onsdag den 31. oktober 2012

Top-10 over TV-2

Det danske popband, TV-2, markerer p.t. sit 30 års jubilæum med et nyt opsamlingsalbum, gratis koncert i hjembyen, der jo er Aarhus og en kommende turné.

Bandet har aldrig været at tælle blandt dem, jeg lyttede absolut mest til, men jeg har altid været fascineret af dem - evnen til at skrive langtidsholdbare ørehængere, deres spiddende og underfundige tekster og velsagtens én af landets mest karismatiske forsangere, Steffen Brandt, har gjort, at de gennem alle årene har stukket ud blandt skovens mange træer. Og på hvert album er der altid nogle numre, der fanger mig og som hænger ved.

Dertil kommer, at de hører til i den absolutte superklasse, når det kommer til danske livebands. Dog har jeg personligt ikke så mange erfaringer med dem. Jeg så dem første gang i foråret 1984 (vist nok) på Hotel Postgaarden her i Ringsted. Det var mellem albummet Beat (der skaffede dem et stort hit med Popmusikerens vise) og inden Nutidens unge. Koncerten var vist også, for bandets vedkommende, en mulighed for at teste de nye sange af inden udgivelsen af Nutidens unge. Vi var vist omkring 20 publikummer! Sidenhen har jeg oplevet dem på Roskilde og et par gange til Grøn Koncert.

Hvorom alting er, er et sådan jubilæum en god anledning til at lave endnu en top-10, så her er mit bud på deres bedste sange - med links til Youtube:

  1. Eventyr for begyndere
  2. Blod, Sved Og Tårer
  3. Bag duggede ruder
  4. Randers station
  5. Ræven Og Rønnebærrene
  6. Line Jørgensen, Voldum
  7. September 85
  8. Kys det nu (Det satans liv)
  9. Tidens kvinder
  10. De første kærester på månen
TV-2, 1000 tak for musikken. Og ikke mindst et STORT tillykke med jubilæet!

PS. Fantastiske Toyota skulle naturligvis have været med, men jeg kunne ikke finde den på Youtube, så den røg ud.

mandag den 29. oktober 2012

Tour de France 2013

Til næste år cykles udgave nummer 100 af verdens største cykelløb og i min optik én af verdens største sportsbegivenheder, nemlig Tour de France.

Og det bliver én af de mere spektakulære af slagsen, hvor der lægges op til store slag i bjergene og selvmorderiske bjergetaper som eksempelvis Alpe d'Huez, der skal forceres 2 - TO! - gange på én dag. Jørgen Leth kalder lige her udgaven en æresrunde og givet er det, at jeg absolut ikke skal nogen steder 14. juli, hvor Mont Ventoux skal forceres og 18. juli, hvor den står på den dobbelte Alpe d'Huez-etape. Hele programmet kan ses her

Dermed lægges der også op til et langt mere interessant og uforudsigeligt Tour de France end den gudsjammerlig kedelige udgave, dette år bød på. Og jeg krydser fingre for, at ryttere som Contador, Nibali, Froome, Andy Schleck, Valverde og Rodriguez tropper op i storform og giver os et storslået og uforglemmigt slag.

Annonceringen af næste års Tour de France skete i skyggerne fra dopinganklagerne mod især Lance Armstrong og en 1000 siders rapport fra det amerikanske dopingagentur. Konsekvensen af denne rapport kendes af alle cykelinteresserede nemlig, at Armstrong har fået frataget sine 7 Tour-triumfer. Og samtidig er blandt andet den danske sportsjournaliststand trukket i de hellige klæder og agerer forargede meningsmaskiner. Nogle har endda ment, at TV2 helt skulle droppe at sende cykelløb oven på skandalen.

Nu bifalder jeg naturligvis ikke selv doping, men har også denne gang svært ved at falde over i forargelsens grøft, og hverken denne sag, tidligere sager eller eventuelle fremtidige vil ødelægge eller begrænse min fascination for cykelsporten. Præstationerne, slagene, kampen mod sig selv og tinderne og så videre vil aldrig i mine øjne blive mindre, om der var nok så mange dopingspøgelser og -anklager. Og jeg har langt større respekt for en Lance Armstrong end jeg vil få for overbetalte fodboldspillere, der falder døde om bare en modstander snitter dem og agerer mere som skabagtige skuespillere end som fodboldspillere. Ingen nævnt, ingen glemt!

Og man kunne retteligen spørge, om det ikke var meget rimeligt, at samme dopingregelsæt, som cyklingen er underlagt - som er noget af det mest restriktive i elitesporten - ikke skulle gælde for alle sportsgrene. Og man kunne også spørge, om det ikke var meget rimeligt, at skuespil og forsøg på at påvirke dommerkendelser i en fodboldkamp ikke skulle resultere i karantæner, for det er også snyd og kan være mere afgørende for succes eller fiasko end en 1000. del af en promille af et forbudtstof i en bøf. Men det er naturligvis noget helt andet....

Hvorom alting er, glæder jeg mig til næste års Tour de France!

lørdag den 27. oktober 2012

The Raveonettes i Store Vega

Koncerter med The Raveonettes har altid uforudsigelighedens skær hængende over sig, hvor du blandt andet aldrig helt ved, hvor du har dem - og især Sune Wagner. Og det betyder, at en koncert med dem kan være meget indadvendt, ekstremt støjende og hvor sætlisten primært består af mere eller mindre ukendte numre. Eller en mere udadvendt, hvor bandet spiller som gjaldt det livet og stråler af spilleglæde og afleverer deres fantastiske bagkatalog på smukkeste vis.

Så da Anita, Mikkel, Lotte og jeg fredag aften troppede op i Store Vega var det også med dette i baghovedet, for vi havde alle oplevet begge udgaver og det, der lå imellem - med, for mit vedkommende, koncerten på Roskilde 2011, som det absolutte højdepunkt.

Og da vi omkring kl. 23.00 forlod Store Vega var vi alle enige om, at de havde ramt sidstnævnte udgave, for vi havde været vidner til 75 minutters sublim opvisning på en dansk musikscene. Og en understregning af, at The Raveonettes er det ypperste rockorkester i Danmark og er er den målestok alle andre bør stræbe efter. Det kunne samtidig og endnu en gang konstateres, at det i den grad klæder bandet, at Sharin "Mrs. Über-cool" Foo har fået en mere fremtrædende rolle på plade såvel som live, både sang- og musikmæssigt.

Jeg er derfor også meget enig med en Steffen Gronemann, som skrev følgende på deres Facebook-side: "Det kan godt være, at Sune ikke har sovet i 5 døgn - som Sharin fortalte fra scenen - men aldrig i mine 10 år og +20 koncerter som The Raveonettes-afficienado har lyset, lyden, nerven og setlisten været bedre. Den nuværende live-konstellation er sublim og formen i aften i Vega er ikke set bedre. En fænomenal magtdemonstration ud i kunsten at lave støjende popmusik, der går lige i hjertet. Mindblowing. Og stor ros til hele The Raveonettes live-crewet. Er en smule målløs og ørerne ringer på den bedst tænkelige måde...".

Jeg giver koncerten 5 ud af 6 stjerner og højdepunkterne var, i mine ører, den akustiske version af Young & Cold, The Enemy, Aly, walk with me og ikke mindst Apparitions og Observations, der begge vel var nogle af de bedste liveudgaver, der er spillet på dansk grund de senere år!

Tak til The Raveonettes for en fremragende aften, og tak til Anita, Mikkel og Lotte for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert bliver for mit vedkommende Beach House, der spiller i Store Vega om et par uger. Den glæder jeg mig til.

Lad mig runde af med den spritnye video til Curse the night fra Observator:






tirsdag den 23. oktober 2012

Top-10 over Depeche Mode

Som det fremgår af denne nyhed, udgiver Depeche Mode til næste år et nyt album ligesom en større verdensturné sparkes i gang. Der er dog p.t. ikke oplysninger om albumtitel endsige udgivelsesdato, men ét er sikkert og det er, at de spiller i Parken 13. juni.
 
Og det er en nyhed, der vækker begejstring - også her på matriklen, og derfor har jeg også i sinde at forsøge at sikre mig en billet og troppe op, når de igen spiller ud og op. Det bliver i givet fald 4. gang, jeg oplever dem i Parken. Jeg har derudover set dem 2 gange i Valby-Hallen og 1 gang i Multihallen (ligeledes i Valby).
 
Jeg glæder mig allerede rigtigt meget, for de plejer at være leveringsdygtige i forrygende koncerter, med frontfiguren, Dave Gahan, som entertaineren over dem alle, og et bugnende og imponerende bagkatalog af tidsløse hits. Det må dog også tilstås, at kvaliteten på deres albums siden Ultra fra 1997 var været støt nedadgående, om end de efterfølgende også har haft fine momenter. Men der er tale om ét af de bands, jeg har lyttet mest til siden, jeg lærte dem at kende i 1983 og som jeg fortsat sætter meget, meget højt.
 
Nå, men en top-10 over deres bedste numre kunne tjene som meget god opladning til koncerten - om end opgaven synes umulig, men her er den, i prioriteret rækkefølge, og med Youtube-links:
  1. The things you said
  2. The bottom line
  3. Enjoy the silence
  4. But not tonight
  5. Shake the disease
  6. Somebody
  7. Never let me down again
  8. In your room
  9. Precious
  10. The sun and the rainfall
Og under udarbejdelsen af listen slog det mig, hvor mange sange af tårnhøj kvalitet, bandet har lavet, og det havde været nemmere at lave en top-20 eller 30 for den sags skyld. Men en top-10 er en top-10....and I just can't get enough!

mandag den 22. oktober 2012

Matador og Forbrydelsen III

P.t. løber to danske serier over skærmen, der begge vækker stor begejstring her på matriklen.

Den ene er - naturligvis! - Matador. Serien er mere end 30 år gammel, men virker fortsat frisk og vital, om end flere medier ved denne genudsendelse har moret sig med at finde diverse faktuelle fejl. Uha, tænk sig, at der skulle være fejl i en fiktiv tv-serie! Det er (vist) syvende gang, at serien løber på en dansk kanal, og jeg har fulgt med hver gang. Det skal ikke udelukkes, at jeg ved visse genudsendelser har misset et afsnit eller to, men denne gang sidder jeg, ligesom ved genudsendelsen i 2006, klistret foran husalteret lørdag efter lørdag - og skulle jeg undtagelsesvis ikke være hjemme, optages afsnittet naturligvis!

Og det gør jeg, og hundrede tusinder andre, fordi der slet og ret er tale om den bedste danske tv-serie, der nogensinde er lavet. Skuespillet, historien om en søvnig provinsby, magtkampe og familiemæssige genvordigheder og beskrivelsen af perioden fra 1929-1947, hvor historien udspiller sig, er uovertruffen. Og så er den ualmindelig morsom! Min egne oplevelser med serien er også blev styrket ved, at mine forældre er opvokset i den periode, serien foregår og kunne føje yderligere historier og anekdoter til handlingen.

Og fra genudsendelse til genudsendelse lægger du mærke til nye detaljer, nye sider (for mit vedkommende er det p.t. den politiske historie, jeg bider fast i), ligesom sympatien for nogle karakterer kan skifte eller blive mere udbredt (for mit vedkommende er det p.t. Laura i det Varnæske køkken, der begejstrer, med hendes jagen med Agnes, under dække af egen nysgerrighed efter, hvad der sker i de herskabelige stuer).

Og dagen efter det ugentlige Matador-afsnit, blændes der op for Forbrydelsen III. Igen er der tale om en serie, hvor medierne inviterer tidligere politifolk ind for at finde fejl i handlingen. Uha, tænk sig, at der skulle være fejl i en fiktiv tv-serie!! Og igen sidder jeg klisteret foran husalteret eller sikrer, at afsnittet bliver optaget.

Jeg var meget, meget begejstret for den første runde om mordet på Nanna Birk Larsen. Historier blev vævet ind i hinanden, med blandt andet politiets jagt på morderen og kommunalvalgkamp i København. Alle skuespillerne var fremragende, men jeg husker mest Sofie Gråbøl som Sarah Lund og Lars Mikkelsen som Troels Hartmann, som dem, der stak mest ud. Undervejs hober gættene om, hvem der er morderen sig op og ender naturligvis med én, stort set ingen havde gættet på.

Forbrydelsen II, der bliver sendt i 2009, 2 år efter I, fanger mig ikke. Historien vil for meget og handlingen er for mørk og for fortættet, og skuespillet fanger ikke. Sådan var i hvert fald oplevelsen her på matriklen.

Men nu er Forbrydelsen tilbage i topform. Mordene hober sig op og trækker tråde ind i den folketingsvalgkamp, der løber landet over. Igen ender mange spor blindt, frustrationerne hober sig hos efterforskerne og hos familien Zeuthen, hvis datter er blevet kidnappet af morderen - eller én af morderne. I stuen sidder man og gætter løs, aner konturer af konspiration og nikker genkendende til spillet i valgkampen. Og det hele så gribende, at du håber, at afsnittet aldrig vil ende - eller at forløsningen "sker nu". 

Så alt i alt to eksempler på dansk drama, når det er bedst, og jeg glæder mig allerede til næste weekends afsnit!

PS. Morderen er Maja Zeuthens nye mand, børnelægen Carsten. Siger det bare.... Eller det var i hvert fald mit inden gårsdagens afsnit, men i dette ser man ham sammen med Maja, mens politiet jager morderen, så det gæt var OGSÅ ved siden af....

lørdag den 20. oktober 2012

Det kunne have været så godt #1

Blandt nogle af efterårets pladeudgivelser er nyt fra Band of horses og The Killers. Begge har tidligere vakt stor begejstring her på matriklen. Især med deres respektive debutalbums, men siden har de begge nærmest levet efter devisen om, at "det kunne have været så godt, men blev så skidt", hvor formkurven har været stødt nedadgående.

Band of horses brager igennem i 2006 med Everything all the time, hvor især The Funeral bliver et stort hit. Musikken, der på de fleste strækninger lander i krydsfeltet mellem alternative country og guitarrock og med tydelige referencer til Neil Young, vækker stor begejstring hos mig. Den efterfølgende, Cease to begin, ligger i samme spor, med flere fine momenter, men fornyelsen udebliver, og på Infinite arms og deres seneste, Mirage Rock, falder kæden, for mit vedkommende, helt af. Sporet fra debuten er endt blindt, og på Mirage Rock lyder de som dårlige udgaver af Neil Young, Simon & Garfunkel og for den sags skyld Status Quo (hvilket ikke siger så lidt). Det er et opkog af tidligere bedrifter og ender i uendelige ligegyldigheder.

Meget bedre bliver det ikke med The Killers. Hot Fuss fra 2004 er fortsat et af de bedste debutalbums, der er udsendt de seneste 15-20 år, hvor inspirationen fra New Order er tydelig, men de bærer den ind i deres eget univers. Men sidenhen falder bandet sammen i jagten på yderligere succes, hvor de prøver at spille sig ind på stadionscenen. Efterfølgeren til Hot Fuss, Sam's town, lyder som jagten på lyden fra Bruce Springsteen, men talentet rækker ikke så langt, om end albummet har flere fine momenter. Men de falder helt sammen på Day & Age fra 2008, hvor kun hittet Human har tilnærmelsesvis samme kvalitet som debuten. Og 4 år efter er de tilbage igen - med albummet Battle Born. Her prøver de at fange tonen fra Hot Fuss, men ender nærmest i en identitetskrise mellem stadionrocken og klubmusikken. En leverpostejmad på et tørt stykke rugbrød og uden pynt, er vist et meget godt billede - i min optik. Slet og ret en ligegyldighed.

Selvom disse albums skuffer gevaldigt, kan man så glæde sig over, at der også udkommer meget gode albums, som eksempelvis Bat for lashes (der på det seneste album for alvor træder ud af skyggen fra Kate Bush), Love Shop (hvor jeg er meget enig i denne anmeldelse) samt opsamlingen med Magtens Korridorer (der er en manifestation af landets p.t. bedste rockorkester).

Nå, men de gode oplevelser og minder forsvinder jo aldrig, så nedenfor er der et par eksempler på, hvor gode Band of horses og The Killers en gang var:

 


tirsdag den 16. oktober 2012

Efterårsferie

Det er uge 42 og dermed tiden for efterårsferie - eller kartoffelferie, som den jo retteligen hedder - for især familier med skolesøgende børn eller for folk, der er beskæftiget i uddannelsessektoren. Her på matriklen dyrkes den dog ikke, al den stund, at jeg ikke har børn endsige er ansat i uddannelsessektoren.

Men heller ikke da var jeg barn, blev efterårsferien dyrket så vanvittigt meget. Jeg husker i hvert fald ikke, at mine forældre tog ferie i uge 42. Mor-Birthe arbejdede på deltid, så hun havde 1-2 ugentlige fridage og det var vist det. Og far-Knud passede sit driftslederjob på Tråden og efterfølgende sin cykelforretning.

Men der var dog visse traditioner. I dén uge var min mormor altid på ferie hos os, og én af de faste traditioner var turen til Gisselfeld Slot. Her gik turen blandt andet gennem parken, forbi slottet og gennem Paradehuset/Orangeriet, hvor der var alskens blomster og planter, samt en fugl, hvis art jeg ikke længere husker, som kunne "tale". Parken og omgivelserne blev nydt i fulde drag og undervejs samlede min søster og jeg kastanjer, så vi kunne lave kastanjefigurer, når vi kom hjem. Jeg må dog indrømme, at jeg - bortset fra kastanjerne og fuglen - var mest optaget af, at besøget skulle slutte af i cafeteriet, hvor der vankede pølser eller fiskefilet!

En anden fast tradition var også, at efterårsferien ofte var det tidspunkt, hvor vores sommerhus i Dronningmølle blev lukket ned. Årets sidste weekend deroppe, hvor køleskabet blev tømt og slukket, gasflaskerne koblet fra, el-radiatorer blev skruet ned på et minimum med videre. Og der blev dermed takket af for endnu en omgang gode stunder i sommerhuset.

Nu om dage dyrker jeg, som nævnt, ikke efterårsferien, men det hænder dog, at der holdes nogle fridage omkring uge 42, da der som regel er meget stille på jobbet i den uge. Og så bruges fridagene på at gøre have og cykler vinterklar, og om vind og vejr vil det, klares disse hyggelige sysler i den kommende weekend, hvor jeg holder en forlænget weekend - eller kort efterårsferie, om man vil - fra fredag til søndag. Og undervejs vil tankerne nok glide tilbage på turene til Gisselfeld og sommerhuset.

Fortsat god efterårsferie til dem, der er så heldige at have en sådan.

torsdag den 11. oktober 2012

Soldaterhistorier fra Skive...

I denne uge blussede diskussionen om værnepligt op igen, hvor der samtidig også blev drøftet mulige kasernelukninger. Og det i forbindelse med forhandlinger om det fremtidige Forsvar. Der er nok meget, der taler for at droppe værnepligten og lukke kaserner og nok også meget, der taler imod. Den diskussion må overlades til fagfolk og politikerne - det er ikke nødvendigvis to sider af samme sag.....

Men diskussionen gav mig anledning til at tænke tilbage på min egen tid som værnepligtig, som løb fra 7. juli 1988 til 14. april 1989 og ved Nørrejyske Artilleriregiment i Skive.

Jeg var ellers af den overbevisning, at jeg ved den session, jeg var på i 1987, havde trukket frinummer - 11617 - og det var jeg ganske tilfreds med, for militæret endsige en militærkarriere trak ikke meget i mig. Om end jeg havde - og fortsat har - stor respekt for vores soldater og militæret generelt.

Men i begyndelsen af 1988 får jeg brev om, at jeg er indkaldt til Nørrejyske Artilleriregiment og fra altså den kommende sommer. På det tidspunkt var jeg indstillet på, at jeg skulle være revisorelev eller påbegynde et studium efter HH. Og udsigten til at skulle heeeelt til Skive løftede ikke ligefrem humøret. Faktisk panikkede jeg en smule. Jeg tror, at brevet kommer en fredag eller i en ferie, for da jeg nogle dage efter finder ud af, at to andre fra min HH-klasse, Jesper og Peter, også er blevet indkaldt til selvsamme sted, falder jeg lidt mere til ro og vælger det at give det en chance....

Apropos 11617, var jeg ved sessionen blevet stillet i udsigt, at jeg nok ikke blev indkaldt, men da Forsvaret beslutter at teste en ny uddannelsesform for soldater, nemlig integreret uddannelse, bliver der ved Skive kaserne ekstra stort indtag, da chefen for 33. Artilleriregiment er initiativtageren.


Santitetsdelingen
Nå, men så en søndag i begyndelsen af juli, mødes jeg med Peter og Jesper, for at snuppe lyntoget - Sølvpilen! - mod Skive. Og de næste 14 dage står fortsat hen i en tåge - nye mennesker, nye rutiner, meget nyt der skulle læres og mange, mange nye indtryk. Jesper og jeg lander i samme deling, hvor vi skal forsøge at tage løjtnant Vilsbøll og sergent Kokborg alvorligt! Jesper og jeg følger i øvrigt også hinanden efter rekruttiden, hvor vi begge kommer i Sanitetsdelingen. Jeg bor på stue sammen med Damgaard og Vejen. Der var også én mere, hvis navn, jeg ikke længere husker, men han blev hjemsendt efter et par uger. Efter rekruttiden er værelseskammeraterne Søndergaard og Svendsen. Ja, i vi var - naturligvis - på efternavn med hinanden.

Og i løbet af de næste måneder bliver rutinen mere eller mindre tidligt op, gøre stuen rent, stå klar til stueeftersyn, Morgenappel, træning/uddannelse af enhver slags, aftener i Kuf'en eller på stuen, torsdagsbyture, hjem fredag eftermiddag og af sted igen søndag eftermiddag.

Jeg vil ikke tegne et lyserødt billede af min soldatertid, for mange af de ting, vi blev udsatte for og skulle gøre, var til tider ganske idiotiske og tåbelige. Jeg skulle eksempelvis løbe 3 km. med hænderne i lommen, fordi løjtnant Hovej havde set mig stå med hænderne i lommen.

Men det, der har hængt fast i erindringen, er de gode oplevelser, de gode sider af/fra soldatertiden. Eksempelvis
  • En skærpet disciplin. Din stue skal være ren og dit tøj skal være rent. Og du skal sørge for at være klar på et bestemt tidspunkt og at det er vigtigt at gøre tingene som aftalt, for andre er afhængige af dig
  • Samarbejde. Vi arbejder sammen om tingene og alle har en rolle og er afhængige af hinanden. Og du må lære at samarbejde - også med dem, du ikke kan samarbejde med
  • Socialiseringsperspektitvet. For mit eget vedkommende, lignede dem, jeg rendte sammen med hjemme i Ringsted meget mig selv, men i Skive mødte jeg høj som lav. Stenrige nordsjællændere, alkoholikere og kriminelle. Og når du går og ned af hinanden 24 timer i døgnet, bliver murene revet ned og du lærer hinanden at kende. I uniformen er vi alle ens. Og på mange måder gjorde soldatertiden mig godt, hvor jeg udviklede mig meget - vist til det bedre....
  • Og så spændende og lærerige oplevelser som to ugers NATO-øvelse i Vesttyskland, 5 ugers sygeplejekursus, øvelser i Borris, Oksbøl og Nordvestjylland, hvor jeg ikke fattede et kvæk af, hvad lokalbefolkningen sagde, parade for Dronning Margrethe den anden af Danmark og så videre
  • Sidst, men ikke mindst - et rigtigt godt kammeratskab, hvilket jo ikke er givet, når folk bliver sat tilfældigt sammen. Desværre mistede vi hurtigt kontakten, men det var jo også før Facebook!
På NATO-øvelse - det er
mig yderst til højre :)
Mange af læringselementerne fra værnepligten og soldatertiden, kan nok også erhverves på anden vis, men selvom jeg hadede at ligge på en nordjysk hede i januar, grave huller hvorend vi var og slet og ret blot ønskede, at hele Jylland blev gjort byggemodent, vil jeg ikke have været de 9 måneder foruden. Og om 30 år vil det fortsat være noget, jeg vil snakke om - hvis nogen gider at høre på mig.....

Når det er skrevet, jublede jeg også, da Sloth-Nielsen 14. april råbte "til frihed, træd af". Men minderne lever fortsat videre.

tirsdag den 9. oktober 2012

Rolling Stones!

Jævnfør denne nyhed, skulle rock-legenderne i Rolling Stones planlægge en række koncerter i forbindelse med bandets 50 års jubilæum. Og det gjorde da ikke noget, hvis de i den forbindelse eller forlængelse heraf, lagde vejen forbi Danmark.

Nu er det ikke et band, jeg lytter voldsomt meget til, og i mange, mange år gik jeg en stor bue udenom dem, om end enkelte af deres sange ramte min tvivlsomme musiksmag.

Og derfor var jeg heller ikke oppe i det jublende felt, da deres seneste koncert i Danmark blev annonceret - de spillede i Parken 5. august 2007 og Gaffas efterfølgende bud på en anmeldelse kan læses her.

Stones på scenen i Parken og få meter
fra Henning, Jesper og jeg
Men et par uger inden koncerten, blev jeg af en daværende chef spurgt, om jeg var interesseret i en billet - han var brændt inde med én. Jeg kunne få den for halv pris og den var til indercirklen ved scenen. Så med tanke på, at Stones også er et band, du skal opleve, hvis du er en seriøs koncertgænger....slog jeg til, og det fortrød jeg ikke. De leverede en forrygende og medrivende koncert, hvor de gav nutidens unge opkomlinge baghjul, og spillede med overskud og energi, og leverede selv de helt gamle sange, som var de friske fra fad.

Og vi, Henning, Jesper og jeg, stod så tæt på den scene, der gik ud blandt publikum, at vi kunne lugte, hvad Keith Richards havde drukket inden koncerten – OK, det er måske heller ikke det sværeste at gætte….

Så på den baggrund kan det virkeligt friste at se dem igen og der gror jo aldrig mos på en rullesten.

Her er min egen personlige favorit med bandet, som de dog desværre ikke spillede:

Og her er en anden og netop i en optagelse fra 2007:


 

lørdag den 6. oktober 2012

Abba!

Forleden kunne man på Gaffas hjemmeside læse, at et Abba-museum åbner til næste år i Stockholm. Og dermed er der endnu en grund til at forlænge mine arbejdsrejser til byen, for Abba er et navn, der altid vækker begejstring her på matriklen.

Bandet var mit første sådan rigtige yndlingsband, og de første sange, der satte sig fast i min erindring var Mamma Mia, Ring, Ring og Bang-A-Boomerang. Det var i midten af 70'erne, og Abba-plakater hang side-om-side med Suzi Quatro og Shubidua. Og ærespladsen tilhørte - naturligvis - Agnetha Fältskog (den lyshårede!). Hun var min første - men absolut ikke sidste! - uopnåelige forelskelse, og tilfældet ville, at vi delte fødselsdag, så når det igen blev 5. april, skulle mine forældre også ønske hende tillykke og der blev også sunget for hende.

I mange, mange år var Abba nærmest symbolet på dårlig musiksmag og aller højest en guilty pleasure, men i dag anderkendes de heldigvis - og retfærdigvis - for deres store betydning for popmusikken og er den målestok, mangt en popkunstner måles op mod. Og popdronninger som Kylie Minogue og Madonna skylder Abba meget.

Personligt varede min begejstring for dem ved – også gennem de sortklædte, surmulende slutfirsere/starthalvfemsere – men jeg samlede aldrig på dem. Kun lidt her og der, men det skyldtes mere et tilvalg af andet – lommepenge, løn fra fritidsarbejde og SU gav jo ikke uanede muligheder. Men da bokssættet The Complete Studio Recordings udkom for nogle år siden slog jeg til og den har nu en fin plads på mine hylder.

Årsagerne til, at jeg og millionvis af andre begejstres over Abba er mange. Det er slet og ret god popmusik, du bliver i godt humør af mange af deres sange, Agnetha og Frida synger himmelsk, der er sange til stille stunder og dansegulvet, der er sange for enhver stemning og så er musikken bare tidsløs. Især omkring hovedværkerne Arrival og Super Trouper.

Det er snart 31 år siden, at bandet udsendste sit sidste studiealbum, The Visitors, men musikken lever videre.

Jeg runder af med det umulige – og uundgåelige! – nemlig min top-10 over deres bedste sange:
  1.  Knowing me, knowing you
  2.  Our last summer
  3. Super Trouper
  4. When I kissed the teacher
  5. Bang-A-Boomerang
  6. Thank you for the music
  7. SOS
  8. One of us
  9. When all is said and done
  10. Lay all your love on me
Jeg runder af med videoen til min all-time favorit - både med Abba og indenfor popmusikken. Smuk og smertefuld på én og samme gang:


Og ellers klik ind på Youtube - her er der et overflødighedshorn med deres sange.

torsdag den 4. oktober 2012

En forlænget weekend i München

Én gang om året tager jeg sammen sammen med resten af Øllogen på en såkaldt studietur, og det har hidtil bragt os til steder som blandt andet Krakow, London, Prag og Bruxelles. Reglen er, hvad der sker på studieturen, bliver på studieturen, men alligevel et par generelle linjer fra den seneste....

Kenn, Dan, Martin og Michael
er klar til afgang mod München
I år var tesen, at man ikke kunne være en ølklub, hvis man ikke havde været til Oktoberfest i München. Så sidste torsdag morgen mødtes jeg med Kenn, Martin, Dan og Michael for at sætte næsen mod det sydtyske. Og dagen efter fulgte Lars og Peter i vores fodspor. Eneste, vi manglede var Morten, som var på tjenesterejse til Doha.

I München havde vi lejet en lejlighed, der passede til selskabets størrelse og beskaffenhed. Lejligheden lå perfekt i forhold til transportmuligheder, indkøb med videre, så det var et fint valg.

Og efter, at vi havde klaret indkvarteringen satte vi kurs mod byens centrum. Det egentlige mål var sightseeingtur med en gammel sporvogn, men det viste sig, at den vist kun kører på visse højtider. Så i stedet blev Oktoberfesten sat som mål!

Det var første gang, vi skulle besøge Oktoberfesten, og det gav nogle udfordringer med at booke plads i et af de mange telte - vi var ellers tidligt ude, men stamgæster blev, forståeligt nok, prioriteret først. Dertil kommer, at vi nok ikke havde valgt den bedste weekend - midtvejs i Oktoberfesten - og efterrationaliseringen siger, at vi nok skulle have valgt en hverdagsferie eller forsøgt med en pakkerejse.

Et øltelt!
Og Oktoberfesten levede op til alle forventningerne. Store øltelte, proppet med festglade mennesker, der nød øl i 1 liters krus - Ein Mass, og det er den eneste størrelse, der serveres! - tjenere, der har både 7, 8, 9 krus i én hånd, dans og sang på bordene og høj musik, der spiller alskens musik og mest af alt skålesange. Og alt dette oplevede vi fra tæt hold, da vi var heldige med at få plads ved et bord!

Også det tivoli, der følger med Oktoberfesten, er et kapitel for sig. Det var kæmpe-, kæmpestort, og med forlystelser, der fik Tivoli eller Bakken til at ligne en legeplads i en boligforening. Vi prøvede dog kun et skydetelt og radiobilerne!

Og såvel i telte som på selve pladsen myldrede det med mænd i lederhosen og heidi-piger i dirndl, og det var både turister og lokalbefolkningen. Du får fornemmelsen af, at Oktoberfesten virkelig er et tilløbsstykke for nær og fjern.

Der er serveret!
Om fredagen skulle Peter og Lars, som nævnt, slutte sig til os andre, og vi mente, at det bedste mødested var Oktoberfesten. Så efter morgenmaden blev kursen igen sat mod pladsen. Vejret var denne dag pragtfuldt, så vi brugte lidt mere tid til at besigtige pladsen og ikke mindst nyde de mange biergarten'er, der ligger i tæt forbindelse med teltene. Udendørshøjtalere gjorde, at vi kunne "nyde" musikken fra teltene, og ved de tætpakkede borde var stemningen høj. Og betjeningen var også her effektiv og lige i øjet.

For mit eget vedkommende blev aftenen dog ødelagt af, at jeg fik rygproblemer - måske grundet vægten fra ølkrusene?! Jeg har siden teenageårene og med uregelmæssige mellemrum døjet med rygproblemer, og de valgte så at dukke op igen under Oktoberfesten. Så jeg endte med at gå mere sideværts end hvad ølindtaget ellers lagde op til!


Fra én af byens imponerende pladser
Lørdag skulle være den store sightseeingtur, så efter morgenmaden gik den på raske fjed fra lejligheden mod byens centrum. Og det langs smukke broer og floden Isar, der smyger sig rundt om byen. Residenz og Hofgarten blev passeret, og det samme blev byens mange flotte og imponerende kirker, smukke pladser, hyggelige og smalle gader, Viktualiemarkt og så videre. Det legendariske Hofbräuhas blev naturligvis også besøgt og det samme med Löwenbräukeller, hvor Adolf Hitler har holdt nogle berømte taler.

München er en klassisk sydtysk by, med velholdte bygninger, hyggelige strøg med videre, og bare emmer af hygge og historie - men også fremdrift. Og absolut også et besøg værd uden Oktoberfest - eksempelvis til en fodboldkamp med mægtige Bayern München, og det gjorde jeg rent faktisk i 2008!

Efter besøget på Löwenbräukeller trak truende skyer desværre op, så turen til den olympiske park blev aflyst, og inden, at vi igen nåede Oktoberfesten havde regnen taget over. Vejret betød også, at presset på teltene blev endnu større, og vi konkluderede hurtigt, at det var smartere at tage tilbage til centrum og finde et listigt sted. Det gjorde vi så!

Søndag var hjemrejsedag, og her kunne vi se tilbage på en herlig studietur, med nogenlunde godt vejr, gode oplevelser, høj stemning og rigeligt med øl. Næste studietur går i øvrigt til Edinburgh, og den tur glæder jeg mig meget til.