lørdag den 28. september 2013

To stærke og to mindre stærke albums

Som skrevet et par gange tidligere, er “vi” her på matriklen meget begejstrede for den musik, der kan gå under betegnelsen “Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar”, og i denne måned er der udkommet mindst fire albums i genren. Fire albums, der alle er ganske glimrende og som bare har bekræftet mig i, at denne musik rammer durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag.

Det første kan meget vel ende på min top-10 over årets bedste albums, nemlig Babyshambles og deres Sequel to a prequel. Det er meget muligt, at frontmanden, Pete Doherty, læner sig op af al den sprut og alle de stoffer, han møder på sin vej, og at han og resten af bandet ofte hænger på kanten af kaos, men de er på ingen måde færdige. Bassisten, Drew McConnell, har været ankermanden bag det musikalske forlæg, og det er der kommet et stramt spillet album ud af, og som er satans velfungerende og meget varieret. Der graves i skattekisten med inspirationskilder som Kinks, Clash, Specials og The Smiths, og det hele afleveres på så imponerende vis, at albummet griber fat i dig og vokser for hver lytning.

I samme klasse er også seneste udspil fra Arctic Monkeys. De lagde i 2006 for med en gang hæsblæsende gavflab-rock, men har over de albums, der siden har fulgt, hele tiden formået at forny sig – men fortsat tro mod rockens 1-2-3. På AM fortsætter de i sporet fra det forrige album, hvor der hentes inspiration fra tresser-rocken og –poppen. Det er der kommet et slet og ret fremragende album ud af. Melodierne sidder lige i skabet, mens forsanger, Alex Turner, afleverer dem med overbevisning. Et album blottet for svagheder, og som både peger bagud og fremad.

I 2008 bragede skotske Glasvegas gennem atmosfæren med deres selvbetitlede og fremragende debutalbum. Et album, der spillede i krydsfeltet mellem Jesus and mary chain, The Raveonettes og Phil Spectors wall of sound. Lyden var tætpakket og bakket op af en forsanger, James Allan, som sang tilbagelænet og med tungen i kinden, og med en umiskendelig skotsk dialekt. Sidenhen har bandet haft svært ved at holde kadencen, og på deres nys udsendte tredje album, Later...When the tv turns to static, vil de til tider lidt for meget. Men når de rammer, så rammer de også, og sange som Choices, Secret truth og Magazine er slet og ret fremragende og af meget høj kvalitet.

Et andet band, der også bragede igennem med sit debutalbum, er Franz Ferdinand. Med deres dansable rock, ramte de durkt ned mellem indie-poppen og den mere indadvendte rockmusik. Men sidenhen har de været låst af formlen og har ikke som eksempelvis Arctic Monkeys været i stand til at forny sig. Deres efterfølgende to albums har ikke ramt samme høje kvalitet, og det samme gør sig gældende for deres seneste album, Right Thoughts, Right Words, Right Action. Det er fortsat meget melodisk, om end de visse steder lyder som ELO på en dårlig dag. Men der er dog kommet et glimrende album ud af anstrengelserne, men som altså ikke får mig helt op at ringe.

Alt i alt er ovennævnte albums med til at understrege, at 2013 bliver én af de fineste musikårgange i mange år, og så har jeg fortsat til gode at få lyttet de nye/kommende albums med Arcade Fire, Agnes Obel, Placebo, Mazzy Star og ikke mindst De efterladte.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hver af de ovennævnte fire albums:












tirsdag den 24. september 2013

Tre fra en - kommende koncerter

Efteråret og vinteren er, foruden så meget andet, også ofte højsæsonen for koncerter, og 2013 er vist ingen undtagelse. Som jeg har skrevet et par gange tidligere i dette forum, har jeg de senere år skåret kraftigt ned på min koncertaktivitet, hvilket også betyder, at jeg igen i år er gået og vil gå glip af mange spændende koncerter. Men da der er grænser for, hvor meget, jeg vil piske mig selv, springer jeg opremsningen over! Men nogle koncerter er dog lagt i kalenderen:
  • The National – 2. november i Forum
  • Nick Cave and the bad seeds – 9. november i Falconer salen
  • Kashmir – 31. januar i Ringsted Teater- og Kongrescenter
Dertil kommer, at jeg fortsat og ret så kraftigt overvejer at indløse billet til blandt andet White Lies i Vega, Sigur Ros i Malmö og ikke mindst De Efterladte i Musikcafeen. Tiden må vise, om disse og/eller andre bliver føjet til listen.

Men for at blive ved temaet, Tre fra en, runder jeg af med en liveoptagelse af en personlig favorit med de tre kunstnere, jeg allerede ved, jeg kommer til koncert med. Lyt med nedenfor:









lørdag den 21. september 2013

Nye øl fra Carlsberg

Bryggerimastondenten Carlsberg har al ubmærkethed – det er i hvert fald gået min næse forbi, men det siger måske heller ikke så meget – smidt et par ”nye” øl på markedet. Begge af den tunge og mørke slags, og dem sættes der jo stor pris på her på matriklen, så derfor lagde jeg i går gane og smagsløg til dem. Og det til en udbredt fornøjelse.

Jeg begyndte med Semper Ardens Porter. Semper Ardens-serien var Carlsbergs svar på den ølbølge, der for alvor ramte landet omkring årtusindeskiftet. Flere i serien var aldeles fremragende - ikke mindst Christmas ale, der fortsat kan fås, og Criollo Stout. Men nu er serien åbenbart genopstået, hvor blandt andet Porter er en del af sortimentet.

Porter ligger tæt op af Criollo Stout, men bare uden den fede chokolade- og kaffesmag. Den holder 6,8%, men smager af meget mere samtidig med, at den er ganske frisk og let i smagen. En meget fin nyde- eller dessertøl, der vil gå fint til is eller chokoladekage. Her i Ringsted har jeg blandt andet set den i Føtex og næste gang, jeg kommer forbi, skal der "hamstres", for det er helt sikkert også en øl, der vil vinde ved at blive lagret i et par år. Jeg håber, at Semper Ardens-serien denne gang bliver, og at der føjes flere spændende øl til.

Den anden fra Carlsberg er vist nok en gammel kending, nemlig Gl. Carlsberg Porter, der så åbenbart er genopstået. Og det til stor glæde! Det er en imperial Stout på 8,2% og smager bare djævelsk godt. Den ligger tæt op af førnævnte porter, men noget federe i smagen, og godt med kaffe på eftersmagen. En øl, der understreger, at Carlsberg også er i stand til at lave rigtigt godt og spændende øl. Jeg har ikke erfaringer med at lagre øl på dåse - den fås kun på dåse - men vil alligevel gøre forsøget, for jeg er sikker på, at den vil blive fremragende, hvis den lagres i et par år.

Begge øl kostede under 20.-, så her kan man virkelig tale om værdi for pengene. Hermed anbefalet.

onsdag den 18. september 2013

En forlænget weekend i Edinburgh

Udsigt over byen, set fra Calton Hill
Én gang om året drager Øllogen på studietur, og i år var målet Edinburgh. Turene går under devisen "hvad der sker på studieturen, bliver på studieturen", men alligevel nogle linjer om oplevelserne.

Edinburgh havde længe stået på min liste over byer, jeg gerne ville opleve - jeg er vild med stort set alt britisk, byen skulle være utrolig smuk og skulle samtidig give et godt indtryk af den smukke, skotske natur. Det skulle vise sig, at alle forventningerne mere end blev indfriet.

Der var afgang torsdag eftermiddag, men allerede kl. 11 mødtes vi på en glimrende frokostrestaurant på Christianshavn for at lægge en god bund inden afrejsen. Vi landede på hotellet sidst på eftermiddagen, og fra lufthavn til hotel kunne vi notere, at logistikken fungerede perfekt. 20 minutters kørsel og vi blev sat af stort set ved hotellets indgang.

Efter en hurtig indcheckning tog vi for alvor hul på studieturen. Og på disse er byens vandingshuller en væsentlig ingrediens. Vi fandt en hyggelig pub nær ved hotellet, hvor der blev bestilt en omgang cask ale - af Øllogen kaldet Themsen-vand. Primært grundet øllets flade karakter. Personligt elsker jeg denne øltype. Pubben var karakteristisk for byens øvrige - stort udvalg af øl og whisky, og hvor de mere lokale bryggerier er i højsædet. Dertil kommer, at priserne er rimelige og betjeningen i top. Aftenlivet blev herefter besigtiget, men da vi vidste, at vi skulle tidligt op næste dag, blev der stemplet forholdsvist tidligt ud.

Øllogen klar til at indtage Pitlochry
Målet for fredagen var den lille by, Pitlochry, der ligger lidt nordvest for Edinburgh. Der var togafgang 08.35 og 10.15 var vi fremme. Turen gennem det skotske landskab var fantastisk smuk og allerede ved første øjekast på byen, kunne vi konstatere, at den levede op til forventningerne om en klassisk skotsk landsby på landet. Små hyggelige butikker, væverier, gamle huse og så videre.

Hovedårsagen til besøget var, at vi skulle besøge Skotlands mindste destilleri, Edradour. Det ligger et par km. fra byens centrum, men da vejret var godt, tog vi den på raske fjed. Det var et godt valg, for turen ledte os gennem den klassiske skotske natur, med udsigt til marker, højdedrag, stengærder og græssende får. Inden ankomsten på Edradour, blev der indtaget en hyggelig frokost på Moulin Inn, der blandt andet har sit eget bryggeri. Edradour viste sig at være et spændende besøg. Meget velholdt, og med en meget underholdende guide. Vi kom rundt og så det meste, og fik også et par smagsprøver på deres produkter. Sidst på eftermiddagen var det retur til Edinburgh, og det efter en meget oplevelsesrig dag i Pitlochry.

Lørdagen var afsat til den store byvandring i Edinburgh, og ligesom om fredagen var vejret i den grad med os. Høj sol og 18-20 grader. Første mål var Edinburgh Castle, der ligger højt placeret midt i byen. Et imponerende bygningsværk og med en fantastisk udsigt. Der er altså bare noget helt specielt ved disse gamle borge og slotte.

Herefter gik turen gennem byens gamle hovedstrøg, Royal Mile, hvor gamle huse, kirker, statuer, små butikker med videre ligger side om side, og undervejs blev vi akkompagneret af sækkepibe-musikere, der stod på flere gadehjørner.

Næste mål var Calton Hill, der er et andet højdedrag i byen. Igen med en fantastisk udsigt, ligesom Calton Hill er kendetegnet ved en række flotte, gamle monumenter. Byvandringen sluttede ved at sætte hak ved det skotske parlament samt dronningens skotske residens, Holyrood House.

På vandretur i Holyrood Park
Søndagen var dagen for hjemturen, men da vi først skulle flyve 18.30, havde vi fortsat en del timer i byen. De blev brugt til blandt andet shopping og ikke mindst til en tur til Holyrood Park, der ligger lige uden for byens centrum. Et højlandslandskab nærmest midt inde i byen og ville svare til, at Himmelbjerget lå midt inde i Kongens Have. En meget smuk og betagende natur. Højeste punkt er Arthur Seat's, der ligger cirka 200 meter over byen, men der nåede vi ikke op, men vi fik et godt indtryk af naturen og den fantastiske udsigt derfra.

Så alt i alt en forrygende tur, med rigtig mange gode oplevelser, og Edinburgh kan nu skrives på listen over én af de smukkeste byer, jeg har besøgt. Og det er absolut ikke sidste gang, at jeg er på de kanter. Det være sig i selve byen eller ude i den skotske natur.

Tak til Skotland for en forrygende oplevelse. Tak til Øllogen for godt, hyggeligt og sjovt selskab.

onsdag den 11. september 2013

Kunstnere, jeg gerne havde oplevet live

For kort siden udsendte New Order live-albummet "Live at Bestival 2013" - et album, der i parentes bemærket er mere end glimrende. God lyd og en fantastisk sætliste - og i den forbindelse drillede jeg mine gode venner, René og Michael, med, at oplevelsen af albummet nok bliver bedre, hvis man har oplevet bandet live. Det skal her nævnes, at vi alle tre er begejstrede for New Order, men at jeg er den eneste af os, der har oplevet dem live - Roskilde 2002.

Det fik så Michael til at svare på perfekt vis, hvor han havde lavet en længere liste over de live-albums, han havde stående, men som så skulle skrottes, da han ikke havde oplevet de pågældende kunstnere live.

I forlængelse heraf var det - når man har hang til lister - oplagt at lave en liste over, hvilke kunstnere kunne jeg godt tænke mig at opleve, men som jeg ikke har gjort. Det være sig såvel umulige, fordi de eksempelvis var gået i opløsning inden, at jeg nåede "dertil" som mulige, men som jeg alligevel ikke kom af sted til. Det er der kommende følgende top-10 ud af - i uprioriteret rækkefølge:
  1. Dusty Springfield
  2. Joy Division
  3. The Smiths
  4. The Clash
  5. Martin Hall i forskellige konstellationer fra 1980-1985
  6. Madonna
  7. Abba
  8. Gasolin
  9. Talk Talk
  10. The Bangles - måske ikke det mest prangende navn, men det plager mig fortsat, at jeg ikke så dem i 1986, hvor de spillede i København
Og listen kunne fortsætte, men en top-10 er en top-10. Eventuelle læsere af denne blog er mere end velkomne til at komme med deres egne bud.

Jeg runder af med en liveoptagelse med én af de nævnte kunstnere - én af de største kvindestemmer, popscenen har oplevet, overhovedet:

mandag den 9. september 2013

Tre fra en - Skotland

Hvert år tager jeg sammen med Ølklubben på studietur, og målet er i år Edinburgh. En tur, vi alle ser meget frem til, og byen har længe stået blandt de øverste blandt de byer, jeg gerne ville besøge.

Det bliver så mit første rigtige besøg i Skotland. Nok var jeg et halvt døgn i Glasgow for nogle år siden i forbindelse med FC Københavns Champions League-kamp mod Celtic, men det tæller ligesom ikke rigtigt.

Jeg har altid været fascineret af Skotland - historien, naturen med videre - og derfor har landet trukket meget i mig, rejsemæssigt. Og derfor glæder jeg mig til at opleve Edinburgh Castle, den gamle bydel, byens hyggelige vandingshuller med videre, ligesom vi undervejs tager en afstikker til byen Pitlochry, der ligger lidt nord for Edinburgh.

Men Skotland har også en spændende musikscene, og gennem de seneste 20-25 år har jeg lyttet til mangt et skotsk band. Derfor kan den kommende tur passende markeres med tre sange fra skotsk ånd og hånd:



lørdag den 7. september 2013

Seneste bøger her på matriklen

Forleden vendte jeg sidste blad i Line Holm Nielsens Kuppet, der fortæller historien om Danmarkhistoriens største røveri - mod Dansk Værdihåndtering i 2008.

Kuppet er en dokumentarisk beretning om, hvad der skete før, under og efter kuppet, set fra såvel røvernes som Politiets synsvinkel, og forsøger samtidig at perspektivere historien - hvorfor begår røverne kriminalitet, den seneste Politi-reforms betydning for Politiets arbejde med videre. Line Holm Nielsen vælger den fortællende form frem for den refererende, og lægger sig dermed i sporet fra Peter Øvig Knudsens fremragende Blekingegadebanden, og er undervejs tæt på at være på niveau med denne.

Line Holm Nielsen er til daglig journalist, og dette gen fornægter sig ikke i Kuppet, der er djævelsk godt researchet og skrevet, og det tjener hende til stor ære, at hun ikke stiller sig til dommer overfor nogle af de implicerede parter. Som læser bliver du grebet af historien og muligheden for at komme bag kulisserne, hvor hun har lavet flere interviews med såvel efterforskerne som de dømte.

Til slut sidder du med ét spørgsmål på læben - et spørgsmål, der også blev nævnt under retssagen - "Hvor er pengene". Kun 3,5 millioner kroner af de i alt 70 millioner er blevet fundet. Måske svaret kommer, når de dømte over de kommende år bliver løsladt. Men næppe....

Hermed anbefalet - både til folk, der har hang til krimier og til dem, der holder af beretninger fra virkelighedens verden. Personligt håber jeg, at Kuppet ikke bliver eneste bog fra Line Holm Nielsens hånd.

Før Kuppet satte jeg blandt andet hak ved Erling Jepsens Den sønderjyske farm og Kristian Bang Foss' Døden kører Audi.

Jepsens roman er 3. bind i historien om drengen Allan, der vokser op i den sønderjyske by, Gram. Og ligesom i Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse er der tale om en satans medrivende, velskreven og til tider lårklaskende morsom fortælling. Jepsen beskriver verden og begivenhederne set med den nu 10-12 årige Allans øjne, og det kommer der mange sjove og absurde situationer ud af. Eneste ankepunkt er, at det er som om, at Jepsen med Den sønderjyske farm prøver at runde historien af, men kommer ikke rigtig til nogen afslutning. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale den, for undervejs er du som læser rigtigt godt underholdt.

Det var jeg også med Døden kører Audi. Kristian Foss Bang formår virkelig at lege med sproget i sin beretning om to mænd, der på hver deres måde er faldet ud af samfundet. Og undervejs bliver der sendt nogle sylespidse kommentarer om behandlersamfundet og klientgørelsen af befolkningen af sted. Historien bliver dog til tider noget fabulerende og det er ikke en roman, der bliver "siddende" længe efter, at du er færdig med den - men mindre kan også gøre det!

Nu har jeg så givet mig i lag med Benn Q. Holms Flugtens tid fra 1997. De første sider tegner mere end lovende, hvor man også kan se konturerne af de tre romaner der fulgte efter - Sommer, Hafnia Punk og Album - der i mine øjne er hans hovedværker. Og når jeg sidder og læser Flugtens tid kan det undre mig, at samme forfatter senerehen skulle skrive makværker som Den ukendte og Den gamle verden.

torsdag den 5. september 2013

Gammelt øl i Ringsted

Tirsdag aften var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ringsted. Her havde den gode bestyrelse indbudt Herman Olsen fra Superbrugsen i Fensmark – der i parentes bemærket har et imponerende øludvalg – til at fortælle om og hjælpe os igennem smagning af vintage-øl. Det vil med andre ord sige øl, der har ligget og lagret i en del år. 

Og selvom jeg hylder princippet om, at indkøbt bør konsumeres frem for at stå og samle støv, tjener det faktisk en del øl til ære at lagre i nogle år. OK, pilsner og weissbier skal man være varsom med at gemme for længe, men mere mørke og/eller stærke øl kan sagtens holde sig længe efter den påtrykte udløbsdato. Øllet udvikler sig fortsat, og for fleres vedkommende blive de mere vinøse og tager smag af eksempelvis portvin og sherry. Selv lagrer jeg primært stærkere juleøl og imperial stouts, og med gode resultater til følge.

Noget af det sjove ved at lagre øl – udover den gode smag! – er at smage dem op mod nye årgange af samme øl eller forskellige årgange, for at se, hvordan de har udviklet sig, hvor stor forskellen er med videre.

Det var naturligvis også tilfældet ved tirsdagens smagning. Herman Olsen havde gravet godt i Superbrugsens gemmer og flere af dem, vi smagte var de absolut sidste flasker.

Vi lagde for med en Royal Stout fra 2007. Den holder 7,7%, og over de 6 år, der var gået, havde den udviklet sig til en rund og fyldig øl, med god blommesmag. Den blev så sammenlignet med en spritny Royal Stout, der var alt for frisk og anonym i smagen, så her havde lagringen gjort øllet godt.

Herefter smagte vi to Fullers Vintage - fra henholdsvis 2008 og 2011. Fullers er et af mit foretrukne bryggerier fra England og jeg havde tidligere og med stor fornøjelse smagt deres Vintage, så forventningerne var høje. Begge var på 8,5%, og 2008'eren var den absolut bedste. Den havde fået en vinøs karakter, men var fortsat spids i smagen. Igen kan det kun anbefales at gemme den i et par år. 

Næste øl var en Barley wine fra 2007 fra det forlængst lukkede Musikbryggeriet Da Capo. Bryggeriet lavede noget rigtigt godt øl, men knækkede halsen i konkurrencen og på finanskrisen. Jeg smagte deres barley wine, da den kom på gaden og husker den, som værende rigtig god. Og selvom den kun var holdbar til 31. december 2012....., smagte den fortsat fortrinlig. De 10%, den oprindelig var på, var helt sikkert blevet til mere, og det klædte den! Generelt er barley wine en noget overset øltype, og det er ærgerligt.


Aftenens clou blev, for mit vedkommende, verdens stærkeste øl (når der henses til øl brygget på ølgær), Samichlaus Helles på 14%. Øllen var fra 2008 og alkoholprocenten var helt sikkert blevet noget højere. En meget tung, men også satans velsmagende øl. Meget sødme og fylde, og som sagtens kunne erstatte portvinen til desserten. Men også en god godnatøl - i mere end én forstand! 

Vi sluttede af med tre øl fra et andet hedengangent bryggeri, Brøckhouse. Bryggeriet var blandt pionererne på den ølbølge, der skyllede henover landet fra omkring år 2000, og de lavede noget fremragende øl. Vi fik smagsprøver på Brøckhouse vintage fra henholdsvis 2005 og 2007, begge på 10,1%, samt deres sidste bryg, 3413 på 13%. Alle tre øl, der understregede, at savnet efter Brøckhouse fortsat er stort. Igen meget spændende at smage dem op mod hinanden og sammenligne den udvikling, de havde taget.

Alt i alt fik vi smagt 9 øl i den mere fine ende af skalaen, og undervejs krydrede Herman smagningen med gode anekdoter og information om øltyperne og bryggerierne.

Tak til bestyrelsen for endnu et godt arrangement  Tak til Herman Olsen for en fremragende og underholdende smagning.

mandag den 2. september 2013

Tre fra en - Barry Gibb

Da MTV var en rigtig musikkanal kørte de konceptet "3 from 1". Det var tre videoer med en bestemt kunstner, et bestemt tema med videre.

Den gang for snart mange år siden satte jeg pris på konceptet, og derfor vil jeg genoplive det her på bloggen, hvor jeg med ujævne mellemrum vil gøre det samme, som MTV gjorde dengang.

Første tema er "sange skrevet af Barry Gibb til andre". Foruden at skrive liggende ottetal hits til sit eget band, Bee Gees, har han nemlig bidraget med mangt et hit til sine kollegaer. Et af dem, Heartbreaker', hørte jeg forleden i radioen. Nummeret var én af de første singler, jeg købte, og jeg hørte det til hudløshed dengang. Og det swinger fortsat godt!

Lyt selv med nedenfor samt til to andre fra Gibb's hånd