lørdag den 31. maj 2014

Limfjordsporter fra Thisted Bryghus

Én af de bedste øl, der brygges i Danmark, er Limfjordsporter fra Thisted Bryghus - i hvert fald smagt med mine mere eller mindre tvivlsomme smagsløg.

Jeg smagte den første gang til en ølsmagning for 9-10 år siden hos Roskilde Øl. Og jeg var fanget med det samme.

Derfor var det også oplagt at slæbe et par flasker med hjem, da Rema 1000 havde den stående på sine hylder til 15.- for 50 cl.

Og forleden havde jeg så lejlighed til et gensyn.

Limfjordsporter er en Double Brown Stout på 7,9%, og hvor især røg og lakrids står langt fremme i smagen. Ved smagninger og anden omtale bliver ord som "tovværk" og "tjære" også benyttet om den, og det er ikke helt forkert. Det hele efterlader indtrykket af en kraftig og tung øl, med megen karakter. Og det ses allerede ved ophældningen - en sort øl med meget flot skum.

På grund af de mange smagsnuancer, er det primært en nydeøl. Især på en kold vinteraften, hvor du også har brug for lidt indre varme og velvære. Men altså også glimrende på en maj-aften, hvor foråret synger på sidste vers.

Skål!

torsdag den 29. maj 2014

Et marathonløb i 2015

Sidste mandag tog jeg ganske givet (endnu?) en dum beslutning. Jeg besluttede nemlig, at jeg i 2015 vil ende til den tid 6 års pause og stille til start i et marathonløb et-eller-andet-sted.

Inspirationen kom dels fra Copenhagen Marathon, der blev afviklet dagen før, dels fra et billede, en tidligere HH-klassekammerat havde lagt på Facebook fra hendes deltagelse i en triathlon.

"Pludselig" begyndte jeg at savne det at sætte sig et mål og så træne hen mod dette, og fik derfor lyst til at tage en tur til. Dette gjorde jeg især i perioden 1998 til 2005, hvor jeg løb 16 marathonløb i ind- og udland. Sidenhen kom der så to mere til, men siden 2009 har jeg "ligget stille".

Men nu skal det altså være, og målet er et løb i efteråret 2015. Det giver tid til at træne fornuftigt op og begrænse risici for overbelastningsskader. Fakta er nemlig, at jeg under løbet i 2009 fik en overbelastningsskade i den højre hofte, som fortsat genererer mig, samtidig med, at jeg døjer med tilbagevendende rygproblemer.

Det betyder også, at første fase, der strækker sig over de næste 4 til 5 måneder, vil koncentrere sig om følgende:
  • Fortsætte styrketræningen i mit lokale træningscenter, suppleret med ture på løbebåndet og spinning
  • Træningsture på min racercykel 1 til 2 gange om ugen
  • Kostomlægning, hvor især kartofler, hvidt brød og slik droppes, og hvor der især skrues op for grønt og magert kød. Jeg har dog ingen intentioner om at droppe øl og vin!
Dette skulle gerne lede til en styrket ryg og ikke mindst et vægttab på gerne 8 til 10 kg.

Næste fase bliver så langsom optrapning af løbetræningen, hvor et medlemsskab i den lokale motionsklub ganske givet bliver overvejet nøje.

Hvor løbet bliver, ved jeg ikke endnu, men Amsterdam er et godt bud. Det skulle være et godt løb, med en forholdsvis flad rute. Berlin er også med i spillet, men der har jeg løbet tre gange tidligere.

Jeg vil, fra tid til anden, lave en status her på bloggen. Mest som et middel til at holde motivationen og mig selv til ilden!

mandag den 26. maj 2014

Er de sjældne

For 5 år siden albumdebuterede Er de sjældne, men det, jeg husker mest fra det album er, at bandet havde Solveig Sandnes i forgrunden. Og det fordi, at Sandnes har én af den danske musikscenes smukkeste stemmer.

Jeg støder første gang på hende i slutningen af 90'erne, hvor hun står i forgrunden for de skammeligt oversete Lovebites. Hun går senere solo, men ellers har der de senere år, været meget stille omkring hende, hvilket er meget ærgerligt, for hendes stemme er, som nævnt, en ren nydelse.

Med sig i Er de sjældne, har Sandnes forfatterinden Lone Hørslev, der primært står for det tekstmæssige bidrag.

Nå, men i begyndelsen marts udsendte de så deres andet album, Olé Olé. Endnu en gang står Hørslev for teksterne, mens de musikalske arrangementer har Sandnes' signatur. Til forskel fra debuten, bidrager Hørslev også til den vokale side, og deres stemmer supplerer hinanden på fineste vis.

På Olé Olé har de desuden allieret sig med den eminente Henrik Olesen, som Sandnes også samarbejder med i Ukendt under andet navn, og andre musikere. Det giver et mere fyldigt lydbillede end på debuten, ligesom skiftet til det mere elektroniske og luftige musiklag klæder dem meget.

Det betyder også, at vi her har at gøre med et af årets absolut bedste danske albums. Et album, der vokser for hver lytning og får lytteren til at glemme alt om sig, mens man glider i et med sangene. Alle 11 sange er af tårnhøj karakter, men især titelnummeret, Lyt til dit hjerte og Kære drømmetyder skiller sig ud - på den gode måde.

Hermed anbefalet og må Er de sjældne komme ud til et bredt publikum - både for bandets OG det musiklyttende publikums skyld.

 Jeg runder af med en flot video til en fremragende sang:

lørdag den 24. maj 2014

Ølfestival 2014

I disse dage løber endnu en ølfestival af stabelen, nemlig Danske Ølentusiasters traditionsrige i København, nærmere bestemt TAP1 på den gamle Carlsberggrund.

Fraset 2008 har jeg været af sted alle årene siden 2004, og 2014 blev ingen undtagelse. Ølfestivalen er et slaraffenland for ølnydere - hvad enten du er ølnørd eller "blot" almindelig nysgerrig - for der er noget for enhver smag. Både i øltype, procenter, smagsnuancer, eksperimenterende eller mere mainstream og så videre. Det betyder også, at du får mulighed for at gå på opdagelse i de mange spændende - især danske - bryggerier, lære øllets verden bedre at kende og slet og ret at få en god oplevelse sammen med ligesindede.

De senere år har vi - Kenn, Peter, Lotte og jeg - valgt at tage af sted om torsdagen, og igen i år viste det sig at være et glimrende valg, hvor der var god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.

Men alligevel var TAP1 pænt besøgt og stemningen var hurtigt oppe i de højere luftlag. Men det skortede heller ikke på muligheden for at smage øl i den absolut bedste ende. Ligesom tidligere år, var de helt store smageoplevelser hos Amager Bryghus, Flying Couch og især min egen favorit, Det lille bryggeri, mens det nye, fynske bryggeri, Munkebo, også viste sig at være et spændende bekendtskab.

Aftenens størst clou viste sig dog at være fra Carlsberg! Foruden deres vanlige udvalg, havde de blandt andet Mermaid Porter med. Den er brygget i en begrænset mængde, og den udgave, de havde med, var lagret på egetræ, brygget med østers og holdte 11,2%. En fremragende øl, der havde en meget fin balance og smagte ingenlunde af de mange procenter.

Igen i år valgte jeg at gå efter øl, jeg ikke havde smagt før, og hos de bryggerier, jeg havde en idé om ville præstere fra den bedste hylde. Hovedparten af de øl, jeg smagte, var i den meget tunge ende, som imperial stout og dobbelt IPA, der begge så absolut er mine favoritter.

I den 5½ time, vi var der, fik jeg smagt mig gennem 28 forskellige øl, og skal jeg opsummere min top-6 vil den se således ud - i uprioriteret rækkefølge:


  • Mermaid Porter - Carlsberg. En Oak-barrel aged porter på 11,2%
  • 400 Rom Edition - Det lille bryggeri. En Imperial stout på 10,2%
  • Dark matter coffee - Flying Couch. En Imperial stout på 9%
  • Rollo - Nordic Brewing Co. En Double IPA på 9%
  • Sleipner - Munkebo. En Imperial IPA på 9,4%
  • Ales In Wineyland - All In Brewing/Beerbliotek. En Strong Ale på 9,5%
Vedrørende selve ølfestivalen, skal Danske Ølentusiaster have stor ros for hele tiden at forbedre den og sætte nogle fantastiske rammer, men et område, festivalen kunne fokusere lidt mere på, er god skik for standene. Mange af standene er rigtig gode og kundevenlige, men ved flere kunne du opleve, at du dårligt nok fik de 10 cl, du havde betalt for med din polet og at øllet blev skænket håbløst dårligt op

Mange tak til Danske Ølentusiaster for et godt arrangement. Mange tak til bryggerierne for meget godt øl. Mange tak til Peter, Lotte, Marie og Kenn for rigtigt godt selskab.

Skål!

onsdag den 21. maj 2014

Fodboldsæsonen fra helvede

Overdrivelse fremmer forståelsen, men den sæson, der nu er rundet af, har for mine holds vedkommende dæleme ikke været imponerende. Men OK, de kan ikke vinde hver gang, for at glæde sig over sejren, skal du også kende nederlagets stund.

Nedenfor giver jeg en kort status over gangen hos Bayern München, Manchester United, Inter og FC København, der som bekendt er mine hold:

Bayern München; de havde den så absolut bedste sæson af de fire, hvor de snuppede endnu et tysk mesterskab. Det var der så ikke så meget nyt i, men undervejs spillede holdet noget af det bedste fodbold, verden længe har set. Holdet satte desuden rekord ved at blive Bundesligaens tidligste mestre - i øvrigt med undertegnede på stadion. Men afslutningen blev ikke køn, med flere nederlag og et totalt kollaps i Champions League mod Real Madrid. Helhedsindtrykket blev dog reddet til sidst, hvor holdet også vandt den tyske pokalturnering, og dermed sikrede sig The Double. Og mon ikke, at Matthias Sammer og Pep Guardiola bygger videre på holdet over sommeren, så det står endnu stærkere, når turneringerne ruller igen.

Manchester United; sidste år vandt de mesterskabet i suveræn stil, hvorefter rekordmanageren, Sir Alex Ferguson, takkede af. Ind blev hentet David Moyes, mens holdet mere eller mindre forblev intakt. Efter en god indledning på sæsonen, faldt hjemmebanen Old Trafford som et hjemmesejrssikkert fort, ligesom holdet gang på gang faldt mod de nærmeste modstandere. Spillet blev mere og mere krampagtigt og eneste lyspunkter var målmand David de Gea, Wayne Rooney og stortalentet Adnan Januzaj. Det endte så med, at klubben reducerede sig til at være ligesom alle de andre hold - fraset Arsenal - og fyrede Moyes. Moyes blev dermed syndebukken for et hold, der ikke har spillet godt i flere år og som allerede ved hans ankomst, forlængst havde passeret sidste salgsdato. Men nu skal der bygges et nyt hold op, og så er det godt, at holdet "kun" skal koncentrere sig om de hjemlige turneringer.....

Inter; deres sæson sluttede nærmest før, at den begyndte. Roma og de senere mestre, Juventus, fløj af sted med flot fodbold og sikre sejre, mens Inter fortsat hang fast i fortidens triumfer. Et aldrende mandskab, hvor der for alvor skal luftes ud i spillertruppen. Eneste lyspunkt var, at Inter sluttede over bysbørnene og rivalerne, Milan, der, om muligt, havde en endnu dårligere sæson.

FC København; sidste år vandt holdet mesterskabet i suveræn stil, men måden, det kom i hus på, var åbenbart blevet skoldet væk over sommeren, for kort inde i den nye sæson, lå holdet under nedrykningsstregen. Det endte så med en fyring af mestertræneren, Ariel Jacobs, og ind kom en gammel kending, Ståle Solbakken. Ståle fik rettet skuden op og holdet kravlede stille, men sikkert op i tabellen. Det er jeg nu også sikker på ville have været tilfældet under Jacobs, men Solbakken kunne tilbyde det vinderinstinkt, stort set ingen af spillerne viste på grønsværen. Spillet lod dog meget tilbage at ønske - især under Nicolai Jørgensens fravær - men lyspunkterne var Remmers og Toutouhs gennembrud på holdet. Men trænerfyringen var ikke nok, og kort før sæsonafslutningen røg sportschefen, Carsten V. Jensen. Fyringen var korrekt, men tidspunktet besynderligt - også set i lyset af, at ændringerne i den sportslige ledelse, som følge af denne fyring, viste sig at være marginale - Solbakken med udvidet magt, mens Johan Lange blev hentet tilbage som teknisk direktør. Så meget for nytænkningen....

Og som nærmest forventet, kollapsede holdet også i pokalfinalen mod de nykårede danske mestre, AAB. Nordjydernes The Double var fuldt fortjent, og triumfen viser, at der er en fremtid for dansk fodbold, al den stund, at holdet er funderet i egne, danske talenter.

FCK redder dog i sæsonens sidste minutter lidt af sin ære, da holdet snupper andenpladsen og dermed sikrer sig adgang til kvalifikationen til Champions League.

Hvorom alting er, glæder jeg mig over, at denne sæson nu er nået til vejs ende, og der er jo altid næste år, næste sæson!

mandag den 19. maj 2014

Et besøg på Taphouse

Et kig ind i baren
For nogle uger siden åbnede Taphouse i Lavendelstræde 15 i København. Stedet reklamerer med at have Europas største udvalg på fad, og med 61 haner, er det nok også et meget godt bud.

Forleden havde jeg så, i forbindelse med en koncert, lejlighed til at lægge vejen forbi, og det fortrød jeg ikke!

Taphouse er meget hyggeligt og rustikt indrettet, med langborde og træstole og -bænke. Og straks, du kommer ind af døren, mødes du af tre skærme, hvor du på en nem og overskuelig måde kan se, hvad stedet byder på af øl "netop nu".

Personalet viste sig også at være ganske imødekommende og kompetent. Trods travlhed var der ingen ventetid i baren, øllet blev skænket op med sikker hånd og havde du spørgsmål til øllet, blev de besvaret med netop imødekommenhed og kompetence.

Udvalget er en god blanding af især danske og amerikanske øl, og fra nogle af de absolut bedste bryggerier på markedet. Og dækkende stort set alle øltyper, så der burde været noget for enhver smag. 

Prisniveauet var også OK i forhold til danske forhold, hvor du måtte slippe med 40.- for 25 cl. Men så fik du også værdi for pengene.

Selv fik jeg smagt følgende:
  • Great Divide Titan IPA
  • Taphouse Double Double
  • Emelisse Imperial Russian Stout
  • Hornbeer Caribbean Rumstout
hvor især Taphouse Double Double imponerede gevaldigt. En Dobbelt IPA på 8,2%, brygget af Ølsnedkeren.

Alt i alt et rigtigt hyggeligt besøg, og det er absolut ikke sidste gang, jeg besøger stedet. Stort og meget spændende udvalg, hyggelig atmosfære og god betjening. Anbefalet.

Læs eventuelt mere lige her.

søndag den 18. maj 2014

Psyched Up Janis i Store Vega

Det er i år 20 år siden, at danske Psyched Up Janis udsendte deres debutalbum, Swell, og hvor de, sammen med Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, kickstartede den danske grunge-bølge. Psyched Up Janis var dog ikke så meget grunge, at det gjorde noget, og inspirationskilderne var i lige så høj grad også tresser-poppen og Phil Spectors Wall of sound.

Bandet var af de tre - og mange andre danske bands fra den tid - min klare favorit, og jeg mener fortsat, at de aldrig fik den store succes, som de ret beset fortjente. Bandets hovedkræft, Sune Wagner, har dog senere taget revanche, hvor han slår sine folder i de eminente og succesfulde The Raveonettes.

Og bunden for denne favoritværdighed blev lagt med deres fremragende debutalbum, men især med deres koncert i Medborgerhuset her i Ringsted samme år. Salen var tætpakket, sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som gjaldt det liv og død. Fortsat én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet.

I 1999 lukker og slukker de efter en ligeledes mindeværdig koncert på Roskilde, men bliver for en kort stund gendannet i 2009, hvor de giver nogle enkelte koncerter i andedammen.

Men nu er de sammen igen, hvor de er gået på en jubilæumsturné i anledningen af 20-året for debutalbummet. Det bragte dem også til Store Vega fredag aften, hvor jeg var at finde blandt publikum. Det fortrød jeg ikke!

Koncerten indledtes med de hypede Baby in vain. De er nok meget gode, men jeg er for gammel til unge piger, der spiller Nirvana.

Kl. 21.15 gik hovedpersonerne på. Og det med en fin finte, hvor man på en skærm bag scenen så en film, hvor vinyludgaven af Swell blev lagt på pladespilleren.

Vi fik albummet i hele sin udtrækning, hvor især Modest us, Chandelier, Fragments og signatursangen I died in my teens trak meget store plusser. Efter en kort pause var de igen på scenen. Nu med fri leg, som det hed fra scenen. Den frie leg blev så to sæt ekstranumre, hvor der blev gravet endnu mere i bagkataloget. Her vakte især Special One og Strange Pier stor begejstring hos undertegnede.

Hele sætlisten kan ses lige her.

Spillemæssigt var bandet også i hopla og kvitterede dermed også på fineste vis for endnu en udsolgt koncert. Lyden var perfekt og det samme var samspillet på scenen. Sune Wagner sang og spillede med vanlig overbevisning og intensitet, Yebo lagde et tungt trommeunderlag, men aftenens helt store clou var bassisten, Jakob Jørgensen. Ærgerligt for den danske musikscene, at han ikke længere er aktiv, for er du gal, hvor spillede han godt. Og gav et fremragende modspil til Wagners guitarmur.

I forbindelse med koncerten, var det muligt at erhverve The Oxygen Blast, der indeholder en række uudgivne numre fra tiden omkring netop Swell. Det er vist kun i handel ved koncerterne, og jeg glæder mig til at dykke ned i det.

Mange tak til Psyched Up Janis for endnu en stor oplevelse, og vi ses jo nok igen på årets Roskilde.

Næste koncert er, for mit vedkommende, 7. juni, hvor jeg igen oplever Sune Wagner. Denne gang i The Raveonettes, hvor de sammen med blandt andet Love Shop og Kent spiller til Rosenborg Live. Det bliver endnu en stor oplevelse.

onsdag den 14. maj 2014

Kent i Store Vega

Verdens bedste band i et klassisk øjeblik
For to uger siden udsendte Kent deres 11. studiealbum, Tigerdrottningen. Et album, der allerede nu rangerer, som årets bedste album - i hvert fald her på matriklen. Og sådan må det også være, når verdens bedste band udsender deres bedste album siden 2005. Ikke fordi, at dem, de har udgivet mellem 2005 og 2014 har været middelmådige, men Tigerdrottningen er et formidabelt og formfuldendt værk.

Og som det altid er, når bandet har et nyt album ude, er det p.t. på turné i Norden, hvor de tirsdag så gæstede Store Vega. Lige så sikkert er det, at min gode ven, Claus, og jeg er at finde blandt publikum.

Kent plejer at være sikre leverandører i mindeværdige koncerter, og det holder fortsat stik. Allerede inden første akkord var slået, var de første point hjemme. På billetten var det annonceret, at koncerten skulle begynde 21.00. De gik på 15 sekunder før, og det uden, at vi forinden var blevet slæbt gennem endnu et ulideligt opvarmningsband. Det kunne mangt et band lære noget af!

Der blev lagt fra land med album-åbneren på Tigerdrottningen, Mirage, der blev efterfulgt af endnu et nummer fra det album, Skogarne. Derefter fulgte en række af sange fra deres tidligere albums, udvalgt med sikker hånd. Endnu et kendetegn ved Kent - vægten lægger på deres seneste album, og så med nålestik ned i deres fine bagkatalog. Rækken blev afbrudt af den fremragende Var är vi nu, der er Tigerdrottningns absolutte højdepunkt.

Inden "pausen" fik vi 4 mere fra deres seneste album, hvor især La belle epoque rejste sig fra scenen og fik taget til at lette. Koncerten blev rundet af med tre "ældre" numre, hvor især den forrygende og tunge version af Lille ego fra Hagnesta Hill ramte durkt i hjertekulen.

Efter knapt 1½ time var det hele slut, og Claus og jeg - og nok også resten af publikum - forlod Store Vega opløftede og berørte.

Det ovenpå en koncert, hvor Kent - igen-igen - formåede at sparke deres sange ud over scenen og ramme publikum. Den noget elektroniske lyd på deres seneste albums blev på scenen bakket op af tunge guitarer og bas, der supplerede Mr. Über-cool, Jocke Berg, bag mikrofonen på absolut fineste vis. Og nok er Berg ikke den største entertainer på en scene, men han viste endnu en gang, at han er blandt de bedste mandlige forsangere, der kan opdrives.

Alt i alt stod de nye sange, også live, distancen, mens ældre sager som Lille Ego og Socker på fineste vis blev sparket ind i det nye musikalske univers.

Jeg er derfor også meget enig i Gaffas anmeldelse af koncerten.

Tak til Kent for at levere årets hidtil bedste koncert - og én af de bedste, jeg har oplevet med dem siden 2002 i KB Hallen. Tak til Claus for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert bliver for mit vedkommende på fredag, hvor de, for en stund, genopstandne Psyched Up Janis giver jubilæumskoncert i Store Vega i anledning af 20-året for udgivelsen af debutalbummet, Swell. Det glæder jeg mig til!

mandag den 12. maj 2014

Cocoa Psycho fra BrewDog

Da jeg, sammen med Ølklubben, sidste år var på studietur til Edinburgh, blev Brewdogs lokale bar ofte aflagt et besøg. Dels fordi, at baren viste sig at være ret hyggelig, men primært fordi, at udvalget var imponerende - både i omfang og kvalitet. Det var naturligvis deres eget øl, der fyldte det meste af kortet, og det var det, vi gik efter - selvom et par "gæster" også blev presset ind.

Og i Påsken var der igen lejlighed til at "besøge" dem, idet Kenn til påskefrokosten i Ølklubben, diskede op med flere af deres fremragende øl.

Selv har jeg ikke så meget af deres øl stående, men forleden fik jeg fisket deres Cocoa Psycho frem fra gemmerne. Der er tale om en Imperial russian stout på 10%. 

Allerede når den hældes op, mødes du af en brændt duft, mens øllens mørke skum breder sig i glasset. Og ved den første lille tår, smager du, at der er godt med chokolade og kaffe i øllen. Det varer ved - både ved de næste "nip" og på eftersmagen.

Trods de 10% er den ingenlunde sprittet, men meget fyldig i sin smag, og du ønsker, at de 33 cl bare varer ved og ved. En rigtig nydeøl, der også vil gå rigtigt godt til chokoladekage, isdessert og lignende.

Alt i alt en øl fra den øverste hylde, og støder jeg på den igen, skal der helt sikkert hentes nogle stykker af den hjem.

Skål!

lørdag den 10. maj 2014

Ligustervænget - et barndomsminde og mere til

Ligustervænget 19 - set fra vejen
Som jeg skrev lige her, boede jeg de første knapt 5 fem år af mit liv i Vænget i Benløse, men det sted, jeg har boet længst er Ligustervænget 19 - også Ringsted.

Ligustervænget ligger Søndre Park i den sydlige del af Ringsted - lige midt i et større villakvarter - og vores hus lå på en hjørnegrund. Vi flyttede ind i 1972 og mine forældre flyttede derfra i sensommeren 2000, så det er også et hus, der satte et stort præg på familien Nielsen.

Jeg har ikke været forbi siden det sidste flyttelæs, men det skyldes nok primært, at mine forældre dør ret kort efter flytningen, og for mange minder og meget savn ville dukke op, hvis jeg drejede forbi. 

Men her knapt 14 år efter, står hus og have fortsat lysende klart for mig. Den mest benyttede indgang var den til bryggerset, og som lå på husets bagside. Inde til venstre lå det værelse, jeg havde indtil, at min søster flyttede hjemmefra. Fortsatte man lige ud, kom man ud i køkkenet. Her blev der tilbragt mange timer - både med at spise og så at lave lektier. Gik man videre, kom man ud i den lange fordelingsgang. Inde til venstre lå mine forældres soveværelse. Det stødte op til stuen. Det var en vinkelstue, og i mange år var den delt op af en stor, muret blomsterkumme. Stuen blev senere udvidet med en udestue, hvor mange timer blev tilbragt over foråret og sommeren. 

Videre op af gangen og til højre lå badeværelset. Det stødte op til vindfanget - det, man i dag vil kalde entreen - og helt oppe for enden lå min søsters værelse, der så altså senere blev mit.

Gik man udenfor, var indgangen til huset en lang indkørsel. For enden lå garagen, hvor min far i en del år stod og lavede cykler i sin fritid. Mellem garage og hus lå gården, hvor der først var sandkasse og gyngestativ, og senere blev den en blanding af terrasse og hundegård. Rundt om huset, lå den store have, som især min mor brugte megen tid på. I den modsatte ende af gården, blev der senere anlagt en terrasse mere, hvor der også var springvand og fiskebassin. Den store have var også der, at jeg spillede fodbold med lege- og klassekammerater, og generelt brugte vi haven/grunden rigtigt meget.
Søster og bror - første sommerferiedag 1976

Ligustervænget var også et smørhul for en børnefamilie. Skolen lå en spytklat derfra og for enden af vejen, var der et stort grønt område, der var velegnet til især fodbold. Og i stort set alle husene var der jævnaldrende drenge og piger. 

I de første år var vores naboer Carsten Dalkær, der var to år ældre end mig og hans lillebror Thomas, der var to år yngre end mig. Carsten var lederen på vejen og ofte ham, der arrangerede kron- og dåseskjul, cowboy & indianere med videre. Ved siden af dem boede Brian og Henrik. Brian var den, jeg var mest sammen med gennem alle årene - også efter, at vi begge var flyttet hjemmefra. Han kom desuden i lære i min fars cykelforretning. Men med som så meget andet, ebbede det til sidst ud. Deres nabo var Susanne, som blev min søsters bedste veninde. I næste hus boede Karsten Elfving, der var et år ældre end mig. Vi rendte også meget sammen og havde på et tidspunkt "rockerklubben", Natteravnene. For enden af vejen boede Jens og Peter Olsen. Jens var et år yngre end mig, og det samme var Claus Baastrup, der var deres genbo. Vi rendte mest sammen, når der blev kaldt til dåse- og kronskjul.

I de første år, var Baastrups nabo Torben Kristoffersen, som jeg senere gik i klasse sammen med. De flyttede fra vejen i 1978, men indtil da, var vi sammen stort set hver dag - skole, fodbold og så videre.

Fortsatte man op af vejen, var der Niels Wollesen, Kim og Anette Frederiksen og Majbritt og Belenda. Alle, der igen var jævnaldrende med os andre. I nummer 14 boede Lille-Carsten og Tina. Ligesom med genboen, Brian, var Carsten én af dem, jeg rendte meget sammen med. Også gennem ungdommens år, hvor vi gik i byen og tog på ferie sammen. Carsten er desværre ikke mere. 

Deres nabo var gennem nogle år Thomas og Pernille Radsted, der så havde Sally Hjorth, som nabo - og som var vores genbo.

Så der var altid nogle at være sammen med, og på de omkringliggende Bøgevej og Elmevej, og især i Søndre Park-blokkene, boede også mange lege- og skolekammerater.

Alt i alt kan jeg ikke komme i tanke om et bedre sted at vokse op, og huset, vejen og omgivelserne satte rammen for mange, mange gode minder og oplevelser. Jeg ville ikke have været nogle af dem foruden.

Og på Facebook er jeg nu venner med mange fra vejen, og det er sjovt og hyggeligt at følge deres færd siden dengang, vi rendte rundt med grønne knæ og snotnæse, legede vi var John Wayne eller Ole Olsen på vores "speedway"-cykler og spillede fodbold, badminton, tennis med videre på vejen.

Jeg runder af med en lettere omskrivning af C. V. Jørgensens eminente Elisabeth; "Hver gang jeg tænker tilbage på Ligustervænget 19, ka' jeg tydelig se ting, jeg ved ikke findes der mer', men det' jo den slags ting der sker".

onsdag den 7. maj 2014

Der er nyt fra Kent

I sidste uge udsendte svenske Kent deres 11. studiealbum, Tigerdrottningen, og efter de første lytninger kan det - i hvert fald her på matriklen - konkluderes, at deres position, som verdens bedste band, står komplet uantastet.

Der er nemlig tale om et meget komplet og helstøbt album, uden svage punkter, og det er deres bedste siden hovedværket, Du & Jag Döden fra 2005.

Ligesom på deres senere albums, er der skruet meget op for den elektroniske maskinpark, mens guitaren ligger og lurer i næste lag, for at folde sig helt ud i den mageløse albumafslutter, Den andra sidan, der trækker en lige linje tilbage til bandets tidlige dage. Og over alle 11 tunge som fnuglette sange, synger Joakim Berg med endnu mere tilbagelænethed og overlegenhed end nogensinde hørt.

Og det er netop i mødet mellem hans melankolske stemme og det musikalske underlag, at magien skabes, og teksterne om vemod, tab, savn og længsel forløses - for som på deres tidligere album, er Tigerdrottningen båret af en blå stemning, der kravler ind under huden på lytteren, og efterlader dig med melankoli, men også glæde.

Det er helt umuligt at fremhæve nogle sange frem for andre, men sange som Var är vi nu, Allt har sin tid og Innan himlen falder ner, skriver sig ind på listen over noget af det absolut bedste, bandet har leveret.

Et helt igennem helstøbt album, der bare vokser for hver lytning, og som ender som nummer 1 på listen over årets bedste udenlandske albums - i hvert fald for mit vedkommende!

På sin gode blog, gengiver Jens Unmack også en gennemgang af albummets sange, som Berg gav til avisen Expressen.

Albummet tegner også lovende for deres kommende turné, der bringer dem til Danmark to gange - 13. maj og 7. maj. Jeg har billet til begge gange og glæder mig rigtigt meget.

Jeg slutter af med en smagsprøve fra albummet:

mandag den 5. maj 2014

Copenhagen Beer Celebration 2014

I den forgangne weekend løb Copenhagen Beer Celebration (CBC) igen af stabelen. Den har Mikkeller som bagmænd og drivkræft, og finder hvert år sted i Sparta Hallen på Østerbro. Og for første gang, var jeg med som gæst, og det fortrød jeg ikke!

Konceptet er meget enkelt. CBC løber over to dage - fredag og lørdag - og er delt op i fire sessioner, der hver varer 4½ time. Du køber så billet til én eller flere sessioner, og for de 450.- den koster, har du fri adgang til øllet. Ved indgangen får du udleveret et armbånd, kort over standene samt et lille smageglas med plads til 10 cl (de fleste smagsprøver var dog "kun" på 6 cl).

40 bryggerier var med i år, og de tager så to forskellige øl med til hver session. Primært øl, der er brygget eksklusivt til CBC, og for langt størsteparten på fad.

Vi - Kenn fra Ølklubben og jeg - deltog i den grønne session lørdag eftermiddag, og vi ankom netop som dørene blev slået op. Umiddelbart virkede alt som kaos, hvor hallen var proppet til sidste plads og ølfolket stimlede sammen om standene, i håb om at få smagt nogle af de gode dråber. Og med frygten for, at der var udsolgt inden, at man lige fik smagt de bestemte øl, man forinden havde sat kryds ved.

Publikum var en blanding af hardcore ølnørder og almindelige nysgerrige, og hvor førstnævnte rundt om ved bordene og standene gjorde flittigt brug af deres notesbøger. Men fælles for alle var at få smagt noget godt øl - og det gjorde vi!

Kvaliteten var tårnhøj, og efter, at det første kaos havde lagt sig, var der efterhånden god plads ved alle standene, så der også var tid til en lille sludder med de enkelte brygmestre og spørge lidt mere til øllet. Det meste af øllet var i den mere eksperimenterende ende - det være sig øltype, lagring, ingredienser med videre. Alle standene var meget effektive, hvor fokus var på publikum, ligesom de var flinke til at skylle ens glas, så man bedre kunne smage netop deres øl.

Undervejs var der, mod betaling, mulighed for at forsyne sig med smørrebrød, kaffe, pølser og ostebord, så der også var noget at stå imod med.


Ligesom ved de tidligere sessioner, løb standene efterhånden tør for øl - nogle hurtigere end andre, hvilket især gjorde sig gældende for de amerikanske bryggerier, og du kunne argumentere for, at CBC lærer af dette, og at der næste år lægges op til, at bryggerierne sørger for at tage lidt mere øl med. Ved folk, at der vil være øl nok, vil det nok også forebygge den kaotiske begyndelse ved sessionerne.

For vores vedkommende lykkedes det at komme rundt til de bryggerier, vi havde noteret som dem, vi bare skulle nå. Det være sig Cigar City, De Molen, Evil Twin, Hoppin' Frog, Westbrook og Three Floyds. Men det lykkedes os stort set at få sat hak ved alle bryggerierne, hvilket også var en udfordring for leveren, smagsløgene og balanceevnen!

Både de nævnte og de mange nye og gode bekendtskaber gav nogle fremragende smagsoplevelser. Og selvom stort set alle øltyper var repræsenterede og dermed med mulighed for en bred smagsoplevelse, endte jeg for størstepartens vedkommende ved de tungere stouts. Det gjorde så også, at min gane var godt klistret til, da vi kl. 20.00 gik ud i den friske aftenluft. Men det var prisen værd.

Det er næsten umuligt at fremhæve nogle frem for andre, men når jeg nu kigger smagelisten igennem igen, var der alligevel nogle, der stak endnu mere ud end andre:

  • Larsen's Ruin fra Alpha State. En meget røget stout på 10%
  • Hundra fra Brekeriet. I Sverige brygges der godt øl, og denne pale ale på 8% var slet og ret fremragende
  • Moord & Brand Bordeaux fra De Molen. En imperial stout på 10%, lagret på rødvinsfade. De Molen havde tre forskellige øl med. Samme øltype, men lagret forskelligt, og det var ret spændende at smage dem op mod hinanden
  • Imperial Doughnut Break Apple Bacon fra Evil Twin. Dagens bedste øl. En imperial stout på 12%, hvor doughnuts var blevet smidt i karet under brygningen. Meget sød, men også velafbalanceret
  • Cafe B.O.R.I.S fra Hoppin' Frog. En variant over deres fantastiske B.O.R.I.S The Destroyer, hvor der var godt med kaffe på eftersmagen
Men dagens absolutte clou var italienske Loverbeer, der havde to gueze med. Jeg er normalt ikke til denne øltype eller lignende, men disse var fremragende. Frugtede og søde i smagen, og som ville være fremragende som velkomstdrink eller til en fiske-forret.

Dagens "dårligste" øl var fra de ellers meget interessante Brewdog, nemlig Black Jacques. En Imperial Black Saison, som var alt for sur og syrlig i smagen og helt uden balance. Jeg var på nippet til at hælde den ud, men gjorde det dog ikke!

Men alt i alt en fremragende oplevelse, og det er stensikkert, at vi vil forsøge at få billet igen til næste år! 

Om små tre uger skal vi så på den igen, hvor Danske Ølentusiaster åbner for deres traditionsrige ølfestival i Tap1 i København. Det bliver helt sikkert endnu en god oplevelse.

Skål!

fredag den 2. maj 2014

Disintegration - 25 år efter

Det er i dag 25 år siden, at The Cure udsendte albummet Disintegration. Et album, der for mit vedkommende, står som verdens bedste album og derfor også, som bandets absolutte hovedværk.

Jeg husker, at jeg har fået lagt albummet til side hos den lokale pladepusher og henter det på selve udgivelsesdagen.

Jeg er på det tidspunkt mellem afsluttet værnepligt og kommende studier, og er netop begyndt på mit sommerferiearbejde hos Postvæsenet. Og de følgende måneder, bliver stort samtlige dagtimer - jeg arbejdede om natten - brugt på at lytte albummet, og om natten, de dage, jeg havde fri.

Og når jeg i dag genlytter det, forstår jeg godt, hvorfor det forholdt sig således, for her 25 år efter, fremstår det fortsat satans komplet.

Albummets temaer er brud, opløsning, uforløsning, smerte og tab, og vi får sange, der er skrevet fra hjertets mørkeste afkroge såvel som de mere letbenede popsange. 

Albummet indledes med den himmelstræbende Plainsong, der må være at tælle blandt tidernes bedste åbningssange. Der er skruet op for maskinparken, mens Robert Smith nærmest hvisker sig gennem sangen. Den efterfølges af Pictures of you, der ligger lige midt i krydsfeltet mellem poppen og rocken, og hvor Smith synger med stor passion. I den følgende Closedown er bassen og trommerne flyttet helt frem i lydbilledet, mens Smith denne gang synger med resignation og tårer i stemmen.

Og sådan veksler albummet hele vejen igennem de 12 numre, og hvor stort set alle numre er en musikalsk perle i sig selv. Dog fraset albummets to store hits, Lullaby og Fascination Street, som jeg aldrig bliver helt gode venner. De udgør et kort mellemstykke på albummet, og følges op af de hjertegribende og himmelstræbende Prayers for rain, The same deep water as you og titelnummeret.

Albummet bliver, med rette, anset som den naturlige opfølger til Pornography fra 1982, og det selvom The Cure forinden har udsendt tre yderligere albums. Det være sig i den dystre tone, det tunge lydbillede og temaet. Men forskellen på dem, og på de øvrige albums er, at det kreative samarbejde mellem bandets absolutte frontfigur, Robert Smith, og så den musikalske drivkraft, Simon Gallup, på netop Disintegration bliver forløst på fineste vis.

Med andre ord, er Disintegration et meget heltstøbt og vidtfavnende album, og hvor bandet aldrig har været eller lydt bedre - hverken før eller siden. Og på 10 ud af 12 numre rammer de durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag. 10 sange, der, den dag i dag, fortsat fremstår som frisk fra fad.

Tillykke med jubilæet - og når det fylder 50 år, lytter jeg stadig med. 
Jeg runder af med én af de mange favoritter fra albummet: