med troværdighed, ægthed og indlevelse.

En meget fin filmoplevelse.

Easy A
Easy A er ifølge coveret en ungdomsfilm, men den kan så absolut også ses af såkaldte voksne, og er en ungdomsfilm lig eksempelvis Juno og IKKE American Pie-genren - ikke, at der er noget galt med sidstnævnte.

Filmens grundtone er humoren, men sarkasmen og satiren ligger lige under overfladen, hvor især amerikanernes seksuelle hykleri udstilles. Det giver høje grin såvel som stof til eftertanken. Og så trækker det også op, at der trækkes referencer til de ungdomsfilm, jeg selv så, da jeg i firserne var i målgruppen, som eksempelvis Pretty in pink, Breakfast club og St. Elmo's fire.

Og filmens hovedrolleindehaver, Emma Stone, kunne meget vel være én, vi så mere til i årene, der kommer, for hun er fremragende i rollen som Olive, som i forsøget på at gøre sig selv interessant får rodet sig ud i en perlerække af løgnehistorier om hendes seksuelle eskapader.

Historien kunne meget let falde i den platte grøft, men en god historie og fine præstationer af skuespillerne holder den væk fra dette. Og tak for det.