Nick Cave og andet ny musik

For et par uger siden smed Nick Cave & The Bad Seeds et nyt album, Push The Sky Away, på gaden. Og dermed nøjagtigt 25 år efter, at jeg først begyndte at lytte til dem - albummet Tender Prey, hvorfra den himmelstræbende The mercy seat fortsat står som én af deres bedste sange - overhovedet.

Sidenhen følger jeg udgivelse for udgivelse med bandet, og går til koncerter med dem, når de spiller i KB-Hallen, Falconer Salen og på Roskilde. Jeg er vel en slags fan, men uden rigtigt at være det. Der er på stort set alle deres albums fremragende sange, men også sange, jeg hurtigt løber forbi. Sagen er nemlig den, at når det kommer til Nick Cave & The Bad Seeds, foretrækker jeg så absolut deres mere stille, melodiske og afdæmpede stunder. Og de er i undertal på mestedelen af deres albums, hvor guitaren er skramlende og beskidt, mens Cave vrænger og spytter bag mikrofonen.

Men på 1996-albummet The Boatman's call holder de den afdæmpede, romantiske og fortællende tone gennem hele albummet, og det er i mine og mange, mange andres ører bandets hovedværk - og et af de bedste albums fra 90'erne. De efterfølgende albums er igen af svingende karakter, men på Push The Sky Away er de igen gået tilbage til tonen fra The Boatman's call. Albummet har modtaget lutter positive anmeldelser og mødt med stor benovelse, på den gode måde, overalt. Og med rette! Over de 42 minutter, albummet varer, fordelt på ni sange, er der ikke ét svagt øjeblik, og min egen oplevelse kan fint summeres op via denne anmeldelse i Berlingske.

Albummet er klar favorit til at blive årets album 2013, og eneste seriøse udfordrere bliver vel sagtens kun de kommende albums med The National og Depeche Mode. Og jeg glæder mig i den grad til at høre sangene live, når de til november igen spiller i Falconer Salen.

Så allerede to måneder inde i 2013, tegner året til at blive en fin musikårgang, hvor jeg p.t. også lytter en del til følgende gode albums - med links til anmeldelser i Gaffa: Indians, Stoffer & Maskinen, Foxygen, Foals og The Courteeners. Og lige om hjørnet venter Johnny Marr, Dido, Low, Depeche Mode, Palma Violets med flere. Dem glæder jeg mig også til!

Lad mig runde af med ét af de mange fine øjeblikke fra Push The Sky Away:

Mine bedste sange fra 70'erne

Jeg er nu kommet i den alder, hvor jeg ikke kan huske, hvad der skete for fire dage dage, men snildt kan huske, hvad der skete for fyrre år siden....! Som en konsekvens heraf, har jeg fået en tendens til, at når jeg leder efter musik på Youtube, så er det efter musik, jeg lyttede til i 70'erne.

Et årti, der begynder, da jeg er 1½ år gammel, så perioden er nok snarere fra midten af årtiet, hvor min søster, der er 4½ år ældre end mig, for alvor kaster sig over tidens hits. Og særligt på drengebandet Bay City Rollers, men også David Essex, David Cassidy, Donny Osmond, Bee Gees, Suzi Quatro, Mabel, Abba, Gasolin med videre. Så det blev også den musik, snothvalpen af en lillebror lyttede til, når han hang ud på søsterens spændende værelse. Og som blev min egen yndlingsmusik - med tilføjelse af Shubidua, Sweet og Electric Light Orchestra.

Musikken lærte vi at kende via Vi unge og et andet dansk musikblad, jeg ikke kan huske navnet på, Hej P3 i radioen og musikshows på tysk tv. Og blev efterfølgende spillet lystigt på min kassettebåndoptager, mens jeg svingede hårbørsten eller den træguitar, min far lavede til mig.

På det tidspunkt har vi sommerhus i Dronningmølle, men i bilen er der ikke kassettebåndoptager - det var før, at der overhovedet var tænkt på cd'er, MP3 og lignende - så for at få tiden til at gå - og for at abstrahere fra forældrenes evindelige pulsen på cigar og cigaretter - sad min søster og jeg på bagsædet og skrålede sange med Bamses Venner, Gilbert O'Sullivan, Gasolin og Abba. Og da Mabel tordner frem i slutningen af årtiet, skal vi på vejen til sommerhuset, på min søsters forlangende, køre gennem Stenløse, hvor bandet boede på det tidspunkt.

Når jeg i dag lytter til noget af musikken fra den gang, er det mig næsten en gåde, at de kunne blive hits og var ørehængere, mens andre fortsat hænger ved - og et eller andet sted fortsat holder. Så når man har hang til lister, kunne en top-20 over de sange, jeg kan huske, at jeg lyttede til i 70'erne, være meget passende. Sange, der har bidt sig fast og/eller som jeg lyttede absolut mest til den gang. 

Skulle jeg lave en top-20 over perioden, lyttet med dagens mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, ville listen tage sig meget anderledes ud, men det er en helt anden historie.

Men her er den, i uprioriteret rækkefølge, og med links til Youtube. Vær forberedt på et nostalgisk ridt....

1. Suzi Quatro - The wild one
2. Electric Light Orchestra - Confusion
3. Bee Gees - Too much heaven
4. Sweet - Ballroom Blitz
5. Bay City Rollers - Bye bye baby
6. Mabel - Boom, boom
7. Abba - Mamma mia
8. Carpenters - Yesterday once more
9. Gilbert O' Sullivan - I Don't Love You But I Think I Like You
10. Terry Jacks - Seasons in the sun
11. Shubidua - Hvalborg
12. Gasolin - Strengelegen
13. Brotherhood of Man - Save Your Kisses for Me
14. Bamses Venner - Vimmersvej
15. Harbo - Moviestar
16. Boney M - Daddy Cool 
17. Bay City Rollers - Dedication
18. Bee Gees - Tragedy
19. Abba - SOS
20. Grease - Summer nights

Ølnyhed 2012

Tirsdag aften var der igen kaldt til samling hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling, der indbød til endnu en traditionsrig smagning, nemlig Finalesmagning - nærmere bestemt finalefeltet til Ølnyhed 2012.

Og som sædvanlig havde lokalbestyrelsen gjort et stort stykke arbejde for at stampe rigeligt med flasker af de 12 deltagende øl op, så der kunne være en smagsprøve til alle fremmødte. Og det lykkedes næsten - Mørk Hvede fra Indslev og Chokolade Chili Porter fra Det lille bryggeri manglede. Sidstnævnte blev der i øvrigt også kun brygget 400 flasker af!

Dette siger også lidt om tilfældigheden ved, hvilke øl, der går videre til selve finalen. Samtlige nye danske øl i 2012 er blandt de nominerede, hvorefter medlemmerne af Danske Ølentusiaster kan stemme på den øl, de synes skal gå videre til finalen. Så her spiller tilgængelighed, medieomtale, aktivitet fra bryggeriet i lokalafdelingerne med videre naturligvis også ind.

Men denne fremgangsmåde betyder også, at det bliver ølfolket, der bestemmer frem for, at man har nogle øleksperter siddende, som så udvælger blandt de mange, mange nye øl, der hvert år kommer på markedet, for det ville hurtigt ende i smagsdommeri. Så det er ikke nødvendigvis de absolut bedste øl, der er i finalen, men selve gimmicken ved kåringen skal heller ikke undervurderes.

Nå, men tilbage til smagningen.

Finalen er delt op i to kategorier - én for øl under 5,9% og én for dem over 5,9%. Det er vist andet år, at det er tilfældet, og det kan jeg kun billige, for så kommer de mere svage, men fortsat gode øl også til orde. Kendetegnet ved årets finalefelt er, at især Hornbeer og Ugly Duck Brewing er repræsenteret med hver tre øl.

Og i kategorien under 5,9%, faldt Hoppy Christmas fra Ugly Duck Brewing bedst i min smag. En god IPA, med en sød og humlet smag, og som smagte af mere end sine 5,9%. Men Ringsted-vinderen i denne kategori blev Julegrisk fra Hornbeer. Men havde Chokolade Chili Porter fra Det lille bryggeri været med, havde den vundet med stort set samtlige dommerstemmer. Men generelt var de fem øl, vi smagte i denne kategori ikke specielt imponerende, men heller ikke dårlige.

Straks bedre blev det, da vi gik nogle procenter op. Her var min egen favorit Christmas Ale fra Fur Bryghus, og den blev da også Ringsted-vinderen. En satan på 9,4%, men var på ingen måde sprittet, med sød og rund i smagen.

Aftenens clou var dog surprise-øllen, for som plaster på såret for den manglende øl fra Det lille bryggeri, bød lokalafdelingen på smagning af bryggeriets nye imperial stout, Black Gold. Slet og ret fremragende, og én af de bedste imperial stouts, et dansk bryggeri nogensinde har smidt på gaden. Meget skal ske, hvis den ikke for mit vedkommende bliver året ølnyhed 2013!

Men alt i alt en rigtig hyggelig aften i lokalafdelingen, og jeg glæder mig allerede til næste smagning. Den finder sted 19. marts, hvor Bock, Dobbelbock og Eisbock står på programmet.

Skål!

De 10 bedste westerns

Forleden var jeg en tur i biografen, hvor Quentin Tarantinos Django Unchained landede på billetten. Og det var en rigtig god filmoplevelse. Klassisk Tarantino – på den gode måde. Action, humor og alvor viklet ind i hinanden, suppleret med storslåede billeder og fine præstationer fra især Jamie Foxx og Leonardo di Caprio. Og samtidig var han meget tro mod hele western-genren. Nu om dage er det sjældent, at jeg kommer i biffen, men når det skulle være, var der tale om et godt valg!

Filmen var desuden en god anledning til at lave en top-10 over de bedste westerns, der er lavet - her er min, i prioriteret rækkefølge og med links til IMDB:

1. Once upon a time in the West
2. Red River
3. De Nådesløse
4. True Grit
5. Sheriffen
6. Diligencen
7. Winchester '73
8. Den gode, den onde og den grusomme
9. Pale Rider
10. Django Unchained

Der er ganske givet nogle, jeg har overset, men det er ikke en fejl, at den danske Præriens skrappe drenge glimrer ved sit fravær!

Listen var en også en god anledning til at genkalde barndommens weekender, hvor der ofte blev blændet op for en western på dansk, tysk eller svensk tv. Og hvor der før eller efter blev der leget cowboy og indianere på Ligustervænget og omegn. Vi var altid hurtigere end vores egne skygger!

Stoffer & Maskinen i Ringsted Kulturhus

Lørdag aften gæstede det fine band, Stoffer & Maskinen, Ringsted, nærmere bestemt Ringsted Kulturhus. Og blandt publikum var undertegnede at finde - især fordi, at jeg sætter stor pris på de to albums, de hidtil har udgivet. Og så havde jeg en anelse om, at de ville være ret gode live. Mere om det senere....

Bandet er en del af en fin plakat for forårets koncerter i Ringsted Kulturhus, der også tæller blandt andet Clara Sofie, Eaggerstunn og Christian Hjelm. Og dermed en del af en større satsning, der også er blevet tilvejebragt via støtte fra Statens Kunstråds Musikudvalg. En støtte, der også gør, at Metro, der står bag arrangementerne, kan trække nogle mindre, men fortsat gode og lovende navne til byen.

Det har også tidligere været tilfældet - dengang kulturhuset gik under navnet Medborgerhuset, og hvor der blev lagt scene til blandt andet Psyched Up Janis, Dizzy Mizz Lizzy og Her personal pain, mens de var i deres spæde begyndelse. Koncerter, der fortsat står som nogle af de bedste oplevelser på min liste.

Nå, men lørdag aften kl. 22.00 gik Stoffer & Maskinen på scenen. På plade er de meget elektroniske i deres udtryk, men live er der tale om en klassisk opsætning - keyboard, guitar, bas og trommer. 

Og det fungerede rigtigt godt. Sangene fik lidt mere kant og variation samtidig med, at bandet fortsat var meget tro mod dem. Og alle fem på scenen var satans veloplagte, hvor sangene blev afleveret med energi, tilstedeværelse og overbevisning. Sætlisten var en god blanding fra deres to albums, og for mit vedkommende var de bedste øjeblikke Kærestebrevet, Timeglasset og Byens tage fra det seneste album, samt Flader mod flader og Vi to er smeltet sammen fra debuten. Koncerten var derfor også en understregning af, at Stoffer & Maskinen bør nå ud til et meget større publikum,  såvel på plade som live. I mine ører et af de mest lovende bands på den danske scene lige nu.

Desværre var meget få mennesker dukket op til koncerten, men dem, der gjorde det, fik en meget fin oplevelse. Og jeg håber, at flere fremover vil støtte op om koncerterne i Ringsted Kulturhus. Du får mulighed for at opleve noget god musik og måske lære noget nyt at kende, og det til en meget rimelig pris; 100.- for 70 minutters rigtig god musik og en god koncertoplevelse. Det kan da kaldes valuta for pengene!

Tak til Metro for et godt arrangement. Tak til Stoffer & Maskinen for en koncert i den fremragende ende af skalaen.

Lad mig runde af med en video fra deres seneste album, Astronaut:

Neil Young og en utilgivelig fejl

Da jeg i december lavede mine vanlige lister over årets bedste albums, glimrende det seneste album med Neil Young, Psychedelic Pill, ved sit fravær. I sig selv lidt af et paradoks, da et album fra Mesteren til enhver tid vil/burde være selvskreven på mine årslister.

Og årsagerne til dette fravær hører til i "forklar-mig-røv"-kategorien. Til trods for, at albummet udkommer i oktober, havde jeg ikke fået lyttet det. Hovedrystende. Og én af årsagerne til, at jeg ikke havde det var, at det mange steder havde fået dårlige anmeldelser, som denne i Gaffa. Dobbelt-hovedrystende, at dårlige anmeldelser skal afholde mig fra at høre Mesteren.

Nå, men nytårsaften bliver der så rådet bod på dette. Denne holder jeg hos min gode ven, Brian, som i øvrigt var den, der i tidernes morgen fik åbnet mine øjne for Young. Og da jeg tropper op, er Brian naturligvis i gang med at spille albummet. Siden har albummet også været i fast rotation her på matriklen og på togrejser til og fra arbejde, for der er naturligvis tale om et eminent album.

Efter nogle albums af svingende karakter, klæder det ham i den grad, at han igen har de tungtspillende Crazy Horse i ryggen. Det betyder Young Classic, når det er absolut bedst. Young viser, at 67 år ikke er nogen alder, hvor han og Crazy Horse viser samtlige unge kløse på rockscenen, hvordan en guitar skal spilles og håndteres.

Eneste ankepunkt er, at de mere langstrakte numre på albummet bliver FOR langstrakte - 16 og 27 minutter er lang tid for en sang - hvor han og Crazy Horse ryger lidt for langt ud af strengen.

Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket om et stærkt og formfuldendt album, som var landet omkring 5.-6. pladsen på min årsliste, havde jeg haft fornuft nok til at få lyttet det, da det udkom.

Nedenfor kan én af singlerne fra albummet lyttes og jeg vil morderligt gerne høre albummet live. Så jeg håber, at han snart lægger sin vej forbi andedammen igen - måske på sommerens Roskilde....

Lille dansk samtidsroman

I denne uge udkommer Peter H. Olesens roman, Lille dansk samtidsroman. Selv forudbestilte jeg den via forlaget og modtog den for cirka 1½ uge siden. 

Det passede mig fint, for jeg var lige blevet færdig med Agnetha Fältskogs forfærdelige selvbiografi - mere om den en anden gang - hvorefter jeg straks kastede mig over den.

Peter H. Olesen gør sig også i musikalske sammenhænge, og er én af de kunstnere, jeg har lyttet og lytter mest til - overhovedet. Og det som sanger i Greene, Olesen-Olesen og nu De efterladte, hvor han gang på gang giver beviser på, at han er én af landets absolut fineste tekstforfattere.

De senere år er forfatter også blevet føjet til CV'et, hvor det er blevet til udgivelser af tekstuddrag og digte, ligesom han i 2008 romandebuterede med den fremragende Korrekturlæseren.

Nå, men for et par dage siden fik jeg så vendt sidste blad i hans seneste roman, og det efter en rigtig god læseoplevelse. 

Om romanen skriver forlaget følgende:

"Vi er i krisens første år. To snart midaldrende venner genser hinanden efter lang tid. I udkantsdanmark. Langt ovre i Jylland. De spiser begge piller for at klare sig nogenlunde gennem dagen. Den ene skal forestille at skrive en bog om ungdommen i de tidlige firsere, den anden går og venter på førtidspension. Det kunne være trist og trøstesløst, hvis ikke det var fortalt af et pokerfjæs med en koncis, omend underspillet humor". 

Forfatteren har på sin egen blog føjet lidt mere til.

De knapt 130 sider er hurtigt læste, og så alligevel ikke, for undervejs vender du tilbage til sætninger tidligere i romanen, bruger tid på at skabe dine egne billeder, egne historier over det fortalte, og skaber referencer til eget liv, egne oplevelser.

Dertil kommer, at du undervejs er satans godt underholdt, hvor spiddende one linere står i kø, og der gives liggende ottetal eksempler på Olesens kendte (selv)ironi og sarkasme fra plader og koncerter. Og kender du til hans sangtekster, vil du undervejs også nikke genkendende til formuleringer og tænke "det har jeg da læst før". Men det hæmmer ikke læseoplevelsen - snarere tværtimod!

Sproget er skarpt og præcist, og forfatteren er ikke ødsel med ordene. Men bag ordene sker der en masse, og det stramme sprog gør, at hver side er mættet med indtryk. Olesen er konstaterende i sin fortællemåde, og reflektionen, analysen og perspektiveringen overlades til læseren. Det er det, der i mine øjne skaber en god roman.

Modsat musikalbums, der kan høres i én uendelighed, er det meget sjældent, at jeg læser en roman flere gange, men den her bliver helt sikkert en undtagelse, for da jeg var færdig fik jeg lyst til at begynde forfra - er der flere historier og billeder bag ordene, er der mere, jeg selv kan digte videre på og så videre.

Med andre ord, kan Lille dansk samtidsroman varmt anbefales, og den fortjener et stort publikum.

Alt forladt

I sidste uge udkom Peter Sommers nye album, Alt forladt. Et album skrevet efter Sommers skilsmisse fra sangerinden Lise Westzynthius, og derfor allerede går under betegnelsen "et skilsmissealbum". Sidste år udgav Westzynthius albummet Tæt på en kold favn, og øvelsen med at sammenligne de to albums og høre dem ind i samme kontekst er snublende tæt på, men de bør og skal høres med hvert sit sæt af ører.

Her på matriklen var jeg meget begejstret for Westzynthius' album, og det samme gør sig gældende for Sommers. Derfor melder jeg mig heller ikke ind i koret af kritiske røster, der har mødt albummet, og min oplevelse ligger tættest op af Gaffas og Diskants.

Kritikken er blandt andet gået på, at Sommer på Alt Forladt er gået lidt for meget i den elektroniske grøft. Bevares, albummet har mistet noget kant i forhold til hans tidligere albums, men det er vel den elektroniske musiks præmis - uden, at jeg skal kloge mig på sligt!

Min egen oplevelse er, at de nye veje giver mere plads til hans fine stemme, der også på dette album emmer af melankoli, troværdighed og en tilbagelænethed, der klæder sangene.

Dertil kommer, at albummet er understregning af, at Peter Sommer er én af landets fineste tekstforfattere og fortællere. Der leges med sproget, uden at det bliver for påtaget og villet, og Sommer bærer lytteren gennem historier om tab, tvivl og forladthed, men også håb. Og netop albumafslutteren, Mod nye højder, rummer håbet, og er vel én af de bedste albumafsluttere, der nogensinde er lavet.

Alt i alt har Sommer begået endnu et meget fint album, der meget vel er at finde i toppen over årets danske albums, når 2013 skal gøres op. Og tegner meget lovende for koncerten i Lille Vega i begyndelsen af marts.

Her er et af albummets fineste øjeblikke:

Poesibogen

Jeg har et par gange bidraget med indlæg til den fine ølblog, Stovt, og senest har jeg skrevet i bloggens poesibog.

Læs eventuelt mere her.

Flowers of Manchester

The last line-up

Det er i dag 55 år siden, at fodbolden oplevede ét af sine mest tragiske øjeblikke - nemlig flyulykken i München, hvor 8 af Manchester Uniteds spillere og i alt 23 af flyets 44 passagerer mistede livet.

Holdet var på vej hjem fra Beograd efter en Europa Cup-kamp mod Røde Stjerne, og tog en mellemlanding i München for optankning af flyet. Det kom aldrig videre.

Læs eventuelt mere i denne Wikipedia-artikel, ligesom der rundt om på nettet findes utal af artikler om ulykken. Der er også denne hjemmeside, dedikeret til ulykken og dens ofre.

For Manchester United er ulykken i dag en væsentlig del af klubbens og dens fans DNA. Også fordi, at der var tale om de legendariske Busby Babes, navngivet efter manager-legenden Matt Busby, med en gennemsnitsalder på 22-23 år, og med nogle af den tids største talenter overhovedet, Bobby Charlton (som overlevede) og Duncan Edwards, i truppen. En manager og en trup, der for alvor indskrev United i fodboldens annaler og som trækker tråde helt frem til den dag i dag, hvor blandt andet Busbys filosofi om brug af spillere af egen avl fortsat lever.

På klubbens hjemmebane, Old Trafford, er der flere mindesmærker og hvert år markeres ulykken ved netop disse, ligesom du på stadion ofte ser bannere, der minder holdet. 

Nedenfor ses et billede fra én af mine egne ture til Old Trafford, og ved netop et af mindesmærkerne.

Forever remembered!

Depeche Mode er tilbage!

Natten til fredag, dansk tid, blev første single fra det kommende album med Depeche Mode sluppet, og med en dertilhørende video. I mine ører er det klassisk Depeche Mode, som vi kender dem fra de seneste 3-4 albums. Albums, der godt nok ikke har været prangende, men alligevel haft sine fine momenter, og Heaven hører så absolut til i den fine ende – også når det kommer til Depeche Modes imponerende bagkatalog af mesterværker. Sangen vidner om en Dave Gahan i storform og om et fortsat smukt samspil med Martin Gore.

Alt i alt tegner nummeret meget lovende for det kommende album, og jeg glæder mig endnu mere til det – og til sommerens koncert i Parken.

Men lyt med her: