søndag den 30. januar 2011

The Cure.....

Den seneste tid har jeg dykket en del ned i The Cures bagkatalog. Det i forbindelse med, at jeg langt om længe har fået taget mig sammen til at få samlet op på de deluxe-editions af deres albums, der er blevet udsendt de senere år.

Genlyttet har været mere end en fornøjelse, og jeg er blevet mindet om, hvor meget godt, de har lavet og hvor megen kvalitet, der er i deres bagkatalog - især den tidlige del.

Det har også givet anledning til, at mindes de koncerter, jeg gennem tiden har oplevet med dem. Det er ikke blevet til så mange, som jeg gerne ville, og det smerter stadig, at jeg gik glip af Trilogi-koncerterne 2002 i Berlin. Seneste koncert var for tre år siden i Forum. 3 stive timer, der bare fløj af sted, og en koncert, der fortsat står stærkt i erindringen.

Endelig har genlyttet også været en anledning til at lave en top-5 over deres studioalbums, og den er følgende:
  • Disintegration - hovedværket. Ikke kun for Cure, men generelt i min samling. Et af de albums, der er blevet spillet mest, og som jeg den dag i dag fortsat sætter stor pris på. Nøglenummeret er denne
  • Pornography - endnu et fyrtårn i min samling. Cure finder deres egen lyd og definerer en hel musikscene. Mørkt, tungt og dystert. Nøglenummeret er denne
  • Faith - Cure begynder at bevæge sig væk fra new wave og den mere punkede lyd, og trækker på inspiration fra Joy Division i sit mere mørke udtryk. Nøglenummeret er titelnummeret, der fortsat rammer mig i hjertekulen
  • The head on the door - det første album, jeg købte med Cure. I sommeren 1985. Jeg havde hørt noget fra deres foregående albums, Japanese Whispers og The Top, men de sagde mig ikke det store. Det gør de stadigvæk ikke. The head on the door er et meget komplet album, hvor også Cures hitpotentiale begynder at skinne frem. Nøglenummeret er denne
  • Wish - efterfølgeren til Disintegration. En umulig opgave. Albummet har måske ikke samme kvalitet som Seventeen Seconds (som også er på favoritlisten), men et album, jeg lyttede rigtigt meget til, og med mange fine momenter. Nøglenummeret er denne
Foruden disse albums, står tidlige sange som A Forest og Charlotte Sometimes stadig højt på min liste.

Bundskraberen er Wild mood swings. Slet og ret. Meget sigende for det album er også, at det sammen med The Top er det mindst spillede på bandets live-repertoire. Lavpunkt på lavpunkt.

torsdag den 27. januar 2011

En trist dag

Den 27. januar 2011 mistede Danmark to på hver sin måde væsentlige stemmer. Musikeren Henrik Hall og redaktøren med mere Tøger Seidenfaden er ikke længere blandt os, men deres bidrag vil blive husket og leve videre. Hvil i fred.

onsdag den 26. januar 2011

Løkke og Thorning

Indrømmet, jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen kan blive en rigtig god statsminister. Men jeg tror også, at det vil gøre ham godt at få nogle år på oppositionsbænken. År, der kan bruges til at gentænke og revitalisere sit politiske projekt, frigøre sig fra Dansk Folkeparti og samle et nyt hold omkring sig. Hvad angår sidstnævnte, er det politiske talent i Venstre sandt for dyden ikke imponerende, for hvis de politiske talenter er Kristian Jensen, Peter Christensen og Inger Støjberg, så står det dæleme sløjt til. Selv min kat har vist større politisk tæft.

Fra oppositionsbænken kan Lars Løkke så følge Helle Thorning, og hende tror jeg også kan blive en god statsminister. Spinnet vedrørende S-SF's manglende økonomiske ansvarlighed er ganske gennemskuelig skræmmekampagne, og lige så lidt, som at VK vil rive velfærdsstaten ned, lige så lidt vil S-SF køre landet durkt ned i den økonomiske afgrund. En analyse viste da også fornyligt, at Fogh-regeringen havde været den dårligste til økonomisk styring siden Anker Jørgensens dage. Det siger vist alt - både om VK og om usmagelige skræmmekampagner...

Udover planerne på blandt andet det sociale, uddannelses- og udlændingeområdet, ser jeg følgende væsentlige succeskriterier for Helle Thorning:
  • At hun bryder med den dødsyge blokpolitik, og skaber bredt samarbejde i Folketinget og ud af Folketinget - med interesseorganisationer, borgere og så videre. Altså Schlüter-doktrinen, og som op gennem firserne viste sig at være en stor succes
  • Lytter til andre partier, eksperter med videre
  • Er åben og tolerant overfor andre mennesker og meninger
  • At hun efterlever skrevne som uskrevne spilleregler på Christiansborg samt love, regler og konventioner
Gør hun det, har hun adskilt sig positivt fra VKO-flertallet, som jo over 9 år har stået for det stik modsatte. Og samtidig vil det også betyde, at politikerleden og -trætheden vil fortage sig, og at landet igen vil føle sig som et helt land.

Dermed ikke ment, at S eller SF får min stemme ved næste valg, men blot, at udsigten til en Thorning-ledet regering ikke skræmmer mig. Og samtidig vil det være en god anledning for Løkke til at forny sig og vende tilbage om en valgperiode eller to. Det vil både han og landet have godt af.

søndag den 23. januar 2011

Finale....

Hvert nummer af musikmagasinet Gaffa sluttes af med "Finale", hvor mere eller mindre kendte danskere svarer på en række spørgsmål, der er de samme for hvert nummer. En meget sjov øvelse, som jeg nu vil prøve på mig selv:

Kommer du fra et hjem med klaver?
- Nej, men min far prøvede - og jeg mener virkeligt prøvede - at spille violin.

Mit første forsøg på et gennembrud....

Spiller du selv?
- Nej, det gør jeg ikke. Da jeg var barn ville jeg gerne have en guitar, men mine forældre valgte klogeligt ikke at efterkomme dét ønske. Jeg er uden musikalsk talent, what so ever!

Synger du i badet?
- Nej, i hvert fald ikke højt....

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
- Ja, og det gør jeg stadigvæk. Der går nok ikke en dag, hvor jeg ikke forestiller mig selv på en scene og med det helt store gennembrud....

Hvad betyder musik for dig?
- Musik er livets salt. Slet og ret. Jeg lytter konstant til musik, læser dagligt om musik og så videre....


Hvor meget fylder din musiksamling?
- Det er ikke til at sige. Hele min vinylsamling er stort set afhændet og knapt 1000 cd'er er blevet digitaliseret og solgt. Men jeg har vel fortsat cirka 1000 cd'er stående på hylderne.

Hvad er din yndlingsplade?

- Det er umuligt at pege på én bestemt, men bud er Relief med Martin Hall, Indenlands-Udenbys med Olesen-Olesen, Disintegration med Cure og debutalbummet med Smiths.


Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?
- Ingen, men da vinylsamlingen var intakt, var et godt bud Laban 4...

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
- Sidst det skete var det Jolene. Dog i en Sisters of mercy-udgave og i en Jack Daniels-brandert. I dag ville jeg nok vælge en FCK-sang!

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
- Hønsefødder og gulerødder. Den dansede vi til, da jeg gik til moderne dans på Benløse kro og var forelsket i såvel min dansepartner, Jette, som danselærerinden, Anne Sølling.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
- Ingen. Jeg kan ikke multi-taske, så det er enten-eller....

Hvad hører du helst søndag morgen?
- Solsortenes sang.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
- Jeg er uden rytmisk sans, så jeg holder mig helst væk, men når jeg endelig vover mig derud, er det mestendels Abba eller noget firser-musik. Med mindre, at det er fælles luftguitar til noget Clash, Kent, AC/DC, Gasolin og så videre.....

Hvad er den første sang, du kan huske?

- Det er nok noget dansktop, mine forældre lyttede til eller diverse børnesange. Men i popgenren er det Abbas Mamma-Mia. Den holder den dag i dag!

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?
Det kan være tårer af glæde eller sorg. Men salmen "Nu falmer skoven" rammer mig altid dybt i hjertekulen. Det gør Cures "Same deep water as you" også.


Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
Nu falmer skoven, I østen stiger solen op og Op al den ting, som Gud har gjort.


Har du været i operaen?
- Ja, jeg har set La Traviata og Turandot, og ville egentligt gerne gøre mere ud af operaen.

Har du været på festival?
Ja! En gang på Midtfyn, et par gange til den lokale i Ringsted og 16 gange på Roskilde and still counting....

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Jeg går i gennemsnit til 20-25 koncerter i løbet af et år, så det er næsten umuligt at pege på én bestemt. Men i de sidste par år, har det nok været Peter Sommer i 2009 og Love Shop i 2010. Begge på Gimle.

Hvilken musiker ville du gerne på date med?
- Scarlett Johanson eller Agnetha Fältskog. Slet og ret. Begge vil helt sikkert være interessante at møde....

torsdag den 20. januar 2011

Coachella og Roskilde

Coachella-festivalen har netop offentliggjort dette års plakat, og Roskilde ville ikke få nogen indvendinger herfra, hvis de, med tilføjelse af nogle skandinaviske navne, kopierede denne, for den ser godt nok interessant ud!:




onsdag den 19. januar 2011

White Lies

For 2 år siden debuterede den engelske band, White lies, med albummet To loose my life. Et album, der lagde sig i samme slipstrøm som Killers, Editors, Bravery, Interpol med flere, der alle i større eller mindre grad trækker på inspirationskilder som Joy Division, New Order, Cure, Gang of four, Echo & the bunnymen med flere.

Det var et album, der straks fangede mig - ikke kun på grund af inspirationskilderne, men lige så meget, hvis ikke mere, den gode melodi, en mere end habil forsanger og med et generelt niveau, der hævede sig over den mellemste fællesnævner. "Hittet" var Farewell to the fairground

Fotograf: Den små Søren
Senere på året leverede de så en fremragende koncert på Roskilde. En koncert, jeg gav 6 stjerner ud af 6 mulige for. Den sidste stjerne for at spille Portishead’s The Rip, der snildt kunne snige sig ind på en top-10 over alle tiders sange.

I denne uge kom så opfølgeren, Ritual. Et album, der bygger videre på debuten, og som byder på flere kraftfulde præstationer og afsøgninger af mørkelandet. Der er ikke tale om MESTERVÆRKET, men mindre kan også gøre det. Keyboardet har fået lidt mere plads i lydbilledet, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Førstesinglen, Bigger than us, er dog slet og ret fremragende.

De spiller snart i KB-Halllen, men den koncert springer jeg over, men så dem gerne på årets Roskilde-plakat.

Hvorom alting er, så hermed anbefalet!

lørdag den 15. januar 2011

TV2-News

Tv-mæssigt har den største "åbenbaring" det sidste års tid for mit vedkommende været TV2-News. Bevares, inden da var jeg fra tid til anden forbi, men udsendelserne var så som så, og nærmest løbende genudsendelser. I dag er jeg fast seer, og stort set alt mit nyhedsforbrug kommer fra den kanal - dog i supplement med den daglige Tante-Berlinger.

Hvad er det så, at jeg godt kan lide ved kanalen? Tja, nyhedsudsendelserne kører fortsat i loops, men de kommer i dybden med nyhederne, de er gode til at sætte tid af til de "bedste" historier, giver tid til gæsterne og så er deres nyhedsværter i særklasse. Især Lotte Mejlhede og Poul Erik Skammelsen, som begge sætter en ny standard for det at være nyhedsvært. Samlet set får TV2-News nyhedsudsendelserne på moderkanalen, TV2, til at fremstå, som et afsnit af tv-serien Glamour, hvor Jess Dorph, Langkilde med flere giver den som mikronfonholdere og friske fyre og sætter sig selv i centrum - frem for selve nyheden.

Bevares, konceptet fra News kan ikke føres over på en almindelig nyhedsudsendelse, men det kunne standarden for nyhedsværter...

Men - det største clou er deres magasinprogrammer; Presselogen, Lykketoft & Ellemann og ikke mindst Mogensen & Kristiansen og Tirsdagsanalysen (med netop Mejlhede, Mogensen og Kristiansen). Programmer, der sætter tingene på spidsen, giver plads til debatten og nyheden med videre. Vidende og bidende på én og samme gang, og ofte med plads til den firnurlige analyse og bemærkning.

Jeg sidder igen bænket næste gang, Mogensen & Kristiansen og Tirsdagsanalysen løber over skærmen. Og så selvfølgelig til de faste nyhedsudsendelser. Samtidig er der store forventninger til deres dækning af det folketingsvalg, der venter lige om hjørnet.

onsdag den 12. januar 2011

En koncerttilbageblik

Kalenderen står nu på 2011, men alligevel et lille tilbageblik til august sidste år.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde ville opleve Skt. Bono og resten af U2 live, og anså det nærmest som en skæbne værre end døden. Men da det blev annonceret, at de ville komme til Danmark, besluttede jeg mig alligevel for at forsøge at få billet. Man er jo et koncertdyr, og rygterne ville vide, at de skulle være et fantastisk live-band, så det hak i bæltet måtte også sættes.

Det lykkedes via min gode kammerat, Claus, at få billet og søndag den 15. august satte Frank, Per, Lewis, Claus og undertegnede kursen mod Horsens. Og efter koncerten skrev jeg følgende:

Konklusionen er, at jeg er svært begejstret over koncerten – men ikke omvendt til U2. Følgende trak op:

  • Den mest imponerende sceneopsætning, jeg nogensinde har oplevet
  • Noget af den bedste lyd, jeg nogensinde har oplevet. Og i en klasse for sig, når der tales om store koncertopsætninger (Orange og diverse koncerter i Parken)
  • En mere end veloplagt The Edge. Sat på spidsen: U2 kunne godt leve uden Bono, men ikke uden The Edge. Den lyd, han laver, høres sjældent andre steder
  • Den energi, Bono lagde for dagen. En entertainer – på den gode måde, men stadig langt fra Depeche Modes Dave Gahan, men det er alle!
  • De gamle numre. Det vil sige til og med Joshua Tree. De gode numre var rigtig gode, mens det øvrige repertoire var så som så. Men det var bare mig, for begejstringen var stor raden rundt
  • Horsens – alt fungerede bare derovre. Skiltning, parkering, hjælpere, midtbyen var taget i brug og brugt som ramme for koncerten. Her kunne Parken godt lære noget/meget, når der her holdes koncert!
Og jeg vil ikke udelukke, at jeg er der en anden gang, U2 skulle gæste Danmark.

lørdag den 8. januar 2011

Nummer 7

På stort set alle klub- såvel som landshold er der et eller flere trøjenumre, der nærmest er af mytisk karakter. Mestendels forbundet med en klub- eller landsholdslegende, som eksempelvis Michael Laudrup og den klassiske 10'er. Og 10'eren er måske det mest klassiske nummer, og som er forbundet med mange store spillere.

Men - falder tankerne på Manchester United, er nummer 7 for mit vedkommende det klassiske nummer. Et trøjenummer, der er blevet båret af George Best, Steve Coppell, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo. For Coppells, Robsons og Cantonas vedkommende er der netop tale om nogle af mine all-time favoritspillere - ikke kun i United, men generelt set.

Det paradoksale er så, at nummeret nu bæres af den tidligere Liverpool-spiller og evigt skadede Michael Owen. Men Sir Alex har vel vurderet, at Owen var den eneste, som kunne bære den trøje, da spillere som Rooney, Giggs eller Scholes næppe har til sinds at skifte nummer (de kunne ellers godt bære dette nummer), og Nani, Berbatov, Park, Andersson og Carrick er ikke i nærheden af den. Eneste kandidat er Fletcher, som har mange af de samme dyder som især Robson og Cantona. Når/Hvis Tottenhams Gareth Bale kommer til United, vil han også være oplagt, men indtil videre må og skal nummeret blive på Owen. Han har rutinen til at bære den tunge historie, der hører med og har i enkelte glimt også vist klassen (når han han skadesfri!) til det.

Manchester United - Pride of the North.

PS. Trøjenummeret i FC København er naturligvis 32, der tilhørte Peter Møller!

onsdag den 5. januar 2011

Hvad 2011 bringer

Kalenderen er udskiftet og vi skriver nu 2011. Jeg har i den forbindelse kigget lidt i krystalkuglen, og her er noget af det, 2011 helt sikkert eller forhåbentligt vil bringe:
  • Nye plader med blandt andet Green pitch, De efterladte, Veto, R.E.M og P.J. Harvey. Og så bliver det året, hvor Mikael Simpson langt om længe udgiver et album med Sølvstorm
  • Koncerter med De eneste to, Interpol, National, Swans, Sort Sol og Specials
  • Roskilde Festival, hvor jeg gerne så, at blandt andet Arcade Fire, British sea power, Willard Grant Conspiracy, Midlake, Walkmen, Agnes Obel, De eneste to og De efterladte var på plakaten
  • Et folketingsvalg. Er det en trussel eller et løfte? VK-regeringen er historisk ringe og det eneste, oppositionen kan være enige om er, at der skal en ny regering til
  • Der bliver lavet et nationalt kompromis om udlændingepolitikken, så en enkelt befolkningsgruppe ikke længere bruges som strategiske brikker i det politiske spil
  • Endnu et dansk mesterskab til FCK. Og forhåbentligt året, hvor Manchester United tager titelrekorden i England med 19 mesterskaber
  • Jan Lockhart og Ole Bjur smækker med døren ude i Brøndby og Per Bjerregaard fortsætter på kommandobroen
  • Rejser til Hamburg og Krakow
  • FCK's kaptajn, William Kvist, bliver solgt til en storklub i Tyskland eller Holland
  • Det bliver offentliggjort, at Marcus "Mackan" Allbäck bliver Ståle Solbakkens afløser i FCK
  • Året, hvor jeg langt om længe får pløjet mig gennem Jens Christian Grøndahls forfatterskab
  • Caroline Wozniacki vinder en Grand Slam
  • En lang og varm sommer, med grill, kolde øl og en have i flor
  • Kvabset bliver det nye sort
  • Godt og afstressende havearbejde, hvor haven når stadiet for generel vedligeholdelse
  • Min terrasse bliver udvidet og det bliver lavet én mere ved solnedgangssiden
  • Sommerture til Stevnsfortet og Møns Klint
  • Hygge og gode stunder med venner og familie
  • Og alt muligt andet af stort og småt, godt og skidt
Godt nytår og velkommen til 2011. Jeg glæder mig

søndag den 2. januar 2011

Julens og nytårets film

Traditionen tro, blev juleferien også brugt til at få kravlet lidt igennem filmhylderne, hvor det blev til gode og mindre gode filmoplevelser, som blandt andet ....
  • Filmatiseringen af Stig Larsson-trilogien. Den levede fuldt ud op til bøgerne. Velspillende og spændende, men ligesom med bøgerne daler kvaliteten fra afsnit til afsnit. Dog absolut anbefalelsesværdig, hvor mange af bøgernes spændings- og psykologiske momenter er ført flot over på film. Men ligesom i bøgerne, er ham Mikael Blomkvist Karl-Smart på den noget ufede måde. og så er Salander skræmmende god
  • Jackie Brown - Endelig nåede jeg til denne. Ja, ENDELIG, for det var slet og ret en fremragende filmoplevelse, og noget af det bedste, jeg har oplevet fra Tarantinos hånd. Et rimeligt uforudsigeligt plot, med mange gen- og vildveje, og så var Grier og Jackson spot on i deres roller
  • Happy-go-lucky - En film, jeg havde forventet mig en del af, men spillet var en kende for manisk og alt for mange løse ender i handlingen. En komedie uden humor
  • Julie & Julia - Indrømmet, jeg er vild med Meryl Streep som skuespiller. Og denne er blandt hendes fineste præstationer. En mad- og dannelseshistorie, og det parallelle udviklingsforløb mellem Julie og Julia godt tænkt, uden at være fortænkt
  • In Bruges - Brügge er en fantastisk, og hyggelig by, og byen lægger baggrund til denne gavtyvs-komedie, hvor plottet, pistolerne og bemærkningerne sidder løst. På den gode måde. Hermed anbefalet
  • Doubt - Meryl Streep (der var hun igen) og Philip Seymour Hoffmann er fremragende i denne film om tvivlens unådesgave (so to speak). Fortættet fortælling, men også forjaget, og en kende overfladisk om det alvorlige emne, kirkens misbrug af drenge er
  • Sorte kugler - Anders Matthesen giver nye eksempler på sit store talent i en film om at leve livet (på den gode måde) og værdsætte tingene, mens man har dem
  • Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford - Brad Pitt er fremragende i denne noget dvælende og en kende langtrukne film om Jesse James' sidste dage. Jeg foretrækker nu en god, "gammeldags" western