Og så ikke mindst Maximo Park, der står som én af mine absolutte favoritter i genren. Jeg lærer dem at kende omkring 2005, hvor de albumdebuterer med den meget fine A certain trigger, og på anbefaling fra en anden god kammerat, Brian, der dengang boede i London og var en god kilde til ny musik fra de britiske øer.
Fælles for "genren" er, at de har mange fælles inspirationskilder som Kinks, Clash, Jam, Buzzcocks med videre, og det giver til tider et meget enslydende lydbillede, men det gør ikke noget, for det er et godt lydbillede! Kvaliteten er meget varierende, men Maximo Park har med deres melodiske sange formået at holde et konstant højt niveau og samtidig har forsangeren, Paul Smith, en meget markant accent, der gør, at bandet også dér skiller sig positivt ud.
Det gør sig også gældende for deres seneste album, The national health, der blev udsendt i juni. Gaffa gav den en fin modtagelse, og uden at være en seriøs kandidat til årets bedste album - mindre kan også gøre det! - synes jeg, at der er tale om et kompetent album, hvor bandet føjer flere nye sider til sig selv.
Desværre har de - vist nok - kun besøgt Danmark én gang, og det vil være for naivt at håbe på, at de næste år rammer Roskilde, da festivalen nærmest med kirurgisk præcision går udenom denne genre.
Nedenfor kan høres to favoritter fra det seneste album:
Apropos Roskilde, så spillede Spector på årets udgave, og til stor begejstring for undertegnede. Endnu et band, der falder ind under ovennævnte overskrift, men hvor de også lægger sig op af såvel Killers som Smiths.
Bandet har netop smidt deres debutalbum, Enjoy it while it last, på gaden. Et album, der lyder meget lovende, og som lever op til de forventninger, Roskilde-koncerten gav.
Tiden må vise, om de er langtidsholdbare, for guderne skal vide, at mangt et band er blevet udråbt til at være "det næste store", for derefter hurtigt at gå i glemslen.
Nedenfor kan én af mine favoritter fra albummet lyttes:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar