tirsdag den 31. juli 2012

Efterårets koncerter

Efteråret plejer, for blandt andet mit vedkommende, at være den årstid, hvor der er mest aktivitet på koncertfronten - altså som publikummer og når der ses bort fra Roskilde.

Men det kommende halvår bliver ganske givet ualmindeligt stille, hvilket skyldes, at jeg ved begyndelsen på 2012 besluttede, at der skulle skæres ind til benet hvad angår koncerter. Både fordi, at jeg besluttede at prioritere mine udgifter lidt skarpere og fordi, at jeg ret beset ikke længere dur til koncerter på en hverdagsaften i København - og det er i det tidsrum, mange koncerter ligger - ligesom mit arbejde byder mig fortsat stigende rejseaktivitet til de øvrige nordiske hovedstæder. Og et par koncerter, jeg havde købt billet til, er allerede glippet på den konto.

Nå, men der er dog to koncerter på programmet - begge på en hverdagsaften....

I slutningen af august spiller Coldplay i Parken. Det er ikke et band, jeg p.t. lytter så meget til, men de spillede en meget fin koncert på Roskilde i 2009, ligesom jeg fortsat er "plaget" af, at jeg måtte afhænde min billet, da de i 2002 gæstede Danmark. Og gik dermed glip af et band, jeg på det tidspunkt lyttede meget til. Så da et par gode venner, Karin og Per, samt Pers bror, Frank, var friske på en tur i Parken var jeg nem at lokke, og er ganske sikker på, at der venter en stor, stor aften.

Derefter følger i november amerikanske Beach House. For to år siden gav de en mere end glimrende koncert på Roskilde og her i foråret udgav de, hvad der ganske givet bliver årets album. Så forudsætningerne for en stor og episk aften er absolut til stede.

Det er, indtil videre, efterårets koncertprogram og muligvis bliver andre føjet til. Der går rygter om, at Walkmen skulle gæste Danmark igen og dem vil jeg meget gerne se. Også fordi, at jeg glippede koncerten med dem i Amager Bio for 1½ år siden (der var købt billet, men arbejdet ville, at jeg skulle til Oslo i dagene omkring deres besøg), men så dem så på sidste års Roskilde.

Og så nægter jeg at tænke på alle de fine navne, jeg går glip af, for igen i år byder spillestederne på mange fine navne. Der er nemlig grænser for mine masochistiske tilbøjeligheder!

Jeg slutter af med at lade op med nogle favoritsange fra Coldplay og Beach House - naturligvis i liveversioner:



lørdag den 28. juli 2012

Min racercykel....

Jeg bliver ofte spurgt om, hvilken racercykel, jeg cykler på. Svaret findes i nedenstående opremsning af dele og udstyrsgrupper.

Cyklen blev bygget i 1994 i forbindelse med, at min far afhændte sin cykelforretning. Så cyklens dele er fra det år eller tidligere. Dæk, slanger og cykelcomputer er dog siden blevet udskiftet!

datidens kroner stod den vel til 12.000.-, men her 18 år efter fremstår den håbløs forældet. Men nu er jeg jo et gammelt røvhul, der synes, at alting var bedre i de gamle dage  - i hvert fald indtil videre.....

Cyklens samlede vægt er ca. 14 kg., hvoraf selve rammen vejer 2190 gram, hvilket stort set svarer til, hvad en komplet racer vejer i dag! Og vægten er fordelt på følgende:

  • Ramme - Columbus Cromor stålramme. Og bygget som en Olmo San Remo
  • Forgaffel - Olmo Columbus chrom
  • For- og bagnav: Shimano 105
  • For- og bagskifter: Shimano 600
  • Integreret bremsegreb og gearskifter: Shimano 600
  • Saddelpind: Campagnolo Record
  • For- og bagbremse: Shimano 600
  • Overrør (styret): 3T
  • Click pedaler: Shimano 600
  • Frempind - 3T
  • Fælge - Mavic 192, aluminium
  • Saddel - Selle Italia Turbo Special. Den er så fra 1990 og fulgte mig blandt andet på Sjælland Rundt i 1991 og 1992
  • Pedalarme og krankboks - Campagnolo Record
  • Styrfittings - Campagnolo Record
  • Flaskeholdere - Blackburn aluminium
Med tiden vil nogle af delene nok blive udskiftet, men med til historien hører også, at jeg stort set ikke kørte på den fra 1994 til 2011, så mange af delene fremstår fortsat næsten ubrugte.

Mit cykletøj er dog siden 1994 blevet udskiftet, da det åbenbart ikke kunne tåle at lægge i mine skabe så længe.....

mandag den 23. juli 2012

Touren 2012

Søndag sluttede årets Tour de France - og tak for det, for der var tale om den mest søvndyssende og kedsommelige Tour siden Miguel Indurains regime fra 1991-95. Det gjorde også, at jeg for første gang i mange år slet og ret prioriterede flere etaper fra, mens andre blev fulgt sporadisk.

Årsagerne er mange:
  • Som forudset var årets rute gudsjammerlig kedelig, med lange enkeltstarter og kun to etaper, der sluttede på toppen af et bjerg. Dertil kommer, at udfordringerne i bjergene ikke stod helt mål med tidligere udgaver af Touren
  • Vinderen, Bradley Wiggins, smadrede det hele på den første enkeltstart og styrede, som en anden Indurain resten af etaperne ved hjælp af egen styrke og overblik, og ikke mindst et hold, der snildt matchede Indurains Banesto og Lance Armstrongs US Postal i 00'erne i styrke, overlegenhed og klasse
  • Udfordrerne, primært Nibali og sidste års vinder, Cadel Evans, havde ikke styrke eller mod til at udfordre Sky-holdet og kørte begge et helt igennem nosseløst løb.
Bevares, der var også mange opløftende momenter. Thomas Voecklers vilde ridt i Pyrenæerne, Valverdes genkomst og ikke mindst Team Saxo Bank-Tinko Banks insisteren på udbrud, primært manifesteret ved Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen. For sidstnævntes vedkommende vil Touren også blive husket for etapen, hvor han fik fingre i klemme i sit hjul, men alligevel gennemførte, selvom blodet drev fra hånden. En skarp kontrast til mangt en overbetalt fodboldspiller, der falder død om, bare han bliver snittet lidt på hælen!

Og så var TV2's dækning af Touren igen-igen en udsøgt fornøjelse, og igen levede de op til den høje standard, de selv har sat for dækning af cykelsporten. Igen må det konstateres, at Rolf Sørensen er et fund som ekspertkommentator, mens Leth som altid udfoldede sig med vedkommende historier om områderne, rytterne kørte igennem og anekdoter fra Tour-historien, mens Dennis Ritter kommenterede løbet med engagement og indlevelse. Bare ærgerligt, at TV2 ikke formår at overføre denne høje standard til deres dækning af især fodbolden.

Nå, men jeg glæder mig allerede til næste år. Til den tid er Contador og Andy Schleck tilbage, og samtidig er det næppe realistisk, at Sky til den tid kan tæmme Wiggins' stærke løjtnant, Chris Froome. Og så må vi håbe, at Tour-ledelsen strammer op og laver en Tour, der lægger op til store slag i bjergene og som ikke kan afgøres på en langgabende enkeltstart.

Men uanset hvad, kommer Tour de France næppe tilbage til det flotte og dramatiske niveau, udgaverne gennem 70'erne og 80'erne bød på, med vanvittige og benhårde etaper og drabelige og mageløse slag mellem tidernes største og bedste ryttere. Og toppende i 1986, der er én af de mest legendariske årgange i Tour-historien, og bliver mange steder omtalt, som den største årgang af dem alle. En vanvittig rute, et vanvittigt tempo gennem stort set alle etaper og ikke mindst slaget mellem de to holdkammerater, Tour-kongen Bernard Hinault og den amerikanske opkomling, Greg LeMond, som i min optik er tidernes største cykelrytter og som netop i 1986 vandt sin første Tour de France.

Se blandt andet denne video fra én af de mest legendariske etaper i Tour-historien. LeMond og Hinault på Alpe d'Huez. To holdkammerater i kamp mod hinanden og i samarbejde med hinanden.

lørdag den 21. juli 2012

The Godfather

Da en del af sommervejret har lagt an til sysler indendøre, valgte jeg i sidste weekend at søsætte "projekt gense Godfather-trilogien", og da den samlede spilletid er omkring 10 timer, er det et projekt, der skal sættes tid af til.

Del I og II så jeg senest i fuld længde op til premieren på del III i begyndelsen af 90'erne, og del III har jeg kun set den ene gang i biografen.

Og de to første har i mange år i min optik været verdens bedste films, og det indtryk blev kun bekræftet ved gensynet. Episke dramaer om mafiaopgør, familiesammenhold på flere planer med videre, og stort set samtlige medvirkende leverer overlegne og blændende præstationer. Og bag kameraet formår Francis Ford Coppola at fange detaljen, men uden at forfalde til det langgabende eller patetiske.

Inden gensynet var Del I min foretrukne, men nu står II, som den absolut stærkeste. Vekselvirkningen mellem Vito Corleones ankomst til og opvækt i New York og Michael Corleones voksen med opgaven som Godfather er fremragende, og viser samtidig udviklingen i mafia-miljøet fra at være business til at være big business.

Hvad angår del III husker jeg, at den fik en meget blandet modtagelse, men at jeg selv var meget begejstret for den. En begejstring, der nok også bundede i min begejstring for de to første og en vis fascination for films og serier om mafia-miljøet.

Men - det tjener den ikke godt at blive set i sammenhæng med de to første. Bevares, Coppola formår at lave en fortættet fortælling om udviklingen i Familien - både den personlige og forretningsmæssige - og bygger et stort og episk drama op, der dog vil for meget og forsøger at spinde mange historier sammen. De ender dog alle i en blindgyde.

Filmen understreger også, hvorfor Andy Garcia ikke har fået en større filmkarriere end tilfældet har været, for han er decideret ynkelig og elendig i rollen som Sonny Corleones søn.

Instruktørens datter, Sofia, er fortsat gudeskøn i rollen som Michael Corleones datter, men filmen viser også, at det var meget godt, at hun fremadrettet valgte at gå bag kameraet (hvilket hun gør på blændende vis i blandt andet Lost in translation og Somewhere).

Så i sammenligning med del I og II, falder III'eren igennem, men er dog fortsat en meget fin filmoplevelse og meget bedre end meget af det andet, der bliver sprøjtet ud. Om ikke andet, er den værd at se for Sofia Coppola....og ikke mindst Al Pacino, som helt alene bærer filmen igennem og endnu en gang viser eksempler på sit store og forløste talent.

Med disse ord in mente, ved jeg, at der ikke går 20 år før, at jeg igen ser trilogien, og gensynet kan jo suppleres med Sergio Leones Once upon a time in America og Martin Scorseses GoodFellas.

fredag den 20. juli 2012

True Faith - 25 år efter

Det er ifølge Wikipedia i dag 25 år siden, at New Order udsendte singlen True Faith:



Mit eget eksemplar - på 12" - købte jeg kort efter udgivelsesdagen i den forlængst hedengange pladepusher STC her i Ringsted. STC havde specialiseret sig i import fra England, med diverse DJ's og lokalradioer som hovedmålgruppen. Men vi andre mere dødelige var også velkomne og foruden spændende og omfangsrige pladekasser, havde ejeren - Morten var vist navnet - en stor musikviden og passion for musik. Så mens musikken spillede, blev der snakket musik og med i posen hjem havde jeg ofte også seneste nummer af det glimrende musikblad, Record Mirror.

Og altså én af gangene også True Faith - en single, der her på matriklen (og nok også mange andre steder) er at betragte som den bedste single, der nogensinde er udsendt. Sangen er blandt de mest spillede i mit hjem, nogensinde, og her 25 år efter står sangen fortsat frisk, vital og overlegen. Og en sang, der dengang ramte både diskotekternes dansegulve (selv i en flække som Ringsted) som det sortklædte og surmulende publikum, og er så tæt på den perfekte popsang, som det overhovedet er muligt.

Og det bliver endnu bedre, for på b-siden er 1963 at finde.


Et nummer, der til enhver tid kunne have begået sig som a-side, og en mangt en kunstner ville skære sit øre af for at lave en sådan melodi. Klassisk New Order og en ørehænger af rang. Sangen bliver i øvrigt senere udgivet på single. Der hører også en orignialvideo med til sangen, men den kunne jeg ikke finde på Youtube, og kan ikke huske, om den blev udgivet stort samtidig med True Faith og det efterfølgende opsamlingsalbum, Substance, eller om det var senere.

For mit vedkommende var de to sange også et varsel om, at New Orders kreative brønd var ved at løbe tør. De topper med disse to numre, og kun på det studiealbum, der i 1989 følger efter, Technique, er de i nærheden af det høje niveau fra True Faith/1963, og sidenhen er det kun gået én vej, og det ned ad bakke - om end Republic fra 1993 da også rummer et par fine elementer.

Men tillykke til True Faith med de første 25 år!

tirsdag den 17. juli 2012

Gensyn med Roskilde

Rundt om på Youtube myldrer det med optagelser fra dette års Roskilde - og naturligvis også tidligere års udgaver - og til trods for, at de fleste er af svingende kvalitet, lyd- og billedmæssigt, giver det gode muligheder for et gensyn og genlyt.

Og nedenfor har jeg samlet nogle af de fineste øjeblikke - blandt dem, der p.t. er tilgængelige på Youtube - og mens jeg lytter og ser dem, svømmer jeg i tankerne tilbage til en mere end vellykket Roskilde.

Lyt og se gerne med:











Festivalens største musikalske oplevelse er dog ikke blevet fanget af en iPhone eller look-a-likes, men jeg har fundet en anden og lige så frygtindgydende version:



torsdag den 12. juli 2012

Snart Superliga

Sidste år ved denne tid, lavede jeg denne optakt til årets sæson i Superligaen. Og den slap jeg ikke specielt heldig fra.....

OK, Køge og Lyngby rykkede ud og FCK var hele vejen med i guldkampen, men fuckede til sidst det hele op. Men der blev ikke nævnt ét ord om FCN, og OB og Brøndby endte med at kæmpe mod nedrykning end om medaljer. Læg dertil, at FCK's nyindkøb, Grindheim og Diouf, floppede big time, og kandiderer til at være de dårligste køb i klubbens historie. Endelig blev den nye træner, Roland Nilsson, hældt ud efter 6 måneder....

Så jeg vover ikke at lave en egentlig optakt til den kommende sæson, men kan da lige henvise til denne glimrende blog fra Peter Brüchmann.

Men ingen tvivl om, at der venter en spændende sæson:
  • Hvordan følger FCN op sidste års succes, hvor de samtidig ryger direkte i gruppespillet i Champions League
  • Kommer BIF og OB på rette kurs igen. Her har jeg mest fidus til sidstnævnte, men jeg har før taget fejl....
  • Hvem rykker ud? Ingen oplagte kandidater, og Randers og især Esbjerg kommer flyvende ind i Superligaen
  • Hvilken indflydelse får den nye tv-aftale på Superligaen? Ikke kun økonomisk, men også med hensyn til kamptidspunkter, hvor der mere eller mindre er frit slag for placering af kampe. Jeg kan allerede notere, at FCK får kampe om søndagen kl. 19. Det gavner næppe på antallet af tilskuere og salget i boderne, men så sparer man de penge....
  • Og så videre....

Og for "eget" vedkommende er der også en række spørgsmål:
  • Hvor står FCK p.t.? Ny træner og en stort set intakt trup, hvor lejesvende som Absalonsen og Bergvold også er vendt hjem, ligesom Delaney er tilbage efter sin lange skade
  • Hvad kan holdets nye træner og hvilket præg kan han sætte på holdet og spillet? Set i lyset af forårets migræne-fodbold, kan spillet på grønsværen kun gå fremad
  • Bliver Dame N'Doye? Og hvis ikke, hvilken betydning får det for holdet, al den stund, at han var den eneste, der sidste år holdte niveau gennem hele sæsonen
  • Kommer FCK i Champions League eller Europa League? Måske ingen af delene....
  • Viser Grindheim, Mos, Diouf og Stadsgaard, hvorfor de blev hentet til FCK?
  • Og så videre, og svarene blafrer i netmaskerne....

Hvorom alting er, glæder jeg mig til endnu en omgang Superliga, og på søndag vil jeg være klar på min plads på Nedre C, hvor det gryende mavesår skal plejes, og der skal forbandes over spillere, dommere, FCK's og modstandernes tilhængere, Parken generelt og så videre. Same procedure as....always.

FORZA FCK!

tirsdag den 10. juli 2012

Roskilde 2012

Så er jeg vendt tilbage til civilisationen efter endnu en overlevelsestur ved Roskilde; kravlet ud af urinstøvet og fået restitueret mig.

Og dermed også fået sat hak ved endnu en glimrende og mere end vellykket Roskilde, der for mit vedkommende begyndte onsdag eftermiddag og sluttede søndag morgen, hvor jeg måtte erkende, at jeg var en aldrende svækling, og valgte derfor at smide håndklædet i ringen én dag før end beregnet!

Men alligevel nåede jeg en række musikalske oplevelser, som var følgende (med 6 stjerner som det bedste):

The Shins - 3 stjerner
Jeg kender ikke The Shins særligt godt, men deres seneste album er et guitarpop-album i den gode ende, så forventningerne til årets første koncert på Arena var rimelig høje. De blev ikke indfriet! En for poleret koncert, der først fangede, da bandet til sidst slap tøjlerne. Og da var det næsten for sent.

The Cure - 6 stjerner
Et af årets absolut hovednavne var for mit vedkommende The Cure, og forventningerne var skruet godt op ovenpå deres marathonkoncert for nogle år siden i Forum samt deres seneste festival-koncerter, hvor de også har været ude i noget, der lignede koncerter af 3 timers varighed. Og de kom, de spillede og de sejrede. Et netop tre timers langt sæt, hvor de førte os gennem hele deres imponerende bagkatalog, og med mange sange, jeg ikke tidligere havde hørt live med dem eller jeg ikke havde hørt i mange år - hele sætlisten kan ses her - og hvor sange som Play for today, Trust, A Forest, Push og Boys don't cry var højdepunkter blandt en perlerække af højdepunkter.

Men undervejs og på en strækning over 8-10 numre var de ved at miste mig - med de larmende og skramlede numre, og Shake dog shake, Fight, One hundred years og Wrong number står fortsat på listen over numre, Cure ikke skulle have indspillet endsige spillet live.

Men - alligevel kører de den fornemt hjem, hvor Robert Smith så mere fit ud end i Forum og jeg har sjældent hørt ham synge så godt. Dertil kommer, at Simon Gallup i vanlig stil dirigerede løjerne på scenen og lod bassen fylde godt ud i lydbilledet, ligesom den nye guitarist, hvis navn jeg ikke husker, i den grad matchede det øvrige band.

Alt i alt en magtdemonstration, der viste, at Cure fortsat har sin berettigelse, og at deres sange fortsat kan rumme midt i hjertekulen - under Trust stod verden stille.

Apparatjik - 3 stjerner
En meget imødeset koncert, med medlemmer af A-ha, Coldplay og Mew, og som på Orange ville lave en koncert og et setup, der kun ville blive spillet og lavet der. Det fungerede fint den første halve time, men så tog en dj over og slog koncerten ihjel, men noget, der kunne have været lavet på Ibiza i firserne. Efterfølgende tog en kvindelig sangerinde over, men der var det for sent, og Klaus og jeg stemplede ud.

Hank3 - 4 stjerner
En anbefaling fra Camp Blancos musikchef, Klaus Bentzen, og det fortrød jeg ikke. Hank Williams barnebarn, og country/western i den rigtig gode ende. "Beer" og "weed" var omdrejningspunkterne for sangteksterne, og de blev afleveret af et forrygende band, der lænede sig meget op af lyden fra Johnny Cash. Men efter en time skiftede lydbilledet til Anthrax eller Venom, og der blev leveret dødmetal i den meget hårde ende, og så døde koncerten for mit vedkommende. Men første del landede på 6 stjerner.

The Cult - 2 stjerner
Første gang, at jeg var på Roskilde, var i 1987, hvor datidens helte The Cult skulle spille om søndagen på Orange, og hvor jeg så indløste en endagsbillet. Det var en skandale-koncert, hvor bandet spillede fremragende, men forsanger Ian Astbury var så stangrende stiv, at vi hvert øjeblik frygtede, at han ville falde ud over scenen. 25 år efter var de tilbage - og lige så dårlig var oplevelsen. Igen et meget velspillende band, men Astbury brugte mere tid på at skælde ud på publikum og rette på frakkens pelskrave end at levere en bare tålelig sangpræstation.

The Vaccines - 5 stjerner
Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar - så er jeg "home safe". Og det var Vaccines også på Odeon, hvor de førte os gennem såvel numre fra deres debutalbum som nye - og sidstnævnte tegner meget lovende for det kommende album. En skarp spillet koncert - på den gode måde.

Spector - 6 stjerner
Det næste store navn - sådan skriver flere medier om Spector, og igen et band i samme genre som Vaccines, og med referencer til Editors og Strokes. Så burde man være hjemme, og hjemme, det var Spector. Meget velspillende og med en sanger, der strålede af selvtillid. Imponerende af et band, der endnu ikke har udsendt sit debutalbum. En medrivende koncert, og jeg håber, at jeg om 2-3 år kan sige, at jeg var der. Et meget, meget lovende band.

The Roots - 4 stjerner
The Roots blev lyttet på afstand, men det var ændrede ikke ved, at du fik fornemmelsen af, at der på Orange foregik noget helt særligt. Jeg har aldrig hældt til deres musik, men de fangede opmærksomheden - på den gode måde.

Bellowhead - 5 stjerner
I 2006 leverede Bellowhead et det års bedste oplevelser, og da jeg så, at de var på programmet igen, røg de straks ind på spilleplanen. Det fortrød jeg ikke. Irsk folkemusik, der i den grad væltede Odeon, og fik teltet til at danse med på deres meget fængende sange.

Bruce Springsteen - liggende ottetal stjerner
Jeg lytter ikke så helvedes meget til Bruce Springsteen, men har altid syntes meget godt om ham. Og da han blev annonceret blev jeg meget glad og tænkte samtidig, at der her var mulighed for den bedste koncert, der nogensinde har været spillet på Roskilde. Så en lun lørdag aften var pladsen foran Orange tæt pakket, og forventningerne var høje hos alle - også set i lyset af, der var lagt op til en koncert på omkring 3 timer. Og tre timer spillede Springsteen og resten af bandet, og det på den mest forrygende vis, og i et så hæsblæsende tempo, at man troede, at bandmedlemmerne var 20-25 år.

Jeg ser ingen grund til at gentage anmeldelserne af koncerten og jeg er enig i dem alle - dog fraregnet Thomas Treo fra Ekstra-Bladet, men ham er der vist ingen, der tager seriøst længere.

Summa summarum - der blev tale om den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet foran Orange - og han er immervæk i konkurrence med Neil Young i 2001 og Björk i 2007. Højdepunkterne blandt mange var Jack of all trades, The River og Born in the USA. Men én tog den store pris: Because the night. Måske det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt spillet fra Orange, og Nils Lofgren beviste, hvorfor han fortsat regnes blandt én af verdens bedste guitarister. En episk og magisk version, der nærmest rystede Roskilde i dens grundvolde - eller burde gøre det.

Tak til Bossen og resten af bandet for denne oplevelse.

Mew - 4 stjerner
Et af mine absolutte favoritbands, der gennem tiden har givet mig mange gode koncertoplevelser siden jeg første gang så dem i 1998. Den gang var der vist under 100 i teltet, i år stod de for første gang på Orange. Men på en utaknemlig opgave - lukke lørdagen ned ovenpå Bossens mesterlige præstation. Og det uden ny musik i bagagen. Så det blev en tur gennem bagkataloget, med vægten på deres to seneste albums. De kæmpede bravt og leverede en fin præstation, men jeg blev ikke helt fanget.

En masse koncerter blev det altså til, men jeg ville også gerne have haft hørt en lang række andre bands, men på grund af overlappende program, logistik, træthed (fysisk som musikalsk) med videre glippede dette. Mere tale om tilvalg end fravalg. Sådan er det jo altid på en festival.

Lejrlivet er også en stor og væsentlig del af Roskilde, og igen i år var Camp Blanco STEDET at være og leveringsdygtig i mavekramper grundet grin på grin. Herlig stemning, leveret af herlige mennesker. Tak for det.

Og selskabet blev suppleret med mine gode venner Brian og Lewis, der begge gjorde comeback på Roskilde. Brian fredag og lørdag og Lewis om lørdagen. Og det var rigtigt godt igen at opleve en Roskilde sammen med dem.

Men alt i alt en mere end glimrende festival, der lander på et 11-tal på den gamle skala.

Afslutningsvis vil jeg henvise til diverse musiksites' dækning af festivalen:

Bloggers by choice
Gaffa
Diskant


PS. Ja, vi ses helt sikkert til næste år - rock and roll will never die!

tirsdag den 3. juli 2012

Tour de France 2012

Årets udgave af Tour de France er cyklet i gang og selvom, at der i år også er EM i fodbold og OL, er Touren for mit vedkommende årets største sportsbegivenhed.

Og det er til trods for, at der i år ikke bliver en gentagelse af de tidligere års store slag mellem Alberto Contador og Andy Schleck, da begge af forskellige grunde ikke stiller til start.

Og til trods for, at den samlede rute ser gudsjammerlig kedelig ud. Meget få af de helt store bjergetaper - altså de etaper, der altid laver de store fortællinger fra Touren - og en rute, der er lagt til rette for enkelstartsspecialisterne. Jeg gruer derfor også en gentagelse af årene under Miquel Indurains regime, hvor modstanderne blev smadret under enkeltstarterne og favoritterne så kørte alt, alt for taktisk på bjergetaperne.

Men uanset hvad, vil også årets Tour give store oplevelser til cykelpublikummet, med store slag, vanvittige togter, ryttere der slider med det yderste af cykelskoene og så videre.

Det krydret med den danske sportsjournalismes A-kæde, Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth, som altid formår at levere en medrivende og vedkommende dækning af etaperne, og med stor respekt for løbet og rytterne.

Set i lyset af årets rute, vil favoritterne være de meget komplette ryttere, og mit bud på top-3 er: Bradley Wiggins (som også har et meget stærkt hold i ryggen), sidste års vinder Cadel Evans og Vincenzo Nibali (som i Ivan Basso har en meget kompetent løjtnant).

Den grønne trøje vinder verdensmesteren Mark Cavendish og så vover jeg pelsen og tipper, at danske Chris Anker Sørensen snupper bjergtrøjen.

Og meget apropos Sørensen, så kommer Team Saxo Bank nok ikke i år til at spille den store rolle i klassementet, men jeg er sikker på, at de vil vinde nogle etaper - og altså bjergtrøjen.

God Tour de France!

søndag den 1. juli 2012

Tjekliste til Roskilde 2012

  • Telt? Tjek!
  • Stoppiller
  • Sovepose? Tjek!
  • Hovedpude?
  • Liggeunderlag? Tjek!
  • 1 flaske Blå Gajol? Tjek!
  • 1 flaske Gul Gajol? Tjek!
  • Rygsæk? Tjek!
  • Toiletpapir? Tjek!
  • Køkkenrulle? Tjek!
  • Chokolade-kiks?
  • Plastikglas?
  • 2 flasker Mojito? Tjek!
  • Energidrik på dåse? Tjek!
  • Treo?
  • Gummistøvler? Tjek!
  • Solcreme? Tjek!
  • Regnfrakke? Tjek!
  • Toiletsager?
  • Strømper?
  • Undergevandter?
  • Bukser?
  • Shorts?
  • T-shirts?
  • Trøjer?
  • Indgangsarmbånd? Tjek!
  • Spilleplan?
  • Apps til iPhone? Tjek!

Der skal lige klares et par "Tjek!" mere og man er af sted. Og inden da, kan jeg lige lave et par tilbageblik på Roskilde:

1997, om morgenen og hårdt ramt af tømmermænd.
Smatten behøver ikke at gentage sig

2000, lejrhygge. Stemann, "Den nye", Pia,
Leon, Lise og Jan Rømer