Jeg havde lyttet til dem siden 1983, men med Black Celebration fanger de mig komplet og ligger grunden for en årelang begejstring - der fortsat er intakt, om end deres seneste albums har været en blandet oplevelse.
Sange som Stripped, A question of lust og Here is the house er fortsat klassikere her på matriklen, og sange, hvor Martin Gore og Dave Gahan for alvor viser det store potentiale, de har sammen. Og som de senere forløser på især Violator-albummet.
Med det album tager Depeche Mode næste skridt ind i det mere sortrandede og melankolske univers, hvor teksterne kredser om S/M, underkastelse og kærlighedens skyggesider, og instrumenteringen får en tungere lyd. Og man fornemmer, at de efter nogen famlen på det foregående album, Some great reward, nu har fundet deres retning og egen tone.
Albummet snurrer flittigt på værelset, i dagligdagen og når der varmes op til byture på datidens Windmill og det stadig eksisterende Valdemar. Og bandet rammer midt ned i det brede publikum samtidig med, at det appellerer til det mere alternative publikum, der går under den noget latterlige betegnelse, indie.
Jeg skal ikke afsløre, om ogå S/M- og underkastelses-universet ramte mig...., men pladens melankoli og teksterne om kærlighedens vrangsider, satte toner og lyd på det, jeg selv følte og oplevede. Og giver mig en erkendelse af, det er den musik og lyd, jeg tiltales mest af, og sætter dermed tonen for den musik, jeg, her 30 år efter, fortsat lytter til og tiltales af.
Der i 1986 stod jeg i vadestedet mellem poppen/poprocken og den mere alternative scene. Og hvor også Heart, Toto, Europe, Madonna, Bon Jovi, Stock, Aitken & Waterman-projekterne med videre var en del af samlingen. Disse kan jeg fortsat godt lytte til, og med glæde, men Black Celebration skifter fokus totalt. På godt og ondt.
Tillykke med jubilæet - og når det fylder 50 år, lytter jeg stadig med. Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar