mandag den 30. april 2012

En god, forlænget weekend

I skrivende stund går en lille forårsferie, der begyndte torsdag morgen, på hæld, og jeg kan se tilbage på nogle gode og udbytterige dage.

Jeg er sådan indrettet, at ferie/fridag ikke nødvendigvis betyder afslapning, men at nå de ting, jeg ikke når i den daglige trædemølle, hvilket selvfølgelig også kan indbefatte afslapning.....

Men i løbet af de seneste dage fik jeg
  • bestilt nye briller, så jeg kan blive klarsynet
  • købt en ny vindjakke - hos Helly Hansen i Ringsted Outlet, og den butik kan svært anbefales
  • købt nyt telt, så jeg er endnu mere klar til årets Roskilde
  • sendt en større cd-bestilling til Amazon, omfattende blandt andet de kommende albums med Sigur Ros og Saint Etienne
  • løbetrænet
  • ordnet min have, igen og igen og igen....
  • spulet mit hus fra top til tå
  • handlet og smagt øl fra Det lille bryggeri
  • blogget og e-mailet
  • læst Benn Q. Holms Byen og Øen
  • genset Bourne-trilogien. Action-thrillers, når de er absolut bedst, og så meget bedre end Mission Impossible, de seneste James Bonds med videre. Og Matt Damon er helt suveræn i rollen som Jason Bourne
  • set FCK vinde 3-0 over et meget tamt Aab-mandskab
  • nydt det gode vejr i især i dag
  • Og så videre....
Så alt i alt nogle dejlige dage, og samtidig kan der ses frem til en række fridage den kommende tid, hvor helligdagene hober sig op. Men omvendt glæder jeg mig også til at komme på arbejde igen, for den kommende tid byder på mange spændende opgaver.

søndag den 29. april 2012

When Monday comes....

På mandag er der lokalbrag i Manchester, hvor City lægger hjemmebane til kampen mod United. Arvefjendeopgør og lokalbrag handler altid om mere end 3 point - æren, håneretten og så videre. Men mandagens kamp handler også om det engelske mesterskab.

Storsatsende Manchester City, der har brugt oliemillioner på oliemillioner på store stjerner, jager sit første mesterskab siden 1968, mens United jager sit 20., og 13. siden 1993!

Holdene har gennem hele sæsonen kørt parløb, hvor City lagde bedst fra havn, men satte det hele over styr i løbet af december og januar. Og samtidig så vi en United-classic, hvor Sir Alex med vanlig tæft fik timet formen med rettidig omhu. Men i løbet af april skrumpede et forspring på 8 til 3 point, mens City igen ramte formen.

Vinder United på mandag, er mesterskabet stort set deres, mens det med uafgjort eller nederlag vil være helt åbent. Efter mandag resterer der 2 kampe, og her ser Citys program, på papiret, sværere ud. De har Newcastle ude og QPR hjemme, og begge hold har fortsat meget at spille for - Champions league henholdsvis overlevelse i Premiership. United har Swansea hjemme og Sunderland ude, og begge har udspillet deres rolle i turneringen.

Jeg kunne her skrive, at det også er opgøret mellem to vidt forskellige klubber - to vidt forskellige kulturer. Men det gør jeg ikke, for min kærlighed til United og foragt fodboldens svar på Luksusfælden, ville nok skinne (for) meget igennem.....

Men jeg ser frem til kampen, der bliver en gyser af rang og skærer givet 10 år af min levetid – mere, hvis City vinder! Jeg håber på, at det bliver en fair spillet kamp og uden, at dommeren kommer i centrum med de fejlkendelser, der ellers efterhånden er blevet et fast kendetegn ved fodbolden. Det ville være fantastisk med en stor og smuk fodboldkamp, men alligevel vejer resultatet tungest - sejr til United!

Men skulle United falde, tror jeg fortsat på, at de i sidste ende løber med mesterskabet. Sir Alex og flere af spillerne har stået i denne situation mange gange, men omvendt er City meget sultne efter et mesterskab og vil ikke give op uden store sværdslag.

God kamp!

- Manchester United, Pride of the North!

PS. Mange taler om, at City med et mesterskab vil slå United af pinden. Jeg har svært ved at se, at det kunne blive tilfældet, al den stund, at City i så fald vil have 3 mesterskaber mod Uniteds 19, så man skal nok være City-fan for at mene dette....

lørdag den 28. april 2012

Du er nu kommet i den alder....

Forleden var jeg til optiker, hvor der skulle bestilles nye briller. Og vanen tro, skulle synet lige tjekkes. Og her faldt replikken så: "Vi skal lige tjekke for bygningsfejl og om der er brug for læsefelt eller glidende overgange, for du er jo kommet i den alder, hvor dét bliver almindeligt".....

Og straks var jeg tilbage til et lægebesøg for et års tid siden, hvor min øvrigt gode læge sagde "at du nu er kommet i den alder, hvor der skal holdes øje med blodtrykket"....

Så la' da vær', og det næste bliver vel, at tandlægen siger, at jeg er kommet i den alder, hvor protese er at foretrække frem for fyldninger og fysioterapeuten eller kiropraktoren siger, at jeg er i den alder, hvor jeg må leve med stiv ryg, værkende knæ og så videre.....

Men de har naturligvis ret, og jeg har intet problem med min alder. Jeg vil hellere være 44 år end 24 igen, og som oftest opfører jeg mig også som én på 14 - eller 4 for den sags skyld....

Kroppen og hukommelsen forfalder, og det er jo den vej, det går. Men jeg giver ikke op, og alder er kun et tal......

PS. Selvironi KAN være anvendt!

torsdag den 26. april 2012

Man nedlægger da ikke et gravsted....

Jo, det gør man åbenbart, og i den uge, der snart går på hæld, besluttede min søster og jeg, at vores mormors gravsted på Skansekirkegården i Hillerød skulle nedlægges.

Hun døde for 30 år siden og den gang blev gravstedet købt for 20 år. Og kort efter, at vores mor døde fik vi brev om mulig fornyelse for 10 år. Den tog vi naturligvis imod, men nu var det tid til at tage stilling til, om vi ville købe 10 år mere.

Vi er vist de eneste, der besøger det, og det bliver så til en-tre gange om året, når vi alligevel er på de kanter. Så det var blandt bevæggrundene for vores beslutning, og selvom det er den rigtige beslutning, er det dæleme en mærkelig oplevelse. Og fornemmelsen ganske tom.

Men vores mange gode minder om hende er der jo fortsat, gravsted eller ej, og før eller siden skal det, der ikke er mere jo slippes. Og der er jo intet til hinder for at dreje forbi der, hvor hun lå begravet, når vi igen er på de kanter, så det vil jeg naturligvis gøre.

søndag den 22. april 2012

Bruttoliste for årets Roskilde

Forleden offentliggjorde Roskilde størsteparten af plakaten for årets festival. Og selvom mine forventninger var ganske store, vidste jeg også, at det nok vil være begrænset med de store clous, al den stund, at Springsteen, Cure og Björk ganske givet tager et stort indhug i budgettet.

Og selvom jeg er en gammel, gnaven mand, som let forfalder til brok....., vil jeg ikke gøre det over årets plakat (selvom der er nok at kritisere og en masse ønskværdige OG realistiske navne er blevet forbigået), for med førnævnte hovednavne samt en del i "underskoven", skal man dæleme være et utaknemligt skarn - og det er jeg ikke! - hvis man skal brokke sig over årets plakat.

Festivalen har meldt ud, at en 15-17 navne fortsat mangler, så her er der mulighed for flere fine navne, men næppe nogen i supertanker-klassen, om end det ville glæde mig umådeligt meget, hvis de bookede New Order, Sigur Ros, Saint Etienne, Adele, Agnes Obel, Rumer, Lana del Rey, Twilight Sad, Green Pitch og Thåström....

Nå, men her er en bruttoliste for, hvad jeg gerne vil se:
  • 120 days
  • Apparatjik
  • Björk
  • Bon Iver
  • Cult
  • Cure
  • Friendly fires
  • Dig & mig
  • I got you on tape
  • Jonathan Johansson
  • Kellermensch
  • Larsen & Furious Jane
  • Magtens korridorer
  • Malk de Kojn
  • Mew
  • Janelle Monae
  • The Shins
  • Spleen United
  • Bruce Springsteen
  • Ulige numre
  • The Vaccines
  • Jack White
 
Det endelige program lægges, når der er dykket ned i flere af de for mig ukendte navne og når spilleplanen er kendt!
 
Og mit bud på dem, der åbner Orange om torsdagen: Magtens Korridorer.

Rock and roll will never die!

tirsdag den 17. april 2012

Top-10 over Kent

25. april smider det svenske band, Kent, albummet Jag är inte rädd för mörkret på gaden. Som tidligere omtalt, er Kent blandt mine yndlingsbands - hvis ikke det absolutte. Så derfor ser jeg ekstra meget frem til det nye album, og første forsmag tegner mere end lovende for det.

Kent er ét af de få bands, hvor formkurven har været støt opadgående, og der er intet, der tyder på, at det ikke skulle fortsætte med det nye album. Dog var deres seneste udslip, En plats i solen, et lille dyk, men det ændrer ikke ved indtrykket af et band, der hele tiden formår og forstår at bygge videre og mere på.

Nå, men et nyt album, er også en god anledning til at smide min top-10 over deres numre, og den er som følger (klik på nummeret for at høre den enkelte sang):
  1. Mannen i den vita hatten (16 år senare)
  2. VinterNoll2
  3. Elever
  4. Romeo återvänder ensam
  5. Krossa allt
  6. Dom som försvann
  7. Pärlor
  8. Kevlarsjäl
  9. Generation ex
  10. Om du var här

søndag den 15. april 2012

Seneste fodboldtur til udlandet

Som jeg skriver her, var jeg i Påsken i Manchester og Liverpool. Og skønt vi fik oplevet meget i begge byer, var fodbolden naturligvis hovedformålet med turen.

Og fodbolden fyldte godt op i programmet, hvor jeg så 3 kampe, mens mine rejsefæller, Per og Kenn, så hele 4 kampe! Dem skriver jeg om nedenfor.


Macclesfield-Gillingham
Jeg har de senere år set en del såkaldte inferiøre fodboldkampe i eksempelvis Finland, Norge og Tyskland, men har samtidig ofte sagt, at den mest inferiøre kamp, du kunne se på et såkaldt højere niveau, måtte være Macclesfield-Gillingham. Den kamp var jeg tæt på at opleve Langfredag. Det blev så i stedet førstnævnte mod Shrewsbury!

Allerede på vej til England fablede Kenn og Per om den kamp, men jeg troede, at de tog pis på mig. Det gjorde de ikke, og fredag eftermiddag sad vi i toget fra Manchester til Macclesfield. Velankommet til stadion fik vi købt billetter, hvorefter vi render i deres fanbutik, der vist var på størrelse med spillerboksen på Ringsted Stadion!

Og her render vi gudhjælpemig ind i en norsk familie, hvor yngstesønnen var fan af Macclesfield. Hvor interessen kom fra, fangede vi aldrig, men vel sagtens via en FA Cup-kamp mod et af de større hold.

Hjemmeholdets stadion, Moss Rose, er et stadion i klassisk engelsk forstand - små indgange, hvor det selv for Tintin vil knibe at klemme sig ind, tilskuerne tæt placeret på banen, meget lidt plads og sporadisk overdækning. Men vi fik gode pladser og oplevede en kamp, hvor tingene nok gik hurtigere inde i hovedet på spillerne end i selve udførslen. Men en kamp i højt tempo, silende regn og medrivende tilskuere. Klassisk engelsk. Det var top mod bund - hjemmeholdet lå og ligger 2. sidst i League 2, der svarer til 4. division - og endte med den ventede udesejr - 3-1. Men hjemmeholdet fightede godt, om end deres nummer 39 var så ringe, at selv jeg kunne have gjort det bedre......


Villa has just scored
Lørdag spillede Liverpool hjemme mod Aston Villa, og til den kamp havde mine rejsefæller sikret billet. Jeg sprang over!
Jeg valgte dog at se den på en pub i nærområdet af Anfield. Under opvarmningen til kampen besøgte vi blandt andet The Arkles. Jeg satsede på at kunne se kampen her, men de viste i stedet Chelsea-Wigan. Jeg hastede videre til The Park, der ligger lige overfor The Kop, men her viste de heller ikke kampen.
Det lykkedes dog til sidst, hvor jeg et lille stykke fra Anfield fandt The Twelth Man, og kunne der følge kampen fra diverse storskærme.
På vej dertil var jeg kort forbi et andet fansted, The Albert. Og her blev jeg ramt af en bemærkning, der fortsat sidder dybt i mig. I døren møder jeg en Liverpool-fan, der på nordengelsk siger "Villa has just scored". Der er kun spillet 10 minutter. Jeg er på vej ind, han ud, og jeg er sikker på, at han gik direkte hjem.

Den bemærkning rummer og indrammer hele livet som fodboldfan. Liverpool har haft en elendig sæson i Premiership og de møder netop nu et bundhold. Fyren var ganske givet troppet op med forventninger og forhåbning, men bliver endnu en gang svigtet af sit hold. Og i ham fyren og alle andre fodboldfans sidder det berømte citat fra Bill Shankly meget dybt: "Fodbold er ikke et spørgsmål om liv eller død, det er meget vigtigere end det".

Hans egen bemærkning rummer den håbløshed, ydmygelse og opgivenhed, der er tæt følgesvend med dedikationen og kærligheden til sit hold. Og jeg tror, at alle fodboldfans kan nikke genkendende til den. Det uanset om ens hold klarer sig godt eller skidt.

Den minder også om, at efter solen kommer gråvejret, og selvom eksempelvis United har klaret sig godt de seneste 20 år, vender det på et tidspunkt. Og hvor det er mig, der siger eller skriver "Villa has just scored".



Manchester United - Pride of the North
Kampen mellem Manchester United og Queens Park Rangers blev også kantet her, og fra selve spillet på banen er der ikke meget at rapportere. Det blev ikke den mest ophidsende kamp, hvilket blandt andet skyldtes, at QPR meget tidligt blev ramt af et tyndt straffespark og en endnu tyndere udvisning.

Holdet havde indledt kampen meget defensivt og pakkede sig, meget naturligt, endnu mere sammen, om end det irriterede mig noget! United var spilstyrende kampen igennem, men deres spil var til tider meget statisk.

Det endte med en sejr på 2-0 til hjemmeholdet, og den burde have været større. Danny Welbeck brænder 3 chancer, som selv min kat havde scoret på, og ivrige Rafael har 1 i samme kategori.

Men samtidig kunne jeg ved selvsyn se, hvorfor de undervurderede Michael Carrick og Johnny Evans stort set hver gang er i startopstillingen. To anonyme spillere, der rydder op og binder holdet sammen. Deres arbejdsindsats og bidrag til holdet er uvurderlig høj.

Hvad angår Old Trafford var stemningen, som tidligere nævnt, elektrisk, og selve stadion er fantastisk. Måske næsten for moderne, men det er indtrykket, at det får tilgodeset hardcore-fans, familier, VIP'er med flere på én og samme gang og så er missionen jo fuldført.

You only sing when you are winning
Turens sidste kamp stod mellem Everton og Sunderland, hvor vi håbede på at se Nicklas Bænkner optræde for sidstnævnte. Han var naturligvis skadet og samtidig sparede hjemmeholdet en af del af deres bedste forud for gårsdagens FA Cup-semifinale.

Nå, men en kamp, jeg også havde set frem til. Goodison er et af de stadions, du husker fra Tipslørdag. Et klassisk engelsk stadion, placeret midt i et boligområde og hvor moderniseringen har været sporadisk. Især på den langside, hvor vi havde fået pladser - sæderne var af træ og sædenummeret malet på.

Som følge af det med det klassiske engelske, havde jeg også set frem til den fantastiske stemning, du kun kender fra de engelske kampe. Den udeblev, for sjældent har jeg oplevet et mere tamt publikum. Der er vist mere stemning til en serie-kamp i Kværkeby! Det skal være usagt, om tilskuerne sparede sig til FA Cup-semifinalen.....

Men lidt liv i kludene kom der da. Især i 2. halvleg, hvor hjemmeholdet over nogle få minutter begravede Sunderland, og sendte dem hjem med en sæk på 4-0.

Så alt i alt kan der også fodboldmæssigt ses tilbage på nogle gode oplevelser fra Påsken i det engelske.

Som afrunding kan jeg fortælle, at jeg over de 3 kampe nåede at høre Stone Roses, Jam, Clash, Kasabian, Verve, Dusty Springfield og New Order fra stadionhøjtalerne. Og dermed musik, der nok bedre er in sync med tilskuerne end Gorky Park, Ibiza-disco og hvad Parken ellers spiller ud med.....

lørdag den 14. april 2012

Påsketur til Manchester og Liverpool

Skærtorsdag havde Kenn Hinrichsen, Per Fixen og undertegnede sat hinanden i stævne i Københavns lufthavn, og det med henblik på en påsketur til Manchester og Liverpool.

En lignende tur var vi på i 2009, men denne gang valgte vi at tage de første 3 overnatninger i Manchester og efterfulgt af 2 i Liverpool. En del af rejsen var købt via Travel2Football, mens resten havde vi, i vanlig stil, selv klaret.

Det primære mål for turen var fodbold. I 2009 var det også målet, hvor vi sammen så Liverpool og Manchester City på deres hjemmebaner. To af mine "hadehold", mens Liverpool er Kenns absolutte yndlingshold. I år tog vi den omvendte, og så to af Kenns "hadehold": Manchester United og Everton, og kampprogrammet ville det sådan, at United skulle møde netop Pers yndlingshold, Queens Park Rangers! Nå, men fodboldoplevelserne skriver jeg om i et senere indlæg.

Manchester
Efter, at vi var blevet indkvarteret i vores lejlighed ved Deansgate, var vi klar til et gensyn med Manchester. En by, der imponerer med sit ene fodboldhold, altså United!, og så for at have fostret bands som Stone Roses, Joy Division/New Order og The Smiths, men ikke for hygge og seværdigheder. En meget typisk engelsk industriby, der samtidig bærer præg af sønderbombningen under 2. verdenskrig samt IRA-bomberne i 1996.

Men byens smukke Town Hall er fortsat intakt og mellem de mange frygtelig grimme bygninger, der er bygget de seneste årtier, ses mange i gammel, engelsk stil, med mørkerøde mursten, krummelurer med videre. Og så selvfølgelig et væld af pubber, der vel ikke har forandret sig de seneste 100 år!

Så det blev til en "strøgtur" gennem byen, forbi byens mange pladser, gennem Northern Quarter (der er byens Vesterbro) og undervejs blev der indlagt passende stops, som ved Manchester Eye (jeg ved ikke, hvad det hedder, men er byens svar på London Eye). Efter vi havde besøgt de to pubber, der ligger ved siden af den (to ældgamle steder, i bindingsværk, og med fremragende øl på hanerne), gav Per og Kenn mig billetten til en tur i Eye't i fødselsdagsgave. En imponerende tur, der gav nogle flotte og gode muligheder for at se byen fra oven og ud i horisonten.

På dag 2 lagde vi ud med at lægge vejen forbi det sted, hvor spillestedet Hacienda tidligere lå. I dag er der bygget lejligheder på grunden, men herligt at stå på det sted, der har huset alt, hvad der kunne krybe og kravle af bands fra især Manchester.

Efter indkvartering på hotellet søgte vi mod Salford Quays, der ligger lidt udenfor byen og er et havneområde, der de senere år er blevet kraftigt renoveret og moderniseret. På vejen dertil ligger The Salford Lads Club, der især er kendt fra coveret til Smiths-albummet, The Queen is dead. Så her blev der taget nogle billeder!

The Quays var ganske imponerende, med BBC-byen, restauranter, Outlet-center, museer, koncerthus med videre. Vi var kort gennem outlettet såvel som Imperial War Museum. Men så var min tålmodighed opbrugt, for lige ved siden af ligger Old Trafford. Hjemsted for Manchester United. Og skønt, vi også skulle forbi om søndagen, benyttede vi muligheden for endnu et besøg - Kenn vil nok ikke benytte betegnelsen "muligheden"! Så vi lagde vejen forbi diverse mindesmærker på stadion og fik taget en masse billeder, ligesom jeg i deres Megastore fik min fødselsdagsgave af katten: En Ryan Giggs-spillertrøje!

Om aftenen fik jeg min anden fødselsdagsgave af Kenn og Per: En billet til League 2-kampen mellem Macclesfield og Shrewsbury. Den og de øvrige kampe skriver jeg, som nævnt, om senere....

Om lørdagen tog vi så et smut til Liverpool. Uniteds kamp var blevet flyttet til om søndagen og da Liverpool spillede hjemme om lørdagen, besluttede Kenn og Per, at de ville forsøge at skaffe billeter. Det lykkedes - for dem, for jeg sprang over..... Så lørdag formiddag brugte vi i Liverpools hyggelige bymidte, hvor Kenn også fik købt sig en Daniel Agger-spillertrøje. Og ellers var det afgang mod Anfield. Jeg fulgte med og så kampen på en hardcore Liverpool-pub, hvor jeg ikke skulle nyde noget af at nævne ord som United, Rooney eller Sir Alex!

Og så oprandt den store dag - års ventetid var ovre, og jeg skulle til min første hjemmekamp med United. Jeg havde dog tidligere oplevet én kamp på Old Trafford, men der var jeg iklædt en FCK-trøje. Og cirka 1 time før kick-off trådte jeg for alvor ind på stadion. Vores billetter viste sig at være rigtigt gode i forhold til udsynet over banen og stadion, og som bonus sad vi lige ved siden af den legendariske fantribune, Stretford End!

Uniteds fans er, primært af modstanderholdenes fans, blevet kritiseret for at være meget stille. Søndagens kamp var i hvert fald modbeviset. Old Trafford leverede en fantastisk opbakning til hjemmeholdet og fra Stretford End bølgede sangene og jublen. Og til nye højder, da legenden, Ryan Giggs, begyndte at varme op, og endnu højere, da en anden legende, Paul Scholes, scorede til 2-0: "Paul Scholes, he scores goals"!

I det øjeblik, kampen blev fløjtet af, besluttede jeg, at jeg mindst hvert andet år skal en tur på Old Trafford, for selvom kampen langt fra var fremragende, var det en helt specielt oplevelse at sidde der på stadion.
Liverpool
Efter kampen satte vi straks kursen mod Liverpool. Og søndag morgen var vi klar til sightseeing. Det var vejret desværre ikke, men der skal mere til at slå os ud. Så vi satte kursen mod den gamle katedral i Liverpool. Et imponerende bygningsværk og endnu mere imponerende indenfor. Jeg har altid været fascineret af kirker og fascinationen blev ikke mindre efter det besøg. I kirken tændte jeg desuden et lys for mine forældre.

Det nyrenoverede Albert Docks og promenaden langs Mersey blev også besøgt inden, at vi satte kursen mod turens sidste fodboldkamp, Everton-Sunderland.

Efter kampen tog vi den på gåben gennem Stanley Park og kunne ved selvsyn opleve, hvor tæt Evertons hjemmebane, Goodison, ligger på Liverpools ditto, Anfield. Vel 10 minutters gang! Hillsborough-mindestedet blev besøgt, hvor der på stort set årsdagen var blevet lagt mange blomster, hilsner med videre. Gribende!

Efter pubbesøg, hvor vi lige lavede vores egen nørdede fodboldquiz, sluttede vi aftenen af i Cavern Quarter, og gik dermed i fodsporene på The Beatles. På Cavern Pub var der spilleaften, hvor en Ian et-eller-andet selv spillede og hentede venner og bekendte med på scenen. Én af dem var Ian McNabb, der har gjort sig i Icicle Works. Et band, der lå i slipstrømmen på U2 og Simple Minds, og som jeg lyttede lidt til i slutfirserne. Han spillede en del af deres gamle hits og skønt, at han var ældet uden ynde og var temmelig fordrukken, var stemmen intakt. En ret god oplevelse.

Kenn og jeg sluttede af på Cavern Club, hvor en ung fyr spillede Beatles, nyere hits samt en forrygende udgave af Led Zeppelins Stairway to heaven.

Og så nåede vi frem til hjemrejsedagen. Kenn og Per fik klaret diverse butiksbesøg, ligesom Kenn og jeg tog en tur mere langs Mersey, hvor vi igen-igen kunne opleve englændernes noget særprægede arkitektoniske og æstetiske sans - beton- og glaskolosser nærmest smidt mellem gamle, smukke bygninger.

Først på eftermiddagen satte vi kursen mod Manchester Airport, hvor der så kunne lukkes ned for endnu en fremragende fodboldtur til udlandet, med gode oplevelser, fodbold og godt og sjovt selskab. Tak til Per og Kenn for en herlig tur. Det er altid en fornøjelse.

tirsdag den 3. april 2012

Mens jeg venter.....

3 af mine absolutte yndlingsbands - Kent, Sigur Ros og Saint Etienne - er på vej med nye albums. Smagsprøverne fra dem alle tegner mere end lovende, men mine forventninger til musik fra de pågældende er altid høje - og bliver altid indfriede!

Noget tyder på, at 2012 kan blive én af de helt fine musikårgange, og i ventetiden på de albums, spiller jeg nedenfor mine absolutte favoritter med netop Sigur Ros, Kent og Saint Etienne:




Endelig har jeg store forventninger til det kommende album med The Walkmen. De har endnu ikke helt opnået favoritstatus her på matriklen, men er et band, jeg bliver mere og mere begejstret for. Her er en personlig favorit:


Og det med, at 2012 kan blive et fint musikår understreges også, at vi kan vente nye plader (bruger vi overhovedet betegnelsen plade mere eller er det bare mig, der er gammel.....) med Garbage, Best Coast og Beach House.





søndag den 1. april 2012

Birthe Elisabeth Nielsen, 1934-2002

I morgen er det præcist 10 år siden, at min mor døde. 10 år, der som oftest føles som dage eller måneder.

Som jeg skriver her, bliver hun syg kort efter, at min far døde. Hun var 3 år forinden blevet behandlet for kræft, og et-eller-andet sted i baghovedet frygtede vi, at den forbandede sygdom var vendt tilbage.

I løbet af efteråret går det op og ned. Nogle dage er gode, andre dage har hun så store smerter, at hun kun kan ligge krumbøjet på gulvet. Der er undersøgelser og indlæggelser. Hun er hjemme i julen - den lorteste jul af dem alle. Den første uden min far, den sidste med min mor.

1. februar bliver hun så indlagt på RASK i Køge, og hun kommer ikke hjem igen. Det bliver ved med at gå ned af bakke, og vi er vidner til et grusomt forløb. Min søster og jeg besøger hende næsten hver dag, passer hendes lejlighed, og klarer vores eget liv og arbejde. Set i bakspejlet forstod jeg ikke altid, hvordan vi kunne overkomme alt dette, men ofte kan du mere end du selv tror, at du kan.

I slutningen af marts er jeg sammen med Martin Søgaard i Rom, hvor vi skal løbe marathon. Jeg sender et postkort til hende, hvor jeg skriver, at jeg håber, at hun snart bliver rask. Postkortet når aldrig frem.

Den sidste dag, jeg taler med hende er Langfredag. Hun er helt afkræftet, og må støtte sig til en rollator, mens hun skal på toilettet. Da jeg forlader stuen vender jeg mig om og ser, at hun ligger i sengen, med ansigtet vendt mod mig og sender de mest sørgmodige øjne til mig.

Dagen efter bliver hun overført til intensiv afdeling. Jeg tror stadig på håbet, men læger og sygeplejesker forbereder os også på den ulykkelige udgang. I løbet af de næste par dage besøger hendes nærmeste venner hende for sidste gang. Og 2. påskedag om eftermiddagen kommer vores morbror og tante. Han sidder og holder hende i hånden, mens hans fortæller historier og anekdoter fra deres barndom. Det er som om, at hun kun lå og ventede på, at han skulle komme. Nu kan hun sige farvel, og få timer efter siger hun farvel til denne verden.

Min søster og jeg sidder ved hendes side, da hun ånder ud. Jeg forlader hendes seng, mens min søster gør hende klar. Jeg går herefter alene ind på stuen og sidder ved hendes seng, mens jeg beder en bøn. Efter mit Amen, braser min verden sammen - måske ikke udadtil, men indvendigt lyder det voldsomste brag. Indenfor 9 måneder har jeg mistet de to personer, jeg elskede højest på denne jord. Jeg er ikke en gang fyldt 34 år. Og genopbygningen er her, 10 år efter, fortsat i gang.

Hvor absurd det end måtte lyde var hendes død det bedste, der kunne ske, omstændighederne taget i betragtning. Det var meget synd for at hende, at hun skulle ligge der og lide såvel fysisk som psykisk. Så det var godt, hun fik fred og alt andet ville have været uværdigt. De sidste dage sad vi også og tænkte ”få nu bare fred, mor”. For hendes skyld. Vi vidste også, at hun aldrig ville blive helt rask igen.


Som ved min far, virker besøgene hos bedemand, præst med videre fuldkommen uvirkelige. Er det del 2 af en film, jeg medvirker i? Men alt bliver klaret, og lørdag den 6. april bliver hun begravet. Som ved min far, er kapellet fyldt med familie, venner og blomster.

Efter salmer og præstens smukke ord til og om min mor, skal jeg/vi gå samme vej, som 9 måneder tidligere. Min søster står sammen med sin familie og foran dem står jeg alene og kigger på rustvognen. I forbindelse med dette indlæg har jeg genlæst nogle af mine breve til min gode veninde, Mie, der som ved min fars død, gav mig en uvurderlig hjælp gennem sorgen. I et af dem citerer jeg Ole Bornedal, der i forbindelse med hans egen mors død udtalte: ”Da var jeg i det ultimative yderpunkt: Hvis jorden er flad, så var jeg nået til kanten og kiggede ned. Og der ville jeg ikke hen, nu måtte jeg tilbage. Og i det øjeblik, man går tilbage, kan man se, at alt det andet er der ikke nogen grund til at tage alt for alvorligt”. Sådan havde jeg det i det sekund. Sådan har jeg det fortsat den dag i dag.



Efterfølgende er der kaffe og smørrebrød på Benløse Kro. Jeg takker gæsterne for, at de er kommet, og set i bakspejlet aner jeg ikke, hvor kræfterne kom fra. Måske jeg bare ventede på, at filminstruktøren sagde "cut".

Der er noget godt i alt, og vores forældres død førte min søster og jeg endnu tættere på hinanden. Ikke, at vi nogensinde har været væk fra hinanden. Familie holder sammen, men vores forældres død knyttede os endnu tættere sammen. En anden god ting er, at min svogers forældre tog mig til dem, om jeg så må skrive, hvor jeg eksempelvis inviteres med til familieting med videre. Det gode forhold, vi i dag har, er jeg dem dybt taknemlig for.

Endelig betød de to dødsfald så tæt på hinanden, at der skulle ske noget nyt mit liv. Blandt andet tager jeg en beslutning om at læse HD 2. del og ikke mindst at skifte arbejde. Og to måneder senere skifter jeg Midtsjællands Postcenter ud med Post Danmarks hovedkontor, og i den tid, jeg er der, møder jeg den nuværende Ølloge samt Per, Preben og Karin, hvis venskab, jeg den dag i dag sætter stor, stor pris på.

Jeg vil ikke påstå, at min mor var den bedste mor i verden, men hun var min mor. Jeg orker heller ikke at dvæle ved eventuelle dårlige minder eller lignende. Jeg så op til hende og spejlede mig i hende, og gennem hele livet havde vi et meget tæt forhold. Hun var den, som læste med mig, diskuterede med mig og udfordrede mig. Især omkring politik og holdninger, hvor værdier som tolerance, frisind og frihed var nogle, jeg fik ind med modermælken. Vi diskuterede film, bøger, oplevelser, rejser, politik og så videre. Men ikke sport - her trak min far nitten og måtte være den, der lagde ører til podens evindelige snak om dette og især hint.....

Min mor og far var ens på mange områder, i deres holdninger og hjælpsomhed overfor andre. De stillede altid op, når der var behov for det. Men min mor var nok den mere empatiske og lyttende af de to. Jeg beundrede hende for hendes omsorgsfuldhed og evne til at stille op og lytte til andre. Og ikke mindst til at holde sammen på tingene, uanset hvad det drejede sig om. Hendes rummelighed var nærmest grænseløs. Jeg er overbevist om, at hun var meget vellidt, hvor hun havde nemt ved at lære andre at kende og hvor andre satte stor pris hendes selskab, væremåde og så videre. Det var også noget af det, jeg beundrede hende for.

Jeg runder af, som jeg gjorde ved indlægget om min far:

Fortryder jeg noget? Ja, én ting. Og kun én. Det er, at jeg aldrig fik fortalt min mor, hvor højt jeg elskede hende. Jeg tror, at hun vidste det, og handlinger er altid at foretrække frem for ord, men tingene må også siges.

Mor, jeg elskede dig, og vil altid gøre det. Pas godt på far og alle de andre. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om og ikke mindst fortælle og vise dig. Vi, Anette og jeg, har det godt, og du er borte, men aldrig glemt.