onsdag den 31. juli 2013

Og musikken er fra Island....

I midten af juni udsendte islandske Sigur Ros deres 7. studiealbum, Kveikur. Bandet lærer jeg at kende ved årtusindeskiftet, hvor anmeldelserne af deres andet album Agætis byrjun flere steder nævner bands som Talk Talk, Cocteau Twins, Slowdive og My bloody valentine, som værende inspirationskilder - og så var interessen vakt!

Inspirationskilderne holder stik og gør det også på de følgende albums, men samtidig har bandet sit helt eget udtryk. Sproget er en blanding af engelsk og islandsk, og musikken er karakteriseret ved langsomme kompositioner, der ofte ender i et inferno af støj - fra en hvisken til et skrig. Og er ofte meget stort anlagt - guitar, bas og trommer, der suppleres med strygere. Selvom min egen musiktekniske forstand er på minus, er det indtrykket, at alle i bandet behersker deres instrumenter til perfektion, hvilket muliggør, at veje og vildveje hele tiden afsøges.

Deres seneste album ligger i meget fin forlængelse af de øvrige, og er i min optik deres bedste siden 2005-albummet Takk. I øvrigt et album, der er sammen med albummet uden navn fra 2002, men som beskrevet som (), er deres hovedværker. Ikke kun fra deres side, men i min samling generelt.

Lyden er flere steder mere aggressiv og tung, men alligevel meget tro mod den læst, deres sange er blevet skåret over gennem karrieren. Selvom mange af sangene lyder som noget, der snildt kunne have været med på deres tidligere albums, formår de også på dette album hele tiden at fornye sig indenfor skabelonen - udfordre den, afsøge den med videre. Én af bandets helt store kvaliteter. Opsummeret er jeg meget enig med Gaffas anmeldelse.

Bandet spillede i øvrigt på årets Roskilde, men om lørdagen, og her var jeg jo smuttet hjem! Som forventet havde de leveret en fremragende koncert. For foruden at udgive albums af tårnhøj kvalitet, er de altid garanter for store koncertoplevelser, hvor sangene forløses, revitaliseres, fornyes og så videre. Sådan har det været siden, at jeg så dem første gang i 2002 i Store Vega - de spillede også på Roskilde i 2000, men her fravalgte jeg dem til fordel for Everything but the girl (vist nok) - og mange af deres koncerter står, som værende blandt de bedste, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg håber derfor også, at de snart gæster Danmark igen. På den igangværende turné kommer de til Norge og Sverige i slutningen af november, og det gjorde da ikke noget, hvis Danmark så blev føjet til listen. Alternativt tager jeg over Øresund for at opleve dem i Malmö.

Jeg runder af med ét af de mange højdepunkter fra Kveikur. En nummer, der sammenfatter stort set alt det, bandet står for, musikalsk set:

torsdag den 25. juli 2013

Turist for en dag

Gennem de seneste 10-12 år har jeg ofte besøgt nogle af de europæiske hovedstæder og storbyer, primært som turist, mens vores egen hovedstad kun er blevet besøgt sporadisk som turist. Byen oplever jeg primært, når jeg er på arbejde, er i byen eller til fodbold, og her er det ganske begrænset, hvor meget du så oplever!

Jeg har derfor de sidste par år overvejet at lege turist for en dag i København, og tirsdag i denne uge blev der så lagt alvor bag ordene. Så en taske med rugbrødsmadder og kolde colaer blev pakket, så der var noget at stå imod med i varmen, og kl. 08.55 hoppede jeg på toget.

Første stop var havnebussen ved Den sorte diamant. Jeg ved at flere pendlere benytter disse - både til at komme rundt i byen med og til at opleve hovedstaden fra vandsiden. Og med pendlerkort skal du ikke tænke på at indløse billet. Du får naturligvis ikke kanalrundfartens historier og oplevelser med, men alligevel blev blandt andet Nyhavn, Operaen og Holmen rundet inden, at jeg hoppede af ved Nordre Toldbod. En fin og nem tur.

Herfra gik det så på raske fjed mod Den lille havfrue og i et forsøg på at overhale det meste af Japan og Rusland! Det lykkedes nogenlunde og det var rimeligt nemt at få taget det obligatoriske billede af havfruen. Næste stop blev Kastellet. Her havde jeg aldrig været, så det var en stor oplevelse at opleve de gamle bygninger, voldene, voldgraven, gamle kanoner og ikke mindst mindesmærket for de danske soldater, der var faldet under tjeneste i udlandet. Meget gribende.

Herefter gik turen gennem Churchill-parken, langs Esplanaden, gennem Amaliehaven, for at "ende" ved Amalienborg, hvor også førnævnte Japan og Rusland var kommet frem. Dronningen var ikke hjemme, men det var hyggeligt at gå rundt og se palæerne og studere det flotte bygningsværk.


Næste stop blev Marmorkirken. En af landets smukkeste kirker, set udefra, men overraskende meget lille indenfor. Tårnet var desværre lukket, da jeg var forbi, men alligevel en fin oplevelse at se Marmorkirken. Udenfor buldrede hverdagen og turisterne af sted, indenfor var der stilhed og eftertænksomhed.

Næste mål var Botanisk have, og vejen dertil ledte mig gennem Frederiksstaden, forbi Nyboder, gennem Kongens Have og forbi Rosenborg Slot. Igen en god mulighed til at opleve byens gamle huse og små gader - i turisttempo.

Botanisk have havde jeg glædet mig meget til, og den levede til fulde op til forventningerne. Også selvom den ganske givet er smukkere i det tidlige forår og i sensommeren frem for på en brandvarm julidag. Flere af væksthusene var lukkede, men det var nok også godt det samme - det havde ganske givet været ulideligt at gå derinde. I stedet for gik jeg rundt i parken og nød de flotte buske, spændende bede, smukke omgivelser og fik da også lidt inspiration til min egen have. Botanisk have virker som et sted, du aldrig bliver træt af, hvad enten du er haveinteresseret eller "blot" søger et åndehul i hovedstaden, og jeg noterede, at rigtigt mange brugte den som sidstnævnte.

Og her sluttede turistturen mere eller mindre. Varmen havde gjort mig noget mørbanket og mange oplevelser var sat ind på kontoen. Efter et smut gennem Torvehallerne, var det derfor tid til et par pitstops på byens fine ølbarer, først Mikkeller i Viktoriagade og derefter Fermentoren ved Kødbyen. I mellem de to fik jeg også handlet lidt godt øl hos den fine ølpusher Kihoskh på Sønder Boulevard.

Så alt i alt en meget oplevelsesrig dag og en rigtig god måde at opleve vores hovedstad på. Og det er absolut ikke sidste gang, jeg laver den finte. Næste gang - måske næste sommer, hvis ikke før - kunne byens centrum være et oplagt mål; Christiansborg, Tøjhusmuseet, Københavns Domkirke med videre. Samtidig var turen også en inspiration til at lege turist for en dag i mit eget nærområde. Jeg har eksempelvis aldrig oplevet Sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm, og det kunne så suppleres med eksempelvis Gisselfeld Kloster, rundvisning i Sct. Bendts kirke med videre. Mulighederne er i hvert fald mange.

søndag den 21. juli 2013

Amerikanske øl i Kvickly

Det er ikke så tit, at jeg handler i den lokale Kvickly, men i begyndelsen af juli var jeg en tur forbi - mest fordi, at de havde min absolutte favoritsodavand, Jolly Cola, på tilbud. Og når jeg er "på de kanter", smutter jeg altid forbi hylderne med specialøl, om end udvalget er meget sparsomt og noget uinteressant, men det hænder, at der er nogle gode tilbud.

I den forbindelse så jeg, at de havde en række øl fra nogle af de mindre amerikanske bryggerier stående på hylderne. Jeg har senere fundet ud af, at Coop i forbindelse med den amerikanske nationaldag, 4. juli, kørte et amerikansk tema. Priserne var ganske lave i forhold til, hvad prisen ellers er på specialøl - de lå mellem 17 og 22.-, og jeg fik hevet en flaske af hver variant med hjem. 

Dem har jeg nu fået smagt mig igennem, og det til en udsøgt fornøjelse, og undervejs blev der købt lidt mere hjem til lagret - for hvornår ville jeg se de øl igen?! Især bryggeriet Deschutes viste sig at være lidt af en åbenbaring, og som et, der er værd at følge fremover:

Nedenfor får de et par ord med på vejen, og med links til Ratebeer.

Mirror Pond Ale - 5%, og en rund og velsmagende øl, hvor der er en fin balance mellem sødme og bitterhed. En frisk øl, der på fineste vis slukkede tørsten på en varm sommerdag.

Inversion IPA - 6,8% og lidt af en smagseksplosion af humle og bitterhed, men alligevel frisk og rund i smagen. En perle af en IPA, der snildt matcher de mere alkoholtunge indenfor denne øltype.

Black Butte Porter - Et levende bevis på, at en porter ikke behøver at slå højt ud på alkoholskalaen for at være god. 5,2% og tæt på at være én af de bedste portere, jeg har smagt. En øl, der vil gå godt til desserten eller "blot" som en nydeøl.

Pick Axe IPA - 6,2%, men smager af meget mere. Godt med humle og bitterhed på eftersmagen, men fortsat meget frisk i smagen. Særdeles velegnet på disse varme sommerdage.

Islander IPA - 7,0%, og med en god, humlet og bitter smag. Du bliver ikke blæst omkuld i en stor smagsoplevelse, men mindre kan også gøre det, og har man hang til IPA, vil denne blive smagt med stor glæde.

Rocky Mountain IPA - Den smagte af mere end de 6,2%, den er på. Frisk og humlet i smagen, men uden at skille sig helt ud af mængden.

Ballast Point Pale ale - En noget anonym pale ale, der nok var humlet i smagen, men som ikke efterlod den helt store smagsoplevelse. Men en frisk øl og et godt alternativ til pilsneren.

Så alt i alt nogle fine smagsoplevelser, og jeg håber, at udvalget også har været så stor en succes for Coop, at de fremover og ved forskellige anledninger vil gentage finten og supplere deres udvalg med øl fra flere af de mindre udenlandske bryggerier.

fredag den 19. juli 2013

Top-10 over verdens bedste landevejsryttere

For en måned tids siden besøgte jeg min tidligere studiekammerat, Ivan, og blandt gæsterne var også hans mangeårige ven, Henrik. Begge har sunde interesser, der alle er af særlig relevant karakter; øl, fodbold og cykling. 

Så snakken gik især på disse emner, og da vi nåede til cyklingen, diskuterede vi blandt andet, hvem der er tidernes største cykelrytter. Vi blev dog ikke helt enige...., men nedenfor giver jeg mit bud på en top-10 over mine favoritryttere gennem tiderne. Kriterierne er, at de skal have kørt i "min tid" og at det er landevejsryttere. Den bedste banerytter gennem tiderne er naturligvis Patrick Sercu, men det er en helt anden snak.

Nå, men uden videre omsvøb, i prioriteret rækkefølge og med links til biografi på Wikipedia:
  1. Greg Lemond
  2. Hennie Kuiper
  3. Eddy Merckx
  4. Rolf Sørensen
  5. Francesco Moser
  6. Joop Zoetemelk
  7. Jean-Francois Bernard
  8. Bjarne Riis
  9. Richard Virenque
  10. Gilbert Duclos-Lassalle
Ret beset en umulig liste at lave, men en top-10 er en top-10, og skulle jeg lave den på ny om et år, vil 7-8 fortsat være gengangere - og top-3 intakt. 

Eventuelle læsere af denne blog er velkomne til at give deres bud på en top-10....

mandag den 15. juli 2013

Engelsk guitarrock - og en smule Roskilde

På den Roskilde, der i forrige uge løb af stablen var det ganske småt med den engelske guitarrock - også kaldet "blege engelske fyre, i tshirt og som spiller guitar" - på plakaten. Ret beset har festivalen de senere år med kirurgisk præcision undgået denne genre. Og vi skal tilbage til kongeåret 2006, hvor de senest ramte plet - Placebo, Arctic Monkeys, Kaiser Chiefs med flere stod da på plakaten.

Det ærgrede mig rigtigt meget, om end denne scene ikke ligefrem er den mest progressive og nytænkende, ligesom århusianske Northside efterhånden har overtaget dette segment.

Nå, men to oplagte navne havde ellers været Foals og Courteeners. De har begge udgivet nogle meget fine albums i år, hvor de er tro mod genren, men alligevel afsøger andre veje. Foals i en mere elektronisk retning og ikke ulig Bloc Party, mens Courteeners kigger tilbage og trækker på inspiration fra blandt andet The Jam.

Deres albums er ikke nødvendigvis blandt årets bedste albums, men på dem begge er der nogle ørehængere af rang. Og begge albums understreger, at der fortsat er en fremtid for den engelske guitarrock - den dybe tallerken skal ikke nødvendigvis opfindes hver gang! Og de understregede desuden, at scenen fortsat kan begejstre mig!

Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelser og lyt med nedenfor:

Foals - Holy fire
Courteeners - Anna


onsdag den 10. juli 2013

Indkøbsseddel til FC København

I går præsenterede FC Købehavn sit første indkøb i form af den svenske forsvarsveteran, Oluf Mellberg. Og fra klubbens side fik den ikke for lidt på tangenterne, hvor alle medier blev taget i brug for at fortælle om dette store kup og der blev skrevet side op og side ned om hans rutine, meritter, lederegenskaber og så videre. Personligt finder jeg nu købet mest løjerligt. Forsvaret var godt sidste år, men manglede måske mere bredde. Her havde jeg dog foretrukket en ung, med fremtiden foran sig frem for Grauballemanden.

Men OK, jeg har før taget fejl, og tiden må vise, om Mellberg bliver et godt køb, men set i lyset af de senere års noget uheldige køb fra FCK's side, forbeholder jeg mig retten til at være skeptisk!

Men selvfølgelig skal der ske noget på indkøbssiden. Kometen Andreas Cornelius er væk. Det samme er Martin Vingaard, der af uforklarlige årsager røg ud i kulden, da Jacobs overtog trænerposten. Samtidig ruster mesterskabsrivalerne fra FC Nordsjælland gevaldigt op, ligesom foråret i meget tydelig grad understregede, at der er plads til forbedring i FCK. Også med den kommende Champions League in mente.

Så som den mandagstræner, jeg nu en gang er, er her min indkøbsseddel til FC København:

Forsvaret
Mellberg er nu hentet, hvilket gør holdet mindre sårbart overfor skader, karantæner og formnedgange.

Midtbanen
Her skriger holdet efterhånden efter en central midtbanespiller med store lederegenskaber. TK, Claudemir og Delaney har endnu ikke vist, at de er i stand til at fylde den rolle ud. Det må være den næst højeste prioritet for den sportslige ledelse. Desuden bør der snarest finde en afløser for Bolanos, hvis formkurve har været støt nedadgående det seneste år, og skal der tjenes en skilling på ham, bør han skibes af sted nu - eller senest til vinter

Angrebet
Sidste års topscorer, Andreas Cornelius, er væk, og i den nuværende trup findes der ingen oplagte afløsere. Men det tænkte mange også, da Dame N'Doye sidste år blev solgt! I øvrigt stor ros til FCK-ledelsen for godt købmandsskab i forbindelse med salget af Cornelius. Men - angriberposten må være klubbens højeste prioritet. Vetokele viste ikke meget sidste år og Santin ligner nu på 3. år en færdig mand. De tilbagevendte Mos og Diouf har jeg heller ikke meget fidus til.

Hvem indkøbene så bør være, er - for mit vedkommende - straks mere usikkert. En mulighed er dog også, at flere af de unge talenter bliver en del af truppen, men Jacobs viste sidste år en meget lille tilbøjelighed til at rotere i truppen, og rotation er jo ofte den bedste mulighed for at få unge spillere etableret og integreret på holdet.

Personligt håber jeg, at der ikke kommer flere udlændinge til holdet, da rygraden bør være dansk. Et dansk mesterhold skal være trækplaster for danske spillere. Men for at trække en kæphest af stalden, burde den tidligere Aab'er Thomas Enevoldsen være et emne. FCK kunne også være en oplagt mulighed for Thomas Kahlenberg til at få gang i sin karriere igen, men et sådan skifte er næppe oplagt for den tidligere Brøndby-mand! Peter Løvenkrands, Christian Poulsen og Nicklas Bendter anser jeg som udelukkede.

Nå, men spekulationerne kan fortsætte i det uendelige og når alt kommer til alt, er klubbens sportslige ledelse jo nok klogere end "os" mandagstrænere! Dog føler jeg en smule bekymring over den defensive tilgang, klubben hidtil har haft til den kommende sæson, hvor den taler om, at mesterskabet har den absolutte førsteprioritet. Men 4-6 snittere i Champions League og en pauver pointhøst gavner hverken FCK eller dansk fodbold - hverken på kort eller lang sigt.

FORZA FCK!

tirsdag den 9. juli 2013

En fredag på Roskilde

Som jeg skrev lige her, blev det i år for mit vedkommende kun til én dag på årets Roskilde Festival. Et valg, jeg bitterligt fortrød i takt med, at festivalen kom tættere og tættere på, og ikke mindst mens, at den stod på. Men det er som bekendt bedre at tørre den spildte mælk op end at græde over den, så til næste år er jeg tilbage igen - vel at mærke med fuldt program!

Men når det nu en gang skulle blive og være sådan, var én dag bedre end ingen, og selvom jeg gerne havde oplevet Metallica, The National, Sigur Ros, Queens of the stone age, John Grant, Kraftwerk, Quadron og så videre, og så videre, fik jeg forgangne fredag en mere end fin oplevelse på de overpissede græsarealer lidt uden for Roskilde centrum.


Jeg ankom til lejren, Camp Morfar/Blanco/Røv, omkring kl. 09.00, og langsomt begyndt lejrens beboere at kravle ud af teltet, klar til at børste torsdagens begivenheder af sig. Stemningen var straks i top, hvor jokes, lårklaskende morsomme kommentarer, røverhistorier og øllet flød i en lind strøm. Så alt var ved det gamle, og genkendelsens glæde er, som bekendt, ofte den største.

Dagens musikprogram blev også vendt, hvor jeg sammen med Klaus, Ulrik og Jesper fik synkroniseret vores planer. Jeg blev naturligvis også igen-igen hånet for min fejlagtige disposition, og det var helt på sin plads.

Lejrlivet er en væsentlig del af Roskilde, og da stemningen, som altid, var helt i top, blev jeg hængende lidt mere end beregnet, hvorfor jeg gik glip af Dead can dance på Arena. Det var ellers et af de navne, jeg absolut skulle opleve, men en del af en festival er også, at du glipper en god koncert eller flere til fordel for grin, øl og gajol-shots!

Nå, men første kunstner, jeg oplevede var Jonathan Wilson kl. 17 på Odeon. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men kun af omtale. Musikken viste sig at være Neil Young møder The Eagles, og ikke helt ulig Wilco. Jeg blev dog ikke helt fanget. Det skyldtes også, at Jesper, Ulrik og Klaus ville opleve Metz, der spillede kl. 18 på Pavillon. Da jeg læste omtalen på festivalens APP var jeg overbevist om, at dem skulle jeg også opleve.

Jeg landede 18.05 og her var de færdige med deres andet nummer, og forsangeren lød som en astmatiker. Årsagen var dog. at alle numrene blev afleveret i et hæsblæsende tempo, og de nåede vel 20 numre på de 45 minutter, koncerten varede. Stilen var ikke ulig tidlig Nirvana, og bandopsætningen lå dog også meget tæt op af forbillederne. Men en forrygende koncert, der understregede, at Metz kunne være værd at holde lidt mere øje med.


Herefter gik turen til Orange, hvor soul-legenden Bobby Womack skulle spille ud og op. Til koncerten med Gorillaz for et par år siden var han også på den scene, og leverede en gribende indsats, så vi ville gerne opleve ham igen. Her blev der leveret soul-klassikere med indlevelse og tilstedeværelse, men koncerten ramte ikke helt plet. Nogle passager blev simpelthen for langtrukne, ligesom Arena havde været en bedre placering end Orange.

Næste kunstner blev så den kunstner, der vel sagtens er blevet diskuteret mest ved dette års Roskilde, nemlig Rihanna. Men at dømme efter publikum og dets reaktion under koncerten havde festivalen set rigtigt. Aldrig før har jeg oplevet så mange mennesker ved Orange, og stort set alle var i ekstase under de 90 minutter koncerten varede. Ankepunkterne var, at hun kom 30 minutter for sent - hun er dog ikke den første, der er kommet for sent til en Roskilde-koncert! - at lyden de første 20 minutter var elendig og at dele af sangene var med playback (som backing- og ekstravokal), så de kunne lyde præcis, som på hendes albums. Det havde dog ikke været nødvendigt, for hun kunne sagtens selv synge Orange helt op og ind i hjertekulen på publikum.

Når det så er skrevet, leverede hun et brag af en koncert og popfest. Det var væg-til-væg med hits, hun var super-cool, men også til stede og med fokus på sangene og ikke et stort anlagt sceneshow. Publikum overgav sig til hende og hun til festivalen. Talk that talk, We found love, Where have you been, Only girl in the world og Diamonds var højdepunkterne blandt mange højdepunkterne.


Og til debatten om Rihanna, vil jeg blot henvise til dette fine indlæg fra Bloggers by choice.

Dagens sidste musikoplevelse blev for mit vedkommende synth-punkerne, Crystal Castles, der gik på Arena 01.30. Jeg havde forventet et koldt og distanceret ikke-show, men det blev lige omvendt. Coolt, tilstedeværende og energifyldt og de lange synth-flader sparkede nyt liv i de trætte kroppe. En perfekt afslutning på en god Roskilde-dag.

Opsummeret, ser min bedømmelse sådan ud (med 6 stjerner, som det højeste):

Jonathan Wilson - 3 stjerner
Metz - 4 stjerner
Bobby Womack - 3 stjerner
Rihanna - 6 stjerner
Crystal Castles - 5 stjerner

Tak til Roskilde og ikke mindst Camp Morfar/Blanco/Røv for en herlig fredag. Jeg havde nær skrevet festival i stedet for fredag, men en RIGTIG festival er minimum torsdag til søndag, og helst boende i campingområdet. 

Vi ses til næste år - rock and roll will never die!

torsdag den 4. juli 2013

Et pubbesøg i Kolding

I flere år har min kammerat, Kenn, og jeg talt om, at vi skulle besøge den nærmest verdensberømte pub i Kolding, Den engelske pub - også kaldet You'll never walk alone. Og hvorfor så det? Jo, ejeren af pubben, Torben Mathews, var én af pionererne på den ølbølge, der har skyllet hen over landet de seneste 10-15 år, og pubben er kendt for sit meget store øludvalg, hvoraf meget er af egen import, og for sine hyggelige omgivelser. Besøget blev yderligere aktualiseret, da jeg for nogle måneder siden var til ølsmagning med netop Torben Mathews, og det har jeg skrevet om lige her.

Men hidtil er det blevet ved snakken, men lørdag stævnede vi - med tog! - ud mod Kolding. Og cirka kl. 11.00 landede vi på Kolding Station. Selvom pubben trak gevaldigt var vi enige om at indlede besøget i Kolding med en byvandring, hvor første stop var Koldinghus. Vi var ikke inde på selve museet, men gik omkring borgen, nød udsigten og knipsede billeder af det mægtige bygningsværk.

Herefter travede vi gennem byen, der viste sig at være ganske hyggelig, med mange specialbutikker (vin, ost, slagter, fisk med videre), gamle bygninger, små gader og hyggelige torve. Desværre småregnede det om formiddagen, så gadelivet var ganske begrænset.

Efter en god frokost på én af byens mange hyggelige cafeer, blev kursen sat mod pubben. Der var lørdagsjazz, hvilket gjorde, at den var pakket fra gulv til loft, fra endevæg til endevæg. Men da vejret var klaret op og da vi ikke nærer den store begejstring for jazz, fik vi handlet den første omgang og fortrak til det hyggelige gårdmiljø.

Den første bestilling gav et varsel om, at vi havde valgt rigtigt og ville bruge en lørdag i Kolding. Der manglede et ølkort og det var grundet de mange gæster umuligt at vade frem og tilbage langs pubbens mange ølhaner, men den unge pige bag disken fandt via nogle opklarende spørgsmål hurtigt frem til en øl, hun mente vi ville kunne lide. Hun fik ret!


Omkring kl. 15 sluttede jazzen og pubben blev tømt, hvorefter vi straks listede ind. Pubben er også kendt som en rigtig god sportsbar, og Mathews' glæde og fascination for engelsk fodbold lod sig ikke fornægte, hvor mangt en signeret fodboldtrøje prydede i loftet - desværre en del fra Liverpool og ingen Manchester United! - ligesom der var en såkaldt Wembley-wall, signerede fodboldbilleder og så videre.

Både da vi sad udenfor og da vi rykkede indendøre, kunne vi notere, at der er en del ansatte på pubben - primært unge mennesker. Men modsat den betjening, du ofte møder på cafeerne, var der her tale om et absolut kompetent og imødekommende personale, der kendte øllene, øltyper med videre, og var i stand til at servere øllene på den helt rigtige måde. Det gjorde det også nemmere for os at overskue det nærmest uoverskuelige øludvalg, hvor de efter nogle enkelte dessiner straks fandt frem til en øl, der faldt i vores smag.

Prisniveauet var rimeligt, hvor langt de fleste øl lå på 45-50.- for 50 cl. Det kan man ikke klage over, når der samtidig var tale om rigtig gode øl. Noget, der også imponerede os var, at du her kunne få normalt meget stærke øltyper som imperial stout og dobbelt IPA til nogle mere humane procenter, men uden, at det gik udover smagen og smagsoplevelsen. Så en imperial stout behøver altså ikke at hamre på 11-13% for at være god - satans!

Blandt de bedste smagsoplevelser var noget af deres egen import fra Mendocino-bryggeriet, der ligger i Californien - Imperial Stout og Imperial IPA. Aftenens clou var dog den engelske Thornbridge Saint Petersburg. En imperial russian stout på "kun" 7,7%, men smagte af meget mere. Himmerigsmundfuld var i denne henseende den rette betegnelse.

Klokken 18 blev vi i øvrigt "forvist" fra den indendørs bar, da der skulle være et privat arrangement for pubbens stamgæster. Men den udendørs bar forblev åben, og den venlige pige bag baren hentede velvilligt øl til os, når det var tid til en ny. God service, og det gav samtidig en mulighed for at snakke mere om pubben, hvordan det var at arbejde der med videre. Hun kunne fortælle, at Torben Mathews gør meget ud af, at personalet kender øllene og ved personalemøderne er der ofte/altid ølsmagning. Det er også med til, at de er i stand til at betjene kunderne på en god måde - som vi også selv oplevede.

Så alt i alt en rigtig hyggelig tur, og et gensyn er ingenlunde udelukket. Hjemturen føltes betydeligt længere end turen derover, men det var det hele værd! Derfor er et besøg i Kolding og Den engelske pub mere end anbefalelsesværdig.