tirsdag den 28. maj 2013

Mine yndlingsspillere i Manchester United


For en måned tids siden begyndte jeg at følge kontoen Utd Before Fergie på Twitter. Som navnet måske indikerer, twittes der hovedsageligt om Manchester United fra før, at Sir Alex Ferguson tog over og ledte holdet ind i en ny, succesrig æra. For der var naturligvis også en tid før ham. En tid, hvor sæsonen var slut allerede efter to-tre spillerunder, hvor man troede "nu ville United for alvor udfordre Liverpool", hvor stjerner blev hentet ind, for at falde direkte igennem med videre.

Og som fodboldfans har vi det med at dyrke succeserne såvel som fiaskoerne - faktisk kan vi ofte godt lide at svælge i sidstnævnte - og derfor er Utd Before Fergie et godt sted at gå hen, for her bliver der revet op i alting, og hangen til det nostalgiske kan foldes ud i fuld flor.

Der skrives om mange af de gamle helte, og et yndet, tilbagevendende emne er, hvem der var ens yndlingsspillere "dengang".

Hvordan det hele begyndte for mit vedkommende har jeg skrevet om lige her, og nedenfor er min liste over absolutte yndlingsspillere fra 1977 og frem til i dag:

1977-1983 - Steve Coppell. Han var ikke den bedste spiller på holdet, men han blev min første sådan rigtige yndlingsspiller - overhovedet. Hans foretrukne plads var højre kanten, hvor han leverede en imponerende arbejdsindsats. En klassisk kant, der løb op og ned af sidelinjen, med kridt på støvlerne. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1983-1994 - Bryan Robson. Da Coppells knæ ikke kan længere tager Bryan Robson over, som yndlingsspiller. Han var kommet til klubben i 1981, og var gennem sine 13 år i klubben en arbejdsmand af rang. Og kunne have været blevet én af de helt store stjerner, havde spillerne omkring ham haft bare nogenlunde samme niveau. En stor leder, som hver gang ofrede sig for holdet. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1994-1997 - Eric Cantona. King Eric kommer til klubben i 1992, og da Robsons sæsoner mere og mere bliver plaget af skader, tager Cantona over som anfører. Cantona er i mine øjne den bedste spiller, der nogensinde har spillet for United - i min tid. Han var, om nogen, den spiller, der forløste det unge United-mandskabs store potentiale og var dimensionerende for den måde, holdet spillede på de næste mange, mange år. En leder på banen, men fremragende overblik og en gudsbenådet teknik. Spillede med nummer 7 på ryggen.

1997-2005 - Roy Keane. Da Cantona pludselig stopper karrieren i 1997 tager Roy Keane over som anfører - og som min yndlingsspiller. Keane kommer til klubben i 1993, og udvikler sig hurtigt til en samlende figur på den centrale midtbane. Keane kombinerer Cantonas lederegenskaber og overblik med Robsons arbejdsraseri, og har samtidig Sir Alex Fergusons ærgerrighed og vilje til sejr. I min optik den ultimative leder, og af nutidens spillere matches han kun af Bayern Münchens Bastian Schweinsteiger.

2005-i dag - Wayne Rooney. Keanes sidste år i klubben bliver præget af, at han falder i unåde hos klubledelsen og Sir Alex. Og da han forlader klubben, tager Wayne Rooney, der var kommet til klubben året forinden, over på min liste. Foruden at score mål på samlebånd, er Rooney kendetegnet ved et arbejdsraseri, hvor han stort set hver gang ofrer sig for holdet. I de senere sæsoner har han udviklet sig i retning af Cantona, som den, der leder og fordeler spillet, med stort overblik og blændende teknik. 

I den sæson, der netop er slut, faldt Rooney lidt i unåde hos Sir Alex, og der går p.t. mange rygter om et klubskifte. Jeg håber, at han bliver, for han er en blændende fodboldspiller, med stor betydning for holdet. Men skulle et klubskifte ske, vil oplagte arvtagere - som min yndlingsspiller i United - være Phil Jones eller Tom Cleverly. Lidt trivielt, men igen to spillere, der er kendetegnet ved at være hårdtarbejdende og som ofrer sig for holdet. Det er nu en gang den type fodboldspillere, jeg foretrækker, om end jeg godt forstår dem, der falder i svime over de mere brillante og flamboyante typer, men jeg er af dem gammeldags skole, der mener, at fodbold også er et spørgsmål om at give den én over frakken!

lørdag den 25. maj 2013

Ølfestival 2013

I disse dage holder Danske Ølentusiaster den traditionelle ølfestival i TAP1 på den gamle Carlsberg-grund. Og i lighed med de sidste par år, troppede jeg op om torsdagen, og det sammen med Ølloge-brødrene Kenn og Peter samt Peters kone, Lotte, og en tidligere kollega fra Post Danmark, Preben Møller.

Torsdag viste sig igen at være et glimrende valg, hvor der var god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.


Modsat sidste år, faldt ølfestivalen ikke sammen Copenhagen Beer Celebration, der er arrangeret af blandt andet bryggeriet Mikkeller. Men alligevel glimrede Mikkeller og andre spændende bryggerier, som eksempelvis To Øl og Evil Twin, med deres fravær.

Det var naturligvis meget ærgerligt, men trods fraværet skortede det ikke på muligheden for at smage øl i den absolut bedste ende, og bryggerier som Stronzo, Hornbeer, Amager Bryghus, Flying Couch og især min egen favorit, Det lille bryggeri, er leveringsdygtige i øl, der snildt kan konkurrere med de mere hypede bryggerier. Ingen tvivl om det!

I år overvejede jeg at lægge en mere detaljeret plan for, hvad jeg ville gå efter. Det kunne være bestemte øltyper, lave en mere opbyggelig liste, så smagsløgene ikke er bedøvet efter øl nummer tre, gå efter øl, andre har anbefalet med videre. Men det endte med, at jeg besluttede mig for finten fra de tidligere år; se hvad der er og lade sig overraske. Og så gå primært efter øl, jeg ikke havde smagt før, og helst i den meget tunge ende, som imperial stout og dobbelt IPA, der begge så absolut er mine favoritter.

I den 5½ time, vi var der, fik jeg smagt mig gennem 23 forskellige øl, og skal jeg opsummere min top-6 vil den se således ud - i uprioriteret rækkefølge:

  • Kissmeyer Stockholm Syndrome - dobbelt IPA på 9,5%
  • Det lille bryggeri  - Dobbelt chokolade chili porter på 7,7%
  • Stronzo - 2x IPA på 8%
  • Flying couch - Papsøs Belgian boner. En Quadrupel på 11,5%
  • Amager Bryghus - Gluttony. En imperial IPA på 9,4%
  • Hornbeer - Viking chili stout. En imperial stout på 10%

Bundskraberne var Manhattan Dawn fra Coisbo og Purple Haze fra Crooked Moon. Begge var som at drikke en kop luft - men det kan også have ligget dem til last, at smagsløgene forinden var blevet udfordret af tungere og mere krydrede øl.

Vedrørende selve ølfestivalen, skal Danske Ølentusiaster have stor ros for hele tiden at forbedre den. Madudvalget havde eksempelvis fået endnu et nøk opad, men det betød ikke det store for os, for vi spiste naturligvis pølser!

Et område, festivalen kunne fokusere lidt mere på, er god skik for standene. Mange af standene er rigtig gode og kundevenlige, men ved flere kunne du opleve, at du dårligt nok fik de 10 cl, du havde betalt for med din polet, at øllet blev skænket håbløst dårligt op, at det mere var en bryggerkongres end for det betalende publikum med videre.

Det er dog i småtingsafdelingen, for det samlede indtryk er endnu en fremragende ølfestival, hvor vi fik smagt en masse gode og spændende øl.

Jeg glæder mig allerede til næste år!

fredag den 24. maj 2013

The Carpenters - og lidt om Torben Bille

For en måned tids siden døde journalisten, musikanmelderen med mere Torben Bille, og det i en alder af blot 64 år.

Første gang, jeg støder på Torben Bille er i midten af 80'erne, hvor han blandt andet skriver for det nu hedengangne musikmagasin, MM. Sidenhen stødte jeg på ham i diverse aviser, men det er først de senere år, at jeg har fulgt hans skriverier rigtigt tæt, og det via hans meget fine blog, Midt i en beattid. Her er der et væld af anmeldelser, portrætter, baggrundsartikler med videre, og da Bille skrev med stort vid og bid, er bloggen en sand guldgrube.

Men foruden nogle gode læseoplevelser, kan jeg også takke Bille for, at han for alvor ledte mig hen til den amerikanske duo, The Carpenters, der huserede i især 70'erne. Og det skete via en artikel i et andet hedengangent musikmagasin, Blender, hvor han portrætterede dem og skrev om sin egen begejstring for dem op gennem 70'erne. En tid, hvor Carpenters, i lighed med Abba, var et udtryk for dårlig smag. En kernesætning i artiklen var denne: "De sange reddede mig nemlig fra pseudointellektualismens sene, seje død". Den læner jeg mig ofte op af, når musik og diskussionerne herom bliver for fortænkte og selvforherligende. Og når jeg lytter til den gode popmusik, jeg fortsat sætter stor pris på.

Selv støder jeg på på bandet i midten af 70'erne - vel sagtens ved radiolytning på min søsters værelse. Og på et af de første kassettebånd, jeg optager til mig selv, var Yesterday once more én af de foretrukne sammen med sange med Sweet, Suzy Quatro og Gilbert O'Sullivan.

Op gennem 80'erne går bandet, hos mig, lidt i glemslen, men fanger igen min interesse via især Billes artikel, men også via hyldestalbummet If I were a carpenter fra 1994, hvor nogle af datidens helte, Cranberries og Grant Lee Buffalo, bidrager med fine versioner af Carpenters bedste øjeblikke. I samme periode oplever jeg også, at Martin Hall til en koncert giver en meget fin version af Carpenters-sangen Solitaire.

Bandet er i dag et af dem, jeg ofte vender tilbage til, og jeg nærer stor begejstring for mange af deres sange. Musikken er ofte Easy listening - hvilket her på matriklen ikke opfattes som noget negativt! - med smukke arrangementer, nogle gange grænsende til det kliniske og overproducerede, og så sang nu afdøde Karen Carpenter, som havde englene taget bo i hende. Én af de største kvindestemmer, popverdenen har oplevet, og den ensomhed, længsel og tab, deres sange ofte kredsede om, var i hendes stemme. Og det suppleret med nogle perfekte harmonier med broderen, Richard Carpenter.

Jeg kender ikke alle deres albums, og min egen lytning kredser hovedsageligt om diverse  opsamlinger. Det er så også rigeligt, og i øvrigt et godt sted at begynde, for de deciderede guldgruber.

Lad mig runde af med tre favoritter fra deres hånd og ånd:

mandag den 20. maj 2013

Mine fodboldritualer

Fra tid til anden kan man i såvel de trykte som elektroniske medier læse om fodboldspilleres faste ritualer inden en kamp - hvordan de lader op, hvilken musik de hører, i hvilken rækkefølge tøjet tages på og så videre.

Men "os" på lægterne har også vores faste ritualer, og bliver de ikke fulgt, står du straks med fornemmelsen af, at det vil gå galt for det hold, du følger og holder med nede på grønsværen. 

Så næste gang, jeg er i Parken for at følge FC København, gør jeg for liggende ottetal gang følgende (indrømmet, ganske almindelige) ting:


  • Det er ikke altid, at jeg har spillertrøje på, men har jeg det, er det altid den samme. P.t. den nuværende FCK-trøje, og med Nicolaj Jørgensen "på ryggen". Skulle FCK så tabe, bliver den udskiftet med én af de andre, jeg har liggende. Men én trøje kommer jeg aldrig til at bære igen - en rød Europa-trøje, og med Peter Møller "på ryggen". Sidste gang, jeg bar den, var ved 0-5-nederlaget til Gorica i 2004!
  • Jeg har ikke noget fast ritual for min rejse fra Ringsted til Parken, men når jeg ankommer til stadion, tager jeg indgang C13/14
  • Når jeg har vist mit sæsonkort, går jeg altid på toilettet - nærmest hvad enten, jeg skal det eller ej
  • Køber jeg øl inden kampen, er det altid ved den samme kasse - kasselinjen yderst til højre under C-tribunen
  • Når jeg går op til min faste plads (række 21, sæde 195), er det altid via trappen yderst til højre under C-tribunen. Og af én eller anden grund, holder jeg altid til venstre, når jeg går op af trappen
  • På selve pladsen, er der ikke så mange faste ritualer. Den ene er, at jeg ved præsentationen af opstillingen kun klapper, når Nicolaj Jørgensen bliver præsenteret. Den anden er, at jeg - sammen med sidemændene Jan og Simon - bruger resten af tiden på at brokke mig over FCK, træneren, de andre tilskuere, gøglet inden kampen og i pausen, modstanderholdet og deres fans og kun til nøds laver lidt stemning, når FCK scorer
Det er stort set mine ritualer. Det er ikke altid, at de så betyder, at FCK vinder, men følges de ikke, ved jeg, at det ville gå grueligt galt for drengene i hvidt. Sådan er det!

FORZA FCK.

søndag den 19. maj 2013

Every breath you take - 30 år efter

På mandag er det 30 år siden, at The Police udsendte singlen Every breath you take, der var forløber til deres 5. og hidtil sidste studiealbum, Synchronicity. Som jeg tidligere har skrevet, satte dette album store spor i mit liv og min videre musikalske lytning, ligesom Every breath you take fortsat er én af mine absolutte yndlingssange - og én af de bedste sange, der nogensinde er lavet.

Nummeret bliver et kæmpehit verden over, og figurerer i dag ofte på lister over de bedste sange fra 80'erne, bedste break-up sange, bedste video med videre. Læs eventuelt mere via dette Wikipedia-opslag.

Da nummeret bliver udgivet kendte jeg The Police fra primært nogle af deres tidligere hits, og var ganske begejstret for dem. Første gang, jeg selv hører Every breath you take er via det tyske musikprogram, Formel Eins. Jeg husker, at jeg bliver blæst omkuld og spiller nummeret så højt, at fjernsynets højtalere var ved at gå. Og væltede rundt i stuen, med gåsehud og var Sting, Summers og Copeland på én og samme gang. Nummeret bliver de næste mange måneder spillet så meget og så højt, at selv mine forældre, der ikke kunne meget engelsk, kunne synge med!

Når jeg lytter det i dag, kan jeg fortsat få gåsehud. Sting synger formidabelt, den musikalske samspil er tæt på det perfekte og teksten, der fortsat rammer lige i hjertekulen, sætter ord på de følelser, der ofte er, når kærligheden er død og mennesker skilles. Og så er nummeret slet og ret uopslideligt!

Tillykke med de 30 år.

Lyt eventuelt selv med lige her:


fredag den 17. maj 2013

FC Københavns 10. mesterskab

På mandag spilles sidste runde i årets Superliga. Eneste spændingsmoment er p.t. nedrykningskampen, for mesterskabet blev allerede afgjort i 4. sidste spillerunde.

Her fik FC København revanceret sig for sidste år, og sikrede sig sit 10. mesterskab, og det 9. på 13 sæsoner. En imponerende stime, der i øvrigt også betyder, at holdet nu står lige med Brøndby - når det gælder danske mesterskaber!

Mesterskabet bør først og fremmest tilskrives træneren, Ariel Jacobs. Han kom til efter et, mildt sagt, miserabelt år, men holdte alligevel truppen stort set intakt. Et par nye kom til, mens klubbens store stjerne, Dame N'Doye, blev skibet af sted. Mange frygtede, at dette ville blive et stort tab - det blev ikke tilfældet. I stedet formåede Jacobs at få holdet til at fungere som én enhed og forløse de enkelte spilleres potentiale. Bedst eksemplificeret ved Thomas "TK" Kristensen, der efter flere års tilløb, pludselig fik sit helt store gennembrud. Kan Jacobs holde fast i den udvikling og retning, FCK har taget det seneste år, kan han blive den bedste træner, klubben har haft, hvor resultater, spillerudvikling og en offensiv spillestil går hånd-i-hånd.

Væsentligt for triumfen er også tilgangen af Nicolaj Jørgensen og kometen Andreas Cornelius. Førstnævnte kom til på udlån fra Bayer Leverkusen, og jeg havde ingen anelse om, hvem han var. Sidstnævnte så vi en enkel gang eller to sidste forår, og her var indtrykket "endnu en tonser-angriber". Jørgensen var stærkt medvirkende til FCK's meget stærke efterår, mens Cornelius har scoret mål på samlebånd og det på en fortsat stigende formkurve. Begge er, set udefra, meget gode eksempler på Jacobs' evne til at udvikle sine spillere.

Endeligt bør forsvaret fremhæves. Johan Wiland har i målet været en sikker skanse, og har han været ude, har Kim Christensen været en meget effen afløser. Medvirkende til dette er nok også, at firebackkæden foran dem måske er den bedste, FCK hidtil har haft - set som en helhed. Lars Jacobsen har på højre back fundet sin 3. ungdom, mens Pierre Bengtson, Kris Stadsgaard og Ragnar Sigurdsson bare er blevet bedre og bedre, som sæsonen er skredet fremad. Og samtidig har de potentiale til at blive endnu bedre. Backerne har været stærke såvel defensivt som offensivt, mens Stadsgaard og Sigurdsson har lukket effektivt af. I øvrigt ligner Stadsgaard mere og mere en kommende leder på holdet.

Akilleshælen har været den centrale midtbane, hvor præstationerne har svinget for meget. Nok fandt TK i efteråret sin anden ungdom, ligesom Claudemir her i foråret er begyndt at vise nogle af de gode takter fra sin første sæson, hvor hans samarbejde med William Kvist var forbilledligt. Men den centrale midtbane har ikke siddet på kampene, og set udefra, er det indtrykket, at Jacobs har kæmpet meget med at finde den rette formel. Mit eget bud, som mandagstræner!, på en mere permanent løsning - med den nuværende trup - er at ofre Claudemir og så bruge Thomas Delaney noget mere. Delaney har arbejdshestens dyder samtidig med, at han er stærk teknisk.

Efter sommerferien venter så Champions League, hvor FCK går direkte ind i gruppespillet. Det betyder også, at næppe mange spillere søger væk og at ledelsen vil forsøge at holde fast i grundstammen. Marginalspillerne Sölvi Ottesen og Martin Vingaard bliver nok solgt, ligesom en Cesar Santin bør blive det, da han intet har vist de seneste par sæsoner.

Men et par forstærkninger kommer der nok til, og her bør den centrale midtbane, højre midtbane og så angrebet prioriteres. FC Midtjyllands stærke svensker, Petter Andersson, rygtes kraftigt til klubben, ligesom Aab's Thomas Helenius kunne være et oplagt mål. Et andet kunne være min "gamle" favorit, den tidligere Aab'er Thomas Enevoldson, der i dag spiller i Belgien. Rygterne om William Kvist, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner ser jeg intet hold i. Kvist vender næppe, på den korte bane, tilbage til dansk fodbold, ligesom det er tvivlsomt, hvor meget de to andre vil kunne tilføre FCK, kvalitativt set. Også set i lyset af den retning, Jacobs har udstukket, med endnu større brug af egen avl og unge talenter.

Tillykke med den 10. mesterskab. FORZA FCK

torsdag den 16. maj 2013

Og musikken er dansk

2013 har, indtil videre, været meget fint musikår, hvor albums fra Peter Sommer, Suede, Depeche Mode, Nick Cave and the bad seeds, Stoffer & Maskinen, Low, Foals og så videre lyser op.

Og i slutningen af april udkom så to albums, der begge er endog meget gode bud på topplaceringer over årets bedste danske albums.

Det ene er med Mellemblond, der ligger i krydsfeltet mellem Love Shop og C.V. Jørgensen, med skarpe tekster og satans god vellyd. Læs eventuelt mere her i min Facebook-ven Peter Kroghs fine anmeldelse til musiksitet Lydtapet. Jeg er enig i hvert et ord, der skrives!

Det andet er med Kirstine Stubbe Teglbjærg, der tidligere har gjort sig med englesmuk sang i Blue Foundation. Og efter nogle års arbejde med sit soloalbum, er det nu på gaden. Musikken lægger sig i sporet fra de bedste øjeblikke i Blue Foundation, og Teglbjærg giver den karakter og inderlighed. Lydtapet har også bragt en anmeldelse af albummet, og igen er jeg meget enig. Jeg er dog tilbøjelig til at give det én stjerne mere.

Men det skal ikke være dansk det hele, og andre albums, der p.t. sættes stor pris på her på matriklen, er seneste albums med Delphic, Dido, The Strokes, og British sea power, samt årets hidtil bedste musikopdagelse, Daughter.

Lad mig runde af med en smagsprøve fra hvert af de to danske albums:





fredag den 10. maj 2013

Velkommen til, David Moyes

Knapt et døgn efter, at Sir Alex Ferguson havde meldt sin afsked som træner i én af verdens største fodboldklubber, var afløseren klar, nemlig den nuværende træner i Everton, David Moyes. 

For mig at se, er ansættelsen af Moyes den logiske og rigtige beslutning, og derfor er jeg også ganske enig i dette fine blog-indlæg, skrevet af Kenneth Nielsen til det danske Manchester United-site, Old Trafford.dk.

På den engelsksprogede fanblog, Red Mancunian, argumenter Mark Nevin også på fineste vis, hvorfor Moyes er det rigtige valg.

At klubben giver ham en kontrakt på 6 år, og at han er blevet direkte anbefalet af Ferguson og en anden United-legende, Sir Bobby Charlton, siger vist også alt om det rigtige i det valg!

I forbindelse med ansættelsen, var flere kritikere - primært fra pressen og modstanderholdenes fans - ude at pege på, at David Moyes' pokalskab er gabende tomt, men dertil kan man blot spørge om, hvor mange titler Pepe Guardiola havde hentet som træner, da han overtog trænerposten i Barcelona. Svaret er ingen. 

Andre har også peget på, at Everton generelt har klaret sig dårligt mod de hold, United kæmper om mesterskabet med. Hertil glemmer man at have in mente, hvilket spillermateriale og budget, han havde til rådighed i Everton. Jævnfør denne statistik har Everton i perioden 2003 til dato - stort set den tid, Moyes stod i spidsen for klubben - købt for 131 millioner pund. Til sammenligning har Chelsea købt for 704 millioner, City for 605 og Liverpool for 440. Så en større perspektivering må være på sin plads inden, at man smider rundt med sin kritik.

Hvorom alting er, er jeg meget fortrøstningsfuld, og ønsker ham alt mulig held og lykke i Manchester United.

Manchester United - Pride of the north!

torsdag den 9. maj 2013

Tak for alt, Sir Alex Ferguson

I går sprang én af de større bomber i fodboldverdenen, nemlig da én af tidernes største og mest succesfulde trænere, Sir Alex Ferguson, meddelte, at han stoppede sin trænerkarriere efter denne sæson. Al den stund, at han er 71 år og har været i Manchester United i mere end 26 år, var det ventet, at et stop var lige om hjørnet, om end dem, der elsker United OG dem, der elsker at hade United, ofte spøgte med, at han blev i klubben til han var mere end 100 år!

Meddelelsen affødte straks hyldester overalt på nettet, hvor nuværende og tidligere United-spillere hyldede Bossen, ligesom spillere og ledere fra andre klubber, journalister, eksperter og sågar politikere var ude med en reaktion og en hyldest til Ferguson. 

Det meget fine Manchester United-site, Old Trafford, har samlet en lang række af reaktionerne og hyldesterne. Selv skrev jeg i forbindelse med hans 25 års jubilæum dette indlæg.

Samtidig kogte nettet over med rygter om hans mulige arvtager, og hvem det end bliver, er det nogle meget store sko, der skal fyldes ud. Forventningerne vil være tårnhøje, men kun de mest enøjede United-fans, vil forvente, at stimen med mesterskaber stort set hvert andet år vil fortsætte. Holdets kritikere vil også straks være over den nye træner, så snart linjen under Ferguson fraviges. 

Det realistiske og nok også mest rimelige scenarium må være, at den nye træner skal have tid til at sætte sit præg på truppen og spillestilen, indkøre "sine" spillere med videre. Og med behørig hensyntagen til klubbens historie og kultur.

Derfor ser jeg også kun to egnede kanditater - Dortmunds Jürgen Klopp og Evertons David Moyes. At dømme efter medierne bliver det sidstnævnte. Begge bærer mange af de samme værdier, som Ferguson; brug af egen avl, give unge spillere chancen, fokus på talentarbejdet, får meget ud af det spillermateriale, de har til rådighed med videre. Til Klopps fordel taler, at Dortmund spiller meget underholdende og boldbesiddende fodbold, mens Moyes har bevist, at han ikke er den type, der zapper mellem klubber. Og så er han skotte - i lighed med legenderne Matt Busby og Ferguson!

Jeg håber på sidstnævnte - af ovennævnte grunde og så mener jeg, at en brite bør stå i spidsen for én af Englands største klubber. På minussiden vil tælle, at en ansættelse af Moyes meget vel betyder et farvel til min absolutte favorit i United-trøjen, Wayne Rooney. Rooney kom til klubben fra netop Everton, og Moyes og Rooney skiltes ikke på bedste kammeratlige måde.

For at summe op, er det disse sko afløseren skal forsøge at udfylde:

  • 13 engelske mesterskaber
  • 526 vundne ligakampe - and counting
  • 27 gange månedens manager - and counting
  • 10 gange årets manager - and counting
  • 2 Champions League
  • 5 FA Cup
  • 4 Liga Cup
  • 1 FIFA Club World Cup
  • 1 Intercontinental Cup
  • 1 European Super Cup
  • 1 European Cup Winners' Cup
  • 10 Community/Charity Shield
Mange tak til Sir Alex Ferguson for liggende ottetal gode oplevelser og store triumfer. Du vil aldrig blive glemt.

Manchester United - Pride of the north!

onsdag den 8. maj 2013

Depeche Mode - tourstart 2013

I går lagde Depeche Mode fra land på deres verdensomspændende turne, og det skete i Tel Aviv i Israel. Sætlisten fra koncerten kan ses lige her, og alene at dømme efter sangvalget, blev turneen sparket i gang med manér! 

Der er naturligvis en del numre fra deres seneste album, mens posen med bagkataloget blev rystet gevaldigt, suppleret med publikumsyndlinge og -træffere som Personal Jesus, Enjoy the silence og Never let me down again.

Fredag er næste stop, hvor Athen lægger spillested til. Hele tourplanen kan ses her, hvor sætlister, billeder med videre løbende vil blive føjet til.

Turnéstarten tegner lovende for den kommende koncert i Parken, og kender man bandet ret, sker der over de kommende koncerter flere udskiftninger i sætlisten, men med en kerne af nye numre og gamle hits. Og hvor gamle kendinge fra bagkataloget, der ikke er blevet spillet live længe, blandes ind i posen.

Lad mig runde af med en privatoptagelse fra gårsdagens koncert. En optagelse, der viser, at Dave Gahan er storform - som altid, når han står på en scene:

lørdag den 4. maj 2013

Fodbold som i gamle dage

Nu er jeg et gammelt røvhul, der mener, at alting - eller i hvert fald mange ting - var bedre i gamle dage. Men jeg ved også, at det ikke giver nogen mening at stoppe udviklingen - heller ikke i fodboldens verden. Og jeg indrømmer gerne, at der i dag spilles bedre og smukkere fodbold end da jeg i 70'erne kastede min kærlighed på Tipslørdag og fodbold generelt. Niveauet i spillet og hos spillerne er langt højere end dengang og tempoet langt mere hæsblæsende - på den gode måde.

Men på mange områder savner jeg de gode, gamle dage. Især fordi, at dagens fodbold er præget af

  • overbetalte fodboldspillere, der går mere op i deres udseende, biler og kvinder end det, de leverer på banen
  • skuespil og tudeprinser, der falder døde om, bare deres snørrebånd bliver snittet minimalt af en modstander, og især når det sker i modstandernes straffesparksfelt
  • konstant påvirkning af dommerne, hvor samtlige på banen og udskiftningsbænken agerer dommerstand
  • en generel manglende respekt for dommerne
  • skandaler på og udenfor banen. Bevares, der var også "dengang" særprægede personligheder, der var gode for en skandale eller to, men i dag er det mere reglen end undtagelsen
  • spillere med særprægede frisurer, tatoveringer og kulørte fodboldstøvler. Kortklippet hår og sorte støvler er i dag håbløst umoderne!
  • rigmænd, der bruger fodboldklubber som Manchester City, Chelsea og Paris Saint Germain som legetøj

Og derfor savner jeg den tid, hvor der blev tacklet igennem, hvor spillerne ikke døde af at få mudder på knæene, hvor det at spille fodbold var et spørgsmål om at give den én over frakken (for nu at bruge Søren Lerbys udtryk), hvor fodboldstøvlerne var sorte og hvor bolden ofte fik et befriende spark ud af kommunen frem for det kedsommelige Barcelona-nipseri og hvor spillerne havde respekt for hinanden, trænere, dommerne og ikke mindst tilskuerne. Og en tid, hvor lønninger, salgspriser og billetpriser ikke var løbet fuldstændig løbsk.

Sidst, men ikke mindst, savner jeg spillere som eksempelvis Manchester United-legenden, Roy Keane. En spiller, der gik lige til stregen - og nogle gange langt over den - men som hver gang døde med støvlerne på, som flåede sig selv og holdkammeraterne op ved hårrødderne og som udviste stor foragt for de spillere, der ikke leverede 150% hver gang.

Men måske det bare er mig.....

onsdag den 1. maj 2013

Kommende koncerter

I sidste uge fik jeg lagt to koncerter bag mig, og det er nu tid til at se frem mod de kommende. Som skrevet før, er min koncertfrekvens de senere år skruet meget ned, men alligevel er der linet nogle koncerter op, der alle tegner til at blive spændende og fine oplevelser:

  • Depeche Mode 13 juni i Parken
  • Neil Young 12. august i Forum. Det bliver ÅRETS koncert
  • The National 2. november i Forum
  • Nick Cave and the bad seeds 9. november i Falkoner-salen

Derudover bliver Suede og Editors i Tivoli ganske givet føjet til listen. Det samme gør årets Ringsted Festival nok også – alternativt Sort Sol og Raveonettes, der spiller i Tivoli om fredagen, hvor der er festival i hjembyen. Love Shop i begyndelsen af september i Koncerthuset trækker også gevaldigt i mig.

Endelig vakler jeg fortsat mellem at smide håndklædet i ringen og springe årets Roskilde Festival over eller gøre endnu et desperat forsøg på at være ung med de unge. Nu må vi se, og jeg har før vaklet og efterfølgende faldet…..