Erdinger Weissbier

Nok er der mange huller i min hukommelse, men jeg mener at kunne huske, at den første hvedeøl, jeg smagte, var Erdinger Weissbier. Og modsat de mere humlede eller tunge øl, var jeg fanget fra begyndelsen, og jeg kan ikke erindre, at jeg har smagt en hvedeøl, hvor jeg tænkte "den kan jeg sgu ikke lide". Det er vist noget med friskheden og den appelsinagtige eftersmag, og så er øllen også en smag af Tyskland - et land, jeg sætter stor pris på, og som besøges stort set hvert år.

Nå, men forleden havde jeg så et gensyn med Erdinger Weissbier - om end jeg siden den første gang, har haft mange gensyn med den.

Og den holder fortsat den dag i dag, men jeg må også tilstå, at skulle jeg lave en top-5 over hvedeøl, vil den ikke være i nærheden af listen, men mindre kan også gøre det.

Trods de 5,3% er den forbløffende anonym, og de ellers karakteristiske smagsnoter ved hvedeøllen er gemt godt væk. Måske, det også var derfor, at den fungerede fint, som introduktion til netop hvedeøllen. Men friskheden er intakt, og den er mere en tørstslukker end en egentlig nydeøl.

Men så var øllen også en god anledning til at tænke tilbage til den gang, jeg sad i dens hjemby, Erding, og nød den på en lokal fortovsrestaurant, hvor jeg sammen med mine faste rejsevenner, Per og Preben, var på vej fra München til Nürnberg, hvor vi skulle opleve endnu en fodboldkamp i udlandet.

Skål!