Mere ny musik

De seneste par måneder, er der tikket en del fine albums ind her på matriklen, der alle er med til at understrege, at 2012 kan blive et endog meget fint musikår.

Jeg lægger ud med Tindersticks. Efter at have ligget lidt stille i midten af dette årtusinde, er det engelske band nu tilbage i den mere produktive bane, med nyt album hvert andet år. Det seneste hedder The something rain, der trækker en lige linje fra deres tidligere albums. Deres seneste 2-3 albums har været af svingende karakter, og det samme kan skrives om det nye. Dog er der mange fine momenter - især i de stille og nedbarberede momenter, og dermed dem, jeg synes, bandet gør sig bedst i. Det skal så også indskydes, at bandet har deres historie imod sig, idet deres 3 første albums var af en anden verden, og blandt noget af det absolut bedste, der udkom i 90'erne. Her er én af de bedre sange fra The something rain: Medicine.

Straks mere begejstret er jeg for Memoryhouse og deres The slideshow effect. Der er tale om deres debut efter nogle ep'er og jeg kommer på sporet af dem via musiksitet Pitchfork. Musikken omtales som drømmepop, og den betegnelse rammer vist meget godt, hvor bandet bevæger sig i krydsfeltet mellem Saint Etienne, Beach House og danske Blue Foundation. Der er ikke et svagt øjeblik på albummet, og Memoryhouse er by far årets hidtil bedste musikopdagelse. Og lur mig, om albummet ikke lander i min top-5 over årets albums. Her er en smagsprøve: Punctum.

I den drømmene sfære hører også danske Lise Westzynthius til. I begyndelsen af marts udsendte hun sit første album i 4 år og det første på dansk, Tæt på en kold favn. Hun er en sangerinde, jeg længe har sat stor pris på, så mine forventninger til albummet var høje. De blev indfriet! De danske tekster klæder den nordiske melankoli, der er grundtonen i melodierne, og albummet efterlader et meget varieret indtryk - og et indtryk af en kunstner, der er tilbage på sporet. Titelnummeret er i særklasse og kan lyttes her.

Endelig er der skotske Twilight sad, der netop har udsendt deres 3. studiealbum, No one can ever know. Det er et band, jeg har sat stor pris på siden, jeg oplevede dem på Roskilde i 2007. Deres to første albums var af tårnhøj kvalitet, og treeren er ingen undtagelse. Faktisk tværtimod, for der er tale om deres hidtil mest helstøbte værk. Temaerne er de samme - den umulige, tabte eller usagte kærlighed, og James Graham synger fra forlisets og afvisningens mørkeste afkroge. Bittersødt, melankolsk og smukt. Og når 2012 gøres op, vil No one can ever know ganske givet være i min top-3 over de bedste albums. Årets hidtil bedste album. Her er en smagsprøve: Another Bed.

Andre titler, der også er landet på matriklen er Lambchops Mr. M og Choir of young belivers' Rhine gold, men de er ikke rigtigt bidt på mig. For så vidt angår sidstnævnte kan jeg godt forstå de mange anmelderroser, men jeg går simpelthen død i Jannis Makrigiannis stemme - to numre og jeg må videre, men ingen tvivl om, at han/de kan rigtigt mange gode ting.

Så indtil videre megen god musik i 2012, og p.t. ses der frem til det nye album med Saint Etienne, der ser dagens lys i slutningen af maj.

Og husk, at musik er livets salt!