Gensyn med Smatten....

Så er man vendt tilbage til civilisationen efter endnu en overlevelsestur ved Roskilde; kravlet ud af urinstøvet og fået restitueret sig.

Og dermed også fået sat flueben ved endnu en glimrende og mere end vellykket Roskilde, hvor de musikalske oplevelser var følgende (med 6 stjerner som det bedste):

PJ Harvey - 5 stjerner
En imødeset koncert ovenpå ét af de bedste albums i 2011. En meget velspillet koncert, hvor Polly Jeans smukke stemme stod lysende klar. Hovedvægten lå naturligvis på Let England Shake, men der var også flere, fine afstikkere til bagkataloget. Eneste minusser var, at hun kun spillede 1 time og at In the dark places var udeladt fra sætlisten.

Raveonettes - 6 stjerner
Konklusionen er, at havde de spillet på Arena, havde de væltet teltet, men nu fik de æren af at spille på Orange. Det gjorde de mere end glimrende. Nok den bedste koncert, jeg har oplevet med dem - og med Sune Wagner siden Psyched Up Janis-koncerten i Ringsted Medborgerhus for år tilbage. Sharin Foo var Mrs. Über-cool, og det giver bandet en enorm styrke, at hun har fået en mere fremtrædende rolle. Og Wagner må have været på lykkepiller, for han smilede flere gange og sagde endda noget.... Apparations og Forget that you're young var højdepunkter blandt højdepunkter.

Walkmen - 6 stjerner
Årets mest imødesete koncert. Også fordi, at jeg glippede dem, da de sidste år gæstede Amager Bio, idet arbejdet mente, at jeg skulle være i Oslo. Koncerten indfriede alle forventningerne. Cool, afslappet og velspillet, må siges at være nogle af kodeordene om bandet. Og tiden stille stod stille i Odeon under denne meget smukke koncert.

The Walkmen

Cody - 6 stjerner
Nok den bedste koncert på dette års Roskilde. Cody har ry for at være et fantastisk liveband, og det ikke uden grund. De formår at fange publikum med skønsang og indlevelse, medrivende og indfølt. Der blev spillet numre fra deres album og 2 ep'er, og alt sad lige i skabet. Comfort & Rage var sindsoprivende god, og det bedste nummer, jeg hørte på årets Roskilde.

Portishead - 5 stjerner
Jeg havde frygtet, at de ikke kunne spille Orange op, med deres drævende triphop. Tvivlen var grundløs, for de greb publikum om hjertet og den til tider indadvendte Beth Gibbons smid til sidst hæmningerne og hoppede ud til publikum. Og et bevis på, at koncerter kan være meget andet end store lys- og sceneshows - selv på Orange.

Veto - 3 stjerner
Åbningsbandet på Orange. En utaknemlig opgave at skulle spille ud og op til et publikum, der havde ventet et helt år på Roskilde. Og især, når bagagen er fyldt med mere elektroniske og til tider neddæmpede numre. Veto kæmpede bravt, hvor især de tidlige hits gik rent ind hos publikum. Jeg foretrækker nu bandet på en mindre scene.

Love Shop - 4 stjerner
Jens Unmack formår som ingen andre at erobre en scene og gribe publikum. Arena gyngede med, mens Unmack sang med et mere end velspillet og energisk band i ryggen. Udlægget, med Redningsklar og Ikke langt herfra, gav forhåbninger om den helt store forløsning, men dertil var den øvrige sætliste lidt for rodet for min smag. Dog en flot koncert, men uden at være helt oppe at ringe.

Killing Joke - 3 stjerner
Et band, jeg lyttede en del til i slutfirserne - især hittet Love like blood, som vi også fik i en meget punket version. Trods mere end 30 år på bagen, leverede bandet en energisk og overbevisende optræden, og med en noget nær manisk Jaz Coleman bag mikrofonen.

Strokes - 6 stjerner
Indrømmet, Strokes er et band, jeg af ukendte årsager altid er gået udenom, men alligevel valgte jeg at høre dem. Det fortrød jeg ikke. En fabelagtig rockkoncert, der understregede, at Orange fortsat har sin berettigelse. Coole attituder og velspillende og -syngende. Og forsanger Julian Casablanca scorede billige, men gode point ved at flashe sine danske aner. Det gik rent ind og det gjorde koncerten så sandelig også.

Arctic Monkeys - 5 stjerner
De er meget tæt på den 6. stjerne. Flabede attituder, tilbagelænet (på den gode måde) og en meget velspillet affære, hvor sangene blev afleveret i maskingevær-tempo. Der blev gravet godt i bagkataloget, men heldigvis fik vi også en del fra det fine og seneste album, Suck it and see.

Uden for bedømmelse:
Lykke Li, Deadmaus og, Dark Dark Dark, som jeg alle hørte lidt af, men uden at fange mig

En masse koncerter blev det altså til, men jeg ville også gerne have haft hørt en lang række andre bands, men på grund af overlappende program, logistik, træthed (fysisk som musikalsk) med videre glippede dette. Mere tale om tilvalg end fravalg. Sådan er det jo altid på en festival.

Vejret var også i den bedre ende. Det skal jo regne på Roskilde (!!), og vi fik lidt mere tålelige temperaturer end de sidste par år. Timingen på lørdagens store regnskyl var velplanlagt, for det kom lige mellem de to store koncerter på Orange, Arctic Monkeys og Strokes.

Lejrlivet er også en stor og væsentlig del af Roskilde, og igen i år var Camp FisFis/Blanco/Morfar STEDET at være og leveringsdygtig i mavekramper grundet grin på grin. Herlig stemning, leveret af herlige mennesker. Tak for det.

Lejrstemning

Modsat tidligere år, har jeg denne gang helt undladt at læse anmeldelser fra årets Roskilde, men flere musiksites har samlet deres egen dækning og kan læses via nedenstående links:

Gaffa
Undertoner
Soundvenue

Men alt i alt en mere end glimrende festival (trods mine liggende 8-tal forbehold i månederne op til), der lander på et 10-tal på den gamle skala.

PS. Ja, vi ses helt sikkert til næste år - rock and roll will never die!