Seneste koncerter

Fredag spillede danske Spleen United op og ud, og det hele skete på Gimle i Roskilde, hvor jeg også var blandt publikum - blandt andet i selskab med resten af Øllogen.

Jeg har de senere år oplevet Spleen United flere gange live, hvor især KB-Hallen og Stars har været fine, fine oplevelser. Især i de øjeblikke, hvor de trak på deres debutalbum, der i mine ører er blandt de bedste danske debutalbums nogensinde - altså i krydsfeltet mellem det elektroniske og den mere guitarbaserede lyd.

På deres efterfølgende to albums er de gået i en stadig mere elektronisk retning, så jeg var en kende spændt på, hvordan de ville aflevere sig selv og deres sange fra en scenekant.

Og - det elektroniske blev holdt i stramme tøjler, hvor guitaren kun blev hentet frem to gange. Hovedvægten lå på deres seneste album, og sange fra de to forrige blev skåret over læsten fra netop det. Jeg ved ikke, om det helt klædte dem (når jeg nu var ganske begejstret for førnævnte krydsfelt!), men det gav et skarpt og sikkert flow i koncerten, hvor netop keyboards og lange lydflader skabte billedet og baggrunden. Som sædvanligt var bandet meget introverte og overlod det ekstroverte til musikken. Det skabte en kølig distance - en distance, der jo ofte er præmisset for den mere elektroniske musik.

Men - alt i alt en meget fin koncert, hvor Spleen United viste sig i stand til at tage sangene fra især det seneste album med sig på scenen og aflevere dem ud over scenekanten.

Konstrasten - eller måske snarere modsætningen - til Spleen United, musikmæssigt, oplevede jeg så forrige fredag, hvor Magtens Korridorer besøgte Teaterbygningen i Køge på deres triumftog landet over. Det blev til endnu en magtdemonstration af rang og rockmusik, som rockmusik skal lyde.

Ankepunkterne var, at lyden ikke var på niveau med den, man oplever på Gimle og Stars og efter 1½ time med Magtens Korridorer bliver det svært at skelne deres numre fra hinanden. Det får så være, for det var nærmest en frygtindgydende præstation, de leverede. Bandet spillede fremragende og Johan Olsen agerede i krydsfeltet mellem Steen Jørgensen, Kim Larsen og Allan Vegenfeldt, og dermed en rockstemme af de helt store. De var in sync med et publikum, der modtog dem med åbne arme, og med tungen i kinden spillede de hovedparten af deres seneste album, der ret beset er fremragende, samt fine dele fra bagkataloget.

Så to gode koncertoplevelser, kan jeg nu se tilbage på. P.t. bliver næste koncert - bortset fra årets Roskilde - Coldplay i Parken. Hvis Lise Westzynthius og Cardigans i Tivoli da ikke forinden presses ind.