torsdag den 30. januar 2014

Technique - 25 år efter



Det er i dag 25 år siden, at New Order udsendte albummet, Technique. Et album, jeg ved udgivelsen og de følgende år ikke var særligt begejstret for, men som i dag står som et af de vigtigste og bedste albums i min samling!

Og hvorfor var jeg så ikke begejstret? Vel, på det tidspunkt stod den på sortklædt surmulerkult og musikken mørk, som Marianergraven er dyb, og hvor bands som The Mission, Sisters of mercy, Swans, Christian Death og især Fields of the nephilim stod for lydbilledet. I det billede stod den første single fra Technique, Fine Time, meget dårligt, med sit pop-, house- og discoudtryk. Og det hjalp ikke på begejstringen, at den var i heavy rotation på de tyske radiokanaler, mens jeg var på NATO-øvelse i Vesttyskland.

Så til trods for, at jeg på det tidspunkt samlede på New Order, gik der en del måneder før, at albummet landede i min samling. Jeg blev langsomt mere begejstret, men vendepunktet skete for alvor, da det i 2008 blev genudgivet i en deluxe-version. Og albummet står i dag, som et af de bedste, der udkom i 1989. Måske det bedste, hvis det ikke var for det album, der udkom 2. maj det år, og som står, som måske verdens bedste album, nemlig Disintegration med The Cure.

Og hvad er det så, der begejstrede og begejstrer mig? Det er blandt andet, at....
  • der ikke er noget svagt øjeblik på albummet, hvor selv Fine Time i dag står højt på min liste over deres bedste numre. Læg dertil, at All the way er den popsang, Cure aldrig fik lavet, mens Pet Shop Boys ville have givet deres højre arm for at have skrevet Mr Disco
  • de formår at forene pop, rock, techno, disco og house på en måde, der ikke var gjort og hørt før - eller siden, og hvor både vokal, trommer, guitar, synths og bas står stærkt i lydbilledet
  • albummet virker meget legesygt, og det til trods for, at der skulle have været noget gevaldige spændinger i studiet under indspilningerne. Og samtidig bærer tekstsiden meget præg af, at Bernard Sumners ægteskab gennem 11 år var ved at gå op limningen, og flere af sangene omkredser dette
Læser man på diverse musiksider og -blogs, er jeg ikke ene om pege på, at Technique er bandets hovedværk og blandt de vigtigste albums, overhovedet, fra slut-80'erne. Meget sigende har New Order ikke siden været i nærheden af Techniques højder.

Tillykke med jubilæet - og når det fylder 50 år, lytter jeg stadig med. Jeg runder af med tre smagsprøver:








tirsdag den 28. januar 2014

Tre fra en - Kashmir

På fredag spiller danske Kashmir op og ud i Ringsted Teater- og Kongrescenter, hvor jeg tropper op sammen med to vennepar samt mine to niecer, der fik lokket deres "gamle" morbror til at købe billet til dem!

Det bliver første gang, at jeg oplever Kashmir live - hvis man ser bort fra den koncert på Beatday for nogle år siden, hvor jeg lyttede med et halvt øre. Men de skulle være rigtigt gode live, så jeg glæder mig meget til at opleve dem.

Det er ellers ikke et band, jeg har lyttet så meget til. Da Seattle-bølgen skyllede indover Dannevang i begyndelsen af 90'erne, var jeg meget fortørnet over, at Kashmir - sammen med Dizzy Mizz Lizzy og Inside the whale - løb med roserne og succesen frem for Psyched Up Janis, der i mine ører var huse højere end dem. 

Så de blev afskrevet på den konto, og fordi, at deres første materiale ikke var specielt ophidsende. Sidenhen skulle de bedre og bedre ramme min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, men dér var tilbagetoget for mit vedkommende for langt, så jeg blev ved med at gå udenom.

Men nu gik den ikke længere, og godt for det - også fordi, at deres to seneste albums virkelig har ramt plet. Også hos mig. Og på et eller andet tidspunkt skal du lade fortid være netop fortid!

Jeg runder af med tre smagsprøver med dem:








lørdag den 25. januar 2014

Øl i Helsingfors

I forbindelse med mit arbejde, har jeg de senere år været en del i Finland, nærmere bestemt Helsingfors. Og det vil i forbindelse med mit nuværende arbejde ske endnu hyppigere, idet den ene af de to chefer, jeg arbejder for, er finne, ligesom halvdelen af kollegerne i enheden er det.

For at udnytte tiden bedst muligt, når jeg er af sted, tilstræber jeg næsten altid at være der i to dage. Det giver samtidig også mulighed for at opleve byen. Og ser man bort fra kulden - i denne uge var temperaturen ikke over de minus 15 grader, de to dage, jeg var der, men samtidig var der høj sol og en frostklar himmel - er det en meget spændende by - især midtbyen. Små gader og stræder, et flot havneområde, en umådelig smuk domkirke, gamle bygninger med videre.

Og så er Helsingfors også en meget spændende ølby - og det sætter jeg jo stor pris på. Det betyder også, at jeg - såfremt tiden tillader det - prøver at opsøge nogle af byens spændende ølsteder. I den forbindelse er Ratebeer en god guide, hvor du hurtigt kan få et overblik over ølstederne og anmeldelser af disse.

Mit foreløbige indtryk er, at stederne snildt matcher niveauet i eksempelvis København - især når det kommer til antal steder, øludvalget og betjeningen. Forskellen har primært været, at der ikke er mange hjemlige mikrobryggerier på hanerne og hylderne, men i stedet har de et stort udvalg fra udlandet, herunder især svenske og norske mikrobryggerier.

Mit seneste besøg ledte mig til Hilpeä Hauki, der ligger få minutters gang fra Nordeas finske hovedkontor. Både udefra og indenfor ligner det mest af alt et meget snusket værtshus, og som et første eller sidste stop på dødsruten. Og det er det ganske givet også, men også meget mere. Der var 18-20 haner, med et blandet udvalg af finsk, svensk, belgisk, tysk og amerikansk øl, og intet fra de såkaldte mainstream-bryggerier. Derudover bød de vel på 120-130 flaskeøl, med hovedvægten på engelsk, belgisk og amerikansk. Endelig har de et fint udvalg af øl i den meget dyre ende eller som kun er kommet i begrænsede mængder - som eksempelvis Horizon-serien fra Nøgne Ø.

Selv fik jeg to øl, jeg ikke havde smagt før, og som var mere end glimrende. Bockbier fra La Trappe på fad samt den afbillede Konrad's stout fra Lervig, der nu er at tælle blandt de absolut bedste stouts, jeg nogensinde har smagt - fyldig, tung og med en herlig lakridssmag.

Betjeningen var samtidig perfekt, vidende og imødekommende, ligesom prisnniveauet lignede den på de danske ølbarer. Så det er absolut ikke sidste gang, jeg sætter min ben der - nu skal jeg bare have arrangeret den næste arbejdsrejse til Helsingfors!

mandag den 20. januar 2014

En Dortmunder

For nylig sendte landets store bryggerier, Carlsberg og Unibrew, et par nye, men alligevel gamle øl på gaden. Carlsberg bragte Gl. Carlsberg Porter tilbage, mens Unibrew gjorde det samme med deres Dortmunder - der også har gået under navnet Royal Selection, mens den i Italien hele tiden har været til at få under sig oprindelige navn og etiket.

Nå, men forleden satte jeg mig for at smage en Dortmunder. Af nysgerrighed, men mest af nostalgiske grunde, da jeg huskede, at min far var ganske glad for den. Især som fyraftensøl mens, at han var på Ringsted Traadvareindustri. Jeg husker i hvert fald, at han sammen med sin gode ven på "Tråden", Andreasen, nogle gange fik en Dortmunder om fredagen, hvor jeg ofte gik dem i møde - nok mest fordi, at jeg vidste, at min far havde et stykke Pernille-chokolade med til mig!

Men tilbage til øllen - den holder 7,7% og kan vel karakteriseres som en stærk guldøl - eller Strong Ale, som englænderne ville kalde den. Og i smagen minder den mere om en engelsk ale end en tysk lager. Ganske vinøs og sødlig, men også en smule bitter i smagen, og bærer den forholdsvis høje alkoholprocent ganske godt. Den gyldne ravfarve klæder den godt og alt i alt står den som både en lidt tung, men også frisk øl, der vil stå godt til frokostbordet. Og som har lidt mere karakter end pilsneren.

Når det så er skrevet, er det langt fra den bedste øl, jeg har smagt, men for de 10.-, øllen ofte kan fås til, får du meget øl for pengene. Og jeg har da i sinde at hente lidt flere af dem hjem, næste gang, jeg ser en Dortmunder på tilbud.

Skål!

lørdag den 18. januar 2014

Min ønskeliste for årets Roskilde

Årets Roskilde Festival har indtil videre kun offentliggjort ganske få navne, og af dem, er det kun Arctic Monkeys, der for alvor får mig op af stolen.

Når det så er skrevet, er det nærmest en rituel handling at kritisere programmet - især for os gamle og gnavne mænd - og det uanset, hvordan det ser ud! Men jeg må også konstatere, at det de senere år, og med nærmest kirurgisk præcision, er lykkedes festivalen at forbigå de navne, der står meget højt på min ønskeliste. 

Men selvom jeg hvert år skælder ud på festivalen, ved jeg også, at det er umuligt at favne alt og gøre alle tilfredse. Især når festivalen har valgt at skræve over mange genrer, hvilket så også er én af dens helt store styrker. 

Samtidig er der også, publikumsmæssigt, en meget stor bredde - der kommer hvert år nye til, mens mange af dem, der havde deres Roskilde-debut for 20, 30 og 40 år siden, fortsat holder ved. Så det er et meget bredt segment, festivalen skal ramme. Og uanset, hvordan plakaten ender med at se ud, er der altid mange navne, der er værd at opleve og tjekke ud.

Men alligevel tager jeg mig friheden til at bringe min egen ønskeliste for årets omgang på de overpissede arealer ved Roskilde, og jeg med fed har markeret mine fem største ønsker:

  • Chromatics 
  • Foals 
  • Maximo Park 
  • Courteeners 
  • Ukendt under andet navn
  • Babyshambles 
  • Blur 
  • Kent 
  • Beyonce 
  • Steen Jørgensen
  • Still Corners
  • Mazzy Star 
  • Interpol 
  • Agnes Obel
  • Local Natives
  • Julianna Barwick
  • My Bloody Valentine
  • David Bowie
  • De efterladte
  • Green Pitch
  • British sea power
  • Kirstine Stubbe Teglbjærg
  • Mellemblond
  • Midlake
  • Nikolaj Nørlund
  • Stornoway
  • Willard Grant Conspiracy
  • White Lies
  • Okkervil River
  • Low
  • Best Coast
  • Neil Young
  • Rolling Stones
  • Raveonettes
  • New Order
  • Og så videre....
På sin vis nogle realistiske navne, da de indenfor det seneste år har udgivet nye plader eller har nye plader på vej, er eller kommer på turné med videre.

Men OK, ikke alle ønsker kan opfyldes, og jeg dukker jo alligevel op, om så 90% af plakaten bestod panfløjter, ukulele og "brænd din norske stavkirke ned"-bands!

tirsdag den 14. januar 2014

20 fakta om bloggeren


På det social medie, Instagram, som jeg i øvrigt sætter stor pris på og bruger meget, har der kørt en kæde-opfordring om at skrive 20 ting om sig selv.

Jeg fik opfordringen fra én af mine norske venner derinde, og greb den så forleden. Her er, hvad jeg skrev: 
  1. Jeg er født i 1968. 
  2. Jeg bor i Ringsted, lige midt på Sjælland. 
  3. Jeg arbejder i Nordea - har været der i 6 år. 
  4. Jeg drømmer om at bo i Sorrento, Italien. 
  5. Jeg har en storesøster, som hedder Anette. 
  6. Jeg elsker dyr og har p.t. katten, Mikkel. 
  7. Jeg hader rod. 
  8. Jeg er en strukturfascist, hvilket jeg ikke altid er lige stolt over. 
  9. Begge mine forældre er døde. 
  10. Jeg er en stor fodboldfan og ser mange kampe i fjernsynet og på stadion. 
  11. Jeg elsker at rejse, men er også lidt af en hjemmekartoffel. 
  12. Jeg er socialt anlagt og snakker meget - måske for meget! 
  13. Jeg elsker øl - især de tunge og stærke.
  14. Jeg har ingen børn - desværre. 
  15. Jeg er meget rastløs og bliver let utålmodig 
  16. Jeg er vild med musik - både på anlæg, iPhone og koncerter/festivaler. 
  17. Jeg elsker mit hus og min have. 
  18. Jeg dyrker meget sport - løb, cykling og fitness.
  19. Jeg kunne godt tåle at tabe 10-15 kg., men er også lidt af en livsnyder. 
  20. Jeg har vist megen humor og selvironi
20 ting - stort som småt.

lørdag den 11. januar 2014

Verdens bedste fodboldspiller 2013

På mandag kåres verdens bedste fodboldspiller 2013 - den såkaldte Ballon d'Or. De tre tilbageværende nominerede er Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Franck Ribery, hvilket i sig var ganske forudsigeligt. De to førstnævnte har scoret mål på samlebånd og været dominerende på såvel deres hold som i den spanske liga, mens Ribery har været én af hovedarkitekterne bag Bayern Münchens dominans i såvel Bundesligaen som Champions League, kronende med The Treble i sommers.

Derudover gives prisen nærmest pr. tradition til en mere offensiv, og dermed også ofte en mere synlig fodboldspiller, hvilket denne oversigt fra Tipsbladet understreger. Vi skal tilbage til 2006 for at finde den seneste vinder, der agerede fra en mere defensiv position, og før Cannavaro skal vi tilbage til 1996, med Matthias Sammer.


Nå, men uanset hvem af de tre, der vinder, vil valget være fuldt ud fortjent. Når det så er skrevet, mener jeg, at det burde være en helt fjerde, der fik prisen, nemlig Philipp Lahm fra Bayern München. Og blandt de mange grunde/argumenter kan nævnes

  • Som anfører for Bayern München var han, om nogen, generalen bag The Treble og ret beset generelt holdets nuværende position, som verdens bedste. 
  • Hans niveau de seneste 4-5 år har været tårnhøjt. Først var han verdens bedste højre back, de sidste par år verdens bedste venstre back og med Guardiolas ankomst til Bayern München, nu én af de ypperste på den centrale midtbane. Han leder og binder holdet sammen, og hans fejlmargin er nærmest lig nul, og har været det længe
  • Han er, om nogen, en holdspiller af rang, der arbejder stenhårdt i begge ender af banen, og burde derfor være den absolutte rollemodel for alle raske drenge og piger
  • Det med rollemodellen gælder også hans generelle adfærd. Her er en ingen smartness på og udenfor banen, ingen skandaler på eller udenfor banen og mest af alt ligner han én, der bare vil have lov til at spille fodbold
  • Og endelig burde fodboldverdenen med en kåring af Lahm hylde, at der også findes andre fodboldspillere end dem, der kan lave smarte driblinger og score mål, og at disse er mindst lige så vigtige.
Men uanset om det kommer til at ske eller ej, er jeg ganske sikker på, at Lahm vil fortsætte med at levere på et tårnhøjt niveau, og som fodboldelsker - af den gamle skole - håber jeg, at hans karriere også bliver kronet med, at han som anfører for det tyske landshold til sommer kan løfte VM-pokalen.

tirsdag den 7. januar 2014

Tre fra en - Kent

Verdens bedste band på Hollywood Boulevard
Eventuelle faste læsere af denne blog vil vide, at det svenske band, Kent, er blandt min absolutte favoritter. Selv mener jeg i al beskedenhed, at der er tale om verdens bedste band. Og derfor glæder jeg mig usigeligt meget til det album, bandet udsender senere på året - dato og titel er p.t. (for mig) ukendt.

Dele af eller hele albummet er indspillet i Los Angeles, og undervejs er der blevet smidt lunser ud i form af diverse tweets. Blandt andet denne fra begyndelsen af december, hvor forsangeren, Jocke Berg, skrev "Tror vi gjorde en klassiker i går. Galen låt. "Jag är handen som håller flaggan"...". Og set i lyset af, at de gennem hele deres karriere har levereret en perlerække af klassikere, får en sådan tweet forventningerne endnu højere op.

Og udover, at jeg glæder mig til det nye album, ser jeg også frem til den turné, der vanligvis plejer at ligge i halen af et nyt album, og som stensikkert vil bringe dem forbi den danske andedam. Meget passende kunne bookerne på Roskilde Festival også mande sig op, og smide Kent på Arena eller som dem, der lukker Orange om søndagen på årets festival. Begge valg ville være perfekte, men kender man festivalen ret, kommer dette desværre ikke til at ske....

Nå, men med et nyt album på vej, kan jeg meget passende spilletre favoritter med dem. Og de er alle tre taget fra et verdens bedste albums, nemlig Du & jag döden fra 2005:








lørdag den 4. januar 2014

Koncertåret 2014

Der er nu for alvor taget hul på et nyt år. Det kan på nogle områder være en ny begyndelse. På andre en fortsættelse af den retning, der blev udstukket året og årene forinden.

Og sidstnævnte gør sig gældende for så vidt angår denne skribents koncertaktivitet. Jeg fastholder nemlig beslutningen fra 2012 om at beskære koncertaktiviteten ganske meget, men der er alligevel en del koncerter på tapetet:


Den første bliver 31. januar, hvor danske Kashmir spiller i Ringsted Teater- og Kongrescenter. Jeg er ikke den store fan af bandet, og da Seattle-bølgen skyllede indover Dannevang i begyndelsen af 90'erne syntes jeg, at Dizzy Mizz Lizzy og især Psyched Up Janis var huse højere over dem. Jeg synes fortsat, at deres første materiale ikke er specielt ophidsende, men er ganske begejstret for deres senere albums. Men de er ret gode live, og da muligheden for en koncert fredag aften i hjembyen bød sig til, måtte billetten i hus. Og det samme tænkte mine gode venner, Anita, Mikkel, Per og Christina, og efterfølgende fik mine to niecer "lokket" deres gamle morbror til at købe billet til dem. Så foruden en god koncertoplevelse, er der også udsigt til godt selskab den dag!

Og apropos Psyched Up Janis, tager de til maj på en lille jubilæumsturne i anledning af 20-året for udgivelsen af deres fremragende debutalbum, Swell. Det bringer dem blandt andet til Store Vega, hvor jeg tropper op 16. maj. Bandets forgrundfigur, Sune Wagner, slår i dag sine folder i de mere end eminente Raveonettes, men jeg er glad for, at han har taget tiden til et par genforeningskoncerter. Også fordi, at bandet har leveret én af de største koncertoplevelser, jeg har fået - nemlig for 20 år siden i det, der i dag hedder Ringsted Kulturhus. Salen var tætpakket - det vil sige, at der vel var 150-200 publikummer - sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som gjaldt det selve livet. Den kommende koncert kan meget vel blive en gentagelse!

Foruden disse to, er det p.t. "kun" årets Roskilde Festival på tapetet, hvor min kat var så flink at give mig en billet til alle dagene i julegave. Derudover bliver det nok også til et besøg på den lokale Ringsted Festival. Northside i Aarhus er heller ikke udelukket, og så har jeg en forventning om, at De efterladte og Ukendt under andet navn også rammer et spillested i nærheden, ligesom der ganske givet føjes flere navne til liste, som året skrider fremad.

Jeg runder af med et par koncertoptagelser med henholdsvis Kashmir og Psyched Up Janis: