torsdag den 12. juli 2012

Snart Superliga

Sidste år ved denne tid, lavede jeg denne optakt til årets sæson i Superligaen. Og den slap jeg ikke specielt heldig fra.....

OK, Køge og Lyngby rykkede ud og FCK var hele vejen med i guldkampen, men fuckede til sidst det hele op. Men der blev ikke nævnt ét ord om FCN, og OB og Brøndby endte med at kæmpe mod nedrykning end om medaljer. Læg dertil, at FCK's nyindkøb, Grindheim og Diouf, floppede big time, og kandiderer til at være de dårligste køb i klubbens historie. Endelig blev den nye træner, Roland Nilsson, hældt ud efter 6 måneder....

Så jeg vover ikke at lave en egentlig optakt til den kommende sæson, men kan da lige henvise til denne glimrende blog fra Peter Brüchmann.

Men ingen tvivl om, at der venter en spændende sæson:
  • Hvordan følger FCN op sidste års succes, hvor de samtidig ryger direkte i gruppespillet i Champions League
  • Kommer BIF og OB på rette kurs igen. Her har jeg mest fidus til sidstnævnte, men jeg har før taget fejl....
  • Hvem rykker ud? Ingen oplagte kandidater, og Randers og især Esbjerg kommer flyvende ind i Superligaen
  • Hvilken indflydelse får den nye tv-aftale på Superligaen? Ikke kun økonomisk, men også med hensyn til kamptidspunkter, hvor der mere eller mindre er frit slag for placering af kampe. Jeg kan allerede notere, at FCK får kampe om søndagen kl. 19. Det gavner næppe på antallet af tilskuere og salget i boderne, men så sparer man de penge....
  • Og så videre....

Og for "eget" vedkommende er der også en række spørgsmål:
  • Hvor står FCK p.t.? Ny træner og en stort set intakt trup, hvor lejesvende som Absalonsen og Bergvold også er vendt hjem, ligesom Delaney er tilbage efter sin lange skade
  • Hvad kan holdets nye træner og hvilket præg kan han sætte på holdet og spillet? Set i lyset af forårets migræne-fodbold, kan spillet på grønsværen kun gå fremad
  • Bliver Dame N'Doye? Og hvis ikke, hvilken betydning får det for holdet, al den stund, at han var den eneste, der sidste år holdte niveau gennem hele sæsonen
  • Kommer FCK i Champions League eller Europa League? Måske ingen af delene....
  • Viser Grindheim, Mos, Diouf og Stadsgaard, hvorfor de blev hentet til FCK?
  • Og så videre, og svarene blafrer i netmaskerne....

Hvorom alting er, glæder jeg mig til endnu en omgang Superliga, og på søndag vil jeg være klar på min plads på Nedre C, hvor det gryende mavesår skal plejes, og der skal forbandes over spillere, dommere, FCK's og modstandernes tilhængere, Parken generelt og så videre. Same procedure as....always.

FORZA FCK!

Ingen kommentarer: