onsdag den 29. februar 2012

Årets musikvideo?

Nu om dage er der i min optik langt mellem snapsene, når det kommer til gode og fine musikvideoer, hvor der enten er tale om lavbudgetvideoer eller ligegyldige udstyrsstykker.

Derfor er det glædeligt, når der så dukker én op, der går mod strømmen. Og det er tilfældet med videoen til Twilight Sad's Another Bed.

Bandet udsendte fornyligt albummet No one can ever know. Endnu et album, hvor den usagte, ugengældte og mistede kærlighed besynges, og det gør bandet på fineste vis. Og er indtil videre årets bedste album - i mine ører.

Another bed er 2. single fra albummet, og bliver ledsaget af en noget nær skræmmende og gruopvækkende video, der indhyller sangens ensomhed. Og er nærmest et kunststykke i sig selv.

Samtidig er Another bed en fremragende sang og en fin eksponent for Twilight sad's smukke sange.

Lyt selv med og se her:

fredag den 24. februar 2012

Madonnas top-10

I slutningen af marts skulle Madonna smide et nyt album på gaden - hendes 12. studiealbum. I disse år er det ikke ligefrem en nyhed, der får mig op af den magelige lænestol, men jeg lyttede meget til hende i begyndelsen af hendes karriere. Debuten og Like a virgin var i flere år i fast rotation på min pladespiller og plakater af hende prydede drengeværelset.

Men efter True blue-albummet begynder vi at gå hver sin vej, men jeg vendte dog for en kort bemærkning tilbage i forbindelse med Ray of light-albummet, der på mange måder kan karakteriseres, som hendes voksenalbum.

Men selvom vi der i slutningen af firserne gik hver sin vej, har jeg fra tid til anden genlyttet hendes tidlige sange og efter bedste evne prøvet at følge hendes mere nyere ting. Og indrømmet, der har også de senere år været fine pletskud, og hendes evne til hele tiden at genopfinde sig selv, har været imponerende, ligesom hendes inspiration for kunstnere spændende fra disco til hiphop ikke kan overvurderes.

Nå, men i forbindelse med nyheden om det nye album, youtubede jeg hende en del, og nedenfor er min egen top-10 over Madonna - i prioriteret rækkefølge:
  1. Crazy for you
  2. Live to tell
  3. Physical attraction
  4. Into the groove
  5. Dress you up
  6. Forbidden love
  7. Cherish
  8. Deeper and deeper
  9. This used to be my playground
  10. Frozen
Madonna spiller i øvrigt i Parken til sommer. Jeg har aldrig oplevet hende live, men overvejede så denne gang at købe billet. Men koncerten falder dog mere eller mindre sammen med årets Roskilde og her trækker sidstnævnte dog mest.

onsdag den 22. februar 2012

Afdeling Q

Sidste år fik jeg i julegave af katten…..Jussi Adler-Olsens første tre bind om Afdeling Q. Og det var jeg glad for, for jeg følte mig nærmest socialt handicappet ved ikke at have læst de bøger, stort set alle talte om. Om end jeg ikke er den passionerede læser af krimier. OK, jeg fandt da stor glæde i Stieg Larssons Millennium-trilogi og det samme med flere af Leif Davidsens. Førstnævnte var enormt medrivende og spændende, mens Davidsen bruger sine erfaringer fra tiden som Øst-korrespondent for blandt andet DR i sine bøger, hvilket giver dem et løft. Ankepunktet ved dem begge og især Davidsen har så været, at bøgerne også har virket som en platform for forfatteren til at leve sine seksuelle fantasier ud, hvor man undervejs var i tvivl, om det var en krimi, du læste eller Linda Lovelaces selvbiografi…..

Nå, men i midten af januar tog jeg så fat på Afdeling Q, og undervejs begejstrede læsningen mig så meget, at jeg måtte sikre, at det 4. bind også landede på hylderne, så ventetiden bindene imellem blev mindsket mest muligt.

For jo, jeg blev - naturligvis? - meget, meget begejstret. Jussi Adler har en meget levende og flydende pen, og skriver på en medrivende måde, hvor der både er plads til gru, gåsehud, kuldegysninger og grin. Og så har han den særlige evne at lave de såkaldte cliffhangere, der gør, at du bare straks må læse næste kapitel. Og her på matriklen blev stort set hvert ledigt sekund brugt på bøgerne.

Ankepunktet er måske, at plottet i især de tre første bind er en kende for forudsigelig, og så irriterede det mig en smule, at der ikke var grænser for, hvor dygtige Carl Mørck og de øvrige i Afdeling Q er/var. Lige lovlig meget heltedyrkelse for min smag, men det trak dog ikke meget ned i oplevelsen.

Handlingen i alle 4 bind er grusom og ubarmhjertig, men Jussi Adler formår også at sætte et menneskeligt ansigt på den/de, Afdeling Q jagter, så det ikke kun bliver den godes jagt på den onde. Og du får indblik i baggrunden for de handlinger, den jagede har gjort. I alle fire bind sker handlingen i flere spor, hvor du følger både Afdeling Q og de(n) jagede, og det fungerer meget, meget fint.

Femte bind skulle komme til efteråret, og det glæder jeg mig allerede til, og håber, at katten vil betænke mig med dette i julegave. Og jeg glæder mig naturligvis også til filmatiseringerne af bøgerne, hvor Kvinden i buret skulle være på vej til optagelserne.

Opsummeret synes jeg, at Journal 64 (det 4. bind) er det absolut stærkeste, hvor det bygger på samme grundstamme, som de tidligere, men hvor Adler føjer flere dimensioner til. Det svageste var Flaskepost fra P (det 3. bind), hvor forudsigelighed og heltedyrkelsen bliver lige lovlig meget udtalt.

Men hermed anbefalet!

søndag den 19. februar 2012

Saint Etienne er tilbage

Jeg har her og her tidligere blogget om kunstnere, der i 2012 har brudt albumtavsheden - eller vil gøre det.

Og for nyligt kom der via bandets egen mailliste, Facebook og musiksitet Pitchfork en nyhed om, at de meget, meget fine Saint Etienne i 2012 vil udgive deres første album i 7 år. Det nye album, Words and Music by Saint Etienne, skulle være ude i slutningen af maj.

Den nyhed vakte glæde her på matriklen, for bandet er tælle blandt mine absolutte favoritter. Deres letbenede og drømmende popmusik, der både taler til dansesko og eftertænksomhed, har altid ramt plet, og musikken er tidsløs.

Første single, Tonight, smides på gaden 5. marts, men videoen er allerede klarNummeret lyder meget lovende for det kommende album. Saint Etienne-classic, hvor Sarah Cracknells uskyldsrene stemme rammer lige i hjertekulen.

Og lad mig supplere og runde af med en personlig favorit. Så bliver popmusik ikke bedre:






fredag den 17. februar 2012

X-Factor 2012

Indrømmet - jeg ser X-Factor. Og det i lighed med de tidligere år. Ikke, at jeg absolut skal se det hver gang, og jeg ved allerede nu, at jeg igen i år glipper finalen. Og det går nok også....

Men jeg føler mig til tider svært underholdt af programmet og en fin måde at slappe af på ovenpå en hektisk arbejdsuge.

For X-Factor er et underholdningsprogram og underholdningen er især udtalt i de første programmer, hvor du krummer tæer over 99,9% af deltagerne, skriger af grin over Thomas Blachmanns beske kommentarer og bliver rørt over de meget, meget få deltagere, der kan et eller andet.

Boot-camp'en er også underholdende, hvor du kommer lidt tættere på deltagerne, mens selve liveshowet over de følgende uger ikke hiver helt fat i mig. Showet er stylet for meget op, deltagerne sovset ind i lyd og lysshow, dommerpanelet er til pynt og afgørelsen ligger i hænderne på SMS'ende hænder. Og især sidstnævnte giver et tilfældighedernes præg over udfaldet, hvor det er sangvalg og sangstemme, der bliver det afgørende frem for det musikalske talent.

Det med underholdningsprogrammet ses også udtrykt i, at ingen af deltagerne sidenhen har drevet det til noget, og de senere års vindere har vel tilsammen solgt lige så mange albums, som et basunorkester fra en albansk bjergprovins har gjort.....

Men nu vil jeg ikke anlægge en polemisk vinkel til programmet - om end kritikpunkterne står i kø - men i stedet glæde mig over, at kvaliteten i dette års program er tårnhøjt. Og måske det højeste nogensinde.

Ida er af mange, og med rette, blevet udråbt til at være den helt store favorit, men første liveshow viste, at favoritfeltet er meget bredt. Og meget kan ske over de kommende uger.

Men - er der en højere retfærdighed, så vinder Ida. Hendes konkurrenter har fine sangstemmer og gør sig godt på scenen, men hun er det åbenlyse og gennemmusikalske talent - nok det største i hele X-Factor-tiden. De andre lyder som noget, du har hørt før og stikker ikke ud, men det gør hun. Hun er vist kun 16 år, men synger som én på 30, der har oplevet lidt af hvert.

Her er hun fra årets første liveshow:

tirsdag den 14. februar 2012

Ugens uundgåelige

For et par uger siden anede jeg ikke, hvem Gotye var og havde ikke - efter mit eget vidende - hørt en tone af sangen Somebody that I used to know. Men sidenhen linkede flere Facebook-brugere til netop denne sang, og jeg fik lyttet lidt - fanget, men ikke helt. I fredags valgte én af deltagerne i X-Factor så at give sin version af sangen, og lørdag morgen var min nysgerrighed så stor, at jeg måtte dykke ned i dette nummer.

Og - jeg var solgt og mere end begejstret. Et meget skønt, fængende og opbyggeligt nummer, og med en barsk, barsk tekst, der rammer lige i solar plexus.

Sangen har vist været længe undervejs til hitlister med videre på disse breddegrader, men det gør den jo ikke dårlig, og siden lørdag morgen har den været i heftig rotation her på matriklen og tenderer vel det, de på P3 kalder (kaldte?) for Ugens uundgåelige. Lyt selv med:


søndag den 12. februar 2012

Whitney Houston, 1963-2012

I dag stod jeg op til nyheden om, at sangerinden Whitney Houston var blevet fundet død på et hotel Beverly Hills. Endnu en trist skæbne og meget vel den uundgåelige udgang på et liv med heftigt stof- og alkoholmisbrug - dødsårsagen ufortalt, for den kendes i skrivende stund ikke.

Endnu en tragisk musikerskæbne kan skrives ind i historiebøgerne, men også en historie om én af de største sangerinder de seneste 25-30 år. Især i de første 10 år af hendes karriere var hun den lysende stjerne på stjernehimlen. Og hendes to første albums samt Bodyguard-soundtracket er af tårnhøj klasse, med vekselvirkning mellem smukke ballader og danserytmer.

Og for mange, var hendes sange den musik, de voksede op med, og lyttede til på drenge- og pigeværelserne, til festerne og så videre. Ligesom hun var en stor, stor inspirationskilde for mange kunstnere. Det ses også refklekteret i de liggende ottetal kondolancer på Facebook og især Twitter.

Jeg var ikke selv fan af hende og synes, at hun også i sin tidlige karriere lavede mange svipsere. Men hun lavede også mange numre, jeg den dag i dag sætter pris på og lytter til. Nedenfor kan en personlig favorit lyttes.
Hvil i fred, Whitney Houston, og tak for musikken, der for altid vil leve videre

lørdag den 11. februar 2012

Mit første 6-dagesløb

Forleden sluttede det 50. københavnske 6-dagesløb, der blev cyklet i Ballerup Superarena. Jeg havde overvejet at tage af sted, men det blev ved tankerne. Men i stedet kan jeg tænke tilbage på min første tilskueroplevelse ved et 6-dagesløb. Det var i Forum, der var den oprindelige arena for det københavnske løb. I en årrække blev der i øvrigt også cyklet 6-dagesløb i Herning.

Med en cykelinteresseret far, havde/har jeg cykling i blodet, og fulgte i mange år med i 6-dagesløb-sæsonen. Det gør jeg ikke længere. Min far var på lægterne, da de første løb blev kørt i Forum og heppede på Kay Werner og Evan Klamer, der om nogen var dem, som grundlagde begrebet Par nummer 7. I hvert fald på dansk grund! I dag er det Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, der prøver at tage arven op. De blev i øvrigt nummer 2 i Ballerup.

Nå, men min første live-oplevelse var i begyndelsen af firserne, og en søndag eftermiddag. Far-Knud, Mor-Birthe og den små Søren trillede til København, og i hånden knugede jeg min autografbog, og håbede på, at jeg ville møde helten over dem alle, Patrick Sercu.

Jeg husker, at da vi ankom, var junior-jagterne i gang, men samtidig var blandt andet legenden og spasmageren Wily De Boscher ved at varme op til udskilningsløbet. Og kort efter oplevede vi det, vi ellers kun havde set på tv - det røde kort han hev op af baglommen, da han overhalede sin konkurrent og sendte vedkommende i omklædningsrummet.

Og mens, at der var det kedsommelige Derny-pace, gik vi rundt om banen og i inderkredsen, hvor vi snakkede med med den tids par nummer 7, Hans-Henrik Ørsted og Gert Frank, samt den gamle rytterhelt Ole Ritter, som vi havde fået billetterne af, idet min far handlede hos ham. Det var en helt speciel oplevelse at være så tæt på rytterne, deres små aflukke med videre, og kamferen hænger stadig i mine næsespor.

Men inden aftenens jagter, skal jeg på toilettet og på vej der til møder jeg så Patrick Sercu. Og som jeg skriver her, fik jeg hentet hans autograf hjem.

Nå, men vi får fulgt en del af aftenens jagter og jeg er ganske givet den eneste dansker i Forum, der hepper på Sercu! Hvem der vandt det år, husker jeg ikke, men lur mig, om det ikke var Tony Doyle og Danny Clarke. De afsluttende jagter så vi hjemme i stuen, for dengang kunne dansk fjernsyn godt finde ud af at sende andet end håndbold og liggende ottetal fodbold. Ikke at jeg beklager sidstnævnte....

Og på hjemvejen knugede jeg, foruden autografbogen, den nyindkøbte cykelkasket, hvor navnet Patrick Sercu var påtrykt i hånden.

Nå, men til næste år, er der igen 6-dagesløb og måske det så til den tid bliver til mere end ved tankerne....

tirsdag den 7. februar 2012

Hjælp til nødhjælp

Fredag løb årets Danmarks Indsamling af stablen og her på matriklen fulgte jeg med i indsamlingen. Selve ”showet” kan man mene meget om, og måske var der lidt for meget gøgl og gejl, og finten med gæsteværterne Price, Medina og Rasted fungerede ikke optimalt, ligesom det var lidt vanskeligt at tage DR-værten Louise Wolff alvorligt – lørdagen forinden stod hun gevaldigt nedringet og var vært på Melodi Grand Prix, i fredags om en alvorlig vært om et alvorligt emne. Men selve showet var med til at sætte fokus på og en ramme om indsamlingen, og der ville nok gå lige lovlig meget DK4 i den, hvis der kun blev vist en række telefonpassere og så en måltavle med det indsamlede beløb. Og showet var nok også med til at hive endnu flere penge ind!

Men det ændrede ikke noget ved, at jeg sad bevæget tilbage i takt med, at store og små donationer tikkede ind og når der blev vist indslag fra de lande, donationerne vil gå til henholdsvis om de projekter, sidste års indsamling gik til. De viste, at der er behov for hjælp og at hjælpen virker. Og lørdag morgen kunne man juble over, at der blev indsamlet mere end 87 millioner kroner. Det er dæleme flot.

Foruden at være imponeret over hjælpelysten over det ganske land, er jeg det også over den store indsats, de forskellige organisationer og de mange frivillige gør. Deres engagement og idealisme er brændstoffet, der trækker det store læs. Stor, stor respekt herfra.

Og i forbindelse med indsamlingen blev især Facobook brugt flittigt. Der var undervejs løbende opdateringer og billeder fra indsamlingen og op til var der på flere af hjælpeorganisationernes sider historier om de lande, hjælpen ville gå til eller tidligere var gået til. Og naturligvis links til, hvordan man kunne give sit bidrag. En god måde at bruge de sociale medier på – synes jeg.

Men indsamlingen mødte også kritiske røster, blandt andet på hjælpeorganisationernes Facebook-sider. Blandt andet om, hvad hjælpen går til og at man skulle hjælpe herhjemme først. Andres holdninger skal naturligvis respekteres, men det er i min optik værd at holde sig for øje, at de børn, indsamlingen støtter, er fattigere og lever i større utryghed og usselhed end vi overhovedet har begreb om, i denne del af verden….

Foruden landsindsamlinger, kan vi naturligvis også selv hjælpe i hverdagen. Det er muligt at give bidrag året rundt, ligesom du kan støtte via medlemsskaber af diverse nødhjælpsorganisationer, have et eller flere sponsorbørn via eksempelvis Børnefonden med videre. Men hjælp behøver ikke kun at gøres op i penge – du kan også støtte ved på eksempelvis sociale medier at dele artikler om emnet med videre, Synes godt om-tilkendegivelser på Facebook, være frivillig indsamler ved kampagner og så videre. Og naturligvis er der også den mulighed at melde sig om frivillig og deltage i nødhjælpsarbejde direkte i nærområdet, i kortere eller længere tid.

Tesen må være, at vi hjælper med det og der hvor vi kan, og ingen bidrag er for små, og der er ingen tvivl om, at alle bidrag modtages med kyshånd – og gør en forskel.

søndag den 5. februar 2012

Ugens plader

Denne uge, der nu tæller på de sidste timer bød blandt andet på 3 albums, der meget vel kan stå højt på årslisterne, når året gøres op – i hvert fald her på matriklen. 2 danske og en udenlandsk:

Spleen United brød 4 års "tavshed" med School of Euphoria. Bandet står bag et af bedste danske debutalbums nogensinde, Godspeed into the mainstream fra 2005. Et album, hvor synths og guitarer samles i skøn forening, og leverede en række tidsløse sange. På 2008-efterfølgeren Neanderthal begynder bandet langsomt at gå i en mere elektronisk retning, og på deres seneste udslip tager de så skridtet fuldt ud. Elektronikkens veje og vildveje afsøges, men alligevel med genkendelsens glæde i musik og sang. Nogle numre fremstår som elektroniske ligegyldigheder, mens sange som Days of thunder, Euphoria og It's a wild life er mere end fine. Og én af de plader, der vokser for hver lytning. Jeg glæder mig nu til at opleve dem live og det sker 23. marts på Gimle.

Nikolaj Nørlund var også én, der i ugens løb brød album-tavsheden, 2½ år efter albummet Tid og sted. Jeg har med stor begejstring fulgt ham siden hans spæde begyndelse i Trains & Boats & Planes, men de senere år har han primært gjort sig som pladeselskabsejer og producer. Men når han selv indspiller, rammer han altid skiven. Det er også tilfældet på Alt sammen, lige nu, der har vakt stor glæde her på matriklen. Det er Nørlund classic, hvor han trækker på sit eget bagkatalog og inspiration fra primært Neil Young - det kan vi godt lide. Af albummets 10 sange, er det kun Set det før, der falder lidt igennem, mens Ned til søen, Iltmasken, Barbara og kærlighedshymnen Hemmeligheder sidder lige i skabet.

Lana del Rey er én kunstner, der er blevet meget hypet det seneste års tid. Og forventningerne til hendes debutalbum har været meget høje. De bliver ingenlunde skuffede. Jens Unmack kalder på sin blog musikken for voksen popmusik, og det er måske en meget rammende betegnelse. Der er sange til de stille stunder og sange til danseskoene. Hun synger med en nærmest Amy Winehouse’sk tilbagelænethed og selvfølgelighed, og albummet er et katalog over kærlighedens veje og vildveje, og virker som én stor kærlighedserklæring - dog uden at forfalde til klicheerne. Titelnummeret, Video games, National anthem og Dark paradise er værd at fremhæve. Det kunne være fint, hvis Roskilde bookede hende til årets festival.

Endelig var det nyt fra Martin Hall. Han er én af de kunstnere, jeg konsekvent samler på, så det nye album er naturligvis hentet hjem. Men hans seneste udgivelser, bortset fra genudgivelser, får ikke den store lytteopmærksomhed her på matriklen, og det bliver nok heller ikke tilfældet med den seneste. Men nu står den i hvert fald på hylden.

Og dermed kan der alt i alt ses tilbage på en fin, fin musikuge!

lørdag den 4. februar 2012

Og glæden ved løb....

I sidste uge skrev min Facebook-ven Sandra følgende på sin væg "er meget fascineret af de folk, der kan opnå ´runners high´. Om jeg så spurtede 200 km tror jeg aldrig, det kommer til at ske for mig! (Ja, jeg er lige hjemvendt fra dagens løbetur!)". Det affødte en længere tråd om især løbetræningens fortrædeligheder og runners high (der er en tilstand af "rus" efter eksempelvis en løbetur, hvor morfinagtige stoffer (endorfiner) i hjernen, som kan virke opmuntrende, er blevet udløst). Og hvor der til slut blev sat trumf på med introduktionen af runners low.

Og tråden var nok meget betegnende for vores forhold til løbetræning. Enten løber du eller også gør du ikke. Og flertallet af dem, der løber, hader det. Men gør det alligevel - måske, fordi løbetræningen ikke nødvendigvis er særligt tidskrævende, du kan træne på det tidspunkt, der passer dig, den kræver ikke nogle udstyrsmæssige forudsætninger bortset fra et par kondisko og så er den effektfuld, hvad enten du går efter at komme i form, tabe dig eller lignende.

Tråden fik mig til at "reflektere" over, hvorfor jeg selv løber, hvad der får mig til at kravle i løbetøjet kl. 05.15 med videre..... Som skrevet her, har jeg tidligere løbet meget, og er efter en længere forklar-mig-røv pause ved at komme i gang igen (jeg kan notere, at noget lignende skrev jeg også sidste år uden, at der skete ret meget mere.....), hvor jeg kommer af sted 3 gange om ugen, længde og tempo ufortalt!

Og mit eget forhold til løb er nok midt i mellem - jeg hverken elsker eller hader det. Ret beset er træningen røvsyg. Der sker ikke en skid og Hotel Scandic-skiltet kunne jeg også se for 5-10 minutter siden. Nogle vælger at supplere med musik i ørene under træningen, men den finte har ikke rigtigt virket for mig. Tidligere oplevede jeg træningen som en god måde at få renset hovedet på og koble af, men p.t. er det snarere tanker som "er jeg ikke snart hjemme", "fuck, det er koldt" og "to skridt mere og jeg brækker mig", der fylder....

Men det er så glemt, når jeg kommer hjem. For når du har pustet og strakt ud, og taget et varmt bad, fyldes krop og sjæl med velvære. Sådan har jeg det i hvert fald....., og i takt med, at formen er blevet bedre - den kunne heller ikke blive dårligere - mærker jeg også mere overskud i hverdagen. Og det er blandt andet af disse grunde, at jeg kommer af sted i løbeskoene, at jeg allerede glæder mig til næste træningspas.

Er der en målsætning? Tja, gerne en grundform til den kommende cykelsæson, endnu mere overskud og så et forsøg på bedre at kunne passe det tøj, jeg allerede har i skabene....

Men ingen målsætning om marathon. Om jeg igen kommer til at løbe et må tiden vise, men jeg har fortsat en drøm om at løbe New York Marathon, men formen skal være god, så jeg - i det omfang, det kan lade sig gøre - kan nyde løbet, stemningen og byen.

Og for at kante runners high igen - jeg husker, at min gamle løber-ven Martin Søgaard under vores marathon-tur til Rom sagde, at alle løbere var glade. Som en konstatering under en noget højstemt "sejrsmiddag" sammen med resten af selskabet (og det var inden, at Amaronen flød!). Så der er nok noget om det der runners high, men nok også runners low......

onsdag den 1. februar 2012

Klosteråsen - 5 år efter.....

Det er i dag 5 år siden, at jeg officielt overtog nøglerne og realkreditgælden til det nuværende Casa Søren. 23 dage senere flyttede jeg ind - på en dag, hvor Danmark om fredagen var blevet ramt af snestorm og lørdag af islag. Men da jeg skulle være ude af min lejlighed 1. marts, var det nu!

Forinden havde jeg boet i "midtbyen" - i en dejlig og centralt placeret lejlighed. De 78 m2 passede perfekt og samtidig var der en lille have til, og jeg var tæt på stort set alt. Der havde jeg boet i 12 år og var meget glad for det. Men alligevel savnede jeg især en større have, en åben himmel med videre.

Så i sensommeren 2006 begyndte overvejelserne om at flytte for alvor at presse sig på. Jeg begyndte at læse boligannoncer og mærkede, at det var det, jeg ville. Inden første møde med banken, var jeg ude at se på et hus - en tvangsauktion, men bud skulle gives dagen efter og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg kunne få for min lejlighed - og dermed, hvor jeg stod økonomisk.

Men kort efter blev min lejlighed vurderet og mit råderum for huskøb "lagt fast". Samtidig blev min lejlighed sat til salg - men det krav om, at salg - eller i hvert fald overtagelse - først kunne ske, når jeg havde fundet noget andet. Stort samme dag, lejligheden kommer i udsalgsvinduet hos den lokale Home er den solgt. Der var to fremvisninger, og den første slog straks til.

Samtidig er der et par huse, jeg er interesserede i, men de er solgte inden, at jeg får fingeren ud. Husk på, at dette er før, at nogen kendte til ord som finanskrise og lange liggetider. Jeg ser på et rækkehus på Abelsvej her i Ringsted, men det fanger ikke helt. Jeg har så et nyt møde med banken og vi finder ud af, at min råderum er noget større.

Mit eget præmis for eventuelt huskøb er her, at behovet for "vedligeholdelse" skal være på et absolut minimum, al den stund, at jeg har, måske ikke 10, så 9 tommelfingre. Så måske, jeg kunne få et større hus til en billigere pris, men målet var et nyt hus, jeg kunne flytte direkte ind i - bortset fra den obligatoriske rengøring fra top til tå og indvendig maling af lofter og vægge.

Par dage efter ser jeg så på to huse her i Klosteråsen, der begge lever op til dette præmis. Det første ryger også meget hurtigt og efter en fremvisning af det, jeg ender med at købe, diskuterer jeg det med min søster og svoger. De taler også varmt for huset, så jeg snupper en fremvisning mere. Og giver mit bud på købsprisen. Sælger slår til og huset er mit - såfremt køberen af min lejlighed fortsat er interesseret, for hun har et hus, hun skal sælge. I løbet af en uges tid falder det hele på plads som dominobrikker. Vi er her i begyndelsen af januar.

I tiden frem til 24. februar bliver der sat rulle- og lamelgardiner op, nye lamper, malet overalt, købt nyt fjernsyn (min søster mente, at min gamle fjernsyn ikke passede til de nye omgivelser, og jeg gav hende undtagelsesvis ret....) med videre, samtidig med, at den gamle lejlighed blev pakket ned og muget ud.

Trods vejrliget forløb flytningen vel, takket være familiens og gode venners hjælp, og i de følgende uger kommer alt på plads, herunder diverse teknikerbesøg.

Og undervejs møder jeg også naboerne. Her finder jeg ud af, at naboen til den ene side, Brian, kender flere af mine kammerater rigtigt godt. Igen et bevis på, at verden er lille.

5 år er nu altså gået, og jeg har ikke fortrudt det et sekund. Jeg bor tæt på station, by og naturen, hvor Ringsted Ådal er lige i "baghaven". Jeg nyder min have i fulde drag og de ekstra kvadratmeter, jeg har fået. Kvarteret er meget roligt og så har jeg nogle rigtig gode naboer. Vi snakker over hækken, hjælper hinanden med videre. Så jeg er glad for, at jeg dengang traf dette valg. Det er ikke sikkert, at naboerne er enige.....

Som nævnt boede jeg i min lejlighed i 12 år. Om jeg bliver boende her lige så længe eller længere, må tiden vise. Jeg kan sagtens se mig selv blive boende her i mange, mange år, men jeg kan også godt se mig selv boende andre steder. Men som i alle andre af livets forhold, må de leves og nydes i nuet!