mandag den 28. maj 2012

Sange, der fortæller, at nu er det sommer...

Sammen med mine to gode venner, René og Michael, laver jeg fra tid til anden musiklister over forskellige emner og vinkler. Og vel sagtens fordi, at vi alle tre er musikinteresserede, som også har hang til lister.

Den seneste omhandlede sange, der fortalte, at det nu var sommer. Det kunne så være sange med sommer i titlen, sange der mindede én som sommer(-oplevelser) med videre. Det er i øvrigt også et kendetegn ved vores lister – at fortolkningen er åben på det listeemne, listebannerføreren, som er René, smider på banen. Og det gør også det hele lidt sjovere.

Jeg selv valgte slet og ret 5 sange, der hører sommeren til og som jeg hører hver sommer. Lyt med nedenfor:








lørdag den 26. maj 2012

Verdens bedste band gæstede Vega

Forleden, den 24. maj, gæstede verdens bedste band, der jo som bekendt er svenske Kent, Store Vega, hvor deres kommende forår- og sommerturné blev sparket i gang.

Og der var ikke snerten af premiere-nerver, for Kent leverede, som altid, en forrygende koncert. Så med nøjagtigt 7 måneder til juleaften, fik vi den første julegave. Men jeg begynder med ankepunkterne:
  • Det var blevet meldt ud, at de ville gå på præcis 20.00. Den nåede at blive 20.30 før de første toner blevet slået an. Tsk, tsk. Udmeldingen betød, at salen lidt i 20 var pakket og omkring 20.10 begyndte duften af gnu allerede at brede sig. Men de skal i øvrigt have stor, stor ros for, at vi slap for opvarmningsfinten, for jeg har personligt aldrig haft den store fidus til opvarmningbands - med enkelte undtagelser
  • Selvom jeg grænser til det tonedøve, kunne jeg notere, at lyden i koncertens første halvdel ikke sad lige i skabet, men det generede dog mig ikke det store
  • Og så var der lidt for meget af den der fællessang og -klap, jeg aldrig selv tager del i. Men det er nok bare mig.....
Men dette er kun småting, for som skrevet, leverede de en forrygende koncert. Jeg havde en forventning om, at hovedvægten ville lægge på de seneste 3 albums, men jeg tog naturligvis fejl! Vi fik dog 6 numre fra det seneste og meget fine album, og de sange sad lige i skabet, og aftenens største clou var netop Jäg ser dig, der blev afleveret i aldeles overbevisende stil.

Men ellers tog Jocke Berg og resten af bandet os med på en fin tur gennem bagkataloget, med diverse artige overraskelser - som blandt andet Celsius og den fremragende Den döda vinkeln. Og trods min egen tonedøvhed, var det min oplevelse, at de gamle numre var forsøgt skåret over samme læst, som det nye album, og de nye klæder klædte dem.

Bandet virkede også i fin form, hvor spilleglæden lyste ud af dem, mens Jocke Berg endnu en gang understregede, at han er Mr. Über-cool på en scene - tilbagelænet, men samtidig fuldstændig til stede. Alt dette gjorde, at deres fine, fine sange kom ud over scenekanten, blæste os omkuld og ramte lige i hjertekulen.

Opsummeret, var det ikke den bedste Kent-koncert, jeg har oplevet, men mindre kan også gøre det! Så den får 5 stjerner ud af 6 mulige, og dermed er jeg på linje, med Gaffas anmelder.

God fornøjelse til dem, der oplever Kent over sommeren, og måske vi ses i Malmö 11. august.

torsdag den 24. maj 2012

Det er jo kun fodbold.....

I går sluttede den danske fodboldsæson, og det med et flot og fortjent mesterskab til FC Nordsjælland. Stort tillykke til dem og held og lykke i Champions League.

For "mine" hold var sæsonen 2011/2012 mindre vellykket, men sølvmedaljer, pokalmesterskab til FCK og udsigt til europæisk fodbold er da ikke at foragte. Men - jeg har været forvænt de seneste 10 år, med mesterskaber og store sejre til de hold, jeg nu en gang holder med.

Men ret skal være ret, for ret beset er også denne sæson godkendt. Og jeg ved godt, at der ikke er en naturlov, der siger, at FCK, Manchester United, Bayern München og Inter skal vinde det nationale mesterskab hvert år - det ville i længden også blive FOR kedeligt. Men måden, de 3 førstnævnte i år tabte guldet på understregede, hvor grusom, underholdende og fascinerende foldbold nu en gang er.....

Inter udspillede meget hurtigt sin rolle i Italien, men ved at slå arvefjenden Milan i én af de sidste runder medvirkede de til, at mesteskabet landede hos Juventus. Holdet skal under genopbygning og det varer nok nogle år før, at de igen er med i mesterskabskampen.

Det er ikke tilfældet for Bayern München. For de er med igen næste år - både i Bundesligaen og Champions League. Forhåbentligt under overskriften "hævn". I Champions Leaugue nåede de finalen, og var klart det mest spilstyrende og bedst spillende hold mod Chelsea. Men i kampens døende minutter, udligner Chelsea, i den forlængede spilletid brænder Robben et straffespark og i den afsluttende straffesparkskonkurrence fejler holdet fælt. Robben brændte i øvrigt også et straffespark i de døende minutter i mesterskabskampen mod Dortmund. Sidstnævnte vandt dermed kampen og efterfølgende mesterskabet. To brændte straffespark og nogle store, men brændte chancer i de afgørende kampe gjorde, at Bayerns sæson endte nærmest katastrofalt. Generelt spillede Bayern en stor og flot sæson, men i Bundesligaen spillede Dortmund bare endnu bedre og endnu flottere, mens Chelsea i CL-finalen viste, at den mest destruktive form for fodbold er vejen til succes.

"Hævn" bliver også nøgleordet i England. I begyndelsen af april fører Manchester United med 8 point til City, men i løbet af nogle få kampe, og især nogle slutminutter mod Everton, der vender 4-2 til 4-4, formår de at fucke det hele op. Men i sidste runde lever håbet om miraklet fortsat, men dybt, dybt inde i overtiden, vender City 1-2 til 3-2 og bliver mestre for første gang i 44 år. Og United har kun sig selv at takke for, at det 20. mesterskab ikke blev hentet hjem i år. Men til næste år, er de med igen - måske stærkere end nogensinde....

I Danmark gør FCK United kunsten efter, og i løbet af 4 runder, bliver et forspring på 6 point ændret til at være bagud med 2 inden sidste runde. FCK fejlede stort, både på trænerbænken og på grønsværen, i de afgørende momenter i Superligaen, men ret skal igen være ret: De har gennem hele sæsonen været pivringe, både i spil og indstilling, og var mesterskabet havnet hos FCK, havde det mere været et udtryk for de andre holds elendighed end FCK's styrke.

Men sådan er der så meget, og det er kun fodbold - og der altid næste sæson! Jeg glæder mig allerede til, at bolden ruller igen, og med- og modgang hører med til det at være fodboldfan. Og dette år har i hvert fald understreget, hvorfor fodbold er så underholdende en sport!

mandag den 21. maj 2012

CV, her er din evaluering!

Onsdag afgøres det danske mesterskab i fodbold, hvor matchbolden ligger hos FC Nordsjælland. De fører med 2 point ned til FCK, der ellers for 4 runder siden førte med 6 point. Og FCK har dermed spillet et mesterskab og Champions League-gruppespil direkte i hænderne på nordsjællanderne - der ret beset skal have stor kredit for at fastholde deres koncept gennem flere år i forhold til såvel spillestil som talentudvikling!

FCK's sportsdirektør skråstreg cheftræner, Carsten Vagn Jensen (CV), har klogeligt meldt ud, at enhver evaluering af sæsonen sker efter onsdag. Vel sagtens også for at undgå unødig uro i truppen.

Men som den mandagstræner, jeg er, giver jeg her "hans" evaluering:

Trænersituationen: For allerede 1½ år siden, hvis ikke mere, stod det klart, at succestræneren, Ståle Solbakken, ville videre, og efter et ganske givet nøje forarbejde og en vis "transfersum", blev Roland Nilsson hentet i Malmö FF. Men åbenbart var forarbejdet ikke godt nok, for 6 måneder efter, blev Nilsson i vinters sat fra bestillingen. Det er så den slags ting, der sker. Den egentlige katastrofe er, at FCK og dermed også sportsdirektøren beslutter, at slå cheftrænerstillingen sammen med stillingen som sportsdirektør, og dermed får CV to hatte. En beslutning, mange eksperter kritiserede og noget tyder på, at de fik ret! Og som hans assistent forfremmes Johan Lange. Dermed har FCK siddende på bænken en cheftræner uden cheftrænererfaring og en forholdsvis uprøvet assistent. Om den beslutning byggede på overvurdering af egne evner eller arrogance, må stå hen i det uvisse....

Og det leder hen til det næste....

Spillerudskiftningen: Sidste sommer var der gang i svingdøren, hvor størsteparten af grundstammen på holdet forsvandt. Det var en kendt sag, at Pospech, Wendt og Antonssen ville væk, og lige så kendt var det, at Grønkjær ganske givet ville stoppe sin karriere. Men set udefra fejlede klubben ved ikke at lave en glidende overgang og langsomt få spillet nye ind på holdet. Dertil kommer salget af William Kvist, der om nogen var den afgørende brik i sidste sæsons mesterskab. Ved andre spillere har klubben brugt finten med at lade spillere blive til kontraktudløb - det gjorde man ikke ved Kvist's tilfælde og efterlod et hold uden leder!

Og det leder hen til det næste....

Spillerindkøb: Spillere ud, betyder også spillere ind. Så i sommers ankom blandt andet Pape Diouf og Christian Grindheim. 1 år efter må de to betegnes, som nogle af de dårligste køb i klubbens historie, men de kan naturligvis fortsat nå at blomstre op......! Sidenhen er fulgt Mos og Stadsgaard, og de mangler også fortsat at bevise deres værd. Endelig blev Lars Jacobsen hentet tilbage til klubben. Uden, at det har betydet det store - han har tilført kvalitet på højre back-pladsen, men det eneste, han har tilført holdet er en arrogant attitude overfor med- og modspillere. Igen set udefra!

Og det leder så hen til det sidste....

Det, som vi ikke ser: Et er, hvad vi oplever fra lægterne, noget andet er det, der foregår på træningsbanen. Og det er muligt, at spillere som Claudemir, Santin, N'Doye med flere samt de tidligere omtalte nyindkøb, viser engagement, gejst, vilje, bold- og pasningssikkerhed og målfarlighed på træningsbanerne på Peter Bangsvej. Men de ting glimrer så ved deres fravær i kampene - og især i foråret! Holdet er blottet for vilje og en leder, der trækker holdet op ved hårrødderne. Om det er mæthed, arrogance eller slet og ret manglende evner må stå hen i det uvisse.....

Nå, men det er fortsat muligt, at miraklet sker og FCN kvajer sig mod Horsens (der fortsat har noget at spille for) og at FCK chokerer den danske fodboldverden og rent faktisk spiller fodbold og vinder over Silkeborg, og dermed henter mesterskabet hjem.

Men uanset hvad, håber jeg, at CV og resten af ledelsen laver en benhård evaluering af det seneste år i FCK - i forhold til spillertruppen OG den sportslige ledelse. Og i samme moment kunne de skele til, hvad mesterskabsfavoritterne fra FCN gør og har gjort de senere år - også i forhold til spillerudvikling, trænerstab med videre.

Anyhoo, success is temporary, loyalty is forever. FORZA FCK!

søndag den 20. maj 2012

2012 - et indtil videre godt musikår

2012 har på flere måder indtil videre været et godt år - også musikalsk, hvor det ene fremragende album efter det andet tikker ind her på matriklen. Måske er niveauet generelt bare blevet højere, måske er jeg blevet bedre til at selektere blandt de liggende ottetal albums, der udkommer næsten dagligt.

Hvorom alting er, er der senest tikket 4 albums ind, der på hver sin måde rammer min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag mere end perfekt. Nedenfor er der en smagsprøve fra hver af dem:







Især Beach House og Best Coast stikker ud, og vil Roskilde det os godt, står de begge på plakaten, når årets festival sparkes i gang.

Dertil kommer naturligvis det seneste album fra Kent, der sammen med Twilight Sad er det indtil videre varmeste og bedste bud på årets album. Men snart kommer der nye albums fra Chromatics, Saint Etienne og Sigur Ros og de kan alle lave ravage, på den gode måde, på listen over årets albums.

Jeg glæder mig!

fredag den 18. maj 2012

Snart EM i fodbold

Om cirka 3 uger sparkes EM-slutrunden i fodbold i gang, hvor Polen og Ukraine ligger græstæpper til. Og forberedelserne i mange af deltagerlandene er allerede godt i gang, hvor ligaerne er lukket ned. Men naturligvis ikke i Danmark, hvor DBU med flere endnu en gang giver eksempler på deres eminente planlægningsevner - næh nej, vi fortsætter da lige et par uger længere end eksempelvis Tyskland og England og slutter af på en hverdagsaften. Det skal nok give fest og stemning på lægterne.......

Nå, men jeg er ikke længere så helvedes meget til landsholdsfodbold, men ser da frem til slutrunden. Også fordi, at de seneste EM-slutrunder har budt på drabelige brag og fodbold af en anden verden.

Danmark er denne gang blandt deltagerne, men det danske landshold får mig ikke langt frem i sandalerne. Bevares, jeg vil se deres kampe, men jeg har svært ved at imponeres over holdet, ligesom deres muligheder for videre deltagelse må være ganske små - holdet er i pulje med Portugal, Holland og Tyskland. Og kvaliteten på landsholdet er ikke imponerende - de fleste spillere er marginalspillere på mellemstore hold eller stamspillere på marginalhold. Og der er næppe noget, der tyder på, at Morten Olsen smider sit stædige jeg på møddingen og blander kortene på en ny og spændende måde. Men kan Nicklas Bænkner ramme et niveau, der bare nogenlunde matcher hans ego og kan evigtskadede Daniel Agger ramme noget, der ligner topform, er der dog mulighed for en artig overraskelse. Personligt ser jeg mest frem til at følge favoritten, William Kvist. Efter skiftet sidste sommer fra FCK til Stuttgart er udviklingen bare fortsat og det bliver spændende at se, hvordan han står sig på rigtigt højt niveau.

Favoritterne må dog være Spanien og Tyskland. Spanien har de seneste år vundet alt, hvad de har været i nærheden af, og det samme gør sig gældende for spillerne på klubniveau. Jokeren er dog, om sulten fortsat er der, for stammen på holdet har efterhånden vundet alt, hvad der er at vinde.

For Tysklands vedkommende må det blive slutrunden, hvor talentet og holdet forløses. Det har gennem de seneste år været under genopbygning, hvor mange unge spillere har fået chancen. Rygraden er spillere fra Dortmund og Bayern München, og begge hold har vist stor form i år. Tilmed har landsholdet de senere år vist noget af det bedste fodbold, der kan opdrives.

Min personlige favorit er dog England, vel vidende, at dette ganske givet bliver en slutrunde baseret på skuffelser! De har ikke vundet et trofæ siden 1966 og vil næppe gøre det denne gang. Men jeg elsker England og engelsk fodbold, så der vil fra de sommervarme stuer blive heppet på dem. Efter fyringen af Fabio Capello, har driftsmanden Roy Hodgson overtaget tøjlerne. Han har vist, at han er god til mindre hold, så det bliver spændende, hvordan han kan håndtere sit hjemlands landshold og en perlerække af egoer. Jokeren er Wayne Rooney, der har karantæne i de to første kampe - kan holdet undvære ham? Og så selvfølgelig det evindelige problem med at få de store stjerner til at spille sammen i én enhed. Det er ikke lykkedes endnu, og måske Hodgson efter slutrunden skulle skele til det arbejde, Löw har gjort i Tyskland, hvor genopbygningen skete med hård hånd. Det samme kunne Hodgson gøre og dermed takke Terry, Lampard, Gerrard med videre for god og tro tjeneste, og så kigge andre veje.

Nå, men spændende bliver det, og jeg glæder mig allerede rigtigt meget.

lørdag den 12. maj 2012

Ølfestival 2012

I disse dage holder Danske Ølentusiaster den traditionelle ølfestival i TAP1 på den gamle Carlsberg-grund. Og i lighed med sidste år, troppede jeg op om torsdagen, og det sammen med Ølloge-brødrene Kenn og Peter samt Peters kone, Lotte.

Torsdag viste sig igen at være et glimrende valg, hvor der var god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.

Desværre falder årets ølfestival sammen Copenhagen Beer Celebration, der er arrangeret af blandt andet bryggeriet Mikkeller. Det betød, at der i TAP1 manglede en del af de vanlige stande, blandt andet Mikkellers. Et djævelsk sammenfald og man må håbe, at der fremover bliver en bedre koordinering ølfestivalerne imellem.

Også fordi, at Mikkeller er den stand, vi plejer at bruge mest tid ved. Men med dem og andre ude af billedet blev der lejlighed og smage-plads til at prøve andre af. Naturligvis besøgte vi the usuals suspects som Det lille bryggeri, Hornbeer og Amager Bryghus, der alle vanen tro havde øl i den absolut bedste ende. Diverse importører og andre bryghuse blev selvfølgelig også besøgt.

Årets clou var dog det nye mikrobryggeri, Stronzo. Jeg kendte dem kun fra de par varianter, den lokale Føtex har på hylderne samt omtale i medierne. Min forventning var et større mikrobryggeri - måske lidt som Gourmetbryggeriet, mens det fortsat var et selvstændigt bryggeri - og med ganske få og kedelige varianter. Jeg blev klogere, for deres sortiment var meget stort, og i den absolut eksperimenterende ende. Dog ikke lige så ekstreme som Mikkeller og heller ikke lige så spændende og gode som Det lille bryggeri, men absolut i den bedre ende. Og et bryggeri, hvis udvikling jeg glæder mig til at følge og hvis øl jeg vil holde et bedre øje med.

Vedrørende selve ølfestivalen, skal Danske Ølentusiaster have stor ros for hele tiden at forbedre den. I år oplevede vi blandt andet bedre logistik ved madboden, ligesom madudvalget var udvidet en del. Ikke, at det betød noget for os, for en på ølfestival spiser du pølser!

Men alt i alt endnu en fremragende ølfestival, hvor vi fik smagt en masse gode og spændende øl i den 5½ time vi var der, og skal jeg opsummere min top-5 vil den se således ud:

  • Hoppy time 8 fra Det lille bryggeri. En IPA på 8,5%
  • Cash Cow fra Stronzo. En Imperial lager stout på 11%
  • Chokolade chili porter fra Det lille bryggeri. En porter på 5,8% og chilien kan fortsat smages
  • The Sinner series lust fra Amager Bryghus. En belgisk strong ale på 9,2%. Sød, men med meget bid i
  • Imperial stout fra Nørrebro Bryghus. 12% og fra 2008. Liggetiden klædte den ganske godt
Bundskraberne var Ugly Duck Belgo fra Ugly Duck og Mareridt fra Djævlebryggeriet. Begge var nogle sure sataner!

Jeg glæder mig allerede til næste år!

onsdag den 9. maj 2012

Række 21, sæde 195

Årets Superliga-sæson lakker mod enden. Og spændingen er intakt, men det er en helt anden historie. Dette indlæg handler om, at jeg i foråret tog hul på mit 11. år på min faste plads på Nedre C i Parken. Ikke, at der er noget særligt ved det, for mange andre har stået samme sted i mange flere år. Og ja, man står naturligvis op på Nedre C!

I det første halve år gjaldt sæsonkortet ”blot” til Nedre C, men allerede i efteråret 2001, hvor jeg begynder at komme lidt mere regelmæssigt i Parken, har jeg kapret sæde 195 på række 21. Det er et lille stykke oppe på tribunen og lige ud for straffesparksfeltet. Fra sommeren 2002 bliver sæsonkortene så nummererede og dermed med faste pladser.

Den væsentligste årsag til, at jeg hoppede på dén vogn var, at jeg dermed var sikret en fast plads, og kunne stå samme sted til alle kampe. Bortset fra eventuelle pokalfinaler, hvor der er latterlige free seating. Og samtidig ville jeg nogenlunde vide, hvem jeg stod sammen med. Med et sæsonkort sparer du også penge, men det kræver, at du kommer til stort alle kampe – og det gør jeg ikke, hverken dengang eller nu.

Nå, men skal jeg se tilbage på de nu mere end 10 år, kan en opsummering være følgende:
  • Set trænere som Hans Backe, Ståle Solbakken, Roland Nilsson og Carsten V. Jensen
  • Oplevet, at Ståle Solbakken gå fra at være Ham-Kam fætteren til Profeten...
  • Set min all-time yndlingsspiller i FCK, Peter Møller, gå fra at være hadeobjekt nr. 1 til at blive én af største kultskikkelser (på den gode måde) i klubbens historie
  • Set William Kvist bevise, at fokus og hårdt arbejde er vejen frem, hvor han gik fra at være en marginalspiller, der sagde, at han ville spille på den centrale midtbane, til rent faktisk spille der, samtidig med, at han flåede anførerbindet af Hjalte Nørregaard og blev én af de bedste midtbanespillere i FCK’s historie
  • Set elendige indkøb som Janne Saarinen, Peter Ijeh, Jürgen Jordbærhjelm Petterson, Razak Pimpong, Urmas Rooba og Magne Hoseth
  • Set Jesper Grønkjær, Tobias Linderoth og Marcus Albäck løfte FCK til internationalt niveau
  • Set FCK køre OB, Esbjerg og Brøndby midtover
  • Set FCK tabe 5-0 til slovenske Gorica
  • Set liggende ottetal langgabere, hvor FCK's spil var lagt op omkring en stærk, stærk defensiv. Migræne-fodbold af værste skuffe
  • Set Mads Jørgensen i 2002 lægge FCK’s mesterskabsdrømmme i graven efter, at Mykland lige mente, at Jørgensen og BIF skulle ind i kampen igen
  • Set Silkeborgs Brian Petersen blive savet midtover lige foran Nedre C, der efterfølgende råbte Tudefjæs efter ham. Han blev båret fra banen og var skadet i længere tid. Det var sidste gang, at jeg råbte Tudefjæs. I hvert fald i Parken…..
  • Set, at der blev lagt tag på Parken og at der blev bygget en ny endetribune
  • Oplevet Carlsberg Corner gå fra at være en sjov efterfest under C-tribunen, med bands og spillere på scenen, til et eller andet halvtilfældigt på det, der en gang hed Sportscafeen (som stadig hedder det i folkemunde!)
  • Set serviceniveauet falde drastisk - og det stort set overalt i Parken
  • Set en anden FCK-fan falde ned fra Øvre C og blive slået ihjel
  • Set tilskuertallet stige fra 5-7000 i gennemsnit til 18-20000, hvorefter det igen er faldet til omkring 12-14000
  • Været vidne til liggende ottetal elendige dommerkendelser
  • Været vidne til den sørgelige udvikling, hvor en kamp i Parken i dag bliver proppet med gøgl og gejl før kampen og i pausen
  • Oplevet musikken skifte fra noget, der ramte målgruppen til noget, der kun høres på Ibiza og kollegieværelse i Kiev
  • Oplevet Nedre C blive mere og mere stille, mens Stemningstribunen langsomst blomstrede op. Ikke at jeg selv på nogen måde bidrager til stemningen....
  • Blevet en mere og mere gnaven og gammel mand, der nok skal finde noget at brokke sig over - hvis ikke spillet, så øllet, musikken, tilskuerne, duerne og så videre
  • Oplevet, at besætningen på rækken foran og bagved blive skiftet løbende ud, men at den har været den samme de seneste 5-6 år. På rækken foran står Bo og resten af slænget, mens blandt andet Mikst og hans datter, Michelle, Jan, Michael, Tina, Bent med flere står på række 22
  • Oplevet Række 21 været nogenlunde uforandret, og med herlige folkens som Branco, Morten, Freya, Jess, Jan og Simon
  • Drukket opvarmningsøl på Højen og været til udendørsservering sammen med dele af række 21
  • Vundet tilskuergæt-konkurrencen med Jess og Jan et par gange, men har dog tabt flere end jeg har vundet
  • Oplevet den ene mere elendige mesterskabsfest efter den anden
  • Fået Peter Kaptajn Nielsens og Don Ø’s autografer på min ene spilertrøje
  • Slæbt gevaldige branderter hjem efter kamp
  • Stå til pivkolde kampe i december til lummerhede i august
  • Og så videre, og så videre
  • Men mest af alt - at være i Parken, se kampe i godt selskab, brænde for et hold, der ikke altid vil det én godt og slet og ret nydt at være på stadion og opleve en fodboldkamp
Om jeg tager 10 år mere, må tiden vise, men ét er sikkert - jeg tager et år mere.

FORZA FCK

søndag den 6. maj 2012

Nyt fra Raveonettes

Danske Raveonettes sendte fornyligt ep'en Into the night på gaden, og i løbet af efteråret skulle et fuldlængde album følge efter. Det bliver så opfølgeren på det mere end formidable Raven In The Grave fra sidste år. Et af de seneste 5-10 års bedste danske albums.

Og noget tyder på, at formkurven fortsat er opadgående, for den nye ep er nærmest af episk karakter. Bandet fortsætter retningen fra seneste album, hvor lyden bliver mere poppet - i ordet bedste betydning - og hvor Mrs. Über-cool, Sharin Foo, får en fortsat mere fremtrædende rolle, både lyd- og sangmæssigt. Og det klæder dem i den grad.

Nedenfor kan ep'ens to bedste numre høres, og de sniger sig snildt ind på en top-10 over det bedste, Raveonettes har lavet, og er stærke kandidater til årets bedste danske sang:


fredag den 4. maj 2012

Holm og Bengtsson

De to seneste bøger, jeg har læst, har været skrevet af den yngre generation af danske forfattere. Eller yngre er måske så meget sagt, al den stund, at den ene af dem, Benn Q. Holm, fylder eller er fyldt 50 år i år. Men så i hvert fald nogle af mine mere samtidige forfattere.....

Benn Q. Holm - Byen & Øen
Benn Q. Holms forfatterskab lærte jeg for en del år siden at kende, hvor han med romaner som Sommer, Hafnia Punk og Album bed sig fast i min bevidsthed. Men siden har det været som om, at han er én af de forfattere, der kun har 2-3 rigtigt gode bøger i sig, for fraset Københavns mysterier, har de romaner, der fulgte efter Album været af meget svingende kvalitet. Mest nedadgående, og den forrige, Den gamle verden, var slet og ret forfærdeligt.

Men med Byen & Øen søger Holm at genfinde formlen fra Album - en sædeskildring, hvor man følger 5 personer fra den sene ungdom til den tiltagende alderdom.

Hans pen fungerer, som altid, rigtigt godt, og formår som fortæller at finde ind bag de personer, han skildrer, og får samtidigt skabt nogle spændende personkarakterer. Og som stort set altid arbejder han ud fra sin egen generation, og bruger vist en del elementer fra sit eget liv. Sådan som de fleste forfattere vel sagtens gør.

Det giver en meget medrivende roman, hvor du som læser selv bygger på og gør overvejelser om, hvad der er sket i de år, der ligger mellem hans egne afsnit. Og giver et meget præcist billede af vejen fra ungdommen til det midaldrende.

Så ret beset synes jeg, at han er tilbage på rette spor, men ankepunktet er samtidigt, at han simpelthen vil for meget. Der er for mange historier, der er viklet ind i hinanden og flere af de tangenter, han vader af, ender i blindgyder.

Men det ændrer ikke noget ved, at jeg med god samvittighed kan anbefale Byen & Øen.

Jonas T. Bengtsson - Et eventyr
Jonas T. Bengtsson bragede for et par år siden gennem lydmuren med romanerne Aminas breve og Submarino. Begge er blandt noget af det bedste, jeg har læst de seneste 5-10 år.

Handlingerne tager udgangspunkt i underdanmarks skæve eksistenser og sproget er hårdkogt og konstaterende - ikke ulig den mere end glimrende Jakob Ejersbo.

Derfor var mine forventninger, da jeg åbnede hans seneste roman, Et eventyr, høje, hvor jeg også forventede, at handlingen ville have samme omdrejningspunkt som i de to forrige.

Og derfor var jeg også slemt skuffet, da jeg var gennem de første 20-30 sider, hvor vi følger en lille dreng, der følger rundt med faderen i et rakkerliv fra by til by, fra job til job. Sproget ligger i fodsporene fra de forrige romaner, og Bengtsson formår på fineste vis at fortælle med en lille drengs øjne.

Men - og der er altid et men! - langsomt bliver du suget ind i fortællingen, hvor du følger drengen på hans videre færd i livet. Rastløs og i en søgen efter en identitet, og du kan ikke lægge bogen fra dig. Du vil bare vide, hvad der nu sker, og den begyndende skuffelse bliver erstattet af tiltagende begejstring. Og når du er ved sidste side, sidste punktum, sidder du og tænker "gad vide, hvad der videre skete med drengen og den nu voksne mand". Og undervejs får man prøver på Bengtsson eminente evne til at skildre de mere skæve eksistenser.

Visse steder lægger Et eventyr tæt op af Morten Ramslands Hundehoved - og det er ikke noget dårligt udgangspunkt - men Bengtsson får skabt sin helt egen historie. En historie, der varmt kan anbefales!