fredag den 29. april 2011

Jeg har læst bøger, jeg ikke forstod....

Sådan synger TV2's Steffen Brandt et eller andet sted, og lige så har jeg. Bøger, jeg slet og ret ikke forstod, eller bøger, jeg ikke forstod, hvorfor de var blevet skrevet...

I den første kategori tæller blandt andet....
  • Franz Kafkas Processen og Slottet. "Pligtlæsning" i de pseudo-intellektuelle dage, men jeg fattede helt ikke, "hvad de gik ud". Ja ja, vi hører tit den med, at mødet med de offentlige myndigheder er nærmest kafkas, men det kan de godt være, med eller uden Kafka. Det havde så bare heddet noget andet....
  • Martin Halls Genopbyggelsen er større end selve skabelsen og Fremmedgørelsens identitet. Verbal-onani og ikke ret meget andet. Han har sidenhen forsøgt sig flere gange udi i romankunstnen, men lykkedes kun med Verdensdagene. Han er og bliver aldrig den store romanforfatter
  • August Strindbergs Det røde værelse. Jeg stoppede halvvejs. Rodet og uden retning, men måske det bare var mig......
  • Philip Roth Komplottet mod Amerika. Noget med, hvordan verden havde set ud, hvis begivenheder før og under 2. verdenskrig var gået anderledes. Jeg fattede aldrig pointen og det gik vist mest ud på at skrive anti-semitismen ind i en anden sammenhæng....
I den anden kategori tæller blandt andet
  • Nick Honbys Hvordan man er et godt menneske. Hans tre første romaner sidder direkte i skabet, men her hopper kæden af. Forstadsengland og noget med en guru. Sjældent har jeg kedet mig så meget under en boglæsning
  • Benn Q Holms Den gamle verden. OK, du har skrevet Album, Hafnia Punk, Sommer med flere, og så laver du en rodet og forvirret roman om to menneskers møde, og hvor alt strittede i alle retninger. Måske Holm bare selv drømmer om at være en falleret musiker, som unge piger springer på.... (man aner dog, at Suede-forsangeren Brett Anderson er brugt som skabelon, og det løfter op)
  • Nick Flynns Endnu en lortenat i en røvsyg by. Den nye Bukowski? Yeah right. Det svarede til, at jeg var den nye Eric Cantona - så langt er der mellem de to talenter
  • Erling Jepsens Biroller. Kunsten at græde i kor, Frygtelig lykkelig og Med venlig deltagelse er barske, sjove og fremragende, men måske Jepsen skulle have forlænget skrivepausen og arbejdet noget mere på materialet. Jeg sad kun og ventede på, at jeg nåede til sidste side
Sådan er der så meget, og heldigvis overgår de gode læseoplevelser i så rigelig grad de dårlige, men det er et helt andet blog-indlæg....

PS. Det skal ingenlunde udelukkes, at der findes rigtigt mange, som forstår ovennævnte bøger, og det er ganske givet bare mig. Jeg er en simpel mand, der foretrækker det enkle frem for symboler, metaforer med videre.....

onsdag den 27. april 2011

Autografer

Da jeg var barn (....) samlede jeg blandt andet på autografer. Ikke, at jeg var den store autografjæger, som hang ved stadions, biografer og så videre, men mestendels når kendte sportsfolk aflagde den lokale sportsforretning besøg eller når jeg en sjælden gang var på Køge eller Næstved Stadion.

Gennem tiden blev det til autografer fra Søren Lerby, Frank Arnesen, Morten Olsen, Henning Jensen, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Gordon Strachan og cykelryttere om Hans-Henrik Ørsted, Gert Frank, Niels Fredborg og Ole Ritter.

Men juvelen i samlingen er Patrick Sercus. Alle tiders bedste 6-dages rytter - hvis man spørger mig! - og kun overgået af Greg Lemond, når der tænkes på cykelrytteres popularitet hos mig.

Autografen kom i hus i forbindelse med et 6-dagsløb i begyndelsen af firserne i det gamle Forum. Forinden havde jeg givet hånd med Gert Frank samt fået Danny Clarkes autograf. Men da far-Knud og jeg er på vej til toilettet møder vi legenden Sercu og helt befippet stanger jeg ham bare min autografbog og min far kvitterer med på dansk at sige "det bliver knægten glad for". Sercu fattede næppe meget af, hvad der blev sagt, men han gjorde en lille dreng meget glad.

Den og de øvrige autografer fra den tid, ligger i dag i én eller anden flyttekasse på loftet, men bliver naturligvis aldrig smidt ud.

Nu og om dage hænder det, at en autograf kommer i hus. Det i forbindelse med en signeret plade eller bog. Det er noget, jeg fortsat sætter stor pris på, og kan en plade eller bog bestilles signeret, gør jeg dette. Men det er nok ikke så meget autografjægeren i én, der gør udslaget, men snarere samlergenet.

mandag den 25. april 2011

Glasvegas og Low

Blandt så megen anden god musik, lytter jeg i denne tid til de nye albums med henholdsvis skotske Glasvegas og amerikanske Low.

Hvad angår Glasvegas kommer frasen "intet nyt, er godt nyt" virkelig til rette. Euphoric///Heartbreak lægger sig direkte i sporet fra deres debut fra 2008, hvor især Geraldine var det "store" gennembrud. I slutningen af 2008 udsender de jule-ep'en A snowflake fell, der blandt andet inkluderede Fuck you, its over, der fortsat er min absolutte Glasvegas-favorit. Det nye album har modtaget mange kritiske røster, men det forstår jeg ikke. Albummet er varieret, de storladne guitarer er skarpslebne og James Allan synger med bristet hjerte og længsel, og det på overbevisende vis. Jesus & Mary Chain-inpsirationen er der stadig, men hvor mr. Wall of sound, Phil Spector, har stået i døren og fortalt, hvordan kagen skulle skæres - i hvert fald i overført betydning!

C'mon er Low's niende album og vel sagtens niende gang, at de så bliver kriminelt oversete. Albummet er måske deres hidtil bedste. Stilen er fortsat "slow-core" med langsom og drævende guitar og bas, og melankolsk toneføring i musik og sang. Et nummer som dette, er et meget godt eksempel på tonerne fra dette album. De bedste stunder er, hvor Mimi Parkers og Alan Sparhawks stemmer møder hinanden. Og efter hver gennemlytning sidder man ingenlunde uberørt tilbage. Det kan i parentes bemærkes, at Roger Plant på sit fremragende album fra 2010, Band of joy, rent faktisk indspillede to sange fra Low's hånd og ånd.

Alt i alt to albums, der understreger, at 2011 kan blive et meget, meget fint pladeår.

lørdag den 23. april 2011

Det begyndte med Tipslørdag

For et par år siden udkom bogen Det begyndte med Tipslørdag, hvor en række mere eller mindre kendte danskere fortæller om deres yndlingshold i det engelske - om holdet, hvor og hvornår fascinationen tog fat og så videre.

Jeg ynder fortsat at bladre og læse i den, og der er en række historier og begivenheder, du kan nikke genkendende til og huske.

Den bedste historie er Jens Unmacks om Liverpool. Men den er også "grusom", for han hævder, at han "langt bedre kan leve med, at folk kan lide Phil Collins, end at de holder med Manchester United". En hård nyser, når man nu en gang er United!

Men bogen kan klart anbefales. Dog mangler jeg historien om Jørgen Herbert, som var kendt for at varme lidt for meget op inden kampene - på den nærliggende pub. Og jeg husker tydeligt den gang, at han sad og kommenterede på to helt andre hold end dem, vi så på skærmen!

Og under læsningen kan man så mindes sine egne tipslørdage. Mange af mine havde klassekammeraten Benny som medvirkende. Kampen blev enten set hos ham eller mig, og ofte skete opvarmningen i form af, at vi selv spillede kampene i vores have eller foran Bennys blok. Hvis vi da ikke sad og tegnede fodboldkampe, læste i Alt om sport eller gloede i vores samlealbums. Diskuteret blev der ikke så meget. Vi var og er begge United. Vi kunne måske lige banke en diskussion op om, hvem der var bedst - Jesper Olsen (Bennys mand) eller Bryan Robson (min). At Robson så var det, siger jo sig selv.....

God læselyst og god kamp - på stadion, down the local eller hjemme i stuen.

onsdag den 20. april 2011

Om Helle Helles seneste roman

Den 15. april sendte Helle Helle romanen "Dette burde skrives i nutid" på gaden. Og da man her på matriklen sætter stor pris på hendes skriblerier, blev romanen straks hentet hjem - og nu læst.

Og lad det være skrevet med det samme - min oplevelse er fuldt ud på linje med den, som blandt andet Berlingske og Litteratursiden havde. Rent faktisk kan jeg ikke tilføje noget kvalitativt til disse begejstrede anmeldelser.

Hendes tidligere bøger har en stor plads på mine hylder, men jeg er ikke bleg for at mene, at den seneste er hendes hidtil bedste. Måske jeg er farvet af, at den foregår i mit nærområde, men det er "kun" glasuren på den lækre lagkage - om jeg så må skrive.

Som sædvanligt sker der meget lidt i hendes bøger, men bag ordene sker der en masse, og som læser, digter du selv videre på linjerne og danner dine egne billeder. Det stramme sprog gør, at hver side er mættet med indtryk. Mange står af på den måde, hun skriver på, men jeg er ikke én af dem. Faktisk er det meget givende og højner læseoplevelsen.

Romanen kunne meget passende være en anledning til at genlæse hendes tidligere romaner og novellesamlinger - så det vil jeg gøre.

Nå, men hermed anbefalet - og læs den før din nabo!

tirsdag den 19. april 2011

Manchester United - Pride of the North

Jeg er United. Normalt føjes -fan/-tilhænger til klubnavnet, når ens tilhørsforhold omtales, men når det kommer til Manchester United, er man United. Måske en understregning af det fællesskab, der har været klubbens udgangspunkt siden stiftelsen.

Jeg blev det en gang i 1977. Det er muligt, at jeg forinden var noget opmærksom på holdet via Tipslørdag og diverse samlealbums (tyggegummipakker, med samlemærker med fodboldspillere). Men i samme år udkom sportsbladet Sporten (det afgik rimeligt hurtigt ved døden) og i et af de første numre var der en plakat med Steve Coppell. Godt nok i landsholdsdragten, men jeg syntes, at plakaten og navnet var ret fedt og tilfældet ville, at han spillede i United.

Det logiske dengang ville have været Liverpool, Nottingham Forest, Ipswich, Tottenham eller Aston Villa, der den gang spillede det bedste fodbold og hentede titler i hjem- og udland. Men den små Søren valgte åbenbart at tage del i den ørkenvandring United havde været på siden 1968. Titelløs, middelmådige placeringer, til tider elendigt spil, uduelige indkøb med videre.

Bevares, det bliver til triumfer i pokalturneringerne, og en spiller som Bryan Robson kommer til klubben. En spiller, der fortsat er forbillede for mange. I november 1986 ansættes så Alex Ferguson som manager. En ansættelse, der viser sig at være af nærmest mytologisk karakter.

I de første år af hans regeringstid, står han og holdet fortsat på gyngende grund og fyringstruslen hænger over hans hoved. Men første indikation på noget stort, er sejren i Pokalvindernes turnering i 1991 over Barcelona, hvor jeg stod og råbte af fjernsynet i bar frustration over Fergusons dispositioner. Spillerne var flade, men alligevel tøvede Sir Alex og sad som en stenstøtte - som altid  kendetegnet ved en ubændig tro på egne dispositioner.

Et andet kendetegn er hans evne til at spotte og udvikle spillere. I begyndelsen af 90'erne begynder "hvalpe" som Beckham, Butt, Neville-brødrene, Scholes og Giggs at dukke op. Og i december 1992 sker så forløsningen. United henter Eric Cantona i Leeds - de regerende mestre, hvor Cantona havde en stor andel i titlen. Cantona viser sig at være "the missing link" og dimensionerer det spil, United praktiserer den dag i dag. Foregangsmanden på og udenfor banen, og som overtager lederrollen fra den evigt skadesplagede Robson.

United har på det tidspunkt vundet 7 mesterskaber mod Liverpools 18. I maj 1993 er ørkenvandringen ovre og mesterskabet er hentet hjem. 16 år efter er mesterskabsstillingen udlignet, og i slutningen af maj 2011, kan United stå alene med mesterskabsrekorden - om alt går vel!

I den mellemliggende periode vinder United blandt andet Champions League to gange (den ene med Peter Schmeichel som én af de vigtige bidragsydere) og taber én finale. Måske det i år bliver til endnu en finale - forude venter en semifinale mod Schalke 04.

Min egen United-historie er skrevet gennem holdets op- og nedture, og favoritspillere som Coppell, Robson, Keane, Cantona og nu Rooney og Giggs. Jeg har desværre kun oplevet dem på stadion to gange - begge gange i forbindelse med FCK's Champions League-kampe mod dem. Dertil kommer en rundvisning på Old Trafford i 2009. En oplevelse, der fortsat sidder i kroppen. Men i den kommende 2011-2012-sæson tager jeg igen på Old Trafford og ser dem til en ligakamp - også selvom, at jeg ved, at jeg bliver hooked og skal tilbage - år efter år. Spillet på banen, sangen fra Stretford End og Manchester i sig selv. Og hele historien omkring United - fra begyndelsen, over München-tragedien i 1958, genrejsningen, The Treble i 1999 og så videre.

Manchester United - Pride of the North

mandag den 18. april 2011

Ikke kun i Nordvest

Et bud på sindstilstanden d.d. i en have i provinsen:

Ikke kun i Nordvest

Målløs, mundlam, nærmest stum
Råvild, rastløs, tæt på dum
Står i naturen og må holde min kæft
Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest

Står i idyl og mangler ord
Farvel symboler, farvel metaforer
Står i et landskab, dansk guldalderlyrik
Ser alting ligne sig selv på en prik

Let i sindet, mæt af sol
Højsommerdag i havestol
Sidder på plænen, kigger op i det blå
Lykkelig over alt det jeg ikke kan forstå

Fattet, fåmælt og lykkelig
Tanketom og træt, tæt på fri
Står i et landskab, sjællandsk zen
Ser alting begynde forfra igen og igen

Ser alting begynde forfra igen og igen



[Tekst: Peter H. Olesen - fra Olesen-Olesens Der er brev fra onkel Bob i Amerika]

søndag den 17. april 2011

Under en sort sol....

Lørdag spillede Sort Sol den sidste indendørskoncert i denne omgang, og Ringsted havde æren af at lægge hus til. Og her er min oplevelse af koncerten:
  • De fik i dén grad vasket pletten fra 2003-koncerten i Store Vega væk, og overgik måske endda koncerten på Roskilde i 2001. Med andre ord, den bedste koncert, jeg hidtil har oplevet med Sort Sol - måske
  • Jeg havde frygtet en halvtom sal, men frygten var ubegrundet. Måske 1000 fra land og by var troppet op, og med mine 43 år lå jeg vist lige på aldersgennemsnittet. Det sker sjældent nu om dage
  • Publikum lyttede til musikken frem for at stå at kagle løs, som man ellers oplever tit på koncertstederne. Tak for det
  • Sætlisten var (stort set?) identisk med turneens tidligere koncerter. Altså en tur ned gennem hele deres bagkatalog. Kiss the streets og Next century var højdepunkterne blandt mange. Savnede jeg noget? Ja, den fremragende Rhinestone, men den har de vist ikke spillet på denne turné
  • Steen Jørgensen sang, som havde guderne taget bo i ham. Slet og ret gribende, skønt og kompromisløst. Og Ortved var hr. Über-cool bag trommerne
  • Ingen rock and roll attituder, med øl på scenen og opfordringer til at klappe med. Nej, vi er her for at spille og synge, og det gør vi så, syntes tesen at være. Og tak for det
  • Lars Top og Thomas Ortved dirigerede løjerne på scenen, og det med stram og kompetent hånd
  • Musikken blev ledsaget af et flot, flot lysshow
  • Tiden stod stille, da de spillede Let your fingers do the walking
  • Bandet virkede ingenlunde slidte, men virile og ærgerrige. Et meget stramt sæt, hvor up-tempo-numrene klædte bandet bedst
  • "Punklassikeren" Copenhagen i 2011-versionen har visse steder fået kritik. Den er urimelig, for den elektroniske indledning klædte den. Og blev leveret på en sådan måde, at man troede, at man stod i "Ungeren" anno slut-70'erne. Ikke at jeg var med den gang....
  • Det eneste, der manglede var Knud Odde og Peter Peter, men det er bedre at kigge frem end bagud
  • Og ja, det var alt for lang tid siden, at Sort Sol havde været på disse kanter. For nu at følge op på Steen Jørgensens "spørgsmål". De spiller så igen til sommer, når der er Ringsted Festival. Her springer jeg over. Jeg ville gerne se dem igen, men ikke Kandis, Lilholt og hvem der nu ellers er på dén plakat
  • Alt i alt en stor aften i Ringsted Kongrescenter, og et godt bud på årets koncert - for mit vedkommende
  • Jeg håber, at vi ses igen på Roskilde
  • Sidst, men ikke mindst - vi fik A knife for the ladies....

torsdag den 14. april 2011

Farvel til Roskilde - eller......?

Forleden offentliggjorde Roskilde Festivalen størsteparten af årets program - dog mangler en 20-30 navne. Og dem sætter jeg min lid til, for programmet er indtil videre meget tyndbenet - måske endda for meget.... Endnu en gang ser vi, at Roskilde gerne vil favne det hele og det ender med, at de ikke favner nogetsomhelst.

Og for 5. år i træk går Roskilde meget behændigt udenom min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag (i drømmeåret 2006 spillede blandt andet Editors, Sigur Ros, Morrissey, Arctic monkeys, Placebo og Kaiser Chiefs - eller rettere sagt, blege fyre i t-shirt og som spiller guitar!).

Kigger jeg på min egen ønskeliste, er der dæleme ikke mange overlap med bandlisten, som den ser ud nu. P.t. bliver det Walkmen, PJ Harvey, Arctic Monkeys og Cody, der for mit vedkommende kommer til at tage det store slæb. Om end, der også er andre navne, der trækker op.

Så spørgsmålet er, om det ikke er tid til at kigge på sit sygesikringsbevis og erkende, at man er blevet for gammel, og der nu må prioriteres anderledes? For er festivalen værd at bruge tid og penge på, når nu de bands, jeg gerne vil høre, spiller på festivaler i udlandet og Northside i Aarhus?

Og dog! For jeg ved, at der uanset hvad, altid vil vente store koncertoplevelser, og hvor du altid opdager nye/ukendte navne - som overrasker positivt. Dertil kommer selve stemningen på Roskilde og ikke mindst lejrlivet i Camp Blanco/Camp Morphar - som næsten er en festival i sig selv!

Roskilde 97 - Brian og Søren (med sortsprayet
hår og bæltetaske) er klar til endnu en runde på på Smatten!
Det fås ikke andre steder, så Onkel Morfar her snupper endnu et desperat forsøg på at være ung med de unge. Jeg glæder mig allerede til duften af gnu og fra chokoladebussen, og til at spise mad af mere eller mindre tvivlsom karakter, sove i et kamp-lummert telt, drikke mere eller mindre halvvarme øl og ikke mindst lytte til en masse fantastisk musik.


Rock and roll will never die!

tirsdag den 12. april 2011

Sort Sol...

På lørdag giver Sort Sol, i forbindelse med deres genforeningsturné, koncert i Ringsted. Og undertegnede vil være blandt publikum. Det var dog med et vis forbehold, at jeg købte billet. Dels fordi, den seneste koncert, jeg så med dem, var decideret rædselsfuld. Det var i Store Vega i 2003, hvor bandet lignede det, det netop var - i opløsning. Dels fordi, jeg var noget skeptisk overfor, hvad de kunne levere så mange år efter.

Nå, men lørdag og i hjembyen gjorde udslaget, og i dag glæder jeg mig meget til koncerten. De første anmeldelser fra turneen tegner også lovende. Blandt andet denne fra BT. Rygtet vil desuden vide, at Steen Jørgensen skulle synge bedre end nogensinde, og det siger dæleme ikke så lidt.

Sætlisterne viser, at der bliver gravet godt i bagkataloget, og vi kommer ganske givet til at høre sange, jeg ikke hidtil har hørt live med dem. Og jeg har immervæk oplevet dem en 10-12 gange, toppende med Roskilde i 2001. En majestætisk aften, men jeg var nok også påvirket af, at Neil Young forinden havde leveret en pragtpræstation på Orange, og gik så meget over tid, at Sort Sol nåede at blive kolde. Men det gik altså ikke ud over deres performance. "A Knife for the ladies" vil jeg sætte pris på, at de også spiller i Ringsted.

Apropos bagkataloget, har Sort Sol også netop udsendt et bokssæt, indeholdende alle deres albums samt diverse godter. Jeg har deres albums enkeltvis, men samlergenet i mig gør, at jeg nok ved lejlighed lander bokssættet. Men med-blogger Steffen Baunbæk har her lavet en imponerende gennemgang af, hvordan sættet rent faktisk kunnet have set ud. Og var det tilfældet, havde jeg dæleme ikke tøvet med at hente det hjem til hylder og anlæg.

Og mens jeg venter på, at det bliver lørdag, kan blandt andet denne optagelse nydes i fulde drag:

søndag den 10. april 2011

Dagene i sommerhuset


Søster og bror, sommeren 1969
 På denne tid af året, kommer jeg altid til at tænke på mine forældres sommerhus i Dronningmølle, nærmere bestemt Musvågevej 53. De byggede det i begyndelsen af tresserne og solgte det i 1981, da min far åbnede sin cykelforretning. På det tidspunkt havde min søster stemplet ud som gæst deroppe, ligesom den små Søren havde en del koordinering med spejder og fodbold.

Men gode år var det, og jeg husker stadig, hvordan huset og haven var indrettet", Gryden", hvor der bliver slikket sol og grillet, åen, der gik langs kvarteret, udsigten til marker og gårde, gøgens kukken, minigolf-banen, bagerforretningen, der lå lige ved siden af minigolf-banen, stranden, besøg af Theis og Brian, spritbåden fra Snekkersten til Helsingborg, turene til Helsingør, udsigten og turene til Kullen og så videre.

Jeg husker også turene derop og hjem igen. Fredag aften, når min mor fik fyraften på Dagbladet, og så sad forældrene på forsædet og pulsede cigaretter og cerutter, mens storesøster og jeg lå køresyge på bagsædet! Hvis vi da ikke sad og "sang" Boom Boom, Vimmersvej, Mamma Mia med videre, for diverse Datsun'er havde ikke musikanlæg i bilen. Der var også den "zoologiske have", der hver gang blev pakket. Skildpadderne Frederik og Cirkeline samt katten Simon skulle jo med.



Pause i fodboldkampen, mens far Knud klipper efeu.
Sommeren 1976
 Og hvor mon Nikolaj og Stig, jeg spillede fodbold med, er henne i dag. De kom vist begge fra København (den gang var det et noget mere vidt begreb end i dag...). Når jeg ikke spillede fodbold med dem eller andre, man kunne samle rundt om på vejene, spillede jeg for mig selv i haven. Der var mål mellem to graner og mellem to bede. Det blandede hold med Beckenbauer, Steve Coppell og Rummenigge vandt hver gang. Jeg er overbevist om, at både min søster og forældre var en smule forundrede over den knægt, der rendte rundt og spillede fodbold for sig selv, råbte, jublede, skrev resultater og så videre....

Når jeg ikke spillede fodbold, var på stranden, spillede mini-golf og alt det andet, vi lavede deroppe, havde jeg cykelløb inde i stuen. Bag Faxe Kondi-kapslerne var der dengang billeder af cykelryttere, og så lå jeg der og kørte mit eget Tour de France og 6-dagsløb. Patrick Sercu, Hennie Kuiper og Ole Ritter skiftedes altid til at vinde.

Jeg husker også Nielsens. Det var naboerne til den ene side. De andre hed Larsens. Nielsens var en del år ældre end mine forældre. Men de havde et barnebarn, Erik, på min alder. Vi var tit sammen, og når vi var derinde, fik jeg masser af bananmadder. Hr. Nielsen kunne også fortælle mange historier og jeg husker, at jeg sad med kæben mellem knæene, når han rullede sig ud. Han lærte mig også at pifte, og så skulle jeg pifte, når han og min far lige skulle have en kold øl, eller når jeg skulle høre eller fortælle sidste nyt.


Søster og bror på stranden, sommeren 1975
 Da huset blev solgt, savnede vi det ikke så meget. Men når vi var (og er) på de kanter, kører vi altid forbi Musvågevej 53 og ser, hvordan det ser ud. Jeg forstår godt, hvorfor mine forældre var glade for det - dagene i sommerhuset var altid forbundet med ro og afslapning. Og gode og dejlige stunder. En oase, om man vil. Og i påsken lægger jeg igen vejen forbi og vil mindes de gode stunder og mine forældre.

fredag den 8. april 2011

Raveonettes

I denne uge sendte danske Raveonettes albummet "Raven in the grave" på gaden, og mange har efterfølgende udråbt det til at være deres hidtil bedste. Og det siger ikke så lidt, da deres forrige albums alle holder et fint og højt niveau.

Men - jeg er mere end tilbøjelig til at give folk ret. Der har været mange tilløb, men her er albummet, der forløser Sune Wagners ubestridelige talent og hvor alt går op i en højere og større enhed. Tempoet er sat ned, melodien og Sharin Foo's skæbnesvangre stemme er trukket mere frem og Sune Wagner spiller og synger, som var det manna fra himlen. En stilren plade, uden svagheder. Det lyse og det mørke, det stille og det støjende, det idylliske og det smertefulde i skøn forening.

Inspirationskilderne er fortsat tresserpop, Phil Spectors wall of sound og engelske feedback-/shoegazer-navne som Jesus and Mary Chain og Slowdive.

Albummet er hermed anbefalet, og en kærkommen anledning til at afsøge deres bagkatalog og Wagners tidligere arbejde i Psyched Up Janis. Bandet som var huse over samtidige som Kashmir, Dizzy og Inside the whale, men modsat dem, fik de aldrig det store gennembrud. Én af de store musikforbrydelser på den danske musikscene. Og deres koncert i Ringsted Medborgerhus i midten af halvfemserne står fortsat, som én af mine største koncertoplevelser - nogensinde. Salen var tætpakket, sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som ville de rive den lille købstad ned.

Nå, nu håber jeg blot på, at Raveonettes bliver smidt på årets Roskilde-plakat.
 Og det her nummer, er måske det bedste, Sune Wagner har lavet - nogensinde.

onsdag den 6. april 2011

Fodboldspillere, der tuder....

Jeg ved ikke, om det er bare er mig, der er ved at være en gammel, gnaven mand (og det er jeg!) eller om tidens gang farver begivenhederne og oplevelserne af dem. Men jeg kan ikke huske, at fodboldspillerne filmede, lå og tudede når de blev tacklet med videre, da jeg i 70'erne begyndte at se Tipslørdag med videre. Og i øvrigt op gennem 80'erne. Den gang virkede det heller ikke som om, at spillerne gik op i hår og tatoveringer, men koncentrerede sig om spillet på banen.

Sådan er det desværre ikke i dag, og en udvikling, der vist har været længe undervejs. Vi ser det i slutrunderne, og især i den spanske og italienske liga, men også herhjemme.

En pinefuld udvikling, hvor højtbetalte stjerner falder døde om bare de bliver snittet på anklen eller får en finger på kinden. Det står i skarp kontrast til eksempelvis ishockey-spillere, som får skøjter i hovedet, bliver mast op af banden af 5 modstandere og generelt bliver slået til lirekassemand, for alligevel at spille videre. Men mange fodboldspillere er åbenbart ikke så meget mand, som de gerne vil give udtryk for, de er.

En anekdote vil øvrigt vide, at Manchester Uniteds Rio Ferdinand til en træningssamling lossede Nani ned, efterfulgt af beskeden "det her er et frispark". Og som en reaktion på Nanis evindelige skuespil. At det så ikke har ændret meget, er en helt anden historie....

Man kan også notere, at fordomme klæber til visse spillere. Den klassiske er Cristano Ronaldo, der i følge dommere, modspillere og tilskuere er ét stort skuespil. Meget om snakken er der, men blandt andet sommerens VM viste, at spaniere som Torres, Xavi, Iniesta med flere ikke er blege for at falde i hans fodspor, men det er åbenbart noget helt andet.

Men skuespil og flæberi er åbenbart en del af udviklingen, og vil man ikke se på det, kan man jo bare holde sig væk... :).

søndag den 3. april 2011

Jens Christian Grøndahl

Et af målene for 2011 var, at jeg skulle gennem Jens Christian Grøndahls forfatterskab. Eller det vil sige hans bøger fra og med Indian Summer og så frem = de bøger af hans, jeg har stående på mine hylder. Indian Summer og Tavshed i oktober blev læst for nogle år siden, så Lucca var den første, jeg gik i gang med.

Lucca var Grøndahls gennembrud til et større og bredere publikum. Og det forstår man godt. Den er vanvittig godt skrevet, hvor man følger to personer i da- og nutiden. Deres møder og samvær med den, de nu har brudt med, og mødet med hinanden.

Kendetegnet ved den og hans øvrige romaner er, at han skriver med stor psykologisk indsigt og på hele følelsesregistret. Særkendet er måske, at når han skriver ud fra kvindens vinkel, sidder man med fornemmelsen af, at det er en kvinde, der har skrevet det. Der sker måske ikke altid så meget i hans bøger, men du bliver opslugt af romanfigurernes tanker og tilværelse.

Hovedtemaerne er kærligheden og livets valg. Og ofte med bruddet som omdrejningspunkt. Og du bliver som læser ikke ligefrem motiveret til at indgå et giftermål! Tingene går i stykker eller forsvinder, du bliver svigtet af løgnen og utroskaben og så videre. Men disse begivenheder bruger Grøndahl som en krog til at afdække romanfigurernes valg, værdier og videre spor i tilværelsen. Og midt i tabet efterlader han hele tiden et lys - en mulighed.

De romaner, der fulgte efter Lucca holder ikke samme kvalitet - eksempelvis var første roman efter Lucca, Hjertelyd, lidt af en langgaber. Men med de to seneste, Fire dage i marts og især Det gør du ikke, er han tilbage på det tidligere niveau. Begge blev nærmest slugt på én gang.

Forfatterskabet er hermed anbefalet, og Grøndahl er i dag at tælle blandt mine absolutte yndlingsforfattere.