søndag den 30. marts 2014

Introducerer.....Augustines

For et par uger siden stødte jeg på bandet Augustines via en anmeldelse på musik-sitet, Drowned in sound, hvor deres nye og selvbetitlede album fik 9 på en skala fra 1 til 10.

Og når et album får en sådan karakter, bliver du som musikelsker ofte en smule nysgerrig. Og i anmeldelsen bliver der trukket på referencer til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire.

Jeg ledte derfor videre efter mere om bandet, men uden, at jeg blev ret meget klogere. Udover, at de oprindeligt er fra New York, men nu Seattle, og det nye album er deres nummer 2 i rækken.

Nå, men jeg fik fat i albummet, og efter en del lytninger giver jeg Drowned in sound ret i deres bedømmelse, for det er slet og ret et fremragende og meget helstøbt album.

Referencerne til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire nikker jeg også til, men føjer også Bruce Springsteen til listen. Det er stadion-rock, men også klub-rock. Det er lige-ud-af-landevejen-rock, men uden, at de falder i hullet med klicheer. Det er autentisk, melodisk, fandenivoldsk, fængende og pragtfuldt.

Læg dertil Billy McCarthys særegne stemme, hvor det lyder som om, at han råber sangene, men gør det uden snerten af falskhed.

Hvorom alting er, er der her tale om årets hidtil bedste musikopdagelse, og endnu et band, jeg gerne så på årets Roskilde - det ville ganske givet blive én af de helt store oplevelser!

Men lyt selv med nedenfor:





lørdag den 29. marts 2014

En mini-ferie i Berlin

Siden 2004 har jeg stort hvert år været på én eller flere fodboldture til udlandet, og stort set hver gang har selskabet bestået af mine tidligere kolleger, Per og Preben, samt Prebens søn, Stefan. Det var også tilfældet tirsdag formiddag, hvor vi mødtes i Københavns Lufthavn, og med Berlin, som rejsedestination.

Det var så mit syvende besøg til byen, men de tre dage, vi var der, bekræftede mig i, at det ikke var ét for meget - og slet ikke det sidste!


Preben, Stefan og Per foran Olympiastadion
Bayern München er tysk mester
Turens hovedmål var fodboldkampen mellem Hertha Berlin og Bayern München. Og tilfældet ville, at sidstnævnte kunne sikre sig sit 24. tyske mesterskab netop denne dag. Det var især Stefan og jeg svært tilfredse med, da vi begge er store fans af holdet.

Kampen blev spillet på Olympiastadion, der emmer af historiens vingeus. De ydre rammer er bibeholdt fra OL i 1936, men stadion var topmoderne indvendigt. Som stort set alle tyske stadions er, og området omkring stadion var præget af boder, der solgte mad og øl. Jeg ville ønske, at danske klubber også i denne henseende skelede meget til de tyske naboer.

Stadion var naturligvis udsolgt - som stort set alle kampe i Bundesligaen er det - og de mere end 70.000 tilskuere leverede en forrygende kulisse. Og selvom hjemmeholdets fans fyldte godt op på stadion, fik du hurtigt indtrykket af, at Bayern München var på hjemmebane. Og alle sad og håbede på, at mesterskabet allerede blev hentet hjem denne dag.

Det blev det, da holdet vandt 3-1 - en sejr, der snildt kunne have været meget større. Alene boldbesiddelsen var efter de 90 minutter 75-25 i Bayerns favør. Sådan har det nu været hele sæsonen, hvor holdet har spillet noget af det bedste fodbold, verden har set i mange år. Vi alle fire har nydt spillet bag tv-skærmen, men oplevelsen var desto større live. Her kunne du se, hvordan alle spillerne bevægede sig for hinanden, hvor elegant og sikkert afleveringerne lå og hvor hårdt alle arbejdede for holdet. Jeg har set mange, mange kampe på stadion, og selvom denne ikke var den mest underholdende, var den det bedste fodbold, jeg nogensinde har set. Dertil kommer, at holdets tre mål alle tenderede såkaldte Playstation-mål, hvor der var bold-pingpong spillerne i mellem. En sand nydelse.

Kampen blev fløjtet af efter nøjagtigt 90 minutter, hvorefter Bayern München modtog en fortjent hyldest fra deres mange, mange fans på stadion. En stor, stor oplevelse at være på stadion den aften, hvor holdet sikrede sig endnu et tysk mesterskab!


Holocaust memorial
Sightseeing
De to resterende dage var så sat af til sightseeing, og selvom, jeg har været i byen mange gange, er der altid nogle steder, jeg vender tilbage til. Vejret indbød også til sightseeing, hvor solen strålede fra en blå himmel, og med temperaturer på omkring 13-15 grader.

Efter morgenmaden gik det så på raske fjed mod Checkpoint Charlie, Topographie des terrors, Potsdamer Platz, Holocaust memorial, Førerbunkeren og Brandenburger Tor. Og undervejs blev der lagt nogle velvalgte pitstops ind på byens mange gode og hyggelige serveringssteder.

Kl. 13 skiltes vore veje, hvor de tre andre satte kurs mod endnu en fodboldkamp, mens jeg valgte at fortsætte byvandringen. Så her blev der så sat hak ved Unter den Linden, Rigsdagen, Strasses des 17. Juni, Siegessäule, den nordiske ambassade, Kurfürstendamm med videre.

Dagen sluttede af på Augustiner am Gendarmenmarkt, der lå lige ved siden af vores hotel. Et utroligt hyggeligt sted, der var kendetegnet ved godt øl, god mad og god betjening. Derfor blev det nærmest vores stamsted, der blev frekeventeret hver dag.

Torsdag var hjemrejsedag, men inden det kom så vidt, var der tid til lidt mere byvandring. Stefan og Preben satte kursen mod Kurfürstendamm, hvor førstnævnte skulle købe nye fodboldboldstøvler. Per og jeg gik den anden vej, hvor det gode vejr blev nydt i fulde drag, mens vi passerede Unter den Linden, Alexanderplatz, Fernsehturm, Berliner Dom og Museumsøen.

Og som altid, når jeg er i Berlin, emmer også byvandringerne af historiens vingesus, hvor tankerne vender tilbage til mit besøg i byen i 1987, hvor den stadig var delt og muren stod, men også Den kolde krig og historierne fra og om 2. verdenskrig. "Aldrig mere" og "Vi må aldrig glemme" var tanker, der igen og igen strejfede én.

Kl. 13.30 mødtes vi igen ved Gendarmenmarkt, og vi var klar til at indtage den sidste frokost, i denne omgang, på stamstedet. En god øl og en glimrende Currywurst lagde en god bund til hjemrejsen.

Så alt i alt en forrygende tur, med godt vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. 

Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til Stockholm, der venter om et par uger, hvor jeg snupper et par fridage i byen i forbindelse med en arbejdsrejse. Det glæder jeg mig meget til!

mandag den 24. marts 2014

Lakridsporter fra Det Lille Bryggeri

Eventuelle læsere af denne blog vil vide, at Det Lille Bryggeri er mit absolut foretrukne bryggeri. Og derfor er det også meget naturligt, at mine yndlingsøl primært skal findes i deres udvalg.

Og senest er Lakridsporter blevet føjet til den liste. Der er ikke tale om en ny øl, men i forbindelse med bryggeriets åbne hus i begyndelsen marts "genopdagede" jeg den. Jeg snuppede derfor et par flasker af den med hjem, og forleden blev den så skænket op igen.

På etiketten skrives der følgende:

"En porter som er tilsat ren rå lakrids. Porteren er en fyldig sag, med et mørkt cremet skum, duft af brændte malttyper samt et twist af lakrids. En porter der indeholder alt det en porter skal og så lige en anelse lakrids. utrolig lækker øl til den rene nydelse". Og med tilføjelse om, at øllen nu er en del af deres faste sortiment, hvilket glæder mig meget.

Lakridsporter smager af langt mere end de 6%, den er på, og lakridsen giver øllen den kant, der skiller den ud fra den "almindelige" porter. En øl, der snildt kan gå til desserten, men som nok gør sig bedst, som nydeøl - og en nydeøl, det er den i hvert fald.

Hermed anbefalet.

søndag den 23. marts 2014

Nørlund synger Strunge

Nikolaj Nørlund er blandt mine absolutte yndlingssangere/-musikere, og i forbindelse med, at han snart smider et nyt album på gaden, var jeg forleden lidt rundt på Youtube for at lytte til de smagsprøver, der hidtil er kommet fra albummet og især hans tidligere numre.

Her stødte jeg på, hvad der vist er den officielle video til Den støjende tid. En video, jeg ikke havde set før, og som vist netop var lagt op.

Nummeret stammer fra albummet Navnløs fra 1996, hvor Nørlund fortolker udvalgte digte fra Michael Strunges digtsamling Verdenssøn. Et album, der i øvrigt var Nørlunds første på dansk og et af dem, der for alvor satte gang i den såkaldte danske bølge.

For mit eget vedkommende er netop Den støjende tid et nøglenummer på Navnløs, og et af de bedste, han nogensinde er lavet. Han synger eminent og det musikalske underlag, der er præget af kontrabas, violin og klaver, står perfekt til hans stemme. Og til en tekst præget af en mand, der bliver mere og mere fremmedgjort og som trækker sig mere og mere væk fra alt og alle indtil, at han springer ud - hvilket Strunge gjorde i 1986, hvor han begik selvmord ved at springe ud af vinduet i sin lejlighed.

Navnløs er flot mindesmærke over Strunge og Den støjende tid en milepæl i dansk musik. Lyt selv med nedenfor:


lørdag den 22. marts 2014

Sort øl hos Mikkeller & Friends

Et udsnit af ølkortet
Mikkeller har de senere år været blandt de absolut førende på det danske ølmarked - både hvad angår kvalitet og eksperimenteren, herunder evnen til at udfordre smagsløgene hos det ølnydende publikum.

For et par år siden blev paletten udvidet, hvor de åbnede deres egen bar i Viktoriagade på Vesterbro, hvor det primært er deres eget øl, der er på de 20 haner. Stedet er simpelthen fantastisk, og derfor også ofte et yndet mål, når jeg er ude at nyde godt øl.

For et år siden blevet Mikkeller & Friends i Stefansgade på Nørrebro så føjet til, men først forleden lykkedes det mig at lægge vejen forbi - og det sammen med Kenn og Martin fra Ølklubben, hvor vi, foruden at smage lidt godt øl, skulle lægge skitsen for Ølklubbens studietur til Bruxelles til september.

Stedet er betragteligt større end det på Vesterbro, hvor der er plads til flere gæster ligesom, at antallet af fadølshaner er det dobbelte. Og det med "Friends" skal tages bogstaveligt, for mere end halvdelen af hanerne er optaget af andre bryggerier - men dog fortsat bryggerier i samme boldgade, som Mikkeller. P.t. fylder blandt andet det svenske Beerbliotek - der er et MEGET interessant bekendtskab - og danske To øl godt op på ølkortet.

Øllet er begge steder ofte i den noget alkoholtunge ende, og derfor sætter jeg pris på, at det er muligt at få øllet i "shot-størrelse", nemlig 20 cl. Det giver én mulighed for at komme lidt mere rundt på det interessante ølkort - uden, at du straks ryger i hegnet! 

Det var også tilfældet for Kenn, Martin og jeg, og da jeg er stor nyder af de mere sorte og tunge øl, er det dem, jeg har valgt at fremhæve (med link til Ratebeer):

Sur Mælk fra To øl
Sur Mælk fra To øl - En imperial sour milk stout på 9,5%. Ganske bitter og syrlig, hældende til det frugtede, i smagen, men samtidig med milk stoutens karakteristiske bløde smag. 

Port side porter fra Beerbliotek - En porter på 7,5%. En ganske let porter, med en herlig duft af kaffe og chokolade.

Lust finger fra Amager Bryghus - En imperial stout på 10,5%. Amager Bryghus er blandt landets mest interessante bryghuse, og Lust finger understregede blot dette. Fyldig og velsmagende, og med stoutens karakteristiske duft, især af ristet malt.

Brewmance fra To øl/Omnipollo - En imperial stout på 11,2%. Den er lagret på whiskyfade og undervejs er der også tilført honning. Sidstnævnte gav øllen en sødlig smag, mens lagringen gav øllen en snert af whiskysmag. To øl og Omnipollo er to meget interessante bryggerier, og når de så går sammen, kan det kun gå godt. Og det gjorde det - én af de bedste imperial stouts, jeg har smagt meget længe.

Med andre ord, var øllet i topklasse og det samme kan skrives om stedet. Hyggeligt, godt indrettet, effektiv og dygtig betjening og herlig stemning. Det er ikke sidste gang, at jeg kommer på de kanter.

Skål!


tirsdag den 18. marts 2014

Et besøg på Husmanns Vinstue

To til tre gange om året mødes jeg med tre tidligere kolleger fra Nordea Liv & Pension - Thomas, Carlo og Lars - hvor programmet er det samme hver gang; frokost, inklusive øl og snaps, og så billard. Og da vi alle fire sætter stor pris på den traditionelle og traditionsrige danske frokost i mormor-genren, indtages den altid på steder, der excellerer i dette. Så vi har efterhånden været godt rundt i de københavnske frokostrestauranter, og det var også tilfældet i lørdags, hvor Husmanns Vinstue i Larsbjørnstræde, lagde bord og køkken til en del af mødet i Team Bierstube, som vi kalder os.

Nogle gange vælger vi at købe en platte eller menu, men mestendels vælger vi fra smørrebrødssedlen - normalt tre stykker, og for mit eget vedkommende blev lørdagens valg nærmest det sædvanlige, jeg vælger, når jeg er i den boldgade:

  • Christiansøpigens sild med creme fraiche og løg
  • Pandestegt rødspættefilet med rejer og asparges
  • Frikadeller med kartoffelsalat
De tre andres valg var nogenlunde de samme, dog fik Lars og Carlo tatar, og så sluttede de alle tre af med ost. Den springer jeg altid over!

Christiansøpigens sild med
creme fraiche og løg
Tre stykker viste sig igen at være mere end rigeligt, for de lagde en solid bund. Alle tre var veltilberedte og -anrettede, hvor især rødspætterne var en stor nydelse - tilpas sprøde og med en god kant af smørsmag.

Maden blev suppleret med velskænkede fadøl fra blandt andet Jacobsen samt den fine snaps, Aalborg Nordguld.

Foruden mad, er betjeningen noget af det, jeg sætter stor pris på ved de københavnske frokostrestauranter. De kække bemærkninger står i kø, og tjenerne forstår at tage gas på kunderne. På den gode og herlige måde, for de er ofte gode til at afkode kunderne. Sådan var det også hos Husmanns, og når betjeningen så samtidig er sikker og effektiv, så kan man kun få topkarakter. Og det får Husmanns. Hermed anbefalet og det er ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi.

Velbekomme!

lørdag den 15. marts 2014

Et besøg på Ølsnedkeren

Ølkortet hos Ølsnedkeren
Fredag gæstede jeg sammen med resten af Ølklubben, Ølsnedkeren i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.

Det var første gang, jeg var forbi, men absolut ikke sidste. Ølsnedkeren er kendetegnet ved, at stedet brygger sit eget øl og det er "kun" det, der er på kortet, der fredag talte 9 forskellige øl - fordelt over pilsner til Imperial stout, og styrkemæssigt fra 3,3 til 9,5%.

Vi nåede at smage tre forskellige øl inden, at turen gik videre til Nordskovs spisestue efterfulgt af den fortrinlige Ølbaren.

Den første var Hjemmelavet Brown Ale på 5%. En ganske frisk øl, men også en smule krydret og humlet. Faktisk ganske glimrende, men uden, at den, smagsmæssigt, stak meget ud. Og det var kendetegnet for deres øl - ganske gode og spændende, og som vil matche de flestes smag, men uden, at du husker øllet længe efter. Men mindre kan også gøre det.

Den næste var Skibstønden Strong Ale på 8,5%. Øllet er lagret på rødvinsfade, og det kunne smages! En meget frugtet øl, der ikke smagte af de forholdsvis mange procenter. Frisk og udfordrende i smagen.

Og endelig sluttede vi af med Hemmelig Hvede IPA på 6,2%. En ganske humlet øl, der i lighed med de øvrige var ganske frisk i smagen. Læskende, men samtidig en god nydeøl, og den bedste af de tre, vi fik.

Selve stedet var også ganske hyggeligt. Betjeningen var i top, hvor der var stor villighed til at fortælle om øllet. Indretningen var også indbydende og i en lidt klassisk bodega-stil, med bænke og træstole. Så man forstår godt, at det er velbesøgt, og da vi kl. 17.30 listede videre, var samtlige borde optaget. Dejligt at opleve endnu en ølbar, der er velbesøgt og jeg håber, at Ølsnedkeren får mange gode leveår. Jeg vil i hvert fald helt sikkert besøge stedet igen.

Læs mere om Ølsnedkeren her og her.

torsdag den 13. marts 2014

Ugens uundgåelige - Kent

Onsdag udsendte Kent singlen La Belle Epoque, der er en forløber til det album, der er sat til udgivelse 30. april - albummet er p.t. uden nogen officiel titel, så her på matriklen hedder det "det kommende album med verdens bedste band"!

Jeg har nu haft lejlighed til at lytte til nummeret en del gange. Og det med konstateringen af, at den storladne maskinpark, som vi ellers kender det fra deres fineste øjeblikke, er sat på stald. Musikken er primært båret af en fast trommerytmne, mens forsangeren, Jocke Berg, ironiserer over et svært egoistisk samfund. Og derfor er La Belle Epoque tæt på det, man kan kalde for en protestsang.

Personligt har jeg det lidt svært med, at de ikke rammer den sædvanlige meget melodiske og rytmiske popmelodi. Og selvom begejstringen stiger for hver lytning, er La Belle Epoque ikke det bedste nummer, de har lavet eller i nærheden af det, men når man er verdens bedste band, er det, man laver altid noget af det ypperste, der findes. Og nummeret stikker ud - på den gode måde.

Sangens egentlige styrke ligger muligvis i, at den ikke lyder, som noget, bandet har lavet tidligere. Og er dermed også en understregning af deres eminente evne til hele tiden at udvikle sig og udvide den skabelon, deres fine sange er skåret over. Og der er heldigvis intet, der tyder på, at Kent er færdige - snarere tværtimod.

Men lyt selv med nedenfor


)

onsdag den 12. marts 2014

Nyt på bloggen

Tanker fra provinsen har nu eksisteret i mere end tre år, og når jeg ser tilbage på de indlæg, jeg har belemret mulige læsere med, har jeg stort set holdt mig indenfor det, der var intentionen med bloggen, og som jeg skrev om i mit første indlæg.

Jeg synes selv, at det har været ganske sjovt og spændende at have sin egen blog, hvor du kan udtrykke dig om hvad som helst - og det uden at blive sagt imod! Jeg har dog undervejs flere gange overvejet at droppe bloggen - både fordi, at tanken "hvorfor ævle løs om dette og hint, når du kan skrive til skuffen" strejfede mig, men også fordi, at jeg blev træt af de forventninger, jeg havde til mig selv om at skrive mindst to indlæg om ugen og fordi bloggen ofte tenderede en monolog. Men der må åbenbart være nogle, der læser med, for de 464 indlæg, jeg har hidtil har skrevet, har haft i alt mere end 53.500 klik.

Men hvorom alting er, har jeg besluttet, at jeg fortsætter med mit ævleri lidt endnu, og laver samtidig et par nye ting på og om bloggen:

  • Mulige læsere vil måske opdage, at der nu er kommet etiketter på mine indlæg. Det er en god måde at rubricere indlæggene på og genfinde indlæg indenfor samme etiket. Jeg vil over den nærmeste tid opdatere også tidligere indlæg med etiketter
  • Jeg vil fremover skrive om Ugens øl - måske ikke nødvendigvis én, jeg har smagt i løbet af ugen, men tæt på. Eller for den sags skyld et ølsted
  • Jeg vil fremover skrive om Ugens musik - det være sig nye som gamle albums, nye som gamle sange
  • Endelig har jeg oprettet en Facebook-side for bloggen, hvor eventuelle læsere nemt kan følge med, genfinde indlæg med videre. Siden kan findes lige her

Tiden må så vise, hvor lang tid, det og bloggen varer ved, men indtil da, vil jeg gerne takke dem, der læser med og som fra tid til anden lægger en kommentar. Det hele er meget værdsat

mandag den 10. marts 2014

Åbent hus og brygning hos Det Lille Bryggeri

Et udsnit af det meget fine øludvalg
Til sommer fylder Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling 10 år, og en del af markeringen bliver en øl brygget specielt til denne anledning. Øllen er p.t. uden navn, men der bliver tale om en skotsk ale, som et af medlemmerne, John, har lavet opskriften til. Det i samarbejde med René Hansen fra Det Lille Bryggeri.

Men en opskrift kan ikke gøre det alene - øllet skal jo også brygges, og det blev det så i lørdags, hvor lokalafdelingen havde kaldt til Bryggerdag på Det Lille Bryggeri i Bringstrup lidt udenfor Ringsted. Det kombineret med Åbent hus hos bryggeriet, hvor interesserede kunne komme forbi og smage lidt godt øl. Smagsprøverne kostede 10.- stykket, og lagde du 30.- ekstra fik du bryggeriets eget ølglas, hvor Danske Ølentusiasters logo også var påtrykt.

Og det blev lidt af et tilløbsstykke, de 5 timer arrangementet varede. 50-70 mennesker dukkede op i løbet af dagen, og der blev taget godt fra på hylderne. René og hans bror, Thomas, havde fundet et godt og stort udvalg frem, så det var muligt at komme godt rundt i deres gode øl, med mange spændende smagsoplevelser til følge. At dømme efter glassenes indhold, var især bryggeriets mere mørke og tunge øl den helt store succes. For mit eget vedkommende var især "gensyn" med Lakridsporter, Black Gold og Black Elixir de store højdepunkter.


René underholder de interesserede
ølentusiaster om brygprocessen
Men vi var jo ikke kun kommet for at smage øl - der skulle jo også brygges en øl! René indledte med at fortælle om opskriften, processen og det forventede resultat. Der skulle brygges 2 gange 240 liter, og det var allerede nu muligt at bestille en kasse til eget forbrug. Og René udelukkede ikke, at der ville blive brygget mere af øllen, hvis den blev rigtig god.

René styrede løjerne i bryggeriet og fortalte undervejs om processen og hvad der nu skete, mens flere medlemmer, efter bedste evne, gik til hånde, hvor det var relevant. 

Vi fik også indblik i de mere kreative finurligheder ved brygprocessen. Der skulle blandt andet føjes lyng til smagsnuancerne i øllen, og det skete ved, at en gazebind-strømpe blev fyldt med ingredienserne og smidt i karet.

Interessen fra de fremmødte var stor, men det var også spændende at opleve fra nærmeste hold, hvordan noget af landets bedste øl bliver brygget. Og undervejs gik snakken lystigt blandt de fremmødte - blandt andet med anekdoter fra lokalafdelingens spæde begyndelse.

Alt i alt endnu en god og hyggelig dag i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling og Det Lille Bryggeri.

søndag den 9. marts 2014

Og forsangeren er en kvinde

Fællesnævneren for dette indlæg er "kvindelig forsanger", men det kunne lige så godt have været vellyd, indie-rock, amerikanske bands, overbevisende albums, gode bud på topplaceringer på min top-10 over årets bedste udgivelser og så videre. Også fordi, at de seneste albums med Warpaint, Dum Dum Girls og Hospitality er varer fra én af de absolut øverste hylder.

Jeg lægger ud med Warpaint, der i slutningen af januar udsendte deres andet album, det selvbetitlede Warpaint. Bandet kommer fra USA, men lyder mest af alt, som har de opholdt sig i en tåget og regnvåd forstad til Manchester, Glasgow eller Liverpool. Deres debutalbum fra 2010, The Fool, begejstrede mig ganske meget, og på det nyeste følger de i fodsporene af dette, hvor de har forfinet udtrykket fra krydsfeltet mellem Cocteau Twins, Portishead, Depeche Mode og Garbage. De spiller på årets Roskilde, og den oplevelse glæder jeg mig meget til.

I samme boldgade er Dum Dum Girls, der har danske Sune Wagner i producerstolen på deres tredje album, Too true - han medvirker i øvrigt også på flere af numrene. Og det kan høres, hvor flere af skæringerne lægger tæt op af Raveonettes' mere melodiske øjeblikke. Og Dee Dee Pennys meget tilbagelænede vokal ligger på flere strækninger tæt op af Sharin Foos ditto - og så kan det kun lyde godt, og det gør det på Too true, der er et meget formfuldendt album.

Endelig er der Hospitality Et band, jeg ikke kender meget til, men har noteret, at de spillede på Roskilde i 2012, men her så jeg dem selvfølgelig ikke. Bandet bevæger sig indenfor for indie-poppen og med fine referencer til 60'er-poppen. Ikke ulig Saint Etienne, men hvor der er skruet lidt mere op for guitaren. Det er der kommet et meget fængende album ud af, og jeg havde da ikke noget imod, at de til sommer igen besøgte Roskilde - i så fald vil jeg ikke glippe dem igen.

Jeg runder af med en smagsprøve fra de tre omtalte albums:





tirsdag den 4. marts 2014

FC København All Stars

I forbindelse med, at 2014 også markerer 100 året for kåringen af en dansk mester i herrefodbold, er der en lang række aktiviteter gennem hele sæsonen. Én af dem er, at flere af holdene sætter deres eget All Stars-hold.

I weekenden var det så FC Københavns tur, hvor resultatet af 32.000 stemmer kan ses lige her.

Personligt er hverken helt enig eller helt uenig i resultatet, men vover alligevel at komme med mit eget bud plus 7 reservespillere - en liste, der ikke nødvendigvis omfatter de absolut bedste spillere gennem FCK-tiden, men også nogle af mine egne favoritter, og her er der ikke nødvendigvis sammenfald på alle pladser.....:

Målmand
Jesper Christiansen

Forsvar
Lars Jacobsen
Michael Gravgaard
Brede Hangeland
Oscar Wendt
Midtbane 
Tobias Linderoth
William Kvist
Peter Nielsen
Angreb
Jesper Grønkjær
Peter Møller
Marcus Allbäck

Bænken
Johan Wiland
Zdenek Pospech
Bo Svensson
Sibusiso Zuma
Michael Mio Nielsen
Niclas Jensen
Bjarne Goldbæk

Og så kunne man også meget passende komme med et bud på FCK All Crap, men den øvelse venter jeg lidt med, da søndagens forsmædelige sammenbrud mod FC Midtjylland fortsat er lidt for præsent!

FORZA FCK!

lørdag den 1. marts 2014

Indadvendte blege engelske guitarister

Min gode ven, Brian, skrev for et par uger siden til mig i en kommentar på Facebook noget i retning af, at der var andet musik i verden end den, der kommer fra "indadvendte blege engelske guitarister". Det har han naturligvis ret i - de kan jo også være danske, amerikanske, svenske eller islandske! - men når man, som jeg, har hang til denne slags musik, bliver du altid glad, når der igen "er nyt fra scenen".

Maximo Park har længe været blandt mine absolut foretrukne bands på scenen - sammen med Arctic Monkeys og Kasabian - og i begyndelsen af februar udsendte de deres femte album, Too much information.

På det er "intet nyt, godt nyt" uden, at albummet af den grund, lyder som et opkog af tidligere triumfer. Tempoet er blevet sat lidt ned samtidig med, at der er skruet godt op for synthen. Det giver et meget melodisk helhedsindtryk og en vis tilbagelænethed - på den gode måde. Det giver samtidig også mere plads til Paul Smiths særegne vokal i lydbilledet, hvilket klæder albummet gevaldigt. Derfor er Too much information allerede nu et godt bud på en placering på min top-10 over årets bedste udgivelser.

I samme boldgade er også et nyt band fra Manchester, The 1975, der for knapt 6 måneder siden smed deres selvbetitlede debut på gaden. Og med vanlig sans for at være sent ude, er jeg først nu for alvor nået til bandet. The 1975 føjer ikke meget nyt til scenen, men mindre kan ofte også gøre det. Musikken er i den mere dansable ende af skalaen, og ikke ulig Bloc Party, og med fine referencer til firser-synthen. Ikke et album, der smadrer skalaen, men jeg har fortsat til gode at høre et album med britisk guitar- og synth-rock, jeg ikke kunne lide!

Jeg runder af med en smagsprøve med Maximo Park og The 1975: