søndag den 28. april 2013

Marie Key i Koncertsalen

Lørdag aften var jeg så til ugens anden koncert. Denne gang med Marie Key, der spillede op og ud i DR's koncertsal. Og en koncert, jeg havde store forventninger til - Marie Key lavede, i mine ører, sidste års bedste danske album, koncertstedet lagde op til stor livelyd og anmeldelserne af de første koncerter på turneen var gode, hvor selv Ekstra Bladets Thomas Treo havde de store ord fremme. 

Forventningerne blev dog også blandet med en smule skepsis, for ville Marie Key, med hendes til tider meget elektroniske og naive musikudtryk, gabe over for meget ved at vælge et så stort et spillested?

Koncerten var forlængst udsolgt, og da vi - Anita, Mikkel og jeg - cirka 19.30 troppede op i Koncerthusets foyer, var den proppet med forventningsfulde publikummer. Det var første gang, at jeg skulle til koncert i Koncertsalen, men forhåbentligt ikke sidste gang, for den er ualmindelig smuk. Oplevelsen blev også bedre af, at Mikkel havde sørget for, at vi havde nogle gode pladser - på 4. række midtfor!

20.15 gik Marie Key og band så på scenen, og det var tydeligt, at de alle var meget benovede over at stå på dén scene og dét fremmøde. Desværre blev første sæt, der varede knapt 40 minutter, præget af en elendig lyd, hvor især første nummer, Landet, lød som blev det spillet på en mono-kassettebåndoptager fra 70'erne. Her skulle lydmanden nok have testet lyden lidt mere inden koncertstart.

Men det slog ikke bandet ud. Andreas Sommer på keyboard styrede løjerne med overblik og kompetence, og godt bakket op af to meget velspillende trommeslagere. Key selv formåede at sparke hendes karakteristiske og spinkle stemme ud over scenekanten, og trods lydproblemerne, klædte livelyden hendes fine sange. Sangene blev krydret med fine anekdoter, hvor Key afslørede en meget fin selvironi, der lagde salen flade af grin.

Efter en halv times pause gik andet sæt i gang, og der var kommet styr på lyden. Og de 8-9 sange, der her fulgte sad lige i skabet - og i hjertekulen. Kl. 22.15 var det hele slut, og det efter en sætliste, der naturligvis var præget af sange fra hendes seneste album, De her dage, men også med sange fra forgængeren, et enkelt fra tiden i Marie Key Band og så en meget fornem coverversion af LOC's Langt ude. 

Aftenens clou var dog det første ekstranummer. Marie Key medvirker på Nephews singleversion af Gå med dig, og så mente de åbenbart, at det ville være oplagt at spille det nummer - og sammen med Simon Kvamm. Publikum var enige! Gå med dig blev afleveret i en nedbarberet piano-udgave, og med perfekt samklang mellem Kvamm og Key. Øvrige højdepunkter var, for mit vedkommende, Se nu herhen, De her dage, Uopnåelig og På farten.

Jeg ender med at give koncerten 4 ud af 6 stjerner - den dårlige lyd trak én stjerne ned - og det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg går til koncert med Marie Key.

Tak til Anita og Mikkel for en hyggelig aften. Tak til Marie Key for en fin musikoplevelse. Næste koncert bliver for mit vedkommende Depeche Mode i Parken 13. juni!

fredag den 26. april 2013

Martin Hall på Hofteatret

De senere år er min koncertaktivitet - som publikummer! - blevet beskåret ret kraftigt, men alligevel byder denne uge på hele to koncertoplevelser. Den første blev der sat hak ved i går.

Martin Hall på Hofteatret
Torsdag aften gav Martin Hall én af sine sjældne koncerter, og med vanlig sans for at finde rammer, der ligger udenfor de gængse spillesteder, var koncerten henlagt til Hofteatret ved Christiansborg. Noget, der skulle vise sig at være en perfekt ramme for hans til tider meget intime musik. Foruden at være en umådelig smuk teatersal, var lyden perfekt. Eneste ankepunkt var, at bænkene var elendige - selv for én, der, som jeg, er godt polstret!

Som jeg skriver her, er min begejstring for Halls senere albums ganske begrænset, og selvom koncertens hovedvægt så lå på disse, blev vi vidner til en stor koncertoplevelse. Styrken var, at udtrykket blev mere homogent end ved tidligere koncerter, hvor det nogle gange blev til et mudret ud- og indtryk mellem rock, pop, kabaret med videre. 

Denne gang blev sangene skåret over samme læst, og med en perfekt harmoni mellem især flygel og bas. Det betød også, at den røde tråd var synlig, ligesom Hall sang bedre end længe hørt. Og samtidig blev han bakket op af nogle fremragende musikere, med den faste samarbejdspartner gennem flere, Johnny Stage, som den absolutte ankermand.

Ved hans koncerter, er Hall ofte meget fortællende, hvor der bydes på anekdoter om sangene og tiden, der var. Sådan var det ikke torsdag aften, hvilket jeg savnede en smule, for de plejer at være svært morsomme. 

Hvad angår aftenens højdepunkter, klædte det det nyere materiale at blive spillet live, men som det nostalgiske røvhul, jeg nu en gang er, var det naturligvis det ældre materiale - fra 1999 og bagud - der begejstrede mest. Og som alene kunne have båret koncerten igennem. Vi fik signatursangen An attempt of interuption fra 1981 i en meget nedbarberet udgave, Synthesis fra 1986 samt Images in water fra 1999. Verden stod stille under disse tre numre og publikum sad med gåsehud fra top til tå. Det var næsten synd for det nyere materiale, at det skulle blive målt op mod det gamle, men vi blandt publikum klagede ikke!

Så alt i alt en stor koncert, der af mig får 5 ud af 6 stjerner, og en koncert, der skriver sig ind blandt én af de bedste af de +20-30 gange, jeg har oplevet Hall live.

Ugens næste koncert bliver i morgen, hvor Marie Key spiller ud og op i DR's koncertsal. Jeg glæder mig!

torsdag den 25. april 2013

Manchester Uniteds 20. mesterskab


Manchester United har netop sikret sig sit 20. engelske mesterskab og udbygger dermed rekorden som det mest vindende hold i England. Mesterskabet er samtidigt nummer 13 under Sir Alex Fergusons ledelse. 

Mesterskabet kom i hus efter en til tider forrygende kamp mod Aston Villa. Kampen endte 3-0 til United - hattrick af Robin van Persie. Foruden at være kampen, der sikrede holdet mesterskabet, vil den også blive husket for årets mål i Premier League - målet til 2-0, hvor van Persie firsttimer Rooneys kongeaflevering i mål:



For Uniteds vedkommende resterer der fortsat fire runder, og dermed blev afgørelsen i år mindre dramatisk end sidste år, hvor fodboldens svar på Luksusfælden, Manchester City, sikrede sig mesterskabet i sidste spillerundes sidste sekund. P.t. har United 16 point ned til City på 2. pladsen, men de næste runder må vise, hvor stort forspringet endeligt bliver.

Årsagerne til den store forskel mellem i år og sidste år kan være mange og for Uniteds vedkommende, giver jeg nedenfor mine bud.

Først og fremmest er David de Gea i målet blevet mere stabil og har fået udryddet sine børnesygdomme og begår ikke de samme og så mange fejl, som tidligere. Denne stabilitet beror nok også på, at de fire spillere foran ham, har været ganske stabile. I lighed med de Gea har Rafael på højre back udryddet sine børnesygdomme, og løser sine defensive og offensive pligter på en stadig stigende formkurve. Og har han været fraværende, har han været dækket godt ind af Chris Smalling og Phil Jones. 

I det centrale forsvar spiller Rio Ferdinand spiller med ungdommelig vitalitet og rutinens overblik, mens Vidic er tilbage på tidligere tiders høje niveau. Samtidig har Johnny Evans i perioder været fremragende, hvor det ikke var et spørgsmål om, hvem han skulle afløse, men hvem der skulle spille ved siden af ham. Og igen har Jones og Smalling været gode garderinger. Svageste led i forsvaret er Patrice Evra, som nok i år har genvundet noget af sin form, men har mange udfald - især defensivt. Evertons Baines burde være oplagt som afløser.

På midtbanen har kanterne skuffet fælt, hvor hverken Young, Valencia eller Nani har levet op til det, der må forventes på dette niveau. Spillet på kanterne er blevet bedre, når Welbeck, Rooney og især Giggs har spillet på pladserne. Kanternes mangler opvejes dog i så rigeligt grad af styrken på den centrale midtbane, hvor årets spiller i United og i England - i min optik - Michael Carrick har været det helt centrale omdrejningspunkt. Pasningssikker, og stærk offensivt som defensivt. Og gennem hele sæsonen har han været godt suppleret af Tom Cleverly, Phil Jones, Ryan Giggs, Paul Scholes og Kagawa (som dog i min optik fortsat mangler lidt i sit spil for at blive det store hit for klubben).

Endelig er der så angrebet. Et angreb af en helt anden verden. I sommers hentede klubben Robin van Persie i Arsenal, og flere mente, at det var et noget hasarderet køb, alder og skadeshistorie taget i betragtning. Alt er blevet modbevist. Han har scoret mange mål (ender formentligt som topscorer i Premier League), scoret mange afgørende mål samt lavet assists på stribe. 

Og er Robin van Persie RVP, så er Wayne Rooney MVP (Most Valuable Player). Gennem sæsonen er han blevet kritiseret og rygtet væk, hvilket er fuldkommen tåbeligt. Han har scoret mål, lavet assists ad libitum og leveret en imponerende arbejdsindsats og løberaseri af en anden verden. Samtidig er han ved at blive omskolet til en klassisk 10'er, som er over hele banen, dirigerer og fordeler spillet med videre.

Endelig er der trænerbanken - Sir Alex Ferguson, flankeret af Mike Phelan og René Meulensteen. Et trekløver, der igen har vist sig at være den afgørende faktor. Nok har Ferguson fortsat sin hang til uforudsigelige dispositioner og at gå sine egne veje, men han har samtidig roteret og timet holdet perfekt. Ser man spiller for spiller, er City og Chelsea, på papiret, måske bedre besat på mange pladser, men Ferguson formår at få sine spillere til at spille som et hold og arbejde som en helhed. Du kan bruge nok så mange penge på spillere, men det kræver en dygtig manager at få dem til at spille som et hold!

Nu går jagten ind på den 21. titel og forhåbentlig ny succes i Champions League. Tiden må vise, hvordan truppen ser ud, når den nye sæson sparkes i gang. Rygterne er - som altid - mange, men der er megen kvalitet i den nuværende trup, med såvel stor rutine og store talenter. Det må også forventes, at Sir Alex tager endnu en sæson, om end de åbenlyse afløsere er derude; Evertons manager David Moyes, som er min egen favorit, eller Dortmunds Jürgen Klopp. Mourinho kan jeg på ingen måde se, som en kommende United-træner - det skulle kun være som overgangsfigur og som led i oplæring af enten Paul Scholes eller Ryan Giggs.
.
Tillykke med det 20. mesterskab. Manchester United - Pride of the north!

tirsdag den 23. april 2013

Nyt album med Martin Hall

For et par uger siden udsendte Martin Hall sit nye album, Phasewide, Exit signs, og det mødte stor ros mange steder - blandt andet blandt anmelderne, som denne, skrevet af min Facebook-ven, Peter Krogh.

Som jeg selv skriver her, er Martin Hall én af de kunstnere, jeg har lyttet mest til og som har påvirket mig mest. Og mange penge er brugt på at opdrive ellers uopdrivelige pladeudgivelser, timer er brugt på koncerter, foredrag med videre med ham og så videre.

Men siden 1999 har mine forventninger til hans udgivelser været støt faldende. Der har været for meget mezzopran, kabaret og teatralske stemninger over dem, ligesom Hall selv er blevet mere og mere ligegyldig at høre på, hvor han er kravlet endnu mere op i røven på sig selv.

For mit eget vedkommende, har ulempen også været, at jeg især med hensyn til Hall, har en tendens til at måle nyt op mod fortidens bedrifter og det er sjældent hold- eller frugtbart! Men det er svært at undgå, når tidligere Hall-albums som The icecold waters of the egocentric calculation, Apparently all the same og Relief er blandt de bedste i min samling - overhovedet.

Phasewide, Exit signs ændrer ikke ved dette. Nok synger han bedre end længe hørt, og melodimaterialet er også noget af det bedste siden Adapter fra 1999 men det hele bliver lidt for stillestående for min smag. Enkelte sange, som eksempelvis Muted cries, er rigtig gode, stående for sig selv, men oplevelsen mudres til over albummets 10 sange. 

Musik skal gerne bevæge lytteren og skabe stemninger - det være sig glæde, stof til eftertanke, genkendelse, lyst til dans og fest og så videre. Men den eneste effekt, Phasewide, Exit signs har på mig, er trang til søvn og en god portion utålmodighed! Der findes et væld af eksempler på albums, der, lig Halls seneste, er meget stille, nedbarberede, akustisk/klassisk instrumenteret med videre - eksempelvis Sigur Ros, Tindersticks, Talk Talk, Nick Caves seneste og så videre - men de formår samtidig at variere udtrykket og ramme i hjertekulen. Og skabe fremragende albums. Det gør Hall ikke, og indtrykket er, at albummet snarere er en intellektuel øvelse frem for en musikalsk....

Min egen vurdering er derfor, at albummet får 3 ud af 6 stjerner.

På torsdag giver Hall i øvrigt koncert på Hofteatret ved Christiansborg, og fortsætter ad det spor, hvor hans i øvrigt ganske sjældne koncerter bliver henlagt udenfor de gængse spillesteder. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har oplevet ham live, men vel sagtens +20-30, og hver gang har det været et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse.

Mine forventninger er, at hovedvægten lægges på hans seneste album, og at sange fra bagkataloget så skæres over samme læst. Han formår i hvert fald ofte at genopfinde gamle sange i nye klæder. Så det er med blandede fornemmelser, at jeg ser frem til koncerten, men er også overbevist om, at han endnu en gang formår at overraske sit publikum - på en positiv måde!

Jeg runder af med Muted Cries, der er albummets fuldtræffer:

lørdag den 20. april 2013

Pladebutikker i det københavnske

Jeg har tidligere skrevet om de pladebutikker, jeg handlede hos i min hjemby, Ringsted, og i anledning af den årlige Record Store Day, kan næste kapitel meget passende skrives - nemlig om de pladebutikker, jeg handlede hos i København, og hvor en stor del af min tid og penge blev lagt fra slutningen af 80'erne og ti år frem.

Den første butik, jeg handler i, er Bristol, der lå i den "billige" ende af Strøget. Udvalget var meget lig det i Ringsted, men bare meget, meget større. Butikken bliver senere til HMW og sidenhen er den lukket.

Det er dog sjældent, at jeg handler der, for i takt med, at min musiksmag går mere og mere i retning af den mere "smalle" musik, bliver det de små specialforretninger, der er målet for de musikalske pilgrimsture til hovedstaden, der blev en fast rutine hver eller hveranden måned.

Første stop er Sex Beat, der på det tidspunkt lå i et lille lokale i Istedgade. Bag disken stod Mads og Christian, der med stor musikviden og imødekommenhed gjorde det til en fornøjelse at handle der. Udvalget var ALT indenfor den alternative rock, og jeg slæbte hele samlinger hjem derfra. Og det var nyt som brugt, ligesom de såkaldte bootlegs med liveoptagelser også fyldte fint i sortimentet. Forretningen eksisterer fortsat - i Pisserenden, men uden Mads og Christian.

Næste stop var Ziggy, der hurtigt blev til Snog Rock, i Lavendelstræde. Her står Dan og Mikkel bag disken, men de er lidt for københavnersmarte for min smag. Modsat Sex Beat, bliver forespørgsler på dette og hint modtaget med kølig arrogance, og bestillinger blev allernådigst modtaget. Men udvalget er stort, især hvad angår brugte plader, så jeg skulle altid forbi. I begyndelsen af 90'erne flytter butikken til Pisserenden og bliver til Baden-Baden. Her er jeg så gået videre.

Næste stop er så Gry i Pisserenden. Her står Martha og Ronnie bag disken. Butikken er blandt andet kendetegnet ved nogle nærmest sindssyge tilbudskasser, hvor udgåede og uopdrivelige titler kan købes for en slat, samtidig med, at Ronnie og Martha er meget vidende og imødekommende. Ofte blev du ved en handel spurgt "kender du dem her?", da de lå tæt op af den bunke, du havde fundet frem. Gjorde du det ikke, var du sikker på at gøre et godt køb ved at tage dem med. Jeg når desværre kun at handle der i et par år før, at den lukker.

Sidste stop var SAM på Gl. Kongevej. Foruden at være pladebutik, var SAM også pladeimportør. Det bevirkede, at nye albums fra selskaber som Mute og Rough Trade kunne købes til en billigere pris end hos kollegerne. Så igen blev hele samlinger hentet hjem, og det efter gode snakke over disken med det flinke og vidende personale.

Og sådan sluttede min faste rundtur i de københavnske pladeforretninger. Byen bød også på Gry og Street Dance, men der handlede jeg aldrig. Udbyttet var ofte to-tre bæreposer fyldt med plader, og i toget hjem, kunne udbyttet beundres samtidig med, at du håbede på, at nogle af de medrejsende lægger mærke til, hvilken speciel musiksmag, du har og hvilke specielle pladebutikker, du handler i.....

Turene ebber ud i slutningen af 90'erne, hvor jeg dels begynder at købe mere og mere via postordre, dels bestiller hos det lokale TP-marked, der mere eller mindre kunne få alt hjem.

Men det er fortsat med stor glæde, at jeg tænker tilbage på turene og butikkerne. Butikker, der i stor grad var med til at forme min pladesamling, og især min musiksmag.

torsdag den 18. april 2013

Årets hidtil bedste sang?

For en måneds tid siden smed amerikanske Low et nyt album på gaden, The invisible way. Et meget lavmælt og rustikt album, der giver god plads til Alan Sparhawks og Mimi Parkers fine, melankolske vokaler. Det er ikke deres bedste album, men dog et album, hvor min begejstring vokser for hver lytning.

Forleden smed de så en ny single/video på gaden, Just make it stop. Nummeret har Mimi Parker på lead-vokal, og dermed understreger det også tendensen fra de senere albums, hvor hun er begyndt at fylde mere og mere i lydbilledet.

Det klæder dem, for hun synger, som englene havde taget bo i hende og med ro og tilstedeværelse. Det gør sig især gældende på netop Just make it stop, der er lidt af en popperle og ørehænger af rang, og som trækker på stor inspiration fra tresser-poppen - på den gode måde. At den så også bliver ledsaget af en meget fin video, gør bare nummeret endnu bedre.

Men lyt og se med lige her:

onsdag den 17. april 2013

Min yndlingsaversion

Indrømmet, min absolutte yndlingsaversion er telefonsælgere. Ikke sælgerne i sig selv, for jeg har stor respekt for folk, der passer sit arbejde og prøver at gøre det bedst muligt.

Nej, det er snarere tanken bag hele konceptet, der får mig i det røde felt. Altså - var jeg interesseret i at holde en avis, få en forsikringsgennemgang, tegne et medlemsskab og så videre, så skulle jeg nok selv sige til. Og måske endda kontakte pågældende avis, forening, forsikringsselskab og så videre.

Det gavner i hvert fald ikke at ringe mellem 18 og 20 - sælgernes foretrukne tidspunkt! - hvor du så får en friskfyr- eller sødpige-stemme i røret, der lynhurtigt vil have bekræftet, om de har ringet til "den rigtige", hvorefter en længere talestrøm begyndes, hvor ens navn siges 10-20 gange i løbet af to minutter. Lykkes det én at afbryde talestrømmen - måske med et "det lyder spændende/billigt, men jeg er ikke interesseret" - smides nye tilbud på bordet. Og med en endnu mere familiær stemme. En stemme, der så ofte ændres til et småfornærmet "så må du have en god aften", når det endeligt er lykkedes én at gøre sælgeren opmærksom på, at du er så hjernedød og har så lidt empati og økonomisk sans, at du ikke vil tegne det-og-det medlemsskab/abonnement eller lignende.

Bevares, jeg kunne bare smide røret på med det samme eller skære igennem 4. gang sælgeren siger mit navn, men høflighed og respekt må der også til. Men det ville være befriende, hvis "samtalen" indledtes med spørgsmålet "kunne du være interesseret i at høre mere om vores tilbud/forening/organisation" og er svaret nej tak, så sluttede samtalen der, og begge parter kunne koncentrere energien et andet sted.

Men måske det bare er mig.....

lørdag den 13. april 2013

En side for fodbold-nørder

I forlængelse af min seneste fodboldtur til udlandet, som jeg har skrevet om lige her, gik jeg på opdagelse på nettet efter info om, hvornår det var, at jeg var på den første længere fodboldtur sammen med Preben, Stefan og Per. 

Jeg vidste, at målet var Newcastle-Charlton, og vist nok i 2004. De informationer var nok til at lede mig hen på denne fantastiske fodboldstatistik-side, 11v11. En side, der meget hurtigt kan vise sig at være lidt af en tidsrøver. Alskens statistik - holdopstilling, antal tilskuere, resultat osv. - fra verdens bedste liga, som den engelske Premier League jo nu en gang er. Og langt tilbage i tid. At der så også er resultater og spillere, man ikke ønsker at blive mindet om, er en helt anden sag! Hvad enten du holder med QPR, Leeds, Manchester United, Liverpool og så videre.

Info om førnævnte kamp, kan i øvrigt læses lige her.

Og nu vil jeg lede videre efter andre kampe, jeg har set i det engelske, som jeg husker fra Tipslørdag og så videre. Jeg giver lyd fra mig igen om en uges tid - chefen har fået besked om, at jeg holder fri!


fredag den 12. april 2013

Nyt album med Depeche Mode

For et par uger siden udsendte engelske Depeche Mode sit 13. studiealbum, Delta Machine. Og det 30 år efter albummet Construction time again, der var min egen indgang til bandet - især via singlerne Everything counts og Love in itself. Tre år senere placerer de sig på hylden over absolutte favoritbands, og det har jeg skrevet om her.

I bandets første år er lyden præget af firser-synth, mens de fra Black Celebration finder mere og mere inspiration i navne som New Order og Cure. De senere år har tydelige inspirationskilder været rhythm and blues, gospel og elektronika- og trance-scenen. Som det firserlevn, jeg nu en gang er, foretrækker jeg absolut den midterste part, og som satte sit præg på deres albums fra 1986 til 1997.

Samtidig var og er bandet kendt for en klar rollefordeling. Martin Gore skriver musik og tekst, og synger enkelte numre, Dave Gahan er sangeren og bandets samlingspunkt i livesammenhæng, Andrew Fletcher er ham med den managerlignende rolle og som bidrager mindre og mindre til det musikalske, mens Alan Wilder var lydarkitekten, som arbejdede tæt sammen med bandets producere.

Wilder skrider efter Songs of faith and devotion fra 1993, og efterlader et kæmpehul i bandet. Et hul, der først langsomt dækkes til, da Gore bløder op for sin stramme styring af bandet og giver plads til Gahans sangskriveri. Det sker på Playing the angel fra 2005, og rent faktisk er det hans materiale, der i mine ører er det stærkeste - det gør sig i øvrigt også gældende på det efterfølgende Songs of the universe og det nyligt udsendte.

Også på sangsiden er Gahan modnet meget, og på Delta Machine synger han bedre end nogensinde - med en moden tilbagelænethed, men samtidig meget tilstede. I mange år var det ofte de sange, Gore sang, der var mine favoritter, og de præger også min top-10 over bandets sange - 3 ud af 10, og han synger vel at mærke kun 1-2 sange på hvert album. Men på de seneste albums har hans sangbidrag også været de svageste, hvor sangen står i stampe og der er intet nyt under solen. Stemmen er dog fortsat fantastisk.

Ud af det nye albums 17 numre - hvis man, som jeg, køber deluxe-udgaven - har Gahan skrevet de 5, ligesom Gore og Gahan er krediteret for én sammen, Long time lie. Jeg ved så ikke, om dette er årsagen til, at der er tale om deres bedste album siden Ultra fra 1997 - eller om pausen "bare" har gjort dem godt.

Der trækkes fortsat på rhythm and blues og nutidens mere elektroniske musik, men samtidig er der tråde tilbage til bandets mere himmelgribende sange fra tiden omkring hovedværket, Violator, og Songs of faith of devotion. Som nævnt synger Gahan bedre end nogensinde, ligesom det vokale sammenspil med Gore er smukt, grænsende til det perfekte.

Der er dog nogle kvalitetsmæssige store udsving, hvor sange som Slow og Goodbye burde have været siet fra, mens Broken, Soft touch/Raw nerve, Should be higher og Alone er formidable. Albummets clou findes dog på bonusdisken, i form af All that's mine. Så alene af den grund, bør deluxe-udgaven købes.

Opsummeret tager albummet ikke prisen, som årets bedste album, men vil så absolut være at finde på min top-10, når året er omme.

Lad mig runde af med netop albummets bedste nummer:

onsdag den 10. april 2013

En forlænget weekend i Tyskland

De seneste 8-10 år har det nærmest været en fast tradition med en årlig fodboldtur til udlandet sammen med mine tidligere kolleger, Per og Preben, samt Prebens søn, Stefan. Og ofte med Tyskland som målet, hvilket også var tilfældet for dette års tur, der fandt sted i sidste weekend.

Målet for turen var kampen Borussia Mönchengladbach-Greuther Fürth, og programmet skulle naturligvis suppleres med kolde øl, schnitzel, currywurst, hygge og almindelige afslapning. Og det program holdt stik!

Basen blev Essen, der ligger cirka en times kørsel fra Borussia Mönchengladbachs hjemmebane, Borussia-Park. Jeg havde aldrig før været i Essen, men mine forventninger var en "typisk tysk industriby". Det viste sig at holde stik, og byen bar præg af, at den blev sønderbombet under 2. verdenskrig. Dog har den en umådelig hyggelig bymidte, kaldet Altstadt, med en smuk kirke og hyggelige gader og torve. Lørdag formiddag var byens hovedstrøg præget af et stort gademarked, hvor der kunne købes alskens herligheder. Det gjorde sig også gældende i byens store butikscenter, hvor specialforretninger lå side og side med hinanden, og det med et imponerende udvalg indenfor elektronik, bøger, madolier, slagter- og brødvarer, tøj, vingummibamser og så videre, og så videre. Jeg bliver altid imponeret over, hvor stort udvalget af specialforretninger er i det tyske - ofte større end selv i København, og det for byer, der er betydeligt mindre end den danske hovedstad.

Desuden lever Essen op til den vanlige tyske standard, når det kommer til spisesteder og vandingshuller, og dette er nok så vigtigt. Også på en fodboldtur!

Borussia Mönchengladbach-Greuther Fürth
Lørdag eftermiddag stod så i fodboldens tegn, og selvom vi alle deler den sunde interessse, som fodbold er, deler vi stort set ikke yndlingshold. Bortset fra, at Stefan og jeg er meget begejstrede for Bayern München, som vi alle fire så har set to gange sammen. Men at valget faldt på en hjemmebanekamp med 
Borussia Mönchengladbach skyldtes, at det er Prebens favorithold - en forkærlighed, der blev grundlagt i 60'erne og 70'erne, hvor holdet var ét af de helt store hold i det daværende Vesttyskland og Europa, og "fødte" mange af datidens store profiler som Jupp Heynckes, Rainer Bonhof, Berti Vogts, Günter Netzer og ikke mindst danske Allan Simonsen. Storhedstiden var også afspejlet rundt omkring på stadion, der i øvrigt er fra 2006, hvor billeder af spillerne på Jahrhundert-elf hang side om side.

I dag frister holdet en midterplacering i Bundesligaen, mens dagens modstander er bundproppen. Men det ændrede ikke ved, at stadion stort set var udsolgt - lidt over 50.000 dukkede op for at se kampen. Borussia-Park er et klassisk tysk stadion - god plads, gode indgangsforhold, masser af boder med videre. Og lige så klassisk er det, at hjemmeholdet modtages af en imponerende fanskare, hvor den ene endetribune var tætpakket med fans, der leverede en flot lydkulisse. Endnu en gang blev det understreget, at Bundesligaen på mange punkter er Europas p.t. mest interessante liga.

Det blev det dog ikke på grønsværen, hvor vi var vidner til én af de mest elendige kampe, vi har oplevet i udlandet - brændte chancer, fejlafleveringer ad libitum og 22 spillere, der bare gerne ville have kampen overstået. Det smittede også af på hjemmeholdets fans, hvis lunte var meget kort - en tilbagelægning blev straks mødt med en pibekoncert. 

Et af målene for pibekoncert var også den tidligere FCK-spiller, Oscar Wendt. Ham var de vist ikke glade for, men han gjorde heller ikke noget for at ændre dette indtryk. Han var én af de bærende kræfter i FCK's store sæson 2010/2011, men var på ingen måde blevet bedre af at komme til Bundesligaen. Snarere tværtimod! Med den form, han viste, kunne han ikke idag komme på hold i FCK. Kampen endte i øvrigt 1-0, hvor Wendt, ironisk nok, stod for en meget fin assist. 

Men alt i alt en fin tur, med nogenlunde vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. 

Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til Edinburgh, og det i forbindelse med den årlige studietur sammen med Ølklubben. Med mindre, at en smuttur til Stockholm klemmer sig ind forinden. Det var meningen, at jeg i maj skulle til Budapest, men denne tur er desværre blevet udskudt.

mandag den 8. april 2013

Tættere på 50 end 40....

3 måneder gammel
Forleden fyldte jeg 45 år, og kan nu notere, at jeg er tættere på at være 50 end 40, men det er jo den vej, det går.

Jeg kan også notere, at jeg oftere og oftere taler om, at alder kun er et tal på en linje og at du ikke er ældre end du føler, at du er eller gør dig selv til. Og at jeg taler mere og mere om, hvad der skete for 20 år siden end hvad der skete for 2 år siden. Men det er jo den slags ting, der sker.

Så jeg ved også, at det kun går én vej, og det er ned ad bakke, hvor det eneste, du har at se frem til, er brilleglas med glidende overgange, portvinsnæsen, slumretæppet og et tidspunkt, hvor du hellere vil have en spegepølsemad og TV2 Charlie er den eneste kanal, du ser. Men det er jo den vej, det går.

PS. Selvironi KAN være anvendt.

torsdag den 4. april 2013

Ugens Uundgåelige....

Indrømmet, hver gang en sang med Rasmus Walter har ramt min radio, har jeg straks famlet ved radioens kontakter i et desperat forsøg på at finde en anden kanal og inden, at mine undergevandter kravlede så langt op, at jeg snildt kunne agere kor i Bee Gees.

Men når noget er godt, trods ens fordomme og forudindtagede skepsis, skal rosen være på plads, og hans nye single, Knust glas, er en ørehænger af rang. Eller som min Facebook-ven og med-blogger, Jens Keis Kristensen, skrev på sin egen Facebook-væg: "Ikke det store sus rent lyrisk, men ellers noget så sjældent som virkelig vellykket dansk mainstreampop".

Og for første gang synes jeg, at Walter rammer niveauet fra sit tidligere band, Grand Avenue, der i glimt lavede nogle meget fine sange, hvor inspirationen fra Coldplay ofte var mere end tydelig - på den gode måde.

Men lyt med og vurder selv:

onsdag den 3. april 2013

Mens der ventes på foråret....



Billede fra foråret 2011
Påskedagene 2013 er nu lagt bag os, og landet over blev blandt andet det fortsat vinterlige vejr forbandet langt væk. Også af haveejerne, der havde satset på at bruge påskedagene på at komme ud og gøre haven forårsklar. Og jeg er næppe den eneste haveejer, der har det som en galophest, der står i startboksen og venter utålmodigt på at blive sluppet løs. 

Men naturen går sin egen kringlede vej - hvad enten, vi vil det eller ej - og det bliver jo, før eller senere, lunere og tid til at komme på græs. Ventetiden kan så blandt andet bruges til at lægge planer for, hvad der skal ske, når er til dette. Og her på matriklen er de følgende, og ud fra devisen om, at har du jord i hovedet, kan du lige så godt også have det under neglene....:


  • Der skal skæres kanter langs hæk og bede
  • Plænen skal luftes og tromles
  • Havemøblerne skal vaskes ned og smøres
  • Plæne og bede skal gødes
  • Der skal hist og her plantes nyt - alt afhængig af, hvor meget, der har overlevet denne isvinter
  • Der skal ved den ene terrasse sættes et læhegn, hvor en Klematis, Blåregn eller lignende skal vokse op af 
  • Fliserne på terrasserne skal renses
  • Der skal sprøjtes for ukrudt mellem fliserne
  • Der skal klippes ned og vendes jord
  • Krukkernes skal plantes til
  • Den evindelige kamp mod ukrudt i bede og mellem fliser skal genoptages
  • Der er også de faste ture til Bauhaus og lignende. Der er jo altid brug for noget nyt værktøj og grej 
  • Sidst, men ikke mindst gode tider på terrassen, øl med naboerne, grill og en kat, der kan afreagere i sit naturlige element og ikke på mine hænder, fødder og ben! Og fuglesangen, duften af blomster i flor og det smukke syn af buske og træer, der springer ud
Så forår, lad ikke vente på dig. Og jeg glæder mig til havearbejdet, og til slet og ret at nyde foråret, med alt hvad det indebærer.....