fredag den 15. juli 2011

Mit yndlingsband?

Hvornår er et band (i den forstand, at betegnelsen dækker enten en musikgruppe eller solist...) ens yndlingsband? Er det kriterier som "flest plader med", "komplet samling", "lyttet mest", "flest koncerter", "størst påvirkning" eller en kombination af disse? Måske ligegyldige overvejelser, for det vigtigste er vel, om musikken er god eller ej - med mindre, at man er en musiknørd, så de overvejelser gør jeg mig altså en gang i mellem......!

Og når jeg gør det, springer navne som Smiths/Morrissey, Sigur Ros, Neil Young, Depeche Mode, Martin Hall, Cure, Saint Etienne, Peter H. Olesen (i de forskellige sammenhænge, han har udgivet plader i) blandt andet op.

Men skal jeg vælge ét - og kun ét - må det falde på det svenske band, Kent.

Første gang, jeg lægger mærke til dem, er i vinteren 97-98, hvor albummet Isola netop er udkommet. Et album, der for alvor bringer dem udenfor de svenske grænser. Især nummeret Om du var här får megen spilletid på de danske radiostationer. Forud var gået to mere anonyme plader.

Men jeg var ikke specielt overbevist om deres kvalitet, men det bliver jeg 2 år efter, hvor Hagnesta Hill bliver smidt på gaden. Kevlarsjäl sidder lige i hjertekulen, og herefter ser Kent sig ikke tilbage. Formkurven stiger fra album til album, og i takt med, at de finder deres egen lyd i krydsfeltet mellem nordisk melankoli, Phil Spectors Wall of sound og Depeche Modes maskinpark. Samtidig finder forsanger Joakim Berg sin egen tone i såvel stemme som tekst, der primært kredser om den fundne, umulige eller tabte kærlighed.

Med Isola og Hagnesta Hill søger bandet det internationale gennembrud, hvor pladerne også udkommer på engelsk. Det gennembrud udebliver, men i Skandinavien er de konger.

Deres albums fra og med Hagnesta Hill holder en tårnhøj kvalitet - selv singlernes b-sider og diverse studie-outtakes er af en sådan kvalitet, som mange andre bands kun kan drømme om - og det er først med sidste års sommeralbum, En plats i solen, at loftet (for en stund) nås.

Hovedværket er i mine ører Du & jag döden. Joakim Berg synger med bristet hjerte, så englene græder, og lyden er storladen, uden at forfalde til det svulstige. Og så rummer albummet to af bandets absolut bedste stunder, Romeo återvänder ensam og Mannen i den vita hatten (16 år senare). Sidstnævnte er efterfølgende en fast koncertafslutter, og må betegnes som alle koncertafslutteres moder. Længere er den ikke!

Live oplever jeg dem første gang på 2000-årgangen af Roskilde, og igen samme sted to år efter. Jeg bliver ikke imponeret, men da de i efteråret 2002 spiller i KB Hallen sker åbenbaringen. Berg er bag mikrofonen selve definitionen på Über-cool og bandet spiller fantastisk. De samler de bedste numre fra deres foregående albums, og publikum står lamslået tilbage - og svedige. Det var i hvert fald tilfældet for Anita, Claus og den små Søren. Nok én af de bedste koncerter, jeg har oplevet - overhovedet! Sidenhen er det blevet til flere i KB Hallen og Tap1, ligesom jeg to gange har været hinsidan for at opleve dem. Ingen nåede helt op til oplevelsen fra efteråret 2002, men stadig var det store, store oplevelser.

Hvorom alting er, bonner Kent ikke nødvendigvis ud som nr. 1 på de førnævnte kriterier, og det er heller ikke et band, jeg hører dagligt endsige månedligt. Men er dét band, jeg oftest vender tilbage til og jeg frydes hver gang.

2 kommentarer:

Rene sagde ...

Interessant indlæg - på mange planer! Og noget uventet, vil jeg også sige. Hvis man skal tage dine overvejelser helt til dørs, kan man givet nok første afsige dommen på dødslejet, hvor det hele gøres op - og det vil altid være uretfærdigt med kun et enkelt navn, som vi også mange gange har diskuteret. Vi er nok nået den alder, hvor vi ved, hvad vi også har med om tyve år og hvad der farer forbi os...men tak for et godt indlæg, som man selv burde gøre efter som en øvelse!

Søren Nielsen sagde ...

Takker, og det er da fint, hvis man en gang i mellem kan overraske ;). Og jeg vil da med glæde se frem til en sådan øvelse fra din hånd og ånd....