onsdag den 12. marts 2014

Nyt på bloggen

Tanker fra provinsen har nu eksisteret i mere end tre år, og når jeg ser tilbage på de indlæg, jeg har belemret mulige læsere med, har jeg stort set holdt mig indenfor det, der var intentionen med bloggen, og som jeg skrev om i mit første indlæg.

Jeg synes selv, at det har været ganske sjovt og spændende at have sin egen blog, hvor du kan udtrykke dig om hvad som helst - og det uden at blive sagt imod! Jeg har dog undervejs flere gange overvejet at droppe bloggen - både fordi, at tanken "hvorfor ævle løs om dette og hint, når du kan skrive til skuffen" strejfede mig, men også fordi, at jeg blev træt af de forventninger, jeg havde til mig selv om at skrive mindst to indlæg om ugen og fordi bloggen ofte tenderede en monolog. Men der må åbenbart være nogle, der læser med, for de 464 indlæg, jeg har hidtil har skrevet, har haft i alt mere end 53.500 klik.

Men hvorom alting er, har jeg besluttet, at jeg fortsætter med mit ævleri lidt endnu, og laver samtidig et par nye ting på og om bloggen:

  • Mulige læsere vil måske opdage, at der nu er kommet etiketter på mine indlæg. Det er en god måde at rubricere indlæggene på og genfinde indlæg indenfor samme etiket. Jeg vil over den nærmeste tid opdatere også tidligere indlæg med etiketter
  • Jeg vil fremover skrive om Ugens øl - måske ikke nødvendigvis én, jeg har smagt i løbet af ugen, men tæt på. Eller for den sags skyld et ølsted
  • Jeg vil fremover skrive om Ugens musik - det være sig nye som gamle albums, nye som gamle sange
  • Endelig har jeg oprettet en Facebook-side for bloggen, hvor eventuelle læsere nemt kan følge med, genfinde indlæg med videre. Siden kan findes lige her

Tiden må så vise, hvor lang tid, det og bloggen varer ved, men indtil da, vil jeg gerne takke dem, der læser med og som fra tid til anden lægger en kommentar. Det hele er meget værdsat

Ingen kommentarer: