Da jeg var barn (....) samlede jeg blandt andet på autografer. Ikke, at jeg var den store autografjæger, som hang ved stadions, biografer og så videre, men mestendels når kendte sportsfolk aflagde den lokale sportsforretning besøg eller når jeg en sjælden gang var på Køge eller Næstved Stadion.
Gennem tiden blev det til autografer fra Søren Lerby, Frank Arnesen, Morten Olsen, Henning Jensen, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Gordon Strachan og cykelryttere om Hans-Henrik Ørsted, Gert Frank, Niels Fredborg og Ole Ritter.
Men juvelen i samlingen er Patrick Sercus. Alle tiders bedste 6-dages rytter - hvis man spørger mig! - og kun overgået af Greg Lemond, når der tænkes på cykelrytteres popularitet hos mig.
Autografen kom i hus i forbindelse med et 6-dagsløb i begyndelsen af firserne i det gamle Forum. Forinden havde jeg givet hånd med Gert Frank samt fået Danny Clarkes autograf. Men da far-Knud og jeg er på vej til toilettet møder vi legenden Sercu og helt befippet stanger jeg ham bare min autografbog og min far kvitterer med på dansk at sige "det bliver knægten glad for". Sercu fattede næppe meget af, hvad der blev sagt, men han gjorde en lille dreng meget glad.
Den og de øvrige autografer fra den tid, ligger i dag i én eller anden flyttekasse på loftet, men bliver naturligvis aldrig smidt ud.
Nu og om dage hænder det, at en autograf kommer i hus. Det i forbindelse med en signeret plade eller bog. Det er noget, jeg fortsat sætter stor pris på, og kan en plade eller bog bestilles signeret, gør jeg dette. Men det er nok ikke så meget autografjægeren i én, der gør udslaget, men snarere samlergenet.
1 kommentar:
Sjovt som verden er ret så lille. Henning Jensen fik jeg også da han var forbi Ringsted og man stod spændt i en stor gruppe (husker det var om sommeren og ret varmt) og ventede på den kæderygende super star. Og så har vi begge været der :) Small world it is indeed
Send en kommentar