Tre gode sange fra Agnetha Fältskog

I går skrev jeg her på bloggen om blandt andet Abba-yndlingens, Agnetha Fältskog, selvbiografi fra 1997, og som det fremgik, var jeg ikke specielt begejstret. Det kan hun og medforfatteren så nok leve med....., og læseoplevelsen ændrer ikke en døjt ved min fortsatte begejstring for Fältskog. Og det er musikken og hendes fantastiske stemme, hun altid vil blive husket for. At jeg så også altid vil huske hende, som noget af det smukkeste, der har vandret på denne jord, er en helt anden sag!

Nok om det - og nedenfor følger tre gode sange indspillet udenfor Abba, og som beviser, at hun også kunne - og kan - stå på egne ben. Sange, der også vækker nostalgiske minder her på matriklen om en svunden tid, ungdommens vår og en skolekæreste, der gik.....

En dårlig biografi - og en god

På mine boghylder har jeg en del biografier om eksempelvis musikere og politikere stående. Og det er til trods for, at det er meget sjældent, at jeg læser biografier eller musikbøger generelt, da jeg til enhver tid klart foretrækker skønlitteraturen/romanen.

Men med sjældne mellemrum kommer jeg forbi biografierne, og blandt seneste læsestof her på matriklen har det netop været sådanne. Fælles for dem begge er, at de længe har stået og gloet på mine hylder, men nu skulle det være. Det ene valg fortrød jeg, mens jeg glædede mig over det andet.

Som jeg er
Jeg begynder med den dårlige. I 1997 udgiver min Abba-yndling, Agnetha Fältskog, sin selvbiografi, Som jeg er. Eller den er snarere en samtalebog, fortalt til journalisten Brita Åhman. Da jeg siden barnsben har været meget begejstret for Fältskog, var mine forventninger rimelig høje. Hun indleder med at fortælle, at bogen skal vise hvem hun er og hvorfor, og understreger, at hun ikke vil sige noget dårligt om eks-manden, Björn Ulvaeus, eller de øvrige Abba-medlemmer. Fair nok og en tillidsvækkende indgang. Og hun ville alligevel være i stand til at fortælle om sin karriere, succesen, sangenes og pladernes tilblivelse, forholdet og samarbejdet med andre kunstnere og medierne, rollerne i bandet, bandet set i en historisk kontekst og så videre. 

Det bliver dog ikke tilfældet, og det hele ender i en tynd kop kaffe, hvor der skrabes minimalt i overfladen, og tiden før og efter Abba fylder uforholdsvis meget i forhold til selve Abba-tiden. Det hele bliver en slags kronik-lignende tilgang, hvor hun forsvarer sig selv og langer ud efter medierne. Men desværre på en ganske uinteressant måde.

Så alt i alt en biografi, der ingenlunde kan anbefales - hvad enten man har hang til genren eller er Abba-/Fältskog-fan. Desværre.

Poul Schlüter - en biografi
I 1992 - og mens han fortsat er statsminister - udgiver Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman (alle tre, der den dag i dag gør sig meget på den politiske kommentatorscene) en biografi om Poul Schlüter. Jeg køber den på bogudsalget et par år senere og siden står den og glor på mig fra mine hylder. Men i disse tider, hvor diverse regeringers økonomiske politik, lederskab og vælgermæssige opbakning diskuteres heftigt, fik jeg lyst til at dykke ned i den. Også fordi, at Schlüters regeringer, i min optik, står som nogle af de stærkeste i nyere tid. Godt nok var jeg ikke begejstret for Schlüter og hans kompromissøgende politik, men var en uomtvistelig stor fan af Uffe Ellemann-Jensen, og hans mere rendyrkede, men stadig pragmatiske, tilgang til politik.

Men her 20 år efter, og efter 10 år med et de facto VKO-flertal, kan jeg godt se, at Schlüters tilgang var den rigtige. Han førte mere borgerlig poltik end Anders Fogh og Lars Løkke gjorde, men gjorde op med blokpolitikken og søgte de brede forlig. Og det til trods for, at den socialdemokratiske opposition dengang var, om muligt, mere indebrændt end den nuværende borgerlige. Men med politisk tæft fik hans regeringer landet mange store forlig med netop Socialdemokratiet. Måske udfaldet ikke altid var det ønskede, men det er jo et præmis ved et kompromis, og tesen var, at brede forlig var det mest holdbare for landet.

Biografien kommer langt omkring. Vi følger Schlüter fra barnsben og op gennem ungdomstiden, tiden som formand for Konservative Ungdom, studietiden, ægteskaber, arbejde og den gryende politiske karriere. Vi læser om magtkampene hos de konservative og med Venstre, Anker Jørgensen-regeringens kollaps og så videre.

Men mest af alt om Schlüters politiske stigen til tops - især ved hjælp af den politiske kongemager, Niels Helveg fra de radikale, som havde mere fidus til en borgerlig økonomisk politik ovenpå Anker J's køren mod den økonomiske afgrund samt til Schlüter som statsminister frem for den mere oplagte, daværende Venstre-formand Henning Christoffersen.

Og over de sidste 170 sider af biografiens 300 følger vi så tiden som statsminister. Her læser vi om et kritisk bagland, en egenrådighed statsminister, magtkampe i regeringen, en stærkt kritisk presse, svigtende meningsmålinger, økonomisk genopretning, folkelig modstand og en meget selvbevidst opposition. Det lyder næsten som den nuværende regerings situation - parallellerne er i hvert fald mange - og tanken om, at vi i 2013 er tilbage til en normalsituation i dansk poltik lå ikke fjern. Og jeg er sikker på, at Helle Thorning ville kunne finde megen læring ved at studere Schlüters regeringstid.

Men efterhånden udviskes det politiske aspekt i biografien, og som læser noterer du en stadig mere kritisk pen fra forfatternes side. Det er fair nok, at en sådan biografi ikke skal ende i et hyldestskrift eller helgenkåring, men undervejs er de meget tætte på at rive ham ned og begå karaktermord. Især i forhold til hans ageren i privatlivet og hans egenrådighed i regeringen. Her savner man en større perspektivering.

Men alt i alt en meget velskrevet og interessant biografi, hvor en god portion politisk historie bliver genopfrisket og nye vinkler kommer på. Hermed anbefalet - både af politisk og historisk interesse.

Michael Owen

Forleden meddelte Michael Owen, at han til sommer indstiller sin fodboldkarriere. Og det i en alder af kun knapt 33 år, og vel sagtens grundet mæthed sammenholdt med, at han de senere år har været meget plaget af skader. Endestationen blev bænken i Stoke, og det efter stor succes gennem mange år i Liverpool og på det engelske landshold. Og i en alder af 21 år bliver han kåret til årets spiller i Europa. 

Efter ophold i Real Madrid og Newcastle kommer han i 2009 til Manchester United, og her begynder mit eget "forhold" til ham. Bevares, mens hans spillede i Liverpool syntes jeg, at han var en sympatisk og meget dygtig fodboldspiller, men som værende United, er det svært, at begejstres over spillere fra Liverpool - det går vist også den modsatte vej!

Opholdet på Old Trafford bliver ikke den helt store succes og lidt for meget præget af skader. Men her på matriklen - og af alle andre United-fans - vil især hans første mål i United-trøjen blive husket. Det var mod bysbørnene fra Manchester City, der i 2009 for alvor begyndte den nyrige æra og købte stjerner i hobetal. De mødes i september, og dybt, dybt inde i dommerens overtid, scorer Michael Owen sejrsmålet til 4-3, og han får en heltestatus, der lever den dag i dag. Målet kan ses nedenfor! Jeg får fortsat gåsehud, når jeg ser målet og holdets jublen.

Men ser man over hans karriereår, hvor han er gået fra at være én af verdens bedste fodboldspillere til bænkevarmer, får man indtrykket af en fodboldspiller, som fodboldspillere bør være. Hårdtarbejdende og uden klynk, skandaler og kontroverser, men en fyr, der "bare" vil spille fodbold og gøre sin hobby til en levevej. En sand rollemodel.

Tak for oplevelserne, Owen, og ikke mindst tak for målet mod City!

Til Bock-smagning i Ringsted

Tirsdag var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ringsted. Denne gang med Bock-øllen som tema. En øltype, jeg har et noget blandet forhold til. Paulaner Salvator, Andechs Doppelbock og Weihenstephaner Korbinian er alle øl, jeg sætter stor pris og drikker med stor nydelse. Men ofte er jeg også stødt på Bock-øl, der var så søde og sukrede, at det ville give bedre mening at sluge et kg. sukker direkte fra posen.

Så jeg var selvfølgelig, og som altid, ganske spændt på, hvad den gode lokalafdeling havde fundet frem til os. Og efter, at vi havde fået serveret en mere end glimrende svinekotelet, gik vi ombord i de 10 øl, smagningen omfattede. 9 af øllene var handlet blandt andet i Superbrugsen i Fensmark, der skulle have et imponerende øludvalg, mens den 10. var brygget af ét af medlemmerne, John. Og den matchede de øvrige på fineste vis.

Og med vanlig sans for godt øl, havde lokalafdelingen og især Thomas Larsen, som denne gang stod for smagningen, fundet mange gode øl frem, og havde heldigvis undgået de lidt for sukkersøde. Kun to øl faldt i gennem - smagt med mine tvivlsomme smagsløg. Den ene var Hornbeers Hornbock, der havde en uheldig eftersmag, der ledte tankerne hen på en dårlig mave, og så den afsluttende Schorschbock Ice. En satan på 13%, men var simpelthen for syrlig i smagen.

Aftenens største smageoplevelse

Men de overskyggede ikke de mange gode øl, vi smagte, hvor højdepunkterne var Væltepeter Doppelbock fra Skagen Bryghus (der havde Bock'ens sødlige karakteristik, men også med en god portion stænk af humlet eftersmag. Den blev i øvrigt kåret til aftenens bedste øl), førnævnte fra Andechs (der bør være referenceøllen for alle bryggere, der giver sig i lag med Bock-øllen) og så Kulmbacher Eisbock. En himmerigsmundfuld på 9,2%, og med en perfekt balance mellem det søde og det syrlige, og meget fyldig i smagen. En satans god øl, der er i liga med noget af det bedste fra stoutens verden. Den kan blandt andet hentes på hylderne i Fensmark - jeg må snart lægge vejen forbi!

Alt i alt en smagning, der understregede, at Bock'en er blandt de bedste øltyper, der findes, for når der rammes plet, er det en øl med fylde, skarphed, kant og fin balance mellem det syrlige og det søde. Og en god portion procenter!

Så en stor tak til Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling for endnu en god smagning. Næste arrangement er i april, hvor Amager Bryghus lægger vejen forbi, men her er jeg desværre forhindret i at deltage.

Rolf Sørensen var dopet - so what!

I går indrømmede én af dansk cykelsports absolut største navne gennem tiderne, Rolf Sørensen, at han gennem sin storhedstid også tog doping. 

Og straks flød Twitter, Facebook og medierne generelt over med forargelse, afstandstagen, jokes og så videre. TV2 måtte sågar ud med en erklæring om, at de trods indrømmelsen ville fortsætte med Sørensen som cykelekspert - til trods for, at kolleger på mediehusene mente, at TV2 da måtte fyre ham. Men selvfølgelig skal han fortsætte - han er blandt landets bedste ekspertkommentatorer og TV2's setup for dækning af cykelsporten og Tour de France generelt, er blandt det bedste sportsfjernsyn, der kan opdrives i og udenfor Danmark.

Her på matriklen er eneste anklage, at indrømmelsen ikke kom før, men selvom jeg ikke billiger doping, ændrer heller ikke denne indrømmelse noget som helst ved min fascination for cykelsporten. Og jeg har mere respekt for Rolf Sørensen og enhver anden cykelrytter, der har været dopet, end jeg har for alverdens tudeprinser og skuespillere i fodboldens verden. Og selvom mange kommentatorer og lægmænd nærmest giver udtryk for det, gennemfører og vinder du ikke nogle af verdens hårdeste og mest barske cykelløb ved hjælp af doping.

Cykelryttere er blandt de mest disciplinerede i sportens verden. De lever året rundt et asketisk liv, med detaljerede kostplaner. De træner året rundt og i al slags vejr. De følger svært detaljerede træningsplaner for at toppe på det rette tidspunkt. De kører løb i al slags vejr og terræn, og her er ingen aflysninger grundt til sne eller vand på banen. Og alt dette til en løn, der ofte er meget, meget lavere end eksempelvis end mangt en fodboldspiller, der så alligevel laller rundt og ter sig tosset og åndsvagt - ingen nævnt, ingen glemt!

Så her på matriklen har cykelsporten og dens udøvere fortsat den største respekt! Og lad os så komme videre.

Og vinderen af Champions League burde være...

Årets Champions League i fodbold har nu nået kvartfinalerne, hvor programmet er følgende:

Bayern München - Juventus
Barcelona - Paris Saint-Germain
Real Madrid - Galatasaray
Malaga - Borussia Dortmund

Og her på matriklen håber jeg, at Bayern München eller Borussia Dortmund går hele vejen og vinder pokalen med de store ører. Først og fremmest fordi, at jeg er Bayern München-fan, men også fordi, at begge hold er kendetegnet ved blandt andet

• at have orden i økonomien og have en sund forretning, og det er selvom, at de har billetpriser, der ligger betragteligt under det niveau, du ser i Italien, England og Spanien. Ja, i visse tilfælde også under, hvad du skal betale for at se en knoldesparkerkamp i den danske Superliga. Her er der heller ingen rigmænd, der poster penge i klubben eller behov for store lån for at få råd til at betale lønninger
• at have en fantastisk fankultur. Der er fyldte stadions, med en fantastisk stemning, og et meget tæt samarbejde mellem klubben og fans
• at de spiller godt og underholdende fodbold. Begge hold fungerer som en helhed og velsmurt maskine. Her er ingen Messi, Ronaldo, Zlatan og så videre, men et hold, der arbejder sammen i en kæde uden svage led
• at have fokus på egen talentudvikling og stor brug af hjemlige spillere. Bevares, begge køber også spillere, men der er en fin balance mellem "hjemmefødninger" og udefrakommende spillere

Så en samlet sejr til ét af de to hold, vil give mig en tro på, at der fortsat er en fremtid for fodbolden og at moderne fodbold kan blive bygget på de principper, der bærer Bayern og Dortmund.

Men jeg ved også, at mange håber på Real Madrid mod Barcelona finalen. Fint nok med mig. Så slipper jeg for at se fodbold den dag, for jeg vil hellere se en kick-and-rush kamp mellem Gillingham og Rotherham end to operettehold, hvor tiden mestendels vil gå med "dødsfald" på banen, flæberi og evindelige forsøg på at påvirke dommeren. Men det er nok bare mig, der er galt på den.....

Til ølsmagning med Torben Mathews

Aftenens smageliste, og
med et herligt citat

For nogle måneder siden meldte jeg mig ind i det øllaug, der er på min arbejdsplads. Jeg var ellers gået udenom en del gange, da jeg i forvejen gik til arrangementer i den ølklub, jeg har med nogle tidligere kolleger fra Post Danmark samt i regi af Danske Ølentusiaster.

Nå, men deres arrangementer så efterhånden mere og mere spændende ud, så jeg valgte alligevel at hoppe på. Og tirsdag aften var jeg så til endnu et arrangement i øllauget. Denne gang med Torben Mathews, der er én af pionererne i den ølbølge, der skyllede ind over landet i begyndelsen af nullerne.

Mathews er mest kendt for sit værtshus i Kolding - med det for en Manchester United-fan forfærdelige navn, You'll never walk alone - der fører et væld af forskellige øl, hvoraf en stor del er egen import - med vægten lagt især på engelske øl. Jeg har kun besøgt værtshuset én gang, men det var inden, at jeg vidste, at der fandtes andre øltyper end pilsnere.

Udover værtshuset, er Matthews også en ivrig ølskribent og altså en flittig foredragsholder. Og efter at have oplevet ham på de skrå brædder i en tre timers tid, forstår jeg godt, hvorfor han er en efterspurgt foredragsholder. Sjældent har jeg været så godt underholdt - det var ølsmagning og stand-up på samme tid, hvor historier, anekdoter og vittigheder blev viklet ind i hinanden, og det så tårerne gled ned af kinderne. Det naturligvis krydret med smagning af fremragende øl - alle af egen import og ingen blandt de mere end 50 gæster havde vist smagt nogle af øllene før.

Som et ekstra plus, havde Mathews en jordfræsertilgang til øllet, hvorfor vi slap for evindeligt nørderi om smagsnoter i øllen og lignende, men fik via sin egen finurlige fortællemøde viklet en masse historier ind om den øl, vi nu smagte og altså dejligt befriet for selvhøjtideligheden.

Aftenens favorit

Som det fremgår af ovenstående smageliste, kom vi gennem otte øl - og det otte meget forskellige, fra det svært humlede til det meget søde. Mine egne favoritter var den polske Imperium Atakuje - ja, de kan også lave god øl i Polen og Mathews forudsigelse var, at landet snart bliver ramt af samme ølbølge, der ramte Danmark for en 10 år siden - samt den engelske Wild Boar.

Men alt i alt en fremragende ølaften, og skal man planlægge en ølsmagning, kan jeg kun anbefale Mathews på det varmeste. Og personligt ved jeg, at jeg snart må lægge vejen forbi pubben i Kolding. Den er helt sikkert et besøg værd.

Tak til Torben Mathews for en herlig aften. Tak til Nordea Øllaug for at gøre det muligt.

Gæsteindlæg på Stovt #3

På den fine ølblog, Stovt, har jeg bidraget med endnu et gæsteindlæg. Denne gang om besøg og ølkøb hos Herslev Bryghus ved Roskilde.

Hele indlægget kan læses lige her.

Neil Young i Forum

I forlængelse af udgivelsen af det fremragende album, Psychedelic Pill, er Neil Young endnu en gang draget på turné. Og den bringer ham også til Danmark, nærmere bestemt 12. august 2013 i Forum i København.

Med sig har han Crazy Horse som backingband, og der er dermed lagt op til en energisk og tungt rockende aften, med lange guitarsoloer og stor lyd. Og hvor vi stensikkert får mange ture ned gennem Youngs meget, meget fine bagkatalog.

Billetsalget begynder først mandag, men via forkøbsmulighed hos Live Nation, der arrangerer koncerten, lykkedes det mig i går at få billet til koncerten. Og jeg drager af sted sammen med min gode ven, Brian, som i tidernes morgen introducerede mig for Young.

Det bliver så 5. gang, at jeg oplever ham live, og selvom koncertåret også byder på Martin Hall, Marie Key, Depeche Mode og Nick Cave and the bad seeds, ved jeg allerede nu med sikkerhed, at Young-koncerten bliver årets største og bedste. Længere er og bliver den ikke!

Lad mig runde af med en personlig favorit, og i en legendarisk koncertoptagelse fra 1971. En optagelse, der også understreger Youngs enestående tidsløshed:

Peter Sommer i Lille Vega

For et par år siden oplevede jeg Peter Sommer på Gimle i Roskilde, hvor han leverede én af de bedste koncerter, jeg længe har været til. Instrumenteringen var den klassiske med trommer, bas, guitar og keyboard, bandet spillede rockende og vuggende og Sommer selv var Mr. Über-cool på scenen - tilbagelænet, men alligevel tilstede og lignende én, der virkelig nød at stå på scenen.

Onsdag aften i denne uge var det igen tid til at opleve ham live - som solist, for efter koncerten på Gimle så jeg ham et par gange sammen med Simon Kvamm i  De eneste to. Med sig i bagagen havde han sit seneste album, Alt forladt, som mange steder har fået store høvl. Primært for, at Peter Sommer på albummet er gået for meget i den elektroniske grøft. Men som jeg selv skriver her, var og er jeg meget begejstret for albummet.

Så på den baggrund og med Gimle-koncerten in mente, glædede jeg mig meget til koncerten i Lille Vega, og det samme gjorde de, jeg var af sted sammen med, Peter og Lotte, også. Vi blev slemt skuffede, for sjældent har jeg oplevet en så kedelig og fersk koncert, der endte med at blive den dårligste, jeg har oplevet de seneste år.

Jeg begynder med det positive:

• Den musikalske opsætning for koncerten gjorde, at Sommers inciterende stemme fik mere plads og fylde i det samlede lydbillede
• Peter Sommer havde gjort forsøget med at trække sangene fra bagkataloget, der er mere rockende, ind i det nye, elektroniske lydbillede

Men det var så også det, og ankepunkterne var blandt andet

• De nye sange blev, om muligt, endnu mere kliniske live, og stod nærmest i tomgang. Og der hvor de blev trukket ind i en livesammenhæng, blev det over en skabelon, der mest mindede om en techno-fest, og som hverken klædte dem, Sommer eller et publikum, hvis gennemsnitsalder snildt var 40 år
• De gamle sange blev smadret til ukendelighed, hvor eksempelvis den meget rockende Rødt kort blev til en trance-pop-lignende ligegyldighed
• De havde modet til at holde takten fra det seneste album og skære resten over den skabelon, men desværre ikke evnerne
• Det elektroniske lydbillede kunne have fungeret - det har Mikael Simpson vist flere gange - men det blev for ensformigt, uden kant og med et meget svagt spillende band, hvor Simpsons Sølvstorm, med blandt andet Trentemøller, er uovertrufne
• Sommer var nærmest ikke tilstede på scenen og lignede én, der helst ville være et andet sted. Uden gnist, energi med videre
• Kun én gang ramte han tidligere tiders niveau, og det var med sangen Tigger, der blev spillet uden elektroniske dikkedarer, men igen her lød Sommer meget fjern
• Og sådan kunne jeg nok blive ved....

Og jeg var ikke den eneste, der havde den oplevelse. Peter og Lotte var enige, og Peter kunne fortælle, at rygeboksen ved 4. sidste nummer var propfyldt, ligesom vi kunne notere, at salen langsomt blev tømt i takt med genvordighederne på scenen vandt frem. Og kontakten til publikum var ikke-eksisterende. Man kunne forestille sig, at techno-festen på scenen fik gang i publikums ben, men de stod mestendels som saltstøtter.

Så en koncert, der i min optik får 1 stjerne ud af 6. Det er muligt, at koncerten blev afleveret, som Sommer og bandet gerne ville, men personligt er det længe, længe siden, at jeg har kedet mig så meget til en koncert.

Afslutningsvis håber jeg, at bandet over de næste måneder får spillet sig op, så dem, der har købt billet til deres turné, får en god oplevelse. Og så håber jeg, at Sommer fremover besinder sig og finder en anden balancegang i sit lydbillede. Forandring kan ofte være godt, men det skulle gerne være til det bedre, og p.t. er der live rigeligt med plads til forbedring.

Lad mig runde af med en optagelse fra da han kørte med klatten - også i livesammenhæng:

Sådan laver du en god sang endnu bedre

Da Nephew sidste år udsendte albummet, Hjerterstarter, var Gå med dig albummets absolutte fuldtræffer, og blandt noget af det bedste, bandet hidtil havde præsteret. Derfor landede den også i toppen af min top-10 over årets bedste sange.

I dag er den så udkommet som single og med dertilhørende video. Og det i en nyindspilning, hvor Marie Key, som i min optik stod bag sidste års bedste danske album, medvirker på vokal. Og det som en eminent med- og modspiller til Simon Kvamm, og er dermed med til at løfte sangen til et endnu højere niveau - den sidder lige i skabet og er bare blevet pissegod. For nu at skrive det lige ud!

Nok om det – hør og se selv med her: