onsdag den 26. september 2012

Koncerter i Parken

For et par uger siden oplevede jeg Coldplay i Parken. Det er ellers ikke så tit, at jeg er til koncert derinde, og mine besøg "begrænser" sig primært til FCK's hjemmekampe, hvortil jeg har sæsonkort.

Men det hænder altså, at der er koncerter, der rammer min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, og gennem de seneste år har jeg, foruden Coldplay, oplevet Depeche Mode 3 gange, Bruce Springsteen, R.E.M, Rolling Stones og Simon & Garfunkel i Parken.

De har alle været meget fine oplevelser, med de muligheder og begrænsninger, en stadionkoncert giver. Det er umuligt at lave en direkte sammenligning mellem de nævnte kunstnere, men skal jeg pege på, hvad der har været den største oplevelse, må det være Simon & Garfunkel, der gæstede Parken for knapt 8 år siden. Gaffas anmeldelse kan læses lige her.

Jeg var alene af sted og havde en siddeplads, der var ret godt placeret i forhold til scene og højtalere. Og det var én af de få koncerter, hvor jeg rent faktisk var med til at trække aldersgennemsnittet ned! Stemningen var varm og høj, og mangt en gang lod det siddende publikum siddepladserne være siddepladser. På scenen stod to aldrende herrer, som strålede af spilleglæde og bare nød at stå på scenen og aflevere deres fantastiske sange, krydret med små anekdoter mellem dem. Og det med en sætliste, der tenderede det perfekte. Der manglede kun én, nemlig For Emily, whenever I may find her, men ellers kunne der ikke sættes én finger på koncerten.

Nedenfor kan en optagelse af deres turné i netop 2004 ses og høres:


I lighed med øvrige koncerter i Parken, blev lyden kritiseret af mange - især skønånderne i anmelderkorpset. Nu er jeg heldigvis tonedøv, og kan ikke høre, når lyden er dårlig, men kan da godt høre, at når jeg er til koncerter på Gimle, Stars eller Vega, at lyden er god. Bevares, jeg kunne da til Coldplay fornemme noget ekko og til seneste Depeche Mode sad den heller ikke lige i skabet. Men det er som om, at skønånderne allerede inden koncerten har besluttet, at lyden er dårlig og bare står og venter på at blive bekræftet i dette frem for at give sig hen til koncerten og det navn, der står på scenen. Og dermed nyde koncerten frem for at finde huller i osten.

Oven i hatten mente anmelderne på blandt andet Tante-Berlingeren og Politiken, at sceneshowet, med alt hvad det indbefattede, til Coldplay druknede koncerten. Nej, det gjorde det ikke, men skabte en større helhed, men anmelderne skriver jo ofte ud fra eget præmis og ikke kunstnerens!

Lad mig runde af med en liveversion af førnævnte For Emily, whenever I may find her. Én af de smukkeste sange, der nogensinde er lavet!


mandag den 24. september 2012

The Cranberries

Jeg blev for nylig opmærksom på, at det irske band The Cranberries havde smidt et nyt album på gaden, Roses. Eller det vil sige, at albummet udkom allerede i slutningen af februar, men jeg havde åbenbart misset blandt andet denne anmeldelse i Gaffa.

Det er ellers et band, jeg generelt har været - og fortsat er - ganske begejstret for, hvor deres debut, Everybody else is doing it, so why can't we, og især det efterfølgende album, No need to argue, fortsat har en stor plads på mine hylder. Sidstnævnte er i min optik ét af de bedste albums, der udkom i 90'erne.

De tre efterfølgende albums var ikke i nærheden af disse to, hvor bandet hang fast i politiske protestsange, spændetrøjen fra tidligere meritter og en kreativ åre, der var løbet tør. Bevares, der er på dem alle fine momenter, men indtrykket forblev et band på retur - og det i raketfart.

Nå, men Roses, der i øvrigt er bandets første studiealbum i 11 år, blev så hentet hjem og sidenhen lyttet mangt en gang, og det til stor begejstring. Det politiske er lagt væk, eller i hvert fald pakket godt ind, der er skruet ned for instrumenteringen og Dolores O'Riordans karakteristiske vokal er igen hevet meget frem i lydbilledet. Og bandet er dermed gået tilbage til dyderne fra de to første albums.

Der er ikke tale om et album, der vil være en seriøs kandidat til top-10 over årets bedste albums, men mindre kan også gøre det!

Nedenfor kan et par smagsprøver fra albummet lyttes:




Og lad mig runde af med min yndlingssang fra deres hånd:









lørdag den 22. september 2012

Stadionturen

Jeg blev for nylig af én af mine kammerater fra rækken på Nedre C i Parken gjort opmærksom på et meget spændende projekt - hvis man, som vi, er fodboldnørd:

"Tilbage i 2005 besluttede to venner sig for at besøge samtlige stadions i Superligaen, 1. Division og de to 2. Divisioner. Eneste kriterie var at det ikke måtte være en kamp som FCK var en del af , da vi begge er fan af holdet og derfor ikke mener at være upartiske. På disse ture anmelder vi pølser, øl, siddepladser, stemning, lokale værtshuse og transport til og fra stadion. Der er også dukket en del ukurante anmeldelser op fra f.eks Danmarksserien og Sverige, og du kan læse om vores besøg på diverse kendte og ukendte stadions til venstre under de fire faneblade".

Sådan lyder indgangsbønnen på deres hjemmeside, hvor der så er links til FCK's fanklubs debatforum, Sidelinjen, hvorfra projektet tager sig udspring. Det skal understreges, at det ikke er FCK-relateret, så alle andre kan med stor fornøjelse også læse med.

Der er desuden oprettet en Facebook-gruppe, Stadionturen, hvor der også linkes til artiklerne, gives information om kommende ture og hvor artiklerne også bliver diskuteret.

Udover, at det et spændende emne at skrive om og med gode præmisser for anmeldelserne, skriver de djævelsk godt, hvor såvel informations- som humorniveauet er tårnhøjt.

For mit eget vedkommende er det desuden spændende at læse om andre stadions i Danmark, al den stund, at jeg ikke har besøgt ret mange. Bortset fra de faste besøg i Parken, har jeg de seneste 30-35 år kun besøgt stadions i Ringsted, Birkerød, Køge, Herfølge, Næstved, Slagelse, Odense og Brøndby, og det ganske sporadisk.

Samtidig kan jeg ærgre mig en smule over, at jeg ikke havde tænkt på at lave samme finte, når jeg besøgte stadions i Norge, Finland, Sverige, Tyskland, England med videre, men at tage bolden op nu, er ligesom for sent.

Men så kan man hygge sig med Stadionsturen og jeg glæder mig allerede til næste indslag. Der er jo fortsat rigeligt med stadions at tage fat på - og i!

tirsdag den 18. september 2012

FCK i Europa

Torsdag åbner FC København for alvor den europæiske sæson, og det efter, at det desværre kun blev "lige-ved-og-næsten" for kvalifikationen til Champions League. Så i stedet bliver det den noget mindre attraktive Europa League og set ud fra et sportsligt synspunkt er det måske meget godt, da holdet er under genopbygning efter sidste års katastrofale sæson.

FCK er landet i puljen med Molde, Stuttgart og Steua Bukarest, hvilket må siges at være en udmærket lodtrækning, med gode muligheder for at gå videre fra gruppen. Men gruppen kan ikke siges at være en publikumstræffer – om end det bliver sjovt at se William Kvist igen (som jo nu tørner ud for Stuttgart) og ikke mindst Manchester United-helten Ole Gunnar Solskjær på Moldes træner-bænk.

Personligt havde jeg håbet på Liverpool, Inter eller Tottenham fra det øverste lag. Det havde været attraktivt såvel sportsligt som tilskuermæssigt, og måske også for en udebanetur. Nu nøjes jeg med hjemmekampene og er allerede via sæsonkortet sikret adgang.

Som nævnt er jeg fortrøstningsfuld vedrørende de sportslige muligheder. Især fordi, at holdets nye træner, Ariël Jacobs, virkelig har imponeret på trænerbænken. Bare det, at han har fået en umulius som TK (Thomas Kristensen) til at spille fodbold og præstere på godt niveau gang-på-gang siger alt om hans trænerevner!

Dertil kommer, at holdets mentale styrke synes genopbygget ovenpå sidste sæsons nedsmeltning og at det igen virker som en helhed med gejst og vilje. Spillemæssigt har især Nicolaj Jørgensen og Andreas Cornelius føjet nye facetter og muligheder til, og været med til at løfte holdet. Og efter en famlende begyndelse på denne sæson, synes forsvaret at være på vej tilbage tidligere tiders kendetegn, med solidt og sikkert spil. Eneste ankepunkt er p.t., at holdet fortsat mangler en oplagt leder på den defensive midtbane, hvor hullet efter William Kvist fortsat er helt åbenlyst.

Hvorom alting er, bliver det spændende at følge holdet på den europæiske scene, men for mit eget vedkommende, er det danske mesterskab fortsat det altoverskyggende mål for sæsonen, men europæisk succes er aldrig at foragte!

FORZA FCK.

lørdag den 15. september 2012

The Raveonettes #2

Forleden lagde jeg i dette indlæg op til en "anmeldelse" af det nye album med The Raveonettes, og den følger nedenfor.

For 1½ års tid siden udsendte bandet Raven in the grave, der fortsat står som ét af de bedste danske albums i mange år - og som bandets hovedværk. Det gør det fortsat, og det til trods for, at jeg på min top-10 over bandets bedste sange har flere fra det nyeste end fra Raven in the grave.

Arven fra Raven in the grave er tung at skulle løfte, men mindre kan også gøre det, og selvom de ikke gennem hele albummet rammer det tårnhøje niveau fra forgængeren, viser Sune Wagner og Sharin Foo, at de fortsat er i særklasse på den danske scene og andedammens absolut bedste bud på et internationalt rocknavn.

Observator får her på matriklen 5 ud af 6 stjerner, og det skyldes:

  • De fortsætter af den melodiske vej fra forgængeren, men søger alligevel nye veje og er samtidig gået tilbage til den klassiske popsangs opbygning
  • De arbejder fortsat i krydsfeltet mellem støjrocken fra især Jesus & the mary chain og tresserpoppen fra Ronettes og Crystals, og hvor du fortsat føler, at Phil Spector har stået i døren til studiet og fortalt, hvordan kagen skulle skæres
  • De er visse steder gået tilbage til lyden fra Wagners Psyched Up Janis, bare i en mere moden udgave. På den gode måde
  • Sharin "Mrs. Über-cool" Foo har fastholdt sin mere og mere fremtrædende rolle i såvel sang- og musikudtryk. Det klæder dem
  • Foo's og Wagners stemmer klæder hinanden perfekt og vokalharmonierne er som engle, der synger
  • Albummet synes en kende for kort og så er det, som tidligere nævnt, oppe mod Raven in the grave, som fortsat fremstår som et mere helstøbt album end Observator

Men alt i alt et meget, meget fint og kompetent album, som helt sikkert vil have samme langtidsholdbarhed som Raven in the grave. Og lur mig, om albummet ikke bliver kåret til årets danske album. I hvert fald her på matriklen!

Her er to favoritter fra albummet:

 
 

onsdag den 12. september 2012

The Raveonettes #1

Havelågen (#) skulle gerne indikere, at dette er det første af flere (2...) indlæg i anledningen af det nye album med The Raveonettes. #2 bliver min "anmeldelse" af albummet, men jeg vil gerne lytte det en gang eller to mere inden den endelige dom. Ikke, at jeg er tvivl om albummets kvaliteter, for det er fremragende!

Men for nu, og altså #1, smider jeg den efterhånden traditionelle top-10 - i prioriteret rækkefølge:

  1. War in heaven (Raven in the grave)
  2. She owns the streets (Observator)
  3. Night comes out (Into the night)
  4. Apparitions (Raven in the grave)
  5. Aly, walk with me (Lust Lust Lust)
  6. You hit me, I'm down (Observator)
  7. Into the night (Into the night)
  8. The enemy (Observator)
  9. And lovers came (Rarities - B-sides)
  10. Somewhere in Texas (Pretty in black)
Og nedenfor kan deres, i mine ører, hidtil bedste nummer lyttes:






tirsdag den 11. september 2012

Jeg - en Instagram'er

For lidt over et halvt år siden, hentede jeg APP'en Instagram til min iPhone, og efter en spæd og famlende begyndelse, er jeg nu for alvor blevet grebet.

Instagram er et socialt medie lig Twitter og Facebook, men hvor du "kun" deler billeder. Du har dit eget feed, hvor du lægger dine billeder og har samtidig mulighed for at lægge diverse filtre på billedet, så det ændrer sig fra det originale samt føje forskellige tags på billedet.

Oprindeligt var Instagram vist udviklet kun til iPhone, men Android-telefoner kan også bruge den nu, ligesom APP'en bliver mere og mere integreret med Facebook, som tidligere på året netop købte Instagram.

Ligesom på Twitter kan du følge andre på Instagram og langt størsteparten har åbne profiler, så du klikker bare på dem, du gerne vil følge - såvel kendte personer som ukendte. I begyndelsen fulgte jeg alt og alle, men har sidenhen sorteret ganske kraftigt og nu består min liste af venner fra Facebook, kendte som Frank Hvamm, Pernille Rosendahl, LOC, Kylie Minogue og Rihanna samt især en lang række, hvis fotos jeg synes er gode.

Brugen er meget forskellig, men dem, jeg følger, lægger primært billeder fra og af hverdagen op. Det være sig solopgange/-nedgange, kæledyr, mad, blomster, bygninger og ting, de møder på deres vej. Og mange af dem er rigtigt gode til at finde de spændende motiver og arbejde med deres fotos. Og ligesom med Twitter og Facebook har du mulighed for at "like" andres billeder og kommentere på dem.

Jeg selv lægger også primært hverdagsbilleder op og famler fortsat lidt med filtre, beskæring med videre, men øvelse gør vel mester.....

Udover at se nogle flotte fotos, har Instagram på det personlige plan betydet, at jeg i endnu højere grad lægger mærke til ting i eksempelvis min have og på min vej. Er der her et godt motiv? Det her må jeg tage et billede af. Og så videre og er ofte på udkig efter det gode motiv. Og dermed også være medvirkende til at lægge mærke til ting, du ellers ikke ville gøre.

Det skal her indskydes, at jeg ingenlunde er en kompetent fotograf eller specielt fotointeresseret. Jeg kan bare godt lide at fange et godt motiv med min iPhone.

Så hermed en opfordring til at hente Instagram og komme i gang og jeg vil med stor glæde følge billeder fra også eventuelle læsere af denne blog.

søndag den 9. september 2012

Der kommer nyt med Martin Hall....

Jævnfør denne nyhed, kommer der til oktober nyt fra den danske multi-kunstner Martin Hall.

Det var tidligere en nyhed, der kunne få mig op af min magelige lænestol, men sådan er det ikke længere. For faktum, i hvert fald her på matriklen, er, at Hall ikke har udgivet noget, der bare er i nærheden at være hørbart siden 1999-albummet Adapter - når der henses til nyudgivelser.

Siden da, er Hall kravlet op i røven på sig selv, hvor omdrejningspunkterne blandt andet er blevet cabaret, bizarre personligheder, saloner og musiske samarbejdspartnere, der ikke er til at holde ud at høre på. Hall har altid været en ener på musikscenen, hvor han er gået egne veje, men de senere år, er det bare blevet mere og mere fortænkt og klichéfyldt.

Udviklingen synes at blive bekræftet af omtalen af det kommende album og det første nummer, der er sluppet ud derfra. Det kan høres via ovennævnte link og er endnu en ulidelig og ligegyldig sag fra Halls hånd.

Jeg kunne selvfølgelig være fløjtende ligeglad, men der er tale om den kunstner, jeg har lyttet mest til og som har påvirket mig mest. En kunstner, jeg har set flest gange live - vel sagtens +28-30 gange - og som har fået mit samlergen til at folde sig helt ud, hvor alt, hvad han har lavet eller medvirket på/til er forsøgt opdrevet.

Men jeg fortsætter med at samle på ham, men de senere udgivelser er blevet lyttet én gang, for efterfølgende at samle støv på hylderne. Heldigvis har han også siden 1999 givet rigtige koncerter, som alle har været meget, meget fine. Senest i 2009, hvor jeg oplevede ham i såvel Aarhus som København.

Og for at vende tilbage til det kommende album. Der er næppe tale om et Hall-album i gængs forstand, da han "kun" har skrevet musikken og produceret det, og medvirker ganske sporadisk. Men det markedsføres som et sådan, da man så er sikker på, at de dedikerede Hall-fans straks får hentet det hjem....

Det skal ikke udelukkes, at der findes skønånder, der vil kunne lide albummet og blive begejstret over det. Selv er jeg en mere simpel mand og jeg ved, at albummet blot vil gøre mig endnu mere indebrændt over Halls udvikling.

Lad mig runde af med et par eksempler fra den tid, hvor Halls hånd skabte begejstring her på min egen matrikel:




torsdag den 6. september 2012

Pladebutikkens "endeligt"?

Forleden kom nyheden om, at TP Musik Marked var gået konkurs, om end et par af butikkerne fortsætter. Dog med et ændret setup - vist nok. Dermed blev endnu en pladepusher kørt på butikkernes kirkegård.

En meget ærgerlig udvikling - især for os, der er vokset op med, at plader, kassettebånd og cd'er da blev købt i den fysiske pladebutik. Men indrømmet, jeg har heller ikke selv gjort meget for, at de fysiske pladebutikker skulle overleve, hvor 95-98% af mine pladekøb de seneste år primært er foregået via nettet.

Nyheden fik mig samtidig til at tænke tilbage på de pladebutikker, der har været i Ringsted gennem mine år som aktiv pladekøber. Og én af dem var rent faktisk TP Marked.

De kom til Ringsted i slutningen af 80'erne, og byen var den første uden for København, hvor de åbnede butik. Den lukkede desværre for nogle år siden. Vist ikke grundet svigtende salg, men mere utilfredshed med udviklingen i bymidten og de manglende planer for Ringsted-centret, hvor butikken til sidst lå. Til at begynde med lå den i Søgade, og havde et imponerende udvalg - og det, de ikke havde, kunne de få hjem - og et meget kompetent personale, der foruden stor musikviden, også kendte deres stamkunder ganske godt. Desværre blev butikkens sidste år præget af for meget københavneri og snobberi blandt personalet, som vist følte sig for fine og vidende til at betjene Ringsted-bønderne.

Men den butik, jeg først handlede i, var Nyholm-Olesen i Tinggade, der foruden musik også var fotoforretning. Butikken havde et meget stort udvalg af singler og du kunne nærmest troppe op med hitlisten var det tyske musikblad Bravo og så krydse singlerne af. LP-udvalget var derimod noget begrænset.

Sideløbende med Nyholm-Olesen handlede jeg også i Lydbølgen, der lå i de lokaler i Søgade, som TP senere flyttede ind i. Rent faktisk var jeg i 1984 i erhvervspraktik i butikken. Her var der også singler på hylderne, men udvalget lå primært på LP og kassettebånd og ganske bredt, set med provinsøjne.

Lydbølgen bliver senere til Roxy Music, hvor Steen står bag skranken. En meget stor musikentusiast, som blandt andet føjer såvel den mere alternative musik som heavy metal-scenen til udvalget. Det går dog ikke, og butikken lukker efter nogle år. Vist også som følge af en personlig ruin.

I midten af 80'erne åbner Pladebørsen i Sct. Hansgade. En meget lille butik, ejet af en tidligere førstemand fra en Fona-forretning. Og foruden de gængse hitlistenavne, bringer han også tonerne fra England ind, hvor jeg selv henter The Smiths, The Mission, Fine Young Cannibals med videre. Navne, der ellers på det tidspunkt skulle bestilles hjem - hvis der skulle handles i hjembyen. Butikken lever kun i kort tid, da ejeren får et godt jobtilbud fra Fona.

I den periode er der også STC, der først har til huse i Sjællandsgade og senerehen på Køgevej. Den har har skrevet om her. Butikken lukker i slutningen af firserne, hvor Morten helliger sig DJ-jobbet.

Og i netop slutningen af 80'erne åbner Music Box i "Irmas gård". En meget lille butik, der prøver at finde en niché, med DJ-import, indie-rock og heavy metal. Butikken har en kort levetid, da den bliver TP Markeds indgang til Ringsted. Butikken overtages nemlig af den københavnske kæde og flytter til Søgade.

Og det er vist nogenlunde pladehistorien om Ringsted. Bevares, gennem årene forsøger radio/tv-forhandlere som All Radio og især UG Radio med pladesalg. Især da cd'en gør sit indtog, men uden større held. Og hos Kurant i Tinggade kan brugte plader købes. Alle er i dag lukket.

I dag er byen støvsuget for pladebutikker, og skal der handles ind i en fysisk butik, sker det i Fona (med et meget begrænset udvalg), Føtex eller Kvickly....

Med til historien hører også, at jeg fra slutningen af 80'erne begynder at lægge en stor del af mit musikbudget i København, hos forhandlere som Gry, Sex Beat, SAM og Snog Rock, og senerehen hos postordrebutikker i England. Men det er en helt anden historie!

Hvorom alting er, er udviklingen uundgåelig, med først internettets indtog, hvor stort set alle albums via nogle få klik er inden for rækkevidde og til ofte lavere pris end i de fysiske butikker, og ikke mindst med de digitale butikker og sites som iTunes og Spotify.

Personligt kan jeg da godt savne at stå og grave mig gennem pladekasserne og især følelsen, når du finder noget, du længe har ledt efter. Men konformiteten ved at sidde derhjemme, at alt er tilgængeligt på nettet og at priserne er lave, vinder også her på matriklen i sidste ende.

På falderebet kan jeg henvise til bogen Last Shop Standing, der netop handler om pladebutikkens udvikling. Jeg købte bogen for 1½ år siden, men har ikke fået læst den. Måske jeg skulle gå i gang nu....

tirsdag den 4. september 2012

Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar

Ovennævnte betegnelse benytter min gode kammerat, Peter Madsen, om min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag. En anden betegnelse er britisk guitarrock og omfatter bands som Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, Kaiser Chiefs, Kooks, Fratellis, Vaccines, Bloc Party, Courteeners, Kasabian, Foals, Klaxons, Rakes, Glasvegas etc. etc.!

Og så ikke mindst Maximo Park, der står som én af mine absolutte favoritter i genren. Jeg lærer dem at kende omkring 2005, hvor de albumdebuterer med den meget fine A certain trigger, og på anbefaling fra en anden god kammerat, Brian, der dengang boede i London og var en god kilde til ny musik fra de britiske øer.

Fælles for "genren" er, at de har mange fælles inspirationskilder som Kinks, Clash, Jam, Buzzcocks med videre, og det giver til tider et meget enslydende lydbillede, men det gør ikke noget, for det er et godt lydbillede! Kvaliteten er meget varierende, men Maximo Park har med deres melodiske sange formået at holde et konstant højt niveau og samtidig har forsangeren, Paul Smith, en meget markant accent, der gør, at bandet også dér skiller sig positivt ud.

Det gør sig også gældende for deres seneste album, The national health, der blev udsendt i juni. Gaffa gav den en fin modtagelse, og uden at være en seriøs kandidat til årets bedste album - mindre kan også gøre det! - synes jeg, at der er tale om et kompetent album, hvor bandet føjer flere nye sider til sig selv.

Desværre har de - vist nok - kun besøgt Danmark én gang, og det vil være for naivt at håbe på, at de næste år rammer Roskilde, da festivalen nærmest med kirurgisk præcision går udenom denne genre.

Nedenfor kan høres to favoritter fra det seneste album:




Apropos Roskilde, så spillede Spector på årets udgave, og til stor begejstring for undertegnede. Endnu et band, der falder ind under ovennævnte overskrift, men hvor de også lægger sig op af såvel Killers som Smiths.

Bandet har netop smidt deres debutalbum, Enjoy it while it last, på gaden. Et album, der lyder meget lovende, og som lever op til de forventninger, Roskilde-koncerten gav.

Tiden må vise, om de er langtidsholdbare, for guderne skal vide, at mangt et band er blevet udråbt til at være "det næste store", for derefter hurtigt at gå i glemslen.

Nedenfor kan én af mine favoritter fra albummet lyttes: