torsdag den 31. juli 2014

Maisel's Weisse Original

Som det fremgår lige her, er Turm Weisse en ny favorit blandt hvedeøllene - i hvert fald her på matriklen - men én af de absolutte favoritter, og som har været det i efterhånden mange år, er Maisel's Weisse Original.

Jeg smager den første gang til en ølsmagning - jeg husker ikke længere hvor - og det var kærlighed ved første slurk.

Maisel's Weisse Original rummer alt det gode ved hvedeøllen - friskhed, lethed og sødme. Både når den nydes og i eftersmagen. Samtidig er den citrussmag, der ofte kendetegner en hvedeøl, meget velafbalanceret.

Maisel's Weisse Original holder 5,2%, og jeg foretrækker den som nydeøl, hvor den netop kan nydes i fulde drag.

Skål!

tirsdag den 29. juli 2014

Marathonstatus #1

Nye løbesko skal der til
For et par måneder siden besluttede jeg, at jeg i 2015 igen ville løbe et marathon. Nu er det tid til første status.

Jeg har holdt fast i min intention om at fortsætte "styrketræningen" i mit lokale træningscenter, Fysikken, hvor jeg p.t. er afsted en til to gange om ugen - primært med fokus på at styrke min ryg og kroppen generelt.

Den træning er så blevet suppleret med cykeltræning. Jeg ville gerne have cyklet noget mere, men har indtil videre valgt at prioritere styrketræningen.

Dette har, sammen med en generel kostomlægning, så betydet et samlet vægttab på 5 kg. - trods sommerferiens gode liv - men der er også rigeligt at tage af!

Undervejs har jeg så sat et nyt delmål - nemlig at deltage i årets Eremitageløbet. Det bliver så første gang, at jeg skal løbe de 13,3 km. i Dyrehaven. Jeg er ikke sikker på, at det er den klogeste beslutning, men deltagelsen kan motivere løbetræningen noget mere. Jeg har af samme grund meldt mig ind i den lokale motionsklub, RIMO, hvor jeg regner med, at jeg vil træne med fra begyndelsen af september.

Og da man aldrig må gå ned på udstyr, har jeg så også købt nye løbesko - Asics Nimbus 15. De gamle, jeg havde, havde nummer 10, så det siger også noget om, hvor længe, jeg har ligget stille......

Nå, men jeg glæder mig til Eremitageløbet og kursen mod de næste delmål.

søndag den 27. juli 2014

Kuchlbauer Turm Weisse

Da jeg for et par uger siden handlede øl i Superbrugsen i Fensmark, stødte jeg på det for mig ukendte bryggeri, Kuchlbauer. Og da der her på bloggen p.t. er hvedeølstema, smed jeg straks deres Turm Weisse i kurven. Det fortrød jeg ikke.

Bryggeriet ligger mellem Nürnberg og München, og har i deres sortiment fire klassiske hvedeøl - den originale, en mørk, en bock og så altså Turm Weisse.

Turm Weisse er ifølge bryggeriets hjemmeside brygget på noget specielt malt, og det giver den en mørkere farve end den vanlige hvedeøl. Smagen er godt miks af hvede og citrus, ligesom Turm Weisse har en dejlig sød eftersmag.

Det gør den til en slet og ret fremragende hvedeøl, og de 5,9%, den holder gør, at den både går fint til frokosten og som en nydeøl.

En ny favorit blandt hvedeøllene er født, og det er helt sikkert, at jeg vil lede efter de øvrige øl fra Kuchlbauer.

Skål!

fredag den 25. juli 2014

Årets sommerhit?

Jeg ved ikke, om man længere taler om sommerhits, men i "de gode gamle dage" var der blandt kunstnerne og ikke mindst pladeselskaberne, stor konkurrence om, hvem der havde årets sommerhit - eller for den sags skyld julehit.

Det var ikke "kun" et spørgsmål om, hvilken sang, der blev spillet mest i radioen, på MTV, på toneangivende diskoteker med videre, men også en sang, der skulle have noget sommer over sig - det kunne være i teksten, men også i melodien, hvor dansegulve til sommerfester, studentergilder og så videre blev fyldte. Og en sang, man kunne og ville samle sig om.

Nå, men her på matriklen er buddet på årets sommerhit, Robyns samarbejde med Röyksopp på den meget ørehængende og fængende Do it again. Ikke, at der her danses rundt på stuegulvet, men mindre kan også gøre det!

Do it again læner sig tæt op af Robyns seneste hits, der musikalsk er en skøn blanding af disco og Madonna i firserne, og med Robyns karakteristiske stemme, der emmer af desperation og inderlighed.

Lyt og se selv med lige her:

onsdag den 23. juli 2014

Love Shop i Byparken

På fire tirsdage i løbet af juli, lægger Byparken i Roskilde græs til gratiskoncerter, og i går var det så de eminente Love Shops tur til at spille op og ud i de hyggelige omgivelser mellem Domkirken og fjorden.

Jeg var ikke selv helt opmærksom på arrangementet, men det var min gode ven, Jens Thomsen, heldigvis, og da han i sidste uge skrev til mig, om det var noget, var jeg straks på.

Det nye danske band, Blå nætter, skulle have varmet op, men nærmest netop, som de skulle gå på, gik strømmen i den indre del af Roskilde. Men arrangørerne fik skaffet en generator, og vi fik knapt 15 minutter med bandet inden, at det var tid til hovednavnet. Bagkanten for arrangementet er nemlig kl. 22.00, og Love Shop skulle naturligvis have fuld spilletid.

Det fik de - og publikum - så også, hvor det blev til 75 minutter ned gennem deres fine bagkatalog, og med en sætliste meget lig den fra blandt andet Rosenborg Live i pinsen og sidste års Ringsted Festival. Det skal de ikke høre nogen klager for, for den er et meget fint miks mellem nyt og gammelt.

Jens Unmack var, som altid, i hopla, og leverede deres fine sange med præcision og indlevelse, ligesom han bandt sangene og koncerten fint sammen. Og så bliver jeg stadigvæk imponeret over hans evne til at komme ud over scenen og i kontakt med publikum.

Imponeret er jeg også over guitaristen Mika Vandborg, hvis formkurve er støt opadgående, og det siger ikke så lidt, for niveauet er hver gang tårnhøjt. Han er tro mod Love Shop-klassikerne, men sætter også sit eget markante fingeraftryk.

Generelt virker det nye Love Shop meget sammenspillet og homogent, og med meget stor spilleglæde. Højdepunkterne var første og sidste nummer, Redningsklar og Alle har en en drøm at befri, der begge efterhånden er noget af det bedste, der kan opdrives på en dansk koncertscene.

Tak til Byparken for et godt arrangement i nogle hyggelige og gode omgivelser. Tak til Love Shop for endnu en forrygende koncertoplevelse. Tak til Jens og Kenn for godt og hyggeligt selskab.

tirsdag den 22. juli 2014

Superbrugsen i Fensmark

Et lille udsnit af
Superbrugsens udvalg
I mange år var Fensmark lidt uden for Næstved nok mest kendt for Holmegaard Glasværk, men de senere år er byen også kommet på radaren hos de ølinteresserede. Årsagen er, at Superbrugsen i byen over de senere år har oparbejdet et godt ry for deres øludvalg. Jeg har tidligere været forbi, men valgte at bruge et par timer af min ferie på at lægge vejen forbi igen - det fortrød jeg ikke.

Der skiltes med, at ølafdelingen har mere end 250 forskellige øl. Jeg talte ikke efter, men er ganske overbevist om, at det holdt stik. På hylderne er der de gængse øl, der fås i Coop-butikkerne, men Herman Olsen, som bestyrer afdelingen, har med sikker hånd suppleret udvalget med mange spændende øl. 

Der er mere eller mindre komplet sortiment fra Hornbeer og Midtfyns Bryghus, ligesom lokale bryghuse, som det spændende Kongebryg, er repræsenteret. Ligesom det er tilfældet med flere af de danske bryghuse, er det udenlandske øl også udvalgt med fin sans - og ikke bare i flæng. Blandt andet stod den fremragende Konrad fra norske Lervig på hylderne, ligesom jeg i den tyske "afdeling" blandt andet noterede det for mig ukendte Kuchlbauer bryggeri samt den fremragende Maisel's Weisse. På hylderne var også de to trappist-øl fra østrigske Stift Engelszell, og sådan kunne jeg blive ved.

Prisniveauet var også mere end rimeligt, hvor der blandt andet var flere gode tilbud på øl fra de mere lokale bryghuse. Desuden var hylderne letoverskuelige, og delt i en dansk og udenlandsk afdeling, hvilket også gjorde det let at orientere sig.

Alt i alt er Superbrugsens gode ry mere end velfortjent, og absolut et godt sted at tage hen, hvis du er ude efter noget godt øl eller øl, som du ikke ser alle steder, og med noget for enhver smag for såvel den almindelige nysgerrige som ølnørden.

Skulle man have lyst til at lægge vejen forbi, er adressen Næstvedvej 2 i Fensmark.

Hermed anbefalet.

søndag den 20. juli 2014

Lana Del Rey - Ultraviolence

For et par år siden bragede Lana Del Rey igennem med monsterhittet Video Games, og det efterfølgende album, Born to die.

Selv bliver jeg grebet af hendes stemme, der er ekstremt tilbagelænet, og som på visse strækninger ligger tæt op af salig Edit Piaf, og en musikstil, der skræver over tresserpoppen og firsersynth. En musikstil, der nok også gør, at hun appellerer til et meget bredt publikum, fra musiknørden til poptøsen. Tekstuniverset er mørkt og melankolsk, og kredser om længsel, tab og livet på skyggesiden.

Nu er hun så tilbage, og det med albummet Ultraviolence, der blev udsendt i midten af juni. Tråden fra Born to die, føres videre, men tempoet er sat endnu mere ned, og hendes stemme trukket endnu mere frem i lydbilledet. Albummet har desuden fået et mere råt udtryk, hvor de storladne melodier "glimrer" ved deres fravær. Og så får vi mange eksempler på hendes fine sans for den gode popmelodi og fængende vers og omkvæd.

Alt i alt et meget helstøbt album, der helt sikkert vil lande højt på årslisterne, når årets bedste albums skal kåres.

Jeg runder af med et af de mange fine øjeblikke fra albummet:


torsdag den 17. juli 2014

Erdinger Weissbier

Nok er der mange huller i min hukommelse, men jeg mener at kunne huske, at den første hvedeøl, jeg smagte, var Erdinger Weissbier. Og modsat de mere humlede eller tunge øl, var jeg fanget fra begyndelsen, og jeg kan ikke erindre, at jeg har smagt en hvedeøl, hvor jeg tænkte "den kan jeg sgu ikke lide". Det er vist noget med friskheden og den appelsinagtige eftersmag, og så er øllen også en smag af Tyskland - et land, jeg sætter stor pris på, og som besøges stort set hvert år.

Nå, men forleden havde jeg så et gensyn med Erdinger Weissbier - om end jeg siden den første gang, har haft mange gensyn med den.

Og den holder fortsat den dag i dag, men jeg må også tilstå, at skulle jeg lave en top-5 over hvedeøl, vil den ikke være i nærheden af listen, men mindre kan også gøre det.

Trods de 5,3% er den forbløffende anonym, og de ellers karakteristiske smagsnoter ved hvedeøllen er gemt godt væk. Måske, det også var derfor, at den fungerede fint, som introduktion til netop hvedeøllen. Men friskheden er intakt, og den er mere en tørstslukker end en egentlig nydeøl.

Men så var øllen også en god anledning til at tænke tilbage til den gang, jeg sad i dens hjemby, Erding, og nød den på en lokal fortovsrestaurant, hvor jeg sammen med mine faste rejsevenner, Per og Preben, var på vej fra München til Nürnberg, hvor vi skulle opleve endnu en fodboldkamp i udlandet.

Skål!

mandag den 14. juli 2014

VM 2014

VM-slutrunden i herrefodbold er nu slut, og det med Tyskland, som fortjente vindere, og landet bliver dermed også det første europæiske land, der vinder et VM i Sydamerika.

Med mindre, at man nærer en stor antipati mod Tyskland eller er en meget enøjet Argentina-fan, kan der ikke sættes en finger på, at det var fuldt fortjent, at Tyskland vandt finalen. Det efter et perlemål af Mario Götze langt inde i den forlængede spilletid. Tyskland har under slutrunden spillet det bedste og flotteste fodbold og generelt har landet de seneste år, været det absolut smukkeste hold. Samtidig er triumfen også en stor kvittering for det tætte og store ungdoms- og udviklingsarbejde, der er mellem landsholdet og de tyske klubber. Og endelig kom trofæet i hus som en absolut holdindsats og en understregning af, at fodbold er en holdsport.

Over selve mesterskabet, står der malet Bayern München på stort set det hele. Målmanden, Manuel Neuer, var slutrundens bedste målmand, med store præstationer undervejs. I angrebet var evighedsmaskinen, Thomas Müller, en evig trussel, mens generalerne i det centrale maskinrum, Philip Lahm og Bastian Schweinsteiger, ledte slagets gang med overblik og som de store rollemodeller, de er.

Personligt var dette VM ét af dem, hvor jeg har set færrest kampe. De sene kampe i det indledende gruppespil var udelukket, da mit vækkeur ringede "klokken tidligt". Bevares, jeg kunne have mødt senere på arbejde, men nu er jeg i forvejen ikke så helvedes meget til landsholdsfodbold. Kvartfinalerne glippede jeg totalt, da de kolliderede med årets Roskilde Festival.

Men nogle kampe blev det da til, og når jeg ser tilbage, vil denne slutrunde, foruden tyskernes triumf, blev husket for Hollands afklapsning af Spanien (hvor Robin van Persie scorede turneringens bedste mål), tyskernes ditto af Brasilien og Columbias, Chiles, Irans og Algeriets forfriskende spil.

Desværre vil slutrunden også blive husket for håbløse dommerkendelser, det vanlige skuespil, svinestregerne og ikke mindst en bidende Luis Suarez. En direkte skændsel for fodbolden, og jeg er blandt dem, der mener, at han snildt kunne have fået en straf på minimum 1 år fra alt fodbold.

Blandt de dårlige oplevelser, var også én af de mere ventede, nemlig at mine egne favoritter, England, røg ud inden, at slutrunden overhovedet kom i gang. At jeg holder med England skyldes "bare" min forkærlighed for engelsk fodbold, for guderne skal vide, at landsholdet har været elendigt næsten lige så længe, at jeg kan huske!

Endelig vil slutrunden også blive husket for TV2's elendige dækning, men især DR's fremragende dækning, hvor Peter Møller nærmest er en åbenbaring af en studievært - stærkt suppleret af Mads Juncker, som gæstende ekspert. Jeg har i mange år været stor fan af tysk tv's fodbolddækning, men denne gang blev de overgået af DR - i hvert fald som optakt til kampene.

Nå, men nu er VM ovre, og vi kan igen begynde at koncentrere os om det, der virkelig betyder noget for en fodboldfan, nemlig klubturneringerne, med alle de op- og nedture, de medfører mens, at man plejer sin indebrændthed og gryende mavesår!

Tak til Brasilien for en flot slutrunde og et STORT tillykke til verdens bedste landshold med VM-triumfen.

søndag den 13. juli 2014

Midtfyns Wit og Dark Wheat

For et par måneder siden åbnede Stakladen her i Ringsted. En slags torvehal, hvor du kan købe frugt og grønt, mejeri- og kødvarer, delikatesser med videre. Et meget spændende projekt, jeg håber vil lykkes og som forhåbentligt kan give lidt mere liv i bymidten.

Selv var jeg forleden forbi for første gang. Her noterede jeg, at det også er muligt at købe øl fra blandt andet Midtfyns Bryghus og Hornbeer, og da der p.t. er hvedeøls-tema på bloggen, tog jeg én af hver af disse fra de to bryggerier med hjem. De er nu blevet smagt!

Midtfyns Wit er en belgisk inspireret øl, og hører til i den mere krydrede ende af skalaen. De 6,2%, som øllen holder, giver den lidt mere fyldighed end de mere traditionelle hvedeøl. Jeg var dog ikke voldsomt imponeret, og savnede blandt andet lidt mere friskhed i øllen. Men igen en øl, der vil stå godt til frokostbordet og ganske givet også som velkomstdrink på en lun sommerdag.

Dark Wheat er Hornbeers bud på en mørk hvedeøl, inspireret af den tyske Dunkelweisse. Jeg synes, at Hornbeer slipper rimeligt godt af sted med øllen, om end jeg igen savner lidt mere friskhed. Den holder 5,2% og har en fin, krydret eftersmag. 

Skål!

fredag den 11. juli 2014

New York - 25 år efter

Twin towers med videre set fra
toppen af Empire State Building
Det er i disse dage 25 år siden, at jeg var på min første storbyferie. Sidenhen har jeg været afsted på mange af disse, men udlægget var ganske hårdt, nemlig New York.

Jeg var afsted i en uge, og det sammen med min gamle ven, Jørn Petersen. Jeg var på det tidspunkt ”mellem” militærtjeneste og studium, og arbejdede som sommerferieafløser i postvæsenet. 

Jeg husker, at vi sad og bladrede i rejsekataloget fra Tjæreborg – efter rejser til Ibiza. Men pludselig dukkede New York op på radaren, og beslutningen blev hurtigt taget – der måtte vi da hen! Rejsen kostede omkring 4.000.- for fly og hotel, men ingen forplejning.

Der blev op til rejsen researchet, både hvad angår mulige ture med rejsebureauet og hvad vi skulle se i byen. Visum skulle også klares.

Vi boede på Manhatten på et hotel, der hed New York Penta og som lå lige overfor Madison Square Garden. Og jeg husker vejret som værende gloende hedt, hvor der var en skøn blanding af høj sol og gevaldige tordenskrald.


Central Park
Ugen blev blandt andet brugt på en busrundtur, hvor vi kom gennem og forbi Chinatown, Harlem, Battery Park, World Trade Center med videre. Vi valgte også at bruge en hel dag i Central Park, der fortsat står som én af de største enkeltstående ferieoplevelser, jeg har haft. Det var om søndagen og parken var pakket til randen med new yorkere og turister. Der var musik, teaterstykker, sport med videre overalt, og trods de mange mennesker, var parken klinisk ren.

Vi fik også været oppe i Empire State Building, besøgt Museum of modern art og FN-bygningen, slentret ned af Broadway og den dyre 5th Avenue, besøgt stormagasinerne Macy's og Bloomingdales, været i Tiffany's og forbi mange af de bygninger, hoteller, adresser, vi kendte fra blandt andet films med videre

Noget af det, der imponerede os var, hvor nemt, det var at finde rundt på Manhatten - avenues på langs og streets på tværs, og så skulle du "bare" kende den rigtige kombination.

Som sagt var det min første storbyferie - vist også Jørns - og der var nok mange ting, vi ville have gjort anderledes, havde vi været lidt mere rutinerede. Måske droppet museumstur, og i stedet besøgt Frihedsgudinden, de andre bydele med videre, og generelt udnyttet tiden noget bedre. En uge var også alt, alt for lidt-

Men alt i alt en fremragende ferie, der fortsat står højt på listen med ferieoplevelser. 

Og lige siden har jeg drømt om at komme tilbage. I de senere år har jeg tænkt på, at det kunne ske i forbindelse med deltagelse i New York Marathon, men det næste års tid, har jeg også en anden anledning - nemlig, at min ene niece skal bo et år i byen. Så måske det lykkes her 25 år efter mit første besøg.....

onsdag den 9. juli 2014

Roskilde 2014

Så er jeg vendt tilbage til civilisationen efter endnu en overlevelsestur ved Roskilde; kravlet ud af urinstøvet og fået restitueret mig.

Og dermed også fået sat hak ved endnu en glimrende og mere end vellykket Roskilde, der for mit vedkommende begyndte onsdag eftermiddag og sluttede søndag eftermiddag, da min kørelejlighed til Ringsted gerne ville lidt tidligere hjem end først beregnet. Det var fint nok, for den musikalske mæthed var ved at indfinde sig og så var jeg kvæstet af varmen og en nat med blot 2½ times søvn - jeg er jo ikke 45 år længere!


Men alligevel nåede jeg en række musikalske oplevelser, som var følgende (med 6 stjerner som det bedste):

Liars - 3 stjerner
Jeg kendte ikke bandet i forvejen, men beskrivelsen med punken, der møder technoen, virkede tiltalende. Og bandet formåede da også at sparke sangene udover scenen, men uden, at jeg blev helt fanget. Og den noget overstadige forsanger irriterede mig meget.

Rolling Stones - 4 stjerner
Vel sagtens festivalens mest omtalte koncert, der også delte vandene blandt festivalens gæster. Jeg selv var ganske begejstret. Dog uden at blive blæst omkuld, men mindre kan også gøre det. Bandet kæmpede hårdt for at spille festivalen op, men det lykkedes kun delvist. Og halvvejs i koncerten stod jeg og tænkte "at nu falder det hele sammen", og det var omkring og under de to sange, Keith Richards af uransagelige årsager absolut skal synge. Men det hele bliver reddet hjem af fantastiske udgaver af Wild horses, Start me up, You can't always get what you want og ikke mindst min egen personlige favorit, Gimme Shelter, der slet og ret blev afleveret på fremragende vis.

Warpaint - 4 stjerner
En del af min oplevelse blev skæmmet af, at jeg stod lidt for langt fra scenen, og dermed også fik en dårlig lyd. Og det er også et af mine ankepunkter ved den nye scene, Avalon. Den er simpelthen elendig indrettet. Nå, men Warpaint gjorde, hvad de skulle, og fik afleveret deres blanding af rock og hip-hop på absolut bedste vis.

Haim - 4 stjerner
Det amerikanske søskendeband trak fulde hus på Arena, og der blev kvitteret med en god og legesyg koncert, hvor der blev jammet, flirtet med det mandlige publikum og ikke mindst spillet en omgang gedigent rock, hvor især If I could change your mind og ikke mindst deres version af Beyonces XO sad lige i skabet.

Damon Albarn - 6 stjerner
Damon Albarn kom, så og sejrede, og lagde Arena ned med en meget overbevisende koncert, hvor der blev spillet sange fra de forskellige konstellationer, han har gjort sig i de seneste 20-25 år. Og det med en sjældent set spilleglæde, der gik durkt ind i hos publikum. Personligt var jeg mest begejstret for hans solo-numre, men generelt var der tale om en koncert af tårnhøj kvalitet.

Mogwai - 4 stjerner
Jeg har aldrig været til instrumental musik, men Mogwais musikflader med støjende guitarer og tung bas, og suppleret med keyboards, fangede mig under fredagens nattehimmel. Det blev dog til tider for ensformigt, men når de virkelig ramte, gjorde de det til perfektion.

Psyched Up Janis - 5 stjerner
Årets anden koncert med de, for en stund, gendannede Psyched Up Janis. Og modsat koncerten i Vega i maj, der var bygget op omkring deres debutalbum, var der her tale om en mere almindelig koncert. Men det blev det ikke ringere af. Der blev gravet godt rundt i bagkataloget, og Sune Wagner viste en sjældent set spilleglæde, mens bassisten, Jakob Jørgensen, igen var den, der ledte slagets gang fra scenekanten.

Die Nerven - 4 stjerner
Jesper fra lejren fik lokket mig med til koncerten, og det var jeg glad for. Tysk post-punk, hvor de 3 knægte på scenen leverede den ene energiudladning efter den anden. En helt igennem forrygende koncert, og bandet kunne nok være værd at udforske noget mere.

Arctic Monkeys - 5 stjerner
Måske årets mest imødesete koncert, i hvert fald for mit vedkommende. Rygraden blev, som forventet, deres seneste og mesterlige udspil, AM, og hele den coole og tilbagelænede attitude fra det, tog de med på scenen. Nogle gange blev det måske FOR tilbagelænet, men alt i alt en forrygende koncert, hvor det absolutte højdepunkt blev I wanna be yours. Den smukkeste sang, bandet har bedrevet.

Interpol - Uden for kategori
Senere på året smider Interpol et nyt album på gaden, og vi fik tre smagsprøver derfra, og de tegner lovende for det album. Men ellers blev koncerten bygget op om et af tidernes absolut bedste debutalbums, Turn on the bright lights. Og det skete i overlegen og imponerende stil. Paul Banks sang med stor overbevisning, inderlighed og indlevelse, og blev bakket op af et perfekt spillende band. En sand musikalsk opvisning, hvor bandet spillede mange af deres største sange - med Obstacle 1NYC og Leif Erikson som de absolutte højdepunkter. En koncert, der fremover vil stå, som én af mine største oplevelser på Arena.

Slowdive - 5 stjerner
Lige siden, at festivalen begyndte at offentliggøre navne, håbede jeg på, at de gendannede Slowdive ville blive booket. Et band, der står på min top-3 over yndlingsbands! De var ikke med i første omgang, men kom med på et afbud. De blev sat på til 02.15 lørdag nat, og det tidspunkt plejer at være en udfordring for en aldrende herre, som jeg. Men jeg holdt ud, og det fortrød jeg naturligvis ikke. Bandet var satans godt velspillende, men desværre var lyden en smule mudret, og det gjorde, at det blev svært at høre vokalerne. Lyden var ellers den velkendte, hvor der veksles mellem de sfæriske og tonstunge guitarflader. Det var derfor en sand fornøjelse at se dem igen på en scene. De måtte gerne senere på året gæste et dansk spillested.

En masse koncerter blev det altså til, men jeg ville også gerne have haft hørt en lang række andre bands, men på grund af overlappende program, logistik, træthed (fysisk som musikalsk) med videre glippede dette. Mere tale om tilvalg end fravalg. Sådan er det jo altid på en festival.

Læs eventuelt mere i Gaffas dækning af festivalen.

Lejrlivet er også en stor og væsentlig del af Roskilde, og igen i år var Camp Blanco/Morfar STEDET at være og leveringsdygtig i mavekramper grundet grin på grin. Herlig stemning, leveret af herlige mennesker. Tak for det.

Vejret var også i top, men lagde også en dæmper på udskejelserne. Og gjorde også, at teltet hurtigt blev varmt, men alligevel fik jeg flere timers søvn end tidligere, da jeg fulgte et godt råd om at købe en luftmadras frem for at sove på et tyndt liggeunderlag.

Men alt i alt en mere end glimrende festival, der lander på et 10-tal på den gamle skala.

Vi ses måske igen til næste år - rock and roll will never die!