I denne tid turnerer Mikael Simpson landet tyndt, og det bragte ham fredag aften til Gimle i Roskilde. Her var jeg også at finde blandt publikum. Og det med høje forventninger, for af de 13-15 gange, jeg hidtil har oplevet ham live, har han stort set aldrig skuffet.
Simpson har ikke noget nyt album på gaden, men turneen var en måde til at komme lidt væk fra kone og børn - som han sagde i sin intro. Og så var tonen lagt, og resten af koncerten smed han skarpe og lårklaskende morsomme kommentarer om tidligere koncerter, familie, radioprogrammer, musik og så videre. Og snakken mellem numrene forstærkede den intimitet, rammerne lagde op til.
Med sig på scenen havde han Asger Baden og en stor maskinpark, guitar og mundharpe. Begge var siddende på scenen, ligesom selve koncerten var siddende. "Det her er en lyttekoncert" som han også sagde i sin intro - med slet skjult hentydning til de mange snakkehoveder, der ofte dukker op til en koncert.
Selve koncerten varede knapt 100 minutter, og den var en ren tour de force gennem hans bagkatalog plus en coverversion - en fordansket version af David Bowies Let's Dance.
Simpson og Baden fik det ypperste ud af maskinparken, og lyden stod mestendels knivskarpt. Og ved mange af numrene var det svært at blive siddende, for de appellerede virkelig til dansable - selv om, at jeg ikke danser særligt godt!
De fleste af sangene havde de formået at orkestrere perfekt ind i setuppet for koncerten, mens det kneb for blandt andet Morgenlys. Og nogle gange blev det måske lidt for ensformigt. Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket af den stor, smuk og inderlig koncertaften, hvor sange som Vi To, Du Drømmer Om Et Andet Sted og Lad Det Staa samt de to afsluttende jam-sessions ramte hjertekulen og lettede taget.
Samtidig var de begge vældigt veloplagte på scenen og det var tydeligt at se, at de nød koncerten lige så meget som publikum. Og så kan jeg kun betages af den tilbagelænethed, Mikael Simpson udviser på scenen - både i sang og musik. Overlegent - på den gode måde.
Tak til Mette, Thomas, Peter og Lisbeth for en hyggelig aften. Tak til Mikael Simpson for endnu en koncert til bogen.
Næste koncert er, for mit vedkommende, The Entrepreneurs og Velvet Volume, der på fredag vælter netop Gimle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar