onsdag den 30. januar 2013

Bend It like Beckham....

I skrivende stund træner den engelske fodboldlegende, David Beckham, sammen med Arsenals trup - primært for at holde formen ved lige, for han er p.t. uden kontrakt. Rygterne om, at han vil tegne en kort kontrakt med netop Arsenal svirrer, ligesom nyrige klubber som Queens Park Rangers og Paris Saint Germain ofte bliver nævnt, som en næste - og ganske givet - sidste destination for den snart 38-årige Beckham.

Og når jeg ser billeder af ham til træning i Arsenal, tænker jeg - som værende fan af Manchester United - uvægerligt på, at to af hans tidligere holdkammerater, de jævnaldrende Ryan Giggs og Paul Scholes - fortsat render rundt i netop United og spiller på højt niveau - i forhold til selve klubben og eget spil på grønsværen.

Becks spillede knapt 300 kampe for United og var ud af én af de mest legendariske generationer i nyere tid, der foruden ham, Giggs og Scholes, også talte Neville-brødrene, Nicky Butt med flere.

Men i 2003 er det slut og Becks rykker til Real Madrid. Det var på et tidspunkt, hvor hans gøren og laden udenfor banen fyldte mere end den, han fik sin fodboldløn for. Og den påvirkede muligvis også hans præstationer lidt for meget, for han mistede sin stamplads på holdet, og historier om forholdet til Posh Spice, Becks i saron og andre "modepositioner" med videre fyldte mere om bedrifterne på banen.

Og denne virak gavnede ikke Becks' position og anseelse hos Sir Alex Ferguson, og i flere bøger om United og Beckham kan man læse, at bruddet mellem de to uvægerligt måtte ske - som følge af blandt andet, at konstrasterne mellem spiller og manager blev for store.

Men når jeg igen ser billeder af ham til træning i Arsenal, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han havde haft samme tilgang til fodbolden, som Giggs og Scholes, havde han nok fortsat båret nummer 7 i United, og høstet liggende ottetal triumfer - også efter 2003. Og understreget sin position, som én af fodboldens helt store navne. I sine sidste år i Real Madrid får han nemlig vendt tilbage til sit gamle jeg, og genvinder samtidig sin afgørende rolle på det engelske landshold. Sidenhen ses hans store kvaliteter glimtvis under gæsteoptrædener hos Milan, mens hans seneste klub, LA Galaxy, holder pause.

Men nu er det kun retsvæsenet, musikanmeldere og Gud, der kan dømme i andres handlinger, og måske Becks er yderst tilfreds og lykkelig for de beslutninger og handlinger, han har trufftet og gjort. Men som United-fan og en gammel nostalgiker, savner jeg ham fortsat i United-trøjen og ønsker, at han havde truffet andre valg for de veje, han er gået.

Lad mig runde af med et af de mange mindeværdige øjeblikke fra hans karriere i United:




søndag den 27. januar 2013

Livets sande mysterium

Glem alt om hvem der myrdede John F. Kennedy, livets opståen, Bermuda-trekanten, Villy Søvndals engelskkundskaber, Venstres himmelflugt i meningsmålingerne, Berlusconis popularitet i Italien, hvilken farve en smølf får i hovedet, når du prøver at kvæle den, Neil Armstrongs første skridt på månen eller ej, kvinders luner og hvordan man(d) navigerer i det østrogene farvand, Manchester Citys popularitet, Frederik Fetterlein og så videre.

Nej, livets sande og største mysterium er, hvorfor batteriet i en røgalarm altid udløber midt om natten - og leder til infernalske bip med ujævne mellemrum.

Den, som har fundet på det, have hang til voodoo og de mest bizarre elementer i sadomaschocismen. Eller også er det et smart salgstrick fra producenternes side, idet de dermed er sikret nysalg efter, at den gamle røgalarm er blevet smadret til atomer af den, den valgte at vække med sin bippen midt i den dybeste nattesøvn.....

torsdag den 24. januar 2013

Gæsteindlæg på Stovt #2

På den mere end glimrende ølblog, Stovt, der i øvrigt bliver bestyret af Martin Petersen, som også står bag blogs som Smårepetitioner og Substans.info (der begge står nævnt under Her læser jeg også), har jeg netop bidraget med endnu et gæsteindlæg - denne gang om postordrebutikken Vin & Gaver.

Hele indlægget kan læses lige her.

onsdag den 23. januar 2013

Alpe d'Huez

I disse dage er cykelsporten et varmt emne i medierne, ovenpå Lance Armstrongs dopingtilståelse. Reaktionen fra det jomfrunalske kommentatorkorps var den forventede, og man kan nu forstå, at du kan vinde verdens hårdeste cykelløb, bare du er dopet.

Personligt kan jeg ikke hidse mig op over tilståelsen, og har fortsat mere respekt for ham og øvrige cykelryttere end jeg får for alverdens tudeprinser og skuespillere i fodboldens verden.

Nok om det, og her på matriklen, er cykelsporten altid et aktuelt emne. Og senest med indkøbet af to bøger om det legendariske bjerg, Alpe d'Huez:

Den ene hedder The Tour is won on the Alpe, og er en minutiøs gennemgang af samtlige gange,  Alpe d'Huez' 21 hårnålesving har været etapeafslutning i Tour de France - fra 1952 til 2006. Du læser om selve slagene på bjerget, får al statistikken med fra selve etapen og den pågældende Tour-årgang, samt mere nørdede data om eksempelvis den hurtigste rytter ved hver af de 21 sving. 

Det hele er skrevet på en medrivende og interessant måde. Og undervejs suppleres teksten med fine billeder, der på ubarmhjertig vis udstiller strabadserne på dette vanvittige bjerg.

Det er ikke en bog, jeg vil læse fra den ene ende til den anden, men snarere som punktnedslag. Og så også bruge som opslagsværk.

Den anden hedder Slaying the Badger - med undertitlen The greatest ever Tour de France. Med andre ord handler den om 1986-årgangen og cykelhistoriens største slag mellem to af dens største giganter, Bernard Hinault og Greg LeMond. Den franske legende, også kaldet Grævlingen, i direkte duel med sin egen holdkammerat, den amerikanske opkomling, Greg LeMond. Ikke kun på én etape, men over samtlige i dét års udgave.

Over cirka 300 sider gennemgår forfatteren, Richard Moore, optakten til selve løbet, etaperne undervejs, det personlige og politiske spil på landevejene og især i kulissen, og konflikterne mellem to af de mest ærgerrige cykelryttere, sporten har opfostret. Indtil videre har jeg kun bladret i den og læst hist og her, men indtrykket er en satans medrivende, spændende og velskrevet fortælling.

Med til historien hører nok også, at LeMond, i min optik, er cykelhistoriens største navn, største udøver, og er med afstand min absolutte yndlingsrytter!

Hvorom alting er, glæder jeg mig til at dykke yderligere ned i bøgerne.

søndag den 20. januar 2013

Koncertåret 2013

Der er nu for alvor taget hul på et nyt år. Det kan på nogle områder være en ny begyndelse. På andre en fortsættelse af den retning, der blev udstukket året og årene forinden.

Og sidstnævnte gør sig gældende for så vidt angår denne skribents koncertaktivitet. Jeg fastholder nemlig beslutningen fra 2012 om at beskære koncertaktiviten ganske meget, men der er alligevel en del koncerter på tapetet:

Peter Sommer; Han leverede en forrygende koncert på Gimle for nogle år siden, ligesom koncerterne sammen med Nephews Simon Kvamm - i De eneste to - har været mindeværdige. 6. marts spiller han igen solo og det i Lille Vega, og med et nyt album med i guitarkassen. Både det og koncerten glæder jeg mig meget til, og ved, at en stor aften er i vente

Martin Hall; Hans plademæssige produktion har, i mine øjne og ører, været støt nedadgående de senere år, kvalitetsmæssigt, men hans koncerter er altid et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse. Jeg kan ikke mindes en Hall-koncert, hvor jeg er gået derfra med en skuffelse, der har siden i kroppen i flere dage. Hall plejer, også koncertmæssigt, at gå sine egne veje, også ved valg af spillested. Så når han i slutningen af april giver koncert i København, bliver det ikke Vega, Amager Bio eller andre af de vante spillesteder, men Hofteateret ved Christiansborg. Igen en koncert, jeg ser meget frem til.

Marie Key; Et par dage efter Martin Hall, kalder Marie Key så til samling i DR's Koncertsal. En koncert, der meget hurtigt blev udsolgt, men det forstår jeg også godt, for hun står bag årets danske album i 2012, og jeg er overbevist om, at der venter en fin og spændende aften. Og er spændt på, hvordan hendes fine stemme og personlige sange fungerer live.

Depeche Mode; Depeche Mode, der er et af mine absolutte favoritbands, har et nyt album på vej, der, nærmest vanen tro, bliver ledsaget af en storstilet turné. Den bringer dem også til Danmark, nærmere bestemt til juni i Parken. Det bliver så 7. gang, jeg oplever dem live, og den 4. i Parken. Og i øvrigt 25 år efter, at jeg oplevede dem første gang - i Valby-Hallen. Bandet er garanter for store og mindeværdige koncerter, og det bliver den her stensikkert også!

Og når året er omme, er der ganske givet kommet flere til. "Jokere" er p.t. blandt andet sommerens festivaler:

Northside i Aarhus til juni trækker gevaldigt, da programmet allerede nu ser meget spændende ud - Portishead, Arctic Monkeys, Nephew, Nick Cave and the bad seeds med flere - og flere kommer ganske givet til.

Og så er der naturligvis årets Roskilde. Yderligere begrundelse er næppe nødvendigt. Jeg har været fast gæst siden 1994 - dog afbrudt i 2004 og 2005 - men 2013 kan meget vel blive året, hvor jeg dropper Roskilde. Jeg har i hvert fald endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt jeg tager en omgang mere på de overpissede græsarealer lidt udenfor Roskilde. Programmet ser allerede ganske spændende ud, men nu må vi se.....

Og lad mig runde af med en koncertoptagelse med netop Depeche Mode fra 1988:






torsdag den 17. januar 2013

Gode bogoplevelser

Bogåret 2013 er her på matriklen begyndt med et par meget fine oplevelser, nemlig Helle Stangerups Skæbegalleriet og Jussi Adler-Olsens Marco Effektten. Og dem skriver jeg lidt om lige her.

Skæbnegalleriet
For cirka 20 år siden gennemheglede jeg med stor fornøjelse Helle Stangerups tre historiske romaner, Christine, Spardame og Sankt Markus nat, der alle handlede om stærke og indflydelsesrige kvinder fra 15-1600-tallets Danmark.

I 2006 udgiver hun så endnu en historisk roman, Skæbnegalleriet. Den henter jeg kort efter via Gyldendals Bogklub, men nåede kun til mine boghylder, hvor den så stod og gloede på mig. Men kort før jul får jeg så taget hul på den, hvilket jeg var glad for. En medrivende, spændende og velskrevet roman om tiden omkring den engelske konge Henrik den VIII, og om London på den tid. Virkelige hændelser vikles ind i fiktionen, hvor omdrejningspunkterne er hofmaleren Hans Holbein og rigets mægtigste mand, Thomas Cromwell. Og undervejs blev min Wikipedia-APP på min iPhone benyttet ganske ofte, hvor jeg lige skulle læse mere om de historiske personer.

Helle Stangerup skriver, så du bliver suget ind i historien og skaber dine egne billeder, dine egne historier. Den er ikke på højde med de tre førnævnte romaner, men mindre kan også gøre det.

Læs eventuelt anmeldelsen på Litteratursiden.

Marco Effekten
Som jeg skriver her, fik jeg sidste år høvlet mig gennem Jussi Adler-Olsens fire første bind i serien om Afdeling Q. Og kort før julen 2012 udkom bind fem 5 så, Marco Effekten.

Det var længe ventet og straks i de nye år, landede det også her på matriklen - og er nu blevet gennemheglet. Der er tale om én af de bøger, du bare ikke kan slippe igen, men skal lige have det næste kapitel med - og pludselig er nattesøvnen blevet ganske kraftigt forkortet.

Der er i min optik tale om den måske hidtil bedste i Q-serien, hvilket ikke siger så lidt. Spændende, medrivende og satans godt skrevet. Historierne og skæbnerne vikles ind i hinanden, og i det ene øjeblik gyser du, det næste skraldgriner du. Mere skal ikke afsløres her!

Læs eventuelt anmeldelsen på Litteratursiden. 

Og jeg ser i den grad allerede frem til sjette bind i serien - vi er vist blevet lovet i alt otte, så den gode Jussi Adler har bare at komme i gang! I øvrigt har filmatiseringen af bind I, Kvinden i buret, premiere til efterår, og den glæder jeg mig også usigeligt meget til.

Men for nu er jeg gået i gang med Abba-yndlingen Agnetha Fältskog's selvbiografi, Som jeg er!

tirsdag den 15. januar 2013

Rihanna på Roskilde!

Roskilde smed i dag lidt af en bombe, da det blev annonceret, at superstjernen Rihanna vil være at finde på årets plakat.

En nyhed, der i den grad delte vandene, hvilket blev åbenbaret på diverse netaviser, debatsider og Facebook. Der var dem, der jublede over muligheden for at se hende (igen) i Danmark, og så dem, der blandt andet mente, at Roskilde for alvor havde solgt ud af arvegodset og solgt sin sjæl til The Voice-segmentet.

Jeg hørte - og hører - naturligvis til den første gruppe, for det var en nyhed, der varmede på en kold og snefuld dag. Også fordi, Rihanna er en sangerinde, der er gået fra at være såkaldt guilty pleasure til at være en personlig favorit - i hvert fald her på matriklen!

Hvorom alting er, er jeg helt sikker på, at hun bliver et scoop, overrasker positivt og vælter festivalen - og måske et oplagt bud årets afslutningskoncert på Orange.

Og lad mig lige smide et par citater fra kommentartråden til Jens Unmack Facebook-status om netop den nyhed - alle tre citater, jeg er meget enig i:

Musikskribenten Erik Jensen: "Tage POP, kitsch og festen alvorligt. Uanset hvad du eller andre orakler måtte mene at vide om mig. Rihanna på Roskilde - it rocks!"

En Pter Sørensen: "Det er da netop MIXET af pop, sigøjnermusik, vumbia, elektronisk, dødsmetal osv der er selve festivalens dna - og altid har været det".

Unmack selv: "Under alle omstændigheder er det jo lidt cool at Roskilde tager så satset et valg, der sådan skiller vandene og får os alle til at vågne op. Ingen havde jo løftet noget øjenbryn, hvis Neil Young eller Jack White (ikke noget galt med dem) var blevet annonceret igen igen. Det her er - uanset hvad man så må synes om Rihanna - en frisk og anderledes booking til festivalen".

Nok om det - og her er hun med en fin, fin version af den formiddable Diamonds


lørdag den 12. januar 2013

Nyt fra musikalske favoritter

Allerede nu synes 2013 at blive endnu et fint musikår, hvor flere af mine favoritter har smidt nye sange på gaden - primært som forløbere for kommende albums.

Men allerede på årets sidste dag i 2012, smed verdens bedste band, svenske Kent, ud af ingenting en ny sang på gaden. En sang, hvis indtægter går til et velgørende formål. Sangen er klassisk Kent, når de er absolut bedst.

Og vi skulle ikke mange dage ind i 2013 før, at danske Peter Sommer havde en ny sang på gaden, som forløber til det album, der udkommer senere på foråret. Dermed bryder han 4 års solo-pause, hvor han i mellemtiden har nydt fortjent stor succes med De eneste to. Lyden på den nye sang er blevet mere elektronisk end hvad vi har været vante til fra Sommers side, men efter et par gennemlytninger, synes jeg, at dette klæder Sommer. Det tegner lovende for albummet og for den koncert, jeg skal oplevede med ham 6. marts i Lille Vega.

I begyndelsen af denne uge vendte Suede så tilbage til den musikalske grønsvær. Og igen med en forløber til det kommende comeback-album, Bloodsports, der udkommer til marts. De mere end ti års pause klæder bandet, og den nye single er huse høje end rædslerne fra bandets seneste albums, Head Music og A new morning. Klassisk Suede, hvor Brett Andersons stemme står knivskarpt i lydbilledet.

Endelig smed engelske Dido i går en ny single på gaden, og igen kan ordet klassisk tages ned fra hylden. Nummeret ligger tæt op af hendes tre tidligere albums, men hvorfor også ændre en formel, der virker - og giver mening. En lille popperle og jeg glæder mig endnu mere til hendes kommende album.

Det er i øvrigt ikke forbigået min opmærksomhed, at David Bowie i denne uge smed en ny single på gaden, og det sammen med nyheden om, at der snart venter et nyt album. Men da Bowie aldrig været en favorit her på matriklen, var det ikke en nyhed, der kunne mig meget op. Men det er min fejl, for ved at gå udenom Bowie, går jeg ganske givet glip af megen god musik!

Nå, men nedenfor kan de fire nævnte sange lyttes og eventuelt nydes:








torsdag den 10. januar 2013

Matador #2

I lighed med mange, mange andre sidder jeg klæbet til fjernsynet lørdag aften, når Matador løber over skærmen. Også selvom jeg/vi allerede har set afsnittene flere gange før og nærmest kan dem udenad.

Og netop de afsnit, der p.t. løber over skærmen, er dem, der har sat sig mest fast på min nethinde - nemlig tiden under 2. verdenskrig. Kort før jul besøgte jeg nogle gode venner, hvor snakken også faldt på Matador. Vi talte om, hvilket afsnit/hvilken situation, vi huskede bedst fra serien. Og her var mit eget bud det, hvor Hr. Stein flygter til Sverige og dermed fra tyskernes jødeforfølgelse. Det afsnit blev i øvrigt sendt sidste lørdag, og resumeet af det kan læses på denne mere end glimrende Matador-hjemmeside: Matador-online.

Et gribende afsnit, der på en vedkommende måde gengiver en forfærdelig historie, men også en historie om det sammenhold, der voksede i befolkningen under besættelsen. Og så markerer den et skifte i serien, hvor den pylrede Maude træder i karakter.

Både handlingen i dette afsnit og dem omkring, var nogle, vi diskuterede meget "derhjemme", når vi sad klinet til serien. Begge mine forældre var opvokset under krigen, hvor især min far huskede meget fra besættelsen - han var født i 1927, mens min mor var født i 1934.

Så når vi blandt andet så disse afsnit fortalte de historier fra dengang. Min mor voksede op på en gård i Nordsjælland - i Grønholt, der ligger mellem Hillerød og Fredensborg - så de mærkede ikke så meget til selve besættelsen. I hvert fald ikke fødevaremæssigt. Men hun fortalte historier om, hvordan min morfar kørte i hestevogn til København med kød, kartofler med videre til den del af familien, der under kummerlige vilkår boede der. Og om hvordan tyskerne overtog "hendes" skole, hvorfor undervisningen blev henlagt til Fredensborg Slot.

Og min far fortalte historier om blandt andet min farfar, der var med i modstandsbevægelsen, hvor han blandt andet samlede madforsyninger, våben med videre op her på Midtsjælland.

Men mest af alt, hvordan de oplevede ufreden, intolerancen, jødeforfølgelserne og jødernes flugt til Sverige, da tyskerne tog Politiet i 1944 og så videre, og så selvfølgelig efterkrigstiden. Manglen på varer, den politiske situation med videre.

Det var noget, der sad dybt i dem - og i alle andre, der oplevede denne tid - og jeg husker, hvor meget de hadede nazisterne og det, nazismen stod for. Og var en tid, der prægede dem resten af deres liv, hvor især min mor talte om, hvor vigtige værdier tolerance, frihed og frisind var - og er.

De historier genkalder jeg, når jeg igen ser Matador. Og selvom serien naturligvis ikke er historisk fuldstændig korrekt - det er trods alt fiktion -  er den, foruden at være underholdende og velspillet, også meget lærende og en mere end glimrende måde til at fortælle om den tid. Og nødvendig, for vi må aldrig glemme besættelsen og slet ikke det, nazismen stod - og står - for.

Jeg glæder mig allerede til lørdagens afsnit!

mandag den 7. januar 2013

Top-10 - debutalbums og den svære to'er

For nylig udkom Interpols majestætiske debutalbum, Turn on the bright lights, i en såkaldt jubilæumsudgave, med blandt andet demoer og b-sider på den medfølgende bonus-cd, ligesom det oprindelige album var blevet remastered. Udgivelsen var, foruden et dejligt genhør, en god anledning til at lave en top-10 liste over de bedste debutalbums, lyttet med mine mere end tvivlsomme ører.

Og mens, jeg var i gang med at skrive på den liste, smed Jens Unmack på sin mere en læsværdige blog en top-10 over den såkaldte svære to'er. En liste, der medførte en meget spændende kommentar-tråd, og som efterfølgende er blevet fulgt op af lister over 3. og 4. album.

Her på bloggen holder jeg mig kun til debutalbums og så opfølgeren, og tilgangen er ganske enkel - de i mine ører bedste albums, og uden, at de nødvendigvis skulle være genreudvidende, ny- og stilskabende med videre. Og så albums, jeg mere eller mindre også lytter til den dag i dag:

Debutalbums (i prioriteret rækkefølge)

  1. Interpol - Turn on the bright lights
  2. The Smiths - The Smiths
  3. Stone Roses - Stone Roses
  4. Luksus - Repetoire
  5. Fine young cannibals - Fine young cannibals
  6. Slowdive - Just for a day
  7. Joy Division - Unknown Pleasures
  8. Spleen united - Godspeed into the Mainstream
  9. Sisters of mercy - First and last and always
  10. Moral - And life is...
Den svære to'er (i prioriteret rækkefølge)

  1. Suede - Dog man star
  2. Slowdive - Souvlaki
  3. Joy Division - Closer
  4. Madonna - Like a virgin
  5. Greene - Lover's lingo
  6. Interpol - Antics
  7. Sigur Ros - Ágætis byrjun
  8. The Smiths - Meat is murder
  9. Cure - Seventeen seconds
  10. Talk Talk - It's my life
Og så har jeg ganske givet overset nogle helt indlysende albums, men en top-10 er en top-10....

Eventuelle læsere af denne blog, er naturligvis mere end velkomne til at komme med deres bud.

Nedenfor kan et nøglenummer fra det bedste debutalbum henholdsvis den svære to'er lyttes:







lørdag den 5. januar 2013

Flere nye blogs

Derude ude i "den store sky" findes et væld af ganske givet spændende og læseværdige blogs om alt mellem himmel og jord. Men nogle gange er det tilfældigheder, der gør, at du falder over dem - det kan være ved søgning efter et emne, henvisning fra andre, fra Facebook eller Twitter med videre. Og så er der selvfølgelig dem, der har stor og bred appel, og som du finder via diverse medier.

Og de fire seneste, jeg har stødt på, og som nu er føjet til min faste læseliste samt højre side på denne blog, under "Her læser jeg også", rammer alle ned i én af disse veje:

Blogpolitik - bestyrerne, Troels Mylenberg og Elisabeth Svane, kommer fra Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende, og er i dag at tælle blandt mine foretrukne politiske kommentatorer. De skriver (vist) begge fra et borgerligt udgangspunkt, men det skal ikke lægge dem til last, og deres indlæg er altid saglige, aktuelle og perspektiverende, og med vid og bid. De skriver rasende godt og indlæggene er næsten altid en opvisning i politisk indsigt og kendskab til det politiske håndværk. Og som næsten det bedste, er deres kommentarer meget sjældent forudsigelige - modsat kommentatorerne på de tre store morgenaviser....

Newmusicunited - en musikblog, der fokuserer på ny musik, men også glemte sange og kunstnere. En sand guldgrube at dykke ned i, hvor der linkes til videoer og artikler, og suppleres med hitlister med videre.

Den unge Niebuhr - en spændende og velskrevet blog om musik, bøger og hvad der nu ellers optager blogbestyreren. Der anbefales, gås i dybden, perspektiveres og refereres. Og det på en ganske vedkommende måde.

Hverdage - vedkommende og nærværende portrætter fra hverdagen, hvor de enkelte svar og især spørgsmål også giver læseren mulighed for at reflektere over egen hverdag. Måske øvelsen på et eller andet tidspunkt bliver lavet her på bloggen af undertegnede.

Alle er hermed anbefalet!

onsdag den 2. januar 2013

Julens og nytårets films....

Traditionen tro, blev juleferien også brugt til at få kravlet lidt igennem filmhylderne, hvor det blev til gode og mindre gode filmoplevelser. Og nedenfor bringes en mindre kavalkade, og med links til filmsitet Scope:

Samme dag, næste år - danske Lone Scherfig på den internationale scene, hvor hun får skabt en rørende film om kærlighed, og spildte timer og muligheder, og tidsbilleder over en periode på mere end 20 år. Anne Hathaway bærer filmen igennem, men ikke en film, der vil stå som en milepæl af de helt store, men mindre kan også gøre det!

Headhunterne - jeg har ikke læst bogen, men alligevel var mine forventninger til filmatiseringen af Jo Næsbys thriller ganske høje. De blev ikke indfriet! Tempoet er hæsblæsende, men handlingen er FOR forudsigelig og karaktererne alt, alt for klichefyldte. Og ikke en gang en Nicolaj Coster Waldau kan sparke filmen i gang.

Det stærke køn - en ærkebritisk film i den gode ende om ligestillingskampen, der bliver sparket i gang på Ford-fabrikkerne i England. Måske lidt for meget feelgood i forhold til emnet, men rasende velspillet og med plads til humor såvel som eftertanke.

Niceville - Emma Stone, som begejstrede i Easy A, bærer denne fremragende film om borgerrettighedskampen i 60'ernes USA hele vejen til toppen. Den er måske til tider en lidt for pæn film i forhold til emnet - her er Mississippi Burning med mere kant og troværdighed - men velment og -gennemført. Og hjertevarm og rørende, og et spark i nosserne på dem, der mener, at de er bedre og større end andre mennesker på grund af deres køn, race, religion, uddannelse, stand og så videre.

Mother & Child - en nærværende og varm film om adoption, set fra alle 3 sider. 3 tilværelser og barske skæbner, der griber ind i hinanden, bevidst og ubevidst. Og med en dobbeltsidet afslutning, der både ender tragisk og lykkelig.

Jernladyen - det er sjældent, at jeg oplever en dårlig film med Meryl Streep, for hun formår næsten altid at bære sine film igennem. Det er også tilfældet med Jernladyen, hvor Streep slet og ret ET Margaret Thatcher. Selve filmen er ikke imponerende og springene mellem begivenhederne i hendes regeringsperiode og så nutiden er forvirrende og forstyrrende.

Midnight in Paris - jeg bliver aldrig den helt store Woody Allen-fan, men jeg har været ganske begejstret for nyere film som Match Point og Vicky Cristina Barcelona (det trækker ALTID op, når Scarlett Johansson er på rollelisten!). Men Midnight in Paris rammer ikke deres niveau og ender i noget med pjat om forfatter, der gerne vil leve i en anden tid. Rigtige Allen-fans vil nok være meget begejstrede. Selv fandt jeg den ganske ligegyldig.

Det blev desuden til gensyn med Kongekabale, Elizabeth (der fortsat er skræmmende god), Elizabeth - the golden age (der fortsat er skræmmende dårlig) og Ondskab.