Touren 2011

Søndag sluttede årets Tour de France, og det med løbets første australske vinder i form af sejpineren og slideren Cadel Evans. Det giver ingen mening at diskutere, om sejren var fortjent eller ej, for den, som på den hurtigste tid slider sig gennem 21 etaper med flade veje, voldsomme bjerge og alskens vejr, er naturligvis den fortjente og rette vinder.

Med sejren fik Evans også udskiftet de 2. pladser, han tidligere år har hentet hjem til samlingen. Evans er tidligere blev beskyldt for at køre defensivt og blot hænge på de andre. Det med rette, og i år så vi også samme tendenser. Men vi så også, at han kan tage ansvar, når det gælder. Ikke mindst under Andy Schlecks store togt på den første Calibier-etape, hvor den gule trøje for Evans' vedkommende langsomt fortonede sig på bjergskråningerne. Hvor alle slog ud, tog Evans fat og tog ansvar. Her så man en sand mester.

Omtalte Andy Schleck blev igen igen igen 2'er. Det kunne have fået et andet udfald, havde han haft det nødvendige strategiske overblik på etapen til Alpe d'Huez, hvor den slagne Tour-konge, Alberto Contador, kastede sig ud i et vanvittigt togt og generøst forsøg på at genrejse sig. Schleck var den eneste, der kunne følge ham, men havde han indgået i et samarbejde med Contador, i stedet for blot at lægge på hjul, havde muligheden for at køre feltet sønder og sammen været indenfor rækkevidde. Konklusionen kunne være, at Schleck ikke har den ærgerrighed og indebrændthed, der kendetegner store ryttere, der kører for at vinde.

Det er fint nok for mig, for han, hans bror, Fuglsang, Voigt med flere valgte sidste år at svigte Bjarne Riis og skifte til cykelsportens svar på Manchester City, Team Leopard-Trek, og dem ønsker jeg kun al mulig uheld.

Men ellers vil jeg huske Touren for

• netop Contadors forsøg på at rejse sig fra asken, men symptomatisk for hans Tour, glippede det ved målstregen. Han er tilbage til næste år!
• nordmændenes Hushovd og Boasson Hagens flotte ridt og sejre
• Voecklers kamikaze-agtige forsvar af den gule førertrøje
• de vanvittige styrt, forårsaget af blandt andet tv-biler og tv-motorcykler
• og generelt et meget flot Tour de France, hvor man nyder spændingen, de store slag og sejpineriet, og slet ikke savner Indurains og Armstrongs lammende herredømme

En flot årgang, der vil blive husket længe. Om end den ikke var i nærheden af  årgangene 84-90, hvor tidernes største rytter, Greg LeMond udfoldede sig, og hvor vi var vidner til mageløse slag mellem netop Lemond, Hinault og Fignon, hvis lige verden endnu har til gode at opleve!

Se blandt andet denne video fra én af de mest legendariske etaper i Tour-historien. LeMond og Hinault på Alpe d'Huez. To holdkammerater i kamp mod hinanden og i samarbejde med hinanden.