søndag den 30. juni 2013

Suede i Tivoli

Juni er åbenbart, også for mit vedkommende, måneden for musikalske gensyn med gamle musikalske helte. 13. juni var det Depeche Mode i Parken og torsdag var det så Suede i Tivoli. 

Dagen forinden havde de givet en intim koncert i Lille Vega, og efter Tivoli-koncerten kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke forsøgte at få billet, men da billetterne kom i salg tøvede jeg, for der kunne være tale om en musikalsk lottokupon, for hvordan ville Suede lyde 11 år efter, at jeg sidst oplevede dem på en scene?

Men både meldingerne fra Lille Vega og min egen oplevelse dagen efter viste, at de lød lige så godt, som den dengang. Bandet var utroligt veloplagte og -velspillende og Brett Anderson sang - som altid - som havde englene havde taget bo i ham. Og fuld af energi, tilstedeværelse og sangglæde, ligesom hans "sceneshow" var nøjagtigt det samme, som da jeg så dem første gang i 1995 - cool og tungen i kinden, ligesom hoftesving, ståen-på-højtalere, mikrofonsving med videre ikke havde ændret sig. Som vi også så det med Dave Gahan i Parken, kan du ikke lære en gammel hund nye tricks!

Det var tydeligt, at de nød at spille sangene fra deres seneste, og i øvrigt mere end glimrende album, Bloodsports, men samtidig blev der også gravet godt og grundigt i bagkataloget. Der var naturligvis publikumstræffere som Trash, Animal Nitrate og Beautiful ones, men også mere sjældne numre som Sleeping pills fra deres efterhånden 20 år gamle debut. Stort set alle sangene blev afleveret, som de skulle, om end det enkelte steder var tydeligt, at Anderson ikke længere helt kunne ramme de høje toner, men i min optik var de bedst, da de spillede It starts and ends with you, Everything will flow og New generation. Sidstnævnte stod, som var den frisktappet fra fad. Hele sætlisten kan ses lige her.

Et ankepunkt kunne have været lyden i Tivoli, al den stund, at parken ikke er bygget til koncerter og at der er nogle strenge restriktioner for, hvor højt de må spille. Vi - Anita, Mikkel og jeg - valgte at stå bagest og midt for scenen, og her var lydoplevelsen ganske fin og lyden var af en tilpas styrke, så selv de evindelige snakkehoveder blev overdøvet.

Så alt i alt får koncerten 4 ud 6 mulige stjerner. En koncert, der understregede, at Suede fortsat har en berettigelse - om end publikumsdelen viste, at der ikke er kommet mange nye fans til de seneste 15 år, men at dem, der var med dengang, holder ved! - og af de 7 gange - Store Vega i 2002, 5 gange på Roskilde og så nu Tivoli - har jeg endnu "til gode" at opleve en dårlig koncert med dem.

Tak til Anita og Mikkel for en hyggelig aften. Tak til Suede for en forrygende koncert.

Lad mig runde af med et af de fine øjeblikke fra deres seneste album:

fredag den 28. juni 2013

Årets Tour de France

Lørdag cykles årets Tour de France i gang, og det som en jubilæumsårgang - nummer 100! En årgang, der forhåbentligt også markerer en revanchering for sidste års gudsjammerlige kedelige Tour, hvor stort set alle etaper var lange, flade enkeltstarter eller såkaldte sprinteretaper. Sådan føltes det i hvert fald!

Og noget tyder på, at Tour-ledelsen har taget kritikken til efterretning, hvor der, på papiret, er fundet en god balance mellem de flade etaper og så store slag i bjergene - med 18. etape, som nøgleetapen, hvor rytterne skal forcere Alpe d'Huez' 21 frygtede hårnålesving hele to gange. Samtlige etapeprofiler kan ses lige her, og for mit vedkommende er kalenderen blokeret 14. og 18. juli. Sidstnævnte er førnævnte 18. etape, mens rytterne den 14. juni slutter af på mægtige Mont Ventoux.

Ses der på etapeprofilerne kan spændingen bevares helt hen til anden sidste etape, hvor rytterne slutter af på endnu et bjerg udenfor kategori. Altså en oplagt sidste mulighed for at angribe og ryste konkurrenterne.

Også feltet lægger op til en stor årgang, hvor nogle af verdens p.t. bedste etaperyttere stiller til start. Favoritfeltet må være Chris Froome (Team Sky), Joaquin Rodriguez (Katusha), Alberto Contador (Team Saxo Tinkoff) og Alejandro Valverde (Movistar). Alle ryttere, der, på deres gode dage, er uhyggeligt stærke og sejlivede i bjergene, men som samtidig også cykler en habil enkeltstart.

Af disse må Chris Froome siges at være den absolutte storfavorit. Han kunne snildt have vundet sidste år, havde han ikke skulle køre for den senere vinder, Bradley Wiggins. Samtidig har han et meget stærkt hold i ryggen og har været godt kørende i foråret.

Her på matriklen heppes der på Contador, men hans forår har ikke været imponerende. At dømme efter det hold, Saxo-Tinkoff stiller med, går de all-in efter den samlede sejr, hvor holdet helt og aldeles er bygget op omkring Contador. Holdet har i de danske medier været mødt af en del polemik, al den stund, at der ingen danskere er med. Jeg vil da også mene, at Nicky og Chris Anker Sørensen ville have pyntet på holdkortet, men tiden må vise, om Riis og resten af ledelsen valgte rigtigt.

Mit eget bud på top-3 og dermed podiet er:

1. Chris Froome
2. Joaquin Rodriguez
3. Jurgen van den Broeck

Samtidig ser jeg frem til TV2's dækning af Touren. Jeg har skrevet det flere gange, men deres dækning af noget af det bedste sportsfjernsyn, der findes og burde være målstokken for al anden dækning af sportsbegivenheder. Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth supplerer hinanden til perfektion og giver seerne en medrivende dækning, hvor der også er respekt for løbet og rytterne, og med herlige anekdoter fra tidligere tiders store bedrifter.

Og lur mig, om ikke også årets årgang byder på dopingsnak, og dermed en oplagt mulighed for de nyreligiøse på sportsredaktionerne til at kloge sig på cykelsporten, kritisere TV2 for fortsat at bruge Rene-Rolf og efterlade det indtryk, at du kan gennemføre endsige vinde verdens hårdeste cykelløb, bare du er dopet!

Det skal ikke forhindre mig i at glæde mig rigtigt meget til årets Tour de France, og jeg håber, at rytterne er sat op til at give sig selv, konkurrenterne, tilskuerne og seerne en meget stor oplevelse.

Rigtig god Tour de France!

onsdag den 26. juni 2013

Ugens uundgåelige

Min radiolytning begrænser sig primært til mine morgener - hvilket så ret beset vil sige P3's natradio - og for en måned tids siden, eller måske lidt mere, blev min nysgerrighed fanget af en sang, der lød som et møde mellem slut-70'ernes disko og start-80'ernes synthpop. 

Via min APP, Shazam (der fungerer sådan, at den lytter til musikken og via en database finder frem til sangtitel og kunstner) fandt jeg ud af, at der var tale om danske Vinnie Who's 39. Jeg har efterfølgende læst, at sangen er en hyldest til fritfaldsspringeren Felix Baumgartner og hans vanvittige rekord fra sidste år.

Jeg kender ikke så meget til Vinnie Who - kender muligvis andre af hans sange, når jeg hører dem - og husker ham mest, som sparringspartneren for Thomas Blachmann i seneste X-factor-runde.

Men fremover vil jeg også huske ham for denne ørehænger af rang, der også har et betydeligt internationalt snit over sig. Der bliver næppe tale om en udødelig klassiker - mindre kan også gøre det! - men jeg synes, at han på fineste vis går tilbage i historien og opdaterer lyden derfra. Og når man, som jeg, er et firserlevn, skal der ikke til meget til før, at du bliver begejstret for noget, der lyder som fra den gang. Og musikproducere som Trevor Horn, Giorgio Moroder og Nile Rodgers vil klappe i deres små hænder, lyttede de til nummeret.

Lyt selv med her:

søndag den 23. juni 2013

Årets Ringsted Festival...

2013 er åbenbart, for mit vedkommende, året for endagsbilletter til festivaler, hvor jeg foruden Roskilde også snupper en dag på årets Ringsted Festival. Det bliver så tredje gang, jeg besøger hjembyens festival - jeg var der i 2005, hvor festivalen begyndte og så for to år siden, hvor jeg blev lokket med af mine gode naboer, der er der hvert år. Det var også kun én dag - lørdag, hvor blandt andet Sort Sol leverede en forrygende koncert.

At det ikke er blevet til mere skyldes ikke uvilje, men flere år har festivalen ramt ned i bryllupper i vennekredsen, rejse med Ølklubben og slet og ret anden prioritering. Også fordi, at Roskilde hvert år har været på min liste.

Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at det ikke er blevet til flere gange, for det er en rigtig god festival. Musikprogrammet er meget bredt, hvorfor der altid er et eller andet, du gerne vil høre, omgivelserne i Lystanlægget er rigtig hyggelige, stemningen er i top og så er festivalen en rigtig god mulighed for at møde gamle venner og bekendtskaber, feste og have det sjovt.

Men i år skulle det så være - også selvom det så kun bliver for én dag. Det bliver fredagen, hvor jeg skal opleve Rugsted & Kreutzfeldt (og dermed på en tur ned ad nostalgiens sti), Saybia (der vist spiller deres eneste koncert på Sjælland i år) og ikke mindst mine store helte fra Love Shop. Sidstnævnte bliver helt sikkert en stor oplevelse, for Jens Unmack & co. er altid garanter for forrygende, nærværende og energiske koncerter. Meget passende ligger de tre koncerter lige i forlængelse af hinanden.

At jeg så ikke snupper alle tre dage skyldes blandt andet, at jeg om søndagen skal til familiefødselsdag i Gilleleje og samtidig var de tre førnævnte navne dem, jeg absolut helst ville høre.

Så jeg glæder mig rigtigt meget til fredag den 2. august, men inden da skal der sættes hak ved Suede på torsdag i Tivoli samt en fredag på årets Roskilde.

onsdag den 19. juni 2013

Et par gode øl

For 1½ måneds tid siden var jeg en tur i den glimrende Ølbutikken, der ligger i Istedgade i København. Formålet var naturligvis at proviantere lidt godtøl, og når det er det, er Ølbutikken ét af de gode steder i København at gå hen. Udvalget er blandt andet noget af det bedste fra de amerikanske og danske mikrobryggerier, suppleret med især belgiske herligheder.

Butikslokalet tager sig indbydende ud, hvor du i øvrigt har mulighed for at nyde de indkøbte varer "on location". Det meste af udvalget står i veltemperede køleskabe, der er delt op efter øltyper - det gør det nemt at gå til udvalget! Priserne er i den lidt dyre ende, men øllet er også i den meget gode ende, hvoraf flere kun fås i ganske begrænsede mængder.

Mit eget mål var, trods sommerens komme og dermed en hang til mere lette og liflige øltyper, de mere tunge, sorte øl. Min absolut foretrukne øltype, og alt vejr er som bekendt stoutvejr! Et af de amerikanske bryggerier, jeg var på udkig efter, var Dark Horse brewing, som jeg i forskellige sammenhænge havde læst godt om. Heldigvis var de at finde på hylderne, og noget af det, der blev hentet hjem var to fra dem samt lidt andet godt (med links til Ratebeer):

Plead the 5th - en imperial stout på 11%, der var meget blød, sød og rund i smagen, og bar ingenlunde præg af de høje procenter. Særdeles anbefalelsesværdig og en rigtig nydeøl.

Fore smoked stout - en stout på 8%, og med en fin, afrundet og afbalanceret røgsmag, og som sagtens kan tåle at blive smagt igen!

B.O.R.I.S. The Crusher fra Hoppin' Frog - en oatmeal imperial stout på 9,4%. Den er ganske humlet, men fortsat meget rund i smagen. En stor smagsoplevelse og Hoppin' Frog står meget højt på min liste over favoritbryggerier.

Sort mælk - Døden er en mester fra Tyskland - en fadlagret imperial milk stout fra To øl. Den bankede på de 13,1%, og var en kende for sprittet i smagen. Men var alene på grund af navnet værd at dykke ned i og smage!

Så alt i alt nogle rigtig gode øloplevelser, og mon ikke, at vejen snart skal lægges forbi Ølbutikken igen.

Lad mig runde af med henvisninger til nogle af de gode ølblogs, jeg er stødt på rundtomkring, og som nu er en del af min faste læsning - fordi de er velskrevne, er med vid og bid og er gode inspirationskilder:

Stovt
Kajs ølblog
Tid til en øl
Humulus Lupulus
Højt skummende
Allbeer
Durst

lørdag den 15. juni 2013

Depeche Mode i Parken

Torsdag den 13. juni 2013 vil blive skrevet ind i mange annaler. Denne dag gav mægtige Depeche Mode koncert i Parken, og for publikum blev det en magisk aften, og for Parkens vedkommende velsagtens én af de bedste koncerter, der er blevet spillet indenfor dens betonmure. Mere om begge dele lidt senere.

Som den gamle, gnavne mand, jeg er, begynder jeg med ankepunkterne. Der var ingen! Og skulle der være et - det skal der næsten være... - vil det være, at  de spillede den rædsomme Barrel of a gun. Men det er en ubetydelig bagatel på en sætliste med 23 melodier, der var blandet til perfektion. Vi fik 7 sange fra deres seneste album, Delta Machine, og ellers blev der gravet godt og grundigt i bagkataloget, hvor pubklikumstræffere blev blandet med sange, der måske var gået lidt i glemmebogen hos mange, inklusive jeg selv. Og flere af de gamle numre blev præsenteret i nye klæder, der klædte dem, hvor de foldede sig ud, som spritnye sange. Især Halo, Personal Jesus og Just can't get enough stod, som frisktappede sange. 

Det er her også værd at rose Depeche Mode for, at de ikke lefler for publikum. Selvfølgelig fik vi de store hits, men omdrejningspunktet blev Delta Machine, og det var tydeligt at se, at de var stolte af materialet og glade for at spille sangene. Også selvom responsen ikke var lige så ekstatisk som ved Enjoy the silence, Never let me down again med videre.

Mine egne højdepunkter var Black celebration (der blev afleveret i en meget tung og drævende udgave), Precious, Halo, A question of time og Heaven. Og ikke mindst Enjoy the silence, der blev spillet i en fuldkommen vanvittig version, der må have rystet Parkens mure, så stadion nær var styrtet i grus. Hele sætlisten kan i øvrigt ses lige her.

For at vende tilbage til ankepunkterne, havde jeg frygtet, at en siddeplads på Øvre C kunne blive én af disse. Det blev ikke tilfældet! Lyden var rigtig god og du havde perfekt udsyn til scene og skærme - bedre end, hvis du havde stået midtvejs på plænen. Men ok, du mærker naturligvis ikke stemningen på samme måde, men det gik, for folk på rækkerne var virkelig til stede, og så blev du ikke forstyrret af de evigt snakkende og folk, der vader frem og tilbage.

Et andet ankepunkt kunne også have været lyden i Parken, der ofte bliver kritiseret af skønånderne i blandt andet anmelderkorpset. Hertil er der kun at skrive, at lyden sad lige i skabet - skriver den komplet tonedøve! - og Parken og Depeche Modes lydteknikere skal roses for at have gjort sit hjemmearbejde rigtigt godt.

Den gode lyd og fantastiske stemning blandt mere end 40.000 publikummer, blev bakket op af et mere end velspillende band. Du må lette på hatten til den professionalisme, de går til sagen med, hvor det var tydeligt, at de virkelig nød at stå på scenen og gav sig helt og aldeles over de 2 timer og 15 minutter, koncerten varede. Dave Gahan er den ultimative frontmand og den skabelon, alle andre skæres over. Han sang bedre end længe hørt og afleverede sangene med energi og tilstedeværelse. Og så er det ret beset en fornøjelse at se, at han fortsat har de samme moves, som da jeg så dem første gang i 1988.

Er Gahan frontmanden, er Martin Gore ham, der binder koncerten sammen og torsdag virkede han mere til stede end længe set, hvor det var tydeligt, at han nød at spille sine sange, ligesom han selv tog mikrofonen til 3 af sangene. Sange, der blev sunget, så verden stod stille.

Endelig kunne vi også opleve, at Andrew Fletcher rent faktisk også bidrager i livesammenhæng, musikmæssigt. Ved tidligere koncerter har det været indtrykket, at han bare stod bag et keyboard uden at røre det, men det var ikke tilfældet i torsdags, men fortsat i en mere tilbagetrukket rolle.

Alt i alt giver jeg koncerten 5 ud af 6 stjerner, og er derfor på linje med anmelderne på BT, Berlingske, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, og af de 7 gange, jeg hidtil har set dem, var torsdagens koncert den tredjebedste - kun overgået af koncerterne i Valby Hallen i 1988 og 1990.

Det var ikke en koncert, hvor bandet vandt nye fans - al den stund, at alle dem, der var der, var det i forvejen - men den satte en sort, fed streg under, at der også er en fremtid for Depeche Mode. Og efter koncerten gik jeg og tænkte på, at det ville være mere end oplagt, at bookerne på Roskilde Festival oppede sig og smed dem på plakaten i 2014!

Tak til Depeche Mode for en aldeles forrygende koncert. Tak til Lewis, Anita, Per og Frank for at gøre en god aften endnu bedre.

Næste koncert bliver for mit vedkommende næste torsdag, hvor nogle andre gamle helte spiller op og ud - nemlig Suede i Tivoli.

Jeg runder af med et par af højdepunkterne fra Parken:






onsdag den 12. juni 2013

Et par nye plader

2013 er og bliver en meget stor musikårgang, hvor fine albums udkommer i en lind strøm. Den seneste måneds tid har ikke været nogen undtagelse!

I begyndelsen af maj smed engelske Still Corners deres andet album på gaden, Strange Pleasures. Jeg kendte ikke bandet, men da musiksitet Pitchfork i sin anmeldelse nævnte referencer som Beach House, var min nysgerrighed vakt. Og referencen holder stik, for Still Corners ligger i den boldgade, der rummer den drømmende og dragende pop, med smukke lydflader og skønsang fra Tessa Murray. De er ikke på niveau med Beach House, men mindre kan også gøre det. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.

En måned efter Still Corners' nye album, brød skotske Camera Obscura fire års tavshed og udsendte albummet Desire Lines. Her er intet nyt, godt nyt, for de fortsætter med at trække på inspirationen fra tresser-poppen og lyder fortsat som en kvindelig pendant til Belle & Sebastian - på den gode måde. De forstår dog at variere formlen, og det kommer der et varieret og meget fint album ud af. Et rigtigt sommeralbum. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.

Og midt i mellem Still Corners' og Camera Obscuras seneste albums udkom The Nationals nye album, Trouble will find me. Et af de albums, hvor de første lytninger efterlader én noget lunken, men som samtidig vokser for hver lytning, for endelig at folde sig ud som et mesterværk. Albummet skal løfte arven fra det mesterlige High Violet - og det gør det! Dog uden helt at ramme samme vanvittige høje niveau. Igen er intet nyt, godt nyt, for de fortsætter formlen fra deres seneste albums. Et album uden svage punkter. Matt Berninger sangforedrag er fortsat mumlende, dragende og tilstedeværende, mens bandet afleverer musikken til perfektion. Skabelonen varieres på fineste vis over albummets 13 skæringer og "sidder lige i skabet" er især i denne henseende en meget rammende betegnelse. Alt i alt et endog meget godt bud på årets bedste album. Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse.

Af øvrige albums, jeg p.t. lytter en del til kan nævnes The Savages og Stornoway, der begge er ganske fine, men uden at ramme niveauet fra de tre ovennævnte. Og samtidig ser jeg med store forventninger frem til de kommende albums med Sigur Ros, White Lies, Placebo og De efterladte. Det kommende album med Editors har jeg derimod ikke de store forventninger til. Deres nye single er i hvert fald, mildt sagt, elendig, hvor de har taget alt det dårlige fra U2 og Echo & the Bunnymen. Så var de bedre, da de tog det bedste fra Joy Division og New Order!

Lad mig runde af med et par eksempler fra de tre førstnævnte albums:





søndag den 9. juni 2013

Årets Roskilde.....

I 1997 tog Brian og jeg den fulde Roskilde-pakke.
I år snupper jeg fredagen og han lørdagen.....
Siden 1994 har jeg, med undtagelse af 2004 og 2005, hvert år været på Roskilde Festival - og i den "fulde" udgave, hvor jeg er ankommet i løbet af onsdagen og taget hjem mandag morgen. Dog har jeg enkelte gange smidt håndklædet i ringen i løbet af søndagen. Og hvert år har det været i en lejr på campingområdet - sådan som en rigtig Roskilde skal være!

I år havde jeg så besluttet at springe over. Dels var der nogle andre prioriteringer, økonomisk set. Dels havde jeg behov for en pause for at se, om jeg skulle fortsætte med Roskilde endsige med et lummert telt, 1 cm tykt liggeunderlag og lejrliv eller om der skulle noget andet til. Og endagsbillet ville i hvert fald ikke være en mulighed - enten er du der alle dagene eller også bliver du væk.....

Det var ikke den nemmeste beslutning, for selvom programmet ikke er imponerende i år, er der altid en række navne, du gerne vil høre, ligesom et mere åbent program, giver gode muligheder for at opleve navne, du ikke kender. Dertil kommer det herlige lejrliv i Camp Morfar. Men standpunktet var, at jeg i år ville springe over, og for at understrege dette, inviterede jeg noget familie på besøg søndagen i festivalugen!

Nå, men nu er det sådan, at min rygrad er solgt til lavestbydende på eBay, og da standpunktet skiftede til, at én dag på Roskilde er bedre end ingen, købte jeg i morges en endagsbillet! Lørdagen trak meget, hvor Metallica, Sigur Ros, The National, Iceage og Kris Kristoffersen spiller, men den duede ligesom ikke, når der ventede gæster søndag kl. 12.30. The National trak også mest, men dem ser jeg til efteråret.

Så det bliver for mit vedkommende en fredagsoplevelse, hvor min egen bruttoliste p.t. er følgende:

  • Dead can dance
  • Jonathan Wilson
  • Bobby Womack
  • Rihanna
  • Crystal Castles

Og med de tre fremhævede, som værende "dem SKAL jeg se". Jeg regner dog med, at lejrens musikchef, Klaus B., disker op med nogle yderligere forslag, for han har større overblik over programmet end selv festivalen har.

Jeg glæder mig allerede meget til gensynet med Camp Morfar, de overpissede græsarealer, lugten af gnu, chokoladebussen og så videre. Og ved samtidig, at jeg næste år tager den fulde pakke igen. Til den tid er jeg kun 46 år, og har mange gode Roskilde-år i mig endnu.....

God festival - Rock and roll will never die!

lørdag den 8. juni 2013

Top-13 over Depeche Modes albums og nedtælling til koncert

På torsdag giver Depeche Mode koncert i Parken, og her på matriklen - og nok også hos de mange andre, der skal derind - er nedtællingen for alvor i gang. Jeg oplevede dem selv første gang live i 1988 i Valby-Hallen, og dengang var publikum præget af unge piger, der skreg ved scenen, punks, poppiger og -drenge, sortklædt surmulerkult som jeg selv og så videre.

Her 25 år efter, vil de samme piger nok stadig stå ved scenen og dåne over Gahans sving med hofterne, mens andre - som jeg selv - vil sidde og fortælle anekdoter fra tidligere koncerter. Anekdoter, der bliver bedre og bedre, som årene går.... De sidste par gange, jeg har oplevet bandet, har jeg i hvert fald oplevet, at der er sket megen lidt udskiftning i det publikum, der trofast følger Depeche Mode. De "gamle" holder ved, mens meget få nye kommer til, men deres musik appellerer også i dag mere til det modne publikum. Og det er i mine øjne en styrke ved bandet, at de er vokset sammen med deres publikum.

Denne gang snupper jeg en siddeplads på C-tribunen, og det er nok meget passende for alderen - selvom det er en konsekvens af, at jeg ikke var hurtig nok, da billetterne kom i salg. Men vi - og vi er i denne henseende Anita, Lewis, Frank og Per (hvis han ikke sender sin hustru, Karin, i stedet for) - skal trods siddepladserne nok få en stor oplevelse og en meget fin aften. Og lur mig, om ikke alle siddepladser i Parken allerede i andet nummer er blevet til ståpladser!

Nå, men koncerten er også en god anledning til at lave en top-liste over deres hidtil 13 studiealbums. Inden, at jeg gik i gang, tænkte jeg, at det kunne blive en svær øvelse, men listen gav nærmest sig selv - der var i hvert fald ingen tvivl om top-3 samt bundskraberen:
  1. Violator
  2. Music for the masses
  3. Black celebration
  4. Songs of faith and devotion
  5. Some great reward
  6. A broken frame
  7. Ultra
  8. Delta machine
  9. Construction time again
  10. Speak and spell
  11. Playing the angel
  12. Exiter
  13. Songs of the universe
Lad mig runde af med deres, i mine ører, hidtil bedste nummer. Et nummer, vi dog næppe kommer til at høre i Parken, jævnfør denne statistik over de numre, de hidtil har spillet på den igangværende turne.

tirsdag den 4. juni 2013

Et studenterjubilæum

19. juni 1988 dimitterede HH-klassen Ø21 officielt fra Ringsted-Sorø Handelsskole. Det var dagen før blevet markeret med den obligatoriske hestvognstur rundt i Ringsted og omegn, og efterfølgende med flere studentergilder. Derefter blev klassen spredt for alle vinde. Selv fulgte jeg med  Jesper Willingshøj og Peter til aftjening af værnepligten på Skive Kaserne, og bibeholdte kammeratskabet med Jens. Nogle af de andre mødte jeg sidenhen i forskellige sammenhænge og på gaden, mens der også var mange, jeg ikke så efter det sidste studentergilde.

Men med udsigt til "sølvbryllup" skulle der på rådes bod på dette. Så i efteråret 2012 etablerede Hanne, Peter og jeg en arrangementskomité, med det formål at lave en gensynsfest. Som det første blev 1. juni 2013 lagt fast som dato for festen. Herefter kunne arbejdet med at finde kontaktdata på klassen begynde. Også her viste Facebook sig at være en smart opfindelse. Et par år forinden var der blevet lavet en Facebook-gruppe for klassen, og i takt med, at tidligere klassekammerater blev fundet, blev de føjet til. Og dem, der ikke var på Facebook, blev fundet på anden vis. Kun én fra klassen fik vi ikke støvet op, nemlig Anders, hvilket var lidt ærgerligt.

Nå, men månederne gik, og Hanne, Peter og jeg fik langsomt, med sikkert sat rammerne op for festen. Og det med god hjælp fra Hannes mand, René, som også gik i vores klasse. Jeg tilbød at lægge hus og have til, og det blev der hurtigt sagt tjek til. Hanne og René kunne skaffe et stort telt, mens Peter kunne skaffe borde, stole og service. Menuen blev lagt fast på steg, salat, kartofler, pølser og brød, ligesom deltagerbetalingen også rakte til vin, øl og vand.


Mens de sidste detaljer kom på plads, kunne vi glæde os over, at 17 ud af 28 meldte sig til. Telt og borde blev sat op dagen før, og 1. juni kl. 16.00 var alt klar til at tage imod de tidligere (gamle?!) klassekammerater. Stort set alle ankom rettidigt, men der var ikke noget overraskende i, at Benjamin kom for sent - så var vi straks tilbage i de gamle roller! Det kunne også ses i haven og ved bordene, hvor vi alle faldt i snak med dem, vi var mest sammen med den gang.

Ligesom jeg selv, havde ingen af os forandret sig på de 25 år, der var gået! Dog havde de fleste af drengene fået lidt mere pondus og mindre hår, mens pigerne naturligvis havde holdt sig mere end godt. De fleste af os boede fortsat i Ringsted og omegn, mens enkelte var kommet så langt væk som Køge og Osted! En enkel klassekammerat, Trine, bor i dag i USA, og hun kunne desværre ikke komme til festen. Alle var godt var i vej, job- og privatmæssigt, og flere havde store børn - det var jo ikke til at forstå, når vi selv fortsat er så unge.....

Snakken gik straks lystigt, hvor der blev samlet op, fortalte røverhistorier, udvekslet minder fra og om studieturen i 1987 til Vestberlin, studenterfester, Miss lår-konkurrence, lærere, eksamener og så videre og ikke mindst grinet en masse. Samtidig blev der kigget gamle billeder og Den blå bog blev genlæst. Det var dog ikke nostalgi det hele og der blev talt om stort set alt mellem himmel og jord. At vejrguderne så også viste sig fra sin bedste side, gav bare festen det sidste pift.

Omkring kl. 02.00 begyndte festen at ebbe ud, men det var også godt klaret i så ung en alder! Og at dømme efter reaktionerne dagen efter på Facebook, var arrangementet en ubetinget succes, hvor folk havde moret sig godt og syntes rigtigt godt om gensynet. Så mon ikke, at vi ses igen - hvis ikke før, så når vi har 50 års jubilæum!

Stor tak til alle for at gøre 1. juni 2013 til en dag, der vil blive husket - for det gode! Stor tak for alle for et herligt gensyn!

lørdag den 1. juni 2013

Min første koncert med Metallica

Forleden blev det annonceret, at Metallica bliver ét af hovednavnene på årets Roskilde Festival. Den annoncering var en god anledning til at tænke tilbage på første gang, jeg oplevede dem live. Det var 10. december 1992, hvor de spillede i Forum (før ombygningen) i København. Med sig i bagagen havde de deres absolutte gennembrudsalbum overfor et større og bredere publikum, Metallica - også kaldet The black album.

Selv lærer jeg bandet at kende i 1988, og det via min tidligere klassekammerat/soldaterkammerat, Jesper Willingshøj. Albummet And justice for all er netop udkommet, og det bliver spillet flittigt på blandt andet pudsestuen i vores bygning på Skive Kaserne. Og Jesper fører mig utrætteligt gennem deres bagkatalog, hvor Fade to black, Sanitarium og For whom the bells toll rammer mig. Jeg bliver fanget af metal-genrens energi, bandets stort anlagte lyd og dets sortrandede tekster, der lægger tæt op af den surmuler-musik, jeg på det tidspunkt lyttede meget til - og stadig gør!

Så da koncerten i Forum bliver annonceret, køber vi straks billet. Og "vi" er i denne henseende mine gamle kammerater, Leon, Brian og Henrik "Sepio". Og i månederne op til koncerten får jeg samlet op på bagkataloget, ligesom The black album er i fast rotation. 

Ved ankomsten til Forum møder vi et meget blandet publikum. Hardcore metal-fans, punk-piger, handelshøjskoledrenge (som jeg selv) og så videre, hvilket også vidner om den meget appel, Metallica har på det tidspunkt. En appel, der vel at mærke er opnået uden at gå på kompromis med sit oprindelige metal-udgangspunkt, men hvor bandet løbende har udviklet sin lyd og sit udtryk.

Selve koncerten bliver et sandt triumftog for bandet - og for publikum. Sidstnævnte er i ekstase fra start til slut, mens bandet spiller energisk og overbevisende, og med en enestående tilstedeværelse på scenen. Lars Ulrich - med et Dannebrog på trommesættet - tæsker løs, James Hetfield graver sig mere og mere ned i sangene, mens Jason Newstedt dirigerer og binder koncerten sammen. Jeg husker, at jeg nærmest var rystet over bandets sindsygt høje tekniske niveau og den dedikation, de mødte sangene og deres publikum på. Og så at verden stod stille, da de spillede en meget intens version af Fade to black.

Sætlisten bliver et kapitel for sig. Bandet har på det tidspunkt fem studiealbums i bagagen - alle af høj kvalitet - og alligevel står du efter koncerten ikke tilbage med følelsen "det nummer kunne de godt have spillet". Sætlisten er nemlig perfekt og kan genses lige her.

Som det sidste fra scenen lyder det fra Lars Ulrich "vi ses til sommer". Det løfte holder han/de, hvor de 28. maj 1993 spiller på Gentofte. Hverken den eller de to gange, jeg efterfølgende ser dem på Roskilde - 1999 og 2003 - rammer magien fra aftenen i Forum. Men de var også oppe imod én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet.

Lad mig runde af med en optagelse fra netop 1992: