lørdag den 31. marts 2012

En tilfældig torsdag i marts

Den udsigt, jeg p.t. ser mest
mine arbejdsrejser
Torsdag aften sad jeg på hotelværelse i Oslo og tænkte tilbage på min dag. En dag, der begyndte kl. 04.00, hvor morgenritualerne blev klaret. Herefter gik turen til lufthavnen, hvor pyjamas-flyet - af svenske kolleger kaldet Fakiren - til Stockholm ventede kl. 06.20. Og minsandten om ikke Fætter-Lars skulle med samme fly. Altid hyggeligt at møde folk, du ikke lige havde regnet med at møde lige der.

Undervejs blev flymaden klaret, og som altid kan jeg først falde i søvn i flyet, når vi skal til at lande. I Arlanda møder jeg så en tidligere kollega fra Post Danmark, som jeg ikke havde set siden, at jeg stoppede der for 4½ år siden. Hyggeligt.

Arlanda Express bragte mig til centrum og efter 10 minutters gang var jeg ved Nordeas svenske hovedkontor, hvor diverse møder over 7 timer blev klaret.

Sidst på eftermiddagen kunne de på Nordea-engelsk sige, at "Søren has left the building", og jeg satte næsen mod Arlanda. Min fætter skulle mod København nogenlunde samtidig med, at jeg skulle videre til Oslo, så vi havde aftalt, at vi skulle prøve, at mødes. Men han havde været hurtigere færdig med sit arbejde og var så kommet med et tidligere fly, så jeg snuppede en øl i mit eget selskab!

17.30 sad jeg så igen og spiste flymad. Og omkring kl. 20.00 var jeg tjekket ind på et hotel i Oslo, hvor endnu en øl blev drukket, mens arbejdsindbakken blev tømt. Den står jo ikke stille selvom, at du er til møder.

Og det var så der, jeg sad og tænkte tilbage på min dag - og på, at der var en gang, hvor der var noget eksotisk over det at flyve, være i en lufthavn og "fremmede" byer. I dag er det en del af hverdagen, hvor jeg er af sted 2-4 gange om måneden, og hovedsageligt ud og hjem samme dag. Og hvor toget så er blevet erstattet af flyet.

Jeg klager dog ikke, for andre rejser meget mere end jeg, og det er en del af jobbet, når du er i en nordisk koncern. Og det er ganske udbytterigt, når du først er fremme, hvor du møder dine kolleger, hører hvad der rører sig og selvfølgelig får klaret de møder, der skal klares.

Jeg ved også, at jeg fremover kommer til at rejse endnu mere, og kommer endnu flere gange til de nordiske hovedstæder - og fremover nok også Polen og Baltikum - og hvor jeg har været endnu flere gange i de byer uden rigtigt at have oplevet dem. Måske jeg snart for egen regning skulle lægge en overnatning eller to ind, når jeg er i Helsinki, Stockholm eller Oslo og så give mig selv lov til at opleve byerne, for alle tre virker meget smukke og spændende.

Næste gang, jeg er i en lufthavn, er dog heldigvis med henblik på en ferie og ikke en arbejdstur. Den glæder jeg mig til - men hvor opholdet i lufthavnen tidligere var en del af oplevelsen, er det i dag et nødvendigt onde.

PS. At rejse, er at leve....

onsdag den 28. marts 2012

Gøgl og gejl i Parken

FC København har fra denne sæson besluttet at skrue op for underholdningen i Parken. Det er naturligvis en prisværdig beslutning, men desværre omfatter den kun det, der ikke har med fodbolden at gøre.....

Det indbefatter blandt andet
  • Cheerleaders. Altså konceptet fra blandt andet amerikansk fodbold, hvor purunge piger viser bare lår, mens de danser rundt til Ibiza-disco.... Det er prøvet utallige gange før, men uden succes. Det bliver det heller ikke denne gang!
  • DJ Noize. Altså en DJ-vogn, der køres ind før kampen og leverer musik til masserne. Repertoiret var senest (igen) Ibiza-disco og "superbandet" Gorky Park". Den absolutte kontrast er de engelske stadions, hvor du hører Smiths, New Order og Clash, og musik, der ganske givet er meget in sync med publikum - modsat DJ Noize....
  • Konkurrencer, med deltagelse af udvalgte publikummer. Senest, hvor der skulle trilles en bold fra den ene ende af banen til den anden af tilskuere, der var inde i nogle ballonlignende dragter
  • Et kamerahold, der inden kampen går rundt og finder to tilskuere, der så er med i én eller anden konkurrence. Tilskuerne og konkurrencen vises naturligvis på storskærm og er til stor moro for de fremmødte.....
  • Omvandrende reklamesøjler, hvor vi blandt andet kan se to folk gå rundt med en Unibet-ballon
Blot for at vælge nogle eksempler, og vi er alle spændte på de næste træk fra klubbens side.... Skulle man være i tvivl, vil jeg gerne understrege, at ovennævnte og alt det andet gøgl og gejl giver mig lange, lange løg!

Jeg har dæleme svært ved at se, hvordan ovennævnte skulle gøre det mere underholdende at gå i Parken endsige trække flere til. OK, jeg er ikke ligefrem den, der er med til at skabe stemning i Parken, og Nedre C lavede nok også mere larm for 10 år siden end nu. Omvendt ser vi en række initiativer fra Stemningstribunens side - enig eller ej, men de forsøger da noget. Det har jeg mere respekt for end den der omgang gøgl og gejl.

Og der er nok en grund til, at du ikke ser slige tiltag på udenlandske stadions - og slet ikke på de engelske! Skulle FC København endelig gøre noget for at trække flere tilskuere til, kunne de begynde med at spørge dem, der kommer og dem, der bliver væk om, hvad der virker og ikke virker. Udenfor banen kunne de begynde med at gøre noget ved adgangsforholdene og køerne ved boderne. Den opgave er nok lettere end at gøre spillet på banen mere underholdende!

Selv kommer jeg i Parken for at se fodbold, hvilket også indebærer at pleje mit mavesår, blive endnu mere indebrændt og være en gammel, gnaven mand. Så fri mig for den der omgang halløj, der intet har med fodbold at gøre - eller spil for helvede i det mindste noget musik, 99,99% af tilskuerne gider at høre og ikke en omgang Gorky Park og disco, som man hørte i 80'erne på Ibiza og i Callela.

Anyhoo - FORZA FCK ;)

søndag den 25. marts 2012

Seneste koncerter

Fredag spillede danske Spleen United op og ud, og det hele skete på Gimle i Roskilde, hvor jeg også var blandt publikum - blandt andet i selskab med resten af Øllogen.

Jeg har de senere år oplevet Spleen United flere gange live, hvor især KB-Hallen og Stars har været fine, fine oplevelser. Især i de øjeblikke, hvor de trak på deres debutalbum, der i mine ører er blandt de bedste danske debutalbums nogensinde - altså i krydsfeltet mellem det elektroniske og den mere guitarbaserede lyd.

På deres efterfølgende to albums er de gået i en stadig mere elektronisk retning, så jeg var en kende spændt på, hvordan de ville aflevere sig selv og deres sange fra en scenekant.

Og - det elektroniske blev holdt i stramme tøjler, hvor guitaren kun blev hentet frem to gange. Hovedvægten lå på deres seneste album, og sange fra de to forrige blev skåret over læsten fra netop det. Jeg ved ikke, om det helt klædte dem (når jeg nu var ganske begejstret for førnævnte krydsfelt!), men det gav et skarpt og sikkert flow i koncerten, hvor netop keyboards og lange lydflader skabte billedet og baggrunden. Som sædvanligt var bandet meget introverte og overlod det ekstroverte til musikken. Det skabte en kølig distance - en distance, der jo ofte er præmisset for den mere elektroniske musik.

Men - alt i alt en meget fin koncert, hvor Spleen United viste sig i stand til at tage sangene fra især det seneste album med sig på scenen og aflevere dem ud over scenekanten.

Konstrasten - eller måske snarere modsætningen - til Spleen United, musikmæssigt, oplevede jeg så forrige fredag, hvor Magtens Korridorer besøgte Teaterbygningen i Køge på deres triumftog landet over. Det blev til endnu en magtdemonstration af rang og rockmusik, som rockmusik skal lyde.

Ankepunkterne var, at lyden ikke var på niveau med den, man oplever på Gimle og Stars og efter 1½ time med Magtens Korridorer bliver det svært at skelne deres numre fra hinanden. Det får så være, for det var nærmest en frygtindgydende præstation, de leverede. Bandet spillede fremragende og Johan Olsen agerede i krydsfeltet mellem Steen Jørgensen, Kim Larsen og Allan Vegenfeldt, og dermed en rockstemme af de helt store. De var in sync med et publikum, der modtog dem med åbne arme, og med tungen i kinden spillede de hovedparten af deres seneste album, der ret beset er fremragende, samt fine dele fra bagkataloget.

Så to gode koncertoplevelser, kan jeg nu se tilbage på. P.t. bliver næste koncert - bortset fra årets Roskilde - Coldplay i Parken. Hvis Lise Westzynthius og Cardigans i Tivoli da ikke forinden presses ind.

lørdag den 24. marts 2012

Det logiske valg

I går vandt Ida, nærmest som ventet, denne sæsons X-Factor. Nu så jeg hverken semifinalen eller finalen, men havde jeg det, havde det næppe ændret ved det faktum, at Ida var den logiske vinder - med afstand det største musikalske talent, den danske udgave af X-factor har oplevet gennem årene. Og det mest troværdige bud på en vinder/deltager, der kan lave en karriere efter programmet.

Min egen opfordring til DR vil være, at de nu bør slutte med programmet. Konceptet er kørt igennem og blevet en kende fortænkt (især med de 3 dommerroller), og samtidig vil de stoppe på toppen - mange deltagere gennem årene har været gode, men lydt som noget, vi havde hørt 1000 gange, mens Ida stikker ud, på den gode måde.

Stort tillykke til Ida med sejren - fuldt, fuldt fortjent, og jeg vil med glæde følge hende på den videre musikalske vej.

Her er hun fra finalen:





tirsdag den 20. marts 2012

Mere ny musik

De seneste par måneder, er der tikket en del fine albums ind her på matriklen, der alle er med til at understrege, at 2012 kan blive et endog meget fint musikår.

Jeg lægger ud med Tindersticks. Efter at have ligget lidt stille i midten af dette årtusinde, er det engelske band nu tilbage i den mere produktive bane, med nyt album hvert andet år. Det seneste hedder The something rain, der trækker en lige linje fra deres tidligere albums. Deres seneste 2-3 albums har været af svingende karakter, og det samme kan skrives om det nye. Dog er der mange fine momenter - især i de stille og nedbarberede momenter, og dermed dem, jeg synes, bandet gør sig bedst i. Det skal så også indskydes, at bandet har deres historie imod sig, idet deres 3 første albums var af en anden verden, og blandt noget af det absolut bedste, der udkom i 90'erne. Her er én af de bedre sange fra The something rain: Medicine.

Straks mere begejstret er jeg for Memoryhouse og deres The slideshow effect. Der er tale om deres debut efter nogle ep'er og jeg kommer på sporet af dem via musiksitet Pitchfork. Musikken omtales som drømmepop, og den betegnelse rammer vist meget godt, hvor bandet bevæger sig i krydsfeltet mellem Saint Etienne, Beach House og danske Blue Foundation. Der er ikke et svagt øjeblik på albummet, og Memoryhouse er by far årets hidtil bedste musikopdagelse. Og lur mig, om albummet ikke lander i min top-5 over årets albums. Her er en smagsprøve: Punctum.

I den drømmene sfære hører også danske Lise Westzynthius til. I begyndelsen af marts udsendte hun sit første album i 4 år og det første på dansk, Tæt på en kold favn. Hun er en sangerinde, jeg længe har sat stor pris på, så mine forventninger til albummet var høje. De blev indfriet! De danske tekster klæder den nordiske melankoli, der er grundtonen i melodierne, og albummet efterlader et meget varieret indtryk - og et indtryk af en kunstner, der er tilbage på sporet. Titelnummeret er i særklasse og kan lyttes her.

Endelig er der skotske Twilight sad, der netop har udsendt deres 3. studiealbum, No one can ever know. Det er et band, jeg har sat stor pris på siden, jeg oplevede dem på Roskilde i 2007. Deres to første albums var af tårnhøj kvalitet, og treeren er ingen undtagelse. Faktisk tværtimod, for der er tale om deres hidtil mest helstøbte værk. Temaerne er de samme - den umulige, tabte eller usagte kærlighed, og James Graham synger fra forlisets og afvisningens mørkeste afkroge. Bittersødt, melankolsk og smukt. Og når 2012 gøres op, vil No one can ever know ganske givet være i min top-3 over de bedste albums. Årets hidtil bedste album. Her er en smagsprøve: Another Bed.

Andre titler, der også er landet på matriklen er Lambchops Mr. M og Choir of young belivers' Rhine gold, men de er ikke rigtigt bidt på mig. For så vidt angår sidstnævnte kan jeg godt forstå de mange anmelderroser, men jeg går simpelthen død i Jannis Makrigiannis stemme - to numre og jeg må videre, men ingen tvivl om, at han/de kan rigtigt mange gode ting.

Så indtil videre megen god musik i 2012, og p.t. ses der frem til det nye album med Saint Etienne, der ser dagens lys i slutningen af maj.

Og husk, at musik er livets salt!

søndag den 18. marts 2012

R

Film skal ses i biografen - lyden og billedkvaliteten er bedre, og dit fokus er rettet mod det, der sker på lærredet (OK, det afhænger måske lidt af, hvem du sidder ved siden af....). Modsat derhjemme, hvor du måske sidder godt, men bliver let distraheret og nok så dyrt et anlæg og tv vil aldrig ramme kvaliteten fra den gode biograf.

Det ændrer så ikke noget ved, at der de senere år er blevet længere og længere mellem mine biografbesøg. Men jeg ser fortsat mange film, blot på dvd, hvor jeg søger at holde trit med nyere film til nedsat pris - typisk 3 for 200.- eller 1 for 49,95.

Blandt de sidstnævnte hentede jeg for nylig i Fona den danske film R. En meget anmelderrost film, men jeg var alligevel noget skeptisk, da Pilou Asbæk var i hovedrollen - i de roller, jeg hidtil har oplevet ham (blandt andet Borgen og To verdener) har han været ganske ulidelig.

Men i går aftes blev dvd'en sat på, og 1 og 35 minutter senere var jeg en stor og barsk filmoplevelse rigere. Jeg er meget enig i denne anmeldelse, Og Asbæk spiller faktisk rigtigt godt i den. Autenciteten fra de tidligere ansatte løfter filmen og handlingen er mere konstaterende end reflekterende og forklarende. Det giver den en realisme og troværdighed og virker meget stærkt, hvor du får et indblik i livet bag murene.

Nedenfor kan traileren til filmen ses og jeg vil runde af med et "Hermed anbefalet".


lørdag den 17. marts 2012

Top-10 over The Cure

Nærværende blog har ligget stille i 2 uger, blandt andet som følge af, at jeg overvejede at lukke lortet ned. Men til måske stor fortrydelse for de eventuelle læsere, der måtte følge blog'en, har jeg valgt at fortsætte - i hvert fald for en stund.... - og det gør jeg i første omgang med en top-10 over Cure. 

En top-10, der også tjener, som yderligere opladning til årets Roskilde, hvor Cure som bekendt spiller op og ud. Dog velvidende, at de næppe spiller alle sangene på nedenstående liste.

Nå, men uden flere omsvøb er min top-10 i prioriteret rækkefølge denne:
  1. Same deep water as you
  2. A Forest
  3. Pictures of you
  4. Charlotte Sometimes
  5. Cold
  6. A thousand hours
  7. A night like this
  8. Just like heaven
  9. This twilight garden
  10. All cats are grey
Og under udarbejdelsen af listen slog det mig, hvor mange sange af tårnhøj kvalitet, bandet har lavet, men at de over tid også har lavet meget lort, og en sjov øvelse kunne være at lave en top-10 over deres dårligste sange....

Nå, men for nu ses der fortsat frem til årets Roskilde - med alt, hvad en sådan festival indbefatter!

lørdag den 3. marts 2012

Et smut i Bremen

Sidste lørdag kl. 07.10 troppede Per Fixen, Preben Knudsen og Prebens søn, Stefan, op på min adresse. Og det var for at samle mig op forud for fodbold-smuttur til Tyskland, nærmere bestemt Bremen.

Målet for turen var kampen mellem Werder Bremen og FC Nürnberg, og programmet skulle naturligvis suppleres med kolde øl, schnitzel, currywurst, hygge og almindelige afslapning. Og det program holdt stik!

Jeg havde forinden aldrig været i Bremen, og mine forventninger til byen var en "typisk tysk industriby". Og ved indfaldsvejene tænkte jeg, at disse forventninger ville blive indfriet. Men - Bremen har en ualmindelig hyggelig bymidte, den såkaldte Altstadt. Små torve, charmerende huse, rådhus og domkirke i nærmest gotisk stil med videre. Meget smukt, og lige uden for Altstadt ligger en smuk park, med en kanal gående langs den. Jeg kunne forestille mig, at disse især om sommeren ville tage sig flot og fascinerende ud.

Desuden lever Bremen op til den vanlige tyske standard, når det kommer til spisesteder og vandingshuller, og dette er nok så vigtigt. Også på en fodboldtur!

Werder Bremen-FC Nürnberg
Og netop fodbold var omdrejningspunktet for turen. Som det altid er, når det pågældende selskab er på tur, og det er sket mange gange de senere år.

Vi deler alle den sunde interesse, som fodbold er, og er meget glad for den tyske del af den. Dog står hverken Nürnberg eller Werder Bremen øverst på favoritlisten. Faktisk har jeg altid haft et horn i siden på hjemmeholdet grundet holdets konkurrence med mit (og i øvrigt også Preben og Stefans) favorithold i det tysk, Bayern München.

Men det skulle ikke afholde os fra at tage et smut til Bremens hjemmebane, Weser. Smukt beliggende langs Weser-floden og nyrenoveret i forbindelse med VM i 2006. Et klassisk tysk stadion - god plads, gode indgangsforhold, masser af boder med videre. Lige så klassisk var det, at stadion mere eller mindre var udsolgt og at stemningen var elektrisk. Vi sad i nærheden af udeholdets tilhængere, der nærmest var som Duracell-kaniner. Knald på fra 30 minutter før kick-off til kampen blev fløjtet af.

Det hjalp nok også på stemningen, at det endte med en udesejr på 1-0. Mere er der ikke at skrive om den kamp, for tam, det var den. Hjemmeholdet begyndte fint og ville gerne vise, at de kunne spille fodbold, med førstegangsafleveringer og hurtige kombinationer. Men evnerne rakte ikke til at overføre det helt til grønsværen. Udeholdet derimod spillede klogt og lukkede af, så kampen blev også ganske chancefattig.

Men alt i alt en fin tur, med godt vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til England, hvor kampe med blandt andet Manchester United og Everton venter.....