torsdag den 28. januar 2016

Sculpin

Nogle øl sætter større præg end andre - ligesom med film, musik, bøger, mennesker og så videre - og Sculpin fra amerikanske Ballast Point er én af disse.

Der er tale om en IPA på 7%, og en øl, der konsekvent scorer topkarakter på RateBeer. Det forstår jeg godt, for der er tale om en fandens god øl. For at skrive det lige ud.

Balancen mellem IPA'ens karakteristiske bitterhed og det mere friske og liflige, er udført til perfektion, og undervejs smager du citrusfrugter, mens eftersmagen er overraskende sødlig. 

Allerede når øllen skænkes op, fornemmer du på skummet og duften, at der her er tale om en særlig god øl.

Jeg er de senere år blevet meget begejstret for disse humlede og bitre øl, og Sculpin er en understregning af, hvorfor dette er tilfældet.

Èn af de bedste IPA, jeg nogensinde har smagt.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål!

mandag den 25. januar 2016

Årets første musikopdagelser

Nærmest vanen tro kaster diverse årslister nye musikopdagelser og -oplevelser af sig, og over de seneste uger har jeg samlet op på nogle af de navne, jeg primært har noteret fra årslisterne fra musik-sites som Pitchfork, Gaffa og Drowned in sound, samt Jens Unmacks fine blog.

Den øvelse plejer at kaste nogle skæverter af sig, hvor jeg tænker "hvorfor landede lige den udgivelse så højt på listen", men det har ikke været tilfældet denne gang. Faktisk ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lidt tidligere var faldet over dem, men bedre sent end aldrig!

I 2014 overså jeg Taylor Swifts himmelske 1989. I 2015 overså jeg Carly Rae Jepsens pop-drøn, Emotion. Væg-til-væg ørehængere, og hvor hun formår at variere pop-formlen så meget, at albummet fremstår vitalt og homogent - og ingenlunde ensformigt. Der trækkes på inspiration fra 90'erne, og undervejs titter både førnævnte Taylor Swift og Robyn frem.

Danske Virgin Suicide har Sune Wagner i producerstolen. Det burde have været nok til, at de havde fanget min opmærksomhed ved udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum. Men nej - det har de så nu. Klassisk indie-pop, med fokus på melodien. Og visse steder ikke ulig Gangway og The Smiths.

Jeg bliver i den poppede afdeling, hvor Chvrches giver en opvisning i synth-pop på Every Open Eye. Crystal Castles møder Saint Etienne, og det er der kommet et meget fængende album ud af, og som går durkt i såvel dansesko som hjertekule.

Det var de tre albums, der fangede mig mest, men 2015-albums fra Julia Holter, Sufjan Stevens og Kathryn Joseph er også værd at fremhæve. Tre stille albums, der kryber ind under huden, men p.t. er jeg vist mest i humør til glade, up-tempo albums.

Og sådan kan musikrejsen så fortsætte.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de tre ovennævnte albums:







lørdag den 23. januar 2016

Lars HUG i DR Koncerthuset

"Elsker dig for evigt"
Én af sidste års absolut bedste koncerter var Lars HUG på Roskilde, og et par måneder efter, gjorde han (næsten) kunststykket efter til Fredagsrock i Tivoli. Derfor var det "dengang" en let beslutning at købe billetter, da jeg så, at han ville give koncert i DR Koncerthuset til januar. Og den koncert fandt sted fredag aften.

I foromtalen var der lagt op til "en spektakulær koncertoplevelse i 360 grader, med publikum siddende hele vejen rundt om scenen, og H.U.G. og band i en ekstraordinær opsætning specielt til DR Koncerthuset".


Det viste sig at holde stik! Næsten. For koncerten lettede ikke helt. Det var som om, at rammerne og det store publikum hæmmede HUG og at han ikke følte sig helt tilrette. Han virkede jovial på en kejtet og påtaget måde, når han talte mellem numrene, og det hele blev lidt pjattet. Fremfor at fokusere på musikken - som ved de tidligere koncerter. Samtidig ville han for meget - både med sætlisten og i opsætningen. Og det kom ikke til at spille helt.


Når det er skrevet, var det en meget fin koncert. Den var bygget op som en rejse, hvor vi begyndte med hans nyeste album og spillede os over de næste to timer tilbage til tiden i Kliché. Det var en god måde at opleve hans spændvidde på, og høre sangene blive spillet op mod hinanden. 

Men det betød også, at der skulle vælges meget - og dermed også meget fra. Og jeg savnede sange, der blandt andet blev spillet i Tivoli og på Roskilde - som Så længe, jeg lever, Mon de kan reparere dig, Militskvinder og Blidt over dig. Men sange som Elsker dig for evigt, Natsværmer og Dansevise ramte durkt i hjertekulen, og HUG formår, om nogen, at spille sange til hjertet.

DR Koncerthuset virkede også som om, at det var bygget til HUGs fine og blide sange og stemme, og der er noget rart og fortællende over den tilbagelænede måde, han synger og spiller på. Langsomt, men sikkert kryber sangene ind under huden på dig - bliver der.

Musikrejsen gjorde også, at koncerten blev meget varieret - også i sit udtryk - og du vidste ikke, hvad der ventede i det næste nummer. Det gav en form for helhedsoplevelse, du sjældent oplever ved en koncert.

Så alt i alt lander jeg på 5 stjerner ud af 6. Den femte for at spille en gribende version af Elsker dig for evigt, der sjældent er hørt smukkere.

Den næste tid byder også på en række koncerter, hvor Suede, Massive Attack og Love Shop sættes ind på kontoen. Men musik er også livets salt.

torsdag den 21. januar 2016

Gone Porto

Øl lagret på rødvins-, whisky- og cognacfade bliver efterhånden mere og mere "almindeligt", men forleden smagte jeg for første gang - vist nok... - én, der var lagret på portvinsfade. Bag den står fine Amager Bryghus, der altid forstår at komme med spændende øl, der også udfordrer smagsløgene.

Der er tale om en imperial stout på 10%. Allererede ved første nip af den, mødes du af en smagseksplosion af kaffe, chokolade og tørrede frugter. Og mærker, at det er en fyldig øl, du har med at gøre.

Jeg havde forventet en mere vinøs smag, men i stedet er den lidt syrlig, men alligevel med den karakterisktiske træsmag fra de fadlagrede øl.

Det gør øllen til et yderst spændende bekendtskab. En nydeøl, især velegnet til de kolde vinteraftener, hvor stilheden og roen langsomt indfinder sig.

Med andre ord - Amager Bryghus har gjort det igen!

Øllen blev købt i Barley Wine i København.

Skål!

tirsdag den 19. januar 2016

En løber-anekdote

Ligesom "alle andre", har løbere nogle anekdoter, de vender tilbage til. Det være sig fra træning eller løbsoplevelser.

For mit vedkommende er yndlingsanekdoten én fra 1999. Jeg havde på det tidspunkt sat to marathonløb ind på kontoen, og havde sat kursen mod Berlin. Jeg var alene af sted, og rejste med det daværende Marathonexpressen, der i dag er en del af Marathon Travel Club.

Jeg delte værelse med Svend fra Silkeborg. Han var (og er måske fortsat) boghandler i Silkeborg og var gift og havde to børn. Men i bussen på vej derned, sidder jeg ved siden af Henrik, som delte værelse med Søren.

Og det er sidstnævnte anekdoten omhandler.

Søren var en ældre herre - syntes jeg, hvilket nok vil sige, at han havde den alder, jeg har i dag! Han var læge i Sønderborg, og havde løbet et utal af marathonløb - især i Hamborg og Berlin. Han var en lille spirrevip, uden et eneste overflødigt gram fedt på kroppen.

Under middagen dagen før den store begivenhed, talte vi - naturligvis - om løb. Træning, oplevelser med videre.

Jeg husker, at han fortalte, at han trænede to gange om ugen, og med distancer mellem 10 og 20 km. Han gjorde heller ikke det store ud af kosten, og havde hang til god, gammeldags husmandskost. Så ikke noget med energibarer, pasta i uendelige mængder, magert kød og så videre. I hvert fald ikke i samme stil, som "os andre".

Men alligevel formåede han at gennemføre sine løb i nogle imponerende tider, der lå lige omkring 3-timers grænsen. På det tidspunkt var min egen PR 3.58, og jeg trænede mindst fire gange om ugen, og med en samlet indsats, der lå mellem 35 og 55 km.

Og mens, at vi andre sad der og prikkede i salaten og skovlede pasta ind, der blev skyllet ned med cola og vand, spiste han stor bøf og drak en halv flaske rødvin.

Han kom selvfølgelig under tre timer, mens jeg selv satte en ny PR med 3:41. Så jeg, og de andre, syntes, at han var pisseirriterende, men var naturligvis også meget imponerede.

Pointen er, et-eller-andet-sted, at du kan følge nok så mange træningsprogrammer og kostråd, men du må også finde din egen måde at gøre tingene på. Tage de ting, der passer til dig og sætte dem sammen på din måde. Der er ikke noget facit, med to streger under. Lidt ligesom i livet generelt.

Personligt ville jeg aldrig kunne gøre som ham - dertil er jeg for hysterisk og for megen en strukturfascist!

lørdag den 16. januar 2016

The Hateful Eight

I forrige uge havde Quentin Tarantinos 8. film, The Hateful Eight, Danmarkspremiere, og fredag eftermiddag satte jeg mig tilrette i Imperials bløde sæder - klar til endnu en stor filmoplevelse i regi af Tarantino.

Filmen er en hyldest til den klassiske spaghetti-western, og musikken er, meget passende, lavet af Ennio Morricone. 

I filmen samler Tarantino skuespillere fra flere af hans tidligere films - blandt andet Samuel L. Jackson og Michael Madsen.

Jeg var forinden blevet advaret om, at den skulle være langtrukken. Den varer også cirka 3 timer, og jeg var da nervøs for, om Søren-DAMP her kunne holde sin rastløshed i ave så længe.

Det blev ikke noget problem, for de tre timer fløj bare af sted. For du bliver svært underholdt undervejs. Det er klassisk Tarantino – på den gode måde. Action, humor og alvor viklet ind i hinanden. Du ved, at det er Tarantino, når du skraldgriner over de mest voldelige scener. Det suppleret med storslåede billeder og fine præstationer fra især Samuel L. Jackson, Kurt Russell (har han nogensinde været bedre?!) og Jennifer Jason Leigh.

Og samtidig var han meget tro mod hele western-genren, men den er meget mere end "blot" en western, og rummer megen symbolik - uden, at jeg skal røbe mere.

Imperial skulle være én af de få biografer i hele Europa, som viste den i 70mm. Ikke, at jeg ved, hvad det betyder, men det var flot - og lyd og billede gjorde, at du nærmest selv var tilstede i den afsidesliggende hytte i det vinterklædte Wyoming.

Jeg vil ikke udråbe filmen til Tarantinos hidtil bedste, men det er tæt på, og ét er sikkert - jeg skal se den igen!

Filmen er hermed mere end anbefalet.

onsdag den 13. januar 2016

En nordisk aften i Ringsted

Hypnopompa fra Omnipollo
Ét af de mest traditionsrige arrangementer hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling er porter-/stout-smagningen. Eller Nordisk aften, som den gik under tirsdag aften på den hyggelige bar, Skema.

Et arrangement, der vanligvis er et stort tilløbsstykke blandt de lokale ølentusiaster, og det var også tilfældet i år. Så med 38 deltagere var de røde lygter tændte. 
Det forstår man jo godt, for porter og stout er nogle dejlige øltyper!

Jeg var tovholder på arrangementet, hvor jeg havde fundet 9 øl frem - fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Alle mørke og tunge, som den nordiske vinter.

Til selve arrangementet blev jeg sekunderet af Leif Nygaard, hvor vi begge fortalte om de forskellige øl, bryggeriet bag med videre.

Og mens, at vi gjorde det, steg stemningen ved bordene, hvor øllet flittigt blev diskuteret. Og som altid delte flere af øllene vandene. Eksempelvis Sjokolade & Kirsebærporter fra norske Austmann, der både havde porterens sødme og frugtøllens syrlighed. Jeg kunne godt lide den.

Mørke fra danske Beer Here var også et spændende bekendtskab. Den havde en bitterhed, du sjældent oplever hos en porter.

Men mine egne favoritter var Konrad fra norske Lervig, What A Girl Wants fra svenske Beerbliotek og ikke mindst Hypnopompa fra Omnipollo, der ligeledes kommer fra Sverige. Et drøn af en imperial stout på 11%, med meget fylde og en velbalanceret sødme.

Den endte også med at vinde afstemningen om aftenens bedste øl - sammen med Imperial Rye Porter fra Nøgne Ø. Og endnu en gang fik alle øllene stemmer.

Alt i alt endnu et glimrende arrangement i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Skål!

mandag den 11. januar 2016

Tre fra en - Ny dansk musik

I disse år myldrer det frem med mangt et spændende dansk band. Unge bands, der trækker på fortiden, men alligevel helt er sig selv, og som jeg gerne oplevede live i løbet af året - enten på Roskilde eller på et lokalt spillested.

Fribytterdrømme er en del af psych-bølge, jeg aldrig helt blev fanget af. Før nu. Jeg kommer på sporet af dem via et tip fra en god veninde, og siden er de blevet spillet flittigt via Spotify. 

Det bliver Communions også, der læner sig meget op af det tidlige The Cure. Og hvor punken møder rocken. Et band med et meget stort potentiale.

Det samme har Velvet Volume, som jeg også fik anbefalet af førnævnte veninde. Tre unge piger, der forstår at levere energisk rock, der rammer hjertekulen såvel som danseskoene.

Nok snak - her er tre smagsprøver: 





lørdag den 9. januar 2016

Dark Force

Norske Haandbryggeriet er et af dem, jeg har hørt meget godt om, men sjældent smagt noget derfra. Men forleden smagte jeg deres Dark Force, der er en Double Extreme Imperial Wheat Stout. Det lyder meget storladent, men det er øllen også.

Øllen holder 9%, men er ingenlunde sprittet i smagen - snarere rund og blød. Mælkechokolade og kaffe er blandt smagsnoterne, mens "wheat"-delen er godt gemt. Samtidig smager den perfekt brændt.

Der er derfor tale om en nydeøl fra den øverste hylde, som understreger, at store stouts ikke nødvendigvis behøver at være meget tunge i det.

Endnu en gang forbander jeg mig selv over, at jeg kun købte én flaske, for det kunne være interessant at opleve, hvordan den vil udvikle sig over tid.

Øllen blev købt i Barley Wine i København.

Skål!

torsdag den 7. januar 2016

Nytårets films

Nærmest traditionen tro fik jeg set en række films over nytåret, og ingen af dem skuffede. Snarere tværtimod:

American Sniper: Clint Eastwoods autentiske drama om den amerikanske snigskytte, Chris Kyle, der får legendestatus under den anden Irak-krig. Vi kommer tæt på rædslerne i Irak og den svære hjemkomst. Et medrivende drama, men hovedrolleindehaveren, Bradley Cooper, er lidt for meget flødebolle for mit vedkommende.

Carnage: Roman Polanskis middelklasse-drama, hvor facaderne krakelerer i takt med, at en uoverensstemmelse mellem to familiers drenge diskuteres blandt forældrene og whiskyen hældes ned. Jodie Foster og Kate Winslet er fantastiske i de kvindelige hovedroller og du græder af grin undervejs.

Lincoln: Steven Spielbergs historiske drama om den amerikanske borgerkrigs sidste dage og frigivelsen af slaverne. Daniel Day Lewis stjæler hele filmen i den mandlige hovedrolle. En stor og flot film, der også maner til eftertanke. Om lighed og frihed.

Stille Hjerte: Bille Augusts drama om at sige farvel. Om det svære emne, aktiv dødshjælp. Ikke noget med at mase sig på og ind eller kyle følelserne i hovedet på publikum, men en realistisk og enkel fortælling om en lille familie. Paprika Steen og Danica Curcic lyser gevaldigt op som de to søstre, der skal sige farvel til deres mor.

Shutter Island: En film, jeg fik anbefalet af en veninde. Martin Scorsese har instrueret og Leonardo DiCaprio har den altoverskyggende hovedrolle. Filmen begynder som en almindelig krimi, hvor en undvegen patient/fange eftersøges. Langsomt, men sikkert udfolder et langt større drama sig, hvor alt vendes på hovedet. En gådefuld og psykologisk thriller af de helt store.

Derudover blev det også til gode gensyn med Sideways og Django Unchained. Sidstnævnte som opvarmning til den kommende Quentin Tarantino-film, som jeg forventer mig meget af.

Film skal ses i biografen, men sofaen er nogle gange også et godt alternativ!


mandag den 4. januar 2016

En Mand Der Hedder Ove

En af mine julegaver var En Mand Der Hedder Ove, der er skrevet af Fredrik Backman. Jeg kendte ikke bogen i forvejen, men giveren må kende mig ret så godt, for den faldt durkt ned i min bogsmag.

Jeg fik læst den ganske hurtigt - den er skrevet i et meget letlæseligt og fængende sprog og kapitlerne er korte, så du bedre "liiige kan tage det næste med", og det vil du, for du bliver bare grebet af historien om Ove og hans naboer.

Ove er 59 år, og bor alene efter, at han mistede sit livs kærlighed, Sonja, til døden. Sorgen er så dyb, at han er holdt op med at leve, men blot eksisterer, og længes efter sin egen død. 

Samtidig lever han sit eget regelrette liv, hvor retfærdighed, ordentlighed, stædighed og enhver svarer sit, går hånd i hånd. Men langsomt vender han tilbage til livet og nuet - især takket være en tilløbende kat og den farverige nabokone, Parveneh. Og samtidig begynder historien om Ove at folde sig ud. Fra den bitre og emsige stodder til den varme og følsomme mand.

Romanen spiller på hele følelsesregistret, hvor du både tisser i bukserne af bar grin og fælder tårer. Og undervejs er der spiddede samfundskritik og -satire. Og udover, at du bliver rasende godt underholdt, giver den også rigelig mulighed for eftertænksomhed og selvransagelse.

Giveren mente i øvrigt også, at jeg skulle have flere fælles karaktertræk med denne Ove, men det skal jeg ikke kommentere yderligere på!

Hvorom alting er, er der tale om den bedste læseoplevelse, jeg har haft i mange, mange år.

Bogen er hermed mere end anbefalet.

lørdag den 2. januar 2016

Big Bang 2010

Flere og flere bryggerier har de senere år brygget en såkaldt nytårsøl, og forleden smagte jeg en lagret udgave af Big Bang fra Det Lille Bryggeri. Jeg har også 2015-udgaven stående og kan af etiketten se, at der er visse forskelle på dem.

2010-udgaven holder 7,5% og er tilført druesaft. Det giver øllen en ganske vinøs og syrlig karakter.

Lagringen har givet øllen lidt mere fyldighed, og nok også lidt flere procenter! Blandt smagsnoterne noterede jeg tørrede frugter.

Øllen er tiltænkt som supplement til eller erstatning for champagnen, og det er jeg sikker på, at den vil leve op til. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv til den kommende nytårsaften, vil prøve at snige øllen ind.

Men den kan også, som forleden, fungere fint som en nydeøl til en god film eller "blot" i godt selskab.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!