torsdag den 29. november 2012

Sort øl i provinsen

Aftenens bedste øl
27. november havde Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling igen kaldt til smagning, og det til den efterhånden årlige og traditionsrige Sort-aften, hvor temaet er porter og stout - altså sorte øl! Og den smagning er hvert år et større tilløbsstykke, hvilket også var tilfældet tirsdag aften. Godtfolk fra nær og fjern var troppet op, heriblandt mit faste selskab til disse smagninger, Kenn, Henning og Walter, og alle var spændte på, hvilke godter, lokalafdelingen havde fundet frem til os.

Og igen viste den, at den har sans for at finde spændende og gode øl frem og som langt størsteparten af de fremmødte aldrig havde smagt før. Formanden, Skjold, afslørede, at især Barley Wine i København havde været storleverandør til arrangementet, blandt andet med øl, der netop var blevet sendt på markedet.

Inden selve smagningen blev der serveret en Limfjordsportergryde - traktementet til smagningerne er altid udsøgt og passende til selve smagningen, og det var naturligvis også tilfældet denne gang - hvor til vi alle fik en Kyritzer Mord und totschlag. Ikke en porter eller stout, men alligevel havde den snerten af disse - en schwartzbier på 7,2% og yderst velsmagende.

Herefter tog Skjold over og ledte os gennem de næste ni øl, og det med diverse beskrivelser af de, vi smagte. Stemningen blev hurtigt lystigt, hvor der blev snakket øl og delt røverhistorier. Som allerede nævnt, var det igen lykkedes lokalafdelingen at finde en række gode øl til os, men et par stykker faldt også igennem; P2 Porter på 7% fra Fanø Bryghus og ikke mindst den økologiske porter fra Herslev (der ellers plejer at lave godt øl) på 6,5%. Begge i den mere kedelige ende.

Men min egen top tre fra aftenen var følgende (med links til Rate Beer):

3. Phister de Noel fra Flying Couch. En imperial stout på 8,5%. Fyldig og med en dejlig chokoladesmag

2. Santa's little helper fra Port Brewery. En imperial stout på 10,5%. En meget julet øl, men stadig med stoutens karakteristiske tunge og fyldige smag

1. Even more Jesus fra Evil Twin. En djævel på 12%, men slet og ret fremragende og én af de bedste nye øl, jeg har smagt i år

Så en stor tak til lokalafdelingen for endnu en fremragende smagning.

Højt skum!

lørdag den 24. november 2012

Unfairplay

Unfairplay har været kodeordet for denne fodbolduge, hvor den store historie har været Adrianos skandalemål mod FC Nordsjælland tirsdag aften i Parken. Adriano lod hånt om alle uskrevne regler i fodbolden og ikke mindst fodboldens kodeks om fairplay. Hverken scoringen og efterspillet har været særligt kønt, og UEFA vil nu åbne en sag mod Adriano.

Som fodboldelsker bifalder jeg kun et sådan træk, men måske medierne og fodboldorganisationerne skulle have sparet lidt på kræfterne, for dagen efter var vi igen vidner til unfairplay i den store skala - og det i kampen mellem fodboldens svar på Luksusfælden, Manchester City, og så Real Madrid. Her falder Citys Agüero om i straffesparksfeltet og trækker efterfølgende et straffespark og et rødt kort til Real Madrid. Unfairplay i den store stil, for han blev aller højest snittet af Madrid-spillerens snørebånd.

Der har dog i medierne været en endog meget begrænset reaktion på hændelsen og ingen har talt om, at City skulle forære modstanderen et mål - som det var tilfældet med kampen i Parken. Jeg kan kun tage det som et udtryk for, at skuespil er blevet en accepteret del af moderne fodbold. En meget ærgerlig udvikling, og et forsøg på at snyde sig til straffespark og kendelser, er lige så meget snyd, som når Adriano bryder fodboldens kodeks eller når eksempelvis en cykelrytter bruger doping. Det er ødelæggende for fodbolden - hvad enten der er tale om én fra et af mine egne hold eller andre - og jeg er helt på linje med manageren fra Stoke, der mener, at skuespil skal straffes med karantæne - når svinestreger på banen kan straffes efter kampen, kan skuespil det også. Og denne udvikling er også årsag til, at jeg ikke ser spansk fodbold og at interessen for Champions League også er dalende.

Endelig oplevede vi unfairplay på ledelsesgangene, nærmere bestemt i Chelsea, hvor man valgte at fyre Roberto di Matteo. Altså den manager, der i foråret indfriede det, der var målet, da Roman Abramovic købte klubben - nemlig at vinde Champions League. Men et par dårlige resultater og en bænkning af Fernando Torres var åbenbart nok til at slette dette ud! Manchester United-kæmpen Rio Ferdinand kaldte på Facebook fyringen for madness. Jeg er enig! Fyringen og ansættelsen af Rafa Benitez (endnu en dårlig beslutning af Chelsea-ledelsen i denne uge) betyder, at klubben vist er oppe på 17 managers i den tid, hvor Manchester United har haft én. Og dette forløb understreger endnu en gang, at rigmænd og fodbold er en ualmindelig dårlig cocktail og ødelæggende for fodbolden. Måske de mange penge giver resultater, men det er og bliver et legetøj!

Men nu har det ikke kun været en dårlig uge for fodbolden, for der var også flere lysglimt i mørket. Et af dem var Mexes mål af en anden verden i kampen Anderlecht og Milan, og som ikke lod Zlatans mål mod England noget efter:




tirsdag den 20. november 2012

Noget at se frem til

Det er altid godt at have noget at se frem til, og her i november-mørket og med lange, hektiske arbejdsdage synes jeg, at det også er rart at have nogle rejser at se frem til. Og jeg ved, at 2013, for mit vedkommende, i hvert fald byder på 3 rejsemål - udover de vanlige arbejdsrejser til de nordiske hovedstæder, Polen og Baltikum.

Første rejsemål bliver Budapest. Datoen er endnu ikke fastlagt, men et godt bud er det tidlige forår, og selskabet bliver min søster og svoger. Planen er at låne Nordeas lejlighed, der skulle ligge ganske centralt i byen, og derefter nyde byen og forhåbentligt et dejligt forårsvejr. Budapest skulle være en meget velholdt og smuk by, der på mange områder skulle minde om Prag og Krakow - to byer, jeg sætter stor pris på. Og samtidig være ganske billig at bo i, og det er jo også værd at tage med!
 
Efter sommerferien venter så Edinburgh, og det i forbindelse med Ølklubbens årlige studietur. En by, der længe har stået på min liste og derfor også en tur, jeg ser meget, meget frem til. Byen skulle være umådelige smuk, med Edinburgh Castle som "signatur-seværdigheden". Turen vil muligvis indbefatte en smut-døgn til den lille by Pitlochry, der foruden destilleri og mikrobryggeri, skulle give gode muligheder for at få fornemmelsen af Skotlands storslåede natur - at stå med "vinden i håret" og skue over grønne marker, hvor fårene vandrer rundt, og med stengærder og et hus langt ude, hvor røgen stiger fra skorstenen, har længe været en stor rejsedrøm for mig.
 
Endelig vil jeg blive meget overrasket, hvis 2013 ikke byder på den længe overvejede forlængede weekend i Stockholm. Og sandsynligvis først på efteråret, hvor opholdet kunne suppleres med Stockholm Beer & Whisky Festival. Og dermed en god kombination mellem at nyde godt øl og den smukke by, jeg kun ser i glimtvis, når jeg haster fra stationen til Nordeas svenske hovedkvarter.
 
Og når det så er skrevet indbefatter ingen af disse ture den nærmest årlige fodboldtur til udlandet. Det er derfor ikke utænkeligt, at en sådan også vil blive klemt ind - måske til Tyskland, der ofte har været målet for sådanne ture.
 
Men altså nogle gode ting at se frem til, og at rejse er at leve, som H. C. Andersen så rigtigt skrev!

søndag den 18. november 2012

Marie og Petra

2012 er ved at gå på hæld, også musikmæssigt, men her på matriklen er det ikke slut for årets musikopdagelser. Og blandt de seneste står to fine kvindestemmer, og fælles for dem er blandt andet, at de på deres seneste albums, er "brudt ud" af et band og gået sammen med anden musiker om projektet.

For mit eget vedkommende, er fællesnævneren - foruden begejstringen for deres seneste albums - at der er tale om nogle sangerinder, jeg forinden kun havde stiftet perifert kendskab med.

Jeg begynder i det danske og med Marie Key, som i slutningen af oktober smed De her dage på gaden. Derfra spilles især Uopnåelig meget ofte i radioen, og det med rette, for det er en ørehænger af rang. Det samme kan siges om hele albummet, hvor Marie Key er gået sammen med Anders "Maskinen" fra de glimrende Stoffer & Maskinen.

Musikken er elektronisk og teksterne er personlige, men uden at blive for navlepillende eller anmasende. Og Keys stemme giver sangene karakter og personlighed. Og undervejs bliver du som lytter suget ind i det musikalske og tekstmæssige univers, hvor musikken og teksterne spiller bold med hinanden. Jeg er derfor også meget enig i denne anmeldelse i Gaffa, for der er tale om et af årets absolut bedste danske albums.

Her er en personlig favorit fra albummet:



Den anden kvindestemme kommer fra "hinsidan" og tilhører Petra Marklund. Hun har tidligere slået sine folder i September, men vil nu stå på egne ben. Og det gør hun med albummet Inferno, hvor den ene af samarbejdspartnerne er Jocke Berg fra verdens bedste band, Kent. Og når han er med indover, kan det ikke gå galt, og det gør det heller ikke på Inferno.

Musikken er meget "kentsk", når bandet er i det meget elektroniske hjørne, og albummet er et gennemført popalbum, hvor der både er sange til dansegulvet og eftertænksomheden. Petra Marklund formår at fremføre sangene med samme elegance og tilbagelænethed, som Berg gør i Kent, men gør dem også til sine egne. Og hun forstår at navigere mellem det inderlige og storladne med sin meget inciterende stemme.

Her er en personlig favorit fra albummet:


Begge er hermed anbefalet!

torsdag den 15. november 2012

Rihanna - og sans for ørehængere

I næste uge smider Rihanna sit 7. album på gaden, Unapologetic, og dermed fastholder hun de senere års trend med ét album om året.

Rihanna bliver fra mange sider kritiseret for, at hun ikke selv skriver sin musik, at hun spiller (lidt for meget) på sit udseende og for sin vilde levevis. Men her på matriklen er hun ved at udvikle sig fra en såkaldt guilty pleasure til en personlig favorit.

Bevares, jeg er musik-romantiker og foretrækker kunstnere, der selv skriver deres musik og har stor, stor respekt for dem, der arbejder hårdt for at nå sin succes frem for at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg har heller ikke meget tilovers for dem, der lader udseendet og formen dominere for meget, men forstår det på sin vis også godt, når der intet er at hente i musikken eller talentet. Men i eksempelvis Rihannas tilfælde, kan musikken sagtens stå alene.

Hun har evnen til at variere sit udtryk og spænder over mange genrer. Og forstår at fremføre sangene på eminent vis. Tilbagelænet eller frembrusende. Inderligt eller voldsomt. Og hvor hendes noget nasale stemme giver sangene karakter og karakteristik.

Og så har hun en voldsom god evne til at fange ørehængere. Sange, der stikker ud - på den gode måde. Og som har længere levetid end mangt en døgnflue. Bevares, der er på alle hendes albums nogle gevaldige smuttere, men når hun rammer hittet, rammer hun virkelig.

Sådan er det også med første forløber fra albummet, hvor billedsiden for nylig kom med. Der er i mine ører tale om én af årets absolut bedste popsange og den understreger, at Rihanna fortsat hører hjemme i den absolutte superklasse.

Lyt og se med her:


tirsdag den 13. november 2012

Det kunne have været så godt #2

Som skrevet et par gange i dette forum, er jeg ganske begejstret for det danske magasin, Euroman, om end kvaliteten varierer fra nummer til nummer, og nogle er hurtigt læste og oversete, men generelt holder det et meget højt niveau.

Magasinet er ofte leveringsdygtig i skarpe og konstruktiv kritiske portrætter, hvor de sjældent falder i fascinationens fælde, men i stedet søger at finde nye veje, nye måder til portrættet eller baggrundsartiklen. Et af dem, der fortsat står stærkt i erindringen, er ét for 1½ års tid siden, hvor man gik helt tæt på familien Zobel. "Det er en spændende fortælling om penge, magt, relationer til kongefamilien og samfundets spidser, samt selvfølgelig skyhøje ambitioner på familiens vegne", som bladet skriver på sin hjemmeside.

Og i sin stald, har magasinet nogle af landets ypperste skribenter, hvor især Anne Sofie Kragh har stukket ud med nogle af de bedste politiker-portrætter/artikler, jeg har læst - om blandt andet Lars Løkke, Lene Espersen og Kristian Thulesen-Dahl.

Derfor var begejstringen stor, da august-nummeret kom på gaden, hvor der var et portræt af Kronprins Frederik, skrevet af netop Anne Sofie Kragh. Nu får jeg ikke altid læst det med det samme, men for nylig kom jeg så gennem august-nummeret, og dermed også portrættet/interviewet med Kronprinsen.

Forventningerne var naturligvis, at der ville være tale om ét, der var i tråd med tidligere portrætter bragt i Euroman, jævnfør ovenstående, og med en konstruktiv kritisk tilgang. Men - da jeg havde læst portrættet, måtte jeg lige igen tjekke, hvem skribenten var. Var det virkelig Anne Sofie Kragh? Eller var det ikke snarere Bodil Cath eller for den sags skyld Jes Dorph-Pedersen?

Årsagen til forvirringen var, at der var tale om ét, der måske var bedre egnet til Se & Hør eller Billed-Bladet - ikke et ondt ord om dem - for sjældent har jeg læst et så salvelsesfuldt portræt i Euroman. Indtrykket er, at det klare ærinde var at vise, at han er en helt anden end det billede, offentligheden har. Han er helt nede på jorden og er ligesom folk, når de er flest - og det er måske også tilfældet... - men igen er der det med den hårde opvækst, opmærksomheden, de sliddende rammer og så videre. Og det hele afleveret som i en skåltale og uden forsøg på perspektivering og en konstruktiv kritisk tilgang.

Og vi får igen den med radioprogrammet sammen med Alex Nyborg og Kronprinsens "specielle" musiksmag. Herregud, der var altså tale om musik, der var tæt på at være mainstream hos hans jævnaldrende. Samtidig læser vi om, hvor god han er til sport og de ting, han gør. Hvor godt, han klarer sig. Men naturligvis ikke ét ord om, at han jo ikke ligefrem er overbebyrdet af lange arbejdsdage og må tage slæbet med hus, have, indkøb, børn og så videre, og derfor har tid til at gøre de ting, han har lyst til.

Det er meget fint og nysseligt, og personligt savner jeg tilgange som:
  • Kontrasten mellem det at være nede på jorden og "normal" og så de mange privilegier, som vi ser, at Kronprinsen gerne nyder godt af. Fodboldkampe og andre sportsarrangementer samt koncerter, det er umuligt at få billetter til eller som er hundedyre. Dyre og eksklusive rejser, ekstravagant levevis og så videre
  • Spot på modsætningen mellem at skulle være upolitisk og så insistere på at blive medlem af Den olympiske komité og ytre ønsker om, at OL kom til Norden - altså politisk virke og politiske ytringer
  • En diskussion af, hvorfor Kongehuset ikke er underlagt større krav fra offentligheden end tilfældet er. Både i forhold til den apanage, de får, og i en tid, hvor der skæres alle vegne og stilles stadig stigende krav til høj som lav, og hvor folk (når de er flest) knokler det hvide ud af øjnene for at få egen økonomi til at hænge sammen.
Alt det andet kan læses i de kulørte ugeblade, men jeg forventede - og forventer! - noget andet fra Euroman.

Ovenstående skal også ses i det lys, at til trods for, at jeg er royalist af den mere bløde mellemvare, nærer jeg en stadig stigende skepsis overfor Kongehuset. Ikke så meget som institution, men snarere hvordan især Kronprinseparret udfylder rollen. Og mens, jeg læste portrættet tænkte jeg igen på dette indlæg, skrevet af én af mine yndlingsbloggere, Anne Sophia Hermansen, der endnu en gang gav stof til eftertanke og fortsat er meget spot on!

Hele portrættet kan i øvrigt læses her.

lørdag den 10. november 2012

Kaffe er godt!

I går bragte gratisavisen 24-timer nyheden om, at forskning viste, at der var mange gode grunde til at drikke kaffe, til torvs.

Og de er:

  • Kaffe mindsker risiko for Parkinsons sygdom med 25 procent.
  • Kaffedrikkere er mindre udsat for depression og selvmord.
  • Risiko for blodprop i hjernen mindskes med 10 procent.
  • Beskyttende virkning mod flere typer kræft.
  • Mindsker risikoen for type 2-diabetes med 25 procent.
  • Øger reaktionshastighed, årvågenhed, selektiv, opmærksomhed og koncentrationsevne.

Det var en nyhed, der naturligvis blev læst med stor interesse her på matriklen, al den stund, at jeg sætter stor pris på kaffe - eller kaf' som vi siger her på de midtsjællandske kanter. Jeg fik kaffen ind med modermælken og i dag når jeg 8-10 kopper/krus på en god dag, om end jeg tidligere var oppe på flere. Og når jeg taler kaffe, mener jeg ganske almindelig sort kaffe (stempel eller filter) eller til nød en espresso. De afarter, blandt andet cafeerne kan byde på, holder jeg mig fra.

Men kaffe smager også godt, og ligesom med øl, hvor der også findes andre slags end Tuborg eller HOF - ikke ét ondt ord om dem - findes der også anden kaffe end Nescafé, Merrild eller Ali. Og over det ganske land findes der specialbutikker eller delikatesseforretninger, der har et stort udvalg af forskellige bønner, smage og så videre, hvor min egen favorit er Risteriet i København. I hverdagen holder jeg mig dog til min Nescafé, automatkaffen på jobbet samt fortrinsvis Merrild eller Peter Larsen. Formalet - da jeg ikke altid har tålmodigheden til at stå at male bønner, for det skal gå hurtigt med den der kaffe.....

Det store udvalg giver også mulighed for store og forskellige smagsoplevelser, selvom spændvidden i oplevelsen nok ikke er lige så stor som ved øl, vin eller for den sags skyld the. Sidstnævnte holder jeg mig dog langt, langt fra og kommer kun "forbi" hvert fjerde/femte år!

Og nu vil jeg da snuppe et krus kaffe mere!

lørdag den 3. november 2012

Love Shop og Skandinavisk Lyst

Love Shop har et nyt album på gaden, Skandinavisk Lyst, og modtagelsen af det har været  - og fuldt fortjent! - endog meget positiv. Læs blandt andet Lydtapets anmeldelse, der i øvrigt så ligger meget tæt op af min egen oplevelse af albummet.

Bandet har aldrig helt hørt til blandt mine absolutte topfavoritter - på den danske hjemmebane, har jeg hældt mere til deres samtidige som Olesen-Olesen og Nikolaj Nørlund - men deres albums har stort set altid begejstret mig meget.

Kendetegnet ved dem alle har været langtidsholdbarhed og de har de seneste mange år leveret et utal af ny-evergreens som blandt andet Love goes on forever, Copenhagen dreaming, En nat bliver det sommer, Alle har en drøm at befri, Fremmedlegionær og så videre, og så videre. Og den skabelon, deres sange er skåret efter er Jens Unmacks karakteristiske stemme, der bliver bakket op af først Hilmer Hassigs og sidenhen Mikkel Damgaards sans for den gode popsang - hvad enten der tale om sange, der griber efter himlen eller hjertet, det storladne eller det stille.

Det gør sig også gældende på Skandinavisk Lyst - naturligvis. Og der er tale om et album, der meget let kan gå hen at blive min absolutte favorit med bandet. Et meget homogent og varieret album, hvor to højdepunkter blandt mange er Kvælertag, der er den store popsang, man har ventet på i mange år, og så Sang fra verdens ende, hvorpå Jens Unmack synger bedre end nogensinde, og det siger ikke så lidt.

Eneste minus ved udgivelsen er, at kalenderen for den efterfølgende turné desværre ikke matcher min kalender. Men måske de tager en runde til i 2013 eller at Roskilde kræser for publikum  og smider dem endnu en gang på plakaten.

Men Love Shop, tak som bare fanden for et meget, meget fint album!