tirsdag den 11. september 2012

Jeg - en Instagram'er

For lidt over et halvt år siden, hentede jeg APP'en Instagram til min iPhone, og efter en spæd og famlende begyndelse, er jeg nu for alvor blevet grebet.

Instagram er et socialt medie lig Twitter og Facebook, men hvor du "kun" deler billeder. Du har dit eget feed, hvor du lægger dine billeder og har samtidig mulighed for at lægge diverse filtre på billedet, så det ændrer sig fra det originale samt føje forskellige tags på billedet.

Oprindeligt var Instagram vist udviklet kun til iPhone, men Android-telefoner kan også bruge den nu, ligesom APP'en bliver mere og mere integreret med Facebook, som tidligere på året netop købte Instagram.

Ligesom på Twitter kan du følge andre på Instagram og langt størsteparten har åbne profiler, så du klikker bare på dem, du gerne vil følge - såvel kendte personer som ukendte. I begyndelsen fulgte jeg alt og alle, men har sidenhen sorteret ganske kraftigt og nu består min liste af venner fra Facebook, kendte som Frank Hvamm, Pernille Rosendahl, LOC, Kylie Minogue og Rihanna samt især en lang række, hvis fotos jeg synes er gode.

Brugen er meget forskellig, men dem, jeg følger, lægger primært billeder fra og af hverdagen op. Det være sig solopgange/-nedgange, kæledyr, mad, blomster, bygninger og ting, de møder på deres vej. Og mange af dem er rigtigt gode til at finde de spændende motiver og arbejde med deres fotos. Og ligesom med Twitter og Facebook har du mulighed for at "like" andres billeder og kommentere på dem.

Jeg selv lægger også primært hverdagsbilleder op og famler fortsat lidt med filtre, beskæring med videre, men øvelse gør vel mester.....

Udover at se nogle flotte fotos, har Instagram på det personlige plan betydet, at jeg i endnu højere grad lægger mærke til ting i eksempelvis min have og på min vej. Er der her et godt motiv? Det her må jeg tage et billede af. Og så videre og er ofte på udkig efter det gode motiv. Og dermed også være medvirkende til at lægge mærke til ting, du ellers ikke ville gøre.

Det skal her indskydes, at jeg ingenlunde er en kompetent fotograf eller specielt fotointeresseret. Jeg kan bare godt lide at fange et godt motiv med min iPhone.

Så hermed en opfordring til at hente Instagram og komme i gang og jeg vil med stor glæde følge billeder fra også eventuelle læsere af denne blog.

1 kommentar:

-rene sagde ...

you instagram - therefore you are :-)