torsdag den 31. marts 2016

Ser du månen, Daniel

For nogle uger siden var jeg til foredrag med Daniel Rye, hvor han fortalte om sit 13 måneders fangenskab hos Islamisk Stat. I den forbindelse købte jeg også Ser du månen, Daniel - Puk Damsgårds Cavling-vindende bog om hans fangenskab.

Den har jeg nu læst. En gribende og nervepirrende fortælling, hvor kuldegysninger og tårer hele tiden afløser hinanden mens, at siderne bliver vendt og vendt og vendt. 


Over de knapt 300 sider følger vi naturligvis Daniel Rye, men også hans familie og sikkerhedseksperten, Arthur, som arbejder på at få Daniel fri.


Fangenskabet er naturligvis fortællingens centrum. Du følger Daniel fra tilfangetagelsen til frigivelsen, men også de øvrige fanger, som Daniel deler celle med. Du gyser, når torturen og de volde fangevogtere beskrives i detaljer, og græder, når du læser om den måde, Daniel og de øvrige fanger prøver at overleve på - spil, gymnastik, historier fra deres liv og så videre. Med andre ord får du et stærkt indblik i menneskets evne til at overleve på - selv under de mest ekstreme og inhumane forhold.


Undervejs bliver du også klogere på krisen i Syrien og Islamisk Stat. Og det hele er skrevet meget vedkommende og nærværende, og på en sådan måde, at du som læser bliver fastholdt og ikke er i stand til at lægge bogen fra dig.


Hermed mere end anbefalet.



onsdag den 30. marts 2016

Yin & Yang

For et par år siden bryggede dansk-amerikanske Evil Twin to øl, der fik navnet Yin henholdsvis Yang. Der var tale om en Imperial Stout henholdsvis Imperial IPA. Dem har jeg smagt et par gange, men forleden blev fusionen, Yin & Yang, så skænket op i de hjemlige stuer. En øl, hvor det bedste fra øllets verden, IPA og Stout, mødes.

Øllen består af 33% Stout og 67% IPA, og omtales af bryggeriet som en Imperial India Black Stout, og holder 10%.


Det, der overrasker mig er, at det er lykkedes at bibeholde kendetegnene fra begge øltyper. Kaffe og mørk chokolade møder citrusfrugter og humle, sødme møder bitterhed.


Det giver en kompleks og fyldig øl, der samtidig er meget vellykket. Og efterhånden, som du kommer gennem den, sidder både den brændte eftersmag og den humlede bitterhed længe tilbage. Der er derfor tale om en rigtig nydeøl, og endnu et bevis på Evil Twins kunnen.


Øllen blev købt i Ølbutikken i København.


Skål.

tirsdag den 29. marts 2016

Tidernes bedste fodboldspiller?

Forleden døde fodboldlegenden Johan Cruyff i en alder af kun knapt 69 år. Én af tidernes absolut største spillere og trænere, og den største fodboldtænker af dem alle.

Personligt var jeg ikke fan - af den simple grund, at han selv og hans klubber konkurrerede med mine favoritter, og på landsholdsplan holdt jeg med Vesttyskland og England, og ikke Holland. Selv om, at sidstnævnte spillede det bedste fodbold.


Hans død har også fået diskussionen om tidernes bedste spiller til at blusse op igen. En fuldkommen umulig diskussion, da vor tid er meget anderledes end eksempelvis 70'erne, også fodboldmæssigt, og samtidig vil den aldrig kunne føres på et tilstrækkeligt objektivt plan, da ens egne præferencer og favoritter altid vil blive læst ind.


Så nedenfor er mit eget meget subjektive bud, og baseret på spillere fra "min" tid, hvilket vil sige fra midten af 70'erne og fremefter - og i uprioriteret rækkefølge. Bortset fra nummer 1, som altid vil være nummer 1 på min liste:

  1. Karl-Heinz Rummenigge
  2. Franz Beckenbauer
  3. Eric Cantona
  4. Johan Cruyff
  5. Paolo Maldini
  6. Lothar Matthäus
  7. Michael Laudrup
  8. Diego Maradona
  9. Cristiano Ronaldo
  10. Roy Keane
Og nej, det er ikke en fejl, at Lionel Messi ikke er med. Det kommer han først den dag, han skulle tørne ud for et af "mine" hold.

mandag den 28. marts 2016

Mikael Simpson på Gimle

I denne tid turnerer Mikael Simpson landet tyndt, og det bragte ham fredag aften til Gimle i Roskilde. Her var jeg også at finde blandt publikum. Og det med høje forventninger, for af de 13-15 gange, jeg hidtil har oplevet ham live, har han stort set aldrig skuffet.

Simpson har ikke noget nyt album på gaden, men turneen var en måde til at komme lidt væk fra kone og børn - som han sagde i sin intro. Og så var tonen lagt, og resten af koncerten smed han skarpe og lårklaskende morsomme kommentarer om tidligere koncerter, familie, radioprogrammer, musik og så videre. Og snakken mellem numrene forstærkede den intimitet, rammerne lagde op til.


Med sig på scenen havde han Asger Baden og en stor maskinpark, guitar og mundharpe. Begge var siddende på scenen, ligesom selve koncerten var siddende. "Det her er en lyttekoncert" som han også sagde i sin intro - med slet skjult hentydning til de mange snakkehoveder, der ofte dukker op til en koncert.


Selve koncerten varede knapt 100 minutter, og den var en ren tour de force gennem hans bagkatalog plus en coverversion - en fordansket version af David Bowies Let's Dance.


Simpson og Baden fik det ypperste ud af maskinparken, og lyden stod mestendels knivskarpt. Og ved mange af numrene var det svært at blive siddende, for de appellerede virkelig til dansable - selv om, at jeg ikke danser særligt godt!


De fleste af sangene havde de formået at orkestrere perfekt ind i setuppet for koncerten, mens det kneb for blandt andet Morgenlys. Og nogle gange blev det måske lidt for ensformigt. Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket af den stor, smuk og inderlig koncertaften, hvor sange som Vi To, Du Drømmer Om Et Andet Sted og Lad Det Staa samt de to afsluttende jam-sessions ramte hjertekulen og lettede taget.


Samtidig var de begge vældigt veloplagte på scenen og det var tydeligt at se, at de nød koncerten lige så meget som publikum. Og så kan jeg kun betages af den tilbagelænethed, Mikael Simpson udviser på scenen - både i sang og musik. Overlegent - på den gode måde.


Tak til Mette, Thomas, Peter og Lisbeth for en hyggelig aften. Tak til Mikael Simpson for endnu en koncert til bogen.


Næste koncert er, for mit vedkommende, The Entrepreneurs og Velvet Volume, der på fredag vælter netop Gimle.

onsdag den 23. marts 2016

En tur i Thirion

Et kig ind af vinduet
Prinsessegade på Christianshavn er nok mest kendt for indgangen til Staden, men gaden huser også en meget hyggelig, belgisk specialforretning, Thirion. Den besøgte jeg for et par uger siden - for første, men ikke sidste gang.

Forretningen ligger i kælderen lige overfor Vor Frelser Kirke, og kun få minutters gang fra mit arbejde.


Straks du kommer ind, føler du dig velkommen. Du mødes af en smilende ekspedient og en disk, der bugner af lækker charcuteri.


Og det imødekommende gælder hele forretningen. Den er hyggeligt indrettet, og det er nemt at orientere sig i udvalget af chokolade, charcuteri, vin og øl.


Sidstnævnte var målet for besøget. Thirion har et lille, men meget fint udvalg af belgisk øl. Både de klassiske trappister, geuze og saison, så der er noget for enhver smag. 


Og priserne er på niveau med de øvrige københavnske ølpushere - hvis ikke lige niveauet lige under.



Et udsnit af øludvalget
Jeg købte blandt andet de tre udgaver af Rochefort og og et par varianter fra Ciney. Et bryggeri, jeg ikke kendte.

Skal du have hjælp, står betjeningen straks på spring, hvor der fortælles om øllet, varianterne med videre. Og flaskerne pakkes pænt ind, så de ikke klirrer for meget!


I forretningen er det også muligt at købe en sandwich to go eller spise en charcuteri-tallerken i de hyggelige rammer. Det sidste vil jeg prøve næste gang, jeg lægger vejen forbi.


Hermed anbefalet.


Læs eventuelt mere lige her.

tirsdag den 22. marts 2016

Et blog-jubilæum

Uden at have det store kendskab til, hvordan sidevisninger registreres, så nåede nærværende blog forleden 100.000 visninger.

Og det siden, at det første indlæg blev smidt i æteren 1. november 2010.


Siden er det blevet til yderligere 773 indlæg. 


Jeg har flere gange overvejet at meddele "blog nok", men alligevel har jeg fortsat. Mest for at få afløb for min glæde ved at skrive og for fastholde oplevelser. Men også min trang til at meddele og ytre mig om dette og hint - primært musik, øl, rejser, træning og hverdagen - spiller her ind.


Så jeg fortsætter lidt endnu. Tak til jer, som hidtil har læst med.

mandag den 21. marts 2016

Wangel i Ringsted Kulturhus

For et par uger siden albumdebuterede danske Wangel med Freedom, og med det album i bagagen er de nu på turné til spillesteder landet over. Det bragte dem lørdag aften til Ringsted, hvor jeg var blandt publikum.

Det blev en meget fin aften, men jeg begynder med ankepunktet. Hvor blev folk af?! Jeg er med på, at konkurrencen om folks opmærksomhed er hård, men vi taler lørdag aften, en billet til 100.-, øl til 20.- og et anmelderrost band, der bliver spillet flittigt i radioen. Det burde trække mere end 25-30 mennesker af huse!

Nå, men os, som dukkede op fik, som nævnt, en meget fin aften. Wangel er elektro-pop, hvor der veksles mellem det eftertænksomme og dansable, og med en melankolsk undertone. Og det var de dansable numre, der fungerede bedst på scenen. Samtidig kunne vi imponeres over Peter Wangels stemmeregister – han behersker både brummende bas og sfærisk falset. 

Og den såvel musikalske som stemmemæssige vekselvirkning gav en meget helstøbt og afvekslende koncert, hvor vi fik samtlige numre fra debuten, sidste års radiohit, Eternal History samt andre godter. Og hele herligheden varede en times tid.

Lyden var, som altid i Ringsted Kulturhus, rigtig god, og bandet kvitterede med spilleglæde og oplagthed. Synths og trommerne gav et fyldigt lydbillede, og undervejs blev der krydret med guitar.

Og da det hele var overstået, stod du tilbage med følelsen af, at du gerne oplevede Wangel igen. Et spændende bekendtskab, der forhåbentligt når ud til et større publikum end tilfældet var lørdag aften i Ringsted.

Tak til Lisbeth for hyggeligt selskab. Tak til Wangel for en god koncertoplevelse.

Næste koncert er, for mit vedkommende, på fredag, hvor Mikael Simpson gæster Gimle i Roskilde.

torsdag den 17. marts 2016

Black Celebration - 30 år efter

Det er i dag 30 år siden, at Depeche Mode udsendte albummet Black Celebration. Et album, jeg selv får i 18-års fødselsdagsgave - et par uger efter udgivelsen.....

Jeg havde lyttet til dem siden 1983, men med Black Celebration fanger de mig komplet og ligger grunden for en årelang begejstring - der fortsat er intakt, om end deres seneste albums har været en blandet oplevelse. 

Sange som Stripped, A question of lust og Here is the house er fortsat klassikere her på matriklen, og sange, hvor Martin Gore og Dave Gahan for alvor viser det store potentiale, de har sammen. Og som de senere forløser på især Violator-albummet.

Med det album tager Depeche Mode næste skridt ind i det mere sortrandede og melankolske univers, hvor teksterne kredser om S/M, underkastelse og kærlighedens skyggesider, og instrumenteringen får en tungere lyd. Og man fornemmer, at de efter nogen famlen på det foregående album, Some great reward, nu har fundet deres retning og egen tone.

Albummet snurrer flittigt på værelset, i dagligdagen og når der varmes op til byture på datidens Windmill og det stadig eksisterende Valdemar. Og bandet rammer midt ned i det brede publikum samtidig med, at det appellerer til det mere alternative publikum, der går under den noget latterlige betegnelse, indie.

Jeg skal ikke afsløre, om ogå S/M- og underkastelses-universet ramte mig...., men pladens melankoli og teksterne om kærlighedens vrangsider, satte toner og lyd på det, jeg selv følte og oplevede. Og giver mig en erkendelse af, det er den musik og lyd, jeg tiltales mest af, og sætter dermed tonen for den musik, jeg, her 30 år efter, fortsat lytter til og tiltales af.

Der i 1986 stod jeg i vadestedet mellem poppen/poprocken og den mere alternative scene. Og hvor også Heart, Toto, Europe, Madonna, Bon Jovi, Stock, Aitken & Waterman-projekterne med videre var en del af samlingen. Disse kan jeg fortsat godt lytte til, og med glæde, men Black Celebration skifter fokus totalt. På godt og ondt.

Tillykke med jubilæet - og når det fylder 50 år, lytter jeg stadig med. Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:


tirsdag den 15. marts 2016

Jeg løber....

Du må aldrig gå ned på udstyr,
så nu har jeg besluttet,
at den der Hoka-model skal prøves af!
Jeg er p.t. i gang med at træne frem til Rom Marathon, hvor startskuddet lyder 10. april. I den forbindelse havde jeg forleden en længere frokost-pause-snak med nogle kolleger om det at løbe - hvorfor eller hvorfor ikke.

Vi havde alle nogenlunde samme forhold til løbetræning. Enten løber du eller også gør du ikke. Og flertallet af dem, der løber, hader det. Men gør det alligevel - måske, fordi løbetræningen ikke nødvendigvis er særligt tidskrævende, du kan træne på det tidspunkt, der passer dig, den kræver ikke nogle udstyrsmæssige forudsætninger bortset fra et par kondisko og så er den effektfuld, hvad enten du går efter at komme i form, tabe dig eller lignende.


Og mit eget forhold til løb er nok midt i mellem - jeg hverken elsker eller hader det. Ret beset er træningen ofte røvsyg. Der sker ikke en skid og Hotel Scandic-skiltet kunne jeg også se for 5-10 minutter siden. 


Men det er så glemt, når jeg kommer hjem. For når du har pustet og strakt ud, og taget et varmt bad, fyldes krop og sjæl med velvære. Sådan har jeg det i hvert fald....., og i takt med, at formen er blevet bedre, mærker jeg også mere overskud i hverdagen. Og det er blandt andet af disse grunde, at jeg kommer af sted i løbeskoene, at jeg allerede glæder mig til næste træningspas.


Foruden velvære og mentalt overskud, har løbe-/marathontræningen også givet gode, rejsemæssige oplevelser, hvor Berlin, Hamburg, Rom og Paris er blevet besøgt. Det har været - og er - en god måde at kombinere nogle interesser på.

Og i dag motiveres og drives jeg af at sætte et mål, lægge en plan og nå målet, det at prøve sine egne grænser af og udfordre mig selv.


Indtil for et par uger siden, forløb træningen planmæssigt, hvor formen LANGSOMT blev bygget op. Men jeg er p.t. skadet, hvor jeg har en muskelforstrækning i højre baglår. Så i stedet står den på cykling, gåture og styrketræning, og så håber jeg, at fysioterapeuten klarer resten. Målet for Rom har hele tiden været "at gennemføre", og det er det så i endnu højere grad nu. 


Efter Rom venter marathonløb i København og Amsterdam, og så må tiden vise, hvad der ellers presses ind. Sammen med ældste-niecens kæreste, Benjamin, leges der med tanken om at lægge arm med et 12-timers. For ja, det gælder om at udfordre sig selv hele tiden - også i løb!

mandag den 14. marts 2016

Masterclass i Ringsted

Fredag aften var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling, hvor Kulturhuset lagde rammer til Masterclass - Belgisk Øl.

De røde lygter var endnu en gang tændte, og kl. 19.00 var alle på plads til at høre Claus Wordenskjolds foredrag og få en til de klassiske belgiske øltyper, med specielt fokus på den stærkeste, Quadrupel. 

11 øl var linet op, så der var også lagt op til en strabadserende aften! Undervejs blev der budt på oste- og pølsebord, så der også var lidt at stå imod med.

Claus var en rigtig god fortæller, og vi kom vidt omkring, hvor lande-, kloster- og ølhistorie blev flettet ind i hinanden, ligesom vi fik indblik i øltyper og -produktion.

Også i øltyper kom vi vidt omkring, hvor der blandt andet var Kriek, Saison og så førnævnte Quadrupel. Der var fokuseret specielt på klosteret i Chimay. En dansk og italiensk øl havde også sneget sig ind. Især den italienske, Birra Nursia Extra, vakte stor begejstring. Et spændende bekendtskab.

Min egen favorit var dog Gouden Carolus Cuvee Van De Keizer 2015. En øl, jeg har smagt i flere årgange, og som fortsat er at tælle blandt mine absolutte favoritøl.

Men generelt holdt udvalget et flot niveau, og var mikset fint sammen. Så alt i alt endnu et vellykket arrangement.

Skål!

torsdag den 10. marts 2016

Ingen Hunde Hyler Her

Gennem de seneste cirka 25 år, er Henrik Olesen én af de kunstnere, jeg har lyttet mest til. Først i Greene og Olesen-Olesen, begge sammen med broderen, Peter, og nu i sit eget band, Ukendt Under Andet Navn.

De er nu klar med et nyt album, Ingen Hunde Hyler Her. Det fortsætter i sporet fra forgængeren, 
Glade dage i St. Vemod. Det er minimalistisk, poppet, drømmende og satans ørehængende, og Olesen understreger endnu en gang, at han er blandt landets fineste og bedste musiksnedkere.


Olesen er den klare frontfigur, både musikalsk og vokalmæssigt, men der gives god plads til blandt andet Nils Gröndahls violin, der klæder sangene vældigt meget. Og selv om, at sangene er meget minimalistiske, er de også med fylde og dybde.

Og endnu en gang fungerer vokalsamarbejdet med Solveig Sandnes perfekt, og giver sangene en luftighed og blidhed, der klæder dem - meget. Jeg har skrevet det før, men hvor ville jeg dog ønske, at hun lavede nogle flere plader, for hun har én af landets smukkeste sangstemmer.

De 12 sange, albummet rummer, er skruet og hænger godt sammen. Jeg er normalt ikke specielt begejstret for instrumentalnumre, men dem, der er på albummet, har Olesen formået at skære helvedes godt og fængende, og som perfekte overgange mellem de mere "almindelige" sange.

Højdepunkterne er, for mit vedkommende, Sukker efter regn, Han er kunstner og Du drømmer sange, men ret beset holder alle sangene et meget højt niveau. Som et kuriosum, har Olesen også inkluderet den 30 år gamle Welcome to my life, der både stikker ud i forhold til det øvrige materiale, men alligevel passer den fint ind.

Med andre ord, så har Henrik Olesen med begået årets hidtil bedste danske album. Og jeg glæder mig til at høre sangene live!

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:


onsdag den 9. marts 2016

Seneste boglæsning

Der er den seneste tid blev sat hak ved endnu et par romaner. Den Første Sten af Carsten Jensen og Veronika Beslutter At Dø af Paulo Coelho.

Carsten Jensen har jeg ikke læst siden slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, hvor jeg gik rundt i sort tøj og læste bøger, jeg ikke forstod - som Franz Kafka, Albert Camus og netop Carsten Jensen. Men det blev der med Den Første Sten lavet om på. En murstensroman på 600 sider, og en krigsberetning af de helt store. Vedkommende, medrivende, flydende sprog og hvor du både underholdes og udfordres. 


Romanen har krigen i Afghanistan som omdrejningspunkt, hvor vi følger en dansk deling. Vi kommer tæt på og bag dem, deres oplevelser med og følelser om krigen, men bliver undervejs også klogere på landets historie.  


En roman, som gerne vil FORTÆLLE noget, og som hverken dømmer befolkning, soldater eller politikere, men beretter om krigens rædsler og hvad de gør ved én. Jensen udviser undervejs stor indsigt i psykologi, historie og det miltære apparat, og formår med sin fine sans for sproget at fange læseren - og holde fast.


En roman af de helt store, og en understregning af, hvorfor jeg også skatter bøger så højt.


Veronika Beslutter At Dø fik jeg anbefalet af min gode veninde, Lisbeth. Jeg har ikke tidligere læst noget af Coelho, men romanen gav mig mod på mere. For han skriver godt, vedkommende og nærværende.


Bogen har Veronika som sit omdrejningspunkt. Hun er ung, smuk og feteret. Hun har et godt job, og venner og familie, der elsker hende. Alligevel er der noget, der mangler i hendes liv, og en tidlig morgen beslutter hun, at hun vil dø.


Hun overlever, men får at vide, at hun kun har nogle få dage tilbage at leve i. Det skaber nogle intense dage, hvor nye erfaringer får hende til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad galskab egentlig er. Hun indser, at hvert øjeblik vi lever, er et bevidst valg mellem liv og død. 


Romanen berører det måske sværeste af alle emner: døden. Men emnet til trods, lykkes det Coelho at gennemsyre teksten med varme, optimisme og livsvilje. En roman om at vælge livet til, komme ud af rutinerne og din comfort-zone, opleve og bare være. Så foruden at underholde, får den også læseren til at reflektere og give ny indsigt. Sådan havde jeg det i hvert fald undervejs og efter, at sidste side blev vendt.


Nu er jeg så gået i gang med Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-trilogi.

mandag den 7. marts 2016

En tur på Koelschip

Et kig ind i baren
For et par uger siden ekspanderede Mikkeller med endnu en bar i det københavnske, nemlig Koelschip, der har til huse i Stefansgade på Nørrebro. Og med baren Mikkeller & Friends som nabo. Baren ligger i de lokaler, der hidtil lagde hus til Mikkeller Bottle Shop. 

Koelschip fokuserer udelukkende på "Belgian Style"-øl. Det vil primært sige vildtgærede øl som geuze og framboise. Ø
ltyper, jeg efterhånden har lært at holde af - og mere til.

Jeg ved ikke helt hvorfor, for de første mange gange, jeg smagte det, havde jeg mest lyst til at spytte øllet ud igen. Men det giver en anden smagsoplevelse end andet "almindeligt" øl og udfordrer mine smagsløg, og giver mulighed for at søge nye ølveje. Og det er nok det, der har fået mig til at vende tilbage. Ikke, at jeg kommer til at drikke det i "store mængder", men mest som supplement til eksempelvis IPA og stouts.

Nå, men fredag eftermiddag lagde jeg vejen forbi den nye bar. Det i forbindelse med, at Kenn, Martin og jeg skulle lægge de første planer forud for Ølklubbens studietur til Hamburg til august.

Vi har med Ølklubben været i Belgien tre gange, og når du går ind i baren, er det som at komme tilbage. For også rammerne er inspireret af de belgiske ølhuler. Der er humleranker, ølskilte og billeder i de to lokaler, baren huser. Det forreste, hvor selve disken og udvalget er, og så et baglokale, hvor det gode øl kan nydes.

Det er vældigt hyggeligt indrettet, og i det store køleskab kan du se noget af det øl, baren fører. Foruden det vildtgærede øl, noterede jeg også mere "almindelige", men fantatiske øl som Westvleteren og Stille Nacht. Flaskeudvalget suppleres med fire fadølshaner.

Betjeningen er hurtig, effektiv og imødekommende. Da vi er nye udi denne øltype, var de vakse til at guide os lidt på vej. Og det til trods for megen travlhed. For det er tydeligt, at baren har nyhedens interesse, hvor ikke kun ølnørder lægger vejen forbi.

Det er også muligt at give øllet følgeskab af lidt belgiske mad-delikatesser, men det sprang vi over. I stedet fik vi smagt tre forskellige øl:

  • Mikkeller/Three Floyds - Blå Spøgelse
  • Boon/Mikkeller - Oude Geuze Boon
  • Lindemans/Mikkeller - Spontanbasil
Alt i alt en spændende og god oplevelse, og det er ikke sidste gang, jeg besøger stedet. Og sådan kan ølrejsen fortsætte.

Læs eventuelt
mere lige her.


Skål.

lørdag den 5. marts 2016

To foredrag

Tommy Heisz på scenen på Roskilde Bibliotek
Det er desværre ret sjældent, at jeg kommer til et foredrag, for de gange, jeg har været af sted, har været givende og spændende. Og hvor du får meget med hjem - ikke kun en god oplevelse, men også stof til eftertanke, ny viden og nyt indblik.

Men i denne uge fik jeg sat hak ved to - det fortrød jeg ikke!


Det første fandt sted på Roskilde Bibliotek, hvor Tommy Heisz, med ord, musik og billeder, fortalte om det danske band, Love Shop. Foredraget tog udgangspunkt i den biografi om bandet, han udgav sidste efterår: Himmelflugt og Højdeskræk.


Der var punktnedslag i bogen, der blev spillet noget af den musik, der inspirerede bandets stiftere, Jens Unmack og Hilmer Hassig, og der blev fortalt om bogens tilblivelse. Heisz var en interessant og indlevende fortæller, og samtidig strålede han af kærlighed til musikken - og bandet. Det gjorde det hele meget vedkommende.


Foredraget varede to timer, men kunne snildt have varet længere. Men Heisz forstod at balancere mellem at læse op fra bogen samt føje nyt til. Og hvor du alligevel kom tæt på bandet - og dele af musikhistorien.


Personligt fandt jeg passagerne om bandets tilblivelse samt perioden, hvor først Hassig og siden Henrik Hall døde mest spændende. Det første fordi, det gav et indblik i især Unmacks indædthed og vilje til at lykkes. Det andet fordi, det ramte nogle store følelser og hvor "jeg selv var med" - som til den sidste koncert, Henrik Hall spillede.


Jeg har endnu til gode at få læst bogen, men den står på mine hylder, og hives snart ned. Mens, at foredraget fortsat står præsent.

Daniel Rye på scenen i Kedelhallen

Torsdag lagde Kedelhallen på Frederiksberg så lokaler til et foredrag af Daniel Rye - om hans 13 måneders fangenskab hos Islamisk Stat. Det var ikke et foredrag, jeg umiddelbart havde noteret, men da yngste-niecen spurgte, om det ikke var noget for mig, sagde jeg straks ja.


Hans fangenskab er dokumenteret i den Cavling-vindende Puk Damsgårds bog, Ser du månen, Daniel. Men der blev ikke læst op fra denne. I stedet fortalte Rye om sin opvækst, drømmen om at blive fotograf, fangenskabet og hjemkomsten. Det på en meget indlevende måde, så du til sidst sad helt ude på stolekanten. 

Foredraget var blottet for bebrejdelser og ønske om medlidenhed. Det var nøgternt og konstaterende, og uden at udpensle lidelserne i fangenskabet. I stedet fokuserede han på, hvordan han overlevede og holdt fast i sig selv. Men alligevel gav det nogle gevaldige stik i hjertet undervejs.

De to timer, foredraget varede, fløj afsted, og du blev klogere på Islamisk Stat og menneskets natur. Og ikke mindst Daniel Rye. Et spændende bekendtskab og en fantastisk fortæller.

Så alt i alt, to gode oplevelser til bogen. Som man siger.

torsdag den 3. marts 2016

Villa

Nikolaj Nørlund er én af de danske kunstnere, jeg har lyttet mest til, hvor jeg har fulgt ham siden tiden i støjrock-bandet Trains & Boats & Planes. Og dermed i mere end 25 år.

Jeg blev fanget af hans varme og dybe stemme, melodiske sans og hans evne til at lege med sproget og sans for sprogets detaljer.

Det er også kendetegn ved det album, Villa, han netop har sendt på gaden. Et album, der er blevet til i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Det kunne snildt have blevet meget fortænkt og "kunstnerisk", men Nørlund og Copenhagen Phil formår at forene det klassiske og rytmiske musik på fineste vis.

Nørlunds melankolske stemme er helt fremme i lydbilledet, og albummets 14 skæringer har karakter af små fortællinger, som Nørlund "læser op fra og af". Og mens, at jeg lytter, noterer jeg endnu en gang, at strygere bare gør et eller andet ved mig. Som bruger orkestret mit hjerte og tårekanaler, som instrumenter. Især på den gribende Kolossalt, der skriver sig ind blandt Nørlunds absolut bedste sange.

Nørlund og Copenhagen Phil formår samtidig at variere det musikalske udtryk så meget, at albummet fremstår homogent, nærværende og vedkommende. Og det er samtidig en understregning af, at Nørlund fortsat er én af de væsentligste spillere på den danske musikhimmel.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet: