torsdag den 29. september 2016

Prairie Bomb!

Amerikanske Prairie Bomb er endnu en sagnomspunden øl, der da også scorer endog meget højt på Ratebeer.

Jeg smagte den første gang, da jeg for et par år siden var i New York, og nu igen forleden.

Der er tale om en Imperial Stout på hele 13%. Den høje alkoholprocent skinner dog ikke igennem, for øllen er meget blød i smagen. Og ganske fyldig.

Den har en kraftig smag af kaffe og mælkechokolade, men også med en smule spidshed fra chilipeber - tænker jeg. Og den rundes af med en smule bitterhed.

Det giver en meget afbalanceret øl, der vinder for hver tår, du tager af den, og du håber, at flasken aldrig bliver tom.

Endnu en Imperial Stout, der hører til på den højeste hylde. Og som bør nydes uden nogen form for ledsagelse.

Øllen blev købt hos Boxbeers.

Skål!

lørdag den 24. september 2016

Trentemøller, Baby Woodrose, Blue Foundation & Nick Cave

2016 fortsætter med at imponere. Også plademæssigt, hvor gode albums vælter frem i en lind strøm. Det gør det svært at følge med - når man, som jeg, gerne vil nå det hele. Og gerne vil komme i bund på de albums, der rammer mig. Og den seneste tid, har fire albums ramt mig meget.

Trentemøller kender jeg primært fra koncerter med Mikael Simpson og så radioen. Men i den uge, der nu rinder ud, lagde jeg vejen forbi hans spritnye album, Fixion. Interessen var fanget via P6 Beat, hvor Redefine, med Marie Fisker på vokal, bliver spillet flittigt. Og det gør albummet så også nu hos mig, for der er tale om en fin samling sange. Sange, der læner sig op af The Cure anno tiden omkring Pornography, med tunge synths, trommer og bas. Stemningen er også lige så kuldslået og melankolsk. Niveauet svinger dog lidt, og albummet bliver undervejs lidt for ensformigt. Alligevel er det et spændende bekendtskab, og skulle Trentemøller ramme et "spillested i nærheden", kunne jeg godt overveje at give ham en chance, livemæssigt.


Baby Woodrose kender jeg også kun sporadisk, og primært via heftig omtale fra mine Facebook-venner, Martin og Jens. Og så igen P6 Beat, der ofte spiller Open Doors. Et nummer, der også er det mest lettilgængelige på albummet Freedom. Psykedelisk garagerock kalder Gaffa musikken, og det er da tydeligt, at Baby Woodrose trækker på inspiration fra 60-70'ernes syrerock-bands, og med guitaren skruet godt op. Det er ikke alle sangene, der rammer mig, men interessen er vakt, og også her kunne det være interessant at opleve dem i livesammenhæng.


Blue Foundation har aldrig ramt mig 100%. Ikke fordi, at de er dårlige eller kedelige, men er nok bare druknet i meget andet godt. Jeg ved ikke om Blood Moon ændrer på dette. Muligvis, for der er tale om et satans godt album. Drømme-/elektropop fra den øverste skuffe, med sfæriske sange og vokaler. Det giver en albummet en blå undertone, og flere af sangene hiver gåsehuden frem. Som Dreams Of Fire og Lost Girl (hvor Jonas Bjerre fra Mew medvirker). 


Endelig er der Nick Cave & The Bad Seeds. Et band, der har fulgt mig siden slutningen af firserne. De er så aktuelle med albummet Skeleton Tree, der er indspillet i skyggerne fra Caves tragiske tab af sin 15-årige søn. Det er sorgbearbejdelse for åben mikrofon, og et album, der river og flår i tab, afsavn og sorg. Det bliver næsten FOR privat, men samtidig er det et meget smukt album, hvor Cave næsten lyder mere mørk og nærværende end nogensinde. Musikken er nedbarberet, og det er netop i den tone, jeg begejstres mest over Cave. Jeg ville morderligt gerne opleve albummet i livesammenhæng, men her vælger Cave ofte den larmende og skramlede vej - desværre. Skeleton Tree er bandets bedste album siden hovedværket, The Boatman's Call.


Jeg runder af med de vanlige smagsprøver:








mandag den 12. september 2016

Enebær Ale


Noget af det, der også fascinerer mig ved øllets verden, er de ingredienser, der kan brygges med i øllen. Eksempelvis lakrids, chili og chokolade. Eller enebær, som i den Enebær Ale fra Det Lille Bryggeri, som jeg smagte forleden.

Alkoholmæssigt er øllen i den lettere ende, hvor den holder 5,5%, men er samtidig fuld af smag. Den er overraskende sød og med en lidt bitter eftersmag - på den gode måde.

Den har snerten af de mere frugtede øl, men balancerer fint på kanten mellem disse og en "almindelig" ale. 

Det gør, at den også er velegnet, når øllets verden skal udforskes og smagsløgene udfordres. Eller som et alternativ til eksempelvis pilsneren eller de tungere øl. For den går både som tørstslukker og nydeøl, og så vil jeg tro, at den vil stå rigtigt godt til mad.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!

torsdag den 8. september 2016

Nothing & Minor Victories

Lige siden slutningen af firserne, har støjrocken stået højt på min musikalske liste. Startende med The Jesus & Mary Chain, hvorefter den for alvor fik vinger, da My Bloody Valentine, Ride, Slowdive og Boo Radleys fræsede mine højtalere op.

Og derfor glæder det mig, at støjrocken fortsat lever i bedste velgående, og to nye albums er meget fine eksempler på dette.


Amerikanske Nothing kender jeg meget lidt til, og kom kun sporet af deres album, Tired Of Tomorrow, via en anmeldelse på Pitchfork. Albummet er i den meget helstøbte størrelse, hvor støjen møder stilheden, og spændvidden stor. Der er ingen tvivl om, at bandet har lyttet meget til Slowdive, men givet er det også, at skyggerne fra Neil Young, Phil Spector og Smashing Pumpkins har stået langs væggene i studiet. 


Tekstuniverset er tungt, og der kommer ikke meget lys ind. Mens jeg lyttede med, faldt tankerne hen på The Cures undergangsalbum, Pornography. Men dysterheden er ikke banal, men sætter i stedet ord på følelser og stemninger, jeg også selv kan føle. Men efterlader også et håb undervejs.


Tired Of Tomorrow er ét af årets bedste udenlandske albums, uden nogle svagepunkter, og jeg overvejer seriøst bandets kommende koncert i København.


Apropos førnævnte Slowdive, består Minor Victories af et medlem derfra, nemlig Rachel Goswell. Der er tale om et såkaldt "superband", hvor også medlemmer fra Editors og Mogwai medvirker, ligesom der er gæsteoptrædener fra Sun Kil Moon og The Twilight Sad.


Jeg satte stor pris på Goswells stemme i Slowdive. Drømmende og nedtonet. Og heldigvis får hun meget plads på albummet. Et album, der spiller i krydsfeltet mellem støjen fra Slowdive og synthen fra Editors. Det slipper de meget godt fra, men de vil også så meget, at det bliver en smule ensformigt. Det trækker dog ikke ned, for der er mange gode momenter på albummet. De gæster ligeledes også København, og også den koncert er på min ønskeliste.


Jeg runder af med en smagsprøve fra de to albums:




mandag den 5. september 2016

Highnose Brew Twisted Twin

Jeg har ikke tidligere smagt øl fra det svenske bryggeri Höganäs, og én af grundene til, at jeg købte deres Highnose Brew Twisted Twin var, at jeg har været i byen mange gange - primært på ture til Kullen. 

Og forleden fik jeg så smagt øllen. Der er tale om en Imperial IPA på 7,2%. Både i styrke og smag er den i den lette ende af denne øltype, men det gør den ikke ringere. 

For det giver en meget frisk og læskende øl, og samtidig har den de samme karakteristika, som de øvrige IPA - humlet, bitter eftersmag og med bid fra citrusfrugter. Og så har den en overraskende sødme.

Derfor er den også et spændende bekendtskab, og endnu en understregning af, at svensken altså laver noget rigtigt godt øl. Jeg drak øllen uden ledsagelse, men tænker, at den vil stå godt til frokostbordet.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål!

lørdag den 3. september 2016

Lars H.U.G. i Store Vega

Spillestedet Vega i København fylder i år 20, og det markeres med en række jubilæumskoncerter. Én af dem fandt sted torsdag aften, hvor Lars H.U.G. stod på scenen. Det gjorde han også ved åbningen af spillestedet, og i foromtalen lød det blandt andet sådan: "Vi planlægger at tage publikum med på en lang musikalsk rejse. Helt tilbage til udgangspunktet med begyndelse i Kliche i 1980. For os alle er VEGA det perfekte sted at dele og fejre mødet mellem publikum og udøvende musikere".

Det blev så anden gang i år, jeg oplevede ham live, og med koncerten i DR Koncerthuset og ikke mindst Roskilde 2015 in mente, var forventningerne skruet endog meget højt op.


De blev mere end indfriet, og derfor er jeg også meget enig i denne anmeldelse fra Gaffas side.

Og hvad er det så, at Lars H.U.G. egentligt kan?

Den knapt tre timer lange koncert viste, at han har et imponerende bagkatalog. Vi begyndte ved hans seneste album, og blev så arbejdet bag ud i tid, og for næsten hvert skridt knejste nye musikalske fyrtårne op. Fra det poppede til det rockede, og med en blå undertone hele vejen igennem.

Den blå undertone er også det, H.U.G. mestrer. Alene hans stemme emmer af sorg og længsel. En stemme, der ikke bærer præg af slidthed, men står skarpt og med stor spændvidde. Og formår at synge sig ind i hjerne, hjerte og dansesko, og hvor du enten bare sidder og lytter eller synger med på de velkendte linjer. Linjer, der ofte handler om livets og kærlighedens kvaler. Om det, der var godt og fint, men som ikke er mere. Og de bliver alle afleveret med autencitet.

Det tidsløse er også noget, der kan skrives om H.U.G. Selv om, at vi rejste mere end 35 år tilbage, stod stort set alle sangene som frisktappede. Og viste H.U.G.s imponerende spændvidde - og sans for den gode sang. Det hele blev bakket op af et velspillende band, der også fik lov til at lege med. Selv om, at H.U.G. naturligvis var hovedpersonen!

Når jeg nu tænker tilbage, er det svært at pege på højdepunkter blandt højdepunkterne, men Blidt over dig, Mon de kan reparere dig?, Natsværmer, Elsker dig for evigt, Skibet hedder afsked (i en smuk akustisk version), Solen er så rød mor og Militskvinder sendte mig ud på en rejse i hele følelsesregistret.

Og hvad er det så, at Vega kan? I de 20 år, spillestedet har eksisteret, er jeg kommet der mange, mange gange. Og aldrig har det svigtet mig. Rammerne er hyggelige og giver en hjemlig stemning. Læg dertil det væsentligste for et spillested, nemlig lyden. Også torsdag aften var den knivskarp. Vi sad på balkonen, og også her var lyden god og udsynet til scenen rigtigt godt. En understregning af, at du ikke altid skal være i "front row" for at få den helt store oplevelse.

Alt i alt én af de helt store oplevelser, og en understregning af, hvilken ener Lars H.U.G. er!

Næste planlagte koncert er The Cure 14. oktober i Forum, og tiden må vise, om andre presser sig ind inden da....