tirsdag den 28. juni 2011

Snart Tour de France

Mens Roskilde festivalen brager af sted, begynder årets største sportsbegivenhed, Tour de France. Og som altid glæder jeg mig til at følge strabadserne på de franske landeveje.

Lige så længe, jeg kan huske, har jeg interesseret mig for cykling. Man er vel søn af en cykelhandler ;). Og har altid forsøgt at følge de cykelløb, der blev vist i fjernsynet. I 70'erne og 80'erne var der kun sporadiske tv-billeder fra især i Tour de France, og derfor var min glæde også stor, da TV2 i begyndelsen af 90'erne for alvor begyndte at satse på dene cykelbegivenhed. En æra, der blev indledt med duoen Mader & Leth. Ordkløveri, verbalonani og fremragende dækning var cocktailen, der fik sommerglade danskere til at valfarte til skærmene.

Nu hedder duoen Ritter & Rolf, med behørig hjælp fra Jørgen Leth. Dennis Ritter og den tidligere cykelstjerne Rolf Sørensen, leverer en dækning af tårnhøj kvalitet, hvor sidstnævnte er et genialt fund som medkommentator. Først og fremmest grundet hans indgående kendskab til etaperne, rytterne og løbets mekanismer, men samtidig formår han at formidle den viden på fremragnde vis.

Sidste år fik vi et af de senere års bedste og mest spændende Tour de France. Det store slag mellem Andy Schleck og Contador. Et slag, der trak minder frem fra Greg Lemonds ditto mod Hinault og Fignon. Det var angreb med angreb på, og cykelløb af højeste karat.

Gentagelsen lurer om hjørnet - alene af den grund, at Contador nu kører for Schlecks tidligere hold, Bjarne Riis' Team Saxo Bank-Sungard, mens Schleck kører for cykelsportens svar på Manchester City, Team Leopard. Cykelsportens mest usymptatiske hold.

Begge må siges at være tårnhøje favoritter, men mon ikke, at ryttere som Kreuziger, Wiggins, Basso, Martin og Menchov vil blande sig, ligesom vi vil se mere "ukendte" ryttere blande sig. Spændende bliver det også at følge de danske ryttere, hvor Contador har hele tre danske hjælperyttere med - Nicki Sørensen, Chris Anker Sørensen og Brian Vandborg.

Min egen personlige favorit er naturligvis Contador - alene af den grund, at han kører for Riis. Og holdet har en på papiret frygtindgydende styrke, men et Tour de France har altid en god portion uforudsigelige elementer. Og det er én af grundene til, at det er så interessant at følge.

lørdag den 25. juni 2011

Tjekliste til Roskilde

  • Telt? Tjek!
  • Sovepose? Tjek!
  • Liggeunderlag? Tjek!
  • 1 flaske Blå Gajol? Tjek!
  • 1 flaske Gul Gajol? Tjek!
  • Rygsæk? Tjek!
  • Toiletpapir?
  • Køkkenrulle?
  • Chokolade-kiks?
  • Plastikglas? Tjek!
  • 1 flaske Mojito? Tjek!
  • 1 flaske Cosmopolitan? Tjek!
  • Treo?
  • Gummistøvler? Tjek!
  • Militærstøvler? Tjek!
  • Solcreme? Tjek!
  • Regnfrakke? Tjek!
  • Toiletsager?
  • Strømper?
  • Undergevandter?
  • Bukser?
  • Shorts?
  • T-shirts?
  • Trøjer?
  • Indgangsarmbånd? Tjek!
  • Spilleplan?
  • Apps til iPhone? Tjek!
Der skal lige klares et par "Tjek!" mere og man er af sted. Og inden da, kan man lige lave et tilbageblik på Roskilde for 10 år siden:

Leon og Søren på Gringo Bar - med drinks og cigarer....

tirsdag den 21. juni 2011

Christiania husker det, Christiansborg glemer

Indrømmet, jeg er ikke den store bruger af fristaden Christiania. I disse år bliver det primært til besøg på det glimrende spisested, Spiselopppen, men for år tilbage frekventerede jeg ofte Den Grå Hal og Loppen, når der var koncert. ligesom Pusherstreet vist også er blevet besøgt en del gange....

Hvorom alting er, glæder det mig, at Fristaden nu har besluttet at stifte en fond og frikøbe dele af Christiania fra staten, og hvor der er lagt op til, at Christiania kan bevares, som det er i dag.


Fristaden er en nødvendighed - også i dagens samfund. Den er en turistmagnet og er af stor kulturhistorisk betydning, men mest af alt symboliserer den mangfoldighed og giver frirum til mennesker, der måske ikke passer ind i dagens normale, borgerlige samfund eller som ønsker at leve på anden vis. En mangfoldighed i et samfund, hvor blandt andet Venstre, Danmarks tidligere liberale parti, har smidt begreber som tolerance, frisind og frihed på møddingen. Og i en tid, hvor Fristaden er en torn i øjet på alle de national-konservative, der ikke helmer før, at vi alle hedder Søren og Mette, og hvor pigerne går i strutskørter og har slangekrøller, og drengene vandkæmmede og i hvide skjorter.

Netop derfor er der brug for Christiania, som en modpol og et modspil til "det normale", og jeg håber, at der med aftalen langt om længe kan blive ro og fred om Fristaden. Og at der venter en lys fremtid for Christiania, og stedet kan udvikle sig yderligere. Vel vidende, at den fortsat vil være en torn i øjnene på mange, men har vores samfund ikke netop brug for torne i øjnene frem for konformitet og normalitet.....



søndag den 19. juni 2011

Jeg - en indvandrer

Indrømmet - jeg er ud af en indvandrerfamilie. Fra Tyskland og 4. generation på min mødrenes side.

Så nu venter jeg i spænding på VKO-regeringens regnestykke over, hvor stor en økonomisk belastning min familie har været for det danske samfund. Og mon ikke, at Staten snart tilbyder mig en sum penge, så jeg kan smutte hjem til mit eget fuckin' land.

Eller gælder det kun indvandrere fra ikke-vestlige lande? Altså blandt andet de der muslimer, som vi glædeligt handler pizza og grønt hos, og som har åbent fra tidlig morgen til sen aften - fordi de tror på, at man skal yde før, at man kan nyde. De muslimer, som tager alle de lortejobs, de dovne danskere ikke vil tage eller er for fine til. Og hvis børn, som knokler i skolen fordi de mener, at skolegang er et priviliegium - og ikke en sur pligt. Det store, store flertal, som passer sig selv og indgår i samfundet, og "bare" ønsker at skabe en bedre fremtid for deres børn og børnebørn end den, de måske selv havde udsigt til.

Derfor blev jeg også glad, da blandt andet min egen borgmester i forrige uge revsede VKO-regeringens udlændingepolitik og sagde "nok er nok". Som ventet blev dén diskussion affærdiget med vanlig arrogance og magtfuldkommenhed fra Løkkes, Pinds med flere sides.

Der er langt fra Uffe Ellemanns bemærkning fra én af tørklædedebatterne - "Hvad fanden rager det mig eller dig, om en kassedame har tørklæde på eller ej. Det vigtigste er vel, at hun passer sit arbejde" - til VKO-regeringens retorik, men de er jo klogere og bedre end alle andre.....

Men så kan alle vi indvandere lære det!

lørdag den 18. juni 2011

# 100

I begyndelsen af december 2010 begyndte jeg at blogge, og dette er så mit indlæg nummer 100.

Èn af tankerne bag blog'en var at lade tankerne, historierne og meningerne komme ud i verden, og det uanset om der er lyttere eller ej, og om folk gider at høre på det eller ej J.

Jeg havde forinden gjort mange og trange overvejelser om det her blog-halløj - var der noget at skrive om, ville jeg bevare interessen med videre. Men jeg sprang ud i det, og for at holde mig selv fast, lavede jeg en "pipeline" af ting, jeg kunne skrive om. Den har jeg fortsat!

P.t. synes jeg fortsat, at det er vældigt sjovt. Blog'en er en ventil for meninger og historier, og har især været et godt medie for mine barndomsminder. Da begge mine forældre er døde, er det svært at holde fast i disse minder. Om blog'en så er værd at læse, må andre vurdere....

Desuden har bloggeriet også ledt til andre blogs. Peter H. Olesen, Jens Unmack og Martin Petersens Smårepetitioner havde jeg fulgt i en del år, men nu er Jens K's Virkeligheden findes kun i Nordvest og Peter K's Another night in føjet til den daglige læsning, ligesom vi følger hinanden på Facebook - et interessefællesskab indenfor musikken er fundet, med mange fælles referencer udi såvel plader som koncerter. En herlig bonus at få - også som blogger!

Og med Dirty Harrys udødelige ord "Opinions are like assholes. Everybody has one", fortsætter jeg nok til indlæg nummer 200....

tirsdag den 14. juni 2011

Foreløbige program for årets Roskilde

Plakaten for årets Roskilde er nu på plads, og hvad der for nogle måneder siden lignede det tyndeste program i mands minde, ser efterhånden mere end tilforladeligt ud. Om end jeg fortsat savner nogle navne. Nu venter vi bare på den endelige spilleplan, og der krydses fingre for, at Roskilde får minimeret antallet af håbløse overlaps.

Men mit foreløbige program er følgende:

Skal se:
The Walkmen, PJ Harvey, Portishead, Arctic Monkeys, Killing Joke, Raveonettes, Swans, Cody, Hymns from Nineveh og Love Shop.

Skal se - hvis alt flasker sig....
Iron Maiden, Kings of Leon, The Strokes, Foals, Veto, De eneste to, John Grant, Iceage, De høje høle, Emma Acs og Kirsten & Maria.

Boblere, der skal dykkes ned i, når spilleplanen foreligger:
Bright Eyes, Chris Cunningham, Lykke Li, Frisk Frugt og Janelle Monae.

Og så kommer der ganske givet flere til, når planerne er clearet med Klaus Bentzen, Camp Morphars omvandrende musikleksikon, som helt sikkert har nogle yderligere forslag.

Dertil kommer, at jeg godt ved, at jeg ikke når alle navnene - uanset, om programmet flasker sig eller ej. Vejr, manglende søvn, overfodring af musik og ikke mindst alkoholindtaget plejer på et eller andet tidspunkt at gøre sin indflydelse.....

PS. Jeg skal IKKE se M.I.A., Mastodon, TV on the radio og My Chemical Romance.

mandag den 13. juni 2011

Nedtælling til Roskilde

Om et par uger er årets Roskilde Festival mere eller mindre i gang, og jeg glæder mig efterhånden meget - om end jeg fortsat ikke er specielt imponeret over programmet.

Jeg har været fast gæst på Roskilde i perioden 1994-2003 og igen fra 2006-... Men min første Roskilde-oplevelse var i 1987. Dog kun om søndagen. Min venner, René og Leon, var der under det meste af festivalen og oplevede blandt andet The Mission og Green, og vist nok også Iggy Pop. De var dog en tur i Ringsted om lørdagen, hvor der var grill og halløj på min hjemmeadresse.

Søndag formiddag blev vi så af Leons lillebror, John, kørt derop, hvor jeg indløste en endagsbillet til vist nok 350.-. Målet var The Cult på Orange. Bandet var et par år forinden braget igennem med albummet Love, og især singlerne Rain og She sell sanctuary. Kort før Roskilde smider de Electric på gaden. Lyden er blevet mere old school rock og referencerne til AC/DC var mere end tydelige.

Koncerten blev en blandet oplevelse. Bandet spillede fantastisk, og den musikalske oplevelse blev løftet til det ultimative, da den tids helt store helt, Wayne Hussey fra The Mission, kom på scenen og spillede med. Men - forsangeren Ian Astbury var en oplevelse for sig. Han sang pivfalsk og var så stangerstiv, at man frygtede, at han hvilket øjeblik det skulle være, ville falde ned fra scenen. Men alt i alt en fin oplevelse.

At der så skulle gå 7 år før, at jeg igen tog på Roskilde - og siden da har det været den fulde pakke - skyldtes, at jeg i de år deltog nogle gange i cykelløbet Sjælland Rundt (og datoen var ofte sammenfaldende med Roskilde) og ikke mindst, at jeg sommerjobbede i min fars forretning - dels når svenden var på ferie, dels når mine forældre overlod hus, forretning, hund og katte til min forvaring.

For et par år siden overvejede jeg så at smide håndklædet i ringen. Alderen trykkede og den musikalske retning gik i den forkerte retning - i forhold til min tvivlsomme musiksmag - men jeg blev heldigvis klogere!

Og nu glæder mig til endnu en omgang med lummert telt, duften af gnu, større og mindre musikoplevelser og ikke mindst lejrlivet i Camp Morphar/Blanco.

Seneste boglæsning

Vanen tro, bliver bogfrekvensen her på matriklen droslet ned i takt med, at vejret bliver bedre, hvor gøremål i haven og cykelture trækker mere.

Men nogle bøger er det dog blevet til den seneste tid.

Én af dem er "Millennium - Stieg og mig", skrevet af enken efter Stieg Larsson, Eva Gabrielsson. Og det var en blandet læseoplevelse. Hun skriver om mødet med Stieg Larsson, og gennem portrættet af ham og deres samliv, tegner hun et billede af processen med Millennium-trilogien, og især baggrunden for denne. Deres idealime, kampen mod nationalismen med videre.

Bogens første del er meget problematisk. Den tenderer et anklageskrift, men hvor den anklagede ikke kommer til orde, et forsvarskrift uden, at anklageren kommer til orde og en idealisering af Stieg Larsson, hvor bogen nærmest bliver et kærlighedsdigt.

Straks mere interessant bliver anden del, hvor hun beskriver kampen om rettighederne til Stieg Larssons forfatterskab, hendes kamp mod sorgen efter hans alt for tidlige død med videre.

Desværre er sproget i den danske oversættelse slet og ret elendigt, og det skæmmer læseoplevelsen. Men alt i alt kan bogen anbefales for folk med interesse for Stieg Larssons forfatterskab.

Nå, men så var læseoplevelsen meget større, da jeg tyggede mig gennem Lone Hørslevs Sorg og Camping. En roman, der har fået store roser på diverse blogs og af mediernes anmelderkorps.

Det var første gang, at jeg var forbi hendes forfatterskab, men absolut ikke sidste. Hendes skrivemåde er ikke ulig Helle Helles, hvor der sker meget i hvert eneste ord, mens hun i sin personskildring minder meget om Ida Jessen. Begge dele er ment som stor ros.

Fortællingen foregår i løbet af én dag, med flashbacks til tidligere begivenheder. Vi følger prmært 3 kvinder, der står overfor afgørende valg i deres liv - i en tid, hvor hverdagens trummerum har indfundet sig eller at man faktisk ønsker, at den skal indfinde sig. I jagten på den lykkelige kærlighed. Hver især træffer 3 forskellige valg. Medrivende læsning, der på det varmeste kan anbefales.

Næste boglæsning her på matriklen bliver én af klassikerne: Thomas Manns Budddenbrooks. Nu må det værre....

onsdag den 8. juni 2011

Sponsorbarn

Clarisse i 2010
Forleden kom der brev fra mit sponsorbarn i Brasilien. Breve fra hende bringer altid glæde, og de er meget livsbekræftende og givende. Hun skriver om sine skolegang, familien og hverdagen, og i mine breve skriver jeg om, hvad der sker i min tilværelse, om Danmark med videre.

Jeg har siden 1997 haft et sponsorbarn via Børnefonden. Først Tatiana og nu Clarisse på knapt 11 år. Hende har jeg været sponsor for i nu 3 år. Begge er fra Brasilien. At det blev Brasilien skyldtes, at jeg tænkte, at mange nok valgte et af de afrikanske lande, men overalt er der jo behov for hjælp. Og at det blev en pige, skyldtes betragtningen om, at drenge - alt andet lige - har bedre mulighed for at klare sig.

Jeg finder stor glæde i at være sponsor. Både via breve og ved visheden om, at du dermed hjælper et barn og hendes familie til en bedre tilværelse - eller i hvert fald nogle bedre muligheder. Pengene - 205.- om måneden - går primært til skolegang og medicin, og en gang i mellem sender jeg et ekstra beløb, der så går til mad, tøj med videre.

Det er aldrig til at vide 100% om pengene går til de rigtige lommer, men jeg vælger at tro det bedste. Alene det, at den tidligere Tryg-boss, Stine Bosse, er formand for Børnefonden, borger for en betydelig troværdighed.

Til Tatiana sendte jeg også nogle gange gaver, men jeg har nu valgt at sende penge, som de så selv kan bruge. Når du sender et ekstra beløb, får du altid en oversigt over, hvad pengene er gået til.

Foruden brevveksling, som naturligvis er frivillig, får man én gang om året en årsrapport. Foruden billede af sponsorbarnet, er der en vurdering af skolegang og helbred, samt beskrivelse af, hvad barnet bruger sin tid på.

Når barnets skolegang ophører, ophører også sponsoratet, men i samme skynding bliver man opfordret til at tegne et nyt. Og det vil jeg også gøre den dag, Clarisse går ud i skolen, og hende efter hende og så videre.

Læs mere om Børnefonden her.

mandag den 6. juni 2011

Tidens toneklang....

I den senere tid, er der landet en del ny musik - eller i hvert fald nye plader - her på matriklen. Nedenfor ses et udsnit af disse. Klik på coveret for at læse Gaffas, Undertoners eller Soundvenues anmeldelse af pladen. Jeg er i det store og hele enige med de pågældende anmeldere - om end jeg ville give A month of unrequited love 6 stjerner og de efterladte 5.







Men ellers står musiklytningen i disse dage hovedsageligt på opvarmning frem mod årets Roskilde, hvor jeg er begyndt at dykke lidt mere ned i programmet - og ikke mindst de for mig mere ukendte navne....


 

søndag den 5. juni 2011

Årets spillere

Der er fodboldtørke! De nationale turneringer er afsluttet og lige så med de europæiske. Spillerne er gået på ferie, og tiden for en lind rygtestrøm om klubskifter har indfundet sig.

Det er samtidig tiden for kåringer af årets spillere i klubberne. Nedenfor giver jeg mit bud på årets spillere i de 4 klubber, der står mit fodboldhjerte nært.

FC København
Et let valg - William Kvist. Holdets anfører, som gennem sæsonen har løftet sit spil, været bindeleddet og lederen på holdet, og som har været rollemodellen på og udenfor banen. Sammen med målmand Johan Wiland og N'Doye i angrebet, har Kvist været den væsentligste faktor for FCK's succes i denne sæson, både i Superligaen og Champions League. Og er, sammen med Tobias Linderoth, vel sagtens én af de bedste centrale midtbanespillere, FCK har haft. Samtidig er han det levende bevis på at sætte sig et mål og gå efter det, og hele tiden forbedre sig.

Mancehster United
Nemanja Vidic. Måske verdens bedste midterforsvarer. I år med anførerbindet, og det har måske været medvirkende til, at der er blevet længere mellem de udfald, der ofte har kendetegnet ham, ligesom han virker mere disciplineret, og dermed med færre røde og gule kort. En væsentlig brik i Uniteds rekord-mesterskab. Spilleren som har skabt ro i forsvaret og løftet unge spillere som Smalling, Evans og Da Silva-tvillingerne.

Bayern München
Mario Gomez. I sin første sæson i Bayern var der ikke meget Super-Mario over ham, men i denne, har han stort set gjort, hvad der passede ham foran modstandernes mål - med i alt 45 mål til følge. Dertil kommer 28 assist. Og netop sidstnævnte er understregningen af skiftet fra den egoistiske angriber til holdspilleren. En stor sæson, hvor Gomez endelig indfriede forventningerne.

Inter
Italiensk fodbold vises desværre ikke på "mine" kanaler, så jeg har kun set Inter 2-3 gange i denne sæson, og det i Champions League. Men et god bud er vel klublegenden, 37-årige Javier Zanetti. 49 kampe blev det til i denne sæson. Godt gået af den "unge" mand. Statistikken siger i alt 749 Inter-kampe, men i lighed med en anden legende, 37-årige Ryan Giggs, leverer Zanetti altid varen.

Tak for indsatsen i denne sæon, og vi glæder os allerede til, at bolden skal rulle igen.

fredag den 3. juni 2011

En kærlighedhedssang

Her på matriklen sættes der stor pris på Burt Bacharach - den store og betydningsfulde komponist, som især i tresserne havde sin storhedstid. Sammen med Hal David leverede han hit på hit til kunstnere som Dionne Warwick, Herb Albert, Dusty Springfield, Shrirelles, Walker Brothers, Tom Jones og så videre. Genren bliver i dag omtalt som easy listening - og hos mig er det ment i absolut positiv forstand, og ikke med den ironiske tilgang, der i 90'erne var til genren.

Bacharach står bag mere end 70 top-40 hits i USA, og hans melodier er blevet indspillet af et utal af kunstnere. Min egen personlige favorit er den gribende Anyone who have a heart. En sang om forsmået kærlighed og håbet om, at den man elsker, en dag kommer til én. Længsel, desperation og stormfuld forelskelse skåret over 3 minutters kuldslået og brændende skønsang.

Også den er blevet indspillet, eller bare spillet, af et utal af kunstnere. Og ikke mindst af 4 af mine absolutte favoritter i genren - ja, faktisk fire af mine yndlingssangerinder - overhovedet.

De kan lyttes nedenfor og her er teksten. Man sidder ingenlunde uberørt tilbage efter at lyttet til sangene - eller blot læst teksten.

Dusty Springfield - min absolutte yndlingsversion, og én af de største stemmer, musikscenen har oplevet - overhovedet!


Sandie Shaw


Cilla Black


Dionne Warwick - som sangen oprindeligt blev skrevet til.

onsdag den 1. juni 2011

Det forsømte forår

Fra tid til anden kan jeg godt savne skolebænken, og overvejer ofte en form for videreuddanelse - om end det ville være som at hælde vand på en sten! Men savnet forsvinder i denne tid, hvor man eksempelvis på Facebook kan læse opdateringer fra fortravlede studerende/elever eller se dem overspændte og -nervøse i toget, hvor de sidste forberedelser inden turen til den skriftlige eksamen eller det grønne klæde skal klares.

Jeg selv var ikke den flittigste elev/studerende gennem folkeskole, handelsskole eller videre studier, men var et udpræget eksamensmenneske. Det blev jeg så også straffet for nogle gange, med skriftlig eksamen i Nationaløkonomi på 1. år af HA som det værste eksempel. Jeg havde i weekenden op til været til byfest og tænkte, at jeg nok kunne hutle mig igennem og forlade mig på bøger og noter. Jeg dumpede!

Jeg husker også de gange, hvor jeg i den sidste læsning og forberedelse panikkede, fordi klappen gik ned og jeg intet kunne huske. Alt var væk. Eller når jeg sad derhjemme og skrev opgaver, og intet kom ud af fingrene. Udover Tetris eller Pacman. Efterfølgende har jeg dog lært, at selvom du ikke får skrevet noget, kan du godt være produktiv, idet tanker, det du har læst med videre alligevel bliver bearbejdet. Men alting skulle gøres i sidste øjeblik. Eksempelvis blev sidste punktum i såvel min kandidatafhandling som HD-hovedopgave sat kl. 05.00 om morgenen - med afleveringsfrist 7 timer senere.....

Nå men uanset hvad, var det en sjov og spændende tid, hvor frugterne af større eller mindre slid skulle høstes,
og efterfølgende ventede uger med ferie - hvor der dog skulle arbejdes, så SU'en kunne blive suppleret!

Pøj pøj til de studerende og eleverne med de kommende eksamener og husk nu at nyde det. Trods det sure slid, er eksamen også en slags finale ovenpå en lang turnering i form af bøger, lektioner, lektier og terperi.