Viser opslag med etiketten Det Lille Bryggeri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Det Lille Bryggeri. Vis alle opslag

mandag den 28. november 2016

The Stay Puft - Christmas Edition

Det Lille Bryggeri har igen i år sendt en god portion juleøl på gaden - tæller jeg korrekt, er der tale om 12 forskellige. Hvis Shadow Brew medregnes.

Én af dem er The Stay Puft - Christmas Edition. Original-versionen har jeg kun smagt én gang - på årets Ølfestival - så jeg skal ikke kunne sige, hvor meget den er "lavet om".


Der er tale om en Imperial Stout på hele 12,5%, men de mange procenter skærer ikke igennem. Øllen er meget fyldig og rund, og sødmen var de marshmellows, der er tilsat, er velafbalanceret. Det gør, at den ikke bliver for klæg.

Det julede kommer fra de appelsiner og mandler, der kigger frem, når først marshmellows har lagt sig.

Det er muligt, at der er tale om en juleøl, men julen varer også lige til Påske - og mere til, og The Stay Puft kan nydes hele året. Så god er den.

Der er så absolut tale om en nydeøl, og skulle den endelig have ledsagelse af "fast føde", må det være julekonfekten, dadler og figner.

Med andre ord, har René Hansen og Det Lille Bryggeri gjort det igen - lavet en øl med stor smag og som skiller sig meget positivt ud fra mængden. Jeg har én mere stående - den får lov til at lagre i nogle år.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål! 

mandag den 12. september 2016

Enebær Ale


Noget af det, der også fascinerer mig ved øllets verden, er de ingredienser, der kan brygges med i øllen. Eksempelvis lakrids, chili og chokolade. Eller enebær, som i den Enebær Ale fra Det Lille Bryggeri, som jeg smagte forleden.

Alkoholmæssigt er øllen i den lettere ende, hvor den holder 5,5%, men er samtidig fuld af smag. Den er overraskende sød og med en lidt bitter eftersmag - på den gode måde.

Den har snerten af de mere frugtede øl, men balancerer fint på kanten mellem disse og en "almindelig" ale. 

Det gør, at den også er velegnet, når øllets verden skal udforskes og smagsløgene udfordres. Eller som et alternativ til eksempelvis pilsneren eller de tungere øl. For den går både som tørstslukker og nydeøl, og så vil jeg tro, at den vil stå rigtigt godt til mad.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!

torsdag den 14. juli 2016

Bryg 400 - Whisky Edition

Måske er det bare en tendens, jeg først har opdaget nu, men det bliver mere og mere populært at fadlagre øl. Dog med svigtende held, hvor øllens egentlige karakteristika overdøves af det fad, den er blevet lagret på - hvad enten der er tale om rødvin, rom, whisky, tequila eller hvad der nu end bruges.

Men så er der undtagelserne, og én af dem er Bryg 400 - Whisky Edition fra Det Lille Bryggeri.

Der er tale om en Imperial Stout på 10,2%, som har været lagret i 6 måneder, og tappet 14. marts 2014.

Øllen har en tilpas smag fra whiskyen og fra selve egetræet, men det overdøver ikke smagen af kaffe og mørk chokolade, men giver i stedet en stærk øl med megen smag. Tang og tjære synes også at kunne smages. Sødmen og bitterheden er desuden balanceret perfekt.

Den almindelige Bryg 400 var fremragende, men har fået et ekstra pift i denne version, og der er helt klart tale om en øl, der skal nydes uden ledsagelse - udover godt selskab.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!

tirsdag den 5. april 2016

Hindbær Lakrids Ale

Noget af det, jeg sætter pris på ved Det Lille Bryggeri, er dets evne til at udfordre smagsløgene - uden, at det ender i det helt ekstreme. Og version 4 af deres Hindbær Lakrids Ale, der netop er sendt på flaske, udfordrer - på den gode måde.

Den er meget frisk i smagen, og den forholdsvise høje alkoholprocent - den holder 7,2% - skærer på ingen måde igennem. Hindbærsaften giver øllen en meget syrlig og frugtet smag. Lakridsen, der kigger frem til sidst, giver så øllen lidt mere kant.

Det er en øl, der både kan fungere som et frisk indslag på en lun forårs- eller sommerdag, som velkomstdrink eller som dessertøl.

Det er ikke den bedste øl, jeg har smagt fra Det Lille Bryggeri, men jeg sætter pris på, at mine smagsløg bliver udfordret og skubbet. Og det er en øl, jeg vil vende tilbage til.

Øllen blev købt hos Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.


Skål.

lørdag den 2. januar 2016

Big Bang 2010

Flere og flere bryggerier har de senere år brygget en såkaldt nytårsøl, og forleden smagte jeg en lagret udgave af Big Bang fra Det Lille Bryggeri. Jeg har også 2015-udgaven stående og kan af etiketten se, at der er visse forskelle på dem.

2010-udgaven holder 7,5% og er tilført druesaft. Det giver øllen en ganske vinøs og syrlig karakter.

Lagringen har givet øllen lidt mere fyldighed, og nok også lidt flere procenter! Blandt smagsnoterne noterede jeg tørrede frugter.

Øllen er tiltænkt som supplement til eller erstatning for champagnen, og det er jeg sikker på, at den vil leve op til. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv til den kommende nytårsaften, vil prøve at snige øllen ind.

Men den kan også, som forleden, fungere fint som en nydeøl til en god film eller "blot" i godt selskab.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!

tirsdag den 8. december 2015

Juleporter Barrel Aged

Én af mine absolutte yndlings-julebryg er Juleporter fra Det Lille Bryggeri. En øl, jeg hvert år ved juletid nyder med stor glæde og tilfredshed. 

Og i år er den så kommet i en Barrel Aged-udgave, hvor den har lagret på Barolo-fade i 7 måneder. Den smagte jeg så forleden.


Øllen holder 10,6%, men trods den høje alkoholprocent, er den ingenlunde sprittet.


Den har fortsat porterens karakterisktiske brændte smag, men smagen fra rødvinsfadene giver øllen lidt mere kant, som klæder den. Denne smag suppleres af smagen af jul, hvor der noteres både kanel og nelliker. 


Både den almindelige og fadlagrede udgave foretrækker jeg som nydeøl. Eksempelvis efter, at julebordets herligheder er indtaget, og der fortsat er plads til lidt ekstra godt.


Alt i alt er en fantastisk øl blev gjort endnu bedre. Jeg købte heldigvis to, og den anden får lov at stå et par år. Vist nok....


Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt uden for Ringsted.


Skål!

mandag den 31. august 2015

Imperial Stout - Barrel aged

Én af de bedste imperial stouts, der kan opdrives fra et dansk bryggeri, er den fra Det Lille Bryggeri. Og forleden fik jeg smagt den udgave, der har lagret på Barolo-fade i hele 384 dage.

Øllen holder 10,2%, men smager ingenlunde sprittet. Den er meget kraftfuld i smagen, men ikke voldsom fyldig, hvilket klæder den meget. Blandt smagsnoterne noterer jeg chokolade og figner, og så netop rødvin.

Og lagringen på barolo-fadene har netop givet øllen endnu mere kant og karakter. Nogle gange kan lagringen på forskellige fade skære for meget igennem, men her er den balanceret meget fint.

Den vinøse præg gør også, at der er tale om en decideret nydeøl. Jeg købte to flasker af den, og den anden får lov til at lagre et par år før, at den bliver åbnet.

Og med denne øl, holder Ugens Øl pause her på bloggen den næste måneds tid, da bloggeren mere eller mindre er tørlagt frem til efter Berlin Marathon 27. september.

Øllen blev købt hos Den Lille Gaardbutik i Bringstrup ved Ringsted.

Skål!

tirsdag den 21. juli 2015

Fersken Witbier #2

Mit eget absolutte yndlingsbryggeri, Det Lille Bryggeri, har ikke så mange hvedeøl i sit sortiment, men én af dem er Fersken Witbier, som jeg forleden smagte.

Der er tale om en belgisk inspireret witbier på 6,6%. Den har hvedeøllens klassiske friskhed, men adskiller sig fra dem ved netop at have en fremtrædende smag af fersken. Den giver øllen en god sødme, men dog uden at lande i det deciderede sukrede.

Det gør også, at øllen både kan gå som en nydeøl eller som ledsager til sommerfrokosten. Og samtidig er den nu skrevet ind blandt mine hvedeøls-favoritter.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt uden for Ringsted.

Skål!

onsdag den 24. juni 2015

The Great Columbus

Det Lille Bryggeri sender mere end jævnligt nye ølvarianter på markedet, og da jeg sætter stor pris på deres øl, prøver jeg at følge med efter bedste evne.

Så senest har jeg smagt deres The Great Columbus, hvor navnet ikke er en hyldest til søfareren, men snarere den amerikanske Columbus-humle!

Der er tale om en pale ale, der holder 5%, men smager af meget mere. Øllen er meget humlet, men samtidig meget frisk. Blandt smagsnoterne finder du blandt andet citrus, men eftersmagen er ganske bitter - på den gode måde.

Det giver en øl, der er velegnet til sommerfrokosten eller "blot" som nydeøl efter dagens dont, og er én af de bedste pale ales, jeg har smagt længe.

Øllen er købt hos Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt uden for Ringsted.

Skål!

torsdag den 2. april 2015

Double Lakridsporter

Som jeg skriver lige her, er Lakridsporter fra Det Lille Bryggeri blandt mine absolutte yndlingsøl, og forleden fik jeg så smagt dens storebror, Double Lakridsporter.

Der er tale om en meget kraftfuld porter - både i smag og procenter (8,8%). Men den er ingenlunde sprittet, og selvom der er dobbelt-op på lakridsen, har den fortsat porterens karakteristiske brændte eftersmag - og sødlige smagsnoter af mørk chokolade.

Den er samtidig meget fyldig i smagen, og generelt er der tale om en meget helstøbt øl. Jeg har sat én til lagring, og den glæder jeg mig allerede til at smage, når den bliver åbnet om et par år eller tre.

Selvom jeg snildt kunne forestille mig, at den vil være et perfekt match til en is- eller chokoladedessert, vil jeg foretrække at nyde den "alene".

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!

mandag den 2. marts 2015

Papsø Goes Pommie

Da den i ølkredse så legendariske Henrik Papsø i 2013 rundede 25.000 anmeldelser på øl-sitet Ratebeer, blev en række bryggerier spurgt, om de ville lave en jubilæumsøl.

Et af dem var Det Lille Bryggeri, og her er, hvad de skrev om opgaven:

"Her på Det Lille Bryggeri tog vi pænt imod opgaven, da Henrik Papsø spurgte, om også vi ville brygge en jubilæumsøl til hans fejring af 25.000 anmeldelser på ølportalen www.ratebeer.com. Udfordringen fra Henrik var klar: ”Nogle af jeres absolut bedste øl er jeres barley wines, men kan I også brygge en engelsk en af slagsen?” På Det Lille Bryggeri er vi måske nok mest til de amerikanske humler, men det skulle da ikke komme an på det! Papsø Goes Pommie er fyldt til randen med fremragende britisk Maris Otter malt og humlet med de britiske varianter Bramling Cross og East Kent Goldings – Henriks favorithumle hævder han… Og så har vi lagret den på et Sherryfad tilsat ekstra egetræsspåner for at give den et solidt fadpræg. Denne saftige og rustikke øl kan nydes nu – men kan også sagtens gemmes et år eller to".


Da den dengang kom i handlen, nåede jeg desværre ikke at smage den, men i forbindelse med bryggeriets ølsalg i forrige weekend, hvor lagrene skulle tømmes, var den også at finde på hylderne. Og jeg snuppede to med hjem i kassen. Den ene er nu blevet smagt.

Barley Wine står normalt ikke meget højt på min liste over de bedste øltyper, hvor ankepunktet er, at de nogle gange kan blive for sødlige, sukrede og sprittede. Men Papsø Goes Pommie går ikke den vej, hvor de 9,1%, som den holder, er balanceret meget fint. Og blandt smagsnoterne er blandt andet tørrede frugter at finde, ligesom den har en let bitter/humlet eftersmag. Lagringen på sherryfad har samtidig givet den en rund og fyldig smag.

Det hele giver en forholdsvis let tilgængelig, men fortsat meget interessant øl. Den anden flaske, jeg købte får lov til at lagre et års tid mere, og jeg er allerede spændt på, hvordan den udvikler sig videre.

Skål!

søndag den 22. februar 2015

Spændende ølsalg hos Det Lille Bryggeri

Et lille udsnit af det store udvalg
"Vi har ryddet op på lageret, tømt butikken i Viby samt været i vores gemmer for at finde lækkert, spændende og modnet øl, som vi sælger denne dag.
Der er blandt andet Bush Prestige, Chimay Grand Reserve 2001, Anchor Old Foghorn, Fullers Vintage osv.".


Sådan lød det i Facebook-invitationen fra Det Lille Bryggeri forud for lørdagens arrangement i deres lokaler i Bringstrup lidt uden for Ringsted.

Det lød simpelthen for spændende til at gå glip af, så sammen med Kenn fra Ølklubben troppede jeg op, da dørene blev slået op.

Og invitationen viste sig at holde stik, for hylderne bugnede af mangt en spændende øl, hvoraf jeg huskede flere fra den gang, mine ølindkøb blev lagt hos Roskilde Øl i Viby Sjælland. En butik, der i den grad var med til at stimulere og præge min ølinteresse. Men, som nævnt, skulle butikken nu tømmes.

Kenn og jeg var ikke de eneste, der havde fundet vej til bryggeriet, for allerede lidt efter 10.00 var lokalerne fyldte til sidste plads, hvor ølentusiaster og andet godtfolk gik på opdagelse blandt det meget spændende øl.

Samtidig var priserne slået helt i bund, så også prismæssigt var der gode muligheder for at gøre en god handel.

Efter cirka 45 minutter kørte vi derfra igen, og det var med en fyldt kasse til os hver. Blandt mine køb var

  • en ti år gammel Limfjordsporter
  • Fullers Vintage fra 2002
  • Gouden Carolus Cuvee Van De Keizer fra 2007
  • Mikkeller Black
  • Pannepot Vintage fra 2005
  • Bryggeriets egen Papsø Goes Pommie
  • Cantillon Rosé de Gambrinus
  • Stille Nacht fra 2007
  • Bryggeriets egen Big Bang fra 2010
Jeg kunne snildt have fyldt en kasse eller to mere, men et eller andet sted skulle man jo stoppe...

Så alt i alt et rigtigt godt arrangement, hvor jeg er sikker på, at jeg ikke var den eneste, der fik meget godt med hjem. Tanken er vist, at der i forbindelse med bryggeriets egen butik, Den Lille Gaardbutik, fremover vil være en hylde eller to med eventuelle rester fra lørdagens arrangement og hvad de ellers måtte have i gemmerne.

Selv glæder jeg mig til at smage lidt af indkøbet. Nogle af øllene får dog lov til at lagre et par år endnu.

Skål!

tirsdag den 16. december 2014

Julebryg fra Det lille bryggeri

Det Lille Bryggeri lidt udenfor Ringsted er igen i år rigt repræsenteret i min egen julebrygsmagning - dels fordi, at de igen år har lavet en del forskellige julebryg, dels fordi, øllene er mere end fremragende. Som det altid er tilfældet med øl fra et af landets absolut bedste bryggerier!

Forleden smagte jeg så deres julebryg - i to udgaver. En "almindelig" og en fadlagret. Og jeg er tilbøjelig til ikke at skrive mere om dem - andet end "smag dem", for der kan ikke sættes ord på dem. Så fantastiske er de. Men jeg gør alligevel forsøget....

Den "almindelige"
Den holder 7,7%, men smager af meget mere. En mørk og fyldig øl, med en herlig duft og smag af koriander, og en god portion sødme - uden på nogen måde at blive klæbrig. Og så fungerer den perfekt til julemaden, men også som en dejlig nydeøl.

Den fadlagrede
Den er lagret på portvinsfade og holder 8,7%. Og tag ovenstående og læg dertil fine smagsnoter af karamel og nødder, og med en lidt mere bitter eftersmag end "søsterøllen", hvilket klæder den meget. Slet og ret fremragende.

Skål!

onsdag den 29. oktober 2014

To øl fra Shadow Brew

I forrige weekend åbnede Den Lille Gaardbutik, der ligger i tilknytning til Det Lille Bryggeri lidt uden for Ringsted. I den forbindelse blev fantombryggeriet, Shadow Brew, også lanceret. 

Bryggeriet debuterede med to øl, og deres øl kan kun fås hos Den Lille Gaardbutik. Nu er der i forvejen megen godt øl og spændende delikatesser på hylderne, men Shadow Brew er endnu en god grund til at lægge vejen forbi butikken, for der er tale om to meget fremragende øl.

Imperial Stout er en ilter satan på 15,7%, men de mange procenter efterlader ikke et sprittet indtryk. Der er snarere tale om en fyldig øl, med en herlig eftersmag af chokolade og blommer. Allerede ved at snuse til den, ved du, at der nu venter en herlig smagsoplevelse. En rigtig nydeøl, der vil være mere end velegnet på de kommende mørke og kolde vinteraftener. Måske den bedste nye øl, jeg har smagt i år.

Brew of the year 2014 er en belgisk quadrupel på 11%. Denne øltype kan nogle gange være lidt for sød og sukret for min smag, men her er balancen mellem bitterhed og sødme perfekt. Igen fornemmer jeg blommer i eftersmagen, men også lakrids, og det hele giver en meget spændende øl, der smager af og efter mere.

Alt dette gør, at jeg allerede nu ser frem til, hvad der måtte komme fra Shadow Brew.

Læs eventuelt mere om Den Lille Gaardbutik lige her.

Skål!

onsdag den 8. oktober 2014

Bryg 400

Lidt udenfor Ringsted ligger Det Lille Bryggeri. Et bryggeri, der i min optik er landets bedste. Sortimentet er bredt, kvaliteten er tårnhøj og så laver de noget spændende og eksperimenterende øl, men uden at lande i den helt ekstreme grøft.

Den opfattelse ændrer deres Bryg 400 ikke på. Jeg har smagt den nogle gange, senest fredag aften, og hver gang med stor, stor nydelse.

Der er tale om en imperial stout på 10,2 %, og allerede, når den hældes op i glasset ved du, at der venter en stor smagsoplevelse, hvor stoutens karakteristiske mørke skum, fylder glassets top ud.

Selve smagen er meget kraftfuld, og med noter af chokolade og kaffe, men også bitterhed, der giver den en smule kant. De mange procenter gør ikke øllen sprittet, men snarere mere fyldig.

Dette betyder også, at der er tale om en rigtig nydeøl, men det skal ikke udelukkes, at den vil stå godt til eksempelvis en chokolade-dessert.

Jeg har én mere af den stående, men den får lov til at udvikle sig i et par år mere inden, at den knappes op. 

Skål!

onsdag den 30. april 2014

Double Chokolade Chili Porter

Forleden fik jeg, langt om længe, smagt Double Chokolade Chili Porter fra Det Lille Bryggeri. En øl, der ifølge etiketten også er brygget for at udfordre og vise øllets spændende og mangfoldige verden.

Og udfordrer, det gør den! Øllen dufter brændt og sødt af chokolade, men allerede ved den første lille tår, bliver du mødt af en voldsom smag af chili. Og dette møde mellem det søde og det stærke giver en spændende - på den gode måde - smagsoplevelse.

Øllen holder 7,7%, men virker, trods chiliens bid, ganske let, men vil grundet de mange smagsnuancer bedst gå som en nydeøl. Og i takt med, at du smager dig gennem flaskens 50 cl., vænner smagsløgene sig til chilien og den mørke chokolade melder sin ankomst.

Når det er skrevet, bliver jeg aldrig sådan rigtigt gode venner med chili i øl - også selvom, at især Det Lille Bryggeri har lavet flere gode chili-øl, inklusive ovenstående.

Men en rigtig spændende smagoplevelse, og den anden af de to flasker, jeg købte, vil jeg lagre et års tid eller mere for at se og smage, hvordan den udvikler sig.

Skål!

mandag den 24. marts 2014

Lakridsporter fra Det Lille Bryggeri

Eventuelle læsere af denne blog vil vide, at Det Lille Bryggeri er mit absolut foretrukne bryggeri. Og derfor er det også meget naturligt, at mine yndlingsøl primært skal findes i deres udvalg.

Og senest er Lakridsporter blevet føjet til den liste. Der er ikke tale om en ny øl, men i forbindelse med bryggeriets åbne hus i begyndelsen marts "genopdagede" jeg den. Jeg snuppede derfor et par flasker af den med hjem, og forleden blev den så skænket op igen.

På etiketten skrives der følgende:

"En porter som er tilsat ren rå lakrids. Porteren er en fyldig sag, med et mørkt cremet skum, duft af brændte malttyper samt et twist af lakrids. En porter der indeholder alt det en porter skal og så lige en anelse lakrids. utrolig lækker øl til den rene nydelse". Og med tilføjelse om, at øllen nu er en del af deres faste sortiment, hvilket glæder mig meget.

Lakridsporter smager af langt mere end de 6%, den er på, og lakridsen giver øllen den kant, der skiller den ud fra den "almindelige" porter. En øl, der snildt kan gå til desserten, men som nok gør sig bedst, som nydeøl - og en nydeøl, det er den i hvert fald.

Hermed anbefalet.

mandag den 10. marts 2014

Åbent hus og brygning hos Det Lille Bryggeri

Et udsnit af det meget fine øludvalg
Til sommer fylder Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling 10 år, og en del af markeringen bliver en øl brygget specielt til denne anledning. Øllen er p.t. uden navn, men der bliver tale om en skotsk ale, som et af medlemmerne, John, har lavet opskriften til. Det i samarbejde med René Hansen fra Det Lille Bryggeri.

Men en opskrift kan ikke gøre det alene - øllet skal jo også brygges, og det blev det så i lørdags, hvor lokalafdelingen havde kaldt til Bryggerdag på Det Lille Bryggeri i Bringstrup lidt udenfor Ringsted. Det kombineret med Åbent hus hos bryggeriet, hvor interesserede kunne komme forbi og smage lidt godt øl. Smagsprøverne kostede 10.- stykket, og lagde du 30.- ekstra fik du bryggeriets eget ølglas, hvor Danske Ølentusiasters logo også var påtrykt.

Og det blev lidt af et tilløbsstykke, de 5 timer arrangementet varede. 50-70 mennesker dukkede op i løbet af dagen, og der blev taget godt fra på hylderne. René og hans bror, Thomas, havde fundet et godt og stort udvalg frem, så det var muligt at komme godt rundt i deres gode øl, med mange spændende smagsoplevelser til følge. At dømme efter glassenes indhold, var især bryggeriets mere mørke og tunge øl den helt store succes. For mit eget vedkommende var især "gensyn" med Lakridsporter, Black Gold og Black Elixir de store højdepunkter.


René underholder de interesserede
ølentusiaster om brygprocessen
Men vi var jo ikke kun kommet for at smage øl - der skulle jo også brygges en øl! René indledte med at fortælle om opskriften, processen og det forventede resultat. Der skulle brygges 2 gange 240 liter, og det var allerede nu muligt at bestille en kasse til eget forbrug. Og René udelukkede ikke, at der ville blive brygget mere af øllen, hvis den blev rigtig god.

René styrede løjerne i bryggeriet og fortalte undervejs om processen og hvad der nu skete, mens flere medlemmer, efter bedste evne, gik til hånde, hvor det var relevant. 

Vi fik også indblik i de mere kreative finurligheder ved brygprocessen. Der skulle blandt andet føjes lyng til smagsnuancerne i øllen, og det skete ved, at en gazebind-strømpe blev fyldt med ingredienserne og smidt i karet.

Interessen fra de fremmødte var stor, men det var også spændende at opleve fra nærmeste hold, hvordan noget af landets bedste øl bliver brygget. Og undervejs gik snakken lystigt blandt de fremmødte - blandt andet med anekdoter fra lokalafdelingens spæde begyndelse.

Alt i alt endnu en god og hyggelig dag i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling og Det Lille Bryggeri.

lørdag den 22. februar 2014

Endnu en ølklub - endnu en ølsmagning

"Man ved, at man er landet det rette sted, når der er en ølklub i afdelingen". Noget i den stil skrev jeg på Facebook, da det med ølklubben i min afdeling gik op for mig. Og jeg blev straks medlem!

Klubben består af cirka 20 kolleger, der så mødes en gang om måneden, hvor smagningen arrangeres på skift af medlemmerne - 2 er sammen om smagningen, der også suppleres med snacks.

Fredag var jeg så til mit første arrangement, og jeg havde ved min "indmeldelse" tilbudt at stå for denne. Man kunne lige så godt komme i gang! Og med kollega-Michael som medarrangør.

Arrangørerne vælger et tema - øltype, bryggeri med videre - og Michael røg straks med på mit forslag om, at Det Lille Bryggeri skulle være temaet. Eventuelle faste læsere vil vide, at dette er mit absolut foretrukne bryggeri!

Sammen med bryggeren, René Hansen, blev 6 øl udvalgt, der havde en god spændvidde i smag, procenter og øltyper, og dermed også tjente som en god introduktion til bryggeriet:

  • American Beauty 3.4 
  • Enebær Ale
  • Columbus Ale 
  • Dark Ale 
  • Double chili lakrids ale
  • 400

Undervejs fortalte jeg om øllet og bryggeriet, ligesom de 14, der dukkede op, vurderede dem på en skala fra 1 til 10. Det samme gjaldt for de medbragte snacks og selve arrangementet. Interessen for øllet og bryggeriet var stor, og der blev straks spurgt ind til indkøbsmuligheder med videre.

Som det altid er ved en ølsmagning deles meningerne om flere af øllene - smag og behag er jo forskellig, ligesom udgangspunktet for deltagerne kan være det; nysgerrighed, ølnørderi, favorittyper med videre. Men smagningens klare favoritter var den læskende og kraftfulde American Beauty 3.4 (trods sine kun 3,4%) og den tunge og fyldige 400, der løb med en del 10-taller.

Generelt var der stor ros til arrangementet og øllet, hvilket især er Det Lille Bryggeris fortjeneste. Michael og jeg var blot budbringerne!

Så alt i alt en rigtig hyggelig smagning, som samtidig var en god lejlighed til at lære nogle af kollegerne endnu bedre at kende. Jeg glæder mig allerede til næste arrangement, og spændt på, hvad de to, der står for arrangementet, vil finde frem til os.