onsdag den 30. oktober 2013

Tre fra en - Spil Dansk

På torsdag er det for 13. gang "Spil dansk"-dag, hvis formål blandt andet er at sætte danske kunstnere på den musikalske dagsorden. Det sker med en række arrangementer landet over - på skoler, biblioteker, spillesteder og så videre. For mit eget vedkommende markeres dagen med en koncert med Ukendt under andet navn, der spiller på Københavns Hovedbibliotek - i øvrigt ganske gratis, hvilket også er tilfældet for langt, langt størsteparten af aktiviterne i forbindelse med dagen. 

Jeg håber, at arrangementet igen i år vil møde stor opbakning landet over. Også fordi, at der hertillands laves rigtigt meget godt dansksproget musik, og arrangementerne er en god mulighed for musikerne til at komme ud til et bredere publikum og for publikum en mulighed for at møde kunstnere, man ikke nødvendigvis kendte i forvejen.

Læs lige her mere om koncerten med Ukendt under andet navn og her mere om Spil dansk dagen.

Men nu er det med spil dansk ikke kun forbeholdt den 31. oktober, og her på matriklen har det været spil dansk hver dag siden begyndelsen af 90'erne, hvor kunstnere som Loveshop, Olesen-Olesen (Som Ukendt under andet navn var en del af) og Nikolaj Nørlund begyndte at sætte en ny musikalsk dagsorden, med en række meget fine dansksprogede albums. Siden er rækken af fine kunstnere vokset med Peter Sommer, Mikael Simpson, Mellemblond, Marie Key og så videre, og så videre

Lad mig runde af med tre sange - én med henholdsvis Nikolaj Nørlund, Mikael Simpson og Ukendt under andet navn - fra det mere end bugnende bagkatalog af fantastiske sange sunget på dansk:




søndag den 27. oktober 2013

Håndbold i Ringsted

I de sidste par år har Ringsteds håndboldherrer - også kaldet TMS Ringsted - ligget i den bedste håndboldrække herhjemme. Godt nok hovedsageligt i bunden - men nogen skal jo ligge der! - og kæmper hvert år om at undgå nedrykning. Det giver så mulighed for at opleve nogle af landets bedste hjemlige håndboldspillere, når eksempelvis KIF Kolding København, Bjerringbro-Silkeborg og Skjern gæster byen på Midtsjælland.

Her på matriklen er håndboldinteressen ikke den største, om end jeg alligevel følger lidt med i holdets gøren og laden. Det er derfor også yderst sjældent, at jeg tropper op til holdets hjemmekampe, hvilket dog også skyldes, at jeg mere eller mindre hver anden weekend er i Parken for at se FC København spille. Og så må der prioriteres - man er jo ikke 40 år længere!

Så de sidste par år har jeg kun været af sted, når holdet har spillet mod Skjern. Og årsagen til, at det netop er dem er, at nogle gode venner er i familie med Skjerns træner. De bor i Viby Sjælland, så udekampen mod Ringsted er den bedste mulighed for dem til at opleve Skjern.

Det var også tilfældet i går, hvor holdene igen tørnede sammen. Kampen endte med et sviende nederlag til Ringsted på 23-38, og der var fra start til slut stor klasseforskel på holdene. Det skulle der også gerne være, al den stund, at formstærke Skjern ligger i toppen, mens Ringsted ligger i bunden med 0 point efter 9 kampe. Dertil kommer, at Skjern kunne stille med to af profilerne fra herrelandsholdet, Henrik Mølgaard og Kasper Søndergaard. Sejren kunne nok have været blevet endnu større, havde Skjern ikke sluppet gashåndtaget til sidst. Og som jeg sagde til mine venner samt Skjerns træner efter kampen, så er vi her i Ringsted kendte for at sørge godt for vores gæster!

Nå, men trods klasseforskellen, blev vi vidner til en til tider meget velspillet håndboldkamp, hvor hjemmeholdet forsøgte at kæmpe med deres midler, mens gæsterne brillerede med flere fine detaljer, hurtige opløb og ikke mindst fremragende forsvars- og målmandspil. 

Men det der, som Ringsted-mand, imponerede mig mest var opbakningen til holdet. Selvom det igen i år ligger i bunden, var hallen nærmest pakket til sidste sidde-/ståplads og gennem samtlige 60 minutter blev det klappet og trommet frem af et engageret publikum. At jeg så har en aversion mod den evindelige høje musik, der spilles, når Ringsted angriber, er en helt anden historie.

Og derfor blev jeg også meget grebet af kampen og tanken om at troppe op til andre kampe end mod Skjern ligger mig ikke fjern. Du bruger 1½ times tid, billetten koster 100.- og du får mulighed for at opleve landets bedste herrehåndbold. Og samtidig kan du støtte hjembyens håndhold-stolthed.

Samtidig blev jeg undervejs sendt tilbage til 1970'erne, hvor Ringsted huserede i den daværende 1. division. Her kunne du stort set hver anden uge opleve mange landsholdsprofiler, så som Michael Berg, Anders Dahl, Mogens Jeppesen, Erik Bue Petersen, Heine Sørensen, Iver Grunnet og Carsten Haurum, og det gjorde jeg så sammen med enten nogle fodbold-/klassekammerater eller far-Knud.

Hvorom alting er, er det nok ikke sidste gang i denne sæson, at jeg er til håndbold i Ringsted.

lørdag den 26. oktober 2013

Ugens uundgåelige

Forleden hørte jeg Justin Timberlakes Mirrors i radioen. Det har jeg nok også gjort tidligere, al den stund, at den udkom for mere end 8 måneder siden, men denne gang er den blevet hængende. Og er derfor blevet spillet på Youtube, Spotify og TDC Play op til mange gange siden da.

Timberlake er en kunstner, jeg har et blandet forhold til. Det, han lavede med 'N Sync klinger meget dårligt i mine ører, men flere af hans soloting og ikke mindst samarbejdet med Timbaland og Nelly Furtado affødte nogle gevaldige ørehængere, så som Give it to me. 

Der er ikke nogen tvivl om, at han er meget talentfuld og at han forstår at forløse dette talent - ikke kun med sit eget materiale, men også som bidragsyder til Madonna, Duran Duran, Rihanna og så videre - med et alsidigt og formidabelt øre for den gode og fængende popmelodi. Og er vel i dag én af de få sådan helt store verdensstjerner på musikscenen. Samtidig forstår han at forvalte sin karriere med fornuft og disciplin. De senere år er musikken blevet suppleret med film, hvor han blandt andet fik fortjent hyldest for sin rolle i Facebook-filmen The social network.

Her på matriklen er han vel en slags guilty pleasure, selvom der intet gulity burde være ved at lytte til ham - snarere tværtimod. Til maj gæster han Parken og her havde jeg overvejet at indløse billet, for der venter ganske givet publikum et forrygende og spektakulært show, men det forblev ved tanken. Det fortryder jeg nok….

Nå, men mens, at jeg gør det, kan Mirrors meget passende lyttes igen:

mandag den 21. oktober 2013

En god efterårsferie

Jeg plejer ikke at holde efterårsferie, men i år gav såvel opgaverne på arbejdet som afspadseringskontoen mulighed for dette, så sammen med familierne med skolesøgende børn, stod uge 42 samt dagen i dag også for mit vedkommende i feriens tegn.

Nærmest vanen tro, var listen med opgaver - jeg er jo en strukturfascist! - ganske omfattende, og når jeg netop nu gør den op, kan jeg notere, at der kan sættes flueben ved mange af opgaverne, men også, at der var en del, jeg ikke fik nået. Fint nok, og alt i alt kan jeg se tilbage på en dejlig ferie, og dagene er blandt andet gået med følgende:
  • Finde vinterjakkerne og -støvlerne frem 
  • Fejre min svogers og nevøs fødselsdag
  • Se gode films, som eksempelvis American History X, En duft af kvinde, Operation Argo og The Descendants
  • Styketrænet hver anden dag 
  • Give et ikke ubetydeligt bidrag til min tandlæges pensionsopsparing
  • skrive breve og e-mails til nær og fjern
  • blogge
  • læse bøger
  • ordne cykler og bil
  • ordne huset fra gulv til loft
  • Klippe ned, flytte rundt og grave i haven, så den efterhånden er vinterklar
  • Slå græsset for forhåbentligt sidste gang i år
  • Tage havemøblerne ind
  • Se FC København vinde 3-0 over Aab
  • Være til et meget hyggeligt arrangement i Team Bierstube, hvor den stod på frokost på Restaurant Fridas og billard på Husar Pub
  • Bestille hotel i Bruxelles til Ølklubbens studietur i 2014
  • Nyde nogle gode øl
  • Dovne på sofa 
  • Slappe af og bare være
Nu kalder trædemøllen så igen i morgen, og det glæder jeg mig på sin vis også til. 

lørdag den 19. oktober 2013

Havelivet 2013

Kalenderen står på efterår, og her på matriklen betyder det også, at haven langsomt "lukkes ned" og bliver gjort klar til vinteren. Det vil sige, at der bliver hakket og revet ukrudt, klippet ned og flyttet rundt. 

Og mens, at jeg har stået med gumpen i vejret og luget ukrudt, har jeg tænkt tilbage på endnu et forår og endnu en sommer, hvor min have er blevet nydt i fulde drag. Sådan skulle det også helst være, for da jeg for nu 7 år siden besluttede at købe hus, var det netop det med haven for øje. Ikke, at jeg havde forstand på have - det har jeg fortsat ikke, men lærer nok noget for hvert år - men ønskede en have, jeg kunne gå og grave i, stresse af i med videre. 

Samtidig har det været et år, hvor jeg for alvor har oplevet, at de mange, mange timer, jeg de seneste år har brugt på at plante og pleje min have, endelig har givet afkast. Jeg har blandt andet oplevet, at behovet for at luge ukrudt har været ganske begrænset - forhåbentligt fordi, at jeg har været over det hele tiden - så selvom jeg i år har brugt mindre tid på havearbejdet, har den stået flottere.

Samtidig har jeg oplevet, at træer, buske og blomster, jeg nær havde opgivet, langt om længe sprang ud. Eksempelvis mine pæoner og min rødtjørn. En god påmindelse om, at en have også kræver tålmodighed - og det kan være en udfordring, når man, som jeg, er alt for utålmodig!

Så efter 6 år er haven nået til det punkt, hvor det primært drejer sig om vedligeholdelse. Og hvor den efterhånden står, som jeg gerne vil have, at den skal gøre. En havearkitekt vil nok korse sig over sammensætning og indretning, men det er en "learning by doing"-have. Jeg skal dog ikke udelukke, at jeg en dag booker en havearkitekt - om ikke andet, så for at få noget inspiration.

Og selvom det fremadrettet primært vil handle om vedligeholdelse, kommer der nok flere blomster og planter til, ligesom der også bliver ryddet ud i bedene i takt med, at buske, stauder med videre breder sig for meget. Endelig har jeg i et par år overvejet at bygge en støttemur ind mod den ene nabo samt bygge nogle højbede, men indtil videre er det blevet ved tanken....

Så tak til haven for endnu et dejligt år. Jeg glæder mig allerede til at tage en ny tørn, når foråret igen melder sig.

onsdag den 16. oktober 2013

Det kunne have været så godt #4

I slutningen af september udsendte to af mine absolutte favoritbands, Placebo og Mazzy Star, nye albums. Forventningerne til dem var her på matriklen tårnhøje. Måske for høje, for efter en 8-10 lytninger har de ikke helt levet op til disse.

Placebo ryger for alvor ind på min radar i 2003, hvor de udsender Sleeping with ghosts og kravler helt op i toppen af listen med favoritter, da de i 2006 udsender deres, i min optik, hovedværk, Meds. Jeg bliver blæst omkuld af deres energiske og melodiske guitarrock, der støttes på fineste vis af synths. Bandet lyder ikke som mange af de andre bands på scenen, og læg dertil Brian Molkos meget karakteristiske stemme. Et helt unikt band.

Men på det nysudsendte, Loud like love, er bandet gået i en mere poppet retning, men uden at finde den rette formel. Der er til tider lidt for meget autopilot, og teksterne halter gevaldigt. Men - der er selvfølgelig også momenter, hvor de for alvor rammer skiven. Som eksempelvis Too many friends, Begin the end og titelnummeret. Måske symptomatisk for min egen tvivlsomme smag, lyder titelnummeret, som noget, der snildt kunne have været inkluderet på et af de foregående albums!

Jeg er derfor rimelig enig med anmeldelsen i Gaffa, om end jeg hælder mod de tre stjerner.

Hvad angår Mazzy Star brød de i september 17 års albumtavshed. En pause, der for musiklytteren, har været ganske hård, for deres første tre albums er slet og ret fremragende. For 20 år siden fik de deres større gennembrud med den brillante Fade into you. En meget smuk sang, båret af Hope Sandovals skrøbelige stemme og et meget nedbarberet lydbillede.

På deres nye album, Seasons of your day, følger de tråden fra "dengang". Musikken er fortsat tilbagelænet og så velkomponeret, at den klæder Hope Sandovals fine vokal til perfektion. Især på de første 7 skæringer, og var albummet sluttet der, var der tale om et af de absolut bedste albums i 2013. Men - på de sidste tre falder kæden fuldstændig af, hvor der går der for meget bluesrock i den, og sammen med jazz, er denne genre noget af det musik, der får mine undergevandter til at kravle så langt op, at jeg lyder som en korsanger i Bee Gees!

Hvorom alting er, er jeg på den store strækning igen enig med Gaffa, om end jeg giver 6 stjerner for sangene 1-7 og 1 for sangene 8-10.

Jeg runder af med en fin smagsprøve fra hver af de to albums:



søndag den 13. oktober 2013

Tre fra en - regnvejr

Kalenderen står på efterår, og efter nogle uger med, for årstidens vedkommende, høje temperaturer, er vejret nu slået om til regn og rusk. Og dermed det vejrlig, vi normalt forbinder med efteråret.

Selv holder jeg meget af årstidernes skiften. Og derfor holder jeg også af efteråret - efterårskulden, der bider i kinderne, den lave og skarpe sol og de smukke efterårsfarver i skov og have. Og mindst lange dage indendøre, med films, bøger, kaffe, en god øl med videre, mens regnens trommen på vinduerne nydes fra de varme stuer.

Regn og regnvejr er også ofte et tema i musikkens verden, og ofte forbundet med tårer, melankoli og tab. Det gælder også for de tre sange nedenfor. Den første hørte jeg første gang på Roskilde i 1997. Og meget passende stod det ned i stænger, mens C.V. Jørgensen spillede på Grøn scene og leverede én af det års absolut bedste koncerter. Verden stod stille under Det regner i mit hjerte og den lige så brillante Elisabeth. Havde det været strålende vejr, havde vi næppe lagt vejen forbi, så regn og rusk har også meget godt med sig.

Men lyt med:








onsdag den 9. oktober 2013

Jeg er begyndt at gå til styrketræning....

Det kommer næppe som nogen overraskelse - for dem, der kender mig - at jeg aldrig har gået til styrketræning.....! Rent faktisk har jeg kun været i et fitnesscenter én gang - hvis der ses bort fra den spinning-træning, jeg nogle vintre har gået til - og det er vel 30 år siden, og i forbindelse med en gratis prøvetime i det første fitnesscenter her i Ringsted, Form & Figur.

Den time var mere end rigeligt, og samtidig var jeg af den opfattelse, at jeg ikke ville betale for sådan noget, når jeg kunne cykle, løbe, lave arm- og mavebøjninger og så videre ganske gratis! Men det er der nu lavet om på - eller det er måske så meget sagt, for jeg har kun været af sted 6 gange i løbet af de sidste 3 uger, så jeg kan næppe kaldes for en fast bruger!

Årsagen er, at de rygproblemer, jeg har haft siden teenage-alderen, med stadig oftere frekvens er vendt tilbage, og vel sagtens i takt med stigende alder og kropsfylde. Så da jeg i begyndelsen af september frekventerede en fysioterapeut for at få gjort noget andet ved dem end de "vanlige" knæk hos kiropraktoren, faldt dommen prompte - den søde pige fortalte "at det var meget almindeligt, at mænd i din alder, bliver stive i ryggen" og at regelmæssig træning var den bedste behandling.  Så var jeg ligesom naglet til væggen - eller træningsmaskinerne, om man vil. 

Næste skridt var at købe seks måneders medlemsskab og få lavet et træningsprogram, der skal gennemføres to-tre gange om ugen. Så nu sidder jeg så i nogle forskellige træningsmaskiner og løfter en vægt, der er betragteligt mindre end den overvægt, jeg selv slæber rundt på! Og det gør jeg hos Fysikken her i Ringsted, der er det fitnesscenter, min fysioterapeut er tilknyttet.

Nu kender jeg i sagens natur ikke byens andre fitnesscentre, men i Fysikken har jeg ved selvsyn noteret, at der er plads til alle - veltrimmede som folk med "pondus". Unge piger og drenge, der vil have en veltrænet krop. 40-50-årige, som prøver at redde, hvad reddes kan. Pensionister, som ønsker et aktivt træningsliv. Og med åbningstider fra 6 til 22 på hverdage, skulle det være muligt at presse træningen ind, så den undskyldning kan jeg ikke benytte mig af.....

Om min træning får nogen effekt må tiden vise. Indtil videre har jeg været glad for den. Og så mærker jeg muskler, jeg ikke kendte eksistensen af og er så øm i skroget, at jeg ikke længere registrerer rygproblemerne, og det er jo også en måde at komme dem til livs på!

Det er min plan, at jeg om en måneds tid også begynder på det rygtræningshold, de har, ligesom den tidligere omtalte spinning tages op igen. Jeg har jo betalt for 6 måneder og så kan jeg lige så godt prøve at få noget for pengene....Og det med det gode ordsprog "no pain, no gain" in mente!

lørdag den 5. oktober 2013

Jeg lytter til årets danske plade

I mere end 20 år har sangeren, musikeren, tekstforfatteren med videre, Peter H. Olesen, udgivet musik med jævne mellemrum. I de første mange år var det sammen med hans bror, Henrik Olesen, hvor de udgav albums i regi af først Greene og siden Olesen-Olesen. De sidste par år har det så været sammen med Michael Lund i De Efterladte. Og alle udgivelserne har været af tårnhøj kvalitet – både på det musikalske og tekstmæssige niveau. 

Det er også tilfældet med det album, De Efterladte udsendte mandag i denne uge, Alvorsord og Etagevask. Her følger de tråden fra deres forrige, Traditionen Utro, og Olesen-Olesens værker, hvor Olesen igen-igen viser, at han forstår at arbejde og lege med sproget. Hver sang er en fortælling i sig selv, og undervejs vender han spejlet mod sig selv, samtiden og sine samtidige.

Hans fremragende og vedkommende tekster bliver på fineste vis akkompagneret af Michael Lunds elegante melodier og spil, der binder albummet flot sammen, ligesom Peter H. Olesen synger bedre end længe hørt. Musikken er genreløs og teksterne tidsløse, og jeg håber, at de med dette album kommer ud til et bredere publikum. Det har både de og den musiklyttende befolkning fortjent.

Jeg er derfor også meget enig med Gaffa, når de i deres anmeldelse giver albummet 6 stjerner ud af 6 mulige. Med andre ord er der, i min optik, tale om årets hidtil bedste danske albums, og ét af de bedste albums, der er blevet udgivet i 2013, overhovedet – hvilket ikke siger så lidt.

Bandet er på landevejen i november, hvor de blandt andet lægger vejen forbi Musikcafeen, og jeg overvejer at gøre det samme. Og ellers skulle muligheden komme igen til foråret.

Tak til De Efterladte for et fremragende album, og jeg runder af med én af de mange fine stunder fra Alvorsord og Etagevask:

tirsdag den 1. oktober 2013

Tre fra en - min første cd-afspiller

Det er i disse dage/uger 26 år siden, at jeg købte min første cd-afspiller. Jeg havde "længe" været imponeret over båndoptagerens og pladespillerens mulige afløser - især over historierne om, at man kunne lægge et snotklat på cd-skiven uden, at det så ville betyde, at du ikke kunne afspille den. Opsparingen var derfor godt i gang, da min klassekammerat, Jens, fortæller, at han i UG Radio her i Ringsted havde set, at de havde en Akai-afspiller, der var sat ned fra 6.295.- til 3.795.-. Prisnedsættelsen skyldtes vist, at den danske Akai-importør var gået konkurs.

Nå, men prisen var lidt højere end jeg havde regnet med, men samtidig kunne man, med prisnedslaget in mente, få en rigtig god afspiller til en nogenlunde fornuftig pris. Sælgeren hos UG Radio gjorde også sit arbejde til at overtale mig, så det endte med, at jeg slog til. Det gjorde Jens i øvrigt også, så vi købte de to Akai-afspillere, de vist havde på lager. Modelnavnet kan jeg ikke længere huske.

Det viste sig at være et godt køb, og trods nærmest dagligt brug på flere timer, levede min afspiller frem til sommeren 2002. Jens' endnu længere. Godt nok drillede den lidt til sidst, hvor den ikke altid "fangede" cd'en med det samme, men det var til at leve med. I begyndelsen syntes jeg, at det var fedt, at du på displayet kunne se, hvor lang tid, cd'en og pågældende nummer varede, at du kunne se, om det var sang nummer 1 eller 8, du hørte, at det var muligt at programmere rækkefølgen med videre, at du kunne spole i sangene med videre. Det var, med andre ord, en helt ny verden, der åbnede sig.

Nå, men tilbage til der i 1987 var jeg for alvor begyndt at købe mange plader, og det fortsatte jeg naturligvis med. I de følgende to-tre år var købene en blanding af LP og cd - LP'en kostede normalt 90-100.-, mens cd'en lå på 150.-, så du kunne få flere albums for samme penge. Men i takt med, at LP'en blev udfaset og cd'erne mere interessante, med eksempelvis bonusnumre og det, at du ikke skulle vende plade hver 20. minut, tog cd'en til sidst helt over. Og sidenhen blev mange af de albums, jeg havde på LP også købt på cd - man er vel samler....

De tre første cd'er, jeg købte, var Fleetwood Macs Tango in the the night, U2's Joshua Tree og Bananaramas Wow. At det lige blev dem, skyldtes blandt andet, at UG's pladeafdeling ikke ligefrem var imponerende, og jeg skulle jo have nogle cd'er med hjem, når jeg nu havde en afspiller! Kort efter er jeg sammen med HH-klassen på studietur til Vestberlin, og her køber jeg de nysudsendte albums med Depeche Mode (Music for the masses) og The Smiths (Strangeways, here we come) samt The Cures Pornography hos en pladepusher på Ku'Damm - så var samlingen for alvor i gang!

Jeg runder af med en sang fra hver af de tre første cd'er, jeg fik i min samling: