mandag den 29. februar 2016

Quadrupel-smagning hos Wordenskjolds Ølklub

Lørdag eftermiddag var jeg for første gang til ølsmagning hos Wordenskjolds Ølklub. Men det er ikke sidste gang, for det var en spændende og god oplevelse.

Temaet for smagningen var kongen af den belgiske ølfamillie, Quadrupel, og Claus Wordenskjold havde fundet 11 spændende øl frem til de 16 fremmødte. Så der var også lagt op til en strabadserende eftermiddag, da øllene lå på mellem 9 og 13,3%!

Via PowerPoint og et par videoer, gennemgik Claus de forskellige øl, hvor vi blandt andet fik historien bag øltypen, selve øllen og bryggeriet/klosteret. Det gjorde han på meget inspirerende vis, og uden, at der gik for meget nørderi i den.

De 11 øl var hovedsageligt fra Belgien, men tre danske og en enkelt svensk havde også sneget sig ind. Blandt de danske var bryggeriet Kragelund, som jeg aldrig havde stødt på før. Ifølge Claus var det da også kåret til et af de mest oversete bryggerier herhjemme.

Blandt øllene var Chimay Grande Reserve fra henholdsvis 2015 og 2004, og det var ret spændende at smage dem op mod hinanden. Det samme med St. Bernardus Abt. 12, som vi fik i både en almindelig og fadlagret udgave.

Smagningen blev sluttet af med Sinful Brother fra 2008, brygget af det nu hedengangne Ølfabrikken. Selv med otte år på bagen, stod den meget stærkt og fremragende.

Den endte da også som nummer tre i et meget stærk felt. Vinderen blev førnævnte St. Bernardus Abt. 12 (fadlagret), med Straffe Hendrik på 2. pladsen. Men generelt holdt øllet et tårnhøjt niveau.

Undervejs fik vi også lidt at spise. Naturligvis belgisk inspireret.

Så en stor tak til Claus Wordenskjold for en spændende, inspirererende og hyggelig eftermiddag, med godt øl, høj stemning og godt selskab.

Læs eventuelt mere om Wordenskjolds Ølklub lige her.

Skål!

torsdag den 25. februar 2016

Grasque

Jeg kender ikke så meget til danske Choir Of Young Believers, men da de i efteråret 2015 udsender Jeg Ser Dig, bliver jeg fanget. Især af den nærmest triphop-lignende musik og Jannis Noya Makrigiannis melankolske og hypnotiske vokal.

Et af de absolut bedste numre fra 2015, og stilen blev fortsat på den efterfølgende single, Serious Lover.

Derfor var forventningerne til det nys udsendte album, Grasque, meget høje. 

Og efter de 5-6 gennemlytninger, jeg hidtil har haft, kan det konstateres, at de to første singler ikke var enlige svaler.

Grasque er et meget søgende album - i såvel tekst som musikalsk udtryk - hvor Makrigiannis' fjerlette stemme møder en lige så let instrumentering, der resulterer i en række følsomme, melankolske og nærværende melodier.

Musikken er meget klassisk, med afstikkere til triphop, jazz og R&B. Og afspillet i et meget tilbagelænet og afdæmpet tempo, hvilket giver sangene et nærmest nøgent strejf. 

De to førnævnte singler, Cloud Nine og Gamma Moth lyser op blandt albummets 12 skæringer, men generelt holder det et tårnhøjt niveau.

Jeg læste et sted "at albummet her er skabt til at forføre og fortrylle dets lytter i en gennemført helhedsoplevelse". Det er en meget præcis beskrivelse, for sangene griber fat i dig, og du overgiver dig til den stemning, det efterlader. 

Derfor er det også et album, der kræver tålmodighed, men får det det, åbenbarer skønheden sig. Det er melodisk, det er inderligt og det er ærligt. Og tegner mere end lovende for deres koncert på Absalon på Vesterbro 3. maj, hvor jeg vil være at finde blandt publikum.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:

tirsdag den 23. februar 2016

Whiteout Imperial Stout

Det svenske bryggeri Mohawk kender jeg ikke meget til, men forleden smagte jeg deres Whiteout Imperial Stout.

Der er tale om en Imperial Stout på 9,7%. Det er meget kraftfuld - i såvel smag som fylde. Kaffe og mørk chokolade står langt fremme i smagen, og det giver også øllen en vis bitterhed, der klæder den.

Helt klart en rigtig nydeøl, men den vil nok også stå godt til en is- eller chokoladedessert.


Det er absolut ikke sidste gang, jeg smager noget fra Mohawk. Et meget spændende bekendtskab.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål.

lørdag den 20. februar 2016

Love Shop i "Radio­husets" kon­cert­sal

“For at fejre vores 25-års jubilæum udfordrer vi både os selv som band og vores publikum i håb om at vise en helt ny side af Love Shop. Det ser vi ingen fornemmere platform for end med samarbejdet med Copenhagen Phil, der forhåbentlig udmønter sig i en koncert, ingen før har set.”

Sådan lød det i foromtalen til fredagens koncert med Love Shop i "Radio­husets" kon­cert­sal. Og det under overskriften "60 minutes of Love Shop".

Jeg har oplevet bandet live en del gange de seneste år, hvor de gang på gang har understreget deres position, som et af landets absolut bedste livebands. Koncerterne har været fyldt med energi og storladen lyd, og en Jens Unmack, som den store entertainer i forgrunden.

Jeg var derfor også spændt på, hvordan de ville tage sig ud i fredagens noget anderledes opsætning - langt fra store fest, deres koncerter ofte er. 

Inden det gik løs, blev vi budt velkommen af musikchef Uffe Savery, som fortalte om mødet mellem den klassiske og rytmiske musik og Copenhagen Phil. Og cirka 21.10 blev de 25 musikere suppleret af de fem medlemmer fra Love Shop. Salen emmede af forventninger, der bare ventede på at blive forløst. 60 minutter senere var forløsningen sket, hvor vi havde været vidner til en koncert, der greb ud efter hjertet, og hvor mødet mellem guitar, synths og strygere var svimlende smukt.

Der var ingen egentlige sange, ingen egentlige numre. I stedet blev deres sange spundet sammen i fire satser. Og omarrangeret til perfektion, så de passede til aftenens setup. Men alligevel med Love Shops særlige kendetegn helt fremme i billedet.

Jeg skal ikke kloge på mig på Copenhagen Phils musikalske kompetencer, men de spillede, så gåsehuden blev stående under samfulde 60 minutter, og strygere gør bare et eller andet ved mine tårekanaler! Og selv om, at Love Shop i begyndelsen virkede lidt overvældede over rammerne, matchede de til fulde Copenhagen Phil. Den gensidige respekt lyste over scenen, og Mika Vandborg løftede sit guitarspil til nye højder. I forgrunden stod - som altid - Jens Unmack, og han understregede, at en sangstemme også er et instrument. Et instrument han mestrer til fulde, og sang med nærvær og inderlighed.

Det hele blev bakket op af et publikum, som var kommet for at LYTTE og OPLEVE, og en koncertsal, hvis lydbillede stod knivskarpt.

Selve musikken var en god blanding fra bagkataloget, og alle var ganske givet nøje udvalgt. Niveauet var tårnhøjt, men I Morgen lyste op over dem alle. Fremført frygtindgydende smukt.

Alt i alt en koncert, der får 6 ud af 6 stjerner. Den sidste grundet, at begge verdener forstod at møde hinanden og spille hinanden op.

Tak til Love Shop for endnu en forrygende koncertoplevelse. Tak til Claus for hyggeligt og godt selskab.

Efter fire koncerter på under en måned, er der nu en lille pause. Næste koncert bliver Mikael Simpson, hvor han 25. marts gæster Gimle i Roskilde. Men måske en koncert med Wangel klemmes ind inden da.....

torsdag den 18. februar 2016

Nye albums....

2016 er halvanden måned gammel, og allerede nu tegner året til at blive en meget fin musik-årgang. Det har nemlig budt på en række fine udgivelser, der ganske givet står distancen året ud - og mere til.

Jeg nævner i flæng.....


Suede har med Night Thoughts begået der hidtil bedste album siden Dog Man Star fra 1994. Et tematisk album om tab og savn, og med en smuk blanding af storladne og up-tempo numre. Et album tæt på det perfekte, og en Brett Andersson, der synger smukkere end meget længe. Et album, der står højt på listen, når årets bedste albums opgøres.


Savages gæster årets Roskilde, og med sig i bagagen har de Adore Life. Punk møder synths, energi møder nerve. Det giver en række mørke sange, der samtidig er meget fængende. Og tegner meget lovende for deres visit på Dyrskuepladsen.


På Polyester Skin fortsætter Jacob Bellens samarbejdet med Kasper Bjørke, og det er der kommet et formfuldendt album ud af, hvor synth-pop står skrevet over hele albummet. Og over de fængende synths svæver Bellens mørke, melankolske og sårbare vokal. Det bliver næsten FOR perfekt og homogent, men alligevel et album, der er på højde med Bellens' eget band, I Got You Tapes fineste stunder.


På Is the Is Are fortsætter amerikanske Diiv i sporet fra debuten med fængende melodier, der læner sig meget op af de mere melodiske øjeblikke hos New Order og The Cure. Der er skruet op for den elektroniske maskinpark, og det giver et meget helstøbt album. Under The Sun er i "heavy rotation" på P6 Beat, og det forstår man godt.

Nu skal det hele ikke være synth-pop, og såvel genopstandne Bloc Party som Mystery Jets er da også leveringsdygtige i den mere traditionelle britiske guitar-rock. Dog tilført synths! Bloc Party leverer på Hymns noget nær deres hidtil bedste album, og det tegner lovende for sommerens besøg på Northside, mens Mystery Jets skræver over musikhistorien, hvor både Roxy Music og Franz Ferdinand må være at finde blandt bandets inspirationskilder.

Jeg slutter i den mere stille ende.


Her har engelske Daughter smidt deres andet album, Not To Disappear, på gaden. Endnu en samling melankolske sange, hvor stilhed og støj mødes i smuk forening.

Tindersticks er et band, jeg fortsat tæller blandt mine favoritter, og det er fortsat tilfældet efter The Waiting Room. Stilen fra deres tidligere albums er fastholdt, hvor stille og støjende sange bliver blandet godt sammen. Men jeg bliver alligevel ikke helt fanget. Genkendelsens glæde, men også en snert af ensformighed

Disse er dog ikke de eneste, nye albums, jeg p.t. lytter til, og værd at fremhæve er også albums med Porches, Petal og især Memoryhouse.

Endelig har jeg, med en vis forsinkelse, opdaget danske ONBC og Myrkur - førstenævnte spiller elektro-pop fra den absolut øverste hylde, mens Myrkur huserer på metalscenen. Ikke en scene, jeg normalt dyrker, men hendes album, M, er meget fængende.


Og sådan fortsætter musikrejsen....

mandag den 15. februar 2016

Hypnopompa Marshmallow Stout

Da jeg for en måned tids siden var med til at arrangere en såkaldt Nordisk Smagning i Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling, var Hypnopompa Marshmallow Stout fra svenske Omnipollo blandt øllene. Forleden smagte jeg den så igen - denne gang i min dagligstue, med benene oppe og Netflix kørende på husalteret.

Omnipollo er ved at udvikle sig til lidt af et yndlingsbryggeri for mig. De har nogle af de samme dyder, som flere af de gode danske bryggerier, hvor de gerne udfordrer og afsøger nye grænser og græsgange, men uden, at det bliver FOR ekstremt.

Der er tale om en Imperial Stout på hele 11%, men den smager ingenlunde sprittet. Som navnet antyder, er den proppet med marshmallows og andet godt.

Det giver en meget fyldig og tung øl, der samtidig er meget sød - uden at være sukret. Blandt smagsnoterne er kaffe og bær, ligesom en smule bitterhed anes til sidst.

En kompleks, men også meget formfuldendt øl. Den kostede 91.- for 33 cl., men du får virkelig værdi for pengene. Og der er tale om en øl fra den absolut øverste hylde, og én af de bedste Imperial Stouts, jeg nogensinde har smagt. Jeg har én mere stående, men den får lov til at lagre i en del år.

Øllen blev købt hos Best Of Beers - http://www.bestofbeers.dk/

Skål!

torsdag den 11. februar 2016

Anchor Christmas Ale 2015

Julen varer.....ja, i hvert fald lige indtil februar. I hvert fald ølmæssigt, hvor jeg forleden smagte Christmas Ale 2015 fra amerikanske Anchor.

Anchor var ét af de første amerikanske bryggerier, jeg stødte på, da ølinteressen for alvor tog fat. Her blev den set på hylderne i blandt andet Kvickly og Irma, men i dag er det meget sjældent, at jeg støder på bryggeriet. Det er ærgerligt, for de laver noget godt øl - vel at mærke øl, der ikke nødvendigvis rammer de høje alkoholprocenter, men er store i smagen.

Det gør sig også gældende for deres Christmas Ale, der hvert år kommer i handlen omkring midten af november.

Øllen holder 5,5%, men smager af meget mere. Den er ganske frisk i smagen, men også brændt, humlet og syrlig. Og blandt smagsnoterne er karamel og nellike.

Øllen understreger, at juleøl ikke nødvendigvis skal være et smagsbombardement med høje procenter. Og den vil helt sikkert stå godt til frokostbordet, hvor den ikke drukner frokost-herlighederne eller bliver druknet af dem.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål!

mandag den 8. februar 2016

Massive Attack i TAP1

Der er koncerter, der rammer danseskoene. Og så er der koncerter, der efterlader dig i en hypnose, hvor du med krop og sjæl glider ind i sangene og bliver et med dem. Sidstnævnte var tilfældet for søndagens koncert med Massive Attack, hvor de spillede op og ud i TAP1.

Det var anden gang, jeg oplevede dem live. Første gang var i 2006, men her var jeg mest optaget af to andre bands, der spillede den aften, The Cardigangs og Spleen United, og ikke mindst kvinden, jeg var derinde sammen med.

Helt anderledes var det denne gang, hvor musikken var i centrum. Og fik lov til at være det over de 110 minutter, koncerten varede.

Undervejs kom vi gennem deres nye EP samt store dele af bagkataloget. Og i takt med, at koncerten skred fremad, blev publikum grebet og hevet med ind i sangene. Det var mørkt, dystert og melankolsk, hvor trommer, tung bas, vrængende guitarer og synths spillede op mod og med hinanden.

Og bandet levede op til den knivskarpe lyd, TAP1 søndag aften kunne byde på, og den bold blev også taget op af aftenens gæstevokalister. Horace Andy sang så tårene løb under Angel og Girl, I Love You, mens Deborah Miller løftede taget undet Safe From Harm og den afsluttende Unfinished Sympathy.

Der var et par sløje passager - mest grundet, at jeg ikke kendte sange og så de politiske budskaber, der kørte på storskærmen bag scenen og som tog lidt af opmærksomheden. Men det fik ikke lov til at skæmme billedet af en hypnotisk smuk koncert, hvor Massive Attack stod som et nyslået band, fyldt med vitalitet, og et publikum, der mestendels gav sig hen til musikken og den stemning, den efterlod.

Dermed lander koncerten på 5 ud af 6 mulige stjerner.

Tak til Massive Attack for en smuk koncertaften. Tak til Peter, Erling, Lewis og Anita for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert er, for mit vedkommende, Love Shop 19. februar, hvor bandet spiller sammen med Co­pen­hag­en Phil i en 60 minu­tes kon­cert i det tid­lig­ere Radio­hus’ kon­cert­sal.

søndag den 7. februar 2016

Et besøg på Banksia Food and Beer

For et par måneder siden åbnede den australske Banksia Food and Beer i Boltens Gaard i hjertet af København. Den ligger i de lokaler, der tidligere husede Den Tatoverede Enke. Et sted, der var med til at vække min ølinteresse til live - med et imponerende udvalg af især belgisk og dansk øl. 

De seneste par år var det dog meget sjældent, at jeg kom forbi, da den blev overhalet af de mange andre ølbarer, der poppede op i bybilledet. Men fredag aften var jeg tilbage i lokalerne - sammen med Ølklubben. Også kaldet LOGEN. Her skulle vi "teste" såvel deres øl- som madudvalg.

Ligesom med Den Tatoverede Enke, er Banksia delt op i to - bar i stueetagen og restaurant på førstesalen. Vi fik plads i sidstnævnte, da besøget også inkluderede fast føde. Baren var da også fyldt til sidste stol, men vi fik et hurtigt kig ind i den. Hyggelig og imødekommende indrettet, og lige ved bardisken hænger en tavle, der fortæller, hvilke 12 øl, der er på hanerne "i dag".

Hyggelig og imødekommende går også igen for førstesalen. Og personalet lever op til rammerne. Hurtige og effektive, og med et glimt i øjet. Autenticiteten højnes også af, at personalet er australsk.

Vi havde købt en såkaldt Deal, der inkluderede 3 små burgere og fire forskellige øl. Øllet udvælges efter, hvad der var på hanerne. Og det gav fire store smagsoplevelser - især Über Pils fra To Øl og Mazzarin fra Omnipollo var slet og ret fantastiske. Øllet skænkes i stedets egne glas, og det giver også lidt ekstra til oplevelsen.

De tre små burgere var ikke nok for 5 mænd i deres bedste alder, så de blev suppleret op. Selv fik jeg en almindelig burger, og den lagde mere end bunden. Meget veltillavet og indbydende.

Tilbage til øllet - foruden de 12 på hanerne, byder Banksia på et væld af flaskeøl. Og for såvel fad- som flaskeøl, er de udvalgt med udsøgt hånd. Og med noget for enhver smag. Foruden førnævnte sås også Gamma og Hoppin' Frog på hanerne, og på flaske var et væld fra ind- og udland. Og med et ganske passende prisniveau, set med københavnske øjne.

Vi sluttede i øvrigt af med Zuur fra Brekeriet - en sur øl, der delte vandene!

Alt i alt et meget vellykket besøg, og det er ikke sidste gang, jeg lægger min vej forbi. Og Banksia er et sted enhver ølinteresseret bør besøge.

Læs eventuelt mere lige her.

torsdag den 4. februar 2016

At vælge livet til....

Jeg har de senere år fået en større forståelse for dem, som vælger livet fra - eller overvejer at gøre det. Også fordi, jeg selv flere gange har stået ved afgrunden og kigget ned i et sort hul. Første gang, da jeg i løbet af 8 måneder havde mistet begge mine forældre, og dermed de to mennesker, jeg elskede aller mest.

Jeg skal ikke dømme i andres handlinger eller postulere, at jeg forstår, hvorfor andre gør og tænker, som de gør. Men jeg kender følelsen, hvor du nærmer dig det sorte hul - og endda falder ned i det. Hvor en snigende depression hiver mere og mere fat i dig.

Der, hvor du føler, at der fortsat er noget at leve for, men det giver bare ikke mening længere. Der, hvor du ikke er træt af livet, men elsker det så højt og vil det så gerne – men det vil bare ikke dig. Uanset hvad du gør. Der, hvor du føler, at hverken du eller livet slår til. 
Der, hvor du glider længere og længere væk, og længere og længere ind i ensomheden - måske ikke udadtil, men indvendigt. Der, hvor tankerne begynder at gå i ring i en nedadgående spiral.


De gange, jeg har stået der eller endda været på vej ned, har jeg formået at kæmpe mig tilbage. Jeg har ikke talt med nogen om det - selv om, at jeg ved, at venner og familie ville have været der, lyttet, grebet og samlet mig op. Men jeg har hver gang været bange for mine egne tanker - at jeg ved at sætte ord på mine følelser, ville realisere, hvor dårligt, jeg havde det. Jeg ved nu, at havde jeg sat ord på følelserne, havde det haft den modsatte effekt - at det havde lettet trykket og gjort mig fri.

Hvordan er jeg så kommet videre? Jeg har hevet fat i dagen i morgen, og kunne jeg hive mig frem til den, kunne jeg også gøre det med den næste. Samtidig har jeg ledt efter noget at se frem til. Det være sig opgaver på arbejdet, rejser, koncerter, fødselsdage og så videre. Der har, så at sige, være en milepæl at sigte efter og kæmpe mig frem til. Og båret af et uudslukkeligt håb om bedre tider, om at vinden en dag vender. For jeg tror på det bedste i livet, og der er så meget, jeg fortsat gerne vil nå - alene eller sammen med andre.


Langsomt finder du andre ting, der betyder noget/meget for dig, og du begynder at erkende, at du dur og at mange sætter stor pris på dig - for det, du er og kan. Du holder op med at dvæle, men hiver dig selv op ved hårrødderne. Og i stedet løfter du hovedet og ser, at du får solen i øjnene, for det er den, du går mod.

Jeg har nægtet at gå i frø og bare ligge i sengen og kigge op i loftet. I stedet har jeg med endnu større stædighed løbet, arbejdet og søgt derhen, hvor jeg fik energi. Det være sig mennesker, steder og oplevelser. Og valgt det fra, der ikke gav mig energi. Eksempelvis læst bøger og set films fremfor at dyrke de sociale medier.

Sidste år gik jeg også til et forløb hos en psykolog, hvor der blev arbejdet meget med de mekanismer, der gør, at jeg falder ned i de sorte huller. Hun fik drejet mit fokus hen på de ting, jeg selv kan påvirke, en accept af mig selv og på alt det, jeg kan og gør godt fremfor mine fejl og mangler. Og så dyrke de ting.


Det gav mig meget - om end jeg fortsat kan rammes på mit selvværd og troen på mig selv, men "i dag" stopper jeg undervejs og inden, at den negative tanke-spiral helt tager over.


Derfor fortæller jeg også mig selv, at livet må gribes og leves mens, at jeg har det. Men, at jeg også må leve det på min måde. Gøre de ting, der giver mig energi, og lade være med at følge den gængse forestilling om det gode og rigtige liv, men finde min egen vej. Min egen måde.


Og så leve med, at jeg nogle gange falder i de sorte huller. Jeg er et følelses-menneske, og det betyder også, at jeg rummer både den store lykke og kærlighed og den store sorg. Det er så en del af den, jeg er, og jeg prøver at lære af de erkendelser, jeg også gør, når jeg "falder i", og 
bruger den læring på min videre færd. 


Jeg er, dybest set, et meget glad og lykkeligt menneske, som nyder livet og de mennesker, der er i min tilværelse. Og de ting er også med til at holde mig fra afgrunden og hive mig op, men de sorte huller og melankolien er også en del af den, jeg er. Og så finder jeg det positive og styrken i, at jeg er i så god kontakt med mine følelser.

Men for at vende tilbage til indledningen. Jeg ved i dag, at jeg ikke skal hen til afgrunden igen. Så interessant er den heller ikke! Og nærmer jeg mig den, vil jeg række ud i stedet for 
mit macho-pis om, at jeg selv klarer ærterne, og at jeg er stærkere end de fleste.


Jeg runder af med et citat fra William Heinesens sørgmodige De fortabte spillemænd: "Folk, der håber, de bliver aldrig helt ulykkelige, for de har deres håb, som de håber på". 


Tak for, at du læste med.

tirsdag den 2. februar 2016

Suede i DR Koncerthuset

For et par uger udsendte Suede albummet Night Thoughts, og det i sin fulde længde samt guf fra bagkataloget, var temaet for mandagens koncert i DR Koncerthuset.

Størsteparten af bagkataloget er jeg meget begejstret for, og deres nye album er deres bedste siden hovedværket, Dog Man Star. Så forventningerne var meget høje, da jeg sammen med Anita, Mikkel og Sandra gik ind i DR Koncerthusets meget flotte sal.

De blev mere end indfriet!

Den første halvdel af koncerten bestod af Night Thoughts samt den film, der er lavet til albummet. Bandet stod bag filmlærredet under afspilningen af hele albummet, mens små filmklip, der hang sammen, gled over lærredet. Undervejs blev bandet lyst op, men ellers var det musikken og filmen, der var i centrum. Jeg savnede undervejs kontakten til bandet og live-fornemmelsen, og havde til tider svært ved at holde koncentrationen.

Men sangene blev afleveret svimlende smukt, og samspillet med filmklippene var udført til perfektion. Og hvor både film og sange fortæller en skæbnesvanger og tragisk historie.

Da hele koncerten var overstået, stod du også med indtrykket af, at du havde været med til en helhedsoplevelse af de helt store - og hvor Suede forstod, at udnytte koncertformatet til fulde.

Efter en kort pause var det tid til "guf fra bagkataloget", og jeg er sikker på, at DR Koncerthuset fortsat står og rocker. Et triumftog af de helt store, og hvor stolesæderne blev blæst væk under publikum.

Både her og i den første halvdel, lød Suede lige så godt, som den dengang i midten og slutningen af 90'erne. Bandet var utroligt veloplagte og -velspillende og Brett Anderson sang, som havde englene havde taget bo i ham. Og fuld af energi, tilstedeværelse og sangglæde, ligesom hans "sceneshow" var nøjagtigt det samme, som da jeg så dem første gang i 1995 - cool og tungen i kinden, ligesom hoftesving, ståen-på-højtalere, mikrofonsving med videre ikke havde ændret sig.

Samspillet var eminent, og spilleglæden lyste ud af dem. Og de strålede af vitalitet og energi. Den afsluttende New Generation stod, som var den frisktappet fra fad, men ellers er det helt umuligt at fremhæve nogle numre bekostning af andre.

Så alt i alt får koncerten 6 ud 6 mulige stjerner. Mindre kan ikke gøre det, og lige nu overvejer jeg, om jeg ikke burde smutte til Odense til sommer, hvor bandet spiller på Tinderbox! En koncert, der understregede, at Suede fortsat har en berettigelse - om end publikumsdelen viste, at der ikke er kommet mange nye fans til de seneste 15 år, men at dem, der var med dengang, holder ved!

Og dermed er jeg helt på linje med denne Gaffa-anmeldelse, hvoraf sætlisten også fremgår.


Tak til Suede for en stor koncertoplevelse. Tak til Anita, Mikkel og Sandra for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert er lige om hjørnet, nemlig Massive Attack på søndag i TAP1.

mandag den 1. februar 2016

Et besøg på Café Langebro

Torsdag i sidste uge besøgte jeg Café Langebro, der ligger på Islands Brygge, og for foden af Langebro. Stedet ligger kun 8-10 minutters gang fra mit arbejde, men alligevel er det et sted, jeg meget sjældent har besøgt. 

Det er egentligt ærgerligt, for det er en god og hyggelig bar. En god blanding af bodega og ølbar, og stedet bærer også præg af at blive besøgt af såvel lokale stamgæster som ølnørder – eller bare ølinteresserede. Helt nede på jorden, men med meget godt øl, kunne være en god beskrivelse af baren.

Jeg var der sammen med to tidligere kolleger fra mit arbejdes kommunikationsafdeling. Det er en del år siden, at vi arbejdede sammen, men mødes fortsat – gerne over et par øl og gode snakke om arbejde, vores tilværelse, rejser, politik og hvad der nu ellers falder for.

Vi landede 16.15, men alligevel var Langebro allerede der godt besøgt. Straks du kommer ind, mødes du af en stor bardisk. Den giver et godt udsyn til udvalget af fad- og flaskeøl, samt et imponerende udvalg af spiritus, hvor især rommen fylder godt op. 

På hanerne findes mange af de vanlige ”kendinge” – som Grimbergen, Hoegaarden, Carlsberg og Guinness. Disse faste kendinge suppleres så med ”gæsteøl”, og torsdag stødte vi blandt andet på Amager Bryghus, Mikkeller, Alesmith og Founders. Det er lidt svært at orientere sig i udvalget, da der mangler et ølkort på væggen. Men i stedet kan du hive fat i en mappe, hvor alle øllene er godt beskrevet. Og det er en hyggelig måde at orientere sig i udvalget på.

Et kig ind i baren
Selv om, at vi ”kun” koncentrerede os om fadøllet, var flaskeudvalget også meget imponerende, hvor Amager Bryghus, Evil Twin, diverse trappister og meget andet godt var at finde i køleskabene.

Undervejs fik jeg smagt Mikkeller Koppi Coffee IPA, All Day IPA fra Founders samt Ebeltoft IPA. Alle tre var vældig gode – og skilte sig godt ud på hver deres måde.

Øllet skænkes mestendels i glas fra det pågældende bryggeri – det er med til at højne oplevelsen. Betjeningen er hurtig, effektiv og imødekommende, og sidstnævnte kan også skrives om prisniveauet. 52.- for en stor fadøl. Det er billigt – også set med københavnske øjne.

Indretningen er ret hyggelig, og minder meget om de klassiske brune værtshuse, og lokalet emmer af historie. I det hjørne, vi sad i, var der spækket med gamle billeder af Langebro og området omkring.

Alt i alt et par gode og hyggelige timer i godt selskab og på en bar, der helt sikkert er et besøg værd igen.

Læs mere om Café Langebro lige her.

Skål!